Sundheds- og Forebyggelsesudvalget L 227 endeligt svar på spørgsmål 1 Offentligt

Transkript

1 L 227 endeligt svar på spørgsmål 1 Dato: 10. juni 2013 Dok nr.: har den 30. maj 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 1 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF). Spørgsmål nr. 1: Det har været fremme, at den OECD-rapport, som ministeren henviser til i sit lovforslag om almen praksis, er bestilt og betalt af ministeriet og Danske Regioner. Kan ministeren oplyse prisen? OECD er en uafhængig international organisation, hvis mål er at fremme politikker, der sikrer økonomisk fremgang og social velfærd på verdensplan. OECD er ved at gennemføre undersøgelser af kvalitetsindsatsen i sundhedsvæsenet i en række lande. I den forbindelse har OECD rettet henvendelse til Danmark. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Danske Regioner blev i foråret 2012 enige om at takke ja til at få foretaget en undersøgelse af kvalitetsindsatsen i Danmark af OECD. OECD har indsamlet en lang række materialer som baggrund for rapporten. Derudover har OECD også interviewet en række aktører og eksperter i det danske sundhedsvæsen: Danske Patienter Lægeforeningen Dansk Sygeplejeråd KL Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet Dansk Selskab for Patientsikkerhed Næstved Hospital Københavns Kommune Danske Regioner Regionernes sundhedsdirektører og de ansvarlige for kvalitetsindsatsen i regionerne Regionernes kliniske kvalitetsudviklingsprogram Udvalgte eksperter:

2 Side 2 o Professor, Statens Institut for Folkesundhed, Knud Juel o Seniorrådgiver, Statens Institut for Folkesundhed, Ola Ekholm o Daværende analyse- og forskningschef, KORA, Jes Søgaard o Senior projektleder, KORA, Jakob Kjellberg o Professor og Centerleder, COHERE Syddansk Universitet, Michael Beck o Professor, COHERE Syddansk Universitet, Terkel Christiansen o Professor, COHERE Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen o Overlæge og ekstern lektor, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, Anne Frølich Patientombuddet Sundhedsstyrelsen Statens Serum Institut Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og Danske Regioner har medfinansieret undersøgelsen, og har hver især bidraget med euro. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

3 L 227 endeligt svar på spørgsmål 2 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 30. maj 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 2 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 2: Ministeren bedes kommentere henvendelse af 2. maj 2013 fra Poul Michael Fanøe, Herlev, jf. L bilag 3. Jeg skal indledningsvist bemærke, at borgeren på tidspunktet for fremsendelse af kommentarer til udvalget ikke har været bekendt med indholdet i hverken det udkast til lovforslag, som blev sendt i høring, eller i det lovforslag, som blev fremsat for Folketinget. Borgerens henvendelse til udvalget er således dateret den 2. maj 2013, dvs. dagen før et udkast til lovforslag blev sendt i høring, den 3. maj 2013, og knapt en måned før lovforslaget blev fremsat for Folketinget den 28. maj Det er min opfattelse, at der i lovforslaget er taget hånd om de bekymringer, som borgeren giver udtryk for vedrørende fremtidens almen praksis. Hovedformålet med lovforslaget er jo at etablere en overordnet lovgivningsramme, som skal sikre, at almen praksis uden at de grundlæggende forudsætninger for drift af privat praksis ændres også fremover udvikler sig i takt med det øvrige sundhedsvæsen. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

4 L 227 endeligt svar på spørgsmål 3 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 28. maj 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 3 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 3: Ministeren bedes kommentere henvendelse af 5. maj 2013 fra Hans Asger Holmsgaard, Thyborøn, jf. L bilag 4. Jeg skal indledningsvist bemærke, at borgerens henvendelse er dateret den 5. maj 2013, dvs. mens udkastet til lovforslag stadig var i høring. Lovforslaget er på baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar, herunder høringssvaret fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) blevet ændret, så en række af de bekymringer bl.a. PLO har givet udtryk for er blevet imødegået. Det drejer sig bl.a. om sammensætningen af praksisplanudvalget, hvor der er ligelig repræsentation imellem region og de praktiserende læger, som hver er repræsenteret med 3 medlemmer. Kommunerne er repræsenteret med 5 medlemmer. Jeg kan i øvrigt henvise til mit svar på spørgsmål nr. 10 (L 227), hvor jeg kommenterer PLO s detaljerede bemærkninger til lovforslaget. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

5 L 227 endeligt svar på spørgsmål 4 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 28. maj 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 4 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 4: Ministeren bedes kommentere henvendelse af 12. maj 2013 fra Pernille Vieht, Ry, jf. L bilag 5. Jeg skal indledningsvist bemærke, at borgerens henvendelse er dateret den 12. maj 2013, dvs. mens udkastet til lovforslag stadig var i høring. Lovforslaget er på baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar, herunder høringssvaret fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) blevet ændret, så en række af de bekymringer bl.a. PLO og som også fremgår af henvendelsen fra denne borger - har givet udtryk for, er blevet imødegået. Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 10 (L 227). Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

6 L 227 endeligt svar på spørgsmål 5 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 28. maj 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 5 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 5: Ministeren bedes kommentere henvendelse af 14. maj 2013 fra en gruppe praktiserende læger på Bornholm, jf. L bilag 6. Jeg skal indledningsvist bemærke, at lægernes henvendelse er dateret den 14. maj 2013, dvs. mens udkastet til lovforslag stadig var i høring. Lovforslaget er på baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar, herunder høringssvaret fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO), som gav udtryk for mange af de samme bekymringer, som lægerne på Bornholm giver udtryk for, blevet præciseret og ændret, så en række af disse er blevet imødegået. Jeg kan i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 10 (L 227). Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

7 L 227 endeligt svar på spørgsmål 6 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 28. maj 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 6 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 6: Ministeren bedes kommentere henvendelse af 15. maj 2013 fra Monique Nielsen, Næstved, jf. L bilag 7 Henvendelsen til udvalget kommer fra en elev på en efterskole, som oplyser, at de på efterskolen har haft en debat vedrørende evt. betaling for lægebesøg, og anfører bl.a., at eleverne er uforstående overfor den holdning der er med at trække flere penge ud af os almindelige mennesker. Der lægges i lovforslaget ikke op til, at der skal indføres brugerbetaling i forbindelse med lægebesøg. Den gældende Overenskomst om almen praksis forlænges indtil senest den 1. september 2014, med henblik på, at der kan indgås en ny aftale imellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) inden for de nye reguleringsmæssige rammer. Borgerne vil i denne periode, og i perioden efter, der er indgået en ny aftale - fuldstændig uændret - have ret til vederlagsfri behandling hos deres læge. Det skal bemærkes, at henvendelsen fra eleverne formentlig tager udgangspunkt i de tilkendegivelser vedrørende evt. opsigelse af ydernumre, som PLO kom med forud for, og i forbindelse med, at udkastet til lovforslag blev sendt i høring, og at regeringen i det lovforslag, som er fremsat for Folketinget, på en række punkter har præciseret og ændret lovforslaget med henblik på at imødekomme lægernes bekymringer. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

8 L 227 endeligt svar på spørgsmål 7 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 28. maj 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 7 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 7: Ministeren bedes kommentere henvendelse af 14. maj 2013 fra Henrik Schaumburg, Sønderborg, jf. L bilag 8. Borgeren anfører bl.a. i henvendelsen, at det er nødvendigt med tillidsskabende foranstaltninger, hvis man fra det offentliges side ønsker at undgå den kommende konflikt. Borgeren opfordrer afslutningsvis til at regeringen fjerner eller reformulerer de bestemmelser, der efter borgerens mening er udtryk for detailstyring af området. Det skal bemærkes, at henvendelsen er dataret den 14. maj 2013, dvs. mens udkastet til lovforslag stadig var i høring. Lovforslaget er på baggrund af bl.a. de indkomne høringssvar, herunder høringssvaret fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO), som gav udtryk for mange af de samme bekymringer, som denne borger giver udtryk for, blevet præciseret og ændret, så en række af disse er blevet imødegået. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

9 L 227 endeligt svar på spørgsmål 8 Dato:14. juni 2013 Dok nr.: har den 28. maj 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 8 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)) Spørgsmål nr. 8: Ministeren bedes kommentere henvendelse af 22. maj 2013 fra gruppe af tidligere chefer og nøglemedarbejdere fra DAK-E og DAMD, jf. L bilag 9. Det fremgår af henvendelsen, at nuværende og tidligere medarbejdere i Dansk Almenmedicinsk KvalitetsEnhed (DAK-E) og Dansk AlmenMedicinsk Database (DAMD) er bekymrede for, at adgangen til at identificere den enkelte læges kvalitet via de data, som ifølge lovforslaget skal indberettes til regionsrådene, vil være ødelæggende for det fremtidige kvalitets- og forskningsarbejde inden for almen praksis. Det er således vurderingen, at kvaliteten af de indsamlede data i DAMD vil falde, fordi straf for dårlige data og offentliggørelse af data på læge- /klinikniveau vil medføre stor risiko for, at lægerne fristes til at pynte på tallene. Man finder det desuden sandsynligt, at lovforslaget vil føre til øget ulighed i adgangen til læge for sårbare grupper, idet patienter, der har dårlig evne til at samarbejde, vil blive mindre ønskede i praksis, hvis lægen skal straffes for dårlige data. Endvidere fremgår det af henvendelsen, at man er bekymret for, at patienten kan miste tillid til sin læge, hvis patienten oplever, at dennes fortrolige data findes hos andre myndigheder, uden at patienten har haft viden om, at data er blevet videresendt i ikke anonymiseret form. Den foreslåede bestemmelse i 195, stk. 2, pålægger de alment praktiserende læger at give oplysninger om deres virksomhed til regionsrådene til brug for planlægning, kvalitetssikring og kontrol af udbetalte tilskud og honorarer. Dog vil ministeren for sundhed og forebyggelse - ifølge den foreslåede bemyndigelse i 195, stk. 3 - skulle fastsætte nærmere regler om, hvilke konkrete oplysninger lægerne skal give til regionsrådene. Bemyndigelsen i 195, stk. 3, vil ifølge bemærkningerne til lovforslaget blive anvendt til at fastsætte regler om, at de alment praktiserende læger, for så vidt

