DEN TREDJE BØLGE. på vej mod en bevægelseskultur

Transkript

1 DEN TREDJE BØLGE på vej mod en bevægelseskultur

2 Knud Larsen DEN TREDJE BØLGE Lokale- og Anlægsfonden Grafisk tilrettelægning: Anne von Holck, Tegnestuen Trojka Forsidefoto: Stig Nørhald Øvrige fotos: Se side 72 Tryk: P.J.Schmidt Grafisk November 2003 ISBN Andre publikationer i skriftrækken: 1. Fra sportsbassin til superbassin Nyt liv i gamle idrætshaller Kunstis og skøjtekultur Fremtidens idræts- og kulturbyggeri Forsamles og forenes om idræt Vandkulturhuse Arkitekturpsykologi 2003

3 DEN TREDJE BØLGE på vej mod en bevægelseskultur KNUD LARSEN I SAMARBEJDE MED LOKALE- OG ANLÆGSFONDEN LOKALE- & ANLÆGSFONDENS SKRIFTRÆKKE 8

4

5 INDHOLD Forord 7 INDLEDNING 9 IDRÆTS- OG MOTIONSDELTAGELSENS TRE BØLGER Idræt og motion en begrebsafklaring 11 De tre bølger 15 Foreningsidræt 16 Uorganiseret idræt 20 Hverdagsmotion 23 IDRÆTS- OG MOTIONSDELTAGELSENS UDVIKLING Introduktion 27 Deltagelsens udvikling Udviklingen i tidsforbruget 31 Deltagelsen i de tre aktivitetsformer 32 Aktivitetsmønsterets forandring 35 Aktiviteter og aktivitetsformer 42 IDRÆTS- OG MOTIONSUDØVERNE Hvem deltager i sport eller motion 45 Forskelle i tidsforbruget 47 Hvem deltager i de tre aktivitetsformer 49 Aktivitetsformer og tidsforbrug 52 Hvem dyrker de forskellige aktiviteter 54 Noter 57 Litteratur 63 Bilag 67 Om datamaterialet 67 Om aktivitetskategorierne 68 Bilagstabeller 69

6

7 FORORD 7 Idrætsvanerne ændrer sig i disse år med en hastighed, som kun IT-branchen kan stå mål med: En gennemsnitsdansker bruger 5 timer og 32 minutter om ugen på sport og motion. Det er over en time mere end for bare fire år siden. I det samme tidsrum er antallet af voksne, der bruger mindst 4 timer om ugen på at motionere, næsten fordoblet fra hver fjerde til hver anden. Også i Lokale- og Anlægsfonden har vi naturligvis længe iagttaget, at forandringerne i idrætsverdenen er store, men for at få forandringerne nøjere analyseret og dokumenteret bad vi i vinteren 2002 Socialforskningsinstituttet gennemføre en undersøgelse af danskernes idrætsvaner. Undersøgelsen gav en række svar, der affødte nye spørgsmål: Er danskerne gået ind i en sports- og motionsrus uden lige? Bliver idrætsanlæg, svømmehaller, motionsstier og cykelstier bestormet af mennesker, som for få år siden ikke kunne komme op af sofaen? Det er nogle af de spørgsmål, som idrætsforsker Knud Larsen fra Institut for forskning i Idræt og Folkelig oplysning (IFO) prøver at finde svar på i denne bog, der er en gennemgang af den nyeste undersøgelse af danskernes idrætsvaner sammenlignet med de tidligere resultater helt tilbage fra Knud Larsen peger på tre bølger i idrætsverden i de 40 år. Først kom væksten i idrætsforeningernes sportsgrene. Så dukkede der både idrætsgrene og mennesker op, der ikke var en del af det traditionelt organiserede foreningsliv, og i de seneste år er en ny bølge for kropsbevægelse skyllet frem, hverdagsmotionen. Perspektiverne er interessante i forhold til både de etablerede idrætsforeninger og de faciliteter, som bygges på idrætsområdet. Hvad skal kommuner og foreninger gøre, hvis de vil reagere på de ændringer, der sker i vores motionsadfærd? Det er vort håb, at bogen kan være med til at styrke beslutningsgrundlaget for de mange, som beskæftiger sig med udviklingen af idrætten og dens faciliteter. Hans Toft Formand for Lokale- og Anlægsfonden

8 8

9 INDLEDNING 9 Manglen på fysisk aktivitet og bevægelse er blevet et påtrængende problem i det moderne samfund. De teknologiske fremskridt gennem det seneste halve århundrede har betydet, at fysisk anstrengelse og kropsbevægelse er reduceret kraftigt eller helt forsvundet ud af arbejdslivet og hverdagslivet i øvrigt. Dette har sammen med for meget og forkert kost resulteret i, at stadig større andele af den danske befolkning er blevet overvægtige 1, og at en lang række såkaldte livsstilssygdomme som blandt andet type II sukkersyge, åreforkalkning og forhøjet blodtryk er blevet mere og mere almindelige, selv blandt unge og yngre voksne. Denne udvikling i retning af en mere fysisk inaktiv livsførelse, end tilfældet var for tidligere generationer, udgør ifølge sundhedsvidenskaben en af vor tids største trusler mod folkesundheden 2 med alvorlige konsekvenser ikke blot for den enkelte, der må imødese forringet livskvalitet og kortere levetid, men også for samfundet som helhed i form af voldsomt stigende offentlige udgifter på sundhedsområdet. Samtidig med, at fysisk aktivitet og bevægelse i stigende grad er forsvundet ud af det daglige liv, har der imidlertid været en stadig forøgelse af befolkningens interesse for at udøve forskellige former for idræt og motion i fritiden. Siden midten af 1960-erne er andelen af den voksne befolkning, der deltager i sådanne aktiviteter, således mangedoblet. Man kan derfor sige, at der er sket en forskydning af den fysiske aktivitet fra arbejds- og hverdagslivet til fritiden, hvor den er blevet kultiveret i den forstand, at den ikke længere er bestemt af en ydre nødvendighed, men er blevet til et mål i sig selv. 3 Dertil kommer, at der gennem de seneste år har kunnet iagttages en tendens til, at markant flere voksne danskere frivilligt vælger at tilrettelægge hverdagens almindelige gøremål på en sådan måde, at det kræver en større grad af fysisk anstrengelse og bevægelse at udføre dem, end det umiddelbart er nødvendigt. Dette er eksempelvis tilfældet, når man vælger at cykle til arbejde for at få motion i stedet for at tage bilen eller S-toget, eller når man anskaffer sig en hund for at have en god anledning til at gå daglige spadsereture.

10 10 Det betyder dog ikke, at den stigende deltagelse i idræts- og motionsaktiviteter kan forklares som en slags biologisk reaktion på en påtvungen fysisk inaktivitet. Idræts- og motionsudøvelse er kulturelle fænomener, og deltagelse heri er følgelig bestemt gennem sociale og kulturelle mekanismer. Der er således ingen automatik mellem faldende fysisk aktivitetsniveau i arbejdslivet og stigende deltagelse i idræt og motion i fritiden. Dette viser sig blandt andet ved, at der trods den generelt stigende interesse herfor stadig er mange, som ikke deltager i nogen form for idræts- og motionsaktiviteter, og at en stor del af de, som faktisk er aktive, ikke er det i tilstrækkeligt omfang til at kompensere for den reduktion, som har fundet sted i den nødvendige fysiske anstrengelse. Vil man ud fra et sundhedspolitisk perspektiv have flere til at dyrke mere idræt og motion, kan det med andre ord kun ske gennem kulturpolitiske tiltag og initiativer, som yderligere udbygger og styrker den bevægelseskulturelle mangfoldighed, der har manifesteret sig gennem de seneste årtier.

11 IDRÆTS- OG MOTIONS- DELTAGELSENS TRE BØLGER 11 IDRÆT OG MOTION EN BEGREBSAFKLARING Den voksne befolknings deltagelse i idræts- og motionsaktiviteter er imidlertid ikke blot forøget markant i rent kvantitativ forstand siden midten af erne, der er også sket omfattende kvalitative forandringer af deltagelsesmønsteret. Mange nye hidtil ukendte idrætsgrene er kommet til, ligesom en række aktiviteter, der ikke tidligere blev opfattet som en del af idræts- og motionssektoren i stigende grad, regnes med hertil. Sammen med fremkomsten af nye udbydere af idrætstilbud eksempelvis aftenskoler og kommercielle motionscentre har dette betydet, at idrætsbilledet i dag er blevet mere mangfoldigt og broget, men også mere kompleks og diffust end nogensinde tidligere. Umiddelbart fremstår idrætten således som en yderst sammensat og forskelligartet størrelse, karakteriseret af så store variationer med hensyn til aktiviteter, aktivitetsmåder og organisationsformer, at det kan være svært at finde en fællesnævner. I spektret af aktiviteter indgår således så forskellige udfoldelser som fodbold, svømning, bueskydning, taekwondo, afrikansk dans, rytmisk gymnastik, jogging, aerobic, ridning, windsurfing, curling, billard, tai chi, længdespring, skoleridning, vægtløftning og alpint skiløb for blot at nævne nogen af de mere oplagte eksempler. Men fodbold er ikke bare slet og ret fodbold, idet denne aktivitet i lighed med de fleste andre idrætter kan udøves på mange forskellige måder og niveauer og i vidt forskellige sammenhænge. Fodbold kan eksempelvis være en konkurrenceidræt organiseret af idrætsforeninger og sportsklubber, der udøves på standardiserede fodboldbaner i overensstemmelse med regler og præpositioner fastsat af Dansk Boldspil Union under ledelse af en neutral dommer, og hvor det at vinde kampe over modstanderhold spiller en central hvis ikke afgørende rolle for udfoldelserne. Men fodbold kan også være en såkaldt selvorganiseret aktivitet, dvs. en spontan og uformel boldleg, hvor et vilkårligt antal deltagere på basis af selvvalgte regler spiller med hinanden for motionens og/eller fornøjelsens skyld på et mere eller mindre tilfældigt areal, såsom

12 12 et hjørne af Fælledparkens græstæppe eller et asfalteret område i bolig-karreens gårdanlæg. Der er i tidens løb gjort mange forsøg på at definere, hvad der i mere præcis forstand skal forstås ved idræt. Nogen endegyldig og almindelig accepteret definition af fænomenets indhold og betydning foreligger dog ikke, og det er da også et åbent spørgsmål, om det overhovedet giver mening at operere med et fasttømret idrætsbegreb i og med, at de aktiviteter og aktivitetsmåder, det refererer til, løbende forandrer sig som alt andet i samfundsudviklingen. Historisk set har idrætsbegrebet især været knyttet til de klassiske aktiviteter i form af sporten og gymnastikken, 4 men med fremkomsten af en række nye aktiviteter siden slutningen af 1960-erne (se s. 35) og under indflydelse af idéen om Idræt for alle, begyndte man efterhånden at tale om det såkaldte udvidede idrætsbegreb, hvor aktiviteter og aktivitetsmåder, der ikke tidligere blev opfattet som decideret idrætsudøvelse, medtænktes som en del af området. I Betænkning om idrætten og friluftslivet fra 1974 defineres idræt således som fysisk aktivitet, ofte med et konkurrencebetonet element, udført i fritiden for fornøjelsens eller sundhedens skyld, samtidig med at det påpeges, at idrætten og friluftslivet udgør en bred folkebevægelse dækkende et meget vidt område af betegnelser fra elite-, top- og stjerneidræt, motions-, masse- og folkeidræt, firma- og institutionsidræt til forskellige former for friluftsliv. Aktiviteter, som kan udøves af det altovervejende flertal af mennesker i alle aldre og af begge køn uanset den enkeltes fysiske eller sociale forudsætninger og med den intensitet og ambition, som den enkelte synes om. 5

13 13 Den svenske idrætspædagog Lars-Magnus Engström har forsøgt at skabe et vist overblik over den mangfoldighed af aktiviteter, som indgår i det udvidede idrætsbegreb ved at inddele dem i syv forskellige praksisformer: (1) Fysisk træning; (2) konkurrence og rangordning; (3) leg og rekreation; (4) udfordring og eventyr; (5) færdighedstræning; (6) æstetisk virksomhed samt (7) bevægelses- og koncentrationstræning. 6 En sådan inddeling er naturligvis ikke fuldstændig udtømmende, ligesom der i konkrete aktiviteter ofte vil være tale om en kombination af de forskellige elementer. Eksempelvis vil en idrætsaktivitet som fodbold ofte både indeholde fysisk træning, konkurrence, færdighedstræning samt leg og rekreation, ligesom der sikkert er mange, der vil opfatte fodboldspillet som en form for æstetisk virksomhed. Selv om det altså er vanskeligt at definere, hvad idræt er, kan der alligevel på et meget generelt plan udpeges visse fællestræk, som adskiller idrætsaktiviteter fra andre sociale praksisformer. Der er som oftest tale om kropsøvelser, hvilket indebærer, at kroppen udsættes for en eller anden form for øvelse eller træning, selv om dette ikke behøver at være det eneste formål. Da idrætsaktiviteter er kulturelle fænomener, udøves de desuden i overensstemmelse med erklærede eller uudtalte forestillinger om, hvilket indhold de skal have, hvordan de skal udføres og med hvilket formål.

14 14 Dette er eksempelvis tilfældet, når joggeren ifører sig speciel beklædning og fodtøj, hvorved han markerer, at han dyrker en idrætsaktivitet og ikke blot løber for at nå bussen. Endelig er der tale om kropsøvelser, der har sig selv som mål, dvs. en slags kropsøvelse for kropsøvelsens egen skyld, hvilket ikke udelukker, at de udøves for at opnå sundhed, skønhed, mental rekreation eller for at være en del af et socialt fællesskab for blot at nævne nogle af de mest hyppige motiver, som idrætsudøvere nævner som begrundelse for at deltage. Pointen er derimod, at der er tale om frivilligt valgte aktiviteter, der foregår i fritiden, og som følgelig ikke indgår i arbejdslivet eller i hverdagslivets almindelige gøremål. Idræt er med andre ord aktiviteter, man går til på bestemte ugedage og tidspunkter, og/eller som man i det mindste klæder om til, og som derved er udskilt fra hverdagslivets øvrige aktiviteter. Imidlertid er der gennem de senere år sat fokus på en række fysiske aktiviteter, som ikke tidligere er blevet forbundet med deciderede idrætsaktiviteter i den forstand, som de her er forsøgt indkredset. Det drejer sig om forskellige former for bevægelse og fysisk udfoldelse, som er mere eller mindre integreret i hverdagslivets almindelige rutiner og gøremål. Typiske eksempler herpå er cykling og gang i forbindelse med transport, men også forskellige former for fritidsaktiviteter som jagt og fiskeri der ikke normalt forbindes med idræt, men som alligevel indeholder et vist mål af fysisk anstrengelse regnes med hertil. Dette nye spekter af aktiviteter, som falder udenfor såvel det traditionelle som det udvidede idrætsbegreb har siden engang i 1990-erne fået betegnelsen hverdagsmotion hæftet på sig, hvilket netop indikerer, at der er tale om en principiel anderledes type af udfoldelser. Af praktiske især sproglige grunde anvendes udtrykket idræts- og motionsaktiviteter dog i det følgende som betegnelse for idrætsaktiviteter og hverdagsmotion set under et.

