Paragraf 49, stk. 2 afsoneres kriminelle karriereforløb

Transkript

1 Paragraf 49, stk. 2 afsoneres kriminelle karriereforløb 2. delrapport August 2000 Lisbeth Hansen og Peter Løvgreen

2 Paragraf 49, stk. 2 afsoneres kriminelle karriereforløb 2. delrapport CASA, august 2000 ISBN Elektronisk udgave: ISBN

3 Indholdsfortegnelse 1 Indledning Rapportens sammenhæng med det samlede forskningsprojekt Formålet med denne del af effektundersøgelsen Grundlaget for de statistiske analyser Rapportens opbygning Delundersøgelsens konklusioner Materialets hovedtal Hovedtal for analyserne af recidiv og kriminelt ophør Om beskrivelse af 49,2-afsonernes kriminelle karriereforløb ,2-afsonernes kriminelle belastning Sammenholdelse med kriminalforsorgens Klientundersøgelse Sammenfatning Tilbagefald til kriminalitet efter 49,2-afsoning Om tilbagefald som mål på effekt Afgrænsninger af recidivpopulationen Det registrerede tilbagefald Prøveløsladelse og recidiv Sammenfatning Stofmisbrugerne og deres tilbagefald Sammenfatning Indikationsgruppen Ung alder og dens tilbagefald Sammenfatning Indikationsgruppen alkoholmisbrug og dens tilbagefald Sammenfatning Kønsfordeling og tilbagefald Gengangere og tilbagefald Sammenfatning Udviklingen i recidiv over tid Kriminelt ophør Sammenfatning vedrørende ophørsanalysen Kriminalitet før og efter 49,2-forløb Sammenfatning...50

4 7 Undersøgelsens bidrag til beskrivelse af 49,2-afsonere og til vurdering af effekt , stk. 2's målgruppe - før og nu Udviklingen i den målelige effekt ,2-afsonernes kriminelle belastning Diskussion af undersøgelsens resultater vedrørende kvinder Diskussion af undersøgelsens resultater vedrørende stofmisbrugere Diskussion af undersøgelsens resultater vedrørende ung alder Diskussion af undersøgelsens resultater vedrørende alkoholmisbrugere Litteraturoversigt...63 Bilag Bilag 1 - Ord og begreber anvendt i rapporten...66 Bilag 2 - Diverse tabeller...68 Bilag 3 - Beskrivelse af undersøgelsens datagrundlag og -bearbejdning.. 77

5 1 Indledning Anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 - hvem, hvor mange og hvorfor Straffelovens 49, stk. 2 giver mulighed for, at en hæfte- eller fængselsstraf kan afsones i en behandlingsinstitution, hvis den dømte har et udtalt behov for den behandling, som institutionen kan tilbyde - og ikke kan få en tilsvarende behandling under afsoning i fængsel eller arresthus. Begrundelserne for at tillade disse alternative afsoninger er dels humane og dels kriminalpræventive. De humane hensyn skal sikre, at den enkelte dømte ikke på grund af frihedsstraffen skal afskæres fra en påkrævet behandling. De præventive begrundelser går primært på at udnytte en afsoningsperiode til at få den dømte behandlet for kriminalitetsfremmende problemstillinger, som f.eks. psykisk sygdom eller misbrug af rusmidler. Over for årige lovovertrædere bruges alternativ afsoning til at holde de unge væk fra den negative påvirkning, som afsoning sammen med voksne kriminelle i et egentligt fængselsmiljø vides at kunne påføre dem. Folketinget har flere gange givet til kende, at man ønskede en øget anvendelse af straffelovens 49, stk. 2 over for forskellige persongrupper (primært stofmisbrugere og unge, men også psykisk syge og seksualkriminelle har været nævnt som målgrupper). Af figur 1. fremgår det, at der er sket en væsentlig udvidelse i løbet af halvfemserne. Figur 1: Antal årlige 49,2-forløb i perioden Antal

6 1.1 Rapportens sammenhæng med det samlede forskningsprojekt I forbindelse med politiske overvejelser om eventuelt at øge anvendelsen af alternativ afsoning yderligere over for stofmisbrugere og unge er det ønsket at få en grundig undersøgelse af 49,2-afsonings mulige effekt i forhold til den dømtes liv efter afsoningen. Denne rapport er den anden statistiske delrapport i den Effektundersøgelse vedrørende anvendelsen af alternativ afsoning i medfør af straffelovens 49, stk. 2", som CASA udfører for Kontaktgruppen mellem Socialministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen. Første delrapport (Hansen og Løvgreen, 1999) indeholdt en bearbejdning af de personoplysninger, som Direktoratet for Kriminalforsorgen havde indsamlet for perioden Den her foreliggende analyse er en samkøring af personoplysningerne fra Direktoratet for Kriminalforsorgen og Det Centrale Kriminalregister. Den belyser den kriminelle udvikling for de personer, der i perioden fik tilladelse til at afsone deres straf i behandlingsinstitutioner i medfør af straffelovens 49, stk. 2. Nogle foreløbige analyser af personernes tilbagefald til kriminalitet er tidligere offentliggjort i Undersøgelse af alternativ afsoning ( 49, stk. 2) - en midtvejsrapport (Olsen og Hagemann,1999). De endelige analyser af tilbagefald indgår i en noget mere udførlig form i denne rapport. 1.2 Formålet med denne del af effektundersøgelsen Formålet med undersøgelsen af 49,2-afsonernes kriminalitetsudvikling er at se, om der kan spores en effekt af det alternative afsoningsforløb i form af en efterfølgende mindskelse af kriminaliteten. Samtidig kan en kortlægning af persongruppernes kriminelle belastning før forløbet være med til at give et mere kvalificeret grundlag at vurdere resultaterne på - blandt andet vedrørende kriminelt tilbagefald. Den kriminelle belastning måles dels ud fra antallet og arten (bøder, betingede eller ubetingede frihedsstraffe m.v.) af tidligere straffe, dels ud fra alders- og tidsperspektiver (kriminel debutalder og alder/antal domme på tidspunktet for 49,2-afsoningen). 6

7 1.3 Grundlaget for de statistiske analyser Den første delrapport viste, at der er så store forskelle mellem de forskellige grupper af 49,2-afsonere, at samlede statistiske analyser kun giver et meget overfladisk og ufuldkomment billede af afsoningsforløbene og udviklingen over tid. Der er derfor i denne rapport primært taget udgangspunkt i analyser fordelt på de forskellige indikationsgrupper med hovedvægt på de tre største - stofmisbrug, ung alder og alkoholmisbrug - som tilsammen tegner sig for 80% af samtlige 49,2-forløb. Resultaterne fra den første delrapport har samtidig foranlediget, at indikationen ung alder i denne rapport deles op i 2 - belastede unge og ikke belastede unge. 1.4 Rapportens opbygning Efter denne indledning præsenteres undersøgelsens konklusioner i kapitel 2. Kapitel 3 er en kort gennemgang af materialets hovedtal. Til belysning af 49,2-afsonernes kriminelle belastning ses der i kapitel 4 på forskellige belastningsmål ud fra fund i det samkørte datamateriale, og der ses på sammenlignelige resultater fra andre undersøgelser, primært fra den netop offentliggjorte Klientundersøgelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen. Kapitel 5 viser resultaterne af recidiv- og ophørsundersøgelsen, og i kapitel 6 belyses 49,2-afsonernes kriminalitetsudvikling før og efter det alternative afsoningsforløb. I kapitel 7 beskrives delundersøgelsens bidrag i forhold til den samlede effektundersøgelse, og det diskuteres, om delundersøgelsens resultater på recidivområdet viser bedre eller dårligere resultater, end man umiddelbart kunne forvente. Rapporten indeholder derudover en bilagsdel med en række supplerende tabeller samt beskrivelse af de anvendte registerdata og deres bearbejdning. 7

8 2 Delundersøgelsens konklusioner Undersøgelsen af de kriminelle karriereforløb tyder på, at 49,2-afsoning har en effekt. Men det er ikke muligt alene gennem kvantitative analyser at finde frem til de mere konkrete faktorer, som måtte være afgørende for denne effekt. Frem for alt må det betones, at det ikke via de her anvendte metoder er muligt at vurdere betydningen af den dømtes behandlingsmotivation - og netop denne faktor må formodes at have afgørende betydning for effekten af et alternativt afsoningsforløb. Det skal også påpeges, at mange af de her analyserede 49,2-forløb vedrører dele af et ofte betydeligt længerevarende behandlingsforløb. Hvis den alternative afsoning f.eks. indgår med 3 måneders formel strafafsoning midt i et 1-årigt døgnbehandlingsforløb, er det uhyre vanskeligt at vurdere en særskilt effekt af netop disse 3 måneders forløb. En målelig effekt må her snarere tilskrives den 1-årige behandling end den korte alternative afsoningsperiode. På den anden side kan der argumenteres med, at hvis en almindelig fængselsafsoning medfører en afbrydelse af et igangværende behandlingsforløb, må det formodes at medføre risiko for en negativ effekt i forhold til behandlingens resultater. En vurdering af en eventuel effekt af alternative afsoningsforløb er således uløseligt forbundet med den eventuelle effekt af den behandling, som personen i øvrigt modtager i perioden. Analyserne af 49,2-afsonernes kriminelle belastningsgrad og det viste fald i tilbagefald til ny kriminalitet giver anledning til, at det som et minimum kan konkluderes, at man med anvendelsen af 49, stk. 2 kan opfylde bestemmelsens primære, humanistiske formål: at tilgodese de dømtes individuelle behandlingsbehov, - og at dette kan ske, uden at man samtidigt øger risikoen for samfundsmæssigt negative følgevirkninger i form af et forhøjet kriminelt tilbagefald. Denne del af den samlede undersøgelse underbygger resultaterne fra de tidligere delrapporter om, at de personer, der får tilladelse til at afsone hele eller en del af deres straf i en behandlingsinstitution, ikke kan betragtes som én gruppe. Straffelovsbestemmelsen anvendes over for så forskellige persongrupper, at disse i vidt omfang må undersøges og vurderes hver for sig. Uanset persongruppernes forskelligheder er der tale om en høj grad af kriminel belastning før det alternative afsoningsforløb. 49, stk. 2 bringes for manges vedkommende først i anvendelse efter adskillige almindelige fængselsafsoninger. 8

9 Sammenholdt med de indsatte i fængslerne er det især bemærkelsesværdigt, at 49,2-afsonerne er væsentligt yngre, og således har opnået deres status som hårdt kriminelt belastede i løbet af kortere tid. Både i forhold til alder og belastning må 49,2-afsonerne siges at tilhøre en absolut højrisikogruppe i forhold til fremtidige kriminelle handlinger. Dertil kommer så personernes individuelle, behandlingskrævende problemstillinger, som for en dels vedkommende har sammenhæng med og øger risikoen for yderligere kriminalitet. Undersøgelsen viser, at 56% klarer sig uden recidiv til kriminalitet de første 2 år efter 49,2-forløbet. 39% er 5 år efter forløbet stadig ikke faldet tilbage til ny kriminalitet og kan således betragtes som helt ophørt i deres kriminelle karriere efter den alternative afsoning. Det har ikke været muligt at finde sammenlignelige undersøgelser af kriminelt ophør. Men den 2-års recidivanalyse har kunnet sammenlignes både med undersøgelser af almindelige fængselsafsonere og med en tidligere 49,2-undersøgelse. Sammenholdt med recidivundersøgelsen af 49,2-afsonere i perioden ses der et fald i recidivprocenten på mellem 7 og 10 procentpoint, afhængigt af opgørelsesmetoden. Ud over at der er relativt få, der begår ny kriminalitet, ses der også en vis effekt af 49,2-forløbet hos den recidiverende gruppe. Den kriminalitet, som gruppen dømmes for efter den alternative afsoning, er mindre alvorlig end 49,2-kriminaliteten, og denne effekt varer ved i et til tre år, afhængigt af hvilken indikationsgruppe den dømte tilhører. Ser man på kriminalitetsniveauet målt på antallet af sager/forhold pr. dom, kan der konstateres et generelt fald i sagstallet efter 49,2-forløbene. Dette fald er vedvarende for alle andre grupper end stofmisbrugere. Anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 må således vurderes at have en reelt kriminalitetsdæmpende effekt, og effekten synes ikke at være blevet mindre i løbet af halvfemserne. Dette resultat må siges at være bemærkelsesværdigt, idet såvel antallet som andelen af stofmisbrugere i alternative afsoningsforløb er steget kraftigt i perioden - og stofmisbrugerne er den gruppe, der har flest kriminelle tilbagefald. Undersøgelsens resultater peger på nogle områder, som det vil være væsentligt at få afdækket nærmere i det samlede forskningsprojekts kvalitative dele. 9

10 Kvinder gennemfører i højere grad end mænd det alternative afsoningsforløb og har langt færre tilbagefald til kriminalitet. Undersøgelsen har ikke kunnet påpege specifikke faktorer, hvor de kvindelige 49,2-afsonere adskiller sig så markant positivt i forhold til mændene, at det kan forklare de fundne forskelle. Til gengæld er forskellene stort set i overensstemmelse med andre forskningsresultater. Det må konkluderes, at kvinder synes at være mere behandlingsmotiverede end mænd, og at de synes at have større udbytte af den tilbudte behandling. Disse forhold kan formentlig forklare, at der er relativt flere kvinder blandt 49,2-afsonerne (11%) end blandt fængselsafsonerne (5%). Gennemførelse af den planlagte 49,2-afsoning har meget stor betydning for den målelige effekt. Dette kan tages som et udtryk for den afgørende betydning, som motivationsfaktoren må antages at have for den enkeltes udbytte af et alternativt afsoningsforløb, som omtalt i kapitlets indledning. Sammenholdt med nyere forskningsresultater omkring behandling af stofmisbrugere og dette projekts Midtvejsrapport synes der at være behov for stor opmærksomhed på overgangsfaserne, hvor der synes at være tale om en forøget risiko for, at behandlingsforløbene afbrydes i utide. Der er dels tale om overgangen fra fængselsafsoning til 49,2-afsoning i behandlingsinstitution, dels om overgangen i forbindelse med den formelle løsladelse, i de tilfælde hvor afsoningsophøret ikke tidsmæssigt falder sammen med at den pågældende er færdigbehandlet. Derudover skal der peges på, at der specielt for stofmisbrugere synes at være en tendens til at give afslag på prøveløsladelse på trods af 49,2-afsoning - en praksis som umiddelbart kan forekomme lidt inkonsekvent og uhensigtsmæssig i forhold til persongruppens formodede behov for støtte og opfølgning. Stofmisbrugerne adskiller sig fra de øvrige grupper ved, at det her er de voldsdømte, der har det højeste recidiv. Der kan derfor være behov for at sætte fokus på, om de eksisterende tilbud kan tilgodese denne gruppes specielle behandlingsbehov, idet det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt må skønnes uhyre vigtigt at få standset netop disse personers kriminelle karriere. De målelige resultater er helt afhængige af, hvilken indikations- eller persongruppe man ser på. Recidivundersøgelsen viser en forskel på mere end 30 procentpoint mellem højeste og laveste recidiv. Blandt stofmisbrugerne er der 47%, der klarer sig uden kriminelt tilbagefald i 2 år efter den alternative afsoning, mens det for 49,2-afsonere med psykiske problemstillinger er hele 78%, der ikke recidiverer. Denne forskel ses fortsat at være gældende i forhold til det kriminelle ophør. 10

11 Også for de øvrige, talmæssigt små 49,2-grupper (social begrundelse, fysiske grunde, udviklingshæmning og andet ) ses et lavt kriminelt recidiv efter 49,2-forløbene. Det kan konkluderes, at anvendelsen af 49, stk. 2 over for disse målgrupper i høj grad kan siges at give mulighed for at tilgodese de dømtes individuelle behandlingsbehov, uden samtidig at medføre risiko for en forøgelse af det kriminelle tilbagefald. For alkoholmisbrugerne er der tale om, at relativt få - set i forhold til gruppens andel af den almindelige fængselspopulation - får tilladelse til alternativ afsoning. Samtidig må det konstateres, at der - målt på kriminelt tilbagefald - synes at være en positiv effekt af 49,2-forløb også for denne gruppe, og især for de personer, der har 49,2-afsonet i egentlige behandlingsinstitutioner. Det skal også nævnes, at resultaterne af den første delrapport viste en markant geografisk forskel i anvendelsen af alternativ afsoning for alkoholikere - med relativt flere forløb i de områder, hvor der (stadig) findes større døgnbehandlingscentre for denne misbrugsgruppe. Opmærksomheden omkring alkohol som kriminalitetsudløsende faktor synes i løbet af halvfemserne til dels overskygget af opmærksomheden på stofmisbrug. Der kan dog også være tale om, at der for alkoholmisbrugere er en udvidet adgang til at tillade prøveløsladelse efter afsoning af halvdelen af den idømte straf - på betingelse af alkoholistbehandling efter løsladelsen. Der kan derfor i nogle tilfælde være tale om, at halvtidsløsladelse vælges frem for en 49,2-afsoning. For de helt unge 49,2-afsonere er det vanskeligt at vurdere effekten af de alternative forløb. For de mest belastede synes der at være tale om et relativt lavt recidiv set i forhold til aldersopdelte recidivundersøgelser fra Danmarks Statistik og Kriminalforsorgen. Men det må igen betones, at betydningen af de enkelte unges motivation ikke kan vurderes i denne del af undersøgelsen, - og der foreligger ikke her umiddelbart sammenlignelige recidivundersøgelser. For de ikke belastede/mindre belastede unge sløres billedet af, at der i løbet af den undersøgte periode er sket en ændring i domspraksis. Ændringen betyder, at en gruppe unge nu får korte ubetingede domme for enkeltstående voldsepisoder. Disse unge er nye i såvel afsoningssammenhænge som i 49,2-området, og det er ikke umiddelbart muligt via kvantitative metoder at afsløre eller skelne mellem effekt af den skærpede domspraksis og effekt af 49,2-forløb. Hvis der her er tale om effekter, kan de meget vel tænkes at være modsatrettede. 11

12 Det hårdere strafniveau må formodes at have en negativ effekt ved, at de unge føler sig ekskluderet af samfundet - og dermed får forøget deres risiko for at begå nye kriminelle handlinger. Anvendelsen af 49, stk. 2 kan i disse situationer ses som et forsøg på at afbøde den negative effekt ved i det mindste at afskære de unge fra at tage voksne kriminelle som rollemodeller i afsoningsperioden. Med en sådan begrundelse for at anvende muligheden for alternativ afsoning kan det overvejes, om 49,2-placering af disse unge i kriminalforsorgens pensioner kan siges at være hensigtsmæssig, idet de øvrige beboere her er voksne kriminelle. De unge, der starter deres 49,2-forløb direkte fra varetægtssurrogat i en sikret afdeling for unge (pædagogiske institutioner drevet af de sociale myndigheder), klarer sig bedre i recidiv- og ophørsundersøgelsen end de unge, der starter forløbet fra fri fod eller fængselsafsoning. Selv om der i undersøgelsen er tale om talmæssigt små grupper, er resultatet dog værd at nævne, idet det tyder på en vis effekt af en koordineret, socialpædagogisk indsats over for de årige. Også selv når de har begået så alvorlig kriminalitet, at de opfylder lovgivningens bestemmelser om varetægtsfængsling. At de surrogatanbragte unge klarer sig bedre end de unge, som 49,2-placeres fra fri fod, er bemærkelsesværdigt og afvigende i forhold til undersøgelsens øvrige resultater i forhold til de dømtes anbringelsesstatus. Varetægtssurrogat er formelt og reelt en form for frihedsberøvelse, og i de øvrige indikationsgrupper har 49,2-afsonere fra fri fod lavere kriminelt recidiv end 49,2-afsonere, der starter forløbet fra afsoningsfase. Resultatet kan måske indicere, at der i den her undersøgte periode har været tale om en mangelfuld støtte og opfølgning fra de offentlige systemers side (kriminalforsorgen og de sociale myndigheder) i forhold til de unge, der ikke har været varetægtsfængslede i forbindelse med sagen og har 49,2-afsonet fra fri fod, jf. den ovenfor omtalte gruppe af mindre belastede unge med korte domme. Afslutningsvis skal det påpeges, at undersøgelsens resultater skal ses i lyset af, at der i mange tilfælde (bortset fra gruppen ung alder ) først sættes ind med tilbud om alternativ afsoning i medfør af straffelovens 49, stk. 2 relativt sent i de dømtes kriminelle karriereforløb. Dette kan måske tolkes således, at muligheden først overvejes på et tidspunkt, hvor den dømte er ved at køre træt i sin kriminelle livsstil og dermed er mere behandlingsmotiveret. Men da 49,2- afsonere gennemgående er relativt unge (sammenholdt med de indsatte i fængslerne), og 49,2-afsoningen ofte sættes i værk for en af de længste frihedsstraffe i personens kriminelle karriere, er der formentlig tale om, at der er flere faktorer, som begrunder tidspunktet for det alternative afsoningsforløb. 12