10 Side 2 angår de i 57 c, stk. 1, omhandlede henvendelser til almen praksis, skal stille registrerede oplysninger om patientkontakter til rådighed for regionerne. Denne adgang til data om patientkontakter i almen praksis udgør en grundlæggende forudsætning for generel sundhedsplanlægning og for tilrettelæggelse og kvalitetsudvikling af sammenhængende patientforløb - blandt andet med henblik på at sikre effektiv ressourceudnyttelse og undgå overlappende funktioner. Jeg har tillid til, at de praktiserende lægers kodning fortsat vil ske på baggrund af deres faglige vurdering af henvendelsesårsagerne. Jeg skal samtidig bemærke, at lovforslaget ikke indeholder bestemmelser, der gør det muligt at stille krav om honorering på baggrund af kvalitetsdata, som jeg forstår, det er tilfældet bl.a. i England. Spørgsmålet om honorering vil således også fremover være et anliggende for overenskomstens parter. Endelig skal jeg understrege, at de oplysninger, som ifølge den foreslåede bestemmelse i 195, stk. 2, skal gives til regionsrådene ikke vil identificere eller gøre det muligt at identificere den enkelte patient. Der vil således ikke være tale videregive af patientdata. Astrid Krag / Mette Touborg Heydenreich

11 L 227 endeligt svar på spørgsmål 9 Dato: 14. juni 2013 Dok nr.: har den 28. maj 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 9 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)) Spørgsmål nr. 9: Ministeren bedes kommentere henvendelse af 23. maj 2013 fra Dsam, jf. L bilag 10. Jeg kan konstatere, at der er tale om DSAM s (Dansk Selskab for Almen Medicins) høringssvar til lovforslaget, som er afgivet inden lovforslaget blev fremsat for Folketinget. Mine kommentarer til høringssvaret fremgår af det kommenterede høringsnotat. Astrid Krag / Mette Touborg Heydenreich

12 L 227 endeligt svar på spørgsmål 10 Dato: 10. juni 2013 Dok nr.: har den 30. maj 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 10 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)), som hermed besvares. Spørgsmål nr. 10: Ministeren bedes kommenter til henvendelse af 30. maj 2013 fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO), jf. L bilag 11. Jeg vil i det følgende kommentere (mine kommentarer i kursiv) PLO s bemærkninger til lovforslaget, i den rækkefølge, som bemærkningerne fremgår af PLO s henvendelse. 1. Kommentar fra PLO: PLO mener, at hverken Rigsrevisionens beretning om praksissektoren fra august 2012, rapporten fra Udvalget om evaluering af kommunalreformen eller rapporten fra OECD af den 16. april 2013 peger på behov for lovgivning på området. Der er i flere sammenhænge peget på de udfordringer, vi står overfor i forhold til at skabe et effektivt, sammenhængende sundhedsvæsen, der fortsat leverer ydelser af høj kvalitet til f.eks. ældre, medicinske patienter og mennesker med kronisk sygdom. Det er min og regeringens vurdering, at det i den nuværende situation, hvor det bl.a. ikke har været muligt at nå frem til en forhandlet løsning på de udfordringer, som almen praksis som en del af det sammenhængende sundhedsvæsen står over for, er behov for lovgivning. Lovgivningen etablerer de overordnede rammer for fremtidens almen praksis, og der skal på baggrund af disse rammer indgås en ny overenskomst med de alment praktiserende læger, som udfylder denne ramme. 2. Kommentar fra PLO PLO anfører, at der ifølge lovforslaget tillægges de praktiserende læger aftaleret i relation til opgaver, som er beskrevet i praksisplanen, men at der imidlertid blot udarbejdes én praksisplan i hver valgperiode, og at det derfor må forventes, at praksisplanen ikke vil kunne rumme alle de opgaveflytninger, der løbende sker ud til almen praksis. PLO anfører, at det derfor kan forudses, at der løbende vil ske en omfattende opgaveflytning til almen praksis, som ikke vil være dækket af de praktiserende lægers aftaleret. Jeg kan bekræfte, at aftaleretten i relation til praksisplanerne opretholdes. Det fremgår således af bemærkningerne til lovforslaget bl.a., at praksisplanen definerer rammen for de opgaver, som skal løses af almen praksis, og at den

13 Side 2 konkrete udmøntning af denne ramme fortsat forudsætter, at der indgås en underliggende aftale med de praktiserende læger. For så vidt angår ændringer af opgaver m.v. i løbet af valgperioden er det i bemærkningerne forudsat, at praksisplanen skal revideres i valgperioden, hvis der sker væsentlige ændringer i dens forudsætninger. Det vil bero på en konkret vurdering, hvornår der er sket så væsentlige ændringer, at en eventuel revision er påkrævet. Det kan f.eks. være ændringer i praksissektoren, det øvrige sundhedsvæsen, ændringer i befolkningssammensætning og demografi i områder inden for den enkelte region eller kommuner beliggende i regionen, f.eks. etablering af nye bydele m.v. Jeg deler således ikke PLO s bekymring vedrørende opgaveflytning i løbet af valgperioden, og evt. manglende aftaleret i den forbindelse, idet der i lovforslaget er taget højde for denne situation 3. Kommentar fra PLO: PLO anfører, at de praktiserende læger tilsyneladende ikke tillægges aftaleret i forhold til alle de opgaver, som sundhedsaftalerne måtte påføre almen praksis. Det anføres, at alene forløbsprogrammer er omtalt i lovforslaget som et område, hvor der skal indgås aftaler med de praktiserende læger. Også sundhedsaftalerne er fireårige og vil derfor ifølge PLO, i lighed med praksisplanerne (jf. ovenfor), ikke kunne opsamle alle de opgaveudflytninger til almen praksis, som kommuner og regioner løbende beslutter. Den foreslåede bestemmelse i 57 b, stk. 2, vedrørende lægernes pligt til at følge sundhedsaftaler, har følgende ordlyd: Stk. 2. Alment praktiserende læger, der behandler gruppe 1-sikrede personer, jf. 60, stk. 1, er forpligtede til at udøve deres virksomhed i overensstemmelse med de sundhedsaftaler, der er indgået imellem regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen, jf. 205, herunder følge forløbsprogrammer m.v. I bemærkningerne til bestemmelsen anføres bl.a.: De opgaver, som beskrives f.eks. i et forløbsprogram, og som dermed er rammen om de praktiserende lægers forpligtelse, vil for de læger, som virker inden for overenskomsten, jf. 227, stk. 1, skulle følges op af en underliggende aftale om vilkårene for at følge denne forpligtelse. Bemærkningerne om, at der for de læger, som virker inden for overenskomsten, vil skulle følges op med en underliggende aftale om vilkårene for at følge denne forpligtelse, er ikke begrænset til de opgaver, som beskrives i et forløbsprogram, men vil gælde for alle de opgaver, som følger af sundhedsaftaler. For så vidt angår PLO s bemærkninger om, at sundhedsaftalerne er fireårige og derfor ikke vil kunne opsamle alle de opgaveflytninger til almen praksis, som kommuner og regioner løbende beslutter, skal bemærkes, at det fremgår af vejledning nr af 21. august 2009 om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler, at sundhedskoordinationsudvalget løbende skal sikre opfølgning på implementeringen af sundhedsaftalerne, herunder om sundhedsafta-

14 Side 3 lerne bidrager til at skabe sammenhængende forløb for borgerne på tværs af myndigheds- og sektorgrænse. Det fremgår endvidere af vejledningen, at udvalgets løbende drøftelser af aftalernes gennemførelse og af generelle problemstillinger bør resultere i, at kommuner og region gøres opmærksom på de dele af samarbejdet, som ikke fungerer efter hensigten. Drøftelserne kan eventuelt resultere i konkrete forslag til ændringer af aftalerne. Det fremgår desuden, at aftaleparterne på baggrund af den vurdering, som udvalget stiller til rådighed for parterne, løbende bør justere deres aftale og indsats, når der viser sig at være behov for dette. Almen praksis sidder med i sundhedskoordinationsudvalgene og også i de kommende praksisplanudvalg. 4. PLO kommentar: PLO anfører, at ministeren med de foreslåede bestemmelser i 204, stk. 2-4, gør op med det hidtidige samarbejds- og planlægningssystem for almen praksis, som indebærer et ligeværdigt samarbejde mellem region og repræsentanter for almen praksis, og at almen praksis tildeles 3 ud af i alt 11 pladser i praksisplanudvalget, men regionsrådet har den endelige beslutningskompetence. Praksisplanudvalget bliver et centralt samarbejds- og planlægningsudvalg, hvor region, kommune og almen praksis, skal samarbejde om udarbejdelsen af praksisplanen, der skal beskrive, hvilke opgaver almen praksis skal varetage, snitflader til det øvrige sundhedsvæsen samt overvejelser om kapacitet og fysisk placering af ydernumre. Udvalget bliver sammensat, så der er ligelig repræsentation imellem region og de praktiserende læger, som hver får 3 sæder i udvalget. Kommunerne i regionen bliver repræsenteret med 5 medlemmer. Det fremgår tydeligt af bestemmelsen i 204, stk. 2, at der skal tilstræbes enighed i udvalget om den endelige udformning af praksisplanen, og jeg har stor tiltro til, at alle parter vil gå ind i dette arbejde i den ånd, og at der i langt de fleste tilfælde vil være enighed om, hvordan den almen medicinske lægebetjening lokalt skal tilrettelægges. Da det imidlertid er regionen, der i sundhedsloven er tillagt myndighedsansvaret og finansierer sektoren, fremgår det af bestemmelsen, at den endelige beslutning vedrørende udformningen af praksisplanen tilfalder regionsrådet, hvis det ikke er muligt at opnå enighed i praksisplanudvalget. Det skal understreges, at formuleringen hvis det ikke er muligt indebærer, at parterne, i de situationer, hvor det undtagelsesvist måtte vise sig, at der ikke kan opnås umiddelbar enighed om den endelige udformning af praksisplanen, skal udfolde store og vedvarende bestræbelser på at nå frem til et kompromis, som parterne hver især kan stå inde for. 5. PLO kommentar PLO anfører, at regionsrådet ensidigt kan beslutte en placering af en ny lægepraksis, som på urimelig måde kan underminere driftsgrundlaget for en eksisterende nabopraksis, og at overenskomstens hidtidige værn mod dette er fjernet med lovforslaget.