15 DE TRE BØLGER Det centrale tema for nærværende fremstilling er de forandringer, der har fundet sted i den voksne befolknings idræts- og motionsdeltagelse i perioden fra midten af 1960-erne og frem til i dag. Analysen heraf bygger på en forestilling om, at denne udvikling er karakteriseret ved tre store bølger af vækst og forandring med hver deres specifikke egenskaber og kendetegn i henseende til aktiviteter, organiseringsformer og udøvere. Den første bølge er den traditionelle foreningsidræt, der om ikke ligefrem kan siges at udgøre en fasttømret og ensartet størrelse, så alligevel umiddelbart fremstår som den mest homogene af de tre strømninger. Denne bølge var allerede startet i midten af 1960-erne og vokser forholdsvis langsomt men stabilt frem til midten af 1980-erne, hvor den synes at nå et foreløbigt højdepunkt. Dette betyder dog ikke, at den efterfølgende helt har mistet sin fremdrift, men blot at stigningstakten er blevet væsentligt mindre end tidligere. Den anden bølge er den såkaldt uorganiserede idræt, der reelt er sammensat af en meget bred vifte af aktivitetsmåder og organiseringsformer, og derfor dybest set kun har det tilfælles, at der er tale om idræt, som foregår uden for idrætsforeninger og sportsklubber. Denne bølge vokser gradvist frem i løbet af 1970-erne, men det er først fra engang i midten af 1980-erne, at den for alvor tager fart. I de følgende år vokser den særdeles kraftigt, men kulminerer så relativt brat ved udgangen af 1990-erne. Den tredje og foreløbig sidste bølge er hverdagsmotionen, der består af en række forskellige fysiske aktiviteter, der adskiller sig fra decideret idræt ved i større eller mindre grad at være integreret i hverdagens almindelige gøremål. Denne bølge vokser ganske stærkt gennem 1990-erne, men accelererer så med en hidtil uset voldsomhed fra slutningen af 1990-erne og frem til i dag De tre bølger udvikler sig ikke uafhængigt af hinanden i hver deres baner, men brydes og blandes på mange forskellige niveauer. Dette er eksempelvis tilfældet, når aktiviteter som aerobic og styrketræning, der oprindeligt var en del af den uorganiseret idrætssektor, tages op af idrætsforeninger og sportsklubber og dermed bliver en del af foreningsidrætten, eller når gåture der er en typisk form for hverdagsmotion omdannes til deciderede idrætsaktiviteter i form af power-walking og pole-walking. Forestillingen om, at samfundsmæssige og kulturelle forandringer forløber i bølger, er ikke i sig selv hverken specielt ny eller original. Mest kendt er formentlig Alvin Tofflers brug af bølgebegrebet i bogen Den tredje bølge, hvor det anvendes til at karakterisere tre successive faser i den menneskelige civilisations hidtidige udviklingshistorie: agrarsamfundet, industrisamfundet og det fremvoksende post-industrielle informationssamfund. 8

16 16 I de senere år er bølgebegrebet også blevet anvendt mere snævert i forbindelse med forandringer indenfor idrætsområdet. Man har således talt om fitness-bølgen, om grønne bølger i friluftslivet og senest om wellness-bølgen, hvor det ikke blot handler om at være i god fysisk form, men i nok så høj grad om kropsligt og mentalt velbefindende i videre forstand. Anvendelsen af bølge-terminologien i relation til idrætssektoren er således ikke ny, det nye er kun min brug af den som struktureringsprincip for beskrivelsen af nogle af de forandringer, der er foregået i det danske idrætsbillede gennem de sidste fire årtier. Idéen med bølgerne er således først og fremmest et nyttigt redskab, når det, som det her er tilfældet, gælder om at disponere og systematisere et relativt omfattende og diffust datamateriale, men den hjælper forhåbentlig også med Alvin Tofflers ord til at se under den oprørte overflade, så meget af det, der før var forvirret (in casu idræts- og motionssektorens umiddelbart kaotiske fremtrædelsesformer), bliver klart og tydeligt belyst. 9 FORENINGSIDRÆT Idrætten var tidligere først og fremmest et anliggende for idrætsforeninger og sportsklubber. Endnu i 1960-erne var det at dyrke idræt nærmest ensbetydende med at være medlem af en klub eller forening. Selv om dette ikke længere er tilfældet, idet idræt i dag udøves mange forskellige steder og under forskelligartede organisatoriske rammer, er idrætsbevægelsen stadig uden sammenligning idrætssektorens største og mest alsidige udbyder af idræt for voksne. Der findes næppe den idrætsgren, som ikke er på programmet i en eller flere af landets ca idrætsforeninger og sportsklubber.

17 Her findes ikke blot hele det traditionelle register af aktiviteter fra skydning og gymnastik over boldspillene og de øvrige olympiske discipliner til andre officielt anerkendte idrætsgrene som billard, golf og motorsport, men også mange af de nye idrætsgrene, der har vundet indpas siden 1970-erne, er repræsenteret i større eller mindre omfang. 17 Idrætsforeninger og sportsklubber udmærker sig desuden ved at være noget nær den eneste sammenhæng, hvor voksne har mulighed for at dyrke organiseret konkurrenceidræt, dvs. for at deltage i formaliserede konkurrencer og turneringer. Her tænkes der ikke på elite- og publikumsidrætten, som også er en del af foreningssektoren, men på den brede konkurrenceidræt, der involverer titusindvis af aktive på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Selv om andre aktører er kommet på banen i de senere år, eksempelvis som udbydere af løb (fx Copenhagen Marathon) og cykelløb (fx Tøserunden), er afholdelse af konkurrencer og turneringer stadig altovervejende et anliggende for idrætsforeningerne og deres forskellige specialforbund og organisationer. Foreningsidrætten har dybe historiske rødder i det danske samfund, idet den opstår i sammenhæng med det moderne samfunds gennembrud. Først skyttebevægelsen (1860-erne), siden gymnastikbevægelsen (1880-erne) og sportsbevægelsen (1880-erne) er de vigtigste søjler, som den organiserede idrætsbevægelse bygger på. Dannelsen af de første frivillige skytteforeninger var tæt forbundet med det nationale spørgsmål, dvs. konflikterne i forbindelse med Slesvig-Holstens

18 18 løsrivelse fra kongeriget, der blev fuldbyrdet med nederlaget til Preussen og Østrig i Tanken var, at man gennem oprettelsen af frivillige skytteforeninger skulle udbrede færdigheden i riffelskydning og derved styrke forsvarsevnen over for truslen fra syd. 10 Gymnastikbevægelsens udvikling var tæt forbundet med bondestandens åndelige vækkelse og politiske mobilisering i 1880-erne, hvor den såkaldte svenske gymnastik udfoldede sig i sammenhæng med folkehøjskolen, andelsbevægelsen, forsamlingshusene og den folkelige sang. Denne sammenhæng gav den svensk-lingske gymnastik betegnelsen den folkelige gymnastik. I denne gymnastik lagde man vægt på øvelser, der kunne udvikle kroppen og gøre den harmonisk. Man brugte derfor øvelser som rundsving, sidebøjninger, lændebøjninger og mange andre. Men det var ikke nok, at man med disse øvelser tilgodeså legemets behov. Øvelserne skulle også udføres smukt, idet man havde den opfattelse, at menneskets sjæl fik det bedre af noget formfuldendt og stilfuldt. Grundtvigianismen udgjorde så at sige gymnastikbevægelsens åndelige overbygning. Det hele menneske og den gode holdning blev overskrifter for dens moral- og værdisystem. I holdningskravet smeltede det moralske sammen med overbevisningen om den rigtige holdnings korrekthed i anatomiskfysiologisk forstand. 11 Samtidig med at den svenske gymnastik fra 1880-erne vandt indpas på landet, brød den såkaldte engelske sport for alvor igennem i byerne som et vigtigt element i den nye borgerlige kultur og efterhånden også som en del af arbejderkulturen. Sporten omfattede en lang række discipliner, som boldspil, roning, atletik og svømning, hvis udførelse baserede sig på konkurrencer, præstationer og rekorder, sådan som det kommer til udtryk i det olympiske motto: hurtigere højere stærkere. Ligesom gymnastikken havde også sporten en idémæssig-moralsk overbygning. Den overførte værdier fra det engelske gentleman-ideal, der udmøntede sig i begreber som fair play og sportsmanship. 12 Amatørisme altså at aktiviteterne blev udført for deres egen skyld uden nogen form for pekuniær tilskyndelse blev på den tid anset som en ufravigelig forudsætning for, at sportens moralske værdier og egenskaber kunne indlæres på den rette måde. Gymnastikbevægelsen og sportsbevægelsen udviklede sig side om side gennem flere årtier adskilt geografisk, socialt og kulturelt. Men efterhånden begyndte sporten også at vinde indpas på landet. Det begyndte i mellemkrigstiden, hvor især discipliner som fodbold, håndbold og atletik vandt frem. Det var dog først i tiden efter 2. verdenskrig, at det gik stærkt. Mange mennesker

19 især mænd gik fra gymnastik og gymnastiksalen over i sporten og sportshallen. I takt med disse ændringer blev sport det, som de fleste mennesker i dag forstår som rigtig idræt. 13 I sammenhæng med denne udvikling nedtonedes de oprindelige ideologiske forskelle, ligesom de to bevægelsers klassemæssige forankring gradvist udviskedes. Hvor bevægelserne i udgangspunktet lagde vægten på brede idé-betonede holdninger til deres indsats, blev henvisningerne til deres eksistensberettigelse efterhånden i stigende grad knyttet til en fritids- og socialpædagogisk rolle med aktiviteterne i centrum, ligesom det i stigende grad blev ungdommen og efterhånden også børnene, der blev målgruppen for arbejdet. Således peger Julius Bomholt i et skrift fra 1945 på, at de frivillige bevægelsers arbejde udgør et værdifuldt supplement til skole og hjem, som på sæt og vis lægger grunden til fritidskulturen: Det kan ellers meget let ske, at barnet glider ud i dårlige vaner, og det er derfor godt, at der er fritidsorganisationer, der kan føre børnene sammen i et frugtbart opdragende kammeratskab, 14 ligesom de giver ungdommen i by og på land mulighed for styrkende idræt og alsidigt udviklende motion Fra engang i 1940-erne og langt op i 1970-erne kan gymnastik- og sportsbevægelserne således siges at være deciderede børne- og ungdomsbevægelser, hvor de oprindeligt i højere grad havde haft yngre voksne især mænd som deres centrale målgruppe. Med formuleringen af tanken om Idræt for alle der begyndte at slå igennem i 1970-erne ændrer dette sig dog. Alle aldersgrupper også midaldrende og ældre af begge køn bliver fra da af i stigende grad mål for foreningsidrættens aktivitetstilbud. Selv om børn og unge stadig udgør den relativt største medlemsgruppe i landets idrætsforeninger og sportsklubber, har der gennem de seneste årtier været en markant tilstrømning af voksne til foreningsidrætten (se s. 49), således at medlemsskaren i højere grad end tidligere afspejler den generelle alders- og kønssammensætning i befolkningen. Idrætsbevægelserne var i udgangspunktet alle baseret på den frivillige forening som organisationsform, og selv om offentlig støtte i dag spiller en væsentligt for ikke at sige afgørende rolle for deres virksomhed, er dette stadig tilfældet. Foreningen kan i al korthed karakteriseres som en frivillig sammenslutning af personer om et fælles, afgrænset mål styret af vedtægter, som regulerer medlemskab og rutiner for koordinering og håndhævelse af aktiviteter, pligter og rettigheder. Mere uddybende er den frivillige forening kendetegnet ved fem egenskaber: frivilligt medlemskab, formel uafhængighed af det offentlige, interesseforpligtelse over for medlemmerne, demokratisk beslutningsstruktur og medlemmernes frivillige, ulønnede indsats som grundlag for foreningsarbejdet. 16

20 20 Idrætsforeningernes aktivitetstilbud adskiller sig således afgørende fra såvel offentlige som kommercielle idrætstilbud ved i vid udstrækning at være baseret på frivilligt i princippet ulønnet arbejde, udført af foreningernes medlemmer. Det drejer sig om ledere, trænere og instruktører samt om praktiske medhjælpere på en lang række områder: dommere, chauffører, vaske-koner og klubblads-redaktører for blot at nævne nogle. Etableringen og driften af idrætsfaciliteterne i form af lokaler og anlæg er derimod i hovedsagen et offentligt (kommunalt) anliggende, om end vilkårene er meget forskelligartede i denne henseende. Selv om forskellige former for direkte og indirekte økonomiske godtgørelser efterhånden er blevet almindelige selv i den del af foreningsidrætten, der fortrinsvis beskæftiger sig med breddeidræt, så er medlemmernes villighed til at yde frivilligt arbejde stadig en afgørende forudsætning for opretholdelsen af idrætsforeningernes mange aktivitetstilbud. UORGANISERET IDRÆT Uorganiseret idræt er i dag den almindelige anvendte betegnelse for al den idrætsaktivitet, der foregår uden for idrætsforeninger og sportsklubber, men det er strengt taget hverken en særlig dækkende eller præcis beskrivelse af fænomenet, idet denne del af idrætssektoren i virkeligheden består af vidt forskellige aktivitetsmåder og organisationsformer. Udtrykket uorganiseret idræt der opstår engang i 1970-erne er da også blevet kaldt en teoretisk nødløsning 17 i den forstand, at det er vanskeligt at finde en mere rammende betegnelse for hele det spekter af idrætsudøvelse, der ikke er organiseret af foreninger og klubber.

