Kilde nr. 2: Den demokratiske fredstese

Transkript

1 Kilde nr. 2: Den demokratiske fredstese Republikansk liberalisme bygger på en påstand om, at liberale demokratier ikke går i krig med hinanden. Det er uhyre svært at finde historiske eksempler herpå. Siden afslutningen af den kolde krig er der opstået mange nye demokratier. Derfor optimismen: Demokratier går ikke i krig med hinanden, og vi kan således se frem til en mere fredelig verden. Hvorfor freden mellem demokratierne? Den ledende liberale demokratiteoretiker Michael Doyle (f. 1948) har besvaret spørgsmålet med udgangspunkt i Immanuel Kants ( ) (jf. kap.14) klassiske analyse (Doyle 1983, 1986). Der er tre elementer i tesen om fred mellem demokratierne. Det første er den kultur for fredelig konfliktløsning, som liberale demokratier har opbygget. Samtidig er demokratiske regeringer under folkelig kontrol og vil derfor ikke indlade sig på konflikter, der kan udsætte borgerne for krig og blodsudgydelse. Det andet element er de fælles moralske værdier, som demokratierne støtter, og som fører til moralske band imellem dem det, som Kant kaldte en fredsunion. Fredelige former for konfliktløsning anses for at være voldelige former overlegne. Dette synspunkt dominerer relationerne mellem liberale demokratier. Åbenhed og ytringsfrihed skaber gensidig tillid og forståelse. Det tredje element er økonomisk samarbejde mellem demokratierne. I fredsunionen kan man fokusere på købmandskab og økonomisk udveksling til gensidig fordel. Det er vigtigt at fremhæve, at demokratierne ofte fortsætter med at gå i krig med ikkedemokratiske regimer, med hvilke de ikke har udviklet fælles moralske værdier eller gensidigt økonomisk samarbejde. Imellem demokratierne indbyrdes hviler freden således på tre elementer. De fremkommer ikke automatisk eller på en gang. De skabes derimod i en proces, hvor samarbejdet bliver stadig stærkere. Blandt de grene at liberalismen, der er diskuteret her, indeholder den republikanske liberalisme det stærkeste normative element. For de fleste republikanske liberale er der god grund til at tro på, at de Internationale relationer vil udvikle sig mere fredeligt i takt med, at verden bliver mere demokratisk. Heri støttes de varmt af sociologisk liberale, for hvem det forstærkede transnationale samkvem mellem samfundene forer i samme retning. Men det gælder i det hele taget for de liberale, at de er optimister: Nar mennesker bruger deres sunde fornuft, kan samarbejdet sejre. Den liberale optimisme er tæt knyttet til fremvæksten af den moderne, rationelle, kapitalistiske, liberale stat. Modernisering betyder fremskridt på stort set alle områder, herunder i relationerne mellem stater. Georg Sørensen (2009): International politik efter 1945 i Kaspersen og Loftager, Klassisk og moderne politisk teori, s.978.

2 Kilde nr. 3: Opdragelse til krig For at... nationalfølelsen fra begyndelsen skal blive ægte og ikke bare en tom skal, må i de unges endnu modtagelige hjerner indhamres dette jernhårde princip: Den, som elsker sit folk, kan kun vise del gennem de ofre, som han er beredt til at bringe dette. En nationalfølelse, som kun går ud på vinding, eksisterer ikke. En nationalfølelse, som kun omfatter visse klasser, findes heller ikke. Hurraråb beviser ingenting, og giver ingen ret til navnet national, hvis der ikke bagved ligger en stor, kærlighedsfuld omsorg for bevarelsen af en altomfattende, sund nationalitet. Stolthed over sit folk kan man kun mere, nar man ikke længere behøver at skamme sig over nogen stand. Et folk derimod, hvis ene halvdel er elendig og forgræmmet eller helt forfalden, gør et så dårligt indtryk, at ingen kan føle stolthed over dette folk. Først nar alle medlemmer i en nation er sunde i krop og sjæl, kan glæden ved at tilhøre denne nation med rette hæves til en så ophøjet følelse, at den kan betegnes som nationalstolthed. Men denne højeste stolthed kan kun fornemmes af den, som forstår storheden hos sin nationalitet. Den uopløselige sammenhæng mellem nationalisme og social retfærdighedsfølelse må allerede fra starten indplantes i de unges hjerter. Først derigennem skabes et folk, hvis medlemmer er forenede og sammensmedede af fælles kærlighed og fælles stolthed, som for evigt ger dem urokkelige og uovervindelige. Vor tids frygt for chauvinisme er et tegn på impotens. Det faktum, at tiden ikke blot savner al overstrømmende kraft, men ligefrem betragter en sådan foreteelse med afsmag, viser, at skæbnen ikke har udset den til at øve stordåd. Thi de største omvæltninger her på jorden ville ikke have været tænkelige, hvis de som drivkraft havde haft de borgerlige idealer ro og orden, i stedet for den fanatiske, ja hysteriske lidelse. Uden tvivl går denne verden en stor omvæltning i mode. Det afgøres så, om denne omvæltning skal blive til velsignelse for den ariske menneskehed eller til gavn for den evige jøde. Den nationale stat må derfor sørge for gennem en passende opdragelse at gore ungdommen moden til de mest betydningsfulde afgørelser, som vor planet har bevidnet. Det folk, som først betræder denne vej, vil sejre. Hele den nationale stats uddannelses- og opdragelsesprogram må kulminere i den opgave, i den til sig betroede ungdoms hjerter og hjerner instinkt- og forstandsmæssigt at indmejsle raceopfattelsen og racefølelsen. Ingen pige og ingen dreng skal forlade skolen uden at have fuld indsigt i nødvendigheden og følgen af blodets renhed. Dermed skabes forudsætningerne for bevarelsen af de racemæssige grundvolde for vor nationalitet, hvorpå hele den følgende kulturudvikling skal bygge. Thi al kropslig og åndelig uddannelse ville i sidste instans være værdiløs, hvis den ikke kom et individ til gode, som principielt var besluttet på og beredt til at bevare sig selv og sin egenart. Adolf Hitler, Mein Kampf, fra Kjeld Mazanti (1975), De politiske ideologier, s

3 Kilde nr. 4: Danmark uden militære muligheder Det er til Forsvar for Nevtraliteten under en Krig mellem andre Magter, at vore Militarister nu tænker sig Danmarks Militærstyrke anvendt. Her er først Grund til i al Almindelighed at spørge: har Danmark i Krigstilfælde efter Aftaler eller alment anerkendte folkeretlige Grundstemninger bestemte Forpligtelser at opfylde? Hertil kan svares: Ja, det har en Forpligtelse; det er at hindre, at danske Mennesker frivillig yder nogen af Parterne Hjælp. Derudover har det i Virkeligheden ingen folkeretlig Forpligtelse. Der findes hist og her i folkeretlige Værker vage Udtalelser om, at nevtrale Stater bør hindre, at deres Omraade benyttes af en krigsforende Part. Men disse Udtalelser er ganske ubestemte, og der Andes ingen international Aftaler derom. End mindre findes der nogen Pligt til at berede sig i Fredstid til at gore den stærkest mulige Modstand mod en mulig indtrædende Nevtralitetskrænkelse i en mulig Krig. I intet Tilfælde har Stormagterne rejst Krav om, at Smaastaterne skulde iføre sig en Krigsrustning, der svarede til Storstaternes. Norge havde, for Rustningerne overfor Sverige begyndte, en overordentlig svag Hær. Ingen klagede derover. Og ligesaa lidt er saadanne Krav stillet overfor Danmark, hvis Militærordning jo efter vore Militaristers Mening i det mindste siden 1864 har været under al Kritik. Og mere end forunderligt vilde det være, om Stormagterne rejste den Art Fordringer overfor os. Ingen kan forpligtes ud over sin Evne. Og enhver Stormagtspolitiker ved, at Danmark ikke kan forsvare sin Nevtralitet. Det er jo i den Grad iøjnefaldende. Man tænke sig, at Tyskland har Brug for at anlægge Batterier i Jylland for at hindre Sejlads gennem Lillebælt. Ingen kan drømme om, at vi kan hindre det, hvorledes vi saa indretter vort Militærvæsen. Eller at enten Englændere eller Tyskere søger at sætte sig fast ved Storebælts Kyster. Det er givet, at vi ikke kan hindre det. Eller at Englænderne ønsker at benytte den ene eller den anden af vore Havne. Det er ganske umuligt, at vi kan forhindre dem deri. Det eneste, vi kan tænkes at forsøge, er jo selv efter de ivrige Militaristers Mening et Forsvar for det befæstede København. Men selv om dette var muligt, hindres Nevtralitetskrænkelse jo aldeles ikke derved. Der er ikke mindste Tale om, at Stormagterne vil kræve, at København skal være befæstet. Ønsker en af dem det, da vil en anden være derimod. Enighed derom kan ikke tænkes. En Fordring fra Stormagterne om, at vi skulde ruste os til Tænderne, bygge Fæstninger og Skibe og indeksercere saa mange Soldater som mulig, vilde være ensbetydende med at sige til os: Indret Eder paa at lade saa mange som mulig slaa ihjel under en kommende Krig. Vi ved godt, at det ikke er til Nytte for nogen af os, men det finder vi nu en Gang passende." En saadan Fordring er ikke stillet, og der er ikke fjerneste Sandsynlighed for, at den vil blive stillet.men har vi da Grund til frivillig at anstrenge os til det yderste? Kan det tænkes, at vi selv kan have Gavn deraf? Eller vil det kun bringe os forøget Fare? Peter Munch: Danmark under en stormagtskrig (uddrag), Det ny Aarhundrede, 2005.

4 Kilde nr. 5: Trusselsopfattelsen d. 8. april 1940 Sjældent vejer historiens bagklogskab med en så knusende tyngde som i en analyse af den danske regerings situationsopfattelse 8. april. For vi ved jo alle, hvad der hændte den følgende dag. Utvivlsomt stod det klart for udenrigs- og forsvarsministeren at afgørende begivenheder, evt. kamphandlinger, var forestående. Herpå tydede den engelske mineringsaktion mod Norge om morgenen sammenholdt med de tyske flådebevægelser og opmarchen af tyske tropper syd for grænsen. Men igen er det vigtigt at fastholde at disse sidste ikke nødvendigvis behøvede at indicere noget overfald på Danmark. De kunne være led i en flankedækning eller tjene som magtdemonstration bag et diplomatisk fremstod med f. eks. krav om baser pa dansk jord altså en situation ikke ulig den der indtraf med det tyske mineringskrav i august Derfor blev hovedmalet for alle danske dispositioner 8. april at undgå enhver handling der kunne fremprovokere et tysk angreb der måske ellers ikke ville være kommet! Derfor afviste regeringen generalernes ønske om at mobilisere, derfor forbød man dem at forskyde tropperne imod syd, og derfor trak man enhederne tilbage fra grænsen. At det værst tænkelige kunne ske, var regeringen ikke blind for men det er jo ikke det samme som at sige at den vidste det! Formentlig har man i alle tilfælde regnet med et ultimatum for en tysk aktion. Og fik denne karakter af et militært overfald var svaret givet pa forhånd: Danmark matte hverken komme i krig pa tysk eller engelsk side, erklærede udenrigsminister Munch under partiformandsmødet om aftenen 8. april. Men dermed foregreb han jo i virkeligheden det officielle Danmarks handlingsprogram for de næste fem år: Danmark som besat, men ikke erobret og dermed neutral stat. Hans Kirchhoff (1987), Kamp eller tilpasning, s.28.