15 Side 4 Praksisplanerne bliver et centralt samarbejds- og planlægningsværktøj imellem region, kommune og almen praksis, som bl.a. skal beskrive overvejelser om kapacitet og fysisk placering af ydernumre. Almen praksis sidder som ovenfor nævnt med i praksisplanudvalget, der udarbejder praksisplanerne, og det fremgår af lovforslagets 206 a, stk. 2, at der skal ske en høring af de praksis, som arbejder efter overenskomsten, inden praksisplanen udarbejdes eller revideres. Som det også fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, får den enkelte praksis i forbindelse med høringen mulighed for at give udtryk for praksis planer for den kommende periode. 6. PLO kommentar: PLO anfører, at lovforslaget bemyndiger ministeren ( 57 c., stk. 3) til at fastsætte nærmere regler om kodning og datafangst. Dette åbner ifølge PLO mulighed for, at de praktiserende læger på lidt længere sigt pålægges omfattende nyt registreringsarbejde. Det anføres videre, at da almen praksis har knapt 37 mio. patientkontakter årligt, vil selv et lille ekstra tidsforbrug pr. kontakt medføre, at lægerne får mindre tid til at beskæftige sig med patienterne. Der fremgår bl.a. følgende af bemærkningerne til bestemmelsen om kodning og datafangst: [.] Der vil i medfør af den foreslåede bemyndigelse til ministeren blive stillet krav om, at der foretages kodning af henvendelser vedrørende diagnoserne KOL, astma, kroniske muskel- og skeletlidelser, knogleskørhed (osteoporose), hjerte-karsygdomme, cancer, diabetes og ikke-psykotiske psykiske lidelser i lovgivningen svarende til det i overenskomsten aftalte. Der vil desuden blive stillet krav om, at lægen anvender de indikatorsæt i datafangst, der er udviklet for de pågældende diagnoser. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse hæfter sig ved, at parterne bag overenskomsten om almen praksis har tilkendegivet, at man er enige om, at resultaterne af dataindsamling for kodede henvendelser skal danne grundlag for en senere aftale om udvidelse af kodningsforpligtelsen. Det vil således på sigt og efter indstilling fra det faglige selskab kunne blive aktuelt at udvide forpligtelsen til at kode henvendelser til almen praksis til at omfatte andre diagnoser end de i overenskomsten aftalte. For læger, der virker efter overenskomst, jf. 227, stk. 1, vil der skulle indgås en efterfølgende aftale om implementering. [min understregning]. En udvidelse af kodningsforpligtelsen, der binder læger, som arbejder efter overenskomsten, forudsætter således 1) at der skal være en indstilling fra det faglige selskab, og 2) der skal indgås en efterfølgende aftale med lægerne om implementering. 7. PLO kommentar: PLO anfører, at lovforslaget bemyndiger ministeren til at forpligte lægerne til at stille de data, som er tilvejebragt på baggrund af kodning og datafangst, til rådighed for regionerne. Overtrædelse vil være bødebelagt. PLO finder det afgørende, at de data, der indsamles via datafangst, alene skal anvendes til at søge læring for den enkelte læge. PLO anfører, at såfremt data anvendes til kontrolformål, hvor man søger at identificere den enkelte og dårligste læge, viser

16 Side 5 udenlandske erfaringer entydigt, at værdien af data forringes. Dermed forringes mulighederne for kvalitetsudvikling i almen praksis ifølge PLO til skade for hele sundhedsvæsenet. Det anføres videre, at der ingen andre steder i det danske sundhedsvæsen gennemføres kvalitetsmonitorering rettet mod den enkelte læge, og at kvalitetsmonitoreringen på hospitalerne omfatter afdelinger, ikke individer. Det fremgår af bemærkningerne til den foreslåede bemyndigelse i 195, stk. 3, at den vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at de alment praktiserende læger, for så vidt angår de i 57 c, stk. 1, omhandlede henvendelser til almen praksis, skal stille registrerede oplysninger om antallet af patientkontakter til rådighed for regionerne. Oplysningerne vil ikke identificere eller gøre det muligt at identificere den enkelte patient. Denne adgang til data om patientkontakter i almen praksis udgør en grundlæggende forudsætning for generel sundhedsplanlægning og for tilrettelæggelse og kvalitetsudvikling af sammenhængende patientforløb, blandt andet med henblik på at sikre effektiv ressourceudnyttelse og undgå overlappende funktioner. Jeg har på den baggrund tillid til, at de praktiserende lægers kodning fortsat vil ske på baggrund af deres faglige vurdering af henvendelsesårsagerne. Det skal bemærkes, at der med lovforslaget ikke indføres kvalitetshonorering, som jeg forstår det er tilfældet bl.a. i England. Den enkelte læges honorering vil således ikke blive relateret til de indberettede data. 8. PLO kommentar: PLO anfører, at ministeren i 57 c, stk. 2, får bemyndigelse til ensidigt og uden forudgående dialog og aftale med almen praksis - at fastsætte regler om offentliggørelse af oplysninger om den enkelte læge. Af bemærkningerne (s. 20, 2. sp.) fremgår, at det bl.a. vil dreje sig om oplysninger om lægernes efteruddannelse og om obligatoriske patienttilfredshedsundersøgelser. Det fremgår af den gældende overenskomst, at hver praksis mindst hvert 3. år skal gennemføre patienttilfredshedsundersøgelser. Disse undersøgelser er ikke offentligt tilgængelige, og det er heller ikke obligatorisk for lægerne at aflevere resultaterne til det offentlige. Bemyndigelsen vil ikke blive anvendt til at stille krav om, at der gennemføres patienttilfredshedsundersøgelser med et indhold eller en kadence, der fraviger det, der følger af den gældende overenskomst, medmindre der indgås aftale med de praktiserende læger herom. Bestemmelsen sigter alene på, at de undersøgelser, som lægerne allerede gennemfører, bliver offentligt tilgængelige med henblik på, at de kan indgå i forbindelse med borgernes valg af læge. Efter de gældende regler i overenskomsten skal der for hver praksis udarbejdes en såkaldt praksisdeklaration, som offentliggøres på sundhed.dk. Praksisdeklarationerne skal ifølge overenskomsten indeholde oplysninger om bl.a. telefonnummer, eventuel hjemmesideadresse, antallet af læger, køn og alder på lægerne, hvorvidt der er ansat klinikpersonale, om praksis tilbyder elektronisk kommunikation med patienterne, tider for telefonkonsultation, adgangsforhold m.v. Udover ovenstående oplysninger, vil bemyndigelsen blive anvendt til at

17 Side 6 fastsætte krav om, at praksisdeklarationerne skal indeholde oplysninger om efteruddannelse. 9. PLO kommentar: PLO anfører, at ministeren i medfør af en myndighedsbestemmelse vil gøre det muligt for borgerne at vælge en læge udenfor 15/5 km grænsen mod, at borgeren fraskriver sig ret til hjemmebesøg af den valgte læge (s. 21, 1. sp.). Konsekvensen vil ifølge PLO være øget ulighed i sundhed. Når de raske, ressourcestærke borgere vælger læge nær ved arbejdspladsen, får lægen i lokalområdet udhulet sit patientgrundlag og kan blive tvunget til at lukke eller flytte. Det vil betyde, at de ældre og syge som reelt er dem med størst behandlingsbehov får længere til en praktiserende læge. Lægernes forpligtelse i forhold til at aflægge hjemmebesøg udvides ikke med bestemmelsen, men det er korrekt, at lovforslaget udvider borgernes mulighed for at vælge læge udover den gældende 15 km grænse (5 km i hovedstadsområdet). Patienterne fraskriver sig ved valg udover den eksisterende kilometergrænse retten til hjemmebesøg af den valgte læge. Det er min opfattelse, at langt de fleste borgere er tilfredse med den læge, de er tilmeldt. Jeg forventer således ikke, at bestemmelsen vil medføre en masseflugt væk fra den læge, patienterne har tæt på boligen, men for nogle borgere vil den udvidede valgmulighed ud fra den enkelte borgers konkrete livssituation være en attraktiv mulighed. 10. PLO kommentar PLO anfører, at andre aktører efter lovforslaget skal kunne drive almen praksis-klinikker, og at der ingen hindringer er for, at eksempelvis kapitalfonde eller forsikringsselskaber kan komme til at drive lægepraksis. PLO anfører, at ændringen begrundes med, at det er vanskeligt for regionerne i alle egne at løse lægedækningen med alment praktiserende læger, men reglerne er udformet sådan, at en region kan vælge at benytte udbud blandt andre private aktører, selv om der ikke foreligger lægemangel. PLO anfører, at det vil gå udover den kvalitet, der hidtil har været et kendetegn for almen praksis. Det anføres videre, at hidtidige erfaringer med regionsdrevne klinikker viser en hyppig udskiftning i bemandingen og dermed manglende kontinuitet i patientbehandlingen. Hertil kommer, ifølge PLO, at der ikke stilles samme uddannelseskrav til lægerne hos de private aktører som til de alment praktiserende læger. Hvis en privat aktør driver en klinik med flere læger, er det nok at én af disse har en almenmedicinsk speciallægeuddannelse. Efter de gældende regler i sundhedsloven er den altovervejende hovedregel, at regionernes myndighedsansvar for at stille vederlagsfri lægehjælp i almen praksis til rådighed for borgerne i regionen, løftes via aftalen med organisationer af sundhedspersoner, jf. 227, stk. 1 (i praksis PLO). Det er ikke intentionen med lovforslaget, at der skal ændres ved dette. Efter den gældende ordning skal en læge sælge sin praksis/ydernummer til en læge, der ønsker at drive almen praksis på baggrund af ydernummeret. En praktiserende læge, som ønsker at afhænde sit ydernummer, vil som i dag efter forslaget også fremover kunne sælge ydernummeret til en læge, der ønsker at praktisere indenfor overenskomsten. Den enkelte læge, der øn-