21 Der kan grundlæggende skelnes mellem to forskellige typer af uorganiseret idræt, idet der dels er tale om andre former for organiserede idrætstilbud end de, der udbydes af foreningssektoren, og dels om den såkaldt selvorganiserede idræt, dvs. aktiviteter, der udøves på egen hånd og/eller sammen med andre i mere eller mindre spontane og uformelle sammenhænge. 21 Idrætsforeninger og sportsklubber har som nævnt tidligere stået som noget nær ene-udbydere af idrætstilbud til voksne, men gennem de seneste år har andre udbydere af organiseret idræt i stigende grad gjort sig gældende. Der tænkes her på (halv-) offentlige tilbud i form af aftenskoler og oplysningsforbund, som siden slutningen af 1960-erne har haft forskellige former for bevægelsesfag på programmet og på den efterhånden brede vifte af kommercielle det vil sige privat drevne udbydere af mere eller mindre organiseret idræt, som i dag opererer i idrætssektoren. Der har ganske vist længe eksisteret private idrætsvirksomheder i form af gymnastikinstitutter og danseskoler, idet de første af slagsen allerede opstod tilbage i slutningen af 1800-tallet, men det er først med de moderne styrketrænings- og motionscentres fremvækst i 1970-erne og 1980-erne, at den kommercielle idrætssektor som i dag desuden omfatter private rideskole, pool-klubber, yoga-centre og lignende har erobret større markedsandele blandt de voksne. Selvorganiseret idræt kan heller ikke siges at være noget nyt fænomen, men er tværtimod længe blevet praktiseret under forskellige former. Etableringen af offentligt tilgængelige svømme-faciliteter i form af haller, friluftsbade og lignende er således af ældre dato, ligesom eksempelvis skøjteløb gennem årtier har været en populær vinter-aktivitet for såvel børn som voksne. Det nye ved situationen i dag i forhold til tidligere er derimod omfanget og mangfoldigheden af disse udfoldelser. Hvor det tilbage i 1960-erne kun var en forsvindende lille del af den voksne befolkning, som regelmæssigt dyrkede idræt på egen hånd, er sådanne aktiviteter i dag mere udbredt end såvel foreningsorganiseret som kommunalt og kommercielt organiseret idræt. 18 Denne udvikling er tæt forbundet med opkomsten af et efterhånden ganske vidtforgrenet udbud af offentligt tilgængelige idrætsfaciliteter, drevet på såvel kommunal som kommerciel basis, hvor det med eller uden entré, baneleje og lignende er muligt at dyrke forskellige former for idrætsaktiviteter på egen hånd. Eksempler herpå er svømmehaller, badminton-, bowling- og squashbaner, men også udendørs anlæg som ridestier, skateboard-ramper og BMX-baner samt bådepladser og pay-and-play golfbaner er til rådighed mange steder i landet.

22 22 Ud over egentlige idrætsfaciliteter danner naturen/det frie og byernes mange parker, pladser og gaderum en mere uformel ramme om forskellige selvorganiserede idrætsaktiviteter som eksempelvis windsurfing, jogging, cykelsport, fodbold og rulleskøjter. Den uorganiserede idræt, der er blevet betegnet som en bevægelse væk fra foreningerne, 19 var fra slutningen af 1960-erne og frem gennem 1970-erne tæt forbundet med begrebet Idræt for alle. Ifølge dette der med Europarådet som drivkraft blev indført som velfærdspolitisk målsætning i en lang række europæiske lande var den brede befolknings deltagelse i forskellige former for idrætsaktiviteter et sundheds- og kulturpolitisk gode, der skulle fremmes gennem aktive offentlige tiltag, blandt andet i form af etablering af tilstrækkeligt mange idrætsfaciliteter og -anlæg til at dække den stadig stigende efterspørgsel efter sådanne, der manifesterede sig i de år. Selv om disse bestræbelser i Danmark som i de øvrige nordiske lande først og fremmest udmøntede sig i en styrkelse af foreningsidrættens muligheder, 20 begyndte det offentlige også i et vist omfang at tilgodese aktiviteter, der foregik uden for idrætsforeninger og sportsklubbers regi. Dette skete blandt andet ved at sikre offentlig adgang til mange af de kommunale svømmehaller og badmintonhaller, der skød op overalt i landet gennem 1970-erne. 21 Et andet eksempel herpå er vedtagelsen af Fritidsloven i 1968 ifølge hvilken, der kunne opnås betydelig offentlig støtte til gennemførelse af kurser i bevægelsesfag der i hovedsagen bestod af forskellige former for gymnastik i aftenskoler og oplysningsforbund. Væksten i den uorganiserede idræt i de år (se s. 32) skete således primært inden for de klassiske idrætsgrene som svømning, badminton og gymnastik og var på mange måder mere et supplement til de aktiviteter, der fandt sted i foreningsidrætten end et egentligt alternativ. Det var først med de nye idrætsgrenes indtog på arenaen, som rigtig tog fart i 1980-erne, at den uorganiserede idrætssektor for alvor trådte ud af foreningsidrættens skygge, og om man så må sige, vandt sin egen identitet. Selv om der ikke findes tal herpå, er der ingen tvivl om, at der specielt siden midten af 1980-erne har været en betydelig vækst i den kommercielle idrætssektor, i form af stadig flere helse- og motionscentre, danseskoler mv., hvor en række nye idrætsgrene som aerobic, styrketræning og moderne dans udgør kerneaktiviteterne. Den selvorganiserede idræt er ligeledes vokset stærkt i udbredelse i kraft af interessen for de nye idrætsgrene med jogging der i dag er danskernes foretrukne idrætsaktivitet samt rulleskøjter som nogen af de mest markante eksempler.

23 HVERDAGSMOTION Hverdagslivets fysiske aktiviteter er gennem de seneste år kommet i fokus, idet man fra sundhedsvidenskabeligt hold i stigende grad er blevet opmærksom på den sundhedsmæssige betydning af den bevægelse og fysiske aktivitet, befolkningen udfører udenfor arbejdslivet, og som ikke har karakter af decideret idræt eller motion. Sådanne aktiviteter anses således for at have den samme sundhedsmæssige nytteværdi som egentlig træning og har tillige den fordel, at de lettere kan indpasses i en fortravlet hverdag. Hvornår begreberne hverdag og motion for første gang kobles sammen i kategorien hverdagsmotion er uvist, men det er formentlig sket engang i erne. Hverdagsmotion er blevet defineret som fysisk aktivitet, man kan indpasse i hverdagen uden at skulle dyrke decideret motion, sport eller idræt. 22 Det drejer sig med andre ord om alle de forskellige former for fysisk aktivitet og bevægelse, der indgår mere eller mindre naturligt i hverdagens rutiner. Især cykling og gang ikke mindst i forbindelse med transport udgør centrale elementer i hverdagsmotionen, men en lang række andre fysiske aktiviteter medregnes også hertil. I verdenssundhedsorganisationen WHO s regi har man udviklet begrebet HEPA (Health Enhancing Physical Activity) som betegnelse for hele det spekter af fysisk aktivitet, der er forbundet med hverdagens gøremål. Ud over transport i form af cykling og gang rækker det lige fra trappegang og hundeluftning, over havearbejde og andet husholdnings- og gør-det-selv -arbejde, til søndagsudflugten på stranden og bær- eller svampeplukning i skoven, ligesom en række friluftsaktiviteter, så som jagt og fiskeri, der ikke normalt forbindes med motion, indgår heri. 23

24 24 Hverdagsmotion adskiller sig således fra decideret idræt og træning ved at være lavt eller helt ustrukturerede aktiviteter, der i større eller mindre grad er integreret i hverdagslivets almindelige rutiner. Hverdagsmotion er således ikke noget, man går til på bestemte ugedage og tidspunkt eller for den sags skyld klæder om til, ligeså lidt som der forudsættes specielt indrettede faciliteter eller omgivelser. Hverdagens fysiske miljø, som det umiddelbart forefindes i form af boligen og haven, gård-anlægget, veje, fortove og cykelstier, byens parker og åbne rum, samt naturen/det frie i videste forstand, danner ramme om disse aktiviteter. For så vidt der er tale om børn og unge, spiller også legepladser, skolegårde og lignende arealer en vigtig rolle som arena for sådanne udfoldelser. Selv om hverdagsmotion ofte har et skær af nødvendighed over sig fx i form af transport til og fra arbejde, havearbejde eller hundeluftning behøver dette ikke at være tilfældet. Hverdagsmotion kan også være raske cykelog/eller gåture i fritiden, 23 søndagsudflugten til skov og strand, fisketuren eller amatør-ornitologens felt-studier, altså aktiviteter, der ikke umiddelbart har bevægelsen og den fysiske aktivitet som deres egentlige formål, men ikke desto mindre indeholder et vist mål heraf. Når hverdagsmotion defineres så bredt, som det her er tilfældet, bliver grænsen til dele af den selvorganiserede idræt eksempelvis jogging temmelig flydende. Det er således ikke ualmindeligt at klæde om til en vandretur i skoven, hvor man ifører sig vandrestøvler og tager vandafvisende tøj på, ligesom både jægere og lystfiskere anvender højt specialiseret jagt- og fangstudstyr i forbindelse med deres aktiviteter. Omvendt findes der også eksempler på for-

25 25 skellige former for hverdagsmotion, som har ændret karakter og er blevet forvandlet til decideret idræt. Dette gælder for eksempel nye idrætsgrene som power-walking og pole-walking, der er udviklet ud fra almindelig gang, men som indeholder ret detaljerede forskrifter for måden at gå på med henblik på at opnå en højere grad af alsidighed og konditionsmæssig effekt af bevægelserne. Da befolkningen altid i et vist omfang har udført de aktiviteter, der her er defineret som hverdagsmotion eksempelvis cykling og gåture kan fænomenet ikke i sig selv siges at være noget nyt. Det nye er derimod, at bevægelsesindholdet eller motionsaspektet ved hverdagslivets gøremål bevidst bliver reflekteret som sådan, og at det tillægges selvstændig sundhedsmæssig betydning, hvilket ikke tidligere var tilfældet. Rationalet bag den stigende fokus på hverdagsmotion kan således siges at være et ønske om at erstatte de naturgroede og mere eller mindre nødvendighedsprægede fysiske aktiviteter, som den teknologiske udvikling har reduceret eller helt afskaffet med bevidst tilrettelagte rutiner og vaner, der så at sige geninstallerer et vist mål af fysisk aktivitet og bevægelse i hverdagslivet. Når man vælger at tage cyklen på arbejde i stedet for bilen eller S-toget, når man ordner sine ærinder til fods, tager trappen i stedet for elevatoren på banegården og anskaffer sig en hund for at have en grund til at gå daglige spadsereture, ja så dyrker man altså hverdagsmotion.

26 26 Sundhedsmyndighedernes lancering af begrebet om hverdagsmotion i form af oplysningskampagner om de sundhedsmæssige potentialer i sådanne aktiviteter handler med andre ord om dannelsen af en egentlig bevægelseskultur i befolkningens hverdagsliv. Umiddelbart forekommer der at være tale om et voluntaristisk projekt i den forstand, at det overlades til den enkelte at tage ansvar og træffe valg i retning af mere fysisk aktivitet i hverdagen, 24 men sundhedseksperter peger også på vigtigheden af, at samfundet på mange forskellige niveauer tilpasses så mulighederne for at udøve sådanne aktiviteter forbedres, for eksempel ved indretning af bade- og omklædningsfaciliteter på arbejdspladser, fastholdelse og udvikling af cykelstierne, samt mulighed for at vælge mellem elevator/rulletrapper og almindelige trapper. 25 Hertil kan naturligvis tilføjes betydningen af, at der gennem bolig- og byplanlægning udvikles et fysisk hverdagsmiljø, der i videst muligt omfang fremmer befolkningens muligheder for og lyst til fysisk aktivitet og bevægelse i hverdagen.

27 IDRÆTS- OG MOTIONS- DELTAGELSENS UDVIKLING 27 INTRODUKTION Befolkningens deltagelse i idræts- og motionsaktiviteter er i al sin mangfoldighed vanskelig at måle nøjagtigt. En opgørelse af, hvor mange aktive der findes, afhænger således af, hvad der mere præcist skal forstås ved idræt og motion, jf. diskussionen af det udvidede idrætsbegreb (se s. 12), og hvilke krav der stilles til deltagelsens hyppighed og intensitet. Dertil kommer, at de fænomener, hvis udbredelse man ønsker at måle in casu idræts- og motionsaktiviteter i forbindelse med spørgeskemaundersøgelser, skal oversættes (operationaliseres) til kategorier, der anvendes i hverdagssproget, og som sådan er genkendelige og meningsfulde for såkaldt almindelige mennesker. Endelig er der en række problemer forbundet med at måle udviklingsforløb over længere tidsrum, blandt andet fordi såvel de fænomener, man ønsker at belyse som de begreber og ord, man anvender til at karakterisere dem med tiden, forandrer sig som alt andet i samfundsudviklingen. De analyser af den voksne befolknings idræts- og motionsdeltagelse og udviklingen heri, som præsenteres i det følgende, er baseret på data fra Socialforskningsinstituttets løbende kultur- og fritidsundersøgelser, der er gennemført i 1964, 1975, 1987, 1993 og 1998, samt fra Lokale- og Anlægsfondens opfølgningsundersøgelse i Disse undersøgelser bygger alle på interviews med landsdækkende, repræsentative udsnit af den voksne befolkning i alderen 16 år og derover. I bilag 1 findes en oversigt over de respektive undersøgelsers indsamlingsmetoder og populationer. I såvel Socialforskningsinstituttets som Lokale- og Anlægsfondens undersøgelse anvendes to forskellige spørgsmål til at måle den voksne befolknings idræts- og motionsdeltagelse. I det ene, der er blevet stillet i alle undersøgelserne siden 1964, spørges interviewpersonerne uden nærmere angivelse, om de dyrker sport eller motion, og svarene herpå må således bero på svarpersonernes egen subjektive definition af fænomenet. I det andet spørgsmål, som er blevet anvendt fra og med 1993-undersøgelsen, 26 spørges svarpersonerne, om de i det sidste år har dyrket nogen af en