13 Bortset fra de unge under 18 år synes en af de tydeligste faktorer at være, at den dømte ved gentagen kriminalitet har kvalificeret sig til et 49,2-forløb. - Alt andet har været forsøgt først og har vist sig virkningsløst. Det kan her nævnes, at der ikke i det juridiske grundlag for anvendelsen af 49, stk. 2 er nogen form for begrænsninger i forhold til, hvornår i det kriminelle karriereforløb den kan komme på tale. Det kan derfor i det fortsatte forskningsprojekt være relevant at se nærmere på motivations-faktorer - ikke alene på afsonernes motivation for at vælge behandlingen frem for fængslet, men i lige så høj grad de visiterende myndigheders motivation for at tilbyde/bevilge et alternativt afsoningsforløb. Herunder kan det især være relevant at få afdækket, om der i praksis er sammenfald mellem tidspunktet for den dømtes behandlingsmotivation og de offentlige systemers tilbud om alternativ afsoning. Hvis der er tale om, at sådanne tilbud fra systemernes side forsinkes i forhold til motivationstidspunktet, kan det undersøges, hvad begrundelserne er for dette. Det må endeligt pointeres, at ved eventuelle fremtidige recidivundersøgelser vedrørende 49,2-afsonere kan der kun foretages sammenligninger til denne undersøgelses generelle resultater, hvis der ikke i den mellemliggende periode er sket forskydninger imellem 49,2-populationens indikationsgrupper. Især stofmisbrugernes andel af den undersøgte gruppe kan få stor indflydelse på udfaldet. 13

14 3 Materialets hovedtal Ved samkøringen af datasæt fra Direktoratet for Kriminalforsorgens 49,2-register og oplysninger om de samme personer fra Det Centrale Kriminalregister har der været et mindre frafald i materialet, idet Kriminalregistret sletter alle personoplysninger 2 år efter en persons død (eller permanente udvandring). En analyse af frafaldet og detaljer omkring databearbejdningen fremgår af bilag 3. Undersøgelsen omfatter personer, der i perioden tilsammen har fået tilladelse til alternative afsoningsforløb i medfør af straffelovens 49, stk personer har kun haft ét 49,2-forløb, 82 personer har haft to tidsmæssigt adskilte forløb, og 3 personer har hver haft tre forløb. I bilag 2 indgår en tabel med uddybende kommentarer til denne fordeling. Der vil som udgangspunkt blive analyseret på de personer med kun ét 49,2-forløb. De 85 personer med flere forløb vil blive bearbejdet særskilt. Tabel 1: Fordeling på 49,2-forløb og indikationsgrupper Første forløb Andet forløb Tredie forløb I alt Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Alkoholmisbrug Stofmisbrug , Sociale grunde Psykiske grunde Ung alder Øvrige grupper I alt , Af tabellen ses, at det primært er stofmisbrugere, der har mere end ét alternativt afsoningsforløb. Der er dog under alle omstændigheder tale om små tal for gengangere - de udgør kun 5% af den samlede population. Det ses også, at stofmisbrugerne tegner sig for næsten halvdelen af alle 49,2- forløb, mens begrundelsen ung alder omfatter godt en fjerdedel og alkoholmisbrug godt en ottendedel. Øvrige grupper indeholder indikationerne fysiske årsager, udviklingshæmmede og andet. Disse grupper består hver for sig af så få personer og har vist så sammenfaldende resultater i den statistiske bearbejdning, at det her er valgt at bearbejde dem samlet og i visse tabeller at se på alle de talmæssigt små indikationsgrup- 14

15 per ( psykiske grunde, sociale grunde og øvrige grupper ) som en samlet restgruppe i forhold til de 3 dominerende hovedgrupper. Tabel 2: Fordeling på køn og 49,2-forløb Første forløb Andet forløb Tredie forløb I alt Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Kvinde , Mand , I alt , Kvindernes andel af 49,2-afsonerne er for hele perioden i gennemsnit på 11%. Dette tal dækker dog over store variationer, dels over år (min. 8% og maks. 17%), dels imellem de forskellige indikationsområder. Kvinderne tegner sig således for en tredjedel af alle forløb med indikationen sociale grunde og for 14% af stofmisbrug, mens de kun udgør 3% af ung alder. Da kvinder generelt udgør omkring 5% af de indsatte i landets fængsler og arresthuse, må det konstateres, at kvinderne er noget overrepræsenterede i 49,2-populationen. 3.1 Hovedtal for analyserne af recidiv og kriminelt ophør Recidivundersøgelsen omfatter personer, der i perioden er løsladt efter et alternativt afsoningsforløb. Heraf har personer haft ét 49,2-forløb og 75 har haft mere end et forløb. Undersøgelsen af kriminelt ophør omfatter 440 personer, der er løsladt efter 49,2-afsoning i perioden Heraf har 410 personer haft ét 49,2-forløb, og 30 har haft mere end ét forløb. Der er i begge undersøgelser tale om det samme frafald, som er omtalt ovenfor. Derudover skal det nævnes, at anvendelsen af 49, stk. 2 er steget meget voldsomt i løbet af halvfemserne. Det samkørte materiale indeholder således kun oplysninger om 80 49,2-afsonere i 1990, mens der er registreret 288 i Populationen i recidiv- og ophørsanalyserne er derfor relativt lille set i forhold til det samlede materiale. Populationerne er dog tilstrækkeligt store til at kunne danne grundlag for statistiske analyser. Recidivundersøgelsens resultater kan på enkelte områder sammenholdes med en lignende undersøgelse af recidiv hos 49,2-afsonere i perioden samt med recidivundersøgelser vedrørende andre kriminelle grupper. Der er ikke tidligere foretaget en undersøgelse af 49,2-afsoneres kriminelle ophør, og der findes så vidt vides ingen ophørsundersøgelser, der vedrører di- 15

16 rekte sammenlignelige persongrupper, hvorfor denne analyse ikke har noget umiddelbart sammenligningsgrundlag. 3.2 Om beskrivelse af 49,2-afsonernes kriminelle karriereforløb At skulle beskrive nulevende, kriminelt aktive menneskers kriminelle udviklingsforløb rejser en række tidsmæssige problemstillinger. Således vil der være mulighed for at medtage endog meget lange karrierer for personer, der i 1990 var over 30 og afviklede et 49,2-forløb. Omvendt vil der kun være mulighed for en yderst begrænset karriere for en årig, der 49,2-afsonede i Samtidig vil det være temmelig vanskeligt at gennemføre troværdige sammenligninger f.eks. mellem de forskellige indikationsgrupper. Vi har her valgt at tage udgangspunkt i en beskrivelse af den kriminelle karriere for de personer, der har en kriminel karriere der strækker sig maks. fem år før og efter 49,2-dommen (den eller de domme, som er afsonet i behandlingsinstitution i medfør af 49, stk. 2). Der findes i datamaterialet personer med karrierer på mere end 30 år før 49,2-dommen, men ud fra det totale materiale er det ikke muligt at udtale sig med statistisk sikkerhed om personer med mere end fem års karriere før og efter 49,2-forløbet. Ud over denne analyse af karriereforløb vil der fra det samlede materiale bliver uddraget forskellige oplysninger som supplement til beskrivelsen af 49,2-afsonernes kriminelle belastningsgrad. 16

17 4 49,2-afsonernes kriminelle belastning Oplysningerne fra Det Centrale Kriminalregister indeholdt oplysninger om personer, der har søgt om tilladelse til 49,2-afsoning i undersøgelsesperioden. Disse personer har frem til d tilsammen modtaget strafferetlige afgørelser - eller 11 afgørelser pr. person. De knapt afgørelser vedrører i alt kriminelle forhold eller sager, hvilket giver et gennemsnit på næsten 6 sager pr. afgørelse. Det maksimale antal sager for en enkelt afgørelse er på 290, og det maksimale antal sager er på 762 for en enkelt person. Pr. person er der tale om et gennemsnit på 66 kriminelle forhold i alt for den registrerede periode. 49,2-afsonerne må således gennemgående betegnes som kriminelt meget aktive. Der er samtidig tale om, at 49,2-afsonerne ikke kun begår én form for kriminalitet, idet der i gennemsnit er registreret mere end to forskellige former for lovovertrædelse pr. afgørelse. Afgørelserne fordeler sig med Tabel 3: Domme fordelt på afgørelsesarter Antal Procent Tiltalefrafald Bøde Betinget dom uden straffastsættelse Betinget hæfte Betinget fængsel Delvis betinget hæfte ,3 Delvis betinget fængsel Ubetinget hæfte Ubetinget fængsel Psykiatrisk behandling ,2 I alt Det skal til sammenligning oplyses, at bødeafgørelser generelt udgør op mod 75% af alle årlige strafferetlige afgørelser (se f.eks. Kriminalstatistik Danmarks Statistik). For den her undersøgte gruppe udgør bødeafgørelserne kun 35%, mens de (helt eller delvist) ubetingede frihedsstraffe udgør over 45% - og 49,2-afsonerne har i gennemsnit modtaget 5 ubetingede frihedsstraffe. 22% har modtaget mere end fem ubetingede frihedsstraffe før deres 49,2-forløb (heraf har 8% modtaget mere end 10 ubetingede afgørelser før 49,2-forløbet). 17

18 70% af 49,2-afsonernes lovovertrædelser vedrører straffeloven - med ejendomskriminalitet som det dominerende område (i alt 57%). 30% vedrører særlove, heraf flest overtrædelser af færdselsloven (13%). 11% vedrører lov om euforiserende stoffer og 8% vedrører anden særlovgivning (omfatter alle andre love som f.eks. våbenlov, momslov, hundelov, fiskerilov m.m.m.). Fordelingen adskiller sig væsentligt fra den almindelige kriminalstatistik, hvor overtrædelser af færdselsloven tegner sig for godt halvdelen af alle afgørelser og overtrædelser af straffeloven kun tegner sig for omkring en tredjedel. Alene antallet af lovovertrædelser og fordelingen på kriminalitetsarter viser, at vi her har at gøre med en persongruppe, der må siges at være kriminelt belastet. 4.1 Sammenholdelse med kriminalforsorgens Klientundersøgelse I en netop offentliggjort undersøgelse om afsonere i fængsler og arresthuse belyses en række personlige, sociale og kriminalitetsmæssige spørgsmål (Kyvsgaard, 2000). Undersøgelsen baserer sig på oplysninger om samtlige afsonere i danske fængsler og arresthuse en dag i februar 1999 og menes at være repræsentativ for fængselspopulationen. Klientundersøgelsen giver mulighed for en række sammenligninger mellem den samlede fængselspopulation og de 49,2-afsonere, der indgår i nærværende undersøgelse, primært i forhold til kriminalitetsmæssige faktorer (kriminalitetsart, straflængde, tidligere straffe m.v.). Undersøgelsen vil også kunne indgå som sammenligningsgrundlag for den samlede 49,2-effektundersøgelses databearbejdning vedrørende 1999-årgangen, hvor der er indhentet supplerende oplysninger om sociale forhold. (Effektundersøgelsens slutrapport forventes at foreligge efteråret 2000). Klientundersøgelsen dokumenterer, at der siden begyndelsen af firserne har været en udvikling i retning af, at fængslerne befolkes af stadigt mere belastede personer: Flere er dømt for vold eller anden personfarlig kriminalitet - og færre for de mere banale ejendomsforbrydelser. Flere må betragtes som socialt belastede - med ringe skolegang (dette fund skal opfattes relativt, idet der skal sammenlignes med den almindelige samfundsudvikling med et generelt højere uddannelsesniveau), dårlige uddannelses- og beskæftigelsesforhold, afhængighed af offentlig forsørgelse og med et mangelfuldt socialt netværk. Gennemsnitsalderen er steget, flere har problemer med misbrug af et eller flere rusmidler, og der er en markant overvægt af personer med psykiske problemer i forhold til normalbefolkningen. 18

19 Set i forhold til denne udvikling kan det synes vanskeligt at udskille de afsonere, som har så specielle og udtalte behandlingsbehov, at netop de skulle få lov til at afsone i en behandlingsinstitution i medfør af straffelovens 49, stk. 2. Umiddelbart kan det se ud som om, at op mod halvdelen af alle afsonere i dag kunne opfylde de objektive kriterier, hvorfor den enkeltes motivation for at gå i behandling - og tilstedeværelse af relevant døgnbehandlingstilbud - må være af afgørende betydning for udvælgelsen. Når oplysningerne om 49,2-afsonere fra perioden sammenholdes med oplysningerne om fængselspopulationen i 1999, viser der sig en række forskelle. I tabel 4 er foretaget en sammenstilling af resultater fra Klientundersøgelsen og analysen af 49,2-afsonere. Da der netop vedrørende helt unge afsonere er en meget væsentlig forskel mellem de to undersøgte persongrupper, er det valgt at anskueliggøre 49,2-undersøgelsens resultater dels med totaltallene (procenterne) og dels for de alternative afsonere minus gruppen ung alder. De årige udgør omkring en fjerdedel af samtlige 49,2-afsonere, mens deres andel af fængselspopulationen er forsvindende lille (under en ½ %). Dette skyldes dels de særlige regler (Cirkulære om åriges ophold i fængsler og arresthuse. Direktoratet for Kriminalforsorgen, januar 1999) for åriges afsoning, hvor 49,2-afsoning er hovedreglen og fængselsafsoning er undtagelsen, dels at de fleste ubetingede frihedsstraffe til denne aldersgruppe er ganske korte. Tabel 4: 49,2-populationen sammenlignet med fængselspopulationen Procent 49,2-forløb 49,2-forløb (Uden ung Klientunder- (Alle) alder) søgelsen Tidligere straffe (højere end bøde) inden for 5 år Ingen tidligere straffe Kun betingede domme eller 2 ubetingede domme eller flere ubetingede domme Domslængder Mindre end 3 måneder til 12 måneder til 3 år år og derover Køn og gennemsnitsalder Andel kvinder Gennemsnitsalder

20 Forstraffe Set i forhold til forstraffe viser 49,2-afsonerne sig at være mere belastede end den almindelige fængselspopulation - der er væsentlig færre, som ikke tidligere er straffet, og der er væsentligt flere, som tidligere har modtaget ubetingede domme. Det sidste kan dog kun siges at være gældende, når der ses bort fra gruppen ung alder. Domslængde 49,2-afsoningerne drejer sig gennemgående om kortere straffe end fængselsafsoningerne. Hvor fængselsafsonerne fordeler sig uhyre jævnt med omkring 1/4 i hver af de opstillede kategorier i tabel 5, samler 49,2-forløbene sig med 3/4 af alle forløb under 1 år. Når der ses bort fra ung alder er forskellen i kategorien mindre end 3 måneder dog ikke på mere end 5%. Den store forskel i kategorien 3 år og derover måtte helt klart forventes. Hvis en person er idømt så lang en straf, vil hensyn til retssikkerhed m.v. normalt tale imod en tilladelse til alternativ afsoning, i hvert fald i den første tid efter domsafsigelsen. Samtidig gives så lange straffe ofte til personer, der i forhold til gennemsnittet af alle dømte kan siges at være atypiske : drabsmænd, der ikke tidligere er straffede, narkokurérer, der ikke selv er misbrugere og måske er uden tilknytning til Danmark bortset fra afsoningen, professionelle kriminelle, der er dømt for gentagne væbnede røverier el.lign. Disse langtidsafsonere vil ofte være uden for 49, stk. 2's målgruppe. Kønsfordeling Kvinderne er markant overrepræsenteret i 49,2-populationen, også selv om der næsten ikke optræder kvinder/piger i indikationsgruppen ung alder. Klientundersøgelsen dokumenterer, at de kvindelige afsonere på de fleste områder må vurderes at være lige så belastede som mændene i forhold til personlige, sociale og kriminalitetsmæssige faktorer - og på enkelte områder endog mere belastede. Disse oplysninger er klart i modsætning til resultaterne af recidiv- og ophørsundersøgelsen i kapitel 5 og vil blive diskuteret nærmere i kapitel 7. Gennemsnitsalder 49,2-afsonerne er væsentligt yngre end fængselsafsonerne. Selv når der ses bort fra gruppen ung alder, er der en forskel på 5 år. Forskellen tyder på, at 49,2-afsoning ofte anvendes i et forsøg på at standse en igangværende kriminel karriere - en antagelse som bekræftes af analysen af domslængder (udvikling i kriminalitetens grovhed før og efter 49,2-dommen) for 49,2-forløbene i kapitel Sammenfatning På trods af den generelle udvikling med en stadigt større grad af belastning blandt afsonere af frihedsstraf kan 49,2-afsonerne fortsat siges at udgøre en særligt belastet - og dermed særligt udsat - gruppe. 20

21 Det kan især bemærkes, at 49,2-populationen både i forhold til antallet af tidligere straffe og i forhold til straffenes art må vurderes at være kriminelt mere belastet end den samlede fængselspopulation. Resultatet understreges kraftigt af, at 49,2-afsonerne har en væsentligt lavere gennemsnitsalder - og altså har haft kortere tid til at opnå status som kriminelt hårdere belastede. Set i forhold til at måle en eventuel effekt af 49,2-afsoning vil det være helt afgørende at tage gruppens kriminelle belastningsgrad med som en betydende faktor i vurderingen af resultaterne. 21

22 5 Tilbagefald til kriminalitet efter 49,2- afsoning 5.1 Om tilbagefald som mål på effekt Effekten af kriminalpolitiske initiativer forsøges sædvanligvis målt via den dømtes ophør med eller tilbagefald til nye kriminelle handlinger. Der er tale om en forholdsvis simpel og hyppigt anvendt målemetode, som - med større eller mindre relevans - kan sammenlignes med andre recidivundersøgelser. Samtidig er der dog generel enighed om, at det må siges at være en grov og noget forenklet form for effektmåling, dels fordi man kun kan måle på den registrerede (opklarede og pådømte) kriminalitet, dels fordi mange kriminalitetsforebyggende initiativer snarere fokuserer på kriminalitetens psykosociale årsager (som f.eks. afhængighed af illegale og dyre rusmidler) end på selve de kriminelle handlinger/den kriminelle adfærd. At en person ikke er registreret som recidiveret kan måske skyldes, at han eller hun er blevet en dygtigere kriminel (= bedre til at undgå opdagelse) - og altså ikke er holdt op med at begå kriminelle handlinger. Omvendt kan et kriminalpolitisk initiativ, f.eks. over for misbrugere, tænkes at have en række positive effekter (bedre helbreds- eller boligsituation, tættere primærrelationer og lignende) selv om ikke alle deltagere samtidigt formår at aflægge deres - gennem mange år indarbejdede - kriminelle adfærd. Det skal derfor betones, at dette kapitels recidiv- og ophørsresultater alene skal betragtes som et delbidrag i den samlede effektundersøgelse. I kapitel 6 vil resultaterne blive nuanceret ved at se på, om kriminaliteten bliver mindre grov efter et alternativt afsoningsforløb. Effekten på de psykosociale forhold vil blive belyst i den igangværende kvalitative del af forskningsprojektet, hvor en række 49,2-afsonere giver informationer via spørgeskemaer og/eller vil blive interviewet under og efter forløbet (Olsen og Hagemann, 1999). 5.2 Afgrænsninger af recidivpopulationen Recidivundersøgelsen omfatter personer, der i alt har haft ,2- forløb. Heraf har kun haft ét forløb. 82 personer har haft 2 forløb, og 3 personer har haft 3 - men ikke alle disse forløb ligger inden for den tidsmæssige afgrænsning. Med løsladelsesdatoen som udgangspunkt er det undersøgt, om den pågældende har modtaget en ny - betinget eller ubetinget - frihedsstraf inden for de følgende 2 år. Mindre alvorlige sanktioner, som tiltalefrafald og bøde, medregnes ikke. Oplysningerne fra Det Centrale Kriminalregister er udskrevet den , hvilket betyder, at det alene er forløb med en løsladelsesdato før , der indgår i recidivpopulationen. 22