18 Side 7 sker at sælge sin praksis, kan således også fremover helt frit vælge at sælge sit ydernummer til en anden læge, der ønsker at overtage det. Med hensyn til kvaliteten i de klinikker, der drives på baggrund af udbud i henhold til 227, stk. 3, eller praksis, som regionsrådet selv etablerer i henhold til 227, stk. 5, fremgår det af bemærkningerne, at Regionsrådet skal sikre både ved udbud af drift af praksis og ved etablering af et midlertidigt tilbud at den sundhedsfaglige virksomhed er i overensstemmelse med god almenmedicinsk praksis, og at der sikres bemanding med en læge med speciallægeuddannelsen i almen medicin. Regionsrådet kan sikre den rette bemanding ved i udbudsmaterialet at betinge sig dette og på midlertidige tilbud, som regionsrådet selv driver, ved at ansætte speciallæger i almen medicin. Med hensyn til kvaliteten i de klinikker, der drives på baggrund af udbud i henhold til lovforslagets 227, stk. 3, eller praksis, som regionsrådet selv etablerer i henhold til 227, stk. 5, fremgår det af bemærkningerne, at: Regionsrådet skal sikre både ved udbud af drift af praksis og ved etablering af et midlertidigt tilbud at den sundhedsfaglige virksomhed er i overensstemmelse med god almenmedicinsk praksis, og at der sikres bemanding med en læge med speciallægeuddannelsen i almen medicin. Regionsrådet kan sikre den rette bemanding ved i udbudsmaterialet at betinge sig dette og på midlertidige tilbud, som regionsrådet selv driver, ved at ansætte speciallæger i almen medicin. Det forudsættes således også, at regionen sikrer sig (i udbudsmaterialet og i de klinikker, som regionen selv driver), at den uddannelsesmæssige baggrund af det personale, som bemander klinikkerne, er sammenlignelig med den standard, som findes i de klinikker, der drives efter overenskomst, jf. 227,stk. 1. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der inden for den gældende ordning er mulighed for, at de enkelte praksis kan have en forskellig ratio i forholdet læge/antal tilmeldte patienter. Afslutningsvist skal bemærkes, at der i de gældende regler om regionsdrevne klinikker i overenskomstregi er en 2-årsgrænse, idet regionen, hvis den har etableret en regionsdrevet klinik, er forpligtet til senest efter 2 år at afsøge muligheden for at erstatte tilbuddet af en løsning på almindelige overenskomstmæssige vilkår, dvs. en klinik, der ejes af en læge, som driver klinikken i henhold til overenskomsten. Med lovforslaget udvides tidshorisonten for de klinikker, som regionerne selv etablerer, idet det bliver muligt for regionen selv at etablere en praksis i en periode på op til 4 år. Dette må alt andet lige antages at etablere et mere stabilt tilbud, end det muligt indenfor den gældende 2-års grænse. 11. PLO kommentar PLO anfører, at lovforslaget indeholder en hjemmel til, at en læge kan eje op til 6 ydernumre (svarende til 6 lægekapaciteter) opkøbt af regionen, og at der altså lægges op til, at én praktiserende læge kan eje og drive 6 klinikker, hvoraf de 5 klinikker er bemandet med en ansat læge. PLO finder, at der vil være betydelig risiko for, at man giver køb på stabilitet og kontinuitet samt svækker

19 Side 8 kvaliteten i patientbehandlingen, da der er risiko for hyppig udskiftning i kredsen af ansatte læger. I forbindelse med den sidste ændring af Overenskomst om almen praksis blev parterne enige om efter nogle i overenskomsten nærmere definerede retningslinjer at åbne op for tidsubegrænset ansættelse af læger i almen praksis. Dvs., at der inden for de gældende rammer er mulighed for, at læger, der ikke ejer praksis - under et ansættelsesforhold - kan behandle de tilmeldte patienter. Dette giver efter min vurdering og vel også overenskomstparternes vurdering - ekstra muligheder for at rekruttere læger, som ikke ønsker at være selvstændigt erhvervsdrivende, til almen praksis, og jeg er ikke betænkelig ved, at klinikker bemandes med ansatte læger, heller ikke de klinikker, som virker på baggrund af de op til 6 ydernumre, som en læge kan eje efter lovforslagets 227, stk PLO kommentar PLO anfører, at regionerne som en nyskabelse skal til at drive forretning med salg af ydernumre ( 227, stk.2), og at det er uklart, hvornår en region skal benytte henholdsvis salg af ydernummer, henholdsvis sædvanlig vederlagsfri tildeling af ydernummer til læger, der ønsker at praktisere efter overenskomsten. Spørgsmålet om evt. salg eller evt. vederlagsfri overdragelse af ydernumre, vil det være op til den enkelte region at afgøre, bl.a. på baggrund af vurdering af markedsværdien, og under iagttagelse af offentligretlige lighedsgrundsætninger m.v. 13. PLO kommentar PLO anfører, at ministeren kan beslutte, at alle bestemmelser i 1 skal have virkning på et tidligere tidspunkt, selv om lovforslaget lægger op til, at 1 først skal gælde fra 1. september 2014, og at ministeren således har mulighed for umiddelbart at ændre vilkårene for drift af almen praksis. Samtidig kan ministeren beslutte, at overenskomsten ikke længere videreføres. Det er derfor ifølge PLO ikke korrekt, når ministeren gentagne gange har udtalt, at man med lovforslaget blot har forlænget nuværende overenskomst et år. Intentionen bag muligheden for fleksibel og trinvis ikrafttræden af lovændringen fremgår af bemærkningerne til ikrafttrædelsesbestemmelsen. Det fremgår således, at bestemmelsen medfører, at parterne får god tid til at indgå en ny overenskomst, der tager højde for de nye reguleringsmæssige rammer, og at bemyndigelsen vil blive anvendt til at sætte hele 1 i kraft senest den 1. september Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at Denne fleksible mulighed for at sætte 1 i kraft vil f.eks. blive anvendt, hvis der mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og organisationer af sundhedspersoner, repræsenterende almen lægehjælp, indgås en overenskomst indenfor de nye reguleringsmæssige rammer, som kan træde i kraft før den 1. september 2014, således at 1 træder i kraft fra det tidspunkt, hvor den nye overenskomst kan have virkning. De elementer i lovforslagets 1, som er nødvendige med henblik på at forberede, at en ny overenskomst kan virke inden for de nye reguleringsmæssige rammer, f.eks. etableringen af praksisplanudvalgene, jf. 204, stk. 2, som affattet ved lovforslagets 1, nr. 7, forudsættes sat i kraft forud for ovenstående elementer.

20 Side 9 Baggrunden for, at den nuværende overenskomst ikke blot er forlænget med et år er, at jeg ikke har villet afskære parterne fra at indgå en ny overenskomst inden for de nye reguleringsmæssige rammer, som kan træde i kraft før den 1. september PLO kommentar Ifølge lovforslaget skal den første praksisplan foreligge den 1. maj Ministeren vil således sætte minimum den del af 1 i kraft før dette tidspunkt. Det vil kunne vanskeliggøre mulige nye forhandlinger mellem PLO og RLTN om indgåelse af en ny overenskomst om almen praksis, hvis der parallelt med overenskomstforhandlingerne gennemføres en tidsmæssigt forceret praksisplanlægning i hele landet. Det fremgår af ikrafttrædelsesbestemmelsen, at loven træder i kraft den 1. september 2013, og at ministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af 1, herunder hvilke bestemmelser der træder i kraft, hvornår, jf. ovenfor. Bestemmelserne om praksisplan og praksisplanudvalg, som fremgår af lovforslagets 1, skal i lyset af, at den første praksisplan skal foreligge den 1. maj 2014, træde i kraft snarest, så kommuner, regioner og læger kan få påbegyndt arbejdet med praksisplanens beskrivelse af den lokale tilrettelæggelse af almen praksis. Og så parterne kender praksisplanernes indhold, som en del af grundlaget for de aftaler, som indgås med de praktiserende læger om vilkårene for de ydelser, som lægerne leverer. 15. PLO kommentar Hvis overenskomsten videreføres i perioden 1. september 2013 til 31. august 2014 vil det økonomiprotokollat, som udløb 31. marts 2013, ved lov blive sat i kraft igen. Lægerne pålægges et økonomiloft af samme størrelse som for perioden 1. april 2012 til 31. marts Det betyder, at fx opgaveflytninger fra sygehusvæsenet til almen praksis og flere gruppe 1-sikrede i perioden frem til den 1. september 2014, skal løses af de praktiserende læger uden, at der følger ressourcer med til at ansætte mere klinikpersonale. Den økonomiske ramme, der var fastsat i økonomiprotokollatet til Overenskomst om almen praksis, udløb den 30. marts 2013, og var begrænset til en fikseret tidsperiode på 2 år. Den økonomiske ramme, der vil være gældende i den periode, hvor den økonomiske ramme fastlægges i loven, skal svare til en forholdsmæssig del af den ramme, som var fastsat i økonomiprotokollatet i henhold til overenskomsten, svarende til den tidsperiode, hvor økonomiprotokollatet skal være gældende efter loven. Det skal bemærkes, at der var aftalt en reguleringsmekanisme i det økonomiprotokollat, der var enighed om imellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og PLO, og som med lovforslaget skal være gældende, indtil der er indgået en ny aftale. Det fremgår således, at der i helt særlige tilfælde mellem de centrale parter kan aftales en korrektion af rammen. Det kan eksempelvis skyldes ekstraordinær sygelighed og større strukturelle ændringer samt ændringer som følge af lovgivning.