28 28 række på forhånd listede idræts- og motionsaktiviteter, og om de i givet fald har gjort det som medlem af en idrætsforening/sportsklub. Der er i bilag 2 gjort nærmere rede for hvilke aktiviteter, der er spurgt til, samt for de kriterier der er anvendt til at klassificere dem som henholdsvis foreningsidræt, uorganiseret idræt og hverdagsmotion. I Socialforskningsinstituttets undersøgelser men ikke i Lokale- og Anlægsfondens er svarpersonerne desuden i et selvstændigt spørgsmål blevet spurgt, om de er medlem af en idrætsforening, således at også dette forhold kan belyses inden for det givne tidsperspektiv. 27 Disse forskellige målinger giver generelt konsistente, men ikke fuldstændig identiske resultater. Da de hver især giver mulighed for at belyse forskellige aspekter ved befolkningens idræts- og motionsdeltagelse, er de alle i et vist omfang blevet inddraget i analyserne. Man taler i den forbindelse om datatriangulering, 28 en metode hvor flere hver for sig ufuldstændige data-serier analyseres i sammenhæng for derigennem at opnå et mere korrekt billede af de forhold, der ønskes belyst, end anvendelsen af en enkelt indikator giver mulighed for. DELTAGELSENS UDVIKLING Socialforskningsinstituttet har som nævnt spurgt interviewpersonerne, om de dyrker sport eller motion i alle de fem kultur- og fritidsundersøgelser, der er gennemført i årene fra 1964 til Da dette spørgsmål selvsagt også blev stillet i Lokale- og Anlægsfondens opfølgningsundersøgelse fra 2002, er der i princippet mulighed for at belyse, hvordan deltagelsen heri har udviklet sig gennem de seneste fire årtier. En sådan sammenligning af resultaterne fra de forskellige undersøgelser er dog ikke uden metodiske svagheder. Dels er spørgsmålet stillet uden nærmere angivelser, således at besvarelserne heraf alene beror på svarpersonernes egen subjektive definition af fænomenet. Målingerne må følgelig antages at være ganske følsomme overfor eventuelle ændringer i den almindelige common sense opfattelse af sports- og motionsbegrebernes betydning. Dels er der gennem perioden foretaget mindre justeringer af spørgsmålets præcise ordlyd. Hvor der i 1964-undersøgelsen spørges Dyrker De sport?, lyder formuleringen i 1975 Dyrker De sport (motion)?, i 1987 og 1993 Dyrker De sport eller motion? og endelig i 1998 og 2002 Dyrker De normalt sport eller motion. Det er derfor sandsynligt, at 1964-undersøgelsen i et vist omfang underrapporterer andelen af aktive i forhold til de senere undersøgelser, hvor spørgsmålet også indeholder udtrykket motion. Med disse forbehold kan der foretages en sammenligning af de respektive resultater, som vist i Figur 1. Det ses, at andelen af den voksne befolkning, der giver udtryk for at dyrke sport eller motion, har været konstant stigende i pe-

29 29 rioden fra 1964 til I løbet af disse 34 år er andelen, der angiver at være aktive, således vokset fra 15 % til 51 %, svarende til en stigning på godt et procentpoint om året. I de følgende år fra 1998 til 2002 har der derimod været tale om en usædvanlig kraftig forøgelse af deltagelsen. På blot fire år vokser andelen, der angiver, at de normalt dyrker sport eller motion med 21 procentpoint til i alt 72 %, hvilket svarer til en tilvækst på godt fem procentpoint om året. En så stærk vækst indenfor et så relativt kort tidsrum giver naturligvis anledning til nogle fortolkningsproblemer. Er vi vitterligt vidne til en radikal forandring af befolkningens idræts- og motionsvaner for ikke at sige en veritabel bevægelsesrevolution i disse år, eller er fremgangen snarere udtryk for, at den almindelige hverdagsforståelse af udtrykket sport eller motion dets common sense betydning har ændret sig? Er de forskellige sundhedskampagners og sundhedseksperters budskaber om, at motion ikke nødvendigvis behøver at være decideret idræt altså strukturerede aktiviteter, man klæder om til men ud fra en rent helbreds- og sundhedsmæssig betragtning lige så godt kan bestå i andre former for fysisk aktivitet i hverdagen som eksempelvis raske gå- og cykelture, havearbejde mv. slået igennem, så begrebet motion i dag forbindes med et bredere spekter af aktiviteter, end det tidligere var tilfældet? FIGUR 1 Andel af den voksne befolkning, der i perioden 1964 (1993) til 2002 dyrker hhv. sport eller motion, mindst én idrætsaktivitet og mindst én idræts- eller motionsaktivitet. 100 % Idræts- og motionsakt. Idrætsakt. Sport/motion 80% 60% 40% 20% 0% I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I

30 30 Da Socialforskningsinstituttet som nævnt siden 1993-undersøgelsen i et selvstændigt spørgsmål har målt befolkningens deltagelse i en række specificerede idræts- og motionsaktiviteter, og dette spørgsmål også indgik i Lokale- og Anlægsfondens undersøgelse fra 2002, er der imidlertid mulighed for at belyse, hvorvidt noget sådant er tilfældet eller ej, ved at sammenholde udviklingen i andelen, der har angivet, at de normalt dyrker sport og motion med andelen, der angiver at dyrke bestemte idræts- og motionsaktiviteter. Som det fremgår af Figur 1, angav 48 % af svarpersonerne i 1993-undersøgelsen, at de i det sidste år regelmæssigt havde deltaget i mindst en af de aktiviteter, der er defineret som idræt, mens i alt 57 % angav, at de havde deltaget i mindst en idræts- eller motionsaktivitet. Man kan altså sige, at der i 1993 endnu var ganske god overensstemmelse mellem andelen, der angiver at deltage i deciderede idrætsaktiviteter og andelen, der angiver at dyrke sport eller motion (47 %). I 1998-undersøgelsen er andelen, der angiver at deltage i mindst en idrætsaktivitet, steget til 59 %, mens andelen, der angiver at deltage i mindst en idræts- eller motionsaktivitet, er steget til 69 %. I begge tilfælde overstiger andelen af deltagere i de respektive former for aktiviteter altså klart andelen, der angiver, at de normalt dyrker sport eller motion (51 %). Specielt springer forskellen mellem andelen, der samlet set deltager i idræts- eller motionsaktiviteter, og andelen, der angiver at dyrke sport eller motion, i øjnene (18 procentpoint). Fra 1998 til 2002 ses ingen yderligere stigning i andelen, der angiver at deltage i idrætsaktiviteter, idet denne fortsat er på 59 %. Deltagelsen i decideret idræt har med andre ord ikke udviklet sig yderligere gennem de seneste fire år. I samme periode har der til gengæld været en betydelig stigning i andelen, der deltager i en eller anden form for idræts- og motionsaktiviteter, idet denne vokser fra 69 % i 1998 til 83 % i Denne andel overstiger altså andelen, der angiver, at de normalt dyrker sport eller motion (72 %) ganske meget, hvor imod andelen, der dyrker deciderede idrætsaktiviteter, er tydeligt lavere (59 %). På den baggrund er det nærliggende at konkludere, at den markante stigning i andelen, der angiver, at de normalt dyrker sport eller motion, som finder sted fra 1998 til 2002, hænger sammen med, at stadig flere såkaldt almindelige mennesker forbinder begrebet motion med aktiviteter som turcykling og vandreture, hvor det tidligere blev associeret mere snævert med decideret idræt, sådan som det eksempelvis er tilfældet i gængse udtryk som motionsidræt (i modsætning til konkurrenceidræt ) og motions-center. Selv om forskellen mellem andelen, der giver udtryk for, at de normalt dyrker sport eller motion og andelen, der angiver, at de deltager i idræts- eller motionsaktiviteter bliver mindre fra 1998 (18 procentpoint) til 2002 (11 procentpoint), har den dog stadig et omfang, der tyder på, at den udvidede forståelse af motionsbegrebet endnu ikke er slået fuldt og helt igennem i hverdagssproget og i den almindelige opfattelse af begrebets betydning. Der er med andre ord stadig mange udøvere af eksempelvis turcykling og vandreture, der ikke opfatter sig selv som deltagere i sport eller motion.

31 UDVIKLINGEN I TIDSFORBRUGET Der er ikke alene blevet væsentligt flere aktive gennem de seneste år, men der er også en klar tendens til, at de aktive hver især bruger mere tid på deres aktiviteter end tidligere. I såvel Socialforskningsinstituttets fritidsundersøgelse fra 1998 som Lokale- og Anlægsfondens undersøgelse fra 2002 er interviewpersonerne blevet bedt om at angive, hvor lang tid de normalt bruger om ugen på deres idræts- og motionsaktiviteter. Det viser sig, at de aktives gennemsnitlige tidsforbrug er steget med godt en time om ugen. I 1998 brugte hver udøver i gennemsnit 4 timer og 29 minutter herpå, mens det i 2002 drejer sig om 5 timer og 32 minutter. Dette gennemsnitstal dækker dog over ganske store individuelle forskelle. I den ene ende af skalaen er nogle udøvere således kun aktive i minutter på en normal uge, mens der i den anden ende angiveligt er nogle, som er i gang i helt op til timer. Som det fremgår af Figur 2, var 47 % af den voksne befolkning i 2002 aktive i 4 timer eller mere om ugen, mens 36 % var aktive i mindre end 4 timer om ugen og yderligere 17 % var helt inaktive. I 1998 var der til sammenligning 28 %, som var aktive i mindst 4 timer om ugen, mens 41 % var aktive i mindre end 4 timer og 31 % var helt inaktive. Om end der altså siden 1998 har været en ganske stor stigning i andelen, der er meget aktive, er det stadig kun knap halvdelen af alle voksne danskere, der lever op til Sundhedsstyrelsens anbefaling om at dyrke idræt eller motionere i de fire timer om ugen, der anses for at være tilstrækkeligt til at opnå en sygdomsforebyggende og sundhedsfremmende effekt. 31 FIGUR 2 Ikke aktiv 17% 19% 8:00+ Andel af den voksne befolkning, der dyrker idræts- og motionsaktiviteter fordelt efter tidsforbrug på en normal uge i 2002 (i timer:minutter). Op til 1:59 12% 12% 6:00-7:59 2:00-3:59 24% 16% 4:00-5:59

32 32 DELTAGELSEN I DE TRE AKTIVITETSFORMER Det foreliggende datamateriale giver ikke mulighed for at tegne et komplet billede af, hvordan den voksne befolknings deltagelse i de tre aktivitetsformer: foreningsidræt, uorganiseret idræt og hverdagsmotion har udviklet sig siden Frem til og med 1987-undersøgelsen er det således kun udviklingen i interessen for foreningsidræt og uorganiseret idræt, der kan belyses, 29 men fra og med 1993-undersøgelsen er der også mulighed for at opgøre hvor store andele, der dyrker hverdagsmotion. Som det fremgår af Figur 3, er deltagelsen i foreningsidræt vokset gennem hele perioden, men det er først og fremmest i 1970-erne og 1980-erne, at tilstrømningen er markant. I årene fra 1964 og frem til 1987 mere end fordobles andelen af voksne, der dyrker idræt som medlem af en idrætsforening eller sportsklub, idet denne stiger fra 12 % til 29 %. Tilgangen fortsætter også i de følgende år, men i et mere moderat tempo. Fra 1987 og frem til 2002 forøges andelen af foreningsorganiserede idrætsudøvere således samlet set med 5 procentpoint til i alt 34 % af den voksne befolkning. 30 FIGUR 3 Andel af den voksne befolkning, der dyrker foreningsidræt, uorganiseret idræt og hverdagsmotion i perioden Hverdagsmotion Uorganiseret idræt Foreningsidræt 100 % 80% 60% 40% 20% 0% I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I

33 Den uorganiserede idræt er også vokset gennem det meste af perioden, men forløbet er noget anderledes. I de første år stiger andelen, der dyrker uorganiseret idræt ganske meget, nemlig fra blot 6 % i 1964 til 17 % i Den relativt beskedne andel af uorganiserede idrætsudøvere i 1964 hænger formentlig sammen med, at der som nævnt spørges mere snævert til deltagelse i sport i denne undersøgelse, mens spørgsmålet i alle de efterfølgende undersøgelser er udvidet til også at omfatte motion. Det er derfor sandsynligt, at nogen af de mere motionsprægede uorganiserede idrætsaktiviteter som eksempelvis svømning og cykelsport i en vis udstrækning er underrapporteret i den første undersøgelse. I årene fra 1975 til 1987 hvor spørgeformuleringen er næsten den samme ses der derimod kun en mindre vækst i andelen, der dyrker uorganiseret idræt, idet denne stiger fra 17 % til 22 %. Fra slutningen af 1980-erne og frem til slutningen af 1990-erne, hvor tilgangen til foreningsidrætten som vist stagnerer, er der til gengæld tale om en meget betydelig fremgang for den uorganiserede idræt. Andelen, der dyrker uorganiserede idrætsaktiviteter, fordobles fra 22 % i 1987 over 26 % i 1993 til 44 % i Væksten i deltagersystemet i denne periode skyldes altså i hovedsagen en markant stigende interesse for at dyrke uorganiseret idræt. I de følgende år fra 1998 til 2002 er den uorganiserede idræt til gengæld karakteriseret af et mindre tilbageslag, idet andelen af udøvere falder fra 44 % i 1998 til 41 % i Dette betyder, at der gennem de sidste fire år som noget nyt ikke har været nogen yderligere vækst i den samlede andel af egentlige idrætsudøvere. Deltagelsen i de aktiviteter, der her er defineret som hverdagsmotion, er først blevet målt fra og med 1993-undersøgelsen, så det er ikke muligt at sige no- 33