5 Kilde nr. 6: Danmark indtræder i militæralliancen NATO Hvis vi bragte os selv i den situation, at vi både siger nej til eventuelt russisk ikkeangrebspagt tilbud og nej til underhåndsforespørgslen fra USA, vil vi kunne få skyld for bevidst at have lagt en ny 9. april-situation til rette. Dette ansvar vil regeringen ikke tage. Ingen i denne forsamling vil laste de mænd, der sad ved roret den 9. april De var vore venner og bedste kammerater. Vi ved, at den afgørelse, de traf, blev truffet ud fra en dyb ansvarsfølelse over for Danmark og det danske folk, og de havde ret til at være i god tro. Men lad os gøre os helt klart, at dette ikke kan gentages. Vi har pligt til at drage lære af det, der dengang skete. At lade Danmark ligge som et tomrum og af angst ikke turde give vor mening til kende i delte øjeblik, vil øge risikoen både for os og for Norden. Del vil være ødelæggende for vort gode omdømme i hele den demokratiske verden. Jeg ved, al dette er en svær afgørelse, som vil koste hver enkelt, der føler sit ansvar, sjælekamp, men en afgørelse må træffes. Jeg har i disse måneder ofte tænkt på den situation, vi gennemlevede. Demokratiske stater, harmedes over, at en ængstelig demokratisk verden tillod en Adolf Hitler at tage land eller land? Er del ikke sandt, at vi allesammen dengang nøjedes med at knytte hænderne i bukselommerne og forlange, at de andre demokratiske lande skulle gore noget? Jeg tror, alle følte det på denne made. Lad os ikke i dag, hvor vi selv er på prøve, glemme vore tanker dengang. Lad os heller ikke glemme, at det Rusland, vi star over for på samme måde som Hitlers Tyskland, bygger på et totalitært statssystem. Vi har klart sagt, og vi vil fastholde, al vi kun ønsker fred og frihed for os selv og fred og frihed for verden. Delle er målet for hele vor udenrigspolitik. Vi vil aldrig blive dellagere i nogen aggressiv politik, men vi vil være deltagere i en politik, der efter vor bedste overbevisning kan styrke og bevare de fredsvillende kræfter. Vi kan ikke af en urimelig stormagtspropaganda lade os skræmme fra at foretage og sige det, vi finder rigtigt. Det er ligeså klart, al vi fortsat gennem vor udenrigspolitik og diplomatiske tjeneste vil gøre vort yderste for at overbevise Sovjetunionens mistænksomme ledelse om, al vort formål kun er fredens og frihedens bevarelse, og at vi statsligt virkelig ønsker al opretholde el godt og venskabeligt forhold til Sovjet. Ligeledes al vi med alle midler vil søge fremme et fredeligt forhold mellem øst og vest og søge handelsforbindelserne udbygget.(...) Alt skal sættes ind på at søge freden bevaret. Kommer krigen på disse kanter, tror jeg, ulykken er sket. Danmark vil formenligt så blive besat af Rusland, hvad enten vi er i Atlanterhavspagten eller ej. Værdien for os ligger i del forebyggende, i vor viden om og en angribers viden om, at et overfald betyder udløsning af en verdenskrig. Hans Hedtoft: Tale til Socialdemokratiets hovedbestyrelse (uddrag), Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.

6 Kilde nr. 7: Forsvandt truslen fra øst i 1989? En tilbagevenden til Brezhnev-periodens ensretning af de østeuropæiske lande og koldkrigsperiodens oprustning kan i teorien ikke udelukkes, men må forekomme meget usandsynlig. Et politisk tilbageslag kan muligvis stoppe nedrustningsprocessen, men henset til de økonomiske vilkår næppe føre til fornyet, egentlig oprustning. Der kan dog snarere frygtes en udvikling i retning af en politisk opløsning af østblokken; hvorved gamle nationale modsætningsforhold og interne stridigheder, der har været underordnet blokpolitiske og ideologiske hensyn, kommer op til overfladen igen. En sådan udvikling vil umiddelbart kunne svække Warszawa-pagten militært og politisk, men vil samtidig udgøre en latent trussel mod stabiliteten i Europa. I en sådan situation bliver risikoen for, at lokale, nationale konflikter breder sig og optrappes, et alvorligt problem. Denne trussel vil blive endnu mere udtalt, hvis reformpolitikken i Sovjetunionen slår fejl og fører til politisk ustabile forhold i landet. Med det militærapparat, der findes i Sovjetunionen, kan en sådan udvikling få uoverskuelige følger. Udviklingen kan imidlertid udmærket få et ganske andet, positivt forløb. I et»bedste fald«-perspektiv vil Sovjetunionen og de østeuropæiske lande gradvis tilnærme sig den vestlige samfundsmodel eller udvikle en egen, selvstændig kurs, efterhånden som økonomiske og politiske reformer fares ud i livet. De vestlige landes reaktioner - sikkerhedspolitiske som økonomiske på reformerne kan have en afgørende betydning i denne proces. En forudsætning for, at udviklingen kan få et sådant positivt forløb, vil formentlig være, at de østeuropæiske lande formår at regulere deres forhold til Sovjetunionen under hensyntagen til de sovjetiske sikkerhedsinteresser. Derfor kan Warszawa-pagten formentlig have en stabiliserende rolle ikke blot i Øst/Vestsammenhængen, men også som rammen for en løbende politisk dialog mellem Sovjetunionen og de østeuropæiske lande. Forsvaret i 90 erne. Beretning fra Forsvarskommissionen af 1988 (1989), s.28.

7 Kilde nr. 8: 1990 Danmark sender et krigsskib til Mellemøsten

8 Kilde nr. 9: Skriftlig fremsættelse af beslutningsforslag B 81 om udsendelse af Olfert Fischer

9 Kilde nr. 10: 1. behandling af B 81 ordførertale af Hans Hækkerup (S)

10 Kilde nr. 11: Betænkning over B 81

11 Kilde nr. 12: Sikkerhedsrådsresolution nr. 678 af

12 Kilde nr. 13: Uffe Ellemann-Jensen om udsendelsen af Olfert Fischer

13 Kilde nr. 14: Dayton-fredsaftalen 1995

14 Kilde nr. 15: Beslutningsforslag B 107 om et udvidet dansk engage-ment i ex-jugoslavien

15 Kilde nr. 16: Responsibility to Protect (R2P)

16 Kilde nr. 17: Kronik: Folkeret i en brydningstid af Niels Helveg Petersen, udenrigsminister Konflikten i Kosovo, de etniske udrensninger og NATOs militære indgriben har udfordret gældende internationale retsprincipper. Først og fremmest staternes suverænitet, dvs. det klassiske krav om frit at kunne afgøre indre anliggender uden at skulle tåle indblanding fra andre staters side. Desuden princippet om ikke at anvende magt i internationale relationer - bortset fra selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FNs Sikkerhedsråd. Og endelig kravet om respekt for menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder. Over for grove og vedvarende krænkelser af menneskerettighederne kan det internationale samfund ikke nøjes med at se passivt til. Det har da også længe været dansk menne-skerettighedspolitik ikke at lade grove menneskerettighedskrænkelser gå upåagtet hen. I mit indlæg på FNs Verdenskonference om Menneskerettigheder i Wien, juni afgivet på vegne af de dengang 12 EF-lande - understregede jeg med eftertryk, at krænkelse af menneskerettighederne i dag må betragtes som et internationalt anliggende, og ingen stat må længere kunne skjule sig bag princippet om ikke-indblanding i indre anliggender. I konferencens slutdokument, tiltrådt af alle FNs medlemslande, fastslås det for første gang i en global sammenhæng, at fremme af respekten for menneskerettighederne overalt i verden er en legitim opgave for det internationale samfund. Under Danmarks medlemskab af FNs Menneskerettighedskommission i årene har vi til fulde levet op til en aktiv menneskerettighedspolitik, der sætter beskyttelsen af det enkelte menneske, mindretal og hele folkeslag over staternes suverænitet. Denne klare tendens til at sætte hand-ling bag ordene ser vi også i de internationale bestræbelser til sikring af, at de der begår - eller beordrer - folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden drages til ansvar for deres gerninger. FNs Sikkerhedsråd har anvist vejen med etablering af internationale straffedomstole til retsforfølgning af personer, der har begået sådanne forbrydelser i det tidligere Jugoslavien (1994) og i Rwanda (1995); denne udvikling er siden kulmineret med vedtagelsen i juli sidste år på en diplomatkonference i Rom af en traktat om etablering af en permanent international straffedomstol. Retsforfølgningen sker uden hensyn til rang og stilling, såle-des som det på det seneste har kunnet konstateres ved den rejste tiltale mod præsident Milosevic og andre højtstående serbiske ministre og generaler. Samme tendens afspejler sig i udleveringssagen mellem Spanien og Storbritannien om strafforfølgning af Chiles tidligere statsoverhoved, general Pinochet. Diktatorernes beskyttelse er ved at rinde ud. Det internationale samfund er ikke længere til sinds at tåle, at de, der begår eller beordrer forbrydelser mod menneskeheden - systematiske overgreb mod civilbefolkningen i form af tortur, summariske henrettelser, voldtægt, forsvindinger - slipper for retsforfølgning og straf. FNs generalsekretær har den 7. april 1999 i sin tale til dette års samling i Menneskerettig-hedskommissionen i Genève omtalt forbrydelserne i Kosovo på følgende måde: -»Ingen skal være i tvivl om, at for massemordere, udøvere af etnisk udrensning og dem,

17 som er skyldige i grove og chokerende menneskerettighedskrænkelser, er ansvarsfrihed uaccep-tabel. De Forenede Nationer vil aldrig være deres tilflugtssted og FN-pagten aldrig en kilde til retfærdiggørelse. - Langsomt, men sikkert, udvikler der sig en international norm imod voldelig undertrykkelse af mindretal. Denne norm må gå frem for bekymringer om suverænitet. - Ingen regering har ret til at gemme sig bag sin nationale suverænitet med henblik på at krænke menneskerettigheder eller fundamentale friheder hos dets folke-slag. Det er klar tale. Det vanskelige spørgsmål vedrører selvsagt den situation, hvor handlingen til beskyttelse af menneskerettighederne udmønter sig i regulær magtanvendelse med militære midler over for den stat, som groft og vedvarende krænker disse rettigheder. Denne udfordring har sat FNs Sikkerhedsråd på sin hidtil alvorligste prøve. Under den kolde krig var Rådets virksomhed lammet af veto, men siden Berlinmurens fald i 1989 har FNs Sikkerhedsråd anstrengt sig for at leve op til sin rolle som hovedansvarlig for opretholdelse af mellemfol-kelig fred og sikkerhed i overensstemmelse med FN-pagtens bestemmelser herom. Disse bestemmelser indebærer bl.a., at Sikkerhedsrådets kompetence bryder forbeholdet om indre anliggender. Stater, der begår fredsbrud eller truer hermed, må nu regne med at blive sat på plads, om nødvendigt med militær magt som forudset i FNpagten (kap. VII), der giver Sikkerhedsrådet myndighed til at gennemtvinge de folkeretlige regler om forhin-dring af fredsbrud eller trussel herom - så længe de fem faste medlemmer (stormagter) er enige herom. Og det har Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA stort set været siden 1989 med det resultat, at Sikkerhedsrådet har kunnet gribe ind med magt i sådanne væbnede konflikter som Irak/Kuwait, Somalia, Bosnien, Haiti og Albanien. Derimod har rådet ikke kunnet løfte sit ansvar i relation til folkedrabet i Rwanda og de etniske udrens-ninger i Kosovo. Sikkerhedsrådets praksis - skridt for skridt - over de sidste ti år har naturligt nok holdt sig inden for de rammer, som FN-pagten foreskriver for magtanvendelse: selvforsvar (art. 51) og bindende beslutninger truffet af rådet selv (kap. VII). Men selv inden for disse rammer er udviklingen gået rask i retning af at fortolke rådets kompetence stadigt udvidende til fordel for ofrene for en væbnet konflikt. Især har Sikkerhedsrådet udvidet trusselsbedøm-melsen i kap. VII (art. 39) til også at omfatte chokerende humanitære tilstande (Somalia og Bosnien) og genindsættelse af et demokratisk valgt styre fjernet ved et militærkup (Haiti). Udviklingen er imidlertid ikke standset her, men har på det seneste bevæget sig uden for denne retlige ramme, således som situationen i relation til Kosovo har demonstreret. Her er magtanvendelse taget i brug af NATO-landene, efter at det blev klart, at der ikke kunne etableres enighed i Sikkerhedsrådet mellem de fem faste medlemmer; først og fremmest på grund af Ruslands modstand. Kosovo-konflikten har stillet det internationale samfund over for en ny udfordring, på vejen fra ord til handling, fra forældede suverænitetsbe-tragtninger til virkeliggørelse af de folkeretlige humanitære beskyttelsesregler. Udfordringen består især i at leve op til humanitetens krav, uden at en eventuel magtanvendelse til sikring heraf ender i selvtægt. Hvis man et øjeblik prøver at sammenligne udviklingen i de nationale samfund og det internationale samfund, tegner der sig følgende billede. Det har taget nationalstaterne mange hundrede år at nå frem til en styreform - den demokratiske retsstat - hvor, som