21 Side PLO kommentar PLO anfører, at ministeren med den nye formulering af 229 får udvidede beføjelser til under en eventuel overenskomstløs periode at fastlægge vilkårene for udbetaling af ydelser, således at det alene bliver de praktiserende sundhedspersoner, der kommer til at bære de økonomiske konsekvenser af en konflikt. Hermed forskydes den hidtidige balance mellem aftaleparterne på praksisområdet, og man fjerner i realiteten den frie aftaleret, bl.a. for PLO. Med bestemmelsen justeres den eksisterende bestemmelse i sundhedslovens 229, der bemyndiger ministeren til at fastætte nærmere regler om vilkårene for regionernes og kommunernes tilskud i en overenskomstløs periode. Ministeren bemyndiges bl.a. til i en overenskomstløs periode - at fastsætte regler for den samlede økonomiske ramme for ydelserne på det berørte overenskomstområde, samt fastsætte regler om eventuel modregning eller tilbagebetaling ved overskridelse af denne ramme. Det forudsættes, at ministeren ved fastsættelsen af sådanne regler lægger sig op ad regler, som var gældende før den overenskomstløse periode indtrådte, eller at det på anden vis sikres, at de økonomiske rammevilkår på det pågældende praksisområde i væsentlig grad svarer til de vilkår, som hidtil har været gældende. Dermed er jeg ikke enig i PLO s vurdering af, at de økonomiske konsekvenser i en overenskomstløs alene bæres af sundhedspersonerne. 17. PLO kommentar PLO anfører, at det er uklart, hvad samarbejdsudvalgenes fremtidige rolle bliver, og om regionerne tildeles en ensidig kompetence til at sanktionere. PLO anfører, at det fremgår af lovbemærkningerne (s. 12), at samarbejdsudvalgene forventes fastholdt som en del af en ny overenskomst. Det indebærer f.eks. også, at overenskomstens system for håndtering af sager vedrørende enkeltlæger, skal håndteres inden for rammerne af det system, som overenskomsten foreskriver på de punkter, der er omfattet af overenskomsten. Formuleringerne kan læses sådan, at klagesager, højestegrænsesager og sager om tilbagebetaling m.v. fortsat skal behandles i samarbejdssystemet. Samtidig anføres det dog på side 19, at regionen har forpligtelse til effektivt at kontrollere og sanktionere, hvis de ydere i praksissektoren, som leverer ydelser til regionerne, ikke leverer de aftalte opgaver til den aftalte tid. Derved synes lovforslaget at tillægge den ene kontraktpart regionen en diskretionær kompetence til at afgøre, hvornår den anden kontraktpart lægen har overtrådt kontrakten og derefter sanktionere overtrædelsen. Det fremgår af bemærkningerne, at samarbejdsudvalgene fortsat vil være forum for drøftelser og dialog vedrørende almen praksis og udviklingen i almen praksis, ligesom samarbejdsudvalget fortsat vil være et forum vedrørende de spørgsmål, som er reguleret i overenskomsten. Dette indebærer f.eks. også, at sager vedrørende enkeltlæger skal håndteres indenfor rammerne af det system, som overenskomsten foreskriver på de punkter, der er omfattet af overenskomsten. Den endelige beslutningskompetence vedrørende spørgsmål, der er reguleret i loven, tilfalder således den myndighedsansvarlige region, hvorimod afgørel-

22 Side 11 ser i relation til spørgsmål, der er reguleret indenfor det aftalebaserede system, afgøres inden for dette system (samarbejdsudvalg, landssamarbejdsudvalg og opmand). Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

23 L 227 endeligt svar på spørgsmål 11 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 11 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 11: Ministeren bedes kommentere henvendelse af 5. juni 2013 fra Gunver Lillevang, Roskilde, jf. L bilag 13. Jeg kan i det hele henvise til min besvarelse af spørgsmål 10 (L 227), og vil her alene særskilt kommentere et par af de problemstillinger, som borgeren, der er alment praktiserende læge, herudover rejser: Det anføres bl.a. i henvendelsen, at lægerne af hensyn til deres mulighed for lægefaglig og driftsmæssig forsvarlig drift af lægepraksis har brug for en sikkerhed for, at de ikke uden forhandlinger kan pålægges nye opgaver, en større mængde opgaver eller en udvidelse af omfanget af eksisterende opgave, og at der ikke, hverken via sundhedsaftaler eller andet, må kunne ændres i lægernes forpligtelser, uden at lægerne indgår i ligeværdig forhandling herom. Den foreslåede bestemmelse i 57 b, stk. 2, vedrørende lægernes pligt til at følge sundhedsaftaler, har følgende ordlyd: Stk. 2. Alment praktiserende læger, der behandler gruppe 1-sikrede personer, jf. 60, stk. 1, er forpligtede til at udøve deres virksomhed i overensstemmelse med de sundhedsaftaler, der er indgået imellem regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen, jf. 205, herunder følge forløbsprogrammer m.v. I bemærkningerne til bestemmelsen anføres bl.a.: De opgaver, som beskrives f.eks. i et forløbsprogram, og som dermed er rammen om de praktiserende lægers forpligtelse, vil for de læger, som virker inden for overenskomsten, jf. 227, stk. 1, skulle følges op af en underliggende aftale om vilkårene for at følge denne forpligtelse. Bemærkningerne om, at der for de læger, som virker inden for overenskomsten, vil skulle følges op med en underliggende aftale om vilkårene for at følge denne forpligtelse, er ikke begrænset til de opgaver, som beskrives i et forløbsprogram, men vil gælde for alle de opgaver, som følger af sundhedsaftaler.

24 Side 2 I henvendelsen fra borgeren anføres desuden, at lovforslaget lægger op til at videreføre en økonomi som i den seneste overenskomst, dog med et 0-loft. Lovforslaget regulerer ikke den økonomiske ramme for almen praksis, udover i overgangsperioden frem til senest den 1. september Økonomien i forbindelse med fremtidige overenskomster vil også inden for de nye reguleringsmæssige rammer være en del af aftalekomplekset imellem parterne. Med lovforslaget videreføres den eksisterende overenskomst til senest den 1. september 2014 med henblik på, at parterne får god tid at indgå en ny aftale. Tilsvarende vil det økonomiprotokollat, som parterne aftalte i forbindelse med den sidste fornyelse af overenskomsten, gælde, indtil der er indgået en ny aftale imellem parterne, dog senest den 1. september Det skal bemærkes, at der var aftalt en reguleringsmekanisme i det økonomiprotokollat, der var enighed om imellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og PLO, og som med lovforslaget skal være gældende, indtil der er indgået en ny aftale. Det fremgår således, at der i helt særlige tilfælde mellem de centrale parter kan aftales en korrektion af rammen. Det kan eksempelvis skyldes ekstraordinær sygelighed og større strukturelle ændringer samt ændringer som følge af lovgivning. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

25 L 227 endeligt svar på spørgsmål 12 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 12 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 12: Vil ministeren give konkrete eksempler på, hvor de praktiserende lægers indflydelse på praksisudviklingsplanen har givet negative virkninger? Spørgsmålet er identisk med SUU spørgsmål nr. 638 alm. del, hvorfor jeg vil gengive min besvarelse af denne. Jeg har bedt Danske Regioner om bidrag til besvarelsen af spørgsmålet. Danske Regioner har oplyst følgende: Ordningen med, at Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har vetoret over praksisplanlægningen i de regionale samarbejdsudvalg, skaber vanskeligheder for regionernes og kommunernes mulighed for at tilrettelægge et sammenhængende offentligt sundhedstilbud med patientens behov i centrum, og udgør en barriere for at opnå mest mulig sundhed for pengene. PLO s primære opgave som brancheorganisation for de selvstændigt praktiserende læger og klinikejere er at varetage medlemmernes interesser, herunder de økonomiske interesser. Det indebærer, at når der træffes afgørelser om praksisplanlægning i de regionale samarbejdsudvalg, kommer lægernes behov i centrum. Regionerne har til opgave at varetage patienternes interesser og hensyn til den overordnede sundhedsplanlægning i samarbejde med kommunerne, sådan som regionens forpligtelser er beskrevet i sundhedsloven. Det giver en indbygget interessemodsætning. Regionerne har gennem de seneste år i en række situationer oplevet, at løsninger, som regionen har fundet nødvendige for at sikre lægedækning, kvalitet og sammenhæng på tværs af sektorer, er blevet forsinket eller blokeret på grund af kravet om enighed i de regionale samarbejdsudvalg. Der er også en række eksempler på, at det er lykkedes at nå til enighed, men at den endelige løsningsmodel i regionens øjne er blevet dyrere eller ringere for patienterne end den mest ideelle løsning.

