Væggelus biologi. Væggelusarter

Transkript

1 Væggelus biologi Da væggelus er så svære at komme til livs, kan det være en god ide at sætte sig lidt ind i hvordan de lever, for at kunne planlægge sin indsats for at komme af med dem, eller for at undgå at få dem inden for dørene. Væggelusarter Blodsugning Overlevelse uden mad Livscyklus og udviklingsstadier Æglægning Parring Væggelusarter Væggelus er slet ikke nogen lus, men derimod en slags tæge. Her skal så indskydes, at tæger ikke er de små dyr vi kan få på os efter en tur i skoven og som kan overføre Borrelia. Det er i virkeligheden flåter. Der er altså gode muligheder for forvirring, når vi bruger danske populær-navne for forskellige insekter. I naturen findes omkring 75 forskellige arter af væggelus, som alle, på nær to, er knyttet til fugle eller flagermus. De to sidste arter, den almindelige væggelus og den tropiske væggelus, har tilpasset sig et liv sammen med os mennesker. Vi er altså de eneste arter, udover fugle og flagermus, som væggelusene har kastet sig over. Dette forhold er medvirkende til en hypotese om, at vores egne væggelusarter har fulgt os fra dengang hvor vi boede i huler, sammen med flagermus. Menneskevæggelusene kan godt leve på andre dyr end mennesker, f.eks. er der i USA flere rapporter om at menneskevæggelus har udviklet sig i stort antal på hønsefarme. Samtidig er det værd at huske på at der faktisk findes andre væggelusarter. Har man f.eks. flagermus på loftet, kan det godt ske at flagermusvæggelus søger ned i boligen. I den situation er naturligvis vigtigst at der behandles mod væggelus på loftet. Flagermusvæggelus kan godt bide mennesker, men de kan ikke overleve og formere sig på menneskeblod. Tilsvarende kunne man teoretisk set også risikere at få væggelus fra fuglereder, men det er næppe noget der sker ret tit. De forskellige væggelusarter ligner hinanden temmelig meget, så derfor kan det

2 være nødvendigt at have en ekspert til at se på dem, hvis man er i tvivl. Blodsugning Han væggelus der suger blod Væggelus er det man kalder en obligat blodsuger og lever som sådan udelukkende af blod. Selve blodsugningen tager ikke ret lang tid, kun 5-10 minutter og det mærkes normalt ikke. Når den fylder sig med blod svulmer bagkroppen op. Se f.eks. denne video med en væggelus der suger blod. En voksen væggelus-hun indtager normalt omkring 8 mg blod, hvilket omtrent svarer til en fordobling dens egen vægt. Nymferne indtager naturligvis mindre mængder blod, til gengæld er deres hudskelet mere fleksibelt, så vægtforøgelsen under et måltid kan nå op omkring 4-5 gange deres egen vægt. Væggelusens munddele kan kun bruges til at suge blod med.

3 Blod er ret ensformig kost og derfor er væggelusene fuldstændig afhængige af forskellige bakterier som lever i fordøjelsessystemet, og som medvirker i omsætningen af blodet til næringsstoffer, som væggelusen har brug for. Blod indeholder også store mængder vand og jern, som væggelusen skal slippe af med. Derfor går der ikke lang tid efter et blodmåltid, før den første klat sættes. I dagene efter blodmåltidet afsættes flere klatter, som kan varierer meget i farve, fra næsten helt gennemsigtige i starten (højt vandindhold) til helt sorte, pga. stort indhold af jern. Overlevelse uden mad Af natur er væggelus tilpasset ganske lange perioder uden mad. I princippet ved de aldrig om eller hvornår værten kommer tilbage. Derfor er det en stor fordel at kunne klare sig lang tid uden mad. 3. stadie nymfe ca. 1 uge efter et blodmåltid. Det halvt fordøjede blod er blevet helt sort Sulter de tilstrækkeligt længe dør de dog til sidst, sandsynligvis af udtørring. Derfor har temperaturen og luftfugtigheden stor betydning for, hvor lang tid de kan overleve uden blod. Er det varmt og tørt dør de hurtigere, men er det koldt og fugtigt kan de leve meget længe. Det er vist at de under specielle (lav temperatur

4 og høj luftfugtighed) kan leve 1-1½ år uden mad, men ved 22 C og 40-45% relativ luftfugtighed, lever en voksen hun omkring 130 dage. Deres forkærlighed for snævre revner og sprækker kan sikkert virke som en beskyttelse mod udtørring, fordi der dannes et beskyttende mikroklima inde i de snævre rum, specielt hvis der sidder flere væggelus sammen. Livscyklus og udviklingsstadier Som andre insekter, skal væggelusen gennem flere (5) ungdomsstadier før den bliver voksen. For at udvikle sig fra et stadie til det næste, skal den have et måltid blod. Det afkastede hudskelet fra en stor væggelusnymfe Udviklingstiden er i høj grad afhængig af temperaturen i omgivelserne. Er temperaturen 13 C eller derunder, stopper al aktivitet; væggelusene suger ikke blod og eventuelle æg der bliver lagt vil ikke udvikles. Kommer temperaturen op omkring 30 C, fungerer væggelusene optimalt, men ved temperaturer 45 C dør de efter mindre end 2 minutter. Læs mere om muligheden for at bekæmpe væggelus med varme (LINK behandling med varme). Da alle stadierne skal have et måltid blod er udviklingstiden fra æg til voksen naturligvis også meget afhængig af tilgængeligheden af værter. Er der ingen vært tilstede stopper udviklingen, men lever de i en seng hvor man sover hver nat, er der fri adgang til spisekammeret og dette er ingen begrænsende faktor. Under normale omstændigheder klækker æggene inden for en uges tid. I modsætning til, hvad man ser hos visse andre insekter, kan væggelusen ikke blive