18 det hedder i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder:»Folkets vilje skal være grund-laget for regeringens myndighed«(artikel 21). Et sæt af offentlige myndigheder - den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt - er etableret til varetagelse af sam-fundets tarv, således at ingen borger har nødig at tage sig selv til rette bortset fra selvfor-svar. Tværtimod er individuel magtanvendelse forbudt og erstattet af en monopolisering af magtudøvelsen hos domstole og politi. Lighed for loven og retssikkerhed ( the rule of law ) har afløst enevælde og vilkårlighed i retsudøvelsen. Der kan være grund til at minde om fortalen til Jyske Lov fra 1241, der indledes med de berømte ord:»med lov skal land bygges«. Det betyder netop, at vilkårlig magtudøvelse bandlyses og erstattes af princippet om lighed for loven og retssikkerhed. Den demokratiske retsstats kendemærke ligger i accepten af lovgivningsmagtens beslutninger, også når man ikke selv kan gå ind for den trufne beslutning. Mange stater har endnu ikke fuldt ud gennemløbet denne udvikling, men de demokratiske ideer vinder terræn, uden at det dermed skal være sagt, at den demokratiske retsstatsmodel har fundet sin endelige form; det er en styreform i stadig udvikling dog, uden prisgivelse af folkeviljen og forbuddet mod individuel magtanvendelse. Det internationale samfund, der tæller omkring 190 stater, har endnu ikke opnået en tilsvarende grad af samhørighed i form af fælles lovgivning, domstole og politimyndighed. Det frister til at tage retten i sin egen hånd. I denne sammenhæng repræsenterer FN-pagten en milepæl i retsudviklingen. For første gang i historien er det lykkedes at få ned-fældet et universelt forbud mod magtanvendelse fra de enkelte medlemsstaters side. FN-pagtens magtanvendelsesforbud (art. 2, stk. 4) brydes alene af retten til individuelt og kollektivt selvforsvar (art. 51) og modsvares af Sikkerhedsrådets beføjelser til at bruge magt i tilfælde af fredsbrud eller trusler herom. Det kollektive retshåndhævelsessystem er imidlertid skrøbeligt på grund af den indbyggede vetoret, som tilkommer rådets faste medlemmer, og som har sin baggrund i den enkle realpolitiske betragtning, at iværksæt-telse af magtmidler imod en eller flere af de fem stormagters beslutning i stedet for at forhindre en krig snarere vil udløse en. Det er samtidig vigtigt at fastholde, at selv når situationen tilsiger og retfærdiggør brug af magt, må denne overholde de klassiske betin-gelser om nødvendighed - andre udveje frembød sig ikke som situationen havde udviklet sig - og proportionalitet - de anvendte midler må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt til opnåelse af det fastsatte mål for aktionen. Magtanvendelse skal holdes i stram tømme. Spørgsmålet er nu, hvorledes man, på den her beskrevne baggrund, bedst styrker og videreudvikler det internationale samfunds muligheder for en effektiv håndhævelse af folkeretten, især de humanitære beskyttelsesregler til fordel for ofre for grove krænkelser af menneskerettighederne, såsom folkedrab, massakrer på civile og tortur. Det er tydeligt, at der gennem de seneste år er opstået et klart og velbegrundet offentligt pres for at effektivisere folkeretten på dette område. Interessen samler sig især om magtanvendelse i situationer, hvor FNs Sikkerhedsråd er lammet af et veto eller udsigten hertil. En stillingtagen til dette spørgsmål må tage udgangspunkt i FN-pagten. Pagten kan ses som et forfatningsretligt dokument for det internationale samfund, ligesom grundloven er det for det nationale danske samfund. Sådanne dokumenter undergår sjældent formelle ændringer, men de ændrer sig alligevel over tid gennem dannelse af retssædvaner til supplering eller ligefrem ændring af den formelle forfatning. FN-pagten har

19 på et så centralt punkt som Sikkerhedsrådets afstemningsregler (art. 27) således undergået en sæd-vanemæssig ændring, derved at der til vedtagelse af en beslutning ikke længere kræves, at ni medlemmer, herunder alle de faste medlemmer, har stemt»ja«, som det hedder i art. 27, stk. 3. En afståelse tæller også på ja-siden. En ikke uvæsentlig nuancering, som har gjort det muligt for Sikkerhedsrådet at vedtage tvangshåndhævelsesskridt f.eks. over for det tidligere Jugoslavien uden positive jastemmer fra Rusland og Kina. Senest har Kina med sin afståelse på Sikkerhedsrådets resolution vedtaget i henhold til Pagtens kap. VII om etablering af en international civil og militær styrke i Kosovo ikke villet lægge hindrin-ger i vejen for dette initiativ til etablering af en fredelig udvikling i området, der bl.a. muliggør hjemvendelse af de fordrevne kosovoalbanere. Spørgsmålet er, om man kan gå videre ad denne vej og i praksis indskrænke muligheden af at benytte vetoretten. Forskellige modeller kan tænkes - såsom en knæsættelse af det almindelige retsprincip om, at en part ikke kan dømme/stemme i egen sag uanset sagens beskaffenhed. Hermed tilstræbes, at kun saglige hensyn skal være bestemmende for udfaldet af Sikkerhedsrådets overvejelser. En anden mulighed er at stille krav om konkret begrundelse for tilstedeværelse af en vital interesse hos det sikkerhedsrådsmedlem, der påtænker at nedlægge veto. Og vel at mærke således, at den nationale interesse vurderes i lyset af det internationale samfunds interesse som helhed i, at en bestemt foranstaltning gennemføres, om nødvendigt med magt. Hvis formålet med en humanitær beskyttelsesaktion ellers ville forspildes, må det, i ubestrideligt klare tilfælde, i sidste instans være legitimt for medlemmer af det internationale samfund at agere uden forelæggelse for Sikkerhedsrådet, samtidig med at de trufne forholdsregler indberettes til rådet på lignende måde som det er foreskrevet i FN-pagten, når et medlem handler i selvforsvar. Over for et påbegyndt eller overhængende folkedrab eller anden humanitær katastrofe må de menneskelige hensyn veje tungere i den konkrete situation end hensynet til FN-pagtens ord og bogstav som nedfældet i Inden for den humanitære folkeret, der tilsigter at beskytte ofrene for væbnede konflikter - de syge og sårede, civilbefolkningen og krigsfanger - har man siden århundredskiftet opereret med en generalklausul, der supplerer de mange konkrete beskyttelsesregler med en henvisning til principperne om medmenneskelighed og den offentlige samvittigheds bud. Tanken er, at vi ikke kan lovgive for alle tænkelige situationer og derfor har behov for en humanitetens grundsætning, der kan opfange uforudsete situationer. Grundsætningen er kendt under navnet Martens-klausulen opkaldt efter den russiske folkeretslærde Feodor Feodorovich von Martens, der formulerede princippet under Den anden Haagerfredskonfe-rence i 1907 om krigens folkeret. NATOs militære aktion stillet over for den menneskelige katastrofe i Kosovo udgør ét eksempel på anvendelse af denne grundsætning. Det er dog efter min mening for tidligt at søge at drage for håndfaste konklusioner fra denne aktion til fremtidige tilfælde af denne art. Forhåbentlig vil Sikkerhedsrådet vide at kende sin besøgelsestid over for optræk til huma-nitære katastrofer og agere i fællesskab - med den styrke det giver - til afværgelse af sådanne katastrofer og til yderligere fastlæggelse af grænserne for, hvad det internationa-le samfund vil tolerere fra egenrådige magthaveres side. Den danske regering vil som hidtil yde sit bidrag hertil - ikke mindst når det drejer sig om forebyggelse af konflikter og stabilisering af freden. Niels Helveg Petersen, Politiken,

20 Kilde nr. 18: Klaus Rifbjerg om Kosovo af Klaus Rifbjerg, forfatter Der findes intet sikkert tal for, hvor mange ofre der har været for serbisk aggression. At der har fundet massakrer sted er utvivlsomt. Det er i sig selv kvalmende og utåleligt. Men lad os nu sige, at hundrede mennesker er myrdet, bliver de så levende igen eller blot hævnet ved at man nu myrder hundreder og atter hundrede civile i den eskalerende NATO-krig? Et lig er et lig, en sørgende mor en sørgende mor uanset aflivningsmetoden. Men det er alligevel her forskellen gør sig gældende For at straffe en diktator sætter man et militærapparat i gang, hvis terror er legitim, for den er udført i humanitetens navn. Vi står sammen om den. Vores statsminister har sagt, at det er okay, ja selv den radikale udenrigsminister nikker sørgmodigt med hovedet og siger:»ja, lad os bombe!«. Det drejer sig nu ikke længere om krydsermissiler og Stealth-bombefly mod specifikke militære mål, nu skyder man også efter tanks og militærkolonner på vejene, for det man frygtede er allerede sket. Massakrerne man ville stoppe, breder sig! Det er ikke mere der er på flugt, det er , i morgen måske eller en million. Det er nemlig altid civilisterne, der betaler prisen. Det er ikke Bill Clinton i Washington eller Poul Nyrup Rasmussen på Christiansborg eller Tony Blair i Downing Street 10, det er en hel masse mennesker, vi har sat os for at befri, men som nu ligger døde eller lemlæstede i grøftekanten eller under en dynge murbrokker i byen. Dette vanvid må man formode skulle give os ren samvittighed. Vi har lært af München 1938, man skal kværke skurkene inden de kværker en selv. Men man glemmer, at 1938 ikke er 1999 og at Slobodan Milosevic ikke er nogen Hitler, selvom han minder om ham. Men det er ikke det vigtigste, det vigtigste og mest oprørende er, at vi har glemt, at der i ordet humanitær gemmer sig ordet human, menneske, noget menneskeligt, og at det vi kunne og skulle have gjort, var at gribe ind på et tidligt tidspunkt med massiv økonomisk og menneskelig støtte, ligesom man skulle have grebet ind i Tyskland efter Første Verdenskrig og i stedet for at straffe økonomisk have hjulpet økonomisk på alle leder og kanter - som det faktisk skete med Marshallplanen efter Anden Verdenskrig med det resultat, at Tyskland ikke blot kom på fode, men udviklede sig til en misundelsesværdig sund, demokratisk og uaggressiv republik. Tænk bare et sekund over det lyse mirakel, der ville være indtruffet, hvis man havde brugt de milliarder og milliarder af kroner, som dødens købmænd nu fryder sig over at kunne putte i lommen, på en massiv humanitær indsats a la den som i sin tid frelste Tyskland og for ganske nylig Makedonien, tænk hvis vi for en gangs skyld kom til fornuft og indså, at de ofre, der nu styrter rundt på et oprevet Balkan ikke blot er vore medmennesker, men en spejling af os selv. Det er os, der har sendt dem af sted i frihedens og solidaritetens navn, men det er også os, der massakrerer dem i langt større tal end dem, der faldt som ofre for serbisk aggressivitet og terror. Et tankeeksperiment: Hvis Sovjetunionen dengang eller Rusland nu for den sags skyld fandt på at komme indbyggerne i en suveræn stat til undsætning, hvad ville der så ske? Så ville USA og den vestlige verden skide grønne grise af retfærdig harme og bede FN

21 om øjeblikkelig handling, true med atomkrig og det der er værre, hvis der findes noget værre, og forargelsen ville ikke kende grænser. Nu har man retten på sin side, man har fundet fjenden og derfor er det i orden at punke løs med alt hvad man har til rådighed af teknologisk isenkram, mens man udmærket ved, at det i sidste ende er civilbefolkningen, der lider og betaler prisen - lige meget hvor meget man slår på at dette er sat i scene for at straffe ondskaben efter devisen med ondt skal ondt fordrives. Men det er os selv vi slår, og det er en sørgelig udgang på det tyvende århundrede, at vi skal indkassere dette enorme tilbageslag, som er iscenesat til ære for en tyran, men går ud over alle dem vi solidariserer os med: almindelige mennesker, kvinder og børn, unge og gamle som os selv. Konsekvenserne er uoverskuelige, men uanset hvad der sker, er vi i den vestlige, rige verden mere moralsk anløbne efter denne dumhed end længe. Politiken