23 Analysen gennemføres primært for de personer med et enkelt alternativt afsoningsforløb. Gruppen af gengangere og deres recidiv vil blive vurderet for sig selv i kapitlets slutning. 5.3 Det registrerede tilbagefald 56% af 49,2-afsonerne er ikke registreret med ny dom inden for 2 år fra løsladelsen, mens 44% er recidiveret til ny kriminalitet. Den gennemsnitlige recidivprocent dækker over meget store udsving, når recidivet sammenholdes med andre faktorer. Figur 2 viser den væsentligste opdeling, nemlig personernes placering i grupper efter begrundelsen for 49,2-tilladelsen. Figur 2: Recidivprocenter fordelt på indikationsgrupper Procentpoint over/under gennemsnit (0=44%) Alkoholmisbrug Stofmisbrug Sociale grunde Psykiske grunde Ung alder Øvrige grupper Når der ses på indikationsgrupperne, er det kun ung alder, der befinder sig i nærheden af det statistiske gennemsnit, mens stofmisbrug har et væsentlig højere recidiv, og alle øvrige grupper har et væsentligt lavere recidiv. Dertil kommer, at gruppen ung alder viser endog meget markante udsving i recidivprocenten, når den deles op i belastede og ikke belastede unge. De samlede gennemsnitsværdier er derfor på en række områder uegnede til at belyse effekten af 49,2-afsoning i forhold til de meget forskellige persongrupper/forskellige problemstillinger, som alternativ afsoning anvendes overfor. De statistiske gennemsnitsværdier for alle persongrupper under ét skal således primært ses som et sammenligningsgrundlag for de efterfølgende analyser vedrørende de enkelte hovedgrupper. 23

24 Med disse forbehold kan det om de samlede resultater siges, at de, der har gennemført 49,2-forløbet, klarer sig væsentligt bedre (61% uden recidiv) end de, der fik forløbet afbrudt i utide (kun 33% uden recidiv), kvinderne har et markant lavere recidiv (31%) end mændene (46%), personer under 30 år (alder på tidspunktet for start af 49,2-forløb) har et recidiv, der er højere end gennemsnittet - højest for de årige, men også markant højt for de årige, jo tidligere kriminel debut (her målt som 1. registrerede gerningsdato), jo højere recidiv. Personer, der er registreret med første kriminalitet før de fyldte 18, ligger 7 procentpoint over gennemsnittet. Debut i års alderen ligger lige netop under gennemsnittet, mens alle øvrige aldersgrupper ligger væsentligt under, jo flere domme før 49,2-forløbet, jo højere rediciv, personer dømt for berigelseskriminalitet recidiverer en del hyppigere (6 procentpoint over gennemsnittet) end personer dømt for andre former for kriminalitet. For voldskriminalitet er recidivet en anelse under gennemsnittet, mens alle øvrige kriminalitetsformer ligger markant under (15 til 22 procentpoint), jo længere straf, jo højere recidiv, personer, der starter den alternative afsoning fra fri fod, recidiverer mindre, end de personer, der overføres til behandlingsinstitution direkte fra fængsel eller arresthus. De - få - unge, der starter 49,2-afsoningen efter varetægtssurrogat i en af de sociale myndigheders sikrede afdelinger, recidiver mindst. For en uddybning af disse resultater henvises til tabellerne 2 til 11 i tabelafsnittet. 5.4 Prøveløsladelse og recidiv En prøveløsladelse betyder, at en afsoner får tilladelse til at blive løsladt efter afsoning af 2/3 af den idømte straf (i særlige situationer allerede efter afsoning af ½ -tid). Prøveløsladelse giver myndighederne mulighed for at fastsætte vilkår/betingelser - f.eks., at den dømte skal fortsætte den iværksatte behandling. Det giver også mulighed for at tilknytte tilsyn af kriminalforsorgen, hvilket både kan fungere som en samfundsmæssig kontrol og som en personlig støtte til den kriminelle. Prøveløsladelse med eller uden tilsyn fastsættes normalt ud fra en konkret vurdering af afsonerens behov. Blandt de personer, der har ét 49,2-forløb, har 838, eller 55%, fået en dom, der muliggør prøveløsladelse, det vil sige en ubetinget fængselsdom på 90 dage eller derover. Blandt disse er 692 personer, 83%, rent faktisk blevet prøveløsladt. 24

25 Prøveløsladelserne fordeler sig således, at stofmisbrugerne får markant færre prøveløsladelser end de øvrige grupper. Kun 77% af stofmisbrugerne prøveløslades, mens lige omkring 90% af alle de øvrige grupper bliver prøveløsladt. For stofmisbrugerne er recidivet 61% for dem, der ikke prøveløslades, mens det er 56% for dem, der prøveløslades. (For de øvrige grupper er antallet af ikke-prøveløsladte i alle grupper under 10 personer, hvorfor en recidivopdeling ikke vil være statistisk signifikant). Umiddelbart kan det forekomme inkonsekvent, at personer med så alvorlige behandlingsbehov, at det kan begrunde en tilladelse til alternativ afsoning, ikke prøveløslades - især i forhold til stofmisbrugere, der vides at have de største problemer af alle 49,2-grupper, når det drejer sig om at fastholde personerne i behandlingsforløb (se nedenfor). De relativt mange afslag på prøveløsladelse til netop stofmisbrugere kan derfor give anledning til undren i forhold til praksis. For de 49,2-afsonere, der er prøveløsladte, gælder det, at de stort set alle, nemlig 99,7%, er løsladt med tilsyn af kriminalforsorgen. 5.5 Sammenfatning Andelen af 49,2-afsonere, der falder tilbage til kriminalitet inden for de første 2 år efter løsladelsen fra det alternative afsoningsforløb, er helt afhængigt af, hvilken indikationsgruppe personerne tilhører. Stofmisbrugerne, der udgør næsten halvdelen af 49,2-populationen, har en recidivprocent på 53, mens forløb begrundet i psykiske problemer er helt nede på en recidivprocent på 22. Den store spredning i resultaterne betyder, at den samlede recidivprocent på 44 i en effektsammenhæng alene kan anvendes som sammenligningsgrundlag for de efterfølgende analyser. Ved eventuelle fremtidige recidivundersøgelser af 49,2-afsonere kan det her fundne gennemsnit kun sammenlignes med nye tal, hvis der ikke er sket forskydninger mellem indikationsgruppernes andel af populationen. Især ændringer i stofmisbrugernes andel vil have stor indflydelse på recidivresultaterne. Langt de fleste 49,2-afsoninger af domme på 3 måneder og derover afsluttes ved, at den dømte prøveløslades med vilkår om bl.a. at undergive sig tilsyn af kriminalforsorgen. Dog er der for stofmisbrugere tale om, at 23% afsoner fuld tid - og altså løslades efter at have afsonet hele deres straf, uden vilkår om tilsyn. Denne gruppe har et større kriminelt recidiv end såvel det generelle gennemsnit som prøveløsladte stofmisbrugere. 25

26 Ud over begrundelsen/indikationen for 49,2-tilladelsen synes flere andre faktorer at influere på recidivprocenten. De væsentligste er køn, grad af kriminel belastning forud for 49,2-tilladelsen, alder og gennemførelse af det alternative afsoningsforløb frem til løsladelse. Det relativt lave tilbagefald vil blive diskuteret nærmere i kapitel Stofmisbrugerne og deres tilbagefald Generelt om indikationsgruppen stofmisbrug Stofmisbrugere har altid været den største gruppe blandt 49,2-afsonerne, og det har fra politisk side flere gange været påpeget, at netop denne gruppe af kriminelle burde tilbydes behandling som alternativ til afsoning. Antallet af stofmisbrugere i 49,2-afsoning er steget markant i løbet af halvfemserne og har siden 1996 ligget på omkring 150 forløb pr. år. Det stagnerende antal i periodens slutning kan måske forklares med, at der i denne periode er iværksat flere andre alternativer: Forsøgsordning med betinget dom med behandlingskontrakt (Frederiksborg Amt, Fyns Amt og nu også Vejle Amt). Minnesotabehandling under afsoning (statsfængslet i Vridsløse). Afsoning i stoffri kontraktsafdelinger (i flere både åbne og lukkede fængsler). Forventningerne til behandlingstiltagene i fængselssystemet har dog været, at de ville føre til et øget antal 49,2-overførsler til det almindelige behandlingssystem. Stofmisbrugeres ophold i en egentlig behandlingsafdeling eller en behandlingsmotiverende kontraktsafdeling forudsattes umiddelbart at motivere ikke kun den dømte, men også kriminalforsorgens (forsorgs)medarbejdere og de behandlingsvisiterende sociale myndigheder, til at gribe chancen og forsøge en udslusning via 49,2-ophold i et civilt behandlingstilbud. Det synes ikke at have været tilfældet i den her undersøgte periode. I første delrapport (Hansen og Løvgreen, 1999) var et af de mere bemærkelsesværdige resultater, at den stigende anvendelse af 49,2-afsoning til stofmisbrugere udelukkende relaterede til ophold i egentlige behandlingsinstitutioner. Antallet af stofmisbrugere i kriminalforsorgens pensioner har i perioden været stagnerende og dalende. Stofmisbrugerne har generelt en lavere gennemførelsesprocent på 49,2-afsoning end de øvrige indikationsgrupper. Alligevel har andelen af gennemførte forløb kunnet fastholdes op igennem halvfemserne - på trods af det stigende antal, og den stigende andel af stofmisbrugere. Da stofmisbrugere i egentlige behandlingsinstitutioner gennemfører forløbet i højere grad end stofmisbrugere 26

27 i andre alternative placeringer, kan en del af forklaringen på den fortsat høje gennemførelse formentlig findes i det ændrede anbringelsesmønster. Tilbagefald til kriminalitet Stofmisbrugerne har en recidivprocent på 53, hvilket er et markant højere tilbagefald til kriminalitet end de øvrige indikationsgrupper. Forskellen udlignes- /ændres dog væsentligt over tid, hvilket vi skal komme tilbage til i analysen af kriminelt ophør. Som i den samlede analyse er der også her stor forskel mellem dem, der gennemfører 49,2-forløbet som planlagt, og dem der får forløbet afbrudt i utide. Tabel 5: Stofmisbrugeres recidiv fordelt på gennemførelse af 49,2-forløb Procent Ikke Gennemført I alt gennemført Ikke recidiveret Recidiveret I alt Det skal her bemærkes, at selv de stofmisbrugere, der gennemfører 49,2-forløbet frem til løsladelse, har et større recidiv end det generelle gennemsnit. Det skal også bemærkes, at når der her tales om gennemførelse, er der alene tale om den del af forløbet, som er omfattet af den idømte straf. Men gennemførelse af en kort alternativ afsoning vil sjældent være tilstrækkelig set i forhold til stofmisbrugeres behov for længerevarende døgnbehandling, og der er ikke i datamaterialet oplysninger om, hvor mange stofmisbrugere der gennemfører hele det planlagte behandlingsforløb. Ifølge nyere danske forskningsresultater (Pedersen, 1999) er der en meget tydelig sammenhæng mellem såvel længden som gennemførelsen af (døgn)behandlingen og dens efterfølgende resultater set i forhold til stoffrihed, kriminelt recidiv m.v. I Midtvejsrapporten (Olsen og Hagemann, 1999) er en af de rejste problemstillinger løsladelseskuller, hvor der fra behandlerside beskrives nogle vanskeligheder med at fastholde stofmisbrugere i behandlingen, når deres retlige status ændres. Problemerne opleves både ved overgang fra fængsel til 49,2-institution og i forbindelse med den formelle løsladelse, hvor det indirekte tvangselement falder væk. Det må derfor vurderes at være af stor betydning, at ikke kun den alternative afsoningsperiode, men hele det planlagte behandlingsophold gennemføres. Kønsfordeling Kvinderne har også her et væsentligt lavere recidiv end mændene. Forskellen er dog ikke så markant (10 procentpoint mod 15 i det samlede gennemsnit) - 27

28 og kvindelige stofmisbrugere har trods alt et recidiv, der er lidt højere end gennemsnittet. Men ser man på de kvinder, der gennemfører 49,2-forløbet, er recidivet her nede på 38% - og dermed under gennemsnittet. Tabel 6: Kvindlige stofmisbrugeres recidiv fordelt på gennemførelse af 49,2-forløb Procent Ikke Gennemført I alt gennemført Ikke recidiveret Recidiveret I alt Alder Stofmisbrugere skal op og runde de 40 år, før de kan præstere et recidiv, der er lavere end gennemsnittet. De årige ligger hele 30 procentpoint over gennemsnittet og de ligger procentpoint over. Fald i recidiv med alderen er noget mindre udtalt for stofmisbrugerne end for den samlede undersøgelsespopulation. Disse resultater synes også at være i overensstemmelse med andre forskningsresultater (Mads Uffe Petersen, 1999), hvor de årige stofmisbrugere synes at have størst udbytte af de eksisterende døgnbehandlingstilbud. Når stofmisbrugere over 40 år har et forholdsvist lavt kriminelt recidiv, kan det have sammenhæng med, at en stor del af denne gruppe tilbydes fast metadonordination og dermed får et mindre behov for at begå berigelseskriminalitet. Kriminel debutalder Også blandt stofmisbrugerne er der en fuldstændigt entydig tendens til lavere recidiv ved højere debutalder, men her er recidivet hele 16 procentpoint højere end det samlede gennemsnit for debut før 18 års alderen - og vi skal helt op til en kriminel debutalder over 25 år, før vi kommer under det samlede gennemsnit. Tidspunktet for 49,2-afsoningen Den generelle tendens til højere recidiv, jo flere domme den pågældende har fået før 49,2-afsoningen, gælder også for stofmisbrugere. Det skal bemærkes, at stofmisbrugerne tegner sig for broderparten af 49,2-forløbene i kategorierne domme. Kriminalitetsart At stofmisbrugerne har et højere kriminelt recidiv end de øvrige 49,2-grupper gælder ikke kun totalt, men på samtlige kriminalitetsarter. Til forskel for de øvrige indikationsgrupper er det her de voldsdømte, der har det højeste recidiv - og ikke de ejendomskriminelle. 28

29 49,2-dommens længde Også for stofmisbrugere gælder det, at jo længere straffen er, jo højere er recidivet. Dog er recidivet for kategorien dage lidt mindre end for de helt korte straffe på op til 30 dage. 84% af stofmisbrugerne har domme på mellem 31 dage og 2 år, og kun 5% har domme på over 2 år. Status på tidspunktet for start af 49,2-afsoning For stofmisbrugere er der en endnu større forskel end for den samlede opgørelse (næsten 29 procentpoint) mellem start fra fri fod og fra afsoning. De, der starter forløbet fra fri fod, er næsten nede på den gennemsnitlige recidivprocent på 44, hvorimod afsonere har et recidiv, der ligger 21 procentpoint højere end gennemsnittet. Denne forskel kan i høj grad forklares med, at start fra fri fod ofte er ensbetydende med, at den pågældende allerede er i gang med behandlingsforløbet og måske har været det længe. Ved overførsel fra fængselsafsoning kan der være tale om vanskelige overgangsfaser (se Olsen og Hagemann, kapitel 5 og 6), ligesom der er en meget tydelig tendens til, at de, der starter 49,2-forløb fra afsoning, generelt har fået længere domme. 5.7 Sammenfatning Stofmisbrugerne udgør næsten halvdelen af hele 49,2-populationen og er samtidig den gruppe, der har den højeste recidivprocent. Derudover adskiller denne gruppe sig fra resten ved, at det er de voldsdømte, der har det højeste recidiv. Der kan derfor være behov for at sætte fokus på, om de eksisterende tilbud kan tilgodese denne gruppes specielle behandlingsbehov, idet det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt må skønnes uhyre vigtigt at få standset netop disse personers kriminelle karriere. Der er stor forskel i recidiv mellem de, der starter 49,2-forløbet fra fri fod og de, der overføres fra fængsel eller arresthus. Der bør derfor være øget opmærksomhed på de tilsyneladende problematiske overgangsfaser, hvor stofmisbrugeren ændrer retlig status (fra fængselsafsoning til behandlingsafsoning til behandling efter løsladelsen). Derudover må det overvejes, om praksis med i relativt mange tilfælde at lade stofmisbrugere afsone fuld tid frem for at give prøveløsladelse med vilkår om bl.a. tilsyn er hensigtsmæssig. 5.8 Indikationsgruppen Ung alder og dens tilbagefald Begrundelsen ung alder anvendes i Direktoratet for Kriminalforsorgens registrering meget bredt til stort set alle unge, der har modtaget en ubetinget frihedsstraf for kriminalitet begået før det 18. år samt til enkelte senmodne unge over 18 år. Det har i databearbejdningen vist sig, at der er endog meget stor forskel på de målelige resultater, afhængigt af om det drejer sig om en hyperaktiv ung på fuld fart ind i en kriminel karriere, eller det drejer sig om en hidtil 29

30 ustraffet ung, der alene har fået en kort ubetinget frihedsstraf for et værtshuseller diskoteksslagsmål. Der er derfor i det her sammenkørte materiale lavet en opdeling af indikationsgruppen i belastede unge, defineret ved, at den unge før 49,2-dommen har modtaget en eller flere betingede eller ubetingede frihedsstraffe (dom alvorligere end bøde) og 49,2-afsoner en dom på mere end 3 måneder. Ikke belastede unge består af de personer, der er registreret med ung alder, men altså ikke opfylder de her valgte kriterier for kriminel belastning. Tilbagefald For gruppen ung alder er recidivprocenten på 46 - og dermed en smule over det samlede gennemsnit på 44%. Men når gruppen deles op, er der meget store forskelle. De ikke-belastede unge har en recidivprocent på 39, dvs. at 61% klarer sig uden tilbagefald i 2 år efter 49,2-forløbet. De belastede unge har et recidiv på 74% - og der er således kun 26%, der klarer sig uden tilbagefald. Tabel 7: Unges recidiv fordelt på gennemførelse af 49,2-forløb Procent Ikke Gennemført I alt gennemført Ikke recidiveret Recidiveret I alt Gennemførelse For begge grupper gælder, at gennemførte forløb giver lavere recidiv, men det må dog bemærkes, at der blandt de belastede unge er 70%, der recidiverer, selv om de har gennemført 49,2-forløbet. For de ikke-belastede unge er procenten præcis den halve - 35%. De ikke-belastede unge ligger 15 procentpoint under det samlede gennemsnit på 44 - og de belastede unge ligger 20 procentpoint over. Køn Kvinderne er her så småt repræsenteret, at de ikke kan indgå i en statistisk analyse. Det skal dog bemærkes, at ingen af de 10 unge kvinder (9 i gruppen ikke belastede og 1 i gruppen belastede ) er recidiveret. Anbringelsessted Ikke-belastede unge som 49,2-afsoner i en af kriminalforsorgens pensioner har lavere recidiv (37%) end unge fra samme gruppe i sociale institutioner (45%). Dette resultat kan formentlig forklares med forskelle i visitationen til de forskellige institutionsformer. De mindst belastede unge er ofte ukendte for de sociale myndigheder. De bor hjemme, går i skole eller er i gang med en uddannelse og har ikke umiddelbart ud fra deres personlige forhold behov for ophold i døgninstitution. Samtidig er de idømt ganske korte frihedsstraffe, ofte mellem 14 og 30 dage. De sociale myndigheder vil i sådanne situationer have 30