26 Side 2 Konkret kan det eksempelvis dreje sig om et lokalområde med lægemangel, hvor regionen har vurderet, at problemet mest hensigtsmæssigt kunne løses ved at give en praktiserende læge tilladelse til at etablere en satellitpraksis, tildele et ydernummer på licens eller ansætte en speciallæge i almen medicin til at arbejde som praktiserende læge. Det har ifølge Region Midtjylland eksempelvis været situationen i Lemvig. En anden typisk situation er, hvor regionen - eventuelt i samarbejde med kommunen - har etableret et sundheds- og akuthus som led i den samlede sundhedsplanlægning, og hvor man har ønsket at få sikkerhed for, at sundhedshuset vil være bemandet med praktiserende læger. Det har ifølge Region Syddanmark eksempelvis været en udfordring i Bogense, hvor lægerne i området ikke har vist særlig interesse for at flytte ind i sundhedshuset. Endelig er der også eksempler på, at regionen ikke har kunnet komme igennem med at realisere politiske ønsker til praksisplanlægningen, eksempelvis i Region Hovedstaden, der ønsker at styrke handicaptilgængelighed. Regionen har i flere tilfælde måttet opgive at komme igennem med sit oplæg til selve praksisplanen, både i Region Sjælland og i Region Midtjylland. Det er i praksis et begrænset antal sager om praksisplanlægning, som rent faktisk kommer til afstemning i samarbejdsudvalgene, men falder på uenighed mellem medlemmerne. Det skyldes, at administrationen sagsbehandling og forberedelse af møderne finder sted under den præmis, at der kun kan skabes løsninger, hvis der er enighed. Det vil derfor i dag være spildtid at udarbejde løsninger, som det på forhånd kan forventes vil blive vetoet. I sager, hvor man kan være usikker på dette, sker afklaring ofte på sekretariatsplan, dvs. inden den overhovedet kommer i udvalget. Det er regionernes oplevelse, at lægernes repræsentanter i det nuværende system generelt ikke ser det som deres ansvar og opgave på medlemmernes vegne at vedtage ændringer, der kan være til ulempe, indebære meromkostninger for nogle af medlemmerne, eller begrænser den enkelte selvstændige klinikejers frihedsgrader, f.eks. i forhold til at sikre bedre kvalitet, øget tilgængelighed, eller obligatoriske, indholdsmæssige krav til de praktiserende lægers tilbud til patienterne. Det kan eksempelvis resultere i, at samarbejdsudvalget indgår en honoreringsaftale om opfølgende hjemmebesøg efter sygehusindlæggelse, men lægerne stiller som betingelse for at godkende aftalen, at det bliver frivilligt for den enkelte læge at udføre opgaven. Opgaveløsningen i almen praksis indgår også som en vigtig del af praksisplanlægningen med henblik på at realisere regionens samlede sundhedsplanlægning. Flere regioner har problemer med at implementere forløbsprogrammer fx for demens, fordi lægerne kræver ekstra honorar som betingelse for at deltage, selvom regionen vurderer, at der er tale op arbejdsopgaver, som lægerne løser og bliver betalt for i forvejen.

27 Side 3 Som det fremgår, så oplever regionerne altså udfordringer i forhold til planlægningen af almen praksis. Med lovforslaget er der givet en ny lovgivningsmæssig ramme, der vil bidrage til en mere effektiv og fleksibel planlægning, hvor regionerne i samarbejde med de praktiserende læger og kommunerne får bedre muligheder for at opfylde det myndighedsansvar, regionerne har. Det skal her understreges, at økonomien fortsat skal aftales mellem parterne, som det også sker i dag, og at regionerne ikke vil kunne tvinge lægerne til at flytte praksis. Samlet vil lovforslagets indhold altså bidrage til en mere dynamisk almen praksis i Danmark, som følger med sundhedsvæsenets udvikling, og hvis rolle i sundhedsvæsenet samtidig styrkes. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

28 L 227 endeligt svar på spørgsmål 13 Dato: 12. juni 2013 Enhed: Primsund Sagsbeh.: seb Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 13 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 13: Ministeren oplyste i Deadline den 3. maj 2013, at der kan realiseres produktivitetsgevinster i almen praksis svarende til 2 pct. Ministeren bedes konkretisere sine udtalelser. Spørgsmålet er næsten identisk med SUU spørgsmål nr. 649 alm. del, hvorfor jeg vil gengive min besvarelse af denne. Indledningsvist vil jeg gerne slå fast, at spørgsmålet omkring økonomi og produktivitetsgevinster er et spørgsmål, som er diskuteret og formentlig vil blive diskuteret ved overenskomstdrøftelserne mellem PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn. Det er altså ikke et spørgsmål, som lovforslaget om ændring af sundhedsloven forholder sig til. Jeg har derfor bedt Danske Regioner om et bidrag til besvarelsen af spørgsmålet. Danske Regioner har oplyst følgende: Rigsrevisionen skriver i sin Beretning om aktiviteter og udgifter i praksissektoren (august 2012) Der er generelt ikke foretaget en justering af honorarsatserne i takt med produktivitetsudviklingen og tilrettelæggelse af en mere rationel drift i praksissektoren. Dermed adskiller praksissektoren sig fra sygehusene, som gennem en årrække har skullet sikre en produktivitetsfremgang inden for det givne budget. Det er generelt også sådan, at eventuelle produktivitetsgevinster, der opstår som følge af ny teknolog og faldende enhedsomkostninger, heller ikke medregnes ved fastsættelse af honorarerne. Alle produktivitetsgevinster er typisk tilfaldet yderne. Det er i et vist omfang blevet udbredt at lade medhjælp i praksis udføre og foretage forskellige undersøgelser, prøver mv. I honorarsystemet bliver der dog ikke skelnet mellem, hvilke faggrupper der udfører ydelsen. Det medfører, at

29 Side 2 den økonomiske gevinst, der følger af at lade arbejdskraft til lavere omkostninger udføre opgaverne, tilfalder yderne. På den bagrund har Statsrevisorerne følgende bemærkning til Rigsrevisionens beretning. Udgifterne til det offentlige sundhedsvæsen har i mange år været under pres, og derfor er det fx ikke tilfredsstillende, at produktivitetsfremgang i praksissektoren som følge af ny teknologi, mere effektive arbejdsprocesser og brug af hjælpepersonale ikke fører til fald i honorarsatserne. Allerede i november 2008 skrev Praksiskommissionen i sin rapport Almen praksis rolle i fremtidens sundhedsvæsen Et fravær af et krav om produktivitetsforbedringer overfor praktiserende læger vil alt andet lige medføre, at almen praksis bliver relativt dyrere i forhold til sygehusvæsenet. Dertil kommer, at almen praksis ydelser er offentligt finansieret. Den nuværende honorarstruktur og fraværet af produktivitetskrav indebærer, at gevinsten fra stigninger i produktiviteten overvæltes i de praktiserende lægers indtjening, mens det offentlige som køber ikke får del i gevinsten. Det er derfor naturligt at stille samme produktivitetskrav til almen praksis. Der er foretaget flere studier som viser at særligt bedre anvendelse af personale i almen praksis kan føre til mere effektiv drift og bedre produktivitet i almen praksis. I DSI rapporten Effektiv organisering af almen praksis fra (august 2008) redegøres der for at der i både England og Holland er der mere praksispersonale og at personalet har flere opgaver end hos danske alement praktiserende læger. DSI følger siden dette op i rapporten om Kapacitet i fremtidens almen praksis (marts 2010), hvor de blandt andet skriver: De lægehuse, der bedst udnytter deres stordriftsfordele, er de, hvor der er funktionsopdelt personale, uddelegering samt en formel ledelsesstruktur og organisation. Samlet set er konklusionen, at der er stordriftsfordele i almen praksis, men at det kræver ledelse og meget arbejde at realisere fordelene ved et stort lægehus. Derudover bemærker DSI at flere studier indikerer: at praksispersonale kan frigive lægelig tid, men kun hvis praksispersonalet løser opgaverne selvstændigt og med minimal indblanding fra lægen. Stram styring og koordinering af brugen af praksispersonale til klinisk arbejde er derfor nøglen til at øge kapaciteten i almen praksis. Og at: Der helt klart er mulighed for stordriftsfordele, men også at det er meget forskelligt, i hvilket omfang de enkelte praksis realiserer disse. Forskningsenheden for Almen Praksis og Afdelingen for Almen Medicin Aarhus Universitet har i den såkaldte KOS rapport om kontakt- og sygdomsmøn-

30 Side 3 steret i almen praksis i 2008 (publiceret november 2010) bemærket, at i 16 procent af de undersøgte konsultationer svarede lægerne at konsultationen kunne have været foretaget af en konsultationssygeplejerske. Derudover har de fundet at blodprøvetagning, vaccinationer, livsstilssamtaler og spirometri varetages helt eller delvist af personale i 88 procent af alle praksis. Det frem går ligeledes, at de fleste profylaktiske opgaver som f.eks. p pillekontrol og børneundersøgelse, foretages af personale hos under 20 procent af lægerne. Der er således potentiale for yderligere produktivitetsgevinster i almen praksis Deloitte konkludere dog i deres studie Tilrettelæggelse af flerlægepraksisser (september 2008) at: Det forudsætter samtidig en bevidst tilrettelæggelse af patientforløb, arbejdsdeling og arbejdsgange i praksis, hvis det for alvor skal være afsætte for, at de samme lægelige ressourcer skal kunne håndtere et større antal borgere. Herudover ser Danske Regioner et betydeligt potentiale i forhold til at realisere produktivitetsgevinster i de enkelte behandlingsforløb i almen praksis. Det kan f.eks. ske ved i højere grad at behandle flere problemer på samme konsultation, bruge og telefon i stedet for fremmøde hvor det er relevant, og i det hele taget have mere fokus på det samlede ressourceforbrug (både hos lægen og hos patienten) i forhold til hvert enkelt behandlingsforløb. Det er således i høj grad op til lægerne selv om de potentielle produktivitetsgevinster skal indhentes eller ej. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

31 L 227 endeligt svar på spørgsmål 14 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 14 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 14: Ministeren oplyste i Deadline den 3. maj 2013, at almen praksis skal løse flere opgaver i de kommende år. Samtidig udtalte ministeren: Nye opgaver til almen praksis skal følges af nye penge. Hvordan vil ministeren sikre, at der følger nye penge med, hvis der pålægges almen praksis nye opgaver i perioden frem til den 1. september 2014? Det foreslås i lovforslagets 4, at de vilkår for lægehjælp i almen praksis, som i dag fremgår af Overenskomst om almen praksis, herunder de gældende honorarer med aftalte reguleringer, varsler og Profylakseaftalen, videreføres uændret, indtil overenskomstens parter har indgået en ny aftale inden for de nye reguleringsmæssige rammer, dog senest den 1. september Tilsvarende følger det af overgangsbestemmelsen, at den økonomiske ramme m.v., som fremgik af det økonomiprotokollat, som parterne blev enige om i forbindelse med den sidste fornyelse af overenskomsten, skal være gældende i perioden fra lovens ikrafttræden den 1. september 2013, indtil der er indgået en ny aftale, dog senest den 1. september Det skal bemærkes, at der var aftalt en reguleringsmekanisme i det økonomiprotokollat, der var enighed om imellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og PLO, og som nu med lovforslaget skal være gældende, indtil der er indgået en ny aftale. Det fremgår dog, at der i helt særlige tilfælde mellem de centrale parter kan aftales en korrektion af rammen. Det kan eksempelvis skyldes ekstraordinær sygelighed og større strukturelle ændringer samt ændringer som følge af lovgivning. Afslutningsvist skal bemærkes, at parterne selv har indflydelse på, hvor lang tid den nævnte økonomiske ramme skal være gældende, idet den bortfalder, før den 1. september 2014, hvis en ny aftale imellem parterne træder i kraft før dette tidspunkt.