22 Kilde nr. 19: NATO s forsinkede krig af Tøger Seidenfaden Er der hold i kritikken af NATO-bombardementerne? Er omverdenens stærkt forsinkede opgør med Milosevics Serbien velbegrundet - og vil det lykkes? Tøger Seidenfaden gør status efter to uger med bombninger og folkefordrivelse. Allerede Alexis de Tocqueville bemærkede, at demokratier har svært ved at drage i krig, men er de først kommet i gang, så fører de krigen grundigt og sejrrigt til ende. Iagttagelsen har stadig gyldighed, og den udpeger både forklaringen på NATOs problemer efter to ugers luftkrig, og årsagen til, at der stadig er grundlag for at tro på et udfald af den humanitære intervention, der er bedre end alternativet. NATOs indgreb er blevet kritiseret fra mange sider. Der er da også mange angrebspunkter - lige fra en instinktiv modvilje mod overhovedet at bruge våbenmagt, over bekymring for FN og folkeretten, frygt for storpolitiske forviklinger, overvintret antiamerikanisme fra den kolde krigs tid til usikkerheden om hvorvidt interventionen vil eller kan lykkes. De kritikere, der principielt er imod den humanitære intervention, har ikke anvist nogen alternativer. Eller rettere: De alternativer, de anviser, lider af den store skavank, at de alle er afprøvet tidligere, igen og igen - uden succes. Det gælder tanken om at bruge FN, om at inddrage Rusland mere og om at indkalde til store internationale fredskonferencer med alle parter som deltagere. Det gælder for økonomiske sanktioner og for enhver tænkelig form for politisk og diplomatisk pres - også fra Serbiens nærmeste allierede. Ja, det gælder sågar, om end langtfra systematisk nok, for ideen om at støtte den serbiske opposition mod Milosevic. Intet er lykkedes, og mens forsøgene er blevet gjort, er de menneskelige lidelser vokset og vokset. Det eneste, der har virket, er indtil nu de to ugers NATO-bombardement af de bosniske serbere, der i 1995 fik hævet den tre år gamle belejring af Sarajevo, som - sammen med kroaternes landkrig mod serberne - var grundlaget for Daytonaftalen. For den absolutte pacifist kan NATOs luftkrig naturligvis aldrig retfærdiggøres. Men hvor megen respekt man end kan have for pacifister, der står inde for deres valg, så ligner absolut pacifisme på sikker afstand af årelang voldsanvendelse mod millioner af uskyldige nu mere mental bekvemmelighed end idealisme. Lidt mere udbredt end absolut pacifisme er tesen om, at NATOs vold er (mindst) lige så forkastelig som serbernes vold, og at bombardementerne under alle omstændigheder forøger antallet af ofre. Synspunktet - Klaus Rifbjerg har luftet det her i avisen - overser en lang række kendsgerninger og proportioner. At sidestille de uundgåelige, men heldigvis begrænsede tab af menneskeliv, der er en følge af NATOs angreb på militære mål, med de massive fordrivelser, terrorbombardementer mod civile, nedskydninger og massakrer, som vi oplever - og nu har oplevet gennem snart otte år - er helt urimeligt. Ikke bare er omfanget af den konkrete menneskelige lidelse usammenlignelig. Der ses også helt bort fra, hvem der har besluttet hvad, med hvilken baggrund, motiv, metode og formål - kort sagt fra alt, hvad der normalt danner grundlag for moralske domme over menneskelig adfærd. Større lødighed har den kritik, der sætter spørgsmålstegn ved, om NATOs humanitære intervention vil lykkes. Eller ligefrem hævder, at den allerede er mislykket. Kritikken

23 næres af flere kilder. Vi er utålmodige. I en mediealder, hvor enkeltbegivenhederne i en international krise på det nærmeste bringes videre endnu inden - eller i hvert fald samtidig med - at de finder sted, vil offentligheden gerne se resultater med det samme. Når nu NATO-landene så længe har diskuteret, om der skulle bombes og har haft så svært ved at træffe beslutningen, forventer man - og offentligheden - at beslutningen øjeblikkeligt får Milosevic til at bøje sig. I virkeligheden hænger det desværre omvendt sammen. Netop fordi NATO tøvede så længe, har Milosevic svært ved at tro, at alliancen mener det alvorligt, og at aktionen ikke blot er en symbolsk markering, der vil løbe ud i sandet. Størst usikkerhed skaber det, at vi - samtidig med NATOs luftkrig - har oplevet en mangedobling af kosovaalbanernes lidelser. Mere eller mindre diffust fremstår bomberne som årsag, massakrerne og den halve million fordrevne som virkning. Som bekendt blev Hitlers jødeforfølgelser også først til organiseret massemord efter Anden Verdenskrigs udbrud. Alligevel er der næppe nogensinde nogen, der har påstået, at de allieredes krigserklæring i september 1939 (de var ikke selv blevet angrebet) kan tillægges moralsk betydning som årsag til gaskamrene. Og hvis de allierede under krigen konkret havde forsøgt at ramme dødslejrene med militære midler - hvad de desværre ikke gjorde - er der næppe heller nogen, der havde bebrejdet dem, hvis det havde udløst nazistiske forsøg på at gennemføre folkemordet endnu hurtigere. Sammenligningen er som al jævnføring med det unikke moralske nulpunkt i verdenshistorien, der hedder holocaust, diskutabel. Ikke desto mindre er der relevante og uhyggelige ligheder: Det, der foregår i Kosova, er ikke spontane hævnakter mod uskyldige civile i anledning af NATOs bombeangreb på serbisk militær og politi. Der er tale om virkeliggørelsen af en samlet plan for etnisk udrensning, en plan der ifølge Tysklands grønne udenrigsminister, Joschka Fischer, har ligget klar i flere måneder. Den er ekstremt brutal, kynisk og også præget af utallige uplanlagte, mere eller mindre private forbrydelser, drab og udplyndringer. Vi kender ikke planen i detaljer. Men når togene med tvangsdeporterede kører i døgndrift fra Pristina til grænsen, og når der i løbet af få dage skabes en flygtningekatastrofe af de dimensioner, vi nu oplever, er der ikke bare tale om en blodrus, men om statsterror og organiseret folkefordrivelse. Den ligger i forlængelse af den serbiske krig mod civilbefolkningen i Kosova, der begyndte for nu et år siden. Den gentager et mønster, der i Bosnien kostede måske menneskeliv og over en million flygtninge. Før det sås samme mønster i Kroatien. Endelig afspejler disse etniske udrensninger hensigter, der allerede i 1980erne forelå fuldt udfoldet i nationalistiske serbiske tekster. Dem, der er fulgt med i Eks-jugoslaviens sammenbrud, kender dem, men deres advarsler er ikke blevet hørt. Den paradoksale realitet er, at de seneste dages enorme tragedie i Kosova er den bedst tænkelige illustration af, hvorfor det ville have været uholdbart ikke at gribe ind. Vi står ikke over for beklagelige, men dog overskuelige menneskerettighedskrænkelser udført bag egne grænser af et autoritært regime. Vi står med en løssluppen, paranoid nationalisme, der igennem nu mere end et årti har huseret stadig mere desperat på Balkan, et serbisk dødsridt, der også og i stigende grad har gjort serberne selv til ofre, og som det indtil nu ikke har været muligt at se en ende på. At gøre NATO til ansvarlig for den humanitære katastrofe i Kosova, og direkte eller indirekte mobilisere denne påstand i et forsøg på

24 at få afblæst den humanitære intervention, er derfor både konkret ubegrundet og en moralsk fejlslutning. NATOs ansvar ligger på et andet plan. Der er ikke megen tvivl om, at Milosevic og hans håndlangere kunne være standset tidligere og med langt færre omkostninger og anstrengelser, end der nu bliver tale om. Allerede i sommeren 1991 nåede EUs observatører i Kroatien uopfordret frem til, at et NATO-forbud mod brug af tunge våben, håndhævet med kampfly, ville kunne have givet de på det tidspunkt utallige brudte våbenhviler indhold. Allerede dengang var NATO- og EU-landenes tilbøjelighed til på forhånd at udelukke handlemuligheder, som de alligevel senere blev tvunget til at tage i anvendelse, med til at svække det internationale diplomati afgørende. Den fortsatte betoning af, at landstyrker ikke kommer på tale, er sidste skud på denne triste stamme. Det burde ellers sige sig selv, at en sådan absolut og på forhånd proklameret begrænsning af egne handlemuligheder kun øger sandsynligheden for, at man senere kommer til at bryde den opstillede begrænsning - og mere til. I forlængelse af dette lange svigt (vi har i al beskedenhed i årenes løb påpeget det igen og igen og igen her i avisen) kan man stille spørgsmålet: Burde NATO ikke have forudset, at Milosevic i første omgang ville reagere på interventionen ikke med indrømmelser, men med et forsøg på med mangedoblet brutalitet at realisere den groteske, men desværre ikke nye, serbiske drøm om et albanerfrit Kosova? Burde NATO ikke have forudset det værste og været parat til at besætte Kosova med landstyrker? Fra et humanitært synspunkt må svaret blive ja. Men det må straks tilføjes, at et sådan moralsk grundlag for at rykke ind også med landstyrker har været til stede mange gange før under den eksjugoslaviske tragedie. Var det gjort i Kroatien eller Bosnien, kunne det oven i købet være sket på et folkeretligt set stærkere grundlag, da der i begge tilfælde havde været tale om støtte til et internationalt anerkendt land. Dertil kommer, at forudsætningen for med nogen lødighed at gøre den kritik gældende, er at man længe har ønsket en væbnet intervention. Det har de færreste af dem, der i disse dage forsøger at gøre kosova-albanernes tragedie til NATOs nederlag. De forpassede muligheder er der mange af i Eksjugoslavien. Der er også mange årsager til omverdenens mange fejlgreb, og de er ikke de samme fra land til land. USAs og Tysklands tøven med militær intervention har vidt forskellige rødder, og Storbritanniens og Frankrigs overvejelser er nogle helt andre end de små NATO-landes. Men bag alle de historiske og nationalt betingede variationer er der en fælles faktor, og den fører os tilbage til Tocquevilles iagttagelse: Det er demokratier, vi har at gøre med. NATOs fejl og tøven handler ikke bare om uvidenhed om drivkræfterne bag Jugoslaviens sammenbrud i 1980erne. Ej heller kun om storpolitiske hensyn til Rusland eller om det nok så levende Vietnamsyndrom i USAs militær. Sagen er, at demokratier kun modvilligt, nølende, påtvunget og usikre går i krig. Det er os og ikke denne verdens Milosevicer, der er udstyret med tvivlens nådegave. De iagttagere, der har argumenteret for, at Vesten nu må gå i regulær krig for Kosova - vores egen Herbert Pundik gjorde det allerede under luftkrigens første weekend - har principielt ret. Jørgen Estrup fra Det Radikale Venstre efterlyser nu modigt»en folkelig debat«om grundlaget for en mulig indsættelse af land-styrker. Også det har han principielt ret i. Man må bare samtidig gøre sig klart, at sådan træffer demokratier sjældent beslutninger om spørgsmål om krig og fred. Mange iagttagere - undertegnede inklusive - har flere gan-

25 ge formuleret spørgsmålet i tilspidset form. Allerede i begyndelsen af 1993 konkluderede jeg i en kommentar her i avisen, at den eneste måde at standse barbariet på var at erklære krig mod Serbien. Sådan ønsker ansvarlige politikere - for slet ikke at tale om diplomater - imidlertid stort set aldrig at stille det op. De forholder sig helst kun til situationer, de er tvunget til at gøre noget ved. Og de går sjældent ind for midler, og da slet ikke militære, der er mere vidtgående eller kontroversielle, end de absolut mindste, der kunne tænkes at have en effekt. Og det er ikke (kun) udtryk for mangel på fantasi, engagement, og et fravær af langsigtede overvejelser. Det er også et udtryk for respekt - ikke bare for den offentlige mening, men også for de dybt alvorlige spørgsmål om krig og fred, som folkevalgte politikere i sådanne tilfælde forvalter og har ansvar for på vores alle sammens vegne. Der er derfor på intet tidspunkt erklæret krig mod Serbien. Og det bliver der nok heller ikke, uanset om der i praksis bliver landkrig i Kosova. Det kan også udtrykkes på en anden måde: Den vej, der har ført os ud i den nuværende krig mod de serbiske aggressorer, er hverken særlig lige eller særlig logisk. Der er tværtimod tale om en stærkt forsinket, næsten tilfældigt udløst og på mange måder ikke særlig godt forberedt nyskabelse i international politik. Men det betyder ikke, at krigen er hverken forkert eller ubegrundet. For sådan starter demokratiernes krige altid. Det afgørende spørgsmål er imidlertid - også i dette tilfælde - hvordan de slutter. Her bekræfter udviklingen de sidste to uger, at beslutningen om at gribe til luftkrig repræsenterer et efter alt at dømme afgørende vendepunkt. Den alvor, der knytter sig til egentlige kamphandlinger, hvor egne styrker er med, har i løbet af få dage fået NATOs ledere til at tale klarere om mål og principper end før. Vore politiske ledere har endelig gjort sig klart - og katastrofen i Kosova turde også gøre det indlysende - at den fysiske kontrol med Kosova er sagens kerne. Kosova vil derfor blive et NATO- eller FN-protektorat. Spørgsmålet er kun hvor hurtigt. Spørgsmålet om at anvende landstyrker i Kosova skal ses i det perspektiv. Land-styrker er et måske nødvendigt middel til at nå det mål, man nu endelig har fået formuleret klart: I videst muligt omfang at redde Kosovaalbanerne fra den serbiske undertrykkelse, hvilket kun kan ske ved at fratage Milosevic kontrollen over Kosova. Intuitivt er man tilbøjelig til at give dem, der mener, at en luftkrig ikke gør det alene, ret. De nærmeste uger vil under alle omstændigheder afklare spørgsmålet. Risikoen for, at NATOs bombardement kun blev en symbolsk begivenhed, der indvarslede endnu en meningsløs aftale, eller endnu en runde resultatløse forhandlinger, må til gengæld nu være et overstået kapitel. NATO har taget ansvar for Kosovas skæbne. Uanset at det burde være sket for længst, og at de menneskelige omkostninger ved at vente så længe har været uhyggeligt store, så repræsenterer det et positivt vendepunkt i en massiv tragedies historie: Den på en gang mest magtfulde og mest demokratiske alliance i verden har påtaget sig en opgave, som den både kan og bør løfte, og som den ikke længere kan løbe fra. Politiken