31 vanskeligt ved at bevilge - og finde - en social institution, som vil acceptere at optage den unge for en kort afsoningsperiode. Da kriminalforsorgen samtidig er forpligtet til så vidt muligt at holde unge under 18 år ude af fængsler og arresthuse, placeres disse mindst belastede unge ofte i kriminalforsorgens pensioner. Her afsoner de godt nok sammen med de voksne kriminelle, som pensionerne egentlig er beregnet til, men dog ikke i et så hårdt miljø som i fængsler eller arresthuse. De unge, der i den her valgte definition fremstår som ikke belastede, men samtidig 49,2-afsoner i en social institution, vil ofte være unge, der på grund af deres personlige forhold er kendt i socialforvaltningen på domstidspunktet. Nogle af disse unge vil også allerede have ophold i døgninstitution. For de belastede unge ses ingen væsentlig forskel ved 49,2-afsoning i forskellige institutionstyper - kun omkring hver fjerde klarer sig uden recidiv. Status For de ikke-belastede unge er der ikke store udsving. De surrogatanbragte klarer sig bedst (kun 35% recidiv), mens afsonere er oppe på 41% og frifodsfolk er på 39%. For de belastede unge er udsvingene lidt større. Også her klarer de surrogatanbragte sig bedst (64% recidiv), mens 49,2-start fra fængselsafsoning er helt oppe på et recidiv på 83%, og start fra fri fod ligger på 72%. Alder For gruppen ung alder er der alene tale om en fordeling mellem 15 og 20 år, og den adskiller sig ikke væsentligt fra de generelle tendenser. Dog ses der blandt de belastede unge en svag afvigelse, idet der er lidt flere årige end årige, der recidiverer. Kriminalitetsart Også hvad angår kriminalitetsart er der stor forskel mellem de 2 grupper af unge: Blandt de ikke-belastede unge er 71% dømt for vold - og deres recidiv er kun på 37%. Blandt de belastede unge er kun 33% dømt for vold - og deres recidiv er på 75%. De belastede unge er stort set kun dømt for ejendomskriminalitet og vold og ikke for de øvrige kriminalitetsarter. 31

32 Figur 3: Recidiv for belastede og ikke-belastede unge med voldsdom Ikke belastet Belastet Anden dom 29% Anden dom 67% Voldsdom 33% Recidiv: 75% Voldsdom 71% Recidiv: 37% Voldsdom Anden dom Kriminalitetsnummer ( 49,2-dommen) Da et af kriterierne for belastede unge er, at de tidligere er idømt højere straf end bøde, er der ingen i denne gruppe, der 49,2-afsoner deres 1. dom. De belastede unge følger klart den generelle tendens: jo flere forstraffe, jo højere recidiv. De ikke-belastede unge har en meget afvigende fordeling med fald i recidivprocenten omkring dom 4 og 6-10', men gruppen er dog så lille, at der ikke kan tales om en sikker tendens. Debutalder Må for denne gruppe nødvendigvis ligge meget tidligt, og det skal derfor blot konstateres, at alle belastede unge er debuteret før de fyldte 18 - og at ingen af de 5 ikke-belastede unge med debut efter det syttende år er recidiveret. 5.9 Sammenfatning Indikationsgruppen ung alder omfatter både de traditionelle ungdomskriminelle (= utilpassede og grænsesøgende unge, der begår stribevis af lovovertrædelser) og de nye ungdomskriminelle (unge, der er kriminelt ubelastede, men efter ændringer i domspraksis i halvfemserne nu får korte ubetingede frihedsstraffe for mindre alvorlig vold, hvor de tidligere ville have fået en betinget dom eller et tiltalefrafald og en bøde). De to grupper har så forskellige recidivresultater og adskiller sig i øvrigt på de fleste faktorer så væsentligt fra hinanden, at de i forhold til en effektvurdering bør anskues hver for sig. 32

33 5.10 Indikationsgruppen alkoholmisbrug og dens tilbagefald 49,2-afsoninger begrundet med alkoholmisbrug udgør den 3. største gruppe. Der har også her været en stigende anvendelse i løbet af halvfemserne, men stigningen har ikke været så kraftig som for stofmisbrugere og unge, hvorfor gruppens andel er faldet fra 19% i 1990 til 13% i Gruppen skiller sig ud fra de øvrige ved at have en højere gennemsnitsalder (33,7 år på tidspunktet for 49,2-tilladelsen) og ved, at lidt færre end gennemsnittet gennemfører 49,2- forløbet frem til løsladelse. Da andelen af fængselsafsonere med alkoholproblemer er næsten lige så stor som andelen af hårdt belastede stofmisbrugere, kan det relativt lave antal 49,2-forløb til alkoholmisbrugere give anledning til overvejelser. I første delrapport (Hansen og Løvgreen) kunne det blandt andet konstateres, at der synes at være sammenhæng mellem antallet af 49,2-forløb til denne gruppe og de lokale døgnbehandlingstilbud - eller mangel på samme. Tilbagefald til kriminalitet Alkoholmisbrugere har et væsentligt lavere recidiv end gennemsnittet - 65% klarer sig uden recidiv i 2 år efter 49,2-løsladelsen. Dette tilsyneladende positive resultat ændres dog noget over tid, hvilket vil fremgå af analysen over kriminelt ophør. Tabel 8: Alkoholmisbrugeres recidiv fordelt på gennemførelse af 49,2-forløb Procent Ikke Gennemført I alt gennemført Ikke recidiveret Recidiveret I alt Gennemførelse Alkoholmisbrugerne har - som stofmisbrugerne - et lidt større tal for tilbagekaldelse af 49,2-tilladelsen end gennemsnittet. Også her ses et væsentligt lavere recidiv (30%) for de gennemførte forløb mod de tilbagekaldtes (57% - eller en forskel på 27 procentpoint). Køn Kvinderne har også her et lavere recidiv (kun på 25%) end mændene (35%). Men kvinderne udgør her kun 5% (8 personer) mod 11,6% i de samlede recidivtabeller. 33

34 Anbringelsessted For alkoholmisbrugerne ses ikke de store forskelle mellem forskellige anbringelsessteder. Dog er der en lidt lavere recidivhyppighed for 49,2-forløb i sociale institutioner (primært behandlingshjem for alkoholmisbrugere). Status Også for alkoholmisbrugere giver 49,2-forløb fra fri fod en lavere recidivhyppighed (knapt 10 procentpoint). Men det skal bemærkes, at også forløb iværksat under fængselsafsoning har et recidiv under den gennemsnitlige recidivprocent på 44. Alder Her ses den samme tendens: Jo højere alder på 49,2-tidspunktet, jo lavere recidiv. Da gruppen adskiller sig fra de øvrige ved en højere gennemsnitsalder, må netop denne faktor antages at have ret stor betydning for det relativt lave tilbagefald. Kriminalitetsart Alkoholmisbrugernes kriminalitetsfordeling adskiller sig væsentligt fra de øvrige gruppers. Der er en høj andel (29%) af domme for overtrædelse af færdselsloven og næsten lige så mange domme for vold (32%) som for ejendomskriminalitet (37%). Også her er recidivet størst blandt de ejendomskriminelle. Voldskriminalitet ligger omkring gruppens gennemsnit og færdselslovsovertrædelser væsentligt (13 procentpoint) under. Tabel 9: Alkoholmisbrugere fordelt efter recidiv og kriminalitetsart Ikke recidiveret Recidiveret I alt Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Færdselslov Lov om euforiserende stoffer Anden straffelov Ejendomskriminalitet Sædelighedsforbrydelse Voldskriminalitet I alt Kriminalitetsnummer ( 49,2-dommen) Den generelle tendens med større recidiv ved flere forstraffe er her noget mindre udtalt. Men der er tale om talmæssigt små grupper, hvorfor der ikke er tale om statistisk signifikante resultater. Debutalder Også for alkoholmisbrugerne gælder det, at jo tidligere kriminel debut, jo større recidiv. 34

35 5.11 Sammenfatning Alkoholmisbrugerne skiller sig ud fra de øvrige hovedgrupper ved et lavt recidiv, en højere gennemsnitsalder og en anderledes fordeling på kriminalitetsart. Set i forhold til de relativt få 49,2-forløb i forhold til alkoholmisbrugernes andel af fængselspopulationen er det værd at bemærke, at også for behandlingsforløb startet fra afsoningsstatus ligger recidivprocenten for denne gruppe under det samlede gennemsnit på Kønsfordeling og tilbagefald Både de samlede resultater og fordelingerne inden for 49,2-områdets hovedgrupper viser meget markante forskelle i mænds og kvinders tilbagefald til kriminalitet. Kvindernes lave recidiv er tilsvarende markant i de små indikationsgrupper, som ikke her har været analyseret særskilt. Tabel 10: Kvinder, der har gennemført 49,2-forløb, fordelt efter recidiv og indikationsgrupper Ikke recidiveret Recidiveret I alt Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Stofmisbrug Ung alder Alkoholmisbrug Øvrige 49,2-grupper I alt Af tabellen fremgår, at 75% af de kvinder, der gennemfører deres 49,2-afsoning frem til løsladelse, klarer sig uden kriminelt tilbagefald i de efterfølgende 2 år. Samtidig skal det bemærkes, at gruppen af kvindelige recidivister næsten udelukkende (20 ud af 24) består af stofmisbrugere. For de kvinder, der får 49,2-forløbet afbrudt i utide, klarer 48% sig uden recidiv. Men her skal det bemærkes, at det udelukkende er de kvindelige stofmisbrugere, der er recidiveret. Kvindernes lave recidiv vil blive diskuteret nærmere i kapitel Gengangere og tilbagefald Som omtalt i kapitel 3 indeholder de sammenkørte registeroplysninger data om 85 personer, der har haft mere end ét 49,2-forløb. Disse personer har i sagens natur et meget højt recidiv. Dog er der for en mindre del tale om, at de ikke er 35

36 registreret med kriminelt recidiv imellem deres tidsmæssigt adskilte 49,2-forløb. Der må således i disse tilfælde være tale om, at retssystemet har været forholdsvis lang tid om at træffe endelig afgørelse vedrørende en kriminalitet, som lå tilbage i tiden før løsladelsen fra det første 49,2-forløb. Gruppen er vanskelig at håndtere i statistisk sammenhæng, blandt andet fordi mange af disse personers 49,2-forløb nummer 2 ligger uden for (efter) undersøgelsens tidsafgrænsning på recidivpopulationen. De 75 gengangere, der indgår i recidivpopulationen, er således kun registreret med i alt ,2-forløb frem til For de 3 personer med hver 3 forløb ligger alle 3. forløb efter recidivundersøgelsens afgrænsning. En samlet recidivopgørelse på personer - hvor personen registreres som recidiveret uanset om recidivet er registreret efter 1. og/eller 2. 49,2-forløb - giver et totalt recidiv på 47,2%. En sådan måde at udregne 49,2-populationens tilbagefald på giver altså et lidt højere recidiv end det her fremførte på 44%. Da gengangerne udgør under 8% af den samlede recidivpopulation og stort set alle tilhører indikationsgrupperne stofmisbrug (65%) eller ung alder (21%), vil sammenligningerne mellem de forskellige grupper og de samlede resultater dog ikke komme til at afvige væsentligt. Det er derfor valgt at fastholde den enkle fremstilling via de godt 92% af 49,2-afsonerne, der kun har haft ét forløb i undersøgelsesperioden, og i stedet se på gruppen af gengangere for sig selv. En opdeling på gengangernes recidiv pr. forløb ser således ud: Tabel 11: Recidiv for personer med flere 49,2-forløb Ikke recidiveret Recidiveret I alt Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Første forløb Andet forløb I alt Recidivprocenten for gengangerne er på 78 eller 34 procentpoint over det samlede gennemsnit. Kvinderne har også her et lavere recidiv, men dog ikke så markant lavere som i de øvrige sammenligninger. Over 70% af gengangernes 49,2-forløb foregår i sociale institutioner - og disse ophold fører til et lavere recidiv end gengangeres ophold i kriminalforsorgens pensioner. Gengangerne adskiller sig ikke fra de øvrige 49,2-afsonere i forhold til anbringelsesstatus eller debutalder. Dog kan det nævnes, at der blandt gengangerne ikke ses kriminel debut efter det 24. år. 36

37 Gruppen adskiller sig heller ikke i forhold til kriminalitetsart eller 49,2-dommenes nummer/placering i det kriminelle karriereforløb. Derimod ses der markante udsving på alder, hvor de årige skiller sig markant ud ved kun at have et recidiv på 55% mod de åriges på 84% og de åriges på 82% Sammenfatning Recidivanalysen af gengangerne synes klart at afspejle, at vi her har at gøre med en gruppe, der dels er sammensat af stofmisbrugere og unge, som er de 2 indikationsgrupper, der generelt klarer sig dårligst i forhold til kriminelt tilbagefald og dels synes at bestå af særligt belastede personer - unge på vej ind i en egentligt kriminel karriere og mandlige stofmisbrugere i slutningen af tyverne (= netop den aldersgruppe, der synes at have det ringeste udbytte af de eksisterende døgnbehandlingstilbud til stofmisbrugere) (Mads Uffe Pedersen, 1999) Udviklingen i recidiv over tid Ser man på recidivet målt i forhold til det år, hvor tilladelsen til 49,2-afsoningen blev givet, kan man finde udsving på op til 13 procentpoint - med det højeste recidiv (47,4%) i 1990 og det laveste allerede året efter (34%). Men bortset fra disse yderpunkter i den undersøgte periodes start må det konstateres, at recidivet har ligget forholdsvis stabilt omkring de 45%. Figur 4: Recidivprocent fordelt på år (alle grupper) Recidivprocent Indikationsgruppernes recidiv over tid Materialet kan ikke afsløre markante udviklingstendenser for tilbagefaldet for de forskellige indikationsgrupper. 37

38 Når recidivet splittes op på grupper bliver billedet nærmest kaotisk og med meget store udsving fra det ene år til det næste (Olsen og Hagemann, 1999). Disse udsving indicerer, at 49, stk. 2 i praksis anvendes over for så socialt og kriminelt belastede personer, at det snarere er individuelle end generelle faktorer, der afgør, om den alternative afsoning får en effekt, som kan aflæses via en recidivundersøgelse. Disse individuelle faktorer forsøges afdækket via det samlede forskningsprojekts spørgeskema- og interviewdel Kriminelt ophør Undersøgelsen af, om 49,2-afsonerne kan siges at være helt holdt op med at begå kriminalitet efter det alternative afsoningsforløb, er her foretaget efter de i Danmark sædvanlige kriterier. Det vil i praksis sige, at recidivundersøgelsen er gentaget - men nu med et 5 års interval fra løsladelsen efter 49,2-forløbet. Den undersøgte gruppe omfatter alene de 440 personer, der var løsladt før Heraf har de 410 haft ét 49,2-forløb og 30 har haft 2 forløb. Som i recidivundersøgelsen vil der primært blive set på de 410 personer med ét forløb. Ophørspopulationen er så lille, at der ved opdeling på indikationsgrupper bliver tale om så små tal, at der ikke altid er belæg for en gyldig statistisk fremstilling. Hvor dette er tilfældet, vil der alene blive set på de tendenser, som tallene trods alt kan give - primært sammenholdt med resultaterne i recidivundersøgelsen. Ophørsundersøgelsens resultater 39% af 49,2-afsonerne er ikke registreret med ny kriminalitet 5 år efter løsladelsen - og må således efter den her valgte definition betragtes som værende ophørt med at begå kriminalitet. Som i recidivundersøgelsen ses der meget store udsving mellem indikationsgrupperne. I de talmæssigt små grupper: sociale grunde, psykiske grunde og øvrige grupper er flere end 2/3 helt ophørt med deres kriminelle aktiviteter. For alkoholmisbrug er godt 1/3 (37%) ophørt. For stofmisbrug er kun 29% ophørt, og for ung alder er kun 28% ophørt. 38

39 Figur 5: Ikke ophørte fordelt på indikationsgrupper Procentpoint over/under gennemsnit (0=39%) Alkoholmisbrug Stofmisbrug Sociale grunde Psykiske grunde Ung alder Øvrige grupper I recidivundersøgelsen havde stofmisbrugerne det største tilbagefald, men i ophørsundersøgelsen har gruppen ung alder ikke alene indhentet, men også overhalet dem - omend kun med et enkelt procentpoint. I recidivundersøgelsen var det ung alder, der befandt sig omkring det totale gennemsnit. I ophørsundersøgelsen er det alkoholmisbrugerne, der ligger i nærheden af gennemsnittet. Det skal kraftigt understreges, at forskellene imellem indikationsgruppernes ophørsfrekvens er så store, at det også her vil være misvisende at lægge vægt på det totale gennemsnit. At de talmæssigt største 49,2-grupper har et stort kriminelt tilbagefald i en efterfølgende 5 års periode, bør ikke overskygge de resultater, som de talmæssigt små 49,2-grupper kan fremvise. Omvendt bør den samlede gennemsnitsværdi ikke dække over, at der for stofmisbrug og ung alder er tale om et markant lavere ophør. Generelle tendenser Resultaterne af ophørsundersøgelsen viser i store træk de samme tendenser som recidivundersøgelsen: Gennemførelse af 49,2-forløbet frem til løsladelse giver større chance for kriminelt ophør. Kvinder har et markant højere ophør (57%) end mænd (35%). Jo højere 49,2-alder (alder på tidspunktet for den alternative afsonings start), jo større ophørsfrekvens. Her skal det dog bemærkes, at de årige 49,2-afsonere har et ophør over det samlede gennemsnit (41%), mens de årige kun tæller 31% ophørte. Jo lavere kriminel debutalder, jo lavere ophørsfrekvens. Jo færre forstraffe, jo større ophør. Personer dømt for ejendomskriminalitet har et markant lavere ophør (29%) end personer dømt for andre kriminalitetsarter. Den højeste ophørsprocent 39

40 er her registreret for personer dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Jo længere frihedsstraf, jo lavere ophørsfrekvens. Personer, der starter 49,2-forløbet fra fri fod, har et større ophør (43%) end personer, der overføres fra fængsel eller arresthus (28%). Som i recidivundersøgelsen ses det, at de - få - unge, der starter 49,2-forløbet fra varetægtssurrogat, klarer sig bedst/har den højeste ophørsprocent (52%). Tendenser - stofmisbrug For stofmisbrugerne bekræfter ophørsundersøgelsen i det store og hele resultaterne fra recidivundersøgelsen - dog er de registrerede forskelle ikke helt så markante. Det kan i øvrigt bemærkes, at tendensen med dårligere resultater efter ophold i kriminalforsorgens pensioner holder stadig efter 5 års opfølgning, kriminel debutalder viser igen udsving i negativ retning omkring de årige, stofmisbrugere dømt for vold har laveste ophørsfrekvens, ligesom de havde højeste recidiv, kvindelige stofmisbrugere har et lidt større kriminelt ophør end mændene - men forskellen er her kun på 4 procentpoint. Tendenser - ung alder Den samlede ophørsprocent på 28 dækker også her over store forskelle mellem de belastede og de ikke belastede unge. De ikke belastede unge har en ophørsprocent på 38, mens de belastede unge er nede på 7% (2 unge ud af 31 i denne gruppe). Der må i øvrigt siges at være en markant udvikling i negativ retning over tid, idet denne gruppes tilbagefald er steget voldsomt i perioden 2 til 5 år efter 49,2-forløbet. Det kan i øvrigt bemærkes, at de 5 ikke belastede piger er ophørt. Den ene belastede pige er ikke ophørt, 49,2-forløb startet fra surrogatstatus giver flere ophør, ligesom de gav lavere recidiv, over halvdelen af de ikke belastede unge 49,2-afsonede en voldsdom, mens det kun var tilfældet for under 30% af de belastede unge, for de ikke belastede unge er der et lidt større tilbagefald for de voldsdømte end for dem, der er dømt for andre former for kriminalitet, for de belastede unge er der et lidt mindre tilbagefald for de voldsdømte, end for dem der er dømt for andre former for kriminalitet (udelukkende straffelov). 40