34 34 get om udviklingen heri gennem den første del af perioden. Der er næppe tvivl om, at voksne danskere også cyklede og gik ture mv. i 1960-erne og 1970-erne måske endda i endnu større udstrækning end tilfældet er nu hvis man da skal tro mange udsagn. Til forskel fra situationen i dag blev sådanne aktiviteter dog dengang næppe opfattet som egentlig (hverdags-) motion, det vil sige som aktiviteter, der bevidst udøves med sigte på at bevæge sig og være fysisk aktiv, men blev formentlig snarere opfattet som nødvendige og selvfølgelige måder at komme frem og tilbage mellem eksempelvis bolig og arbejdsplads, eller som en slags adspredelse i form af søndagsturen i skov og ved strand. I de år, hvor deltagelsen i hverdagsmotion faktisk er blevet kortlagt, er der til gengæld sket bemærkelsesværdige forandringer. Andelen, der dyrker mindst en af disse aktiviteter stiger således fra 21 % i 1993 over 35 % i 1998 til ikke mindre end 64 % i 2002, hvilket svarer til en tredobling af niveauet på blot ni år. Hverdagsmotionen synes med andre ord i de seneste år at have overtaget den uorganiserede idræts rolle som den primære drivkraft bag deltagelsessystemets fortsatte ekspansion. Så store stigninger indenfor en relativ kort årrække giver naturligvis anledning til at overveje, om resultaterne virkelig er udtryk for en reel aktivitetsforøgelse, eller der snarere er tale om en ændret common-sense opfattelse af en allerede eksisterende praksis. Der findes ikke nogen samlet opgørelse over, i hvilket omfang befolkningen cykler og går ture på basis af objektive trafiktællinger, hvilket i sagens natur også ville være noget nær umuligt at foretage. Der er dog enkelte kilder, som peger i retning af, at der i de senere år faktisk har været en stigning i befolkningens tilbøjelighed til at cykle og gå ture. I Københavns Kommune er antallet af cyklede kilometer således steget med 40 % siden 1995, 31 ligesom der i Odense Kommune i forbindelse med projektet Cykelby Odense har kunnet konstateres en fremgang i andelen af cyklister på % mellem 1998 og Ifølge Vejdirektoratets trafiktællinger har der kunnet konstateres mindre stigninger i andelen af cyklister i landet som helhed gennem de seneste par år, men ikke i nær samme omfang som i København og Odense. 33 En nylig undersøgelse af befolkningens besøg i skov og ved strand viser, at der mellem 1977 og 1997 har været en forøgelse på 55 % i antallet af besøg, men at den gennemsnitlige besøgstid samtidig er faldet noget. 34 Selv om de nævnte undersøgelser således peger i retning af, at der rent faktisk har været en stigning i befolkningens tilbøjelighed til at cykle og gå ture, kan dette næppe forklare hele væksten i andelen, der dyrker hverdagsmotion, som er sket mellem 1993 og Det må derfor antages, at en del af stigningen er udtryk for, at befolkningen i større omfang end tidligere forbinder turcykling samt gå- og vandreture med begrebet motion. Sammenfattende er udviklingen siden 1964 altså karakteriseret af tre store vækstbølger. I den første fase frem til slutningen af 1980-erne er det først og fremmest foreningsidrætten, som ekspanderer. Fra slutningen af 1980-erne og frem til slutningen af 1990-erne er det især den uorganiserede idræt, som vin-

35 35 der frem, mens det fra midten af 1990-erne og frem til i dag er en markant voksende interesse for hverdagsmotion, der er årsag til den fortsatte stigning i den voksne befolknings idræts- og motionsdeltagelse. AKTIVITETSMØNSTERETS FORANDRING Den voksne befolknings deltagelse i idræts- og motionsaktiviteter har ikke blot været stærkt stigende i omfang siden 1964, der er samtidigt sket omfattende forskydninger og nydannelser i aktivitetsmønsteret. Denne udvikling belyses i det følgende med udgangspunkt i det spørgsmål, der måler deltagelsen i en række på forhånd listede aktiviteter. 35 Også her er det nødvendigt at tage et vist forbehold, idet såvel måden, der spørges på, og de aktiviteter, der indgår i spørgelisten, er blevet ændret undervejs. Kun målingerne fra 1993, 1998 og 2002 er helt identiske i denne henseende, men resultaterne fra 1964 og kan med en vis forsigtighed anvendes som grundlag for sammenligninger med den første del af perioden. Hertil kommer, at undersøgelserne kun kan belyse bevægelserne i de større idræts- og motionsaktiviteter, da målinger baseret på små, repræsentative befolkningsudsnit i sagens natur ikke kan indfange alle de mindre udbredte aktiviteter, som dyrkes på et givet tidspunkt. En udbredelse på én procent af alle voksne danskere svarer således forholdsmæssigt til ca aktive udøvere på landsplan. Billedet er med andre ord i virkeligheden langt mere mangfoldigt, end den statistiske gengivelse umiddelbart giver indtryk af.

36 36 TABEL 1 Andel af den voksne befolkning (16 år og derover), der dyrker forskellige idræts- og motionsaktiviteter i 1964, 1975, 1993, 1998 og Udviklingen i aktivitetsmønsteret siden midten af 1960-erne er overordnet karakteriseret af tre store bølger. I den første bølge, der varer fra periodens start og indtil begyndelsen af 1990-erne, er det de klassiske idrætsgrene, som ekspanderer. I den anden bølge, der for alvor begynder at rejse sig i løbet af erne, og som synes at have nået et foreløbigt kulminationspunkt i slutningen af 1990-erne, er det en gruppe af nye hidtil ukendte idrætsgrene, som vinder voldsomt frem i udbredelse. Endelig har der siden slutningen af 1980-erne været en tredje bølge af aktiviteter undervejs i form af forskellige typer af hverdagsmotion, der gennem 1990-erne og i begyndelsen af det nye årti har udviklet sig med nærmest eksplosiv hast. Fodbold Håndbold Andre boldspil for hold Badminton Tennis Andre individuelle boldspil Golf Gymnastik Skydning Ridning Sejlsport Kano, kajak, roning mv. Cykelsport Kampsport Svømning Folkedans Sportsdans % 2 % - 2 % 1 % % 0 % 0 % 1 % - 0 % - 2 % % 3 % 1 % 5 % 1 % 1 % - 10 % 1 % 1 % 1 % - 1 % 0 % 4 % % 3 % 1 % 9 % 3 % 1 % 1 % 10 % 1 % 2 % 2 % 0 % 2 % 0 % 10 % 1 % 0 % % 3 % 3 % 8 % 3 % 3 % 3 % 11 % 2 % 2 % 3 % 2 % 5 % 2 % 18 % 2 % 1 % % 3 % 2 % 8 % 4 % 1 % 5 % 13 % 2 % 2 % 2 % 1 % 3 % 1 % 15 % 2 % 0 % Jogging Aerobic mv. Vægttræning, bodybuilding Yoga, afspænding Moderne dans Rulleskøjter % % 5 % 4 % 1 % 1 % - 15 % 7 % 10 % 2 % 2 % 5 % 18 % 5 % 11 % 2 % 2 % 4 % Vandreture Turcykling Jagt Fiskeri Andet } % 2 % } % 2 % 3 % 5 % 2 % 3 % 10 % 15 % 13 % 4 % 8 % 8 % 40 % 31 % 3 % 9 % 14 % Anm. - = ikke målt; 0 = mindre end 0,5%

37 Som det fremgår af Tabel 1, var idrætssektoren tilbage i midten af 1960-erne endnu totalt domineret af gymnastik og boldspil, især boldspil for hold fodbold og håndbold men også individuelle boldspil badminton og tennis var ganske populære. Mere end halvdelen af alle voksne idrætsudøvere dyrkede på dette tidspunkt et boldspil, mens omkring hver tredje dyrkede traditionel gymnastik helt overvejende i foreninger. Også svømning og sejlsport 37 blev efter datidens forhold udøvet af relativt mange, mens skydning, ridning og cykelsport kun fyldte lidt i det samlede billede. Den fordobling af idrætsdeltagelsen, der sker fra 1964 til 1975 foregår i det store hele inden for rammerne af det traditionelle aktivitetsmønster. Specielt gymnastik oplever en voldsom tilgang i de år, idet den allerede store andel af udøvere fordobles, men også badminton og svømning vokser stærkt. I det hele taget stiger andelen af udøvere i større eller mindre grad inden for alle de klassiske idrætsgrene i denne periode, bortset fra tennis der forbliver på sit hidtidige niveau. I midten af 1970-erne er det dermed stadig de klassiske idrætsgrene i form af gymnastik, fodbold, badminton, svømning og håndbold, der topper hitlisten over de mest populære aktiviteter. En ny kategori på spørgelisten trim/motion, som jogging dengang blev kaldt, indvarsler dog, at nye tider er på vej, men rent kvantitativt tegner denne aktivitet sig dog endnu kun for en beskeden del af idrætsudøverne. 37 I årene fra 1975 og frem til 1993 sker der til gengæld omfattende forandringer af aktivitetsmønsteret. En række nye hidtil ukendte idrætsgrene kommer til og opnår på forholdsvis kort tid en betydelig udbredelse. Ud over jogging

38 38 der som nævnt allerede dukkede op i begyndelsen af 1970-erne drejer det sig især om vægttræning/bodybuilding og aerobic/workout, som i 1993 alle er avanceret til top-ti placeringer på ranglisten over de mest populære aktiviteter, for joggings vedkommende endda til en delt tredjeplads. Også andre nye idrætsgrene, som yoga/afspænding, moderne dans og forskellige former for asiatisk kampsport (karate, taekwondo, aikido mv.) etablerer sig i denne periode om end i et mere beskedent omfang. Mange af de klassiske idrætsgrene oplever imidlertid også markante fremgange i denne periode. Den stærkeste tilvækst sker inden for svømning, der mere end fordobles i udbredelse og nu gør gymnastik rangen stridig som den voksne befolknings foretrukne idrætsgren. Deltagelsen i boldspil vokser samlet set med omkring 50 %, hvilket især skyldes en stigende interesse for badminton, men også tennis, fodbold og golf får flere udøvere. Der ses ligeledes pæne vækstrater inden for ridning, sejlsport, cykelsport og folkedans. Der kan derimod ikke spores nogen forøgelse af interessen for gymnastik, der ellers tidligere var den stærkest voksende idrætsgren, og heller ikke skydning går yderligere frem. Det er også i denne periode, at turcykling og vandreture begynder at manifestere sig som populære motionsaktiviteter. Om end andelen af udøvere endnu er forholdsvis beskeden i lyset af den senere udvikling, så hører de allerede i 1993 til blandt de større aktiviteter med placeringer som henholdsvis nummer syv og elleve på ranglisten. I de følgende år fra 1993 til 1998 fortsætter de nye idrætsgrenes fremmarch med uformindsket styrke. I 1993 dyrkede hver sjette voksne dansker (17 %)

39 en eller flere af idrætsgrenene jogging, aerobic, styrketræning, yoga/afspænding og moderne dans, i 1998 drejer det sig om mere end hver fjerde (29 %). Og hvis rulleskøjter en anden ny aktivitet, der vinder hastigt frem i de år medregnes, er det næsten hver tredje (31 %), som dyrker mindst én af de nye idrætsgrene. Flere af de klassiske idrætsgrene fortsætter imidlertid også deres fremgang gennem 1990-erne. Det gælder ikke mindst svømning, som endnu engang næsten fordobler sin udbredelse og dermed overtager gymnastiks hidtidige placering som danskernes foretrukne idrætsgren, men også cykelsport og golf, samt kano, kajak og roning tiltrækker mange nye udøvere. Andelen af den voksne befolkning, der dyrker en eller flere af de klassiske idrætsgrene vokser således fra 40 % i 1993 til 48 % i Gennem 1990-erne er der desuden tale om en meget stærk stigning i befolkningens interesse for turcykling og vandreture. For begge aktiviteters vedkommende mangedobles andelen af udøvere, og de avancerer i kraft af dette til henholdsvis tredje- og fjerdepladsen på ranglisten over de mest udbredte aktiviteter lige efter svømning og jogging. Også jagt og især fiskeri, som ellers kun er vokset lidt i udbredelse indtil da, oplever store fremgange i de år. Årene fra 1993 til 1998 er imidlertid også karakteriseret af, at et nyt træk ved aktivitetsmønsterets udvikling begynder at gøre sig gældende. På trods af fortsat vækst i den samlede idrætsdeltagelse oplever enkelte af de klassiske idrætsgrene nu for første gang siden 1964 et regulært fald i interessen. Især badminton rammes af nedgang, men også fodbold bliver lidt mindre populært end tidligere blandt voksne idrætsudøvere.

40 40 Dette nye fænomen viser sig endnu stærkere i de følgende år, hvor deltagelsen i decideret idræt i det hele taget begynder at stagnere. Fra 1998 til 2002 oplever ikke mindre end syv af de klassiske idrætsgrene således tilbagegang i større eller mindre grad. Det gælder specielt svømning, cykelsport og andre individuelle boldspil (end badminton og tennis), men også andre boldspil for hold (end fodbold og håndbold), begge former for søsport, samt kampsport og sportsdans går tilbage i udbredelse. Nedturen er dog ikke kun begrænset til de klassiske idrætsgrene, idet et par af de nye idrætsgrene også har oplevet vigende tilslutning i de seneste år. Aerobic, en af 1990-erne største vækstidrætter, må således notere sig for en relativt stor tilbagegang, mens rulleskøjter er gået knap som meget tilbage. Der er imidlertid andre idrætsgrene såvel klassiske som nye som i samme periode går frem i udbredelse. Dette gælder ikke mindst jogging, som i dag er blevet den mest populære idrætsgren, men også golfsporten har fortsat sin iøjnefaldende fremgang. Endelig har en klassisk idrætsgren som gymnastik for første gang i mange år oplevet en større tilstrømning, ligesom fodbold, der ellers gik noget tilbage i 1990-erne, på det seneste har fået mange nye udøvere. Netto-resultatet af disse modsatrettede tendenser er, at andelen, der samlet set deltager i henholdsvis de klassiske idrætsgrene og i de nye idrætsgrene, er præcis den samme i 2002, som den var i For så vidt angår den tredje gruppe af aktiviteter hverdagsmotionen er der til gengæld ingen stagnation eller tilbagegang at spore. Andelen, der dyrker turcykling og vandreture, er tværtimod steget med en nærmest jordskredsagtig voldsomhed gennem de seneste fire år. Fra 1998 til 2002 vokser andelen, der dyrker vandreture således fra 15 % til 40 % af den voksne befolkning, mens andelen, der dyrker turcykling, vokser fra 13 % til 31 %. I kraft af denne hidtil usete vækst indtager disse to aktiviteter i dag placeringerne som den danske idræts- og motionssektors absolut største aktiviteter. Sammenfattende er udviklingen i aktivitetsmønsteret siden 1964 karakteriseret af såvel kontinuitet som forandring. Mange af de klassiske idrætsgrene, der dominerede billedet ved periodens begyndelse, hører således stadig til blandt de mest populære aktiviteter, men samtidig er en række nye idrætsgrene og motionsaktiviteter kommet til, som forbavsende hurtigt har opnået en ganske betydelig udbredelse. I perioden frem til begyndelsen af 1990-erne har såvel de klassiske som de nye idrætsgrene kun oplevet fremgang eller i værste fald stilstand. Dette ændrer sig imidlertid i årene fra 1993 til 1998, hvor et par af de mest populære idrætsgrene badminton og fodbold som de første rammes af faldende tilslutning. Dette nye vilkår har i de seneste fire år hvor den samlede idrætsdeltagelse stagnerer bredt sig til et større antal idrætsgrene. Både klassiske og