26 Kilde nr. 20: Skriftlig fremsættelse af beslutningsforslag B 89 om dansk bidrag til Libyen-krigen Forhandlinger Møde nr. 68. fredag Michael Aastrup Jensen (V): Vi står over for den sværeste beslutning, vi som folkevalgte kan stå over for, nemlig at sende danske soldater i kamp. Men vi har at gøre med en af verdens mest brutale diktatorer en diktator, der har tugtet sine egne borgere og sendt udlændinge i døden, en diktator, der uden nåde lader sine kampfly sprede død og ødelæggelse blandt civile. Siden nytår har vi ellers oplevet demokratiet blomstre i Nordafrika og Mellemøsten. Også i Libyen slog frihedskampen rødder, men det spirende demokrati blev trådt under fode af en gal diktator, hvis brutalitet sjældent er set lige. Vi jublede, da Tunesiens diktator blev væltet, vi jublede sammen med de unge på Tahrirpladsen i Cairo, og vi jublede, da frihedskampen nåede Libyen. Men nu er der ikke meget at glæde sig over i Libyen. For Gaddafis tropper har tromlet hen over de prodemokratiske oprørere og truer med at knuse det spirende forår. Mens håbet endnu var lysegrønt, tog ungdommen magten i de libyske byer, og som et andet mirakel skød de udkommanderede soldater ved siden af. Befalingsmænd låste kanonerne væk, piloter deserterede, og officerer og generaler vendte Gaddafi ryggen for i stedet at tage imod folket med åbne arme. Gennem de seneste uger har vi imidlertid oplevet denne frihedstrang blive sat skakmat. En hær af lejesoldater og krigere fra Gaddafis egen stamme har med ussel mammon tvunget de unge oprørere i defensiven. Som timerne er gået, er den ene by efter den anden er faldet i hænderne på Gaddafi. Nu står slaget om demokratiets sidste bastion, havnebyen Benghazi. Forud venter der byens borgere en krank skæbne. Gadaffi har svoret hverken at vise nåde eller medlidenhed. Nu klynger mænd, kvinder og børn i byen sig til et eneste håb: Håbet om, at det internationale samfund sætter handling bag ordene om demokrati og menneskerettigheder, håbet om, at vi ligesom de deler troen på, at en verden uden Gadaffis terror er en bedre verden. Vi må ikke svigte dem, vi må ikke svigte de unge mennesker, som i deres armod og frustration bød Gaddafi trods og satte spiren til et demokratisk Libyen. Vi, det internationale samfund, er det eneste, der står mellem Gaddafi og den trængte civilbefolkning. Med FN s resolution 1973 er der absolut ingen undskyldning for at sidde på hænderne. Vi må og skal have vores fly på vingerne fly, der kan beskytte den libyske civilbefolkning mod Gaddafis bomber, fly, der kan forhindre ham i at flytte rundt på sine tropper. Vi kan bidrage med F-16-fly. Vores bidrag vigtigt. Et engagement i en mission som denne er i tråd med en lang tradition i Danmark for en aktivistisk udenrigspolitik. At sende vores dygtige folk af sted til en kampzone er aldrig en nem beslutning, men vi ved, at de har evnen og viljen til at udføre dette vigtige arbejde. De fortjener den stærkest mulige opbakning herhjemmefra opbakningen til at gøre en forskel, opbakningen til at byde Gaddafis regime trods og beskytte den libyske civilbefolkning. Det mener Venstre vi skal give dem, og derfor kan vi støtte nærværende beslutningsforslag.

27 Jeppe Kofod (S): Socialdemokraterne hilser gårsdagens historiske beslutning i FN s Sikkerhedsråd, resolution 1973 om at bruge alle nødvendige midler for at beskytte civilbefolkningen i Libyen, meget velkommen. Det er en sejr for princippet om at sætte menneskers ret til at leve fri af frygt og overgreb før staters suverænitet i så alvorlig en situation som den, vi ser i Libyen. Dermed har verdenssamfundet fået det stærkest tænkelige folkeretlige grundlag til at forhindre forbrydelser mod menneskeheden ved at beskytte Libyens civilbefolkning fra Gaddafis overgreb og myrderier. Vi har med andre ord fået et klokkeklart FN-mandat bag en humanitær intervention i Libyen. Det er en historisk beslutning, som vil give ekko verden over. Resolutionen er et kæmpe fremskridt for menneskerettighederne og folkeretten, herunder ikke mindst princippet om responsibility to protect, som enstemmigt blev vedtaget i FN i Det er også afgørende positivt, at den arabiske verden, bl.a. Den Arabiske Liga, også bakker op bag flyveforbud og beskyttelse af civilbefolkningen. Resolutionen sikrer, at den arabiske liga tildeles en fremtrædende rolle i processen, således at den regionale forankring af vores aktioner også er sikret. Danmark skal selvsagt støtte gennemførelsen af Sikkerhedsrådets resolution. Vi støtter derfor også beslutningsforslaget om at sende danske kampfly af sted på et klart FN-mandat som led i en bredspektret international indsats for at sikre en løsning på den humanitære krise, Libyen befinder sig i. Og vi ønsker, at Danmark skal bidrage aktivt til at gennemføre FN s resolution, herunder våbenembargo og indefrysning af Gaddafis aktiver. Det har i hele forløbet været afgørende for Socialdemokraterne at sende et fuldstændig utvetydigt signal til Gaddafis regime. Vi accepterer ikke forbrydelser mod menneskeheden, og vi er parat til at tage alle midler i brug, herunder militære midler, for at stoppe overgrebene. Paradokset er, at det kun er reelle og alvorlige trusler om brug af magt, der kan føre fred med sig. Uden en trussel om brug af magt og flyveforbud vil Gaddafi jo blot fortsætte med at myrde løs på sin befolkning. Nu er der forhåbentlig håb om våbenhvile og beskyttelse af civilbefolkningen. I et videre perspektiv sender det også et vigtigt signal til regimer og diktatorer om, at man ikke omkostningsfrit kan slagte sin egen befolkning. Det er et vigtigt signal til befolkningerne i det arabiske forår i Mellemøsten, der ønsker reformer og demokrati. Det er et incitament til brutale og undertrykkende diktatorer om at vælge reformer og demokrati frem for nedslagtning af egen befolkning. Og hvor andre tøvede, har Socialdemokraterne på et meget tidligt tidspunkt krævet, at regeringen gennem FN, EU, NATO, Den Arabiske Liga, Den Afrikanske Union og i andre fora arbejder for at etablere et flyveforbud for at hjælpe civilbefolkningen. I konflikten som den vi ser i Libyen, er tab af tid lig med tab af menneskeliv. Derfor har vi ønsket, at verdenssamfundet ikke bare i ord, men også i handling skulle stå på civilbefolkningens side i opgøret med Gaddafis brutale militær og lejesoldater. Vi er meget tilfredse med, at FN s resolution giver en række bemyndigelser til det internationale samfund ud over indførelse af flyveforbud og beskyttelse af civile. Det drejer sig om håndhævelsen af våbenembargoen, der er meget vigtig, indefrysning af Gaddafis finansielle midler og en række andre ting. Men det er også muligheden for at finde en holdbar løsning på konflikten.

28 Jeg er glad for og håber på, at det er et enigt Folketing, der i dag kan stå bag det her mandat, fordi det er vigtigt, at Danmark støtter op bag det, som FN s Sikkerhedsråd har vedtaget, og i den ramme, som blev vedtaget. Det er et stærkt signal. Tak. Søren Espersen (DF): Tak. Jeg vil starte med konklusionen: Dansk Folkeparti stemmer ja til beslutningsforslaget, og vi vil også aktivt og loyalt støtte en implementering af beslutningsforslaget. Når det er sagt, vil jeg sige, at det har været en af de sværeste beslutninger for os overhovedet, så langt jeg husker tilbage i vores partis historie. En meget, meget vanskelig beslutning har vi været igennem og en lang beslutningsproces, modsat andre, som åbenbart har haft utrolig let ved at sige ja til, hvad det skulle være, også et parti som SF, som f.eks. under tidligere konflikter ikke har været interesseret i at løfte en finger, når det drejede sig om at forsvare vestlige værdier og Vesten, men som nu er utrolig interesseret i at sende alverdens ting af sted. Jeg hører også, at Enhedslisten er parat til at nedkaste Stingermissiler, så oprørerne selv kan tage fat. Vi har altså haft det svært med det her. Det er og har for os været en kæmpe beslutning at tage at sende danske tropper i krig på det her grundlag. Vores bekymring har jo været, at vi ikke vil involveres i en borgerkrig på det afrikanske kontinent. Det er det, der har været bekymringen. Ville vi nu blive inddraget i en borgerkrig på det afrikanske kontinent? Vi havde en tilsvarende situation omkring Kosovo, hvor situationen egentlig på sin vis var i gåseøjne lettere håndterlig, for der var to parter, et albansk mindretal og et serbisk flertal, og det var let at håndtere. Det her er svært, fordi der er enormt mange forskelligartede grupperinger, så vi i virkeligheden ikke rigtig ved, hvad det er, vi eventuelt kommer til at støtte. Det har været vores bekymring. Det var så en lettelse, da vi kunne se af FN s resolution, at der ikke var tale om, at der skulle sættes landtropper ind, og det fremgår også meget klart af regeringens beslutningsforslag: Der kommer ingen danske landtropper. Det er ikke en invasion, der er i gang. Danske tropper kommer ikke ind i det, der hedder boots on ground på engelsk. Det var en lettelse for os, da vi så det, fordi vi altså netop ikke ønsker at komme ind og blive part i en borgerkrig. Næste skridt har også været vores bekymring: Hvad sker der nu, hvis det viser sig, at det ikke lykkes med det her flyforbud som i øvrigt kommer alt, alt for sent; vi har appelleret til det allerede for dage siden, da Gaddafi begyndt med at angribe sin befolkning. Men hvis det nu ikke lykkes, hvad er så næste skridt? Hvad sker der så? Flyforbuddet har vi som sagt hele tiden støttet, fordi der netop har været tale om en beskyttelse af civile. Vi er sikre på, at her er et folkemord i gang igen i modsætning til, hvad situationen var i Kosova; der var ikke et folkemord i gang, viste det sig. Men det kan man altså se at der er her. Derfor har vi været interesseret i at være med i det her flertal. Vi har også haft et andet væsentligt hensyn, som har vejet tungt, og det er Danmarks forhold til og hensynet til NATO og FN s Sikkerhedsråd. Det ligger ikke til os at sætte os op imod NATO. Vi betragter Danmark som et meget aktivt NATO-medlem og sympatisør, og det gælder også beslutninger fra FN s Sikkerhedsråd. Der har vi et internationalt ansvar, og det har været vanskeligt at sætte sig op imod det. Vi er glade for, at regeringen så åbent har lagt frem og nu altså også i beslutningsforslaget, at det her kan blive blodigt. Det er en alvorlig sag. Der kan også blive bombardemen-