41 Tendenser - alkoholmisbrug Som for ung alder må der her siges at være en negativ udvikling over tid (= sent tilbagefald). Hvor tendenserne fra recidivundersøgelsen ellers generelt ses at være mindre markante i ophørskørslerne, er der for alkoholmisbrugerne enkelte steder tale om mere markante tendenser. Det drejer sig om, at i forhold til recidivundersøgelsens resultater ses der nu større forskel på anbringelsessted, hvor 49,2-afsonerne fra de sociale institutioner (primært egentlige behandlingshjem) har et markant højere ophør end de alkoholikere, der afsonede på kriminalforsorgens pensioner, der nu ses markant bedre ophørsresultater for 49,2-afsoninger startet fra fri fod, som for stofmisbrugerne ses der her et udsving i negativ retning for aldersgruppen årige Sammenfatning vedrørende ophørsanalysen En del af de personer, der ikke var registreret med kriminelt tilbagefald inden for recidivundersøgelsens 2-års grænse, har begået kriminalitet og er blevet idømt en ny betinget eller ubetinget straf inden for 5 år fra løsladelsen efter deres 49,2-afsoning. Ca. 17% af alle 49,2-afsonere må således siges at have haft et sent tilbagefald. Disse tilbagefald fordeler sig meget ujævnt på de forskellige indikationsgrupper med flest i gruppen ung alder og færrest i de talmæssigt små grupper (sociale grunde, psykiske grunde og øvrige grupper). Forskellene i recidiv-hastighed kan måske forklares med, at stofmisbrugere, der ikke via deres 49,2-forløb får bragt misbruget til ophør, umiddelbart vil have et større behov for at begå ny berigelseskriminalitet til finansiering af det fortsatte/genoptagede misbrug - og dermed i høj grad registreres med kriminelt tilbagefald allerede inden for 2 år. I forhold til gruppen af alkoholmisbrugere kan det også nævnes, at næsten en tredjedel 49,2-afsonede en dom for overtrædelse af færdselsloven. Mørketallet (et tal for uopdagede eller ikke anmeldte kriminelle handlinger, som normalt anvendes i forbindelse med skøn over risikoen for opdagelse og efterfølgende retsforfølgning for forskellige lovovertrædelser) for den form for kriminalitet er sandsynligvis højere end for straffelovsovertrædelser, hvorfor det sent registrerede tilbagefald her kan bero på den væsentligt mindre opdagelsesrisiko for færdselslovsovertrædelser. De årige misbrugere - både af alkohol og euforiserende stoffer - har et meget lavt kriminelt ophør. Dette resultat er - i hvert fald for stofmisbrugernes vedkommende - i overensstemmelse med andre undersøgelsers fund vedrørende behandlingseffekt (Mads Uffe Pedersen,1999). 41

42 I forhold til ung alder må det noteres, at der også for de ikke belastede unge synes at være tale om, at en relativt stor del falder tilbage til kriminalitet mere end 2 år efter den alternative afsoning. 42

43 6 Kriminalitet før og efter 49,2-forløb Som tidligere omtalt er det ikke specielt interessant at beskrive en generel kriminel karriere for alle 49,2-placerede. Hertil er gruppen for uhomogen. I dette afsnit vil der blive set på den kriminelle udvikling for de tre hovedgrupper i materialet, nemlig personer placeret i 49,2-forløb med indikationerne alkoholmisbrug, stofmisbrug og ung alder. Den kriminelle udvikling vil blive belyst med udgangspunkt i to forskellige mål. Det første mål angiver en positiv eller negativ udvikling i kriminalitetens grovhed udtrykt ved normalstrafferammen for den kriminalitet, der er begået på et givent tidspunkt i den kriminelle karriere. Der er dannet et index, hvor længden af den straf, der kan udmåles for en given paragraf, er kategoriseret i følgende skala: 1. Bøde 2. Hæfte 3. Fængsel op til 1 år 4. Fængsel fra 1 år op til 2 år 5. Fængsel fra 2 år op til 6 år 6. Fængsel over 6 år Skalaen er opstillet ud fra ønsket om sammenlignelighed med resultater præsenteret i Den kriminelle karriere af Britta Kyvsgaard (Kyvsgaard, 1998). Der skal dog med det samme gøres opmærksom på, at populationen i Britta Kyvsgaards undersøgelse er meget forskellig fra populationen i denne undersøgelse. Kyvsgaards udgangspunkt var 15% af alle de personer, der inden for en bestemt årrække var registreret i Kriminalregistret. Flertallet af disse personer var alene registreret med en enkelt lovovertrædelse eller to, og den hyppigst anvendte straf var en bøde. Personer, der er i 49,2-forløb, vil som minimum være idømt en ubetinget frihedsstraf. Derfor vil alle personer i denne undersøgelse altså have mindst én dom, der rangerer som minimum 2 på den ovenfor beskrevne skala. Som det vil fremgå af den grafiske fremstilling, kan et index efter normalstrafferammen ikke over for denne undersøgelses population afsløre væsentlige udviklingstendenser eller forskelle mellem 49,2-områdets hovedgrupper. Det andet mål er (et udtryk for) den idømte straflængde. Den idømte straflængde adskiller sig fra normalstrafferammen ved, at den samme kriminalitet kan give forskellige straflængder, afhængig af hvornår i den kriminelle karriere kriminaliteten er begået. Straflængden afhænger naturligvis også af den begåede 43

44 kriminalitets grovhed og omfang. Der er desuden i et vist omfang tale om, at den kriminelles personlige og sociale forhold på domstidspunktet kan få indvirkning på såvel straffens længde, som på om dommen gøres ubetinget (og altså skal afsones) eller betinget. Som det ses af figur 6, er der en voldsom vækst i længden af den afsagte dom for den samme kriminalitet, afhængig af om den afsiges som den første dom i et karriereforløb eller den femte dom. Figur 6: Idømt straf (dage) Idømt ubetinget straflængde for samme kriminalitet ( 276) i forhold til dommens nummer i det kriminelle forløb domm 6-10 domme Alkohol Stofmisbrug Ung alder I modsætning til normalstrafferammen, der er konstant for den samme kriminalitet, er der altså en udvikling i den idømte straflængde der, frem til et vist punkt, bl.a. afspejler en akkumulering af den kriminelle udvikling. Af figuren ses det samtidig, at domslængden for de unge vokser langsommere end for alkoholikere og stofmisbrugere, hvilket viser, at denne gruppe får lidt længere snor end de andre, også når de er nået til at få ubetingede frihedsstraffe. Kriminalitetsudvikling Når man betragter udviklingen i normalstrafferammen over et kriminelt forløb kan man sige, at man ser på den objektive udvikling i kriminalitetens grovhed. Der tages her alene hensyn til, om den begåede forbrydelse er mere eller mindre alvorlig end den tidligere, og ikke til om det er første eller femte gang, der er begået en forbrydelse. Men da strafferammerne er ens for en række forskellige lovovertrædelser, vil der blive tale om en forholdsvis unuanceret form for måling. 44

45 Figur 7: Index for normalstrafferamme i forhold til dommens placering i det kriminelle forløb Normalstrafferamme (index) ,00 2,00 3,00 4,00 5, domme 6-10 domme domme Alkohol Stofmisbrug Ung alder Af figur 7 kan det ses, at der ikke sker en væsentlig eskalering i kriminaliteten for de tre hovedgrupper i 49,2-forløb, når denne udtrykkes som en stigning i den indexerede normalstrafferamme for den idømte kriminalitet. Der er heller ikke udpræget forskel på udviklingen i normalstrafferammen set de tre grupper imellem. I forhold til gruppernes tidligere omtalte store kriminelle belastning må det konstateres, at den af Kyvsgaard anvendte normalstrafferamme ikke på en hensigtsmæssig måde kan beskrive udviklingen i den kriminelle karriere for 49,2 populationen. 49,2-dommens tidsmæssige placering i den kriminelle karriere adskiller sig væsentligt for de tre hovedgrupper. Af tabel 13 kan det ses, at godt 47% af alle personer i de tre hovedgrupper afvikler 49,2-forløb på deres første ubetingede dom. Dette dækker dog over en væsentlig variation, da kun 26% af stofmisbrugerne og 27% af alkoholikerne får tilladelse til 49,2-afsoning på deres første ubetingede afgørelse, mens 90% af de unge starter et 49,2-forløb efter første ubetingede dom. Det skal her bemærkes, at en del af de belastede unge reelt er startet på deres kriminelle karriere, før de fyldte 15, men registreringerne om disse sager i Kriminalregistret er (ifølge oplysninger fra Rigspolitiets dataafdeling) så ufuldstændige, at de ikke kan danne grundlag for troværdige analyser. 45

46 Tabel 12: 49,2-dommens placering i rækken af ubetingede domme for de tre hovedgrupper Procent 1. dom 2. dom 3. dom 4. dom 5. dom dom dom dom Alkohol Stofmisbrug Ung alder I alt Tabellen viser også, at 49,2-forløbet indtræffer senest i gruppen af stofmisbrugere. 34% af disse kommer først i denne form for behandling efter den 6. ubetingede dom, og heraf 14% først efter den 11. For alkoholikerne er der 30%, der først får en 49,2-tilladelse efter 6. dom, mens kun 1% af de unge ligger i denne gruppe. Udviklingen i den idømte straflængde (betingede og ubetingede frihedsstraffe) for de tre hovedgrupper fremgår af figur 8. Som det ses, er der en stort set u- brudt stigning i straflængden for alkohol- og stofmisbrugere frem til et sted mellem dom 6 og dom 10. For de unge synes stigningen først at fremkomme efter dom 10. Figur 8: Idømt straf (dage) Idømt straflængde i forhold til antal domme fordelt på indikationsgrupper Alkohol Stofmisbrug Ung alder domme 6-10 domme domm Som ovenfor omtalt kan stigningen i den idømte straf ikke alene ses som en øget grovhed i den begåede kriminalitet, men lige såvel som et udtryk for den gældende retspraksis, hvorefter gentagelse af kriminelle handlinger medfører højere strafudmåling. 46

47 Kriminalitet før og efter 49,2-forløb Kriminalitetsudviklingen før og efter 49,2-dommen viser, at der er en ret tydelig tendens til eskalering af kriminaliteten frem til og med 49,2-dommen. Figur 9 viser udviklingen i indexet for normalstrafferammen for personer, der har en kriminel karriere på maks. fem år før og efter 49,2-dommen. For hver af hovedgrupperne er der beregnet et gennemsnit af indexet for hvert år før og efter 49,2-dommen. Figur 9: Normalstrafferamme (index) 4,6 4,4 4,2 4 3,8 3,6 Udvikling i kriminalitetens grovhed før og efter 49,2-dommen 3,4-5,00-4,00-3,00-2,00-1,00,00 1,00 2,00 3,00 4,00 5,00 Alkohol Stofmisbrug Ung alder Eskaleringen er mest tydelig for stofmisbrugere, selv om der fra det tredje år før 49,2-dommen synes at være en stagnation i forhold til normalstrafferammen for de idømte straffe. År 0, nul, på skalaen markerer tidspunktet for 49,2- dommen. Året umiddelbart efter 49,2-forløbet er der for alle tre grupper et fald i kriminalitetens grovhed set i forhold til året før 49,2-dommen, men allerede to år efter er kriminaliteten for stofmisbrugere og unge på sammen niveau eller over. For alkoholikere overstiges niveauet fra året før 49,2-dommen efter tre år. For de unge fortsætter eskaleringen frem til fire år efter 49,2-dommen, hvorefter der sker en stagnation. For stofmisbrugerne falder kriminalitetens grovhed efter det tredje år, mens det samme sker for alkoholikere efter det fjerde år. 49,2-afsoning synes således at betyde en vis opbremsning af udviklingen i den kriminelle karriere. En opbremsning som synes at holde i et år efter 49,2-dommen for stofmisbrugere og unge, mens den holder i to år for alkoholikere. Set i et samfundsperspektiv kan det således påpeges, at der i hvert fald synes at være en vis kriminalitetsreducerende effekt af 49,2- afsoninger. 47

48 Det skal nævnes, at tilladelse til alternativ afsoning ofte gives til en af de længste domme i de dømtes kriminelle karriereforløb. Dette tyder på, at idømmelse af en længere frihedsstraf kan have fået både den dømte og professionelle personer (som kommunale sagsbehandlere, tilsynsførende i kriminalforsorgen eller andre) til at reagere blandt andet ved at tage initiativ til det alternative afsoningsforløb. 49,2-afsoningen kan i sådanne tilfælde ret klart opfattes som et forsøg på at få standset en kriminel karriere. Og selv om det langt fra altid lykkes at nå til en egentlig standsning, kan der dog dokumenteres en vis opbremsning i det kriminelle aktivitetsniveau. Som et andet mål for den kriminelle aktivitet før og efter 49,2-forløbet, kan der ses på antallet af sager/kriminelle forhold pr. afgørelse. Af figur 10 fremgår det, at der generelt er et fald i antallet af sager pr. afgørelse. Faldet er størst for unge, fra 11 sager året før til godt seks sager året efter, mens faldet for alkoholikere er lidt mindre, fra knapt seks sager til knapt fire. For begge disse grupper forbliver antallet af sager pr. afgørelse mindre i hele den undersøgte periode efter 49,2-afsoningen. For stofmisbrugere kan der ikke konstateres et tilsvarende fald, men her skal det bemærkes, at der året før 49,2-afsoningen ses et markant fald i antallet af sager pr. dom. For hele 49,2-populationen er der dog tale om et vedvarende fald. Figur 10: Antal sager pr. dom højere end bøde Antal sager pr dom højere end bøde før og efter 49,2 dommen 2-5,00-4,00-3,00-2,00-1,00,00 1,00 2,00 3,00 4,00 5,00 Alkohol Stofmisbrug Ung alder Alle En anden måde at anskue effekten af 49,2-forløbet i forhold til eskalering/deeskalering i grovheden af den begåede kriminalitet er at se, hvilken kriminalitet eller straf der recidiveres til efter 49,2-forløbet. Hvor alle (= 100% af) 49,2-dommene er ubetingede frihedsstraffe, er det kun 78% af dommene umiddelbart efter 49,2-forløbet, der er ubetingede. For alkoholmisbrugere er 90%, for stofmisbrugere 81% og for unge 69% af recidivdommene ubetingede. 48

49 Det skal her anføres, at det er et almindeligt strafferetligt princip, at retssystemet - med skyldig hensyntagen til kriminalitetens art og grovhed - normalt tager udgangspunkt i at anvende den mindst indgribende straf. Hvis dette ikke virker = den dømte begår ny kriminalitet, vil retssystemet gribe til det næste - og mere alvorlige - trin på straffeskalaen (se f.eks. Hansen.1996). Domsudviklingen for en traditionel ungdomskriminel vil ofte se således ud: tiltalefrafald 2. bøder (evt. i kombination med tiltalefrafald) 3. betinget dom uden straffastsættelse gange betinget dom med straffastsættelse 5. kombinationsdom (maks. 6 mdr. ubetinget og resten betinget) 6. ubetinget fængselsstraf Er man først nået frem til at modtage ubetingede frihedsstraffe, skal der som regel ret store ændringer i kriminalitetsart eller personlige forhold til, hvis retten skal anvende mildere domme ved recidiv-kriminalitet. Den nye kriminalitet skal enten være bagatelagtig eller af en helt anden type end den forrige, eller også skal den sigtedes personlige forhold være ændret i så gunstig retning, at dommeren finder det forsvarligt at bevæge sig ned af straffestigen og idømme en betinget dom. I en recidivundersøgelse publiceret af Danmarks Statistik i Kriminalstatistik 1993' fremgår det, at for personer idømt ubetinget frihedsstraf var 86% af recidivdommene også en ubetinget straf. Der var således kun 14% af recidivisterne, der fik en betinget recidivdom. Undersøgelsen viser også, at der er tale om forskelle afhængige af alder: De åriges recidivdomme var også ubetingede i 76% af tilfældene - stigende til 91% ubetingede recidivdomme for personer over 50. Når kun 78% af 49,2-afsonernes første recidivdomme er ubetingede, og 69% blandt indikationsgruppen Ung alder, der kan sammenlignes med de årige, må der således være tale om, at 49,2-forløbet har en vis effekt. Der må formodes at være tale om en blanding af forbedrede personlige forhold og en nedsættelse af kriminalitetens alvor eller omfang. (Som et tænkt eksempel kan nævnes en stofmisbruger, der efter et 49,2-forløb i behandlingsinstitution har haft et kortere recidiv til såvel stofmisbrug som kriminalitet, men atter er tilbage i behandlingsforløbet på tidspunktet, hvor recidiv-dommen skal afsiges). En sådan forklaring understøttes af resultaterne vedrørende udviklingen i kriminalitetsart. 49

50 Figur 11: Recidivkriminalitetens grovhed i forhold til 49,2-dommen Alkohol Stofmisbrug Ung alder Procent Mindre alvorlig Samme Mere alvorlig Af figur 11 kan det ses, om personerne i de tre hovedgrupper recidiverer til mindre alvorlig kriminalitet, samme kriminalitet eller mere alvorlig kriminalitet, defineret ud fra den tidligere omtalte indexering af normalstrafferammen. Det fremgår af figuren, at 37% af alkoholikerne recidiverer til mindre alvorlig kriminalitet, 60% til samme type kriminalitet og 3% til alvorligere kriminalitet. For stofmisbrugere er forholdet, at 14% recidiverer til mindre alvorlig kriminalitet, 79% til samme type kriminalitet og 8% til alvorligere kriminalitet. Blandt de unge recidiverer 26% til mindre alvorlig kriminalitet, 64% til samme type kriminalitet og 10% til alvorligere kriminalitet. Generelt for de tre hovedgrupper recidiverer 21% til mindre alvorlig kriminalitet, 72% til samme type kriminalitet og 7% til mere alvorlig kriminalitet. Som for analysen af normalstrafferammeindexet er effekten af 49,2-forløbet for de recidiverende personer dog ikke vedvarende. Hvor der generelt kun er 7%, der recidiverer til alvorligere kriminalitet ved første dom efter 49,2-forløbet, er der efter anden dom efter 49,2-forløbet 24%, der dømmes for alvorligere kriminalitet end 49,2-kriminaliteten. 6.1 Sammenfatning Analyserne af 49,2-populationens kriminelle karriereforløb viser, at hovedparten af disse afsonere allerede før det alternative forløb må vurderes at være kriminelt belastede med flere ubetingede domme bag sig. - Dog er der i sagens natur tale om 49,2-forløb tidligt i det registrerede karriereforløb for de helt unge, idet de først kan dømmes, når de har passeret den kriminelle lavalder på 15 år. 50