32 Side 2 Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

33 L 227 endeligt svar på spørgsmål 15 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 15 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 15: Mener ministeren (jf. Deadline den 3. maj 2013), at de praktiserende læger skal tilføres flere ressourcer, såfremt nye kliniske retningslinjer, forløbsprogrammer og opgaveudlægninger fra sygehusene skaber merarbejde i almen praksis? Økonomien i forbindelse med fremtidige overenskomster inden for de nye reguleringsmæssige rammer vil også fremover være en del af aftalekomplekset imellem parterne. Parterne vil i den forbindelse skulle vurdere den samlede opgavevaretagelse i almen praksis, herunder evt. nye opgaver, som skal varetages, og opgaver, som evt. ikke skal løses længere eller skal løses andetsteds. Parterne vil herefter skulle nå til enighed om, hvilken honorering der skal følge med den aktuelle opgavevaretagelse. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

34 L 227 endeligt svar på spørgsmål 16 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 16 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 16: I Deadline den 3. maj 2013 udtalte ministeren, at lægernes vetoret blokerer for lægedækningen rundt omkring i landet. Kan ministeren give konkrete eksempler på, at PLO har blokeret for løsninger på lægedækningsproblemer? Jeg kan som svar på spørgsmålet henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 12 (L 227). Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

35 L 227 endeligt svar på spørgsmål 17 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 17 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 17: Ifølge lovforslaget skal private aktører fremover have mulighed for at drive almenepraksis-klinikker. Hvordan vil ministeren sikre, at kontinuiteten og kvaliteten i almen praksis kan opretholdes, når private aktører fremover kan drive praksisklinikker? Med hensyn til kvaliteten i de klinikker, der drives på baggrund af udbud i henhold til lovforslagets 227, stk. 3, eller praksis, som regionsrådet selv etablerer i henhold til 227, stk. 5, fremgår det af bemærkningerne, at: Regionsrådet skal sikre både ved udbud af drift af praksis og ved etablering af et midlertidigt tilbud at den sundhedsfaglige virksomhed er i overensstemmelse med god almenmedicinsk praksis, og at der sikres bemanding med en læge med speciallægeuddannelsen i almen medicin. Regionsrådet kan sikre den rette bemanding ved i udbudsmaterialet at betinge sig dette og på midlertidige tilbud, som regionsrådet selv driver, ved at ansætte speciallæger i almen medicin. Det forudsættes således, at regionen sikrer sig (i udbudsmaterialet og i de klinikker, som regionen selv driver), at den uddannelsesmæssige baggrund af det personale, som bemander klinikkerne, er sammenlignelig med den standard, som findes i de klinikker, der drives efter overenskomst, jf. 227,stk. 1. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der inden for den gældende ordning er mulighed for, at de enkelte praksis kan have en forskellig ratio i forholdet læge/antal tilmeldte patienter. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

36 L 227 endeligt svar på spørgsmål 18 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 18 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 18: Kan ministeren give eksempler på private aktører, som kan byde på praksisdrift af ubesatte ydernumre (jf. 227)? Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at regionsrådet ved udbud af drift af praksis skal sikre, at vinderen af udbud ikke driver eller er knyttet til en virksomhed, der har tilladelse efter 7, stk. 1 eller 39, stk. 1, i lov om lægemidler. Herved sikres det, at lægemiddelvirksomheder ikke kan drive klinikker, der leverer almen medicinske ydelser. Dette svarer til det gældende princip i apotekerlovens 3, stk. 2, hvorefter den, der udøver læge- eller tandlægevirksomhed, som udgangspunkt ikke må drive eller være knyttet til en lægemiddelvirksomhed. Lovforslaget indeholder ikke herudover en regulering af hvilke private aktører, som kan byde ind på praksisdrift, jf. lovforslagets 227,stk. 3, men det fremgår tydeligt af bemærkningerne til lovforslaget, at regionsrådet både ved udbud af drift af praksis og ved etablering af et midlertidigt tilbud skal sikre, at den sundhedsfaglige virksomhed er i overensstemmelse med god almenmedicinsk praksis, og at der sikres bemanding med en læge med speciallægeuddannelsen i almen medicin. Regionsrådet kan sikre den rette bemanding ved i udbudsmaterialet at betinge sig dette, og på midlertidige tilbud, som regionsrådet selv driver, ved at ansætte speciallæger i almen medicin. Det forudsættes, at regionen sikrer sig (i udbudsmaterialet og i de klinikker, som regionen selv driver), at bemandingen med speciallæger i almen medicin er sammenlignelig med bemandingen i de praksis, som drives efter overenskomst, jf. 227,stk. 1. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

37 L 227 endeligt svar på spørgsmål 19 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 19 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 19: PLO har på baggrund af lovforslaget opfordret sine medlemmer til at afgive deres ydernumre med virkning fra den 1. september Hvordan vil ministeren sikre, at dette ikke udløser betaling for lægebesøg? Jeg skal indledningsvist bemærke, at vedtagelsen af lovforslaget vil indebære, at Overenskomst om almen praksis fortsat finder anvendelse, indtil der er indgået en ny overenskomst inden for de nye reguleringsmæssige rammer, der lægges op til i udkastet til lovforslaget, dog senest den 1. september Det indebærer, at den enkelte læges rettigheder og pligter i henhold til overenskomsten ved lov - videreføres fuldstændig uændret i forlængelsesperioden. Det gælder også overenskomstens regler om praksisophør, som betyder, at en læge, der agter at ophøre med praksis, uden der er udsigt til at praksis overtages af en anden læge, har pligt til at varsle dette over for regionen 6 måneder før ophørsdatoen. 3 måneder inden den varslede ophørsdato skal lægen endeligt meddele regionen, om han/hun ophører. Jeg kan oplyse, at ministeriet på baggrund af, at PLO havde stillet spørgsmålstegn ved de gældende opsigelsesvarsler, har bedt Kammeradvokaten vurdere spørgsmålet. Kammeradvokaten konkluderer bl.a. følgende: Overenskomsten og herunder de alment praktiserende lægers varslingspligter efter 19 og 20 er gældende i regionernes opsigelsesperiode frem til den l. september 2013 og vil efter lovforslagets vedtagelse også være gældende efter den l. september Det betyder, at den enkelte alment praktiserende læge vil handle i strid med overenskomsten og hermed den lovbestemte ordning, hvis vedkommende ophører med at drive praksis (nedlægger sin praksis) eller ikke kan besætte en ledig lægekapacitet i en klinik uden at iagttage et 6 måneders varsel over for regionen, jf. overenskomstens 19 og 20. De enkelte alment praktiserende lægers og Praktiserende Lægers Organisations overtrædelse af overenskomsten skal fortsat sanktioneres efter overenskomstens bestemmelser, herunder om bod og udelukkelse fra at praktisere efter overenskomsten.. /. Jeg vedlægger til udvalgets orientering Kammeradvokatens brev af 31. maj 2013 til ministeriet.

38 Side 2. /. Jeg kan endvidere oplyse, at ministeriet ved brev af 11. juni 2013 (vedlagt til udvalgets orientering) har informeret Praktiserende Lægers Organisation om ovenstående, og anmodet om, at organisationen videresender brevet til organisationens medlemmer med henblik på, at medlemmerne bliver orienteret om retstilstanden vedrørende opsigelse. Lovforslaget er som bekendt på baggrund af PLO s høringssvar m.v. blevet justeret og ændret med henblik på at imødekomme en række af de bekymringer, som PLO gav udtryk for i forbindelse med det udkast til lovforslag, som blev sendt i høring.. Jeg forventer og håber på ovenstående baggrund, at de praktiserende læger ikke længere overvejer at ophøre med at levere ydelser betalt af det offentlige. Hvis et større antal af lægerne hvad jeg som nævnt altså ikke forventer alligevel vælger at opsige ydernummeret, vil regioner og kommuner stille et beredskab til rådighed, der sikrer patienterne vederlagsfri lægehjælp. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

39 L 227 endeligt svar på spørgsmål 20 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 20 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 20: Ministeren har i flere sammenhænge begrundet lovforslaget med ønsket om, at der skal skabes bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet. I Deadline den 3. maj udtalte ministeren, at sygehusene giver de praktiserende læger rettidige informationer, når patienterne udskrives, men at den dårlige sammenhæng skyldes de praktiserende læger. Men den nye Landspatienttilfredshedsundersøgelse viser, at mere end hver 10. patient oplever, at sygehuset ikke har orienteret egen læge tilstrækkeligt i forbindelse med udskrivningen. Hvordan stemmer dette overens med ministerens udtalelser om, at manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet skyldes almen praksis? Spørgsmålet er næsten identisk med SUU spørgsmål nr. 647 alm. del, hvorfor jeg vil gengive min besvarelse heraf. Jeg vil gerne starte med at bemærke, at jeg ikke har sagt, at sygehusene altid giver rettidig information. Og jeg har heller aldrig sagt, at manglende sammenhæng i sundhedsvæsenet er almen praksis skyld eller at almen praksis forårsager manglende sammenhæng. Tværtimod, så fungerer almen praksis i Danmark - som jeg har sagt flere gange - i store træk rigtigt godt. Det er også en af årsagerne til, at jeg og regeringen ikke ønsker at ændre grundlæggende på almen praksis i Danmark. Faktisk ønsker vi at styrke almen praksis rolle i sundhedsvæsenet og at sikre, at de praktiserende læger, som tovholder for deres patienter, kan bidrage til en endnu bedre sammenhæng i behandlingen af patienterne. Derfor indeholder vores forslag til ændring af sundhedsloven også en række elementer, som samlet kan styrke sammenhængen i sundhedsvæsenet og som understreger almen praksis centrale rolle i sundhedsvæsenet. F.eks. kommer det nu til at fremgå af sundhedsloven, at lægerne skal kende og følge når det fagligt begrundet i forhold til den enkelte patient - retningslinjer og sundhedsaftaler mv. Retningslinjer, aftaler og pakker er med til at sikre sammenhæng for patientens forløb. Og med til at sikre, at de sundhedsper-