29 ter af f.eks. militære hovedkvarterer osv. inde midt i Tripoli by, som vi også så i forbindelse med Beograd. Der vil være mange civile tab. Det er godt, det er blevet sagt. Det skal ikke hedde sig bagefter, at det vidste vi ikke. Det er ikke en let og en ren krig at lave et flyforbud på den her måde, for der er altså antiluftskyts, der skal sættes ud af drift, og der er hovedkvarterer, der skal ødelægges, og det kan koste civile livet. Det er vi glade for er blevet sagt. Vi er til gengæld skuffet over de arabiske lande i den her situation, specielt Egypten. Det er jo ringe. Egypten har områdets allerstærkeste hær med topmoderne jagerfly og en stående hær på mand, og de vil ikke løfte en finger. Det er for dårligt. Man skal ikke rose de arabiske lande i den her situation for, at de nu står sammen om at bede Vesten om at lave arbejdet for sig. Det er for ringe, og det ønsker vi også at regeringen skal sige specielt til Egypten. Det duer simpelt hen ikke. Der er to, forstår vi, arabiske lande, som har meldt sig aktivt, og det glæder vi os over. Det vist ikke de største i den arabiske verden, men det er da bedre end ingenting. Som sagt støtter vi beslutningsforslaget. Indefrysning af Gadaffis værdier vil eventuelt kunne bruges i forbindelse med at sikre ordentlige forhold for flygtningene i nærområdet. Det vil vi arbejde på at forsøge at få regeringen med på. Tak. Holger K. Nielsen (SF): Her i det her forår er der gået en bølge af folkelige oprør igennem den arabiske verden. Det er blevet kaldt det arabiske forår. Det startede med Tunesien, så kom Egypten, og det arabiske forår var også på vej i Libyen. Sådan skulle det ikke være. Libyens enehersker, Muammar Gaddafi, ønskede ikke den udvikling, men startede på brutal vis angreb på sin egen befolkning. De libyske oprørere har udvist et fantastisk stort mod. De har udvist en stædighed, som vi må beundre, men de har ikke i længden kunnet holde stand. Og med en galning som Gaddafi ved magten i Libyen står vi over for en humanitær katastrofe, hvis vi ikke griber ind. Dette har været SF s fokus i al det her. Vi vil ikke passivt se på, at befolkningen slagtes ned lige uden for Europas dør. Vi vil ikke se på, at vi igen oplever et Rwanda, hvor verdenssamfundet vender det blinde øje til, når vi oplever overgreb på og forbrydelser mod menneskeheden. Det vil vi ikke passivt se på. Derfor er det positivt, at FN i går aftes blev enig om en resolution, som bemyndiger verdenssamfundet til at gribe ind. På baggrund af princippet om responsibility to protect, som blev vedtaget i 2005, siger verdenssamfundet nu, at vi ikke vil se på, at diktatorer mishandler og lave brutale overgreb på deres egen befolkning. Det var epokegørende, at denne FN-beslutning blev truffet i går aftes. Det var for sent, men det var ikke desto mindre epokegørende, og det er rigtigt, at Danmark skal deltage. Det bakker vi fra SF s side utvetydigt op bag. Det er klart, at der kan stilles mange spørgsmål: Er det tilstrækkeligt med den her flyoperation, det, nogle har kaldt et flyveforbud+, som ligger i FN-resolutionen, og som også ligger i regeringens beslutningsforslag? Er det for sent? Det er det muligvis. Det er muligvis også utilstrækkeligt. Det er muligt, at der bliver behov for yderligere tiltag på jorden. Her vil jeg godt sige, at hvis det er tilfældet, vil vi ikke afvise det. For os er det altafgørende, at man får reddet civilbefolkningen fra den massakre, som den vil blive udsat for, hvis der ikke sker noget. Og det er altafgørende, at der bliver

30 sendt et signal til resten af den arabiske verden om, at dette arabiske forår ikke skal knuses af diktatorer som Gaddafi, og at de kan fortsætte denne positive demokratiske udvikling i Nordafrika og i den arabiske verden. Det er klart, at man kan spørge om, hvad der skal ske bagefter. Der vil naturligvis blive en form for politisk proces forhåbentlig en våbenhvile og på en eller anden måde en fredsaftale forhåbentlig vil Gaddafi på et tidspunkt blive væltet, men det skal være libyernes eget værk. Det skal ikke være vesten, der går ind og laver et regimeskifte. Det er en vigtig forudsætning for FN-resolutionen og også for det, vi beslutter i dag. Vi beslutter at sætte dansk militærmagt bag en resolution, der skal beskytte civilbefolkningen. Jeg håber på, at det kan føre til en udvikling, hvor man gør op med Gaddafis despoti, men det er libyernes eget værk at gøre det. Det er ikke os, der skal det. Derfor er det vigtigt at få sagt, at der ikke er tale om en form for vestlig intervention i Libyen, i den forstand at vi skal ind og bestemme, hvad der skal ske i Libyen. Der er tale om, at vi går ind med en humanitær intervention for at redde den libyske civilbefolkning, som i modsat fald risikerer at blive massakreret af en gal despot. Vi står bag det her. Vi mener, at det er rigtigt håndteret. Regeringen har måske ikke været så hurtig, som vi kunne have ønsket os, men alt i alt stor ros til regeringen og udenrigsministeren for det arbejde, der er gjort. Som sagt bakker vi op om det. Helge Adam Møller (KF): Det er ikke altid, at jeg og mit parti, Det Konservative Folkeparti, føler det rigtigt og helt naturligt at stå side om side, ja, jeg vil næsten sige skulder ved skulder med ikke alene Socialdemokratiet, men også med SF. Men det gør vi i denne sag, og det er jeg glad for, og jeg fornemmer også, som hr. Holger K. Nielsen sluttede af med, at han også er glad for det. Jeg synes, det er en kolossal styrke, at et næsten enigt Folketing bakker dette beslutningsforslag op. Når vi gør det og der er meget lidt tvivl hos det store flertal af os sådan fornemmer jeg det i hvert fald kommer jeg til at tænke på en situation for ca. 20 år siden, hvor de tre baltiske lande kæmpede for deres frihed. De havde lige løsrevet sig fra Sovjetunionen. Jeg husker, at Sovjetunionen truede med, at nu ville man lave en boykot af de tre lande. Man ville lukke for olie, gas og kul, og det var midt om vinteren. Vi skulle debattere det et par dage efter her i Folketinget. Så husker jeg aftenen før debatten. På dansk fjernsyn tonede den litauiske præsident frem. Han hed Landsbergis. Og så blev han spurgt af den danske tv-journalist: Hvad skal dit råd være til de danske politikere, når de nu skal drøfte, om de skal hjælpe jer, hvis Sovet blokerer? Så sagde han: Mit råd er, at hver enkelt politiker helt alene går ind i en dyb skov, og når hun eller han står derinde, så kigger de ind i deres hjerte. Og det, deres hjerte fortæller dem, gør de. Det tror jeg er det, der får det store flertal af os her i dag også verdenssamfundet til at sige, at selvfølgelig skal vi følge den opfordring, som er kommet fra et enigt Sikkerhedsråd. Ingen har stemt imod. Vi skal hjælpe Libyen. Vi skal hjælpe den libyske civilbefolkning, så den ikke bliver massakreret. Venstres ordfører sagde i starten af sin tale, at det ikke var nogen let beslutning. Og det var jo både rigtigt og forkert. For det er rigtigt, at det ikke er let at gå i krig og dermed sende unge mænd og kvinder ud på en mission, som kan koste liv. Og enhver krig vil under alle omstændigheder koste liv enten på den ene eller den anden side og meget ofte

31 på begge. Så der er en risiko og en stor risiko også for de piloter og det personel, vi sender af sted til Libyen. Når det alligevel er let, hænger det jo sammen med det, jeg sagde før, nemlig at vi jo alle sammen ved, hvad alternativet er. Og det har nogle af de første fire ordførere beskrevet. Men vi ved jo alle, at stopper vi ikke Gaddafi, så har vi et blodbad, som allerede har været i gang, og som vil blive langt mere omfattende. Så en militæraktion, det at følge FN s Sikkerhedsråds beslutning, vil redde tusindvis og atter tusindvis af civile fra den sikre død. Derfor er det på den anden side, selv om det er en svær beslutning, også en let beslutning. Vi støtter, som man har kunnet forstå, helt og fuldt. Og jeg vil godt sige tak til alle de andre partier og alle de andre folketingsmedlemmer, der senere i aften også stemmer ja til dette. Tak. Niels Helveg Petersen (RV): Radikale Venstre støtter beslutningsforslaget om at sende danske kampfly i aktion i Libyen. Det gør vi, fordi FN s Sikkerhedsråd i nat vedtog at opfordre FN s medlemsstater til at tage de nødvendige midler i brug for at beskytte den libyske civilbefolkning. Det er en historisk beslutning, FN s Sikkerhedsråd traf. Det er første gang i FN s historie, at Sikkerhedsrådet har bemyndiget FN-medlemsstater til at anvende militære midler for at beskytte civilbefolkningen imod deres egne magthavere. Det gælder dog ikke med hensyn til indsættelse af landtropper, bemyndigelsen gælder alene indsættelse af luftmilitære stridskræfter for at beskytte civilbefolkningen. Det er et fremskridt, at FN s Sikkerhedsråd har kunnet træffe den beslutning. I andre situationer, vi har været i, har vi jo netop ønsket os, at FN s Sikkerhedsråd kunne træffe en beslutning af den type, altså at beskytte landes borgere imod magthavernes overgreb. Det er blevet muligt, bl.a. fordi Den Arabiske Liga og OIC har støttet, har opfordret til et flyveforbud over Libyen for at forhindre, at det libyske luftvåben angreb civile. Uden en sådan støtte fra Den Arabiske Liga og OIC ville en vedtagelse i FN s Sikkerhedsråd ikke have været mulig. Vi ser her et helt håndgribeligt politisk resultat af, at der i Tunesien, Egypten og andre arabiske og mellemøstlige lande har været folkelige bevægelser, der kræver politiske reformer. Havde der ikke været det, havde denne beslutning ikke kunnet være truffet, og FN ville have været lammet. Hr. Søren Espersen siger, at det skal man ikke rose de arabiske stater for, og så spørger jeg: Hvorfor ikke? Man skal da rose befolkningerne i Nordafrika og i Mellemøsten for, at de er begyndt at kræve politiske reformer, som også har muliggjort den beslutning, vi i dag træffer. Så er der et meget væsentligt punkt: Ikke at gøre noget i denne situation ville være ubærligt. Vi ser en civilbefolkning, der er i stor fare for at blive angrebet af magthavernes militært overlegne stridskræfter fra luften og af artilleri, og ikke at gøre noget ville sende et signal, også til Nordafrika og Mellemøsten, om, at diktatorer kan gøre, hvad de vil, uden at det internationale samfund reagerer. Ikke at gøre noget her ville være helt, helt forfærdeligt. Jeg glæder mig over, at et meget bredt flertal i Folketinget støtter den her beslutning, som har basis i et klart FN-mandat. Det er ikke nogen garanti for, at alt går godt, det er

32 ikke nogen garanti for et godt resultat, men det er den bedste garanti, vi har, for, at også Libyen kan bevæge sig fremad mod politiske reformer, der skaber et sikkert og godt grundlag for den libyske befolkning. Frank Aaen (EL): Jeg vil sige, at det her har været en af de sværeste beslutninger her i Folketinget for os at tage. Det gælder mig selv og mine kolleger i folketingsgruppen og i hele Enhedslisten, fordi vi som udgangspunkt har, at militær indsats og krig sjældent fører til noget godt. Derfor har det været vanskeligt for os at komme frem til, at her var præcis betingelserne til stede for, at det kan føre til noget godt. Jeg er blevet spurgt nogle gange de senere dage, om Enhedslisten nogen sinde kunne drømme om at tilslutte sig en væbnet aktion, og til dem vil jeg sige, at det er flere år siden inspireret af katastrofen i Darfur at vi besluttede, at hvis det gælder om at stoppe et folkemord, kan man ikke bare se på. Så er man nødt til at gøre noget, herunder anvende militære midler. Her har vi altså en trussel om ikke alene et igangværende overgreb mod menneskeheden, men også et regulært folkemord. Det er jo det, der er en fare for kan optræde i i Libyen. Når vi ser det og vi samtidig ikke kan pege på andre muligheder og vi under ingen omstændigheder bare vil se til, er vi nået frem til, at vi godt kan støtte det her på bestemte betingelser. Vi støtter det ud fra, at der er rene humanitære mål med operationen, og at det, man går efter, er en hurtig våbenhvile, som kan føre til forhandling og til en politisk løsning. Det er jo afgørende, at det her giver oprørerne, dem, der vil demokrati, mulighed for at få demokrati. Det er ikke vores opgave med bomber at gennemføre demokrati i Libyen, men vi vil gerne stoppe dem, der prøver at stoppe demokratiet med bomber. Det er jo lige præcis derfor, vi siger: Her må vi stoppe, at de bevægelser, der er, for at skabe demokrati, bliver druknet i et blodbad. Det er baggrunden for, at vi kan gå ind. Det er også derfor, jeg i et par af mine indlæg indtil videre har taget meget fat i det med de civile, for det vil være helt utilgiveligt, hvis vi i et forsøg på at beskytte civile er med til at slå en masse civile ihjel. Vi har i det hele taget sat tre forudsætninger op, som skal være til stede, for at vi kan støtte den her FN-ledede indsats: en garanti for, at den militære indgriben stopper, hvis Gaddafis regime accepterer en våbenhvile og indstiller angrebene; en garanti for, at FNstyrkerne ikke bomber områder med civil bebyggelse; og en garanti for fuld respekt for Libyens fremtidige suverænitet, herunder at de får kontrollen med deres egne olieressourcer. Det er afgørende for os, at disse garantier er der. Nogle vil spørge: Hvor kan I få de garantier fra? Ja, vi prøver at få dem bekræftet her i dag. Det er ikke gået så godt med et par af ordførerne, men vi prøver og glæder os til at høre ministerens svar. Jeg vil også sige, at hvis så garantierne senere viser sig ikke at blive opfyldt, at man løber fra dem, eller at udviklingen viser sig at gå i en anden retning, så vil vi forbeholde os ret til at trække vores tilslutning til operationen tilbage og opfordre til, at Danmark trækker sig fra denne FN-mission. Jeg vil samtidig godt sige, at udviklingen i Mellemøsten er meget opmuntrende på mange måder, fordi det er en udvikling af demokrati nedefra. Jeg vil gerne her i dag sige, at det efter min opfattelse er en lærestreg til de partier i Folketinget, der mente, at man kunne indføre demokrati ovenfra med bomber. Det sætter jo i virkeligheden vores uden-