51 Der er en generel tendens til, at 49,2-afsoning tillades på den dømtes hidtil længste eller alvorligste straf. Dette tyder umiddelbart på, at der skal temmelig meget til, før man i det professionelle hjælpeapparat kommer i gang med at samarbejde omkring iværksættelse af relevante og recidivforebyggende behandlingstilbud som alternativ til fængselsafsoning. Set i forhold til 49,2-afsonernes konstaterede kriminelle belastning med relativt mange kriminelle handlinger begået i løbet af relativt kort tid vil selv en mindre dæmpning af gruppens kriminelle aktivitetsniveau være ønskelig. Undersøgelsen har dokumenteret, at relativt mange (56%) ikke er registrerede med nye kriminelle handlinger de første 2 år efter 49,2-forløbet. Derudover viser analysen en tydelig tendens til, at den kriminalitet, som de øvrige 44% begår efter deres 49,2-forløb, er mindre alvorlig end før forløbet. Denne kriminalitetsdæmpende effekt holder sig i 1 til 3 år efter den alternative afsoning. Anvendelsen af straffelovens 49, stk 2 synes således at have vis en kriminalitetsdæmpende effekt. 51

52 7 Undersøgelsens bidrag til beskrivelse af 49,2-afsonere og til vurdering af effekt Denne rapports andel af det samlede forskningsprojekt havde som formål at belyse den kriminelle belastning og udvikling hos de personer, der får tilladelse til alternativ afsoning. Undersøgelsen har dokumenteret, at der generelt er tale om en kriminelt set meget belastet gruppe, og det skal i dette afsluttende kapitel diskuteres, om der kan spores en udvikling i effekten, og om den målelige effekt synes at stå i et rimeligt forhold til persongruppernes belastning. Hensigten med anvendelsens af straffelovens 49, stk. 2 er - som nævnt i indledningen - primært at tilgodese de dømtes individuelle behandlingsbehov, i nogle tilfælde også ud fra en forventning om, at en sådan behandling kan have en positiv virkning i forhold til den kriminelle adfærd. Dertil kommer så de individuelle forbedringer i livskvalitet m.m., som behandlingen formodes at give den enkelte 49,2-afsoner og dennes familie - aspekter som belyses via det samlede forskningsprojekts kvalitative dele. Som tidligere omtalt er det vanskeligt med kvantitative metoder at vurdere, hvad der kan siges at være en direkte effekt af det alternative afsoningsforløb, og hvad der snarere er en effekt af den dømtes behandlingsmotivation i kombination med kvaliteten af det aktuelle behandlingstilbud. Det skal derfor betones, at når der i den efterfølgende diskussion anvendes begrebet effekt, er der alene tale om resultater ud fra det her valgte effektmål = tilbagefald til kriminalitet. Frem for at diskutere en eventuel (usikker) effekt af selve de alternative afsoningsforløb vil der blive set på, om anvendelsen af 49, stk. 2 kan siges at have samfundsmæssigt uheldige bivirkninger i form af en forøgelse af risikoen for kriminelt tilbagefald hos de personer, som ud fra bestemmelsens humanistiske intentioner får tilladelse til alternativ afsoning. Også et sådant fokus må dog tages med visse forbehold, idet det er umuligt at give et kvalificeret bud på, hvilke resultater man ville komme frem til, hvis der ikke havde været sat ind med alternative afsoningsforløb over for den undersøgte persongruppe , stk. 2's målgruppe - før og nu Muligheden for afsoning i behandlingsinstitution i medfør af straffelovens 49, stk. 2 er oprindeligt (paragraffen blev indført i straffeloven i 1973) tænkt anvendt over for en lille, særligt belastet og udsat gruppe af afsonere med individuelle behandlingsbehov. 52

53 Udviklingen i fængselspopulationen efter paragraffens indførelse er imidlertid gået i retning af, at en stadig større del af de indsatte synes at tilhøre målgruppen for alternativ afsoning - og dermed kunne opnå tilladelse til 49,2-afsoning under forudsætning af, at de var motiverede for behandling, og der kunne findes en egnet behandlingsinstitution. Dermed har 49, stk. 2 ændret status fra at være en undtagelsesbestemmelse for nogle ganske få til at være en mulighed for op mod halvdelen af alle afsonere. Denne udvikling er det væsentligt at have med i vurderingen af 49,2-afsoningers effekt og i sammenligninger mellem 49,2-afsonere og afsonere i fængsler og arresthuse. Samtidig er det væsentligt at huske på, at den oprindelige begrundelse for at indføre muligheden for afsoning i behandlingsinstitutioner uden for fængsler og arresthuse primært var at tage humane hensyn over for den enkelte afsoner - og sekundært at tage kriminalpræventive samfundshensyn. For målgruppen ung alder gør en række specielle forhold sig gældende, hvorfor den eventuelle effekt af 49,2-forløb over for denne gruppe er særligt vanskelig at vurdere. 7.2 Udviklingen i den målelige effekt Udviklingen i anvendelsen af 49, stk. 2 - med en massiv stigning i antallet af årlige tilladelser til stofmisbrugere, der er den mest belastede og generelt mest recidiverende af målgrupperne - kunne, målt på recidivprocenter, umiddelbart forventes at føre til ringere resultater end tidligere. Resultaterne af recidivundersøgelsen over 49,2-afsonerne i perioden viser ikke desto mindre et lavere recidiv (mellem 44 og 47% afhængigt af opgørelsesmetoden) end en tilsvarende undersøgelse af 49,2-afsonere fra perioden , hvor recidivet måltes til 54%. (Direktoratet for Kriminalforsorgen, 1994). Der er således tale om et fald i recidivet på mellem 7 og 10 procentpoint imellem de to undersøgelser. Undersøgelsen vedrørende 49,2-afsonere i perioden omfattede en så lille population, at der ikke blev foretaget opdeling på indikationsgrupper. Men da stofmisbrugerne i kun udgjorde mellem 25 og 35% af populationen og udgør godt 40% af populationen i perioden , må det vurderes, at der er tale om et reelt fald i recidivprocenten. 53

54 Faldet i det kriminelle tilbagefald ses både for de personer, der gennemførte den alternative afsoning frem til løsladelsestidspunktet, og for de personer, der fik 49,2-forløbet afbrudt i utide. Resultaterne af recidivundersøgelsen for perioden blev i sin tid sammenholdt med resultater af kriminalforsorgens generelle recidivundersøgelse af fængselsafsonere fra Det er i nedenstående tabel valgt at følge denne sammenstillingsmodel, idet det dog endnu en gang skal bemærkes, at der må formodes at være en afgørende forskel i motivationsniveauet mellem de sammenlignede persongrupper. Med dette forbehold kan det siges, at også set i forhold til kriminalforsorgens seneste recidivundersøgelse af samtlige klienter i 1994 (Kriminalforsorgens Årsberetning, 1998) må resultaterne for 49,2-afsonerne siges at være bemærkelsesværdige. Kriminalforsorgens undersøgelse viser et generelt fald i recidivet fra 1988 til 1994 på 3 procentpoint - fra 45 til 42%. Men kriminalforsorgens undersøgelse omfatter såvel betinget som ubetinget dømte, og de laveste recidivprocenter - og de største fald - er at finde blandt de betinget dømte. Tabel 13: Resultaterne af recidivundersøgelser vedrørende 49,2-afsonere i perioderne og sammenholdt med recidivresultater vedrørende fængselsafsonere i 1988 og ,2-49,2- Fængsels- Fængsels- Recidivprocenter afsonere afsonere afsonere i afsonere i (30.6.) Afslag på prøveløsladelse 85% 83% Prøveløsladelse på 2/3 tid 59% 58% med tilsyn Samtlige 49,2-forløb 54% 44% (47%) Gennemførte 49,2-forløb 47% 39% Afbrudte 49,2-forløb 75% 67% Bortset fra den kriminelt ikke-belastede gruppe under ung alder vil 49,2-afsonerne umiddelbart være mest sammenlignelige med kategorien prøveløsladt på 2/3-tid med tilsyn (recidiv for 1994-afsonere på 58%), og en del 49,2-afsonerne med mere end 10 forudgående domme vil snarere være sammenlignelige med kategorien afslag på prøveløsladelse (recidiv for 1994-afsonere på 83%). Der ses således markant lavere recidivtal for 49,2-afsonerne end for de sammenlignede grupper, som har afsonet deres straf i fængsel eller arresthus. Faldet i recidivprocenten mellem kriminalforsorgens undersøgelser i 1988 og 1994 er på tre procentpoint for den totale population og på et til to procentpoint for de her sammenlignede grupper. Faldet i recidivprocenten for 49,2- afsonere er på minimum syv procentpoint. 54

55 Kriminalforsorgens recidivundersøgelse for 1994 er desværre ikke så differentieret som tidligere undersøgelser, hvorfor det er lidt vanskeligt at finde relevante sammenligningstal for de unge, der 49,2-afsoner korte straffe. I recidivundersøgelsen vedrørende fængselsafsonere i 1988 havde årige med korte straffe et recidiv på 88%. Men da der i den mellemliggende periode er sket en ændring i domspraksis med væsentligt flere korte domme til unge (primært for mindre alvorlig vold), vil 1988-tallene ikke med rimelighed kunne sammenlignes med den aktuelle 49,2-population af unge. Det skal dog påpeges, at end ikke de unge, der her er defineret som kriminelt belastede unge, kommer op i nærheden af en recidivprocent på 88. De her fremførte sammenligninger kan - på grund af de nævnte forbehold i forhold til behandlingsmotivation m.v. - ikke tillægges samme værdi som i projekter gennemført med en kontrolgruppe i gængs forstand. Kontrolgrupper er normalt kendetegnet ved at ligne indsatsgruppen på alle andre måder end netop indsatsen. En sådan gruppe findes ikke i forbindelse med 49,2-afsonere. Så længe der ikke foreligger flere, kontinuerlige recidivundersøgelser af 49,2- afsonernes kriminelle tilbagefald, kan en sådan sammenligning dog bruges til at give et vist indtryk af, om anvendelsen af alternativ afsoning eventuelt skulle forøge risikoen for kriminelt tilbagefald. Undersøgelsens resultater tyder ikke på, at en sådan risiko er til stede, idet der både i forhold til den tidligere 49,2- undersøgelse og i forhold til de her sammenlignede persongrupper er tale om, at 49,2-afsonerne i perioden har haft et lavere kriminelt recidiv ,2-afsonernes kriminelle belastning Recidivresultaterne må siges at få ekstra vægt, når de sammenholdes med 49,2-afsonernes generelt meget store kriminelle belastning før 49,2-forløbet. For alkoholmisbrugerne er der tale om, at næsten en tredjedel (30%) først kommer i 49,2-afsoning efter deres 5. ubetingede dom, og for stofmisbrugerne er det 34%. Ud over at mere end halvdelen af 49,2-afsonerne klarer sig helt uden kriminelt tilbagefald de første 2 år efter løsladelsen, er det dokumenteret, at de, der recidiverer til kriminalitet inden for denne periode, begår mindre alvorlig kriminalitet efter 49,2-forløbet end før - og at denne effekt holder sig i et til tre år efter 49,2-løsladelsen. Samtidig ses en vedvarende effekt i form af en nedsættelse af det kriminelle aktivitetsniveau efter den alternative afsoning. En sådan reduktion i antallet og alvoren af kriminelle handlinger må vurderes at have en selvstændig værdi - ikke mindst i lyset af 49,2-afsonernes lave gennemsnitsalder, hvor aktivitetsniveauet normalt er højt. Resultaterne af ophørsanalysen kan være lidt vanskelige at vurdere, fordi der ikke findes relevant sammenligningsgrundlag. Men når gruppens kriminelle be- 55

56 lastning og alderssammensætning tages i betragtning, kan det registrerede tilbagefald inden for 5 år efter det alternative afsoningsforløb næppe undre. 7.4 Diskussion af undersøgelsens resultater vedrørende kvinder Det er almindeligt kendt og en ofte dokumenteret kendsgerning, at kriminalitet i det store og hele må siges at være et hankønsfænomen. I Kriminalstatistikken for 1998 er 15% af de registrerede afgørelser givet til kvinder, mens mændene tager sig af de 85%. Kvindernes andel af den registrerede og pådømte kriminalitet har i en periode været stigende, men har siden midten af halvfemserne holdt sig omkring de nuværende 15%. Der er også forskel mellem de former for kriminalitet, som kvinder og mænd begår. Denne forskel går generelt i retning af, at kvindernes kriminalitet er mindre alvorlig end mændenes - og dermed får kvinderne også mildere retsafgørelser (bl.a. færre og kortere ubetingede frihedsstraffe). Kvinderne udgør således ikke 15, men kun 5% af afsonerne i fængsler og arresthuse. Med de store forskelle i mænds og kvinders kriminalitetsmønstre og kvindernes markant lavere tilbagefald til kriminalitet efter 49,2-afsoningen kunne det forventes, at der også ville være forskelle i de sociale og personlige forhold mellem mandlige og kvindelige afsonere - med mere positive/mindre belastende forhold for kvinderne. Af Klientundersøgelsen fremgår det, at kvindelige afsonere ikke generelt kan siges at være mindre personligt eller socialt belastede end mændene - på områder som uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet er kvinderne tværtimod mere belastede end mændene. Om Klientundersøgelsens resultater på disse områder også kan siges at være dækkende for 49,2-populationen, vil kunne afdækkes i det videre forskningsprojekts bearbejdning af data for 1999, hvor der er indhentet enkelte supplerende baggrundsoplysninger. Umiddelbart ser det ud til, at kvindernes markant bedre effekt (lavere recidiv) af 49,2-forløbet skal søges i andre faktorer. En af disse faktorer er formentlig kvindernes alder. Tilbagefaldsanalyserne viste en klar tendens til lavere recidiv med højere alder på 49,2-tidspunktet, og her er kvindernes gennemsnitsalder på 29 år mod mændenes på 26 år. Derudover er der tale om, at kvindernes kriminelle debut indtræffer senere end mændenes. Kun 46% af kvinderne er registreret med debut før det 20. år, mod 80% af de mandlige 49,2-afsonere. 56

57 Til gengæld er kvinderne hyppigere end mændene dømt for ejendomskriminalitet og har en lidt større andel af domme over 6 måneder - faktorer som kunne tale for, at kvinderne skulle have et større recidiv. Der er heller ikke tale om, at kvinderne i større omfang end mændene starter afsoning fra fri fod. Der er således ikke i de registrerede data indikatorer, der entydigt kan forklare den meget markante forskel i 49,2-afsonings målelige recidiveffekt for henholdsvis mænd og kvinder. Resultaterne er dog i overensstemmelse med andre recidivundersøgelser, hvor kvinder stort set altid skiller sig ud i positiv retning. Resultaterne er som omtalt i kapitel 4 også i overensstemmelse med den seneste forskning i døgnbehandlingseffekt over for stofmisbrugere, hvor de kvindelige misbrugere synes at have langt større udbytte af behandling. Det kan konstateres, at de kvindelige 49,2-afsonere har et væsentligt lavere tilbagefald til kriminalitet end de mandlige. Det er med de her anvendte kvantitative undersøgelsesmetoder vanskeligt at vurdere, om der er tale om en egentlig større effekt af 49,2-forløbene, eller om de målelige forskelle snarere relaterer sig til mænds og kvinders generelt forskellige kriminalitetsmønstre. 7.5 Diskussion af undersøgelsens resultater vedrørende stofmisbrugere Undersøgelsen dokumenterer, at stofmisbrugere gennemgående først får mulighed for afsoning i behandlingsinstitution på et relativt sent tidspunkt i deres kriminelle - og formentligt også misbrugsmæssige - karriere. Det betyder, at der for mange først sættes ind med dette alternativ, efter at misbrugeren har været igennem flere almindelige fængselsafsoninger med deraf følgende brudte relationer til familie og venner, negative oplevelser af at befinde sig næstnederst i fængslernes fangehierarki, risiko for at stå med narkogæld ved løsladelsen etc. (Kyvsgaard, kapitel 7, om misbrug, kriminalitet og disciplinære problemer under afsoning). Samtidig er det en veldokumenteret kendsgerning, at det er meget vanskelig at komme ud af stofafhængighed, og at der for mange misbrugere skal adskillige behandlingsforsøg til, før det (eventuelt) lykkes. Stofmisbrugernes resultater i tilbagefaldsundersøgelserne må vurderes ud fra disse faktorer. Det kan påpeges, at med omkring 150 årlige 49,2-forløb til stofmisbrugere, er der fortsat tale om dét mest anvendte strafalternativ til denne gruppe - på trods af nye initiativer med forsøgsordninger med betingede domme med vilkår om behandling eller behandling i særlige afdelinger i fængslerne. En del af disse andre alternativer er så nye, at det endnu er vanskeligt at sammenligne resultater f.eks. målt på recidiv. Men i forhold til de foreløbige eva- 57

58 lueringer m.v. (Storgaard, ) ser 49,2-ordningen indtil videre ud til at give mindst lige så gode resultater som de nye alternativer, blandt andet set i forhold til gennemførelse af behandlingen i afsoningsperioden. Evalueringen af forsøgsordningen med Minnesotabehandling på statsfængslet i Vridsløse peger på et par af de samme problemstillinger, som er rejst i nærværende projekts Midtvejsrapport. Det drejer sig dels om vanskeligheder med at fastholde stofmisbrugeren i behandlingsforløbet i forbindelse med formel løsladelse, dels om et ikke altid tilstrækkeligt samarbejde mellem de involverede myndigheder (her primært kriminalforsorgen og de sociale myndigheder på kommune- og amtsniveau) i forhold til at få koordineret indsatsen og få fremskaffet relevant behandlingstilbud, når en stofmisbruger viser sig behandlingsmotiveret. I Midtvejsrapporten citeres stofmisbrugere, der er startet 49,2- forløb fra fængselsafsoning, for at beklage sig over, at de har måttet kæmpe i lang tid, før det omsider er lykkedes for dem at få bevilget det aktuelle behandlingsophold. I evalueringen fra behandlingsafdelingen på Vridsløse omtales problemer i forhold til at få fremskaffet relevant udslusningstilbud efter gennemført behandlingsforløb i fængslet. Sammenfattende kan det konstateres, at selv om stofmisbrugerne både i antal og andel af den samlede 49,2-population op gennem halvfemserne er steget kraftigt, har de målelige resultater ikke vist udsving i negativ retning. De nu eksisterende døgnbehandlingstilbud til stofmisbrugere synes i vidt omfang i stand til at fastholde de dømte i behandling i hele afsoningsperioden. Derimod er der tilsyneladende fortsat nogle problemer med at få misbrugeren til at fortsætte behandlingen efter formel løsladelse. Med den markante forskel i recidivresultaterne mellem de gennemførte og de afbrudte 49,2-forløb må det vurderes som meget væsentligt at få forbedret fastholdelsen i behandling frem til planlagt/aftalt ophør. Der synes således både at være behov for en forbedring af det tværsektorielle samarbejde og for en øget opmærksomhed/metodeudvikling i forhold til at støtte misbrugerne igennem de behandlingsmæssigt svære overgangsfaser. 7.6 Diskussion af undersøgelsens resultater vedrørende ung alder Undersøgelsen af de unges kriminelle udviklingsforløb har underbygget resultater fra den første delrapport (Hansen og Løvgreen), om at 49,2-indikationen ung alder indeholder 2 væsentligt forskellige grupper af unge. Med henblik på at kunne belyse og fremhæve forskelle imellem disse 2 grupper er der lavet en opdeling i belastede og ikke belastede unge ud fra en meget enkel definition, som alene tager udgangspunkt i forstraffe og 49,2-58