40 Side 2 soner, som er involveret i en patients behandlingsforløb, kommunikerer med hinanden. Sundhedsaftaler og forløbsprogrammer aftales i dag i de regionale sundhedskoordinationsudvalg. Her er regionen, kommunerne og lægerne repræsenteret. I hver kommune er der i dag nedsat et kommunalt-lægeligt udvalg, der behandler emner, der skal styrke samarbejdet mellem kommunen og de praktiserende læger. Og med det fremsatte lovforslag nedsættes i hver region et udvalg, som skal udarbejde en praksisplan, der bl.a. beskriver almen praksis opgaver i et sammenhængende sundhedsvæsen. Her deltager udover regionen og kommunen også lægerne. Sammenhæng og kommunikation mellem sygehus, læge og kommune er således et hovedformål med vores lovforslag. Og med lovforslaget inddrager vi også patienter og pårørende i planlægningen af sundhedsområdet gennem oprettelse af et patientinddragelsesudvalg i hver region. Formålet med disse udvalg er at sikre fokus på de udfordringer og muligheder, som patienterne og de pårørende oplever. Og det omfatter jo også som tilfredshedsundersøgelserne viser - sammenhæng i behandlingen. Det er derfor et element i lovforslaget, som jeg er rigtig glad for vi har fået ind først og fremmest for patienternes skyld men også for det sammenhængende sundhedsvæsens skyld. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

41 L 227 endeligt svar på spørgsmål 21 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 21 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 21: I lovforslaget fremgår det, at de praktiserende læger har aftaleret i relation til opgaver, som er defineret i praksisplanen. Men det fremgår ikke klart, om de praktiserende læger også har aftaleret i relation til alle opgaver, der følger af sundhedsaftalerne. Skal man forstå lovforslaget således, at den aftaleret, som de praktiserende læger tillægges i lovforslaget, svarer til den aftaleret, som de praktiserende læger har i relation til 2 i overenskomst om almen praksis? Den foreslåede bestemmelse i 57 b, stk. 2, vedrørende lægernes pligt til at følge sundhedsaftaler, har følgende ordlyd: Stk. 2. Alment praktiserende læger, der behandler gruppe 1-sikrede personer, jf. 60, stk. 1, er forpligtede til at udøve deres virksomhed i overensstemmelse med de sundhedsaftaler, der er indgået imellem regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen, jf. 205, herunder følge forløbsprogrammer m.v. I bemærkningerne til bestemmelsen anføres bl.a.: De opgaver, som beskrives f.eks. i et forløbsprogram, og som dermed er rammen om de praktiserende lægers forpligtelse, vil for de læger, som virker inden for overenskomsten, jf. 227, stk. 1, skulle følges op af en underliggende aftale om vilkårene for at følge denne forpligtelse. Bemærkningerne om, at der for de læger, som virker inden for overenskomsten, vil skulle følges op med en underliggende aftale om vilkårene for at følge denne forpligtelse, er ikke begrænset til de opgaver, som beskrives i et forløbsprogram, men vil gælde for alle de opgaver, som følger af sundhedsaftaler. Den nugældende overenskomsts 2 har hidtil bl.a. været anvendt til at indgå lokale aftaler om ydelser, som de praktiserende læger f.eks. i overensstemmelse med en sundhedsaftale skulle levere. Om denne bestemmelse videreføres i samme form i den kommende overenskomst, er det op til parterne at aftale.

42 Astrid Krag / Sven Erik Bukholt Side 2

43 L 227 endeligt svar på spørgsmål 22 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 22 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)) Spørgsmål nr. 22: I følge lovforslaget kan regionsrådet ensidigt beslutte placering af en ny lægepraksis. Overenskomsten om almen praksis indeholder i dag et værn imod, at regionsrådet beslutter en placering som på urimelig måde kan underminere driftsgrundlaget for en eksisterende nabopraksis. Det er med til at sikre, at lægerne investerer i deres praksis. Hvordan forestiller ministeren sig, at der fremover skal gives lægerne den nødvendige beskyttelse mod praksisplaner, der påfører dem driftsøkonomisk tab? Praksisplanerne bliver et centralt samarbejds- og planlægningsværktøj imellem region, kommune og almen praksis, som bl.a. skal beskrive overvejelser om kapacitet og fysisk placering af ydernumre. Almen praksis sidder med i praksisplanudvalget, der udarbejder praksisplanerne, og det fremgår af lovforslagets 206 a, stk. 2, at der skal ske en høring af de praksis, som arbejder efter overenskomsten, inden praksisplanen udarbejdes eller revideres. Som det også fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, får den enkelte praksis i forbindelse med høringen mulighed for at give udtryk for praksis planer for den kommende periode. Hertil kommer, at regionerne i forbindelse med praksisplanlægningen og evt. oprettelse af nye praksis vil skulle tage højde for kapacitets- og udgiftsstyringen på området. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt

44 L 227 endeligt svar på spørgsmål 23 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 23 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 23: I følge lovforslaget får ministeren bemyndigelse til at fastsætte regler for de praktiserende lægers kodning af henvendelser. Det anføres i bemærkningerne, at det på sigt vil kunne blive aktuelt at udvide forpligtelsen til at kode henvendelser til almen praksis til at omfatte andre typer diagnoser end de nuværende forpligtelser. Kan ministeren med bemyndigelsen selv udvide omfanget af forpligtelsen til kodning, eller kan udvidede kodningsforpligtelser kun ske efter aftale mellem overenskomstens parter (bemærkningerne side 20, 2. spalte)? Der fremgår bl.a. følgende af bemærkningerne til bestemmelsen om kodning og datafangst: [.] Der vil i medfør af den foreslåede bemyndigelse til ministeren blive stillet krav om, at der foretages kodning af henvendelser vedrørende diagnoserne KOL, astma, kroniske muskel- og skeletlidelser, knogleskørhed (osteoporose), hjerte-karsygdomme, cancer, diabetes og ikke-psykotiske psykiske lidelser i lovgivningen svarende til det i overenskomsten aftalte. Der vil desuden blive stillet krav om, at lægen anvender de indikatorsæt i datafangst, der er udviklet for de pågældende diagnoser. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse hæfter sig ved, at parterne bag overenskomsten om almen praksis har tilkendegivet, at man er enige om, at resultaterne af dataindsamling for kodede henvendelser skal danne grundlag for en senere aftale om udvidelse af kodningsforpligtelsen. Det vil således på sigt og efter indstilling fra det faglige selskab kunne blive aktuelt at udvide forpligtelsen til at kode henvendelser til almen praksis til at omfatte andre diagnoser end de i overenskomsten aftalte. For læger, der virker efter overenskomst, jf. 227, stk. 1, vil der skulle indgås en efterfølgende aftale om implementering. En udvidelse af kodningsforpligtelsen, der binder læger, som arbejder efter overenskomsten, forudsætter således 1) at der skal være en indstilling fra det faglige selskab, og 2) der skal indgås en efterfølgende aftale med lægerne om implementering.

45 Astrid Krag / Sven Erik Bukhol Side 2

46 L 227 endeligt svar på spørgsmål 24 Dato: 14. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 24 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)) Spørgsmål nr. 24: I følge lovforslaget bemyndiges ministeren til at forpligte lægerne til at stille de data, som er tilvejebragt på baggrund af kodning og datafangst, til rådighed for regionerne. Hvordan vil ministeren sikre, at kvalitetsdata ikke bliver brugt til kontrolformål med den risiko, at værdien af kvalitetsdata forringes? Jeg kan henvise til min samtidige besvarelse af L 227 spørgsmål nr. 8. Astrid Krag / Mette Touborg Heydenreich

47 L 227 endeligt svar på spørgsmål 25 Dato: 12. juni 2013 Dok nr.: har den 6. juni 2013 stillet følgende spørgsmål nr. 25 (L 227 forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsnet (Ændring af rammerne for almene medicinske ydelser m.v. i praksissektoren, herunder styrkelse af regionernes planlægnings- og styringsmuligheder, ensartet kvalitet, systematisk patientinddragelse, erstatningspligt m.v.)). Spørgsmål nr. 25: I følge lovforslaget gives borgerne mulighed for at vælge en læge udenfor 15/5 km-grænsen. Hvilke konsekvenser vil det kunne få for praksislægerne i lokalområderne, hvis de ressourcestærke borgere vælger læge nær ved arbejdspladsen. Vil konsekvensen kunne blive, at ældre og syge får længere til en praktiserende læge, fordi der er færre, som er på arbejdsmarkedet, der vælger praksislæge i deres lokalområde? Lægernes forpligtelse i forhold til at aflægge sygebesøg udvides ikke med bestemmelsen, men det er korrekt, at lovforslaget udvider borgernes mulighed for at vælge læge udover den gældende 15 km grænse (5 km i hovedstadsområdet). Patienterne fraskriver sig ved valg udover den eksisterende kilometergrænse retten til sygebesøg i hjemmet af den valgte læge. Det er min opfattelse, at langt de fleste borgere er tilfredse med den læge, de er tilmeldt. Jeg forventer således ikke, at bestemmelsen vil medføre en masseflugt væk fra den læge, patienterne har tæt på boligen. Men for nogle borgere vil den udvidede valgmulighed ud fra den enkelte borgers konkrete livssituation være en attraktiv mulighed. Astrid Krag / Sven Erik Bukholt