VÅDLAK. Kontrol ved industrilakering med vådlak STRENOMETER INFORMATION VISKOSITET

Transkript

1 STRENOMETER INFORMATION VÅDLAK Kontrol ved industrilakering med vådlak Ønsker man en god, ensartet kvalitet ved pålægning af vådlak, bør man kontrollere de enkelte parametre. De vigtigste parametre er: Viskositet. Malingstemperatur. Elektrisk modstand. Vådfilmstykkelse. Ovntemperatur. Tørfilmstykkelse. Glans. Farve. Porøsitet. Vedhæftning. Fleksibilitet. Hærdning. Ridsehårdhed. Slagfasthed. Erichsen-prøve (Cup-Test). Korrosionsbestandighed. Lys- og vejrægthed. VISKOSITET Viskositet er et udtryk for, hvor tynd hhv. tyk en lak er. Viskositeten har betydning for bl.a. lakkens flydeegenskaber, indstilling af sprøjtedyser samt hvor tykt et lag, der kan påføres. Viskositet angives som: udløbsbægertype, dysestørrelse, temperatur og tid. F.eks. DIN-Cup, 4 mm, 20 C og 20 sek. Normalt testes viskositeten med et udløbsbæger. Princippet i udløbsbægret er, at en bestemt mængde maling løber igennem et hul (f.eks. 4 mm) ved en bestemt temperatur (f.eks. 20 C). Udløbstiden måles med et stopur og er et udtryk for viskositeten. Jo kortere tid jo lavere viskositet. Forskellen mellem de forskellige bægre er normalt rumfanget og dyseåbningen samt sidernes udformning. I praksis anvendes ofte dyppeudløbsbæger model 322 eller 343. Der findes også andre viskositetsmåleprincipper - ofte elektriske; disse anvendes dog mest i laboratorier. Zahn-Cup model 343 Udløbsbæger model 243 Dyppeudløbsbæger model 322 STRENOMETER ApS KONGEVEJEN 213, DK-2830 VIRUM salg@strenometer.dk

2 TEMPERATUR Temperaturmåling er vigtig, da viskositeten ændrer sig med temperaturen. Oftest måles malingstemperaturen med en dyppeføler af PT100 typen. VÅDFILMSTYKKELSE Første trin ved lagtykkelsesmåling er måling af den våde film. Dette kan enten gøres med en vådfilmskam eller med et vådfilmshjul. Sekskantede vådfilmskamme model 112 & 3236 Sekskantet vådfilmskam model 110/1 Termometer Testo model 925 ELEKTRISK MODSTAND I LAK (ELEKTROSTATISKE LAKKER) Den rigtige modstand i lakken er vigtig for at opnå det rigtige omgreb (dvs. at lakken dækker rundt om hjørner, rundinger osv. uden at sprøjte tilbage på maleren). Hvis modstanden er for lille, bliver emnet ikke malet jævnt, især ikke på bagsiden. Hvis modstanden er for stor, kan malingen sprøjte tilbage på maleren. Resultatet angives i Kohm (kiloohm). Normalt har opløsningsbaserede lakker mellem Kohm, hvorimod vandbaserede lakker har ned til næsten 0 Kohm. Lakkens optimale modstand fremgår af databladet for den pågældende lak. Lakmodstandsmåler model 515 Vådfilmshjul model 234 Har man kendskab til lakkens tørstofindhold, kan man beregne den tørre lagtykkelse ud fra vådfilmstykkelsen. OVNTEMPERATUR Ved ovntemperatur, menes emnets temperatur, men ofte måles lufttemperaturen sideløbende. Ovntemperaturen under hærdningen er meget vigtig for kvaliteten af farveglansen, hårdheden og sprødheden. Det er vigtigt, at temperaturen er som foreskrevet fra malingsleverandøren, samt at den er stabil såvel igennem ovnen som foroven og forneden i ovnen. En ovnlogger sendes med igennem ovnen og opsamler, ved hjælp af 4 6 placerbare følere, luft- og emnetemperaturer i et defineret tidsinterval. Der måles både øverst, midt i og nederst i ovnen. Der bør måles jævnligt og mindst én gang for hvert arbejdsskift/hver arbejdsdag, eller når der skiftes farve, emne osv. Ovnlogger model 215 G Side 2/