59 dommens længde. De valgte kriterier er dog så simple eller firkantede, at det kan diskuteres, om der ikke i gruppen af ikke belastede befinder sig en del unge, der ud fra en almindelig, dagligdags opfattelse ville blive betragtet som kriminelt belastede. Begrundelsen for at operere med en opdeling af unge-gruppen har været, at der på grund af ændret domspraksis i løbet af halvfemserne er kommet en ny 49,2-målgruppe til. De belastede unge De traditionelt ungdomskriminelle har i årtier været genstand for såvel straffesystemets som de sociale myndigheders opmærksomhed, og der har været - og bliver stadig - udfoldet en række initiativer i forsøg på at få tilpasset de utilpassede unge. Herunder gives der ofte tilladelse til 49,2-afsoning i diverse institutioner og socialpædagogiske opholdssteder. Disse unge har normalt et meget højt kriminalitetsniveau og dermed også et højt recidiv. Set i denne sammenhæng må undersøgelsens recidivresultater for gruppen og dokumentationen af nedsat kriminel aktivitet i en periode efter 49,2-afsoningen kunne tages som udtryk for en vis kriminalitetsdæmpende effekt af det alternative forløb. Det kan også påpeges, at disse unge gennem den alternative placering holdes uden for fængselsafsoningens negative påvirkning (f.eks. misbrug, afsoningskriminalitet og disciplinære problemstillinger som beskrevet i Klientundersøgelsen, kapitel 7). Set i forhold til risikoen for, at de unge kan vælge ældre kriminelle som rollemodeller og dermed kan komme ud af fængslet som dygtigere kriminelle, må en alternativ placering i et mindre kriminelt miljø siges at indeholde en selvstændig værdi. Undersøgelsens resultater er langt fra så positive, at de udelukker muligheden for en forbedring af indsatsen. Der kan her henvises til de i Midtvejsrapporten (Olsen og Hagemann) rejste problemstillinger vedrørende matchning af 49,2- afsoner og institution, hvor der blandt andet sættes spørgsmålstegn ved belastede unges udbytte af 49,2-afsoning i kriminalforsorgens pensioner. Den nye målgruppe - ikke belastede unge Den nye målgruppe består af unge, der normalt ikke betragtes som ungdomskriminelle, men som nu efter ændring af domspraksis på voldsområdet ofte idømmes en (kort) ubetinget frihedsstraf for et enkeltstående tilfælde af mindre alvorlig vold (straffelovens 244), typisk efter et diskoteksbesøg. Disse unge ville tidligere have fået en betinget dom med en bøde - og ofte uden kriminalforsorgens eller de sociale myndigheders indblanding, fordi der ikke skønnedes behov for iværksættelse af sociale foranstaltninger. Med den nye domspraksis og Danmarks tiltræden af FNs Børnekonvention, der har forpligtet 59

60 os til ikke at frihedsberøve unge sammen med voksne kriminelle, er der således opstået en ny 49,2-målgruppe. Hvor formålet med en 49,2-placering normalt har sammenhæng med den dømtes udprægede behandlingsbehov, er formålet med den alternative afsoning hér primært at holde disse unge uden for negativ påvirkning fra ældre kriminelle. Men de sociale myndigheder råder sjældent over døgnopholdsmuligheder til unge uden egentlige behandlingsbehov, og mulighederne indskrænkes yderligere ved, at afsoning af voldsdomme skal iværksættes senest 30 dage efter, at de er blevet afsagt (Cirkulære om voldsdømte,1999). De statistiske analyser har vist, at disse unge ofte ender med at afsone straffen i medfør af 49, stk. 2 på en af kriminalforsorgens pensioner. Dermed afsoner de reelt sammen med ældre kriminelle, men dog i et mindre barskt miljø end det, der findes i fængsler og arresthuse. For de fleste er der desuden tale om, at de alene opholder sig på pensionen i selve afsoningsperioden, og der er ikke i de eksisterende regelsæt nogen sikkerhed for opfølgning eller støtte til den unge efter løsladelsen, hverken fra kriminalforsorgens eller de sociale myndigheders side. Idømmelse af ubetinget frihedsstraf til unge, der ikke tidligere har begået kriminalitet, er en så alvorlig reaktion, at den kan medføre, at den unges risiko for at begå ny kriminalitet forøges - dels ved at den unge føler sig udstødt eller stemplet af familie og venner, dels ved at dommen samtidig kan give den unge prestige eller status blandt kammerater, der er på vej ind i kriminalitet. Der vil således ofte i forbindelse med en 49,2-afsoning være behov for en indsats, som kan kompensere for dommens stigmatiserende virkning. (Zeuner, 1990) (Hansen, 1996). Hvis skadevirkninger af dommen skal forebygges effektivt, stiller det ret store krav til det kvalitative indhold i disse (kortvarige) 49,2-placeringer; men der eksisterer så vidt vides ingen døgntilbud, der er indrettet på at kunne honorere sådanne krav. Sammenfattende må det konstateres, at det ikke med kvantitative metoder er muligt at vurdere 49,2-afsonings effekt over for unge, der er mindre kriminelt belastede, idet en del af denne gruppe (de førstegangs-voldsdømte) ikke tidligere er blevet mødt med så alvorlige sanktioner som ubetinget frihedsstraf. Der findes derfor ikke relevante recidivundersøgelser eller lignende at sammenholde resultaterne med. For den samlede gruppe af unge er det mest positive resultat, som undersøgelsen kan fremvise, at de unge, der er overført til 49,2-afsoning direkte fra varetægtssurrogat i en af det sociale systems sikrede afdelinger for børn og unge, klarer sig bedre i forhold til kriminelt tilbagefald end de unge, der er startet de- 60

61 res 49,2-forløb fra fri fod eller fængselsafsoning. Resultatet indicerer, at socialpædagogisk indsats kan have en kriminalitetsforebyggende effekt, også over for årige, der har begået så alvorlig kriminalitet, at de opfylder betingelserne for at blive varetægtsfængslede under sagens behandling hos politi og domstol. En dommers beslutning om, at en ung under 18 år skal anbringes i varetægtssurrogat i en sikret afdeling, vil i stort set alle tilfælde lægge et vist pres på de sociale myndigheder om at tilbyde den unge relevante foranstaltninger - eventuelt i samarbejde med kriminalforsorgen. Samfundsreaktionen på den unges kriminelle handlinger er umiddelbart så synlig, at den dårligt kan overses. Dermed synliggøres også den unges uheldige udvikling og behov for støtte. For de unge, der ikke har begået så alvorlig kriminalitet, at det medfører varetægtsfængsling, kan der være tale om, at deres situation og behov for hjælpeforanstaltninger ikke med tilstrækkelig tydelighed er fremgået over for de offentlige myndigheder. Der kan i den her undersøgte periode ( ) være tale om, at unge under 18 år har 49,2-afsonet korte ubetingede hæfte- eller fængselsstraffe i kriminalforsorgens pensioner (eller på efterskole el.lign., hvor opholdet blev betalt af forældrene) - uden at de sociale myndigheder på nogen måde har været involverede i, endsige orienteret om, at den unge havde fået en ubetinget dom. Dermed kan den unge også have været løsladt efter endt afsoning uden nogen form for opfølgning eller støtteforanstaltninger. Sådanne situationer burde ikke længere opstå, idet der efter udsendelse af retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgen (april 1998) altid forventes udarbejdet en fælles handleplan omkring unge, der får en ubetinget dom. Men muligheden har foreligget for alle de unge, der indgår i denne undersøgelses recidiv- og ophørspopulation. Manglende opfølgning eller støtteforanstaltninger efter det alternative afsoningsforløb kan derfor være (en del af) forklaringen på, at unge frifodsfolk i denne undersøgelse har et højere kriminelt recidiv end de unge, der er startet 49,2-afsoning fra surrogatophold i sikret afdeling. Omkring de belastede unge må det konkluderes, at et enkelt 49,2-forløb i de færreste tilfælde er i stand til at standse den unges kriminelle karriere, men dog synes at medføre en vis opbremsning i aktivitetsniveauet. Det synes væsentligt at få belyst disse unges konkrete behandlingsbehov med henblik på en bedre matchning ved valget af 49,2-institution. 61

62 7.7 Diskussion af undersøgelsens resultater vedrørende alkoholmisbrugere Misbrug af alkohol kan dels forårsage kriminelle affekthandlinger og dels medføre berigelseskriminalitet til finansiering af misbruget. Omkring hver femte af de indsatte i fængsler og arresthuse menes at have et egentligt alkoholmisbrug (Kyvsgaard, 2000), men alkoholmisbrugerne udgør kun 13% af 49,2-populationen i denne undersøgelse - og deres andel har været dalende i løbet af halvfemserne. Der synes således at være væsentlig mindre opmærksomhed på alkohol som kriminogen faktor end på f.eks. stofmisbrug. Hvor der - som tidligere omtalt - aktuelt er en del alternativer og nyskabelser over for kriminelle stofmisbrugere, er der så vidt vides ikke siden 1990 iværksat nye behandlingsinitiativer rettet mod kriminelles alkoholmisbrug - hverken i eller uden for kriminalforsorgens regi. (1990 iværksattes en ordning for spritbilister, der herefter har kunnet blive benådet for afsoning af domme på op til 60 dage, når de havde gennemført 1 års alkoholistbehandling). Det kan dog nævnes, at der er en udvidet adgang til at give tilladelse til prøveløsladelse efter afsoning af halvdelen af den idømte straf for netop alkoholmisbrugere - på betingelse af, at disse accepterer at gå i alkoholistbehandling efter løsladelsen. Der kan i nogle tilfælde være tale om, at halvtidsløsladelse foretrækkes frem for en udslusning via 49, stk. 2. De relativt få 49,2-forløb til alkoholikere kan også have sammenhæng med, at alkoholistbehandling i stigende grad foregår ambulant eller kun indebærer en kort (4-12 ugers) indledende døgnbehandlingsfase. Dermed kan det være vanskeligt at kombinere alkoholistbehandling med den alternative afsonings krav om døgnophold. I den første delrapport (Hansen og Løvgreen, 1999) viste der sig at være en tendens til flere 49,2-ophold for de alkoholikere, der var hjemmehørende i amter med større døgnbehandlingsinstitutioner for alkoholikere. Dette resultat indicerer, at anvendelsen af 49,2-afsoning over for denne gruppe til en vis grad er afhængig af de lokale behandlingstilbud. Undersøgelsens resultater - med et relativt lavt kriminelt recidiv og tilsyneladende gode behandlingsresultater for ophold i egentlige behandlingsinstitutioner - må fremhæves. 62

63 8 Litteraturoversigt 1 Udviklingen i brugen af alternativ afsoning - en statistisk analyse af anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 i perioden Lisbeth Hansen og Peter Løvgreen, CASA. November Undersøgelse af alternativ afsoning ( 49, stk.2) - en midvejsrapport Claus B. Olsen og Helle Hagemann, CASA. November Klientundersøgelsen. Britta Kyvsgaard, Justitsministeriet. Direktoratet for Kriminalforsorgen, Den kriminelle karriere. Britta Kyvsgaard. DJØF Forlag, Stofmisbrugere efter døgnbehandling - Delrapport 5 - Mads Uffe Pedersen. Center for Rusmiddelforskning. Århus Universitet, Behandling i stedet for fængselsstraf til nogle kriminelle stofmisbrugere. Anette Storgaard. Center for Rusmiddelforskning. Århus Universitet, Straf og misbrugsbehandling under samme tag. Anette Storgaard. Center for Rusmiddelforskning. Århus Universitet, Normer i skred - Ungdomskriminalitetens sociale og kulturelle aspekter. Lilli Zeuner. Socialforskningsinstituttet. SFI-rapport 90:12. 9 Kriminalforsorgens statistik Justitsministeriet. Direktoratet for Kriminalforsorgen, Kriminalforsorgens recidivundersøgelse Direktoratet for Kriminalforsorgen, Rapport om anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 - en undersøgelse af samtlige sager i perioden sammenholdt med udviklingen i Direktoratet for Kriminalforsorgen, Kriminalstatistik 1993, 1994 og Danmarks Statistiks årlige udgivelser. 63

64 13 Vejledende retningslinier for samarbejder mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgens institutioner og afdelinger. Socialministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen, Supplerende litteratur: 14. Kriminalforsorg i frihed - mellem omsorg, hjælp og kontrol. Britta Kyvsgaard. Direktoratet for Kriminalforsorgen, Ungdomar i tvångsvård. Råbyundersökning Claes Levin. Statens Institutionsstyrelse SiS. Rapport nr. 2, og fængslet ta r de sidste - om kriminalitet, straf og levevilkår. Britta Kyvsgaard. DJØF Forlag, Ny ungdom? - om familie, skole, fritid, lovlydighed og kriminalitet Britta Kyvsgaard. DJØF Forlag, Integration af årige lovovertrædere - til et normalt voksenliv? - eller til en ungdom og manddom i fængsler? Lisbeth Hansen. Speciale - Aalborg Universitet,

65 Bilag Bilag 1 Bilag 2 Bilag 3 Ord og begreber anvendt i rapporten Diverse tabeller Beskrivelse af undersøgelsens datagrundlag og -bearbejdning

66 Bilag 1 Ord og begreber anvendt i rapporten 49, stk. 2: den paragraf i straffeloven, som giver mulighed for at tillade afsoning uden for fængsel eller arresthus 49,2-afsonere: 49,2-dom: 49,2-alder: Gengangere: personer, der har fået tilladelse til alternativ afsoning den ubetingede hæfte- eller fængselsstraf, som er afsonet i behandlingsinstitution (enten hele dommen, eller en del af den) personens alder på tidspunktet for den alternative afsonings start personer, der har haft mere end ét 49,2-forløb Indikationsgrupper - indikationsområder: en opdeling af 49,2-afsonerne efter den begrundelse, der har været anført i ansøgningen om tilladelse til det alternative afsoningsforløb Kriminel karriere: personernes individuelle kriminalitetsudvikling, sådan som den kan belyses via den registrerede, opklarede og pådømte kriminalitet Kriminelt recidiv: (=tilbagefald til kriminalitet) er her defineret ved, om personen inden for 2 år fra løsladelsen efter sin 49,2-afsoning er blevet idømt en ny - betinget eller ubetinget - frihedsstraf (alvorligere straf end bøde). Kriminelt ophør: er her defineret ved, om personerne i 5 år fra løsladelsen efter deres 49,2- afsoning ikke er blevet idømt en ny - betinget eller ubetinget - frihedsstraf. Anbringelsesstatus: personens situation på tidspunktet for tilladelsen til 49,2-afsoning 1) på fri fod, 2) anbragt i varetægtssurrogat, 3) allerede i gang med at afsone straffen i fængsel eller arresthus. 66

67 Anbringelsessted: en opdeling i om den alternative afsoning har fundet sted 1) på en af kriminalforsorgens pensioner, 2) i døgnophold i (behandlings) institution betalt af kommune eller amt, 3) på psykiatrisk hospital eller 4) andet. Forstraffe/førstraffede: en opdeling i, om personen har modtaget domme før den dom, som blev 49,2-afsonet. Her primært samme kriterium som i tilbagefaldsanalyserne, dvs. betingede eller ubetingede frihedsstraffe. Kriminalitetsart: en opdeling i straffelovsovertrædelser jf. Danmarks Statistik samt i Færdselslov, lov om euforiserende stoffer og andre særlove. For en uddybning af ovenstående henvises til de tidligere udsendte rapporter, som bl.a. omtales i indledningen. 67

68 Bilag 2 Tabel 1: Fordeling over personer og antal 49,2-forløb Første forløb Andet forløb Tredje forløb Forløb i alt En dom Flere domme Personer med et 49,2- forløb Gengangere Gengangere og flere domme Personer med flere 49.2-forløb I alt Undersøgelsen omfatter personer, der i perioden tilsammen har fået tilladelse til alternative afsoningsforløb i medfør af straffelovens 49, stk personer har kun haft ét 49,2-forløb. Heraf har 290 personer fået en enkelt tilladelse, men til afsoning af flere ubetingede straffe i ét samlet afsoningsforløb. Det skal bemærkes, at antallet af 49,2-forløb med flere domme skal tages med et lille forbehold, idet tallet i forbindelse med samkøringen af de to datasæt kan være blevet en smule for højt - se bilag personer har fået tilladelse til 2 tidsmæssigt adskilte 49,2-forløb, hvor de har afsonet én dom hver gang, og en enkelt person har haft 3 sådanne forløb. Endelig er der 37 personer med både 2 adskilte forløb og flere domme pr. gang - og 2 personer fra denne kategori har 3 forløb hver. Det vil sige, at i alt 85 personer har haft mere end ét 49,2-forløb. 68

69 Tabel 2: Recidiv fordelt på indikationsgrupper (et 49,2-forløb) Recidiveret inden for 2 år Ikke recidiveret Recidiveret I alt Alkohol Antal Procent... 65,1 34,9 100 Stofmisbrug Antal Procent... 46,9 53,1 100 Sociale grunde Antal Procent... 72,9 27,1 100 Psyk. grunde Antal Procent... 77,9 22,1 100 Ung alder Antal Procent... 54,2 45,8 100 Øvrige grupper Antal Procent... 66,7 33,3 100 I alt Antal Procent... 56,0 44,0 100 Tabel 3: Recidiv fordelt på gennemførelse af 49,2-forløb Recidiveret inden for 2 år Ikke recidiveret Recidiveret I alt Ikke Antal gennemført Procent... 33,1 66,9 100 Gennemført Antal Procent... 60,7 39,3 100 I alt Antal Procent... 56,0 44,0 100 Tabel 4: Recidiv fordelt på køn Recidiveret inden for 2 år Ikke recidiveret Recidiveret I alt Mand Antal Procent... 54,3 45,7 100 Kvinde Antal Procent... 69,2 30,8 100 I alt Antal Procent

70 Tabel 5: Recidiv fordelt på alder ved 49,2-afgørelsen Recidiveret inden for 2 år Ikke recidiveret Recidiveret I alt år Antal Procent... 55,0 45, år Antal Procent... 46,7 53, år Antal Procent... 55,0 45, år Antal Procent... 50,3 49, år Antal Procent... 60,7 39, år Antal Procent... 74,1 25, år Antal Procent... 81,8 18, og Antal derover Procent ,0 0,0 100 I alt Antal Procent... 56,0 44,0 100 Tabel 6: Recidiv fordelt på alder ved kriminel debut Recidiveret inden for 2 år Ikke recidiveret Recidiveret I alt Under 18 Antal Procent... 48,9 51, Antal Procent... 56,9 43, Antal Procent... 66,2 33, Antal Procent... 70,8 29, Antal Procent... 81,1 18, og Antal derover Procent I alt Antal Procent

71 Tabel 7: Recidiv fordelt på antal ubetingede domme før 49,2-forløbet Recidiveret inden for 2 år Ikke recidiveret Recidiveret I alt Ingen domme Antal Procent... 64,3 35, dom Antal Procent... 54,3 45, domme Antal Procent... 51,1 48, domme Antal Procent... 42,9 57, domme Antal Procent... 54,8 45, domme Antal Procent... 67,6 32, domme Antal Procent... 34,9 65, domme Antal Procent... 31,6 68, domme Antal Procent I alt Antal Procent... 56,1 43,9 100 Tabel 8: Recidiv fordelt på kriminalitetsart for 49,2-dommen Recidiveret inden for 2 år Ikke recidiveret Recidiveret I alt Andet særlov Antal Procent ,0 100 Færdselslov Antal Procent... 78,4 21,6 100 Lov om euf. Antal Procent... 75,9 24,1 100 Anden str.-lov. Antal Procent... 71,9 28,1 100 Ejendoms Antal krim. Procent... 49,7 50,3 100 Sædelighed Antal Procent... 70,8 29,2 100 Voldskrim. Antal Procent... 57,9 42,1 100 I alt Antal Procent

72 Tabel 9: Recidiv fordelt på længde af 49,2-dommen Recidiveret inden for 2 år Ikke recidiveret Recidiveret I alt Op til 1 md. Antal Procent... 64,9 35, md. til ½ år Antal Procent... 58,4 41,6 100 ½ år til 1 år Antal Procent... 49,4 50, år til 2 år Antal Procent... 52,3 47,7 100 Over 2 år Antal Procent... 47,1 52,9 100 I alt Antal Procent Tabel 10: Recidiv fordelt på anbringelsesstatus Recidiveret inden for 2 år Ikke recidiveret Recidiveret I alt Fri fod Antal Procent... 60,5 39,5 100 Surrogat Antal Procent... 57,9 42,1 100 Afsoning/ Antal varetægt Procent... 45,1 54,9 100 I alt Antal Procent Tabel 11: Recidiv fordelt på anbringelsesstatus og belastede unge (Ung alder) Recidiveret inden for 2 år Ikke recidiveret Recidiveret I alt Ikke Fri fod Antal belastet Procent... 61,1 38,9 100 Surrogat Antal Procent... 65,0 35,0 100 Afsoning/ Antal varetægt Procent... 59,1 40,9 100 Total Antal Procent... 61,3 38,8 100 Belastet Fri fod Antal Procent... 28,1 71,9 100 Surrogat Antal Procent... 36,4 63,6 100 Afsoning/ Antal varetægt Procent... 16,7 83,3 100 Total Antal Procent... 26,2 73,