33 rigspolitik til en meget vigtig debat, med hensyn til hvordan vi hjælper demokratiet til at udvikle sig rundtomkring i verden. Det er også derfor, det er så vigtigt for os, at libyerne får lov til at fortsætte deres kamp for demokrati uden at blive myrdet, og at de ikke skal se de andre diktatorer notere sig, at det, Gaddafi gjorde, nemlig at slå hårdt til, gjorde, at diktatoren kunne fortsætte. Det er jo meget vigtigt, for at foråret i området kan udvikle sig, at man på den måde kan se, at verdenssamfundet ikke vil finde sig hvad som helst, når man prøver at drukne en folkelig bevægelse i blod. Det er et meget vigtigt budskab for os. Så hvis vi får de garantier, som vi har bedt om, så vil vi støtte forslaget. Nu har vi stillet spørgsmål her i debatten, og vi vil selvfølgelig også stille en hel stribe spørgsmål i det udvalgsarbejde, vi skal have her bagefter, for at være sikre på, at det, vi gør, er noget, vi tror vi kan stå inde for, men også for at kunne holde os til det, hvis det skulle vise sig, at tingene går skævt, hvad vi selvfølgelig ikke håber. Simon Emil Ammitzbøll (LA): FN vedtog i går resolution 1973 om at beskytte det libyske folk imod yderligere overgreb. Det er krænkelser af civilbefolkningen i Libyen, der er baggrunden for såvel resolutionen som det beslutningsforslag, vi står med her. For Liberal Alliance har det været afgørende, at der ikke er tale om en egentlig invasion eller plan om besættelse, men at der er tale om at sikre det libyske folks basale menneskerettigheder. Vi har i de seneste måneder været vidne til en række folkelige opstande i Tunesien, i Egypten og over det meste af Mellemøsten. Det er ikke sikkert, at et undertrykt folk altid har ret, men et undertrykt folk har altid ret til frihed, en frihed, som det i sidste ende selv må kæmpe for. Men en sådan kamp må ikke blive en undskyldning for, at diktatorer kan begå omfattende overgreb imod egne civilbefolkninger. Når den slags tragiske situationer opstår, har vi ofte ikke mulighed for at gøre nok for at gøre det rigtige, men må ofte se desperat til. Men med resolution 1973 har vi muligheden for at træffe et valg, et menneskeligt valg, et valg, som ikke må undgå at blive truffet med baggrund i detaljer og søgte undskyldninger. Det er et valg, der trænger sig på for at tænde et håb om frihed, fred og menneskerettigheder til det libyske folk. Men lad os ikke foregøgle nogen, at det bliver hverken let eller hurtigt overstået. Lad os sammen træffe en beslutning om, at vi gør det her i vished om, at det er en rigtig beslutning, og lad os give de danske soldater, der skal deltage i denne aktion, den opbakning, som de fortjener. For et stort ansvar hviler på deres skuldre og et endnu større ansvar hviler på vores, for det er os, der træffer beslutningen om at sende danske mænd og kvinder af sted. Liberal Alliance støtter beslutningsforslaget.

34 Kilde nr. 22: RIKO: Kritik af dansk deltagelse i Libyen-krigen

35 Kilde nr. 23: Enhedslistens tilslutning til aktionen i Libyen af Frank Aaen, Per Clausen, Johanne Schmidt-Nielsen og Line Barfod Information, Enhedslisten stemte i fredags for dansk deltagelse i det militære indgreb i Libyen. Det på trods af vores indædte modstand mod vold og krig som løsning på konflikter. Vi mener stadig, at krig ødelægger mennesker og samfund og meget sjældent fører noget godt med sig. Men der er situationer, hvor ønsket om at redde menneskeliv vejer tungere end modviljen mod militær indgriben. I Rwanda så vi, hvordan verdens passivitet betød, at op mod en million mennesker blev massakreret i Ti år senere oplevede vi folkemord i Darfur. Det var på den baggrund, at Enhedslistens medlemmer på et årsmøde for nogle år siden traf beslutning om, at vi kan støtte militæraktioner, hvis formålet er at forhindre folkemord og andre grove overgreb mod menneske -hed en. Den årsmødebeslutning er fundamentet for vores støtte til dansk militær deltagelse i Libyen. Det er vores klare opfattelse, at hvis der ikke blev grebet militært ind, havde Gaddafi-regimets styrker indtaget de store befolknings centre i det østlige Libyen. Og vi tvivler ikke på, at en sådan sejr til Gaddafi havde resulteret i et blodbad og i udryddelse af den libyske opposition. Det var den situationen, vi stod over for, da vi i fredags skulle tage stilling til en intervention i Libyen. Der var på det tidspunkt ikke mange handlemuligheder tilbage. Det er dybt beklageligt, at verdenssamfundet ikke for længst har grebet ind over for Gaddafis undertrykkelse, eksempelvis gennem økonomiske sanktioner. Da oprøret udviklede sig, burde man prompte være gået i gang med en diplomatisk indsats for at påbegynde mægling mellem parterne. Men det svigt ændrer ikke på, at befolkningen i Benghazi og Tobruk i fredags var i overhængende fare for nedslagtning. Enhedslistens opbakning til en militær indsats i Libyen handlede ene og alene om, at vi i den konkrete situation så det som eneste middel til at beskytte civilbefolkningen. Alternativet havde været at acceptere, at Gaddafi havde druknet oprøret i blod. Ingen handling havde også været en handling med alvorlige konsekvenser. FN-opbakning afgørende FN s opbakning til interventionen i Libyen er væsentlig for os. Den står i modsætning til de seneste mange års amerikansk enegang. I fredags lå der et klart FN-mandat, som opfordrede til en militær aktion. FN s resolution understreger, at formålet med aktionen alene er at forhindre overgreb på civilbefolkningen. Den afviser, at Libyen kan besættes med landstyrker. Og det slås klart fast, at indgrebet for at beskytte civilbefolkningen skal følges op af våbenhvile og mægling. Faktisk står der som første punkt, at målet er en»øjeblikkelig våbenhvile og ophør af al vold og angreb på og overgreb mod civile.«og at våbenhvilen skal føre til, at man skal»intensivere bestræbelserne på at finde en løsning, der svarer til det libyske folks legitime krav, assisteret af FN s generalsekretærs særlige udsending og Den Afrikanske Uni-

36 ons Freds-og Sikkerhedsråd, med henblik på at facilitere en dialog, der fører til sådanne politiske reformer, som er nødvendige for at finde en fredelig og bæredygtig løsning. «Med andre ord: Formålet med aktionen er at beskytte civilbefolkningen og skabe forudsætning for en politisk løsning på den væbnede konflikt. Der er ikke tale om et regimeskifte som i Irak eller Afghanistan, men om at sikre våbenhvile og forhandling. Formålet er at skabe rammerne for, at libyerne selv kan afgøre deres fremtid. Endelig havde det stor betydning, at repræsentanterne for den demokratiske opposition selv bad om et flyveforbud, og at de blev bakket op af landene i regionen. Stormagternes mand En del har spurgt os, om vi virkelig tror på, at USA, Frankrig og andre stormagter har gode hensigter i Libyen. Vil de ikke sætte sig på landets olie eller indsætte en marionetregering? Det er vigtigt at huske, at Gaddafi ikke på nogen måde udgjorde en trussel mod eller opposition til stormagterne. Indtil for få uger siden var han stormagternes mand. Vestlige olieselskaber opererer allerede i Libyen. Europæiske lande havde lukrative aftaler om våbensalg til de -spoten, og EU indgik i tæt samarbejde med Gaddafi om at holde afrikanske immigranter væk fra Europa. Det gode forhold til diktatoren var formentlig årsagen til, at stormagterne i første omgang tøvede med at indføre sanktioner eller beskytte den libyske civilbefolkning. Men naturligvis kan der findes egennyttige motiver hos de deltagende stormagter. Netop derfor er det af yderste vigtighed, at vi fastholder, at indsatsen ikke må føre til besættelse af Libyen, og at libyerne selv skal vælge deres regering. Hvem er oprørerne? Der har været rejst kritik af militærindsatsen ud fra det synspunkt, at vi ikke aner, hvem de libyske oprørere er. Der er uden tvivl brug for mere viden om og dialog med den libyske oppositionsbevægelse. Det er dog tydeligt, at oppositionen i Libyen er direkte inspireret af demokratiforkæmperne i nabolandene Egypten og Tunesien. Oppositionens skyggeregering, som består af afhoppere fra Gaddafis regime såvel som tidligere politiske fanger, har gang på gang understreget, at deres mål er frie valg, fri forfatning og et flerpartisystem. Endelig har det synspunkt været rejst, at enhver indgriben i et andet lands interne anliggender bør afvises, fordi det gør vold mod landets suverænitet. Vi mener, at det er vigtigt at respektere nationernes suverænitet, men at denne suverænitet må afvejes i forhold til menneskerettighederne. Hvis et brutalt regime myrder løs på sin egen befolkning, vejer hensynet til beskyttelse af mennesker højest. Det er grundlaget for FN s beslutning fra 2005 om, at FN kan gribe ind, hvis stater udøver folkedrab, etnisk udrensning eller andre grove forbrydelser mod menneskeheden. Det er et princip, som vi i Enhedslisten støtter.

37 Betinget støtte Enhedslisten har gjort det klart, at vores støtte til operationen er betinget af, at FN s resolution respekteres. Hvis den danske regering og den internationale koalition svigter FN s resolution - for eksempel ved ikke at tage initiativ til våbenhvile og mægling eller bomber uden hensyn til befolkningen - vil Enhedslisten ikke længere bakke op om den danske indsats. Et sådant svigt af FN s resolution vil ikke bare være en katastrofe for udviklingen i Libyen, men også skade FN s legitimitet, når fremtidige konflikter skal løses. I skrivende stund udtaler de militære talsmænd, at der efter den første uges angreb er etableret et flyveforbud, som forhindrer Gaddafi i at bombe befolkningen. Gaddafis styrker har trukket sig væk fra oprørskontrollerede byer. Det er indtil nu resultaterne af det militære indgreb - og dem er vi glade for at have medvirket til. Men det er afgørende, at den militære indsats for at beskytte befolkningen nu følges op af en lige så målrettet og hurtig indsats for at gennemtvinge en våbenhvile, der kan skabe rammer for mægling og forhandling. Det er vores holdning, at FN skal spille den afgørende rolle, både i forhold til våbenhvile og i facilitering af en forhandlingsproces, der leder frem til frie valg. Derfor har vi bedt regeringen om hurtigst muligt at fremlægge en strategi for, hvordan Danmark vil bidrage til at få igangsat denne proces. Frank Aaen, Per Clausen, Johanne Schmidt-Nielsen og Line Barfod er MF ere for Enhedslisten.