3 TØRFILMSTYKKELSE Det tørre dæklag bør hverken være for tyndt eller for tykt. Er det for tyndt, risikerer man, at farven ikke dækker, eller at den ikke er tilstrækkeligt korrosionsbestandig. For tykke lag kan være skyld i, at lakken skaller af, betyde dårlig hærdning og medføre overfladefejl, eller bevirke, at emner, der senere skal samles, ikke passer sammen. Yderligere kan der spares mange penge ved ikke at lægge for meget lak på. Hver 10 µm, der er pålagt for meget, svarer til en liter pr. 100 m 2 overflade. Når lagtykkelsen måles, skal man skelne mellem, om emnet er magnetisk (f.eks. jern og stål) eller konduktivt, umagnetisk (f.eks. aluminium og visse typer rustfrit stål), da målemetoderne er forskellige for de to typer. Til magnetiske undergrunde kan der anvendes såvel magnetiske som elektromagnetiske instrumenter. Den elektromagnetiske målemetode er den mest nøjagtige. Målingen foregår ved, at en føler placeres på overfladen, hvorefter resultatet aflæses på det digitale display. De elektroniske instrumenter kan deles op i tre grupper: 1) instrumenter til måling på magnetisk undergrund, 2) instrumenter til måling på konduktiv undergrund, 3) instrumenter til måling på begge dele. Lagtykkelsesmåler 355 TOP GLANS Glansen er vigtig for varens udseende, især når flere pulverlakerede dele samles. Hvis glansen er forskellig fra del til del, vil dette straks ses. Glansen måles normalt ved 60 o efter DIN eller ASTM D 523. Andre vinkler er 20 o (højglans) og 85 o (mat). Glansmåleren udsender et lys, som reflekteres af overfladen, og en fotocelle registrerer, hvor meget lys, der er reflekteret. Statistisk miniglansmåler model 406L FARVE Picogloss glansmåler model 562 MC Farven har, ligesom glansen, stor betydning for det optiske indtryk. Det er vigtigt, at farven er ens fra levering til levering. Dette gælder både for leveringer fra samme leverandør og fra forskellige leverandører. Ofte beskrives farven ud fra RAL-farvesystemet og måles i forhold til RAL-farverne. Farven kan vurderes visuelt i et lysskab, instrumentalt med stationære eller håndholdte farvemålere og online med optiske sensorer på en proceslinje. Lysskab SpectraLight III Lagtykkelsesmåler model 456C Intern Håndholdt farvemåler SP64 Online VeriColor Solo Mekanisk lagtykkelsesmåler model Side 3/7

4 PORESØGNING For at opnå optimal korrosionsbestandighed er det meget vigtigt, at dæklaget er porefrit. Dette testes normalt enten efter vådsvampmetoden (lavvolt) eller efter højvoltmetoden. Princippet for begge er, at der dannes et kredsløb ved tilstedeværelsen af porer. Vådsvampmetoden danner et kredsløb ved, at vand fra svampen løber ned i evt. porer og danner kontakt med undergrunden. Denne testmetode kræver, at porerne går helt ned til undergrunden, samt at de er så store, at vand kan trænge ind i dem. Testvolten er normalt 9, 67½ eller 90 volt. Som tommelfingerregel anvendes 9 volt ved dæklag op til 300 µm og 90 volt ved dæklag op til 500 µm. VEDHÆFTNING Vedhæftning er et mål for, hvor godt lakken hæfter på undergrunden hhv. det underliggende lag. Der anvendes normalt et af følgende principper: gittersnit/krydssnitmetoden (normalt ved tynde lag), eller dollymetoden (aftræksmetoden). Vedhæftningsmåling foretages normalt først efter fuld hærdning. Dollymetoden Proceduren går ud på, at en dolly limes fast på overfladen, hvorefter der trækkes, til dollyen springer af, eller indtil en foreskreven trækstyrke er opnået. Højvoltmetoden danner kredsløbet ved at teste ved så høj spænding, at luftens/dæklagets isoleringskraft overskrides, og at gnisten kan springe hhv. brænde sig igennem. 6.3 kn Vedhæftningstester model PAThandy Testvolten er normalt volt. Denne metode finder 3 typer af fejl: 1) Gennemgående porer med luft i. Da strøm nemmere springer igennem luft, vil der dannes et kredsløb. 2) Porer, som kun går delvist ned i dæklaget. Da resten af dæklaget er for tyndt, brænder strømmen sig igennem. Det samme gælder ved luftbobler i dæklaget. 3) Tynde dæklag. Da strømmen er stærk nok til at brænde sig igennem de for tynde dæklag. Poresøger model 270 Vedhæftningsmåler model 106 Gittersnitmetoden Proceduren går ud på, at man skærer seks parallelsnit med en bestemt afstand, hvorefter man vinkelret på disse skærer yderligere seks parallelsnit med en bestemt afstand. De 12 snit danner et gitter, som bedømmes visuelt efter en normfastlagt skala (DIN / ASTM 3359 B). Ved krydssnitmetoden laves et krydssnit i overfladen enten med en NTcutter eller med en kniv af en vis bredde for at få et åbent stykke. Gittersnitapparat model 107 Holiday detector model 236 DC Gittersnit model 295 Side 4/