73 Tabel 12: Recidiv fordelt på anbringelsessted og belastningsgrad (ung alder) Recidiveret inden for 2 år Ikke recidiveret Recidiveret I alt Ikke Krim.forsorgs- Antal belastet pension Procent... 63,4 36,6 100 Soc.inst Antal kommune/amt Procent... 54,8 45,2 100 Andet Antal Procent... 83,3 16,7 100 I alt Antal Procent... 61,3 38,8 100 Belastet Krim.forsorgs- Antal pension Procent... 27,6 72,4 100 Soc.inst kom- Antal mune/amt Procent... 25,0 75,0 100 I alt Antal Procent... 26,2 73,8 100 Tabel 13: Kriminelt ophør fordelt på indikationsgrupper Kriminelt ophør inden for 5 år Ophørt Ikke ophørt I alt Alkohol Antal Procent... 36,6 63,4 100 Stofmisbrug Antal Procent... 29,4 70,6 100 Sociale grunde Antal Procent... 65,2 34,8 100 Psyk. grunde Antal Procent... 68,8 31,3 100 Ung alder Antal Procent... 28,3 71,7 100 Øvrige grupper Antal Procent... 68,8 31,3 100 Total Antal Procent... 38,5 61,5 100 Tabel 14: Kriminelt ophør fordelt på gennemførelse af 49,2 forløb Kriminelt ophør inden for 5 år Ophørt Ikke ophørt I alt Ikke Antal gennemført Procent... 20,0 80,0 100 Gennemført Antal Procent... 42,7 57,3 100 I alt Antal Procent... 38,5 61,

74 Tabel 15: Kriminelt ophør fordelt på køn Kriminelt ophør inden for 5 år Ophørt Ikke ophørt I alt Mand Antal Procent... 35,3 64,7 100 Kvinde Antal Procent... 56,5 43,5 100 Total Antal Procent... 38,5 61,5 100 Tabel 16: Kriminelt ophør fordelt på alder Kriminelt ophør inden for 5 år Ophørt Ikke ophørt I alt år Antal Procent... 25,0 75, år Antal Procent... 31,6 68, år Antal Procent... 40,8 59, år Antal Procent... 30,7 69, år Antal Procent... 47,2 52, år Antal Procent... 66,7 33, år Antal Procent... 66,7 33, og Antal derover Procent , Total Antal Procent... 38,5 61,5 100 Tabel 17: Kriminelt ophør fordelt på alder ved kriminel debut Kriminelt ophør inden for 5 år Ophørt Ikke ophørt I alt Under 18 Antal Procent... 23,8 76, Antal Procent... 38,5 61, Antal Procent... 55,4 44, Antal Procent... 59,3 40, Antal Procent... 73,7 26, og Antal derover Procent... 66,7 33,3 100 I alt Antal Procent... 38,5 61,

75 Tabel 18: Kriminelt ophør fordelt på kriminalitetsart Kriminelt ophør inden for 5 år Ophørt Ikke ophørt I alt Andet særlov Antal Procent ,0 0,0 100 Færdselslov Antal Procent... 56,0 44,0 100 Lov om euf. Antal Procent... 76,9 23,1 100 Anden str.-lov Antal Procent... 68,4 31,6 100 Ejendomskrim. Antal Procent... 28,9 71,1 100 Sædelighed Antal Procent... 71,4 28,6 100 Voldskrim. Antal Procent... 40,0 60,0 100 I alt Antal Procent... 38,5 61,5 100 Tabel 19: Kriminelt ophør fordelt på anbringelsesstatus Kriminelt ophør inden for 5 år Ophørt Ikke ophørt I alt Fri fod Antal Procent... 42,8 57,2 100 Surrogat Antal Procent... 52,4 47,6 100 Afsoning/ Antal varetægt Procent... 28,0 72,0 100 I alt Antal Procent... 38,5 61,5 100 Tabel 20: Kriminelt ophør fordelt på kriminalitetsart (stofmisbrugere) Kriminelt ophør inden for 5 år Ophørt Ikke ophørt I alt Lov om euf. Antal Procent... 60,0 40,0 100 Anden str.-lov Antal Procent... 57,1 42,9 100 Ejendomskrim. Antal Procent... 28,3 71,7 100 Sædelighed Antal Procent... 50,0 50,0 100 Voldskrim. Antal Procent... 15,8 84,2 100 I alt Antal Procent... 29,4 70,

76 Tabel 21: Kriminelt ophør fordelt på anbringelsesstatus (Ung alder) Kriminelt ophør inden for 5 år Ophørt Ikke ophørt I alt Fri fod Antal Procent... 26,9 73,1 100 Surrogat Antal Procent... 41,2 58,8 100 Afsoning Antal Procent... 13,0 87,0 100 I alt Antal Procent... 26,2 73,8 100 Tabel 22: Kriminelt ophør fordelt på kriminalitetsart og belastede/ikke belastede unge Kriminelt ophør inden for 5 år Ophørt Ikke ophørt I alt Ikke Lov om euf. Antal belastet Procent ,0 100 Anden str.-lov Antal Procent , Ejendomskrim. Antal Procent... 33,3 66,7 100 Sædelighed Antal Procent , Voldskrim. Antal Procent... 29,3 70,7 100 I alt Antal Procent... 35,1 64,9 100 Belastet Ejendomskrim. Antal Procent... 4,5 95,5 100 Sædelighed Antal Procent ,0 100 Voldskrim. Antal Procent... 10,0 90,0 100 I alt Antal Procent... 6,1 93,9 100 Tabel 23: Kriminelt ophør fordelt på anbringelsessted (alkoholmisbrugere) Kriminelt ophør inden for 5 år Ophørt Ikke ophørt I alt Krim.forsorgs- Antal pension Procent... 25,0 75,0 100 Soc.inst Antal kommune/amt Procent... 40,4 59,6 100 Andet Antal Procent ,0 100 I alt Antal Procent... 36,1 63,

77 Bilag 3 Beskrivelse af undersøgelsens datagrundlag og -bearbejdning 1. Det samlede datagrundlag 2. De anvendte data fra Direktoratet for Kriminalforsorgens 49,2-register 3. De anvendte data fra Det Centrale Kriminalregister (KR) 4. Sammenkøringen af de to registersæt 5. Fastsættelse af værdier til vurdering af den pådømte kriminalitets grovhed 6. Frafaldsanalyse vedrørende sammenkøring af registrene 7. Analyse af recidiv- og ophørspopulationens repræsentativitet 8. Databearbejdningen 1. Det samlede datagrundlag I undersøgelsen indgår data fra Direktoratet for Kriminalforsorgens 49,2-register for perioden 1990 til Her er registreret alle de personer, der i perioden rejste en ansøgning om tilladelse til alternativ afsoning. Registrets data er samkørt med de oplysninger, som Det Centrale Kriminalregister har om de samme personer. Udtrækket fra Kriminalregistret er foretaget den Der har i samkøringen været tale om et vist frafald af personer, idet Kriminalregistret sletter alle oplysninger 2 år efter en persons død (eller endelige udvandring fra Danmark). Frafaldet er analyseret i bilagets punkt De anvendte data fra Direktoratet for Kriminalforsorgens 49,2-register Dette register indeholder oplysninger om alle ansøgte 49,2-tilladelser: navn og cpr.nr. på den dømte datoer for indstillingen, afgørelsen samt evt. tilbagekaldelse af tilladelse oplysninger om folkeregisterkommune, 49,2-institutionens navn, indikation for ansøgningen, indstillende myndighed o.lign. oplysninger om domslængde, reststraf, kriminalitetsart og afsoningsstatus. Data fra dette register er tidligere bearbejdet og analyseret i forbindelse med forskningsprojektets første delrapport Udviklingen i brugen af alternativ afsoning (Hansen og Løvgreen. 1999). 77

78 3. De anvendte data fra Det Centrale Kriminalregister (KR) Det anvendte materiale har bestået af såkaldte fulde KR-udskrifter. Disse udskrifter indeholder alle strafferetlige afgørelser og oplysninger om gerningstidspunkt og sigtelsesdato for afgørelsernes såkaldte 'hovedforhold', - men ikke gerningstidspunkt og sigtelsesdatoer for 'konfererende sager' (sager/sigtelser for andre kriminelle forhold, som er blevet afgjort sammen med hovedforholdet). De fulde KR-udskrifter indeholder en række oplysninger, som er uden interesse for forskningsprojektet, - bl.a. oplysninger om anholdelser, varetægtsfængslinger, medgerningsmænd o.lign. Fra udskrifterne er der uddraget oplysninger om: Cpr.nr.: identifikation til brug for samkørsel med Direktoratet for Kriminalforsorgens 49,2-register. Dato for strafferetlige afgørelser: datoen for sagens endelige afgørelse. Ankesager er således kun noteret med sagens sidste/endelige domsdato. Gerningsdato: for afgørelsens hovedsag, jf. ovenfor. I en række afgørelsesrecords mangler der en gerningsdato. Det gælder bl.a. alle afgørelser før 1979, hvor det nuværende KR-register blev etableret. Eller den er anført urealistisk, f.eks. efter domsdatoen, eller før personen fyldte 15 år. I disse situationer er gerningsdatoen registreret = afgørelsesdatoen - af hensyn til validiteten i den efterfølgende recidivundersøgelse på materialet. Afgørende myndighed: (by)retskreds, Østre eller Vestre Landsret, Højesteret, udenlandsk dom eller PM-afgørelser. Her er noteret navn på domsmyndighed, hvorimod det ikke er noteret, hvilket politimesterembede, der har truffet afgørelse om bøde eller tiltalefrafald. Afgørelsens art: afgørelserne er registreret i 11 kategorier 1 tiltalefrafald 2 bøder 3 betinget dom uden straffastsættelse 4 betinget dom - hæfte 5 betinget dom - fængsel 6 kombinationsdom - hæfte 7 kombinationsdom - fængsel 8 ubetinget hæfte 9 ubetinget fængsel 10 dom til psykiatrisk behandling 11 forvaringsdom (dem var der ingen af) 49,2-dom: for 49,2-dommenes vedkommende er der registreret: løsladelsesdato om pågældende er blevet prøveløsladt om der til en evt. prøveløsladelse har været fastsat vilkår om tilsyn. 78

79 I en del udskrifter manglede der oplysninger om, at den pågældende dom var afsonet i medfør af straffelovens 9, stk. 2. Det lykkedes dog i alle tilfælde via domsdato og kriminalforsorgens 49,2-register at få identificeret den korrekte dom. 'er/kriminalitetsart: her er anført de straffelovsparagraffer eller særlove, som afgørelsen omfatter. For overskuelighedens skyld er der ikke anført - numre for særlovsovertrædelser, som også kun er opdelt i 'færdselslov', 'lov om euforiserende stoffer' og 'anden særlovgivning' (= våbenlov, skattelov, fiskerilov m.m). I de relativt få afgørelser truffet af udenlandske domstole er der anført en dansk parallel til den udenlandske overtrædelse (oftest 191, lov om euf. stoffer eller færdselslov). I databearbejdningen er den alvorligste lovovertrædelse for hver dom valgt som kriminalitetsart. I opdelingen af kriminalitetsarter er valgt samme udgangspunkt som Danmarks Statistik anvender i den årlige kriminalstatistik. Antal sager: KRs oplysninger om konfererende sager er alene 'talt sammen' til et totaltal for, hvor mange sager/forhold dommen omfatter. Det er således ikke registreret om f.eks. 3 forhold vedrørte hæleri, 7 indbrud, 4 overtrædelser af færdselsloven og 1 overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, men alene at dommen vedrørte i alt 15 forhold. De fulde KR-udskrifters oplysninger om konfererende sager er yderst sparsomme, og antallet af sager har langt fra altid sammenhæng med de forskellige sagers 'kriminelle tyngde'. Således registreres hvert enkelt brugstyveri af en bil eller en cykel som en selvstændig 'sag', ligesom et stjålet checkhæfte kan ende som 25 selvstændige 'sager'. Omvendt kan seksuelle overgreb, begået gentagne gange og over lang tid, være registreret som én enkelt sag. 4. Sammenkøringen af de to datasæt I forbindelse med samkøringen af de to datasæt har det været nødvendigt at foretage visse forenklinger i strukturen, således at der kun er samkørt ét sæt oplysninger fra de to databaser på hvert 49,2-forløb. A) Personer med ét 49,2-forløb på én dom: Her er der ikke foretaget ændringer - bortset fra at eventuelle ikke iværksatte afgørelser eller ansøgninger uden positiv afgørelse er udeladt, hvis personen samtidig er registreret med et reelt iværksat 49,2-forløb. B) Personer med ét 49,2-forløb på flere domme: I kriminalforsorgens register er en del personer registreret med flere afgørelser, som ved samkøring med kriminalregistrets oplysninger viser sig at vedrøre et og samme afsoningsforløb - men af flere domme. I disse tilfælde er den seneste afgørelsesrecord fra DfK-registret overført til den samkørte fil. I KR-filen er de domme, som indgår i 49,2-forløbet, 'slået sammen' på den måde, at de ubetingede straflængder er lagt sammen til én samlet straflængde, ligesom antallet af konfererende sager er lagt sam- 79

80 men. Derudover er det valgt at medtage den højeste straframme og den alvorligste paragraf samt dato for første dom og første retskreds. C) Personer med to 49,2-forløb med én dom pr. gang: Her er det sikret, at de dobbelte sæt oplysninger er kædet korrekt sammen. D) Personer med to 49,2-forløb med én og/eller flere domme pr. gang: Her er proceduren fra B) og C) gentaget til sikret af korrekt sammenkædning. E) Personer med hver 3 49,2-forløb: Det drejer sig om 3 personer. Her er samkøringen foretaget 'manuelt' i overensstemmelse med D). 5. Fastsættelse af værdier til vurdering af den pådømte kriminalitets grovhed Britta Kyvsgaards grovhedsskalaer ( Den kriminelle karriere, s. 153 og 154) har dannet udgangspunkt for undersøgelsens analyser af den pådømte kriminalitets grovhed. Det har dog ikke været muligt i denne undersøgelse af operere med en skala på strafmaksimum, men alene med skalaer efter normalstrafferammen og den idømte straf. Normalstrafferamme skala=1 - bøde skala=2 - hæfte skala=3 - fængsel op til 1 år skala=4 - fængsel op til 2 år skala=5 - fængsel op til 6 år skala=6 - fængsel over 6 år Den idømte straf skala2=1 - tiltalefrafald skala2=2 - bøde skala2=3 - betinget dom uden straffastsættelse skala2=4 - betinget dom med straffastsættelse skala2=5 - ubetinget dom under 31 dage skala2=6 - ubetinget dom mellem 31 og 180 dage skala2=7 - ubetinget dom mellem 181 og 730 dage skala2=8 - ubetinget dom over 2 år 80

81 6. Analyse af frafaldet i forbindelse med samkøring af registrene Samkøringen af de to registre har resulteret i, at 96 personer fra DfK-registeret ikke kunne genfindes i KR-registeret. Disse personer er enten døde før eller endeligt udvandret fra Danmark før samme dato. Der er gennemført en frafaldsanalyse for at undersøge hvilke forskelle, om nogen, der er mellem frafaldsgruppen og den øvrige undersøgelsespopulation. Analysen er foretaget i forhold til køn, alder, indikationsgrupper, anbringelsessted og kriminalitetsart. Analysen viser, at der ikke er forskelle på kønsfordelingerne, mens aldersfordelingen viser, at personer under 25 år har et mindre frafald end personer over. Dette resultat genfindes i forhold til indikationsgrupperne, hvor gruppen Ung alder har et mindre frafald end alle andre. Samtidigt kan det ses, at stofmisbrugere har det største frafald, tæt fulgt af Øvrige grupper. For anbringelsessted er der ikke signifikante forskelle mellem de to grupper, mens der for kriminalitetsart er en vis overrepræsentation af færdelslovsovertrædelser, dog antalsmæssigt meget få, og ejendomskriminalitet. Det kan konstateres, at frafaldet primært skyldes (ældre) stofmisbrugere, idet denne gruppe udgør 70% af hele frafaldsgruppen. Samtidigt kan det siges, at da gruppen af stofmisbrugere er så langt den største i den analyserede population, bliver denne fejlkilde relativt mindre. 7. Analyse af recidiv- og ophørspopulationens repræsentativitet Analysen er foretaget på følgende variabler: køn, anbringelsessted tidligere kriminalitet kriminalitetsart aldersfordeling indikationsgruppe gennemførte/afbrudte forløb. Recidivpopulationen I recidivundersøgelsen er der færre personer anbragt i sociale institutioner, hvor opholdet betales af kommune og/eller amt - 50% mod 63% blandt de, der ikke er med i recidivundersøgelsen. I DfK-registret er 54% af alle registreret med ophold i (amts)kommunalt betalte sociale institutioner. Forskellen må tilskrives den kraftige stigning i (amts)kommunalt finansierede forløb inden for de seneste år. For alle andre variabler er der ingen signifikante forskelle mellem recidivundersøgelsens population og totalpopulationen. 81

82 Ophørspopulationen Da denne population er lille (kun en fjerdedel af den totale population), må der forventes et større antal afvigelser end for recidivundersøgelsen. I ophørspopulationen er der færre mænd end i totalpopulationen - 85% mod 91%. Kvindernes andel af 49,2-afsonerne var tidligere væsentligt større end i dag (13 til 16% frem til og med 1994). Derudover kan der være tale om en mindre, kønsmæssigt skæv fordeling på frafald pga. død. Også i ophørspopulationen er der færre personer anbragt i sociale institutioner i kommunerne (46% mod 57% - samme bemærkninger som anført under recidiv ovenfor). Der er færre unge i ophørspopulationen - 24% er under 19 år mod 33% blandt de, der ikke indgår i ophørsundersøgelsen. Dette skyldes givetvis, at ophørsundersøgelsen relaterer til en tidsperiode, hvor antallet af helt unge 49,2-afsonere var markant lavere end nu. I ophørspopulationen er der flere, der har begået ejendomskriminalitet, 61% mod 54%, mens der er færre, der har begået voldskriminalitet, 19% mod 30%. Dette er helt i overensstemmelse med udviklingen i kriminalitetsart over år, hvor andelen af voldskriminelle i 49,2-populationen er steget markant. Der er i ophørspopulationen færre med indikationen stofmisbrug, 42% mod 48%, og færre med indikationen ung alder, 22% mod 27%. Også dette er helt i overensstemmelse med udvikling over år, hvor alkoholikernes andel har været faldende og de helt unges andel har været stigende. I forhold til tidligere kriminalitet og gennemførte/afbrudte forløb ses ingen signifikante forskelle. Sammenfattende om repræsentativiteten kan det siges, at de fundne forskelle mellem recidiv- og ophørspopulationerne og undersøgelsens totalpopulation er relativt små og helt i overensstemmelse med udviklingen i anvendelsen af 49, stk. 2. Populationerne kan således betragtes som fuldt repræsentative. 8. Databearbejdning Datasættene er behandlet i statistik- og analyseprogrammet SPSS. Der har i forbindelse med analyser af frafald og repræsentativitet samt udpegning af væsentlige recidivfaktorer m.v. været gennemført en række logistiske regressionsanalyser. I den skriftlige fremstilling er det af hensyn til overskueligheden valgt primært at anvende en simpel statistisk metode med tabeller og krydstabeller med få variabler. 82