41 nye idrætsgrene er således gået tilbage siden 1998, mens andre til gengæld er gået nogenlunde tilsvarende frem, og atter andre har bevaret deres hidtidige niveau. Det er dog svært at se nogen klar og entydig tendens i disse forskydninger, bortset fra at fænomenet som sådan formentlig er kommet for at blive. Ud over stagnationen i den samlede andel af idrætsudøvere har det imidlertid også betydning, at de enkelte idrætsudøvere ikke længere engagerer sig i et stadig større antal idrætsgrene, sådan som det tidligere var tilfældet. I 1975 dyrkede hver idrætsudøver i gennemsnit 1,4 forskellige idrætsgrene. Dette tal var i 1993 steget til 1,5 idrætsgrene og i 1998 til 2,0 idrætsgrene, men er så i 2002 faldet en smule til 1,9 idrætsgrene. Samtidig med at deltagelsen i deciderede idrætsaktiviteter er stagneret, har deltagelsen i de forskellige motionsaktiviteter imidlertid fortsat sin meget markante fremgang. Det er derfor nærliggende at antage, at den generelt øgede fokusering på eksempelvis turcyklings og vandretures betydning som motionsaktiviteter har ført til en vis afmatning i befolkningens efterspørgsel efter deciderede idrætsaktiviteter. 41

42 42 AKTIVITETER OG AKTIVITETSFORMER De tre bølger af idræts- og motionsaktiviteter kan i princippet forbindes med hver deres aktivitetsform: de klassiske idrætsgrene med foreningsidrætten, de nye idrætsgrene med den uorganiserede idræt, og de øvrige former for fysisk aktivitet med hverdagsmotionen. Sammenhængen mellem aktiviteter og aktivitetsformer viser sig dog i praksis at være noget mere kompliceret end som så. FIGUR 4 Andel af den voksne befolkning, der dyrker forskellige idræts- og motionsaktiviteter i Foreningsidræt Uorganiseret idræt Hverdagsmotion Vandreture mv. Turcykling Jogging Svømning Anden motion Gymnastik Styrketræning Lystfiskeri Fodbold Badminton Aerobic mv. Golf Rulleskøjter Tennis Jagt Håndbold Cykelsport Yoga, afspænding Ridning Andet holdboldspil Sejlsport Moderne dans Skydning Folkedans Andre ind. boldspil Kampsport Kano, kajak mv. Sportsdans %

43 Selv om de klassiske idrætsgrene oprindeligt var solidt forankret i foreningssektoren, blev mange af dem allerede tidligt også dyrket som uorganiserede aktiviteter i en eller anden udstrækning. Tilbage i 1964 var omkring 80 % af alle voksne idrætsudøvere medlem af en idrætsforening, hvilket selvsagt må betyde, at omkring 20 % af de aktive på dette tidspunkt udelukkende dyrkede de klassiske idrætsgrene andre steder end i idrætsforeninger og sportsklubber. Og i de følgende år frem til 1975, hvor andelen af uorganiserede idrætsudøvere som vist stiger ganske meget, var det først og fremmest de klassiske idrætsgrene, der blev taget op som uorganiserede aktiviteter, idet det på daværende tidspunkt stadig var disse, der totalt dominerede idrætsbilledet. De nye idrætter, der begynder at komme til engang i 1970-erne, udsprang på deres side oprindeligt af den uorganiserede idrætssektor, enten i form af selvorganiserede aktiviteter hvad jogging er et typisk eksempel på eller i form af organiserede aktiviteter i privat og/eller offentligt regi. Bodybuilding og vægttræning samt aerobic og workout blev således først introduceret af de motions- og styrketræningscentre, der åbnede rundt omkring i landet i løbet af 1970-erne og 1980-erne, mens yoga og afspænding tidligt blev taget op som bevægelsesfag af mange aftenskoler og oplysningsforbund. I løbet af 1980-erne og 1990-erne kom mange af de nye idrætsgrene imidlertid også på programmet i idrætsforeninger og sportsklubber. I dag er der således flere idrætsudøvere, der dyrker aerobic i foreningsregi end i private fitness-centre, mens vægttræning/bodybuilding dyrkes omtrent lige ofte som foreningsidræt og som uorganiseret idræt. 43 Dette fænomen er ikke begrænset til enkelte idrætsgrene, men er tværtimod et generelt træk ved udviklingen i aktivitetsmønsteret. Som det fremgår af Figur 4, dyrkes samtlige idrætsgrene uanset om de er klassiske eller nye i dag i større eller mindre udstrækning både som foreningsidrætter og som uorganiserede idrætter. Alt i alt afvikles omkring halvdelen (49 %) af de aktiviteter, der bygger på de klassiske idrætsgrene i idrætsforeninger og sportsklubber, mens godt 2/3 (71 %) af de aktiviteter, der er baseret på de nye idrætsgrene, foregår uorganiseret. Der er således efterhånden sket betydelige forskydninger af idrætsgrenenes oprindelige organisatoriske forankring, og noget tilsvarende vil formentlig i et vist omfang foregå med de forskellige former for hverdagsmotion i de kommende år. Flere af de uorganiserede fysiske aktiviteter, der her betegnes som hverdagsmotion, er således så småt ved at vinde indpas i idrætsforeninger og sportsklubber, 38 både i deres oprindelige naturlige form og i mere eller mindre sportificerede varianter. Eksempler på det sidste er fremkomsten af nye idrætsgrene som power walking og pole walking, hvor det at gå er blevet stiliseret til et specifikt bevægelsesmønster og/eller koblet med anvendelsen af bestemte redskaber, der har til formål at øge såvel den kropslige alsidighed som den rent konditionsmæssige effekt ved udfoldelsen.

44 44 Fra DGI s Aerobicconvention, foto: PiXEL

45 IDRÆTS- OG MOTIONSUDØVERNE 45 HVEM DELTAGER I SPORT ELLER MOTION Den stigende deltagelse i sport eller motion siden midten af 1960-erne er forbundet med markante ændringer af udøvernes køns- og alderssammensætning. I 1964 angav dobbelt så mange mænd som kvinder, at de dyrkede sport, men forskellen bliver gradvist mindre for til sidst helt at forsvinde. Som det fremgår af Figur 5, var der allerede i 1975 (hvor spørgsmålet udvides til også at omfatte motion ) sket en betydelig udjævning, og siden slutningen af erne har der praktisk taget hersket ligestilling i denne henseende. FIGUR 5 Andel af mænd og kvinder, der dyrker sport eller motion i perioden fra 1964 til % 80% Mænd Kvinder 60% 40% % 0%

46 46 Forandringerne af deltagernes alderssammensætning har været endnu mere spektakulær. Gennemsnitsalderen er således steget fra knap 31 år i 1964 til knap 47 år i Som det ses af Figur 6, falder deltagelsen i sport meget stærkt op gennem aldersgrupperne i Mens godt halvdelen af de årige deltog, drejede det sig kun om hver tyvende blandt de årige og om endnu mindre andele i de ældste aldersgrupper. Dette ændrer sig gradvist gennem årene, og i 2002 er der næsten ingen forskel længere på de forskellige aldersgruppers deltagelse i sport eller motion. Kun blandt de 70 årige og derover er deltagelsesniveauet stadig noget lavere end i den øvrige befolkning. 39 Alligevel springer det i øjnene, at der i dag er flere aktive i den ældste aldersgruppe (58 %), end der var blandt de helt unge tilbage i 1964 (53 %). FIGUR 6 Andel af forskellige aldersgrupper, der dyrker sport eller motion i perioden fra 1964 til % 80% % 40% 20% 0% år Den gradvise nivellering af aldersprofilen hænger på den ene side sammen med det forhold, at stadig flere fortsætter med at dyrke sport eller motion under en eller anden form, også når de bliver midaldrende og ældre hvor det tidligere var det almindelige at falde fra i ungdomsårene eller senest som yngre voksen. På den anden side viser en analyse af udviklingen i de forskellige fødselsårganges deltagelse siden 1964, at der også er mange inaktive voksne, som undervejs i livsforløbet har genoptaget eller for første gang påbegyndt en aktiv

47 47 idræts- eller motionskarriere. Dette har især været tilfældet blandt kvinder, mens mænd i højere grad blot har fastholdt deres hidtidige deltagelsesniveau, efterhånden som de er blevet ældre. 40 FORSKELLE I TIDSFORBRUGET Selv om der altså er sket en næsten fuldstændig udjævning af tidligere tiders køns- og aldersforskelle med hensyn til selve deltagelsen i sport eller motion, så er der stadig nogle forskelle, når det gælder tidsforbruget (se tabel 2). De aktive bruger som nævnt i gennemsnit 5 timer og 32 minutter på idræts- og motionsaktiviteter i løbet af en normal uge. Mænd bruger godt tre kvarter mere (5 timer og 56 minutter) end kvinder (5 timer og 8 minutter). Forskellen skyldes primært, at en del flere mænd (22 %) end kvinder (16 %) hører til i den mest aktive gruppe med et tidsforbrug på 8 timer og derover om ugen, idet fordelingen på tidsintervallerne i øvrigt er meget ensartet Mænd Kvinder Alle 2002 Mænd Kvinder Alle TABEL 2 Tidsforbrug på idræts- og motionsaktiviteter i 1998 og 2002, fordelt på køn og alder (i timer: minutter) år år år år år år 70+ år Alle 9:30 5:20 7:35 6:52 4:23 5:37 4:23 2:48 3:38 4:01 3:53 3:57 3:34 3:41 3:37 4:39 5:00 4:48 3:38 3:17 3:26 5:04 3:52 4:29 7:42 6:26 7:07 7:29 5:51 6:41 4:22 4:18 4:20 5:08 4:34 4:51 5:00 4:58 4:59 7:26 6:38 7:02 6:52 4:32 5:33 5:56 5:08 5:32 Unge er som forventet den gruppe, der bruger mest tid på idræt og motion. Blandt årige drejer det sig i gennemsnit om 7 timer og 7 minutter om ugen, mens årige bruger 6 timer og 41 minutter. Allerede fra 30 års alderen falder tidsforbruget imidlertid ganske meget. De årige er således kun aktive i 4 timer og 20 minutter, hvilket er det laveste niveau af alle aldersgrupperne, men også de årige og de årige bruger mindre tid end gennemsnittet. Til gengæld viser det sig vel nok lidt overraskende, at de årige bruger omtrent lige så meget tid på idræt og motion (7 timer og 2 mi-

48 48 nutter) som de helt unge, og at også de 70 årige og derover bruger relativt meget tid på fysisk aktivitet i fritiden (5 timer og 33 minutter). De åriges lavere tidsforbrug på idræts- og motionsaktiviteter hænger formentlig sammen med det forhold, at mange i denne gruppe især kvinder har mindre fritid til rådighed end såvel de yngre som de ældre aldersgrupper på grund af længere arbejdstid, og fordi relativt flere lever i familier med børn, hvor husholdningsarbejdets omfang generelt er større. 41 Det lavere tidsforbrug blandt de årige betyder, at hovedparten i disse aldersgrupper især mange kvinder ikke er idræts- og motionsaktive i de anbefalede fire timer om ugen. Kun godt hver tredje i alderen år (39 %) og noget under halvdelen af såvel de årige (44 %) som af de årige (45 %) er således aktive i tilstrækkeligt omfang. Den stigning, som har fundet sted i tidsforbruget siden 1998, er forholdsvis jævnt fordelt på de forskellige grupper. Kvinders tidsforbrug er dog generelt øget med omkring en halv time mere end mænds. Interessant er det også, at tidsforbruget er steget mere i aldersgrupperne fra 50 år og opefter end i den øvrige befolkning. Derimod bruger unge som den eneste aldersgruppe lidt mindre tid på idræts- og motionsaktiviteter i dag end i Således er unge mænds tidsforbrug faldet med næsten to timer om ugen, mens unge kvinders er steget med godt en time. Det faldende tidsforbrug blandt unge mænd hænger formentlig sammen med, at færre af dem i dag dyrker foreningsidræt som netop i den alder er meget tidskrævende end tilfældet var for fire år siden.

49 HVEM DELTAGER I DE TRE AKTIVITETSFORMER På trods af at der i perioden siden 1964 gradvist er sket en næsten fuldstændig nivellering af køns- og aldersforskelle i forhold til deltagelsen i sport eller motion som sådan, er der stadig visse forskelle på såvel mænd og kvinders som unge og ældres præference for de respektive aktivitetsformer og aktivitetsmåder, selv om også disse i mange henseender er blevet mindre. 49 Foreningsidrætten var tidligere klart domineret af mænd. Der findes ikke kønsog aldersspecifikke oplysninger fra 1964-undersøgelsen, men endnu i 1975 var dobbelt så mange mænd som kvinder medlem af en idrætsforening eller sportsklub. Denne forskel er gennem årene blevet stadig mindre, så der i dag kun er lidt færre kvinder end mænd, der dyrker foreningsorganiseret idræt (se bilagstabel 2). Der er dog stadig stor forskel på mænds og kvinders tilbøjelighed til at dyrke konkurrenceidræt, altså foreningsidræt der indebærer regelmæssig deltagelse i kampe og/eller konkurrencer. Dette forhold er ganske vist ikke blevet belyst i Lokale- og Anlægsfondens undersøgelse fra 2002, men i Socialforskningsinstituttets undersøgelse fra 1998 angav 21 % af alle mænd, at de deltog i organiseret konkurrenceidræt, mens det samme kun var tilfældet for 8 % af alle kvinder. Kvinder var til gengæld noget i overtal i den øvrige foreningsidræt, idet 20 % af alle kvinder deltog heri mod 15 % af alle mænd. 42 Den uorganiserede idræt havde tidligere nærmest den modsatte kønsprofil. I 1975 dyrkede 15 % af alle mænd uorganiseret idræt mod 19 % af alle kvinder. Denne forskel holder sig ret konstant gennem alle årene frem til 1998, men herefter er andelen af kvinder, der dyrker uorganiseret idræt, faldet lidt, således at denne i dag ikke længere overstiger andelen af mænd (se bilagstabel 3). Også den uorganiserede idræt er sammensat af flere forskellige aktivitetsmåder og organiseringsformer. Specielt aftenskolernes bevægelsesfag skiller sig ud, idet omkring 80 % af deltagerne i 1998 var kvinder. Mænd (17 %) og kvinder (19 %) var derimod nogenlunde lige tilbøjelige til at gå i motionscenter, og heller ikke med hensyn til deltagelsen i selvorganiseret idræt var der nogen større forskel på mænd (40 %) og kvinder (41 %). 43 Deltagelsen i hverdagsmotion er som nævnt først blevet registreret fra og med 1993, så de aktives kønsfordeling inden da kendes ikke. I såvel 1993 som 1998 var mænd klart oftere involveret i hverdagsmotion end kvinder, men dette har ændret sig i de sidste år, således at denne aktivitetsform i dag praktisk taget dyrkes lige ofte af begge køn (se bilagstabel 4). Alt i alt er der altså i dag kun små forskelle på mænds og kvinders deltagelse i såvel foreningsidræt som uorganiseret idræt og hverdagsmotion (se Figur 7).