5 FLEKSIBILITET Fleksibilitet er et udtryk for, hvor meget lak kan bøjes uden at springe. Fleksibilitet måles normalt med et dornprøveapparat, hvor prøvepladen bukkes over en dorn. Dornens diameter, dvs. der hvor lakken ikke sprænger, er et udtryk for fleksibiliteten. Det angives ofte, at lakken skal tåle mindst så og så mange mm (dorndiameter). Pladetykkelsen bør altid specificeres og være ens fra gang til gang. RIDSEHÅRDHED Man måler ridsehårdheden for at undersøge, om den færdige vare kan tåle at komme i berøring med andre varer. Typisk måles ridsehårdheden ved maleranlægget efter blyant-, kugle- eller møntmetoden. Under udviklingsarbejdet bruges derimod stationære apparater som Clemen, Sward, Koenig eller Sikkens (rekvirér venligst specialbrochurer). Dornprøveapparat model 266 S Ridsehårdhedsmåler model 293 Hærdeblyant model 318 Konisk dornprøveapparat model 312 Ridsehårdhedsmålere model 435 & 435S Faldprøveapparat model 471 HÆRDNING/FILMHÅRDHED Hærdningen måles for at undersøge, om lakken er gennemhærdet. Dette sker ofte efter Buchholz-metoden, hvor lakken i et bestemt tidsrum udsættes for et bestemt tryk af et hjul, hvorefter nedtrykslængden måles med et mikroskop. Længden omsættes fra mm til enheder iflg. DIN eller ISO 2815, som er den værdi, hærdningen angives i. SLAGFASTHED (FALDHAMMER) Slagfasthed (kugleslagsprøve) er et udtryk for, hvor stort et slag lakken kan tåle uden at krakelere. Ved kugleslagsprøven udsættes prøvepladen for et slag med en kugle med en bestemt vægt og fra en bestemt højde. Højden og vægten, som lakken netop kan modstå uden at krakelere, angives i N/kg cm (DIN) eller Inch pounds (ASTM). Prøven kan foretages enten som indbukningsprøve (med lakken opad under afprøvning) eller som udbukningsprøve (med lakken nedad under afprøvning). Slagprøveapparat model 304 Indtrykshårdhedsprøveapparat model 263 (Buchholz) Side 5/7

6 CUP-TEST Erichsen-prøven Ved Erichsen-prøven spændes den lakerede prøveplade fast, hvorefter et defineret stempel trykkes op i pladen bagfra med en bestemt hastighed. Når lakken begynder at krakelere, stoppes stemplet, og indtrykslængden måles og angives i mm (sammen med hastigheden). Denne prøve adskiller sig fra slagprøven ved ikke at være en chokbelastning, men en kontinuerlig belastning. 3) Ved svovldioxidtesten (SO 2 ) udsættes emnerne for svovldioxid (= industriluft) og 100 % fugtighed i et bestemt antal timer og ved en bestemt temperatur. 4) Ved vekseltest afprøves emnerne i cyklusser med salttåge, tropeklima og rumklima, hvorved der opnås en vekselpåvirkning. Salttågekammer Corrotherm model 610 Original Erichsen, lak- og farveprøvemaskine model 200 Lak- og farveprøvemaskine model 202 Korrosionsprøveapparat Hygrotherm model 519)529 Avanceret cyklistisk korrosionskammer CCX KORROSIONSTEST Korrosionsbestandigheden er et udtryk for, hvor godt lakken beskytter emnet (især jern) mod korrosion. De mest almindelige test er 1) salttågetest, 2) tropekammertest, 3) svovldioxidtest samt 4) vekseltest. 1) Salttågetesten er den mest udbredte, og her udsættes de lakerede emner eller prøveplader for en varm tåge med saltvandsopløsning (dvs. meget korrosiv luft = havluft) i et bestemt antal timer, eller til emnerne begynder at korrodere. Saltopløsningen er beskrevet i de forskellige normer. Testværdien angives i antal timer ved (salt) procentopløsningen eller antal timer efter norm. 2) I tropekammertesten udsættes emnerne for 100 % fugtighed (= tropeklima) i et vist antal timer. Ligesom ved salttågetesten opgives værdien som antal timer og temperatur. LYS OG VEJRÆGTHED Der er to gennemgående principper for test af materialers bestandighed over for sollys, eventuelt kombineret med spray (regn) eller kondens (høj luftffugtighed): UV-instrumenter og Xenon-instrumenter. UV-instrumenter benytter UV-lamper, der for nogle typer følger en del af solens spektrale lysfordeling i UVområdet (for andre typer giver de en kraftig UV-påvirkning ved bølgelængder, der ikke nødvendigvis findes ved jorden). Xenonlys er en væsentlig mere korrekt kopi af sollysets spektralfordeling. UV-instrumenter kræver, at prøverne har en bestemt størrelse og bl.a. ikke er tykkere end ca. 5 mm. Xenon-lamper anvendes både i mindre bordmodeller, der er velegnede til tredimensionelle prøver og til instrumenter med roterende prøvekarrusel, der også fordrer prøvepaneler. Typisk testes enten med konstant lys, eller der anvendes cyklusser, der simulerer både dag og nat (mørke og lys) evt. kombineret med spray, der ud over at simulere regn også afkøler prøven og dermed skaber en termisk effekt. Side 6/

7 Ci3000+ Xenon Weather-Ometer Xenotest Alpha+ Suntest CPS+ UVTest TM Ønskes yderligere detaljer for nævnte instrumenter eller målemetoder, rekvireres specialbrochurer. Med forbehold af fejl og tekniske ændringer Side 7/7