5 i ægget i længere tid. Det er altså ikke dette stadie som gør at de kan overleve lange perioder uden mad. Det er de voksne dyr som er mest sejlivede. Ud af ægget kommer en lille (ca. 1 mm), hvid 1. stadie nymfe. Denne er ret sart og skal gerne have et måltid blod inden for et par uger, ellers dør den af sult/udtørring. Når den lige har spist er den klart rød pga. blodet, som kan ses gennem huden. Efter at have spist opsøger den et gemmested hvor den fordøjer blodet og efter yderligere nogle dage skifter den hud og bliver til 2. nymfestadie. Blodfyldt 1. nymfestadie På den måde skal væggelusen gennem 5 nymfestadier, som alle skal have et måltid blod, før den bliver voksen. Under normale omstændigheder tager hvert nymfestadie omkring en uges tid, så samlet kan det tage 1-2 måneder at gennemføre hele udviklingen fra æg til voksen. Det er dog helt afhængigt af temperaturen og tilgængeligheden af værter at suge blod på. Den relativt langsomme udvikling og formering betyder, at der godt kan gå nogen tid fra man får væggelus ind, til at der er blevet mange nok så man opdager det. Introducerer man f.eks. et par små nymfer går der måske 1-2 måneder før de er klar til at reproducere sig. På den måde er der en risiko for at man har glemt, at man da også oplevede nogle bid da man var på tur et måneder tidligere, og derfor ikke længere er opmærksom på risikoen for, at man har taget væggelus med hjem.

6 Æglægning Den voksne hun skal have regelmæssige blodmåltider for at opretholde ægproduktionen. Efter hvert måltid kan hun lægge 4-5 æg, hvis hun er parret. Hvor mange æglægningscyklusser hun kan gennemføre i praksis vides ikke med sikkerhed. Men 5-10 æglægningscyklusser er ikke urealistisk og der er rapporter om at en enkelt hun godt kan komme op på at producere 200 æg. Væggelus lever dog et farligt liv, idet de let kan blive mast af værten, eller kan risikere at blive flyttet så langt væk at de ikke kan finde tilbage. Derfor bliver det næppe til helt så mange æg i praksis, og mange af nymferne når nok aldrig at blive voksne. Får væggelusene mulighed for at gennemløbe to eller flere livscyklusser kan antallet godt stige meget hurtigt. Parring Parringsadfærden er et kapitel for sig selv. Væggelus er specielle på den måde at de benytter sig af en metode, der kaldes traumatisk insemination. Det handler om at parringen ikke foregår gennem en køns-åbning, som ellers er mest normalt. Blodfyldt han der forsøger at parre sig med blodfyldt hun Møder hannen en hun, kravler han lynhurtigt op på ryggen af hende og krænger bagkroppen rundt om hunnens bagkrop, således at han kan stikke sit sylformede

7 parringsorgan gennem hunnens bagkrop og afsætte sin sæd indeni hunnen. Fordi der stikkes hul på hunnens hudskelet kaldes det for traumatisk insemination. Væggelus hannens parringsorgan Der er lavet undersøgelser, som har vist, at hunner der udsættes for mange parringer får afkortet deres levetid. Nu ville en sådan adfærd næppe have overlevet gennem evolutionen hvis ikke hunnen havde udviklet modtræks foranstaltninger. Dels har hunnen specielle tilpasninger af sit hudskelet, som guider hannens parringsorgan, så det penetrerer huden på et specielt sted, hvorunder der også er udviklet en speciel struktur til opsamling af sæden. På den måde er skaderne ved parringen ikke kritiske for hende. Væggelus hunnens parringsfure, hvor hannen penetrerer hunnens hudskelet. Derudover har hun også mulighed for at afvise hannen ved at udskille specielle forsvarsstoffer. Dette undersøgte jeg sammen med nogle kollegaer for nogle år

8 siden (artikel på Videnskab.dk og selve artiklen på PlosOne) hvor vi fandt at hunnerne i nogle tilfælde udskilte disse stoffer når en han forsøgte at parre sig. Nu er det sådan at han-væggelusen ikke skelner mellem hunner og hanner, derfor forsøger han også at parre sig med andre hanner hvis lejligheden byder sig. Sådanne homoseksuelle parringsforsøg er naturligvis et stort problem fordi hannerne ikke har de specielle tilpasninger som hunnerne og faktisk vil dø hvis parringen gennemføres. Derfor kan der heller ikke overraske at vi målte langt flere udslip af forsvarsstoffer når hanner mødtes og den ene indledte et parringsforsøg. To hanner der forsøger at parre sig med den samme hun Det er naturligvis ikke altid at hunnen har interesse i at undgå parring. Hun har brug for at blive parret for at kunne producere æg. I modsætning til hvad man ser hos andre insekter, kan hunnen slet ikke lægge æg hvis hun ikke er blevet parret. En parret hun kan lægge æg i ca. et par måneder. Herefter har hun brug for endnu en parring. Det betyder også, at en hun der har været isoleret fra hanner i en måned ikke længere kan etablere en ny population, med mindre hun kan finde en han at parre sig med.