50 50 FIGUR 7 Andel af mænd og kvinder, der dyrker foreningsidræt, uorganiseret idræt og hverdagsmotion i Mænd Kvinder 100 % 80% 60% % % 0% Foreningsidræt Uorganiseret idræt Hverdagsmotion Billedet er derimod noget anderledes, når man ser på udviklingen i forskellige aldersgruppers deltagelse i de tre aktivitetsformer. Deltagelse i foreningsidræt var tidligere først og fremmest et anliggende for de unge og yngre voksne. I 1975 dyrkede omkring hver tredje i års alderen (33 %) og lidt færre af de årige (27 %) og årige (28 %) foreningsidræt, men herefter faldt interessen ganske stærkt med stigende alder. Blandt de 70 årige og derover var det således kun en forsvindende lille andel, som deltog i denne form for aktivitet (1 %). Deltagelsen i foreningsidræt er siden da steget i alle aldersgrupper, idet godt halvdelen af alle unge (52 %) og godt hver syvende af de 70 årige og derover (15 %) i dag dyrker foreningsidræt under en eller anden form. Da deltagelsen således er steget nogenlunde lige meget i alle aldersgrupper, er der altså ikke sket nogen egentlig udjævning af de oprindelige niveauforskelle (se bilagstabel 2). Alder har fortsat også væsentlig betydning for, hvilken form for foreningsidræt man typisk deltager i. I 1998 deltog 39 % af de årige i konkurrenceidræt, mens det samme kun var tilfældet for 5 % af de årige og 1 % af

51 51 de 70 årige og derover. 44 Midaldrende og ældres tilgang til foreningsidrætten har med andre ord primært fundet sted inden for de aktivitetstilbud, som ikke indebærer deltagelse i kampe og/eller konkurrencer. Deltagelsen i uorganiseret idræt har udviklet sig på en lidt anden måde. I 1970-erne og især i 1980-erne var deltagelsen heri mere ligeligt fordelt mellem de forskellige aldersgrupper, end den er i dag. Selv om den stærke vækst, der fandt sted i den uorganiserede idræt fra slutningen af 1980-erne og frem til slutningen af 1990-erne, omfattede alle aldersgrupper, så var den noget kraftigere blandt unge og yngre voksne end blandt midaldrende og ældre. Aldersprofilen for deltagelse i uorganiseret idræt er med andre ord blevet skævere end tidligere, således at den i dag til forveksling ligner foreningsidrættens (se Figur 8). De respektive aldersgruppers involvering i uorganiseret idræt varierer på samme måde som mænds og kvinders væsentligt mellem de forskellige aktivitetsmåder og organiseringsformer. Aftenskolernes bevægelsesfag appellerer især til midaldrende og de ældre, mens motionscentre først og fremmest frekventeres af unge og især yngre voksne. Også den selvorganiserede idræt topper blandt de unge og yngre voksne, men udøves dog af betydelig større andele af de midaldrende og ældre end motionscentrenes aktivitetstilbud. 45 FIGUR 8 Andel af forskellige aldersgrupper, der dyrker foreningsidræt, uorganiseret idræt og hverdagsmotion i Hverdagsmotion Uorganiseret idræt Foreningsidræt 100 % 80% 60% 40% 20% 0% år

52 52 Udviklingen i hverdagsmotionens aldersprofil adskiller sig til gengæld diametralt fra såvel foreningsidrættens som den uorganiserede idræts. I 1993 var deltagelse i hverdagsmotion stort set lige udbredt i alle aldersgrupper (se bilagstabel 4). Om end den enorme vækst, der siden da har været i interessen for at dyrke hverdagsmotion, omfatter alle aldersgrupper, så har tilstrømningen samlet set været næsten dobbelt så stor blandt midaldrende og ældre som blandt unge og yngre voksne. Sandsynligheden for at dyrke hverdagsmotion stiger således i dag ganske meget op gennem aldersgrupperne og kulminerer først blandt de årige, hvoraf ikke mindre end 77 % angiver at deltage i sådanne aktiviteter. Andelen af udøvere falder herefter til et lidt lavere niveau blandt de 70 årige og derover, men selv i den ældste aldersgruppe er der flere, som dyrker hverdagsmotion end blandt de unge og yngre voksne (se Figur 8). Sammenfattende er der gennem perioden sket en næsten fuldstændig udjævning af tidligere tiders kønsforskelle i deltagelsen i de tre aktivitetsformer, selv om der stadig eksisterer sådanne forskelle, når man ser på præferencen for specifikke aktivitetsmåder og organiseringsformer. Aldersmæssigt er der også sket betydelige forandringer, men en egentlig nivellering af de oprindelige niveauforskelle mellem aldersgrupperne har der ikke været tale om. Foreningsidrætten og den uorganiserede idræt er i stigende grad kommet til at ligne hinanden med hensyn til alderssammensætningen, mens hverdagsmotionen i denne henseende adskiller sig markant fra de to andre aktivitetsformer. Foreningsidræt og uorganiseret idræt appellerer især til unge og yngre voksne, hvorimod midaldrende og ældre især foretrækker hverdagsmotion. AKTIVITETSFORMER OG TIDSFORBRUG Deltagelse i henholdsvis foreningsidræt, uorganiseret idræt og hverdagsmotion er ikke gensidigt udelukkende i den forstand, at udøverne kun dyrker en enkelt af aktivitetsformerne. Der er tværtimod ganske mange, som dyrker flere forskellige sideløbende aktiviteter (se s. 41), og det er heller ikke ualmindeligt at deltage i flere forskellige aktivitetsformer. Samlet set deltager 38 % af alle voksne danskere kun i en enkelt af aktivitetsformerne, mens 34 % deltager i to aktivitetsformer og 11 % deltager i alle tre aktivitetsformer. Noget over halvdelen af de aktive deltager altså i mere end en aktivitetsform. Som det fremgår af Tabel 3, kan deltagelsen i de forskellige aktivitetsformer kombineres på flere forskellige måder. Dette har betydning, når man skal belyse sammenhængen mellem deltagelsen i de respektive aktivitetsformer og de aktives tidsforbrug. I såvel Socialforskningsinstituttets som Lokale- og Anlægsfondens undersøgelser er tidsforbruget målt som den tid, den aktive anvender på en normal uge til at udøve alle sine idræts- og motionsaktiviteter set under et. Det er derfor ikke muligt at opgøre tidsforbruget separat for hver

53 53 enkel aktivitetsform for sig, men kun for de forskellige kombinationer heraf som udøverne er involveret i. En sådan opgørelse har interesse om ikke andet så ud fra en sundhedspolitisk betragtning fordi den kan give et fingerpeg om hvilke involveringsmønstre, der giver det bedste resultat i henseende til at sikre et tilstrækkeligt højt tidsforbrug på fysisk aktivitet i fritiden til at opnå en sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende effekt. Udøvere, der kun dyrker en enkelt af aktivitetsformerne, bruger som det ses af Tabel 3 generelt mindre tid på deres aktivitet end andre. Især den gruppe, der udelukkende dyrker uorganiseret idræt, bruger med 2 timer og 59 minutter om ugen væsentligt mindre tid end gennemsnittet af aktive, men også de, der kun dyrker foreningsidræt eller kun dyrker hverdagsmotion, bruger lidt mindre tid på deres aktiviteter end gennemsnittet. Det største tidsforbrug ses i de grupper, der kombinerer foreningsidræt med hverdagsmotion og/eller uorganiseret idræt. Udøvere af foreningsidræt og hverdagsmotion bruger således 6 timer og 45 minutter om ugen på deres aktiviteter, mens udøvere af såvel foreningsidræt som uorganiseret idræt og hverdagsmotion bruger 6 timer og 44 minutter herpå. Der synes på den baggrund at være et vist belæg for at konkludere, at kombinationen af flere forskellige aktivitetsformer er den bedste strategi, hvis målet er at opnå et højt tidsforbrug på fysisk aktivitet i fritiden. TABEL 3 Tidsforbrug på idræts- og motionsaktiviteter blandt udøvere af forskellige aktivitetsformer i Andel Tidsforbrug Kun foreningsidræt Foreningsidræt og uorganiseret idræt Foreningsidræt og hverdagsmotion Foreningsidræt, uorg.idræt, hverdagsmotion Kun uorganiseret idræt Uorganiseret idræt og hverdagsmotion Kun hverdagsmotion 7 % 6 % 11 % 11 % 7 % 17 % 24 % (timer:min.) 5:19 6:38 6:45 6:44 2:59 5:14 5:08 Alle idræts- og motionsaktive 83 % 5:32

54 54 HVEM DYRKER DE FORSKELLIGE AKTIVITETER Selv om især kønsforskelle men også aldersforskelle gennem årene har fået stadig mindre betydning for såvel den generelle deltagelse i idræts- og motionsaktiviteter som for deltagelsen i de tre aktivitetsformer, eksisterer der fortsat meget markante køns- og/eller aldersforskelle, når det gælder præferencen for de respektive aktiviteter. 46 Aldersgennemsnittet for de forskellige aktiviteter varierer således fra knap 27 år for udøvere af kampsport til godt 58 år for udøvere af folkedans, mens kønsfordelingen varierer fra 94 % mænd blandt jægere til 90 % kvinder blandt udøvere af aerobic. Af Figur 9 fremgår hvilke aktiviteter, mænd og kvinder i de forskellige aldersgrupper typisk deltager i. Den viste model for sammenhængen mellem alder, køn og aktiviteter der er baseret på middelværdier er som al anden statistik udtryk for nogle gennemsnitstendenser. Der kan med andre ord sagtens findes eksempler på aktive, som ikke passer ind i det generelle mønster. Det ses, at kampsport (fx karate, taekwondo, judo) især er udbredt i den yngste aldersgruppe, og denne aktivitet er lidt mere populær blandt mænd end blandt kvinder. Fodbold er også en idrætsgren, som typisk dyrkes af unge og yngre voksne, men her er deltagerne næsten udelukkende mænd. Til gengæld domineres aerobic totalt af unge og yngre voksne kvinder. Blandt midaldrende er aktiviteter som svømning, badminton, tennis, skydning, turcykling og golf særligt populære. For skydnings vedkommende er deltagerne næsten udelukkende mænd, hvorimod svømning i højere grad appellerer til kvinder. I den ældste aldersgruppe dyrker kvinderne især gymnastik og folkedans, mens mændene er mere tilbøjelige til at koncentrere sig om cykelsport, om end der også er en del ældre mænd, som deltager i folkedans.

55 55 UNGE Kampsport Fodbold Rulleskøjter Håndbold Andet hold-bold Styrketræning Ridning Andet ind-bold Sejlsport Tennis Jogging Badminton Sportsdans Moderne dans Aerobic MÆND Jagt Skydning Fiskeri Kano/kajak/roning Golf Turcykling Svømning KVINDER Anden motion Yoga/afspænding Cykelsport Vandreture Gymnastik Folkedans ÆLDRE FIGUR 9 Sammenhængen mellem køn, alder og aktiviteter (baseret på middelværdier for køns- og alderssammensætningen).

56 56

57 NOTER 57 Note 1: Ifølge en undersøgelse foretaget af PLS Rambøll for Jyllands- Posten, vejer omkring 40 % af den voksne danske befolkning så meget, at de kan betegnes som overvægtige eller svært overvægtige, jf. Jyllands-Posten d. 11/ Note 2: jf. Klarlund Pedersen, Bente og Saltin, Bengt (2003): Fysisk aktivitet en håndbog om forebyggelse og behandling. Sundhedsstyrelsen. s. 9 Note 3: jf. Engström, Lars-Magnus (1999): Idrott som social markör. Stockholm: HLS Förlag. s. 11 Note 4: se hertil Hansen, Jørn (1990): Sport og dansk idræt, i Idrætshistorisk Årbog, 6. årgang. Odense Universitetsforlag. s Note 5: her citeret fra Jespersen, Ejgil og Riiskjær, Søren (1982): 80 ernes idræt mod en ny breddeidræt. Fuglebjerg: Bavnebanke. s. 14 Note 6: Engström, Lars-Magnus (1999). op.cit., s. 18 Note 7: Alle tre bølger kan med en vis ret hævdes at have deres udspring helt tilbage i slutningen af 1800-tallet, hvor den moderne idræt opstår i sammenhæng med det moderne samfunds gennembrud, men det er altså først i den sidste del af 1900-tallet, at de to sidste bølger for alvor aktualiseres. Note 8: Toffler, Alvin (1981): Den Tredje Bølge. Viborg: Chr. Erichsens Forlag. Note 9: ibid, s. 16 Note 10: Trangbæk, Else et al (1995): Dansk Idrætsliv Bind 1. Viborg: Gyldendal. s. 30f.

58 58 Note 11: Bøje, Claus og Eichberg, Henning (1994): Idrættens Tredje Vej. Århus: KLIM. s. 20 Note 12: ibid, s. 22 Note 13: Ministeriet for Kulturelle Anliggender (1987): Betænkning om breddeidrætten i Danmark. Betænkning nr Bind I, s. 30 Note 14: Bomholt, Julius (1945): Kulturproblemer. København: Gyldendal. s. 70 Note 15: ibid, s. 74 Note 16: Bøje, Claus og Eichberg, Henning (1994). op.cit., s. 122f. Note 17: Jespersen, Ejgil og Riiskjær, Søren (1982). op.cit., s. 93 Note 18: jf. Larsen, Knud (2003): Idrætsdeltagelse og idrætsforbrug i Danmark. Århus: KLIM. s. 29 Note 19: Bøje, Claus og Eichberg, Henning (1994). op.cit., s. 13 Note 20: Jespersen, Ejgil og Riiskjær, Søren (1982). op.cit., s. 13f. Note 21: Trangbæk, Else et al (1995): Dansk Idrætsliv Bind 2. Viborg: Gyldendal. s. 54 Note 22: Brændgaard Mikkelsen, Per (2003): Stort potentiale for cykling og gang. Note 23: ibid Note 24: ibid Note 25: ibid Note 26: Et lignende spørgsmål indgik allerede i 1987-undersøgelsen, men uden angivelse af at aktiviteten skulle være dyrket regelmæssigt i det sidste år, som det kræves i 1993-undersøgelsen og frem. Deltagelsesniveauet i de forskellige aktiviteter er derfor væsentligt højere end i de efterfølgende undersøgelser, hvorfor der ses bort fra disse data i nærværende sammenhæng.

59 Note 27: For så vidt angår 1964-undersøgelsen, kendes dog kun den samlede andel, der angiver at være medlem af en idrætsforening, idet dette materiale i øvrigt er gået tabt. 59 Note 28: jf. Jensen, Mogens Kjær (1991): Kvalitative metoder i anvendt samfundsforskning. København; Socialforskningsinstituttet. s. 107 ff. Note 29: I årene 1964, 1975 og 1987 er andelen af organiserede idrætsudøvere opgjort på baggrund af et selvstændigt spørgsmål, hvor svarpersonerne har skullet angive, om de er medlem af en idrætsforening eller ej. De uorganiserede idrætsudøvere er for de samme år opgjort som andelen af svarpersoner, der angiver at dyrke sport eller motion, og som samtidig har angivet, at de ikke er medlem af en idrætsforening. Umiddelbart omfatter dette tal derfor kun den gruppe, som udelukkende dyrker uorganiseret idræt. Da det er udviklingen i den samlede deltagelse i uorganiseret idræt, der ønskes belyst, er tallet blevet forhøjet med en faktor, der svarer til den andel af de foreningsorganiserede idrætsudøvere, som i undersøgelsen angav, at de også dyrkede mindst en uorganiseret idrætsaktivitet. Dette var tilfældet for i alt 29 % af de foreningsorganiserede idrætsudøvere. Når 1993-undersøgelsen er valgt som udgangspunkt for opregningen, skyldes det, at afvigelserne i besvarelserne af de to forskellige spørgsmål, som måler idrætsdeltagelsen som omtalt i introduktionen er forholdsvis beskeden i denne undersøgelse. I øvrigt viser det sig, at den anvendte opregningsfaktor kun i mindre grad afviger fra det tilsvarende tal i undersøgelserne fra 1998 og Den faktiske andel, der udelukkende dyrker uorganiseret idræt i årene 1964, 1975 og 1987 og den beregnede andel, der totalt set formodes at dyrke uorganiseret idræt, fremgår af nedenstående tabel Udelukkende uorganiseret idræt 3 % 12 % 14 % Også foreningsidræt (beregnet) 3 % 5 % 8 % Uorganiseret idræt i alt 6 % 17 % 22 % For så vidt angår angivelserne af de andele af befolkningen, der deltager i foreningsidræt, uorganiseret idræt og hverdagsmotion i 1993, 1998 og 2002, er disse opgjort på baggrund af det spørgsmål, der måler deltagelsen i specifikke idræts- og motionsaktiviteter, jf. Bilag 2. Note 30: Hertil skal dog bemærkes, at Socialforskningsinstituttets fritidsundersøgelser ikke omfatter børn under 16 år. En undersøgelse af 7-15 årige skolebørns kultur- og fritidsaktiviteter, som Socialforskningsinstituttet gennemførte i 1987 viste, at 64 % i denne aldersgruppe gik fast til sport og motion hver uge (jf. Fridberg, Torben (1999): Skolebørns fritidsaktiviteter.

60 60 København: Socialforskningsinstituttet). Ifølge rapporten Kulturens børn (Forchhammer, Jette (1981)), var omkring halvdelen af alle børn i 9-12 års alderen medlem af en idrætsforening i Der synes således at have været en betydelig vækst i den organiserede idrætsudøvelse blandt børn i årene mellem 1978 og Tilgangen til den organiserede børneidræt er fortsat i 1990-erne om end knap som stærkt, idet det i 1998 hvor Socialforskningsinstituttet gentog undersøgelsen af skolebørns kultur- og fritidsaktiviteter var 71 % af de 7-15 årige, som gik fast til sport og motion hver uge i en idrætsforening eller sportsklub. Væksten i foreningsidrættens medlemsskare siden 1964 har altså totalt set været væsentligt større end angivelserne for personer i alderen fra 16 år og derover giver indtryk af. Note 31: jf. Dagbladet Information d. 21 juni 2003 Note 32: jf. Underlien Jensen, Søren. Danmarks Transportforskning. Note 33: jf. Vejdirektoratet: trafikdata. Note 34: jf. Søndergård Jensen, Frank (2003): Friluftsliv i 592 skove og andre naturområder. Skov og Landskab. Note 35: jf. introduktionen i afsnit 3.1. Note 36: I undersøgelserne fra 1964 og 1975 blev svarpersonerne kun bedt om at angive, hvilke aktiviteter de dyrkede, for så vidt de havde besvaret det generelle spørgsmål om deltagelse i sport eller motion positivt. Det var med andre ord en forudsætning for at blive registeret som udøvere af en given aktivitet, at svarpersonerne først havde begrebet denne som sport eller motion. I undersøgelserne fra og med 1993 er alle de personer, der deltager i undersøgelserne, derimod blevet spurgt, om de dyrkede nogen af de listede aktiviteter uden hensyntagen til deres besvarelse af det generelle spørgsmål. For så vidt angår de angivne resultater fra 1964-undersøgelsen skal desuden bemærkes, at disse er beregnet ud fra de oplysninger herom, der findes i den rapport Socialforskningsinstituttet i sin tid udsendte om undersøgelsen, dvs. Kühl, P-H et al (1966): Fritidsvaner i Danmark med særligt hensyn til radio og fjernsyn. København: Teknisk Forlag, idet også denne del af det oprindelige data-sæt fra 1964-undersøgelsen er gået tabt. Note 37: I såvel 1964 som 1975 anvendes betegnelsen søsport, der både omfatter sejlsport og roning. Note 38: Borup IF er et eksempel herpå, idet man her har taget turcykling op som motionsaktivitet, jf.

61 Note 39: Et nærmest identisk billede om end på et generelt højere niveau fremkommer, hvis man i stedet tager udgangspunkt i det andet spørgsmål, der måler deltagelsen i specifikke idræts- og motionsaktiviteter. Også i det tilfælde er der i dag stort set lige mange aktive mænd og kvinder, ligesom det kun er de 70 årige og derover, som skiller sig ud med et noget lavere deltagelsesniveau end i de øvrige aldersgrupper. 61 Note 40: jf. Larsen, Knud (2003). op.cit., s.62 ff. Note 41: jf. Bonke, Jens (2003): Tid og velfærd. Socialforskningsinstituttet. s. 32 ff. Note 42: jf. Larsen, Knud (2003). op.cit. s. 32. Note 43: ibid. s. 37ff. Note 44: ibid. s. 33 Note 45: ibid. s. 37ff. Note 46: En sammenligning af de mest populære aktiviteters køns- og aldersprofil i henholdsvis 1975 og 1998 viser således, at såvel mænd og kvinders som de forskellige aldersgruppers præference for at dyrke de respektive aktiviteter har ændret sig meget lidt over tid. Bortset fra at gennemsnitsalderen er steget inden for enkelte idrætsgrene, især tennis og badminton, men i nogen grad også inden for ridning, skydning, sejlsport og svømning, har køns- og alderssammensætningen således været karakteriseret af en forbavsende stabilitet gennem det sidste kvarte århundrede. Jf. Larsen, Knud (2003). op.cit. s. 70 f.

62

63 LITTERATUR 63 Bomholt, Julius (1945): Kulturproblemer. København: Gyldendal. Bonke, Jens (2003): Tid og velfærd. Socialforskningsinstituttet. Brændgaard Mikkelsen, Per (2003): Stort potentiale for cykling og gang. Bøje, Claus og Eichberg, Henning (1994): Idrættens Tredje Vej. Århus: KLIM. Engström, Lars-Magnus (1999): Idrott som social markör. Stockholm: HLS Förlag. Forchhammer, Jette et al.(1981): Kulturens børn. Kulturministeriets Arbejdsgruppe om Børn og Kultur. Fridberg, Torben (1999): Skolebørns fritidsaktiviteter. København: Socialforskningsinstituttet. Hansen, Jørn (1990): Sport og dansk idræt, i Idrætshistorisk Årbog, 6. årgang. Odense Universitetsforlag. Jensen, Mogens Kjær (1991): Kvalitative metoder i anvendt samfundsforskning. København: Socialforskningsinstituttet. Jespersen, Ejgil og Riiskjær, Søren (1982): 80 ernes idræt mod en ny breddeidræt. Fuglebjerg: Bavnebanke. Klarlund Pedersen, Bente og Saltin, Bengt (2003): Fysisk aktivitet en håndbog om forebyggelse og behandling. Sundhedsstyrelsen. Kühl, P-H et al (1966): Fritidsvaner i Danmark med særligt hensyn til radio og fjernsyn. København: Teknisk Forlag.

64 64 Larsen, Knud (2003): Idrætsdeltagelse og idrætsforbrug i Danmark. Århus: KLIM. Ministeriet for Kulturelle Anliggender (1987): Betænkning om breddeidrætten i Danmark. Betænkning nr Bind I-III. Søndergård Jensen, Frank (2003): Friluftsliv i 592 skove og andre naturområder. Skov og Landskab. Toffler, Alvin (1981): Den Tredje Bølge. Viborg: Chr. Erichsens Forlag. Trangbæk, Else et al (1995): Dansk Idrætsliv Bind 1 og 2. Viborg: Gyldendal. Underlien Jensen, Søren. Danmarks Transportforskning. Vejdirektoratet: trafikdata.

65

66

67 BILAG 67 Bilag 1: Om datamaterialet Med mindre andet eksplicit er anført, er fremstillingen baseret på analyser af datamaterialet fra Socialforskningsinstituttets løbende kultur- og fritidsundersøgelser fra 1964, 1975, 1987, 1993 og 1998, samt Lokale- og Anlægsfondens undersøgelse fra Alle undersøgelserne er baseret på interview med repræsentative udsnit af befolkningen i alderen 16 år og derover. I undersøgelsen fra 1964 indgik oprindeligt også personer i alderen 15 år, men af hensyn til sammenligneligheden med de følgende undersøgelser er disse ikke medtaget i datagrundlaget for nærværende fremstilling. Populationen i undersøgelsen adskiller sig desuden fra de øvrige undersøgelser ved kun at omfatte personer i alderen op til og med 74 år, hvilket indebærer, at resultaterne for den ældste aldersgruppe (70 år og derover) ikke er helt sammenlignelige med de tilsvarende resultater fra de øvrige undersøgelser. Der er i bilagstabel 1 givet en summarisk beskrivelse af dette materiales beskaffenhed. For en uddybende redegørelse henvises til instituttets egne publikationer om undersøgelserne, Dansk Data Arkivs dokumentation, samt Lokale- og Anlægsfondens notat: Idrætsdeltagelse i Danmark Bilagstabel 1 Oversigt over indsamlingstidspunkt, spørgemetode, stikprøvestørrelse, antal svarpersoner og svarprocent i Socialforskningsinstituttets kultur- og fritidsundersøgelser fra 1964, 1975, 1987, 1993 og 1998, samt Lokale- og Anlægsfondens undersøgelse fra Årstal Indsamlings- Spørge- Stikprøve- Antal Svartidspunkt metode størrelse svar procent feb/mar besøg januar besøg feb/mar telefon/post nov/dec telefon/besøg nov/dec telefon/besøg okt/nov telefon For 1998-undersøgelsens vedkommende er data-materialet stillet direkte til rådighed af Socialforskningsinstituttet ved Torben Fridberg, mens det for de øvrige af instituttets undersøgelsers vedkommende er tilvejebragt gennem Dansk Data Arkiv.

68 68 Bilag 2: Om aktivitetsspørgsmålets kategorier Mere præcist har man i dette spørgsmål spurgt interviewpersonerne Hvilke former for motion (sport) har De dyrket i det sidste år? hvor ofte og på hvilken måde?, idet der i den forbindelse skelnes mellem, om de respektive aktiviteter dyrkes som medlem af en idrætsforening/sportsklub eller ej. I spørgsmålet er listet i alt 28 forskellige idræts- og motionsaktiviteter, samt en åben kategori: anden motion. Af disse betragtes 23 aktiviteter i nærværende sammenhæng som deciderede idrætsaktiviteter. Det drejer sig om fodbold, håndbold, andet boldspil for hold, badminton, tennis, andet individuelt boldspil, golf, jogging/motionsløb, svømning, gymnastik, aerobic/workout, vægttræning/bodybuilding, moderne dans/afrikansk dans, sportsdans, folkedans, yoga/afspænding/ meditation, karate/taekwondo/aikido/judo/anden kampsport, skydning, cykelsport, rulleskøjter, ridning, kano/kajak/roning samt sejlsport. I de tilfælde, hvor svarpersonerne har angivet, at de dyrker den givne idrætsgren som medlem af en idrætsforening/sportsklub, anses aktiviteten for at være en foreningsidræt, mens den i modsat fald regnes som en uorganiseret idræt. Ud over de nævnte idrætsaktiviteter er der tillige blevet spurgt til deltagelse i vandreture/motionsmarcher, turcykling, jagt, fiskeri og anden motion. Disse fem kategorier betragtes her under ét som hverdagsmotion.

69 69 Bilag 3: Bilagstabeller Bilagstabel 2 Andel af den voksne befolkning, der i perioden 1964 til 2002 har dyrket foreningsidræt, fordelt efter køn og alder (i %) Alle Mænd Kvinder år år år år år år år 1 11* * år Bilagstabel 3 Andel af den voksne befolkning, der i perioden 1964 til 2002 har dyrket uorganiseret idræt, fordelt efter køn og alder (i %) Alle Mænd Kvinder år år år år år år år 11 18* * år

70 70 Bilagstabel 4 Andel af den voksne befolkning, der i perioden 1993 til 2002 har dyrket hverdagsmotion, fordelt efter køn og alder (i %) Alle Mænd Kvinder år år år år år år år Bilagstabel 5 Andel af den voksne befolkning, der i perioden 1993 til 2002 har dyrket mindst en idræts- eller motionsaktivitet, fordelt efter køn og alder (i %) Alle Mænd Kvinder år år år år år år år

71 71 Bilagstabel 6 Andel af den voksne befolkning, der i perioden 1964 til 2002 har dyrket sport eller motion, fordelt efter køn og alder (i %) Alle Mænd Kvinder år år år år år år år * * år

72 72 FOTOS STIG NØRHALD: side 17, 20, 23, 26, 33, 35, 38, 48, 56,72 SPORTS FOTO, Preben B. Søborg: side 12, 13, 24, 25, 41, 64 PiXEL, fra DGI s Aerobicconvention: side 44 POLFOTO/Erik Gleie: side 2 POLFOTO/Kim Agersten: side 3 POLFOTO/Peer Pedersen: side 8 POLFOTO/Erik Petersen: side 10 POLFOTO/Thomas Borberg: side 14 POLFOTO/Henrik Petit: side 16 POLFOTO/Jens Dresling: side 37 POLFOTO/Jan Grarup: side 239