38 Kilde nr. 24: Da Enhedslisten trak sin støtte til krigen i Libyen af Sofie Tholl og Christian Lehmann Information, En kovending. Det er, hvad Enhedslisten har foretaget, efter at partiet onsdag aften meddelte, at det ikke længere bakker op om den danske krigsdeltagelse i Libyen. Hermed er Enhedslisten vendt tilbage til et velkendt standpunkt, efter at partiets antimilitaristiske kritiske røster begyndte at råbe højere. Selv om folketingsgruppen afviser, at det var den interne kritik, der førte til holdningsskiftet - men derimod den opfattelse, at koalitionen og den danske regering har overskredet FN s mandatet. Alligevel mener en række røster i partiet, at beslutningen om at bakke op om den internationale intervention var uovervejet og forhastet. Hastig beslutning Nogle mener ligefrem, at folketingsgruppen og parti -ledelsen har ladet sig rive med af en stigende dansk forkærlighed for militær indgriben i verdens konflikter. Beslutningen skulle træffes i en fart fredag den 18. marts, og med partiets fælles årsmødebeslutning fra 2009 om, under særlige omstændigheder at bakke op om international militær indgriben i baghovedet vedtog en næsten enig hovedbestyrelse og forretningsudvalget at bakke op om den danske deltagelse. Men som de små to uger passerede, begyndte det at knirke i baglandet. Ikke alene var diskussionen højlydt på interne debatfora og på hjemmesiden Modkraft. dk, situationen i Libyen udviklede sig desuden. Hvad der startede som en indgriben for at beskytte civilbefolkningen i Benghazi, endte som en international indblanding i en uigennemsigtig borgerkrig. Og med den begrundelse trak Enhedslisten sit mandat fra forliget. Men med lidt mere refleksion kunne man have forudset den udvikling, lyder det fra Michael Hertoft, der sidder i Enhedslistens hovedbestyrelse og var én af to, der stemte imod forslaget.»en krig starter altid med, at nogen ytrer et meget smukt motiv, men så udvikler det sig meget anderledes, for krigen har sin egen dynamik, og derfor finder jeg det mærkeligt, at hovedbestyrelsen var så enig, som den var. Man følte sig desperat for at gøre noget,«siger han. Beslutningen om at bakke op om en krigsdeltagelse blev slet og ret truffet for hurtigt, mener hovedbestyrelsesmedlem og tidligere medlem af folketinget, Jørgen Arbo-Bæhr:»Det var problematisk, at man skulle tage beslutningen på så kort tid. Skal man sige noget om krig, så skal man tænke sig grundigt om. Men det gælder for alle partierne.«hovedbestyrelsens beslutning var påvirket af de truende meldinger, medierne bragte fra Libyen. Muammar Gaddafi var på vej til Benghazi, og her skulle oprøret slås ned, sandsynligvis med omfattende massakrer på civile. Den bekymring anerkender tidligere folketingsmedlem og medlem af hovedbestyrelsen for Enhedslisten Rune Lund - men den var også uunderbygget, mener han.»bekymringen var reel.

39 Men jeg ser også, at vi selv helt ind i Enhedslisten er blevet ramt af, at Danmark har været i krig i 10 år. Det er blevet en normaltilstand - og det giver en anden debat med et overdrevent fokus på såkaldt militære løsninger,«siger Lund, der stemte blankt til forslaget og medvirkede til at mobilisere noget af den modstand mod beslutningen, som ulmede i baglandet. Uenighed Den danske deltagelse i Irak og Afghanistan har domineret udenrigspolitikken og igennem de seneste 10 år har Danmark har forladt den passive rolle, og står nu i frontlinjen, når der skal kæmpes internationale kampe i demokratiets navn. Det kan heller ikke undgå at smitte af på Enhedslistens overvejelser, pointerer Anna Rytter, der er folketingskandidat for Enhedslisten.»Alle lader sig influere af krigsdiskursen - også Enhedslisten. Det spiller en rolle, hvem der sidder i toppen af Danmark, og det smitter selvfølgelig i særdeleshed af på folketingsmedlemmerne i partiet, der har deres daglige gang på Christiansborg,«siger hun. En af de rutinerede og velkendte stemmer i Enhedslisten, tidligere medlem af folketinget Keld Albrechtsen, mener dog, at folketingsgruppen rystede på hånden for tidligt i stedet for at sikre sig, at risikoen for en Gaddafi-massakre ikke længere var til stede:»jeg ville nok have foretrukket, at man havde ventet til, man reelt havde fået sikret befolkningen. Det er jeg ikke helt overbevist om, at man har endnu,«siger han og afviser det argument om, at FN s mandat var overskredet.»partiets fortolkning hedder, at krigsførelsen går længere end FN s mandat. Det er efter min mening en overordentlig vanskelig diskussion. Mandatet er ikke krystalklart formuleret, og det vidste man jo allerede, da man traf beslutningen,«siger Keld Albrechtsen. Men Anna Rytter mener, at partiet nu har gjort det rigtige og lyttet til vælgernes ønsker:»nu skal vi ikke længere lade vores beslutninger afgøre af Christiansborgs dagsorden, nu skal vi lytte til de antimilitaristiske mennesker, der igennem de sidste 14 dage har manglet en repræsentation i Folketinget.«. 25 medlemmer er der i EL s hovedbestyrelse. Kun to stemte oprindelig imod forslaget om en intervention. Anna Rytter mener, at EL har gjort det rigtige og lyttet til vælgernes ønsker.

40 Kilde nr. 25: Enhedslistens fallit Berlingske, Et historisk enigt folketing sendte for godt en uge siden danske F-16 fly til Sicilien for at være med til at beskytte civilbefolkningen i Libyen. Denne enighed varede kort. Enhedslisten, som internationalt er bange for sin egen skygge, formåede ikke at bevare isen i maven og har trukket støtten tilbage med undskyldningen om, at det nu har udviklet sig til en borgerkrig. Som sædvanlig holder Enhedslisten med det forkerte hold. For ved at trække støtten til den militære aktion tilbage, så støtter Enhedslisten indirekte den libyske leder, Muammar Gaddafi. For han er den eneste, der har gavn af vankelmodige lande og partier, fordi han kan spille dem ud imod hinanden ved at køre dygtigt på den splittelse, der konstant truer den koalition, som stadig gennem luftangreb sikrer, at han ikke begår folkedrab. Enhedslistens besynderlige omskiftelighed overlever vi andre nok, og koalitionen overlever helt bestemt det lille partis omflakkende tilværelse i både national og international politik. Men hvis der er nogen, der har troet, at Enhedslisten ønsker at være med til at sætte dagsordenen i international politik og være med til at holde tyranner nede og fremme demokrati og ytringsfrihed, så har vi her fået en lektie i Enhedslistens inderste tanker. De bruger den første undskyldning til bekvemt at sætte sig på sidelinjen og opstille hypotetiske tankesæt for at undgå det ubehagelige, der er en del af virkeligheden, hvis man vil forhindre despoter i at udføre deres brutale magt. Krig er hæslig. Men engang imellem er alternativet værre. Og det er det i det libyske tilfælde. Så har man anderledes respekt for Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, der trods alt vejer tingene op mod hinanden, og på et kvalificeret grundlag når frem til, at der måske kan opstå problemer i forbindelse med den militære magtanvendelse i Libyen, men at der ingen vej er udenom at få standset Gaddafis muligheder for at være brutal over for sit folk. Det vil være ubærligt, hvis denne Gaddafi skulle få held til at slagte sit eget folk. Enhedslisten mangler også timing. Gaddafis betroede medarbejdere er begyndt at redde sig selv. Libyens udenrigsminister og tidligere sikkerhedschef, Moussa Koussa, er hoppet af i London. Man kan selvfølgelig ikke heraf udlede, at det betyder begyndelsen på enden for Gaddafi. Men man kan udlede, at Koussa ikke tror på, at Gaddafi er langtidsholdbar, og at Koussa på en eller anden måde vil forsøge at redde sit eget skind, mens tid er. Ikke engang det faktum får Enhedslisten til at ryste på hænderne. For uanset om Gaddafi er på vej ud, eller om han stadig formår at holde sig ved magten, så tilsiger situationen, at man holder fast - uanset hvad. Der er flere tegn på en eller anden form for opløsning i magtens cirkler i Tripoli. Det er særdeles godt nyt for alle, der ønsker en snarlig afslutning på blodsudgydelserne i Libyen. Men man skal nok være forsigtig med at erklære, at Gaddafi er på vej ud. Der er derfor ingen grund til at slække på viljen til at bruge militære midler til at forhindre en massakre mod civilbefolkningen. Derfor er det også forstemmende at opleve Enhedslisten. Men man kan glæde sig over, at de heldigvis ikke tegner befolkningens holdning.

41 Som sædvanlig holder Enhedslisten med det forkerte hold. For ved at trække støtten til den militære aktion tilbage, så støtter Enhedslisten indirekte den libyske leder, Muammar Gaddafi.

42 Kilde nr. 27: Præsident George W. Bush ultimatum til Irak Mine kære medborgere. Begivenhederne i Irak er nu nået til afgørelsens time. I mere end et årti har USA og andre nationer gjort tålmodige og hæderlige forsøg på at afvæbne det irakiske re-gime uden krig. Samme regime afgav løfte om at afdække og destruere alle dets masseødelæggelsesvåben som en betingelse for at afslutte krigen i den Persiske Golf i Siden har verden har engageret sig i 12 års diplomati. Vi har vedtaget mere end et dusin resolutioner i FN s Sikkerhedsråd. Vi har sendt hundreder af vå-beninspektører til at overvåge afvæbningen af Irak. Vores gode vilje er ikke blevet gengældt. Det irakiske regime har udnyttet diplomatiet til at vinde tid og fordele. Det har over hele linjen trodset FN s resolutioner, som kræver en total afvæbning. I årenes løb er FN s våbeninspektører blevet truet af irakiske embedsmænd, blevet elektronisk aflyttet og er systematisk blevet bedraget. Fredelige forsøg på at af-væbne Irak har gang på gang slået fejl, for det er ikke fredelige mænd, vi har med at gøre. De efterretninger, denne og andre regeringer har indsamlet, efterlader in-gen tvivl om, at det irakiske regime fortsat besidder og skjuler nogen af de mest dødbringende våben, som findes. Regimet har allerede brugt masseødelæggelses-våben mod Iraks naboer og mod Iraks befolkning. Regimet har en fortid med fandenivoldske aggressioner i Mellemøsten. Det nærer et dybt had til Amerika og vores allierede. Det har støttet, trænet og skjult terro-rister, deriblandt agenter fra al Qaeda. Truslen er åbenlys: Ved brug af kemiske og biologiske våben og en dag også atomvåben, som de har fået fra Irak, kan terrori-sterne få opfyldt deres erklærede ambitioner og dræbe tusinder eller hundrede tusinder af uskyldige mennesker her i landet eller i andre lande. USA og andre lan-de har ikke gjort sig fortjent til og har ikke fremprovokeret denne trussel. Men vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at overvinde den. I stedet for at lade os føre lige lukt ind i tragedien, vil vi sætte kurs mod sikkerheden. Før rædslernes dag oprinder, før det er for sent, vil denne trussel blive fjernet. Amerikas Forenede Stater har den suveræne bemyndigelse til at bruge væbnet magt for at garantere nationens sikkerhed. Det er en pligt, som påhviler mig som øverstbefalende, det har jeg aflagt ed på, og den ed vil jeg holde. USA s kongres er til fulde klar over den trussel, vores land står overfor. Sidste år stemte kongressen med et overvældende flertal for brug af væbnet magt mod Irak. Amerika forsøgte at samarbejde med FN, fordi vi ønskede en fredelig løsning. Vi tror på FN s mission. En af årsagerne til, at FN blev dannet efter anden verdens-krig, var at konfrontere aggressive diktatorer, aktivt og på et tidligt stadie, før de angriber uskyldige og forstyrrer freden. I begyndelsen af 1990 erne gjorde Sikker-hedsrådet brug af resolutionerne 678 og 687 mod Irak - resolutioner som stadig eksisterer - og som giver USA og vores allierede mandat til at bruge militærmagt for at slippe af med Iraks masseødelæggelsevåben. Det er ikke et spørgsmål om bemyndigelse, det er et spørgsmål om vilje. I september sidste år anmodede jeg i FN indtrængende verdens lande om at stå sammen for at fjerne denne trussel. Den 8. november vedtog Sikkerhedsrådet enstemmigt Resolution 1441, idet man fandt, at Irak ikke opfyldt sine forpligtelser, og samtidig sværgede man, at det ville få

43 alvorlige konsekvenser, såfremt Irak ikke indvilligede i en total og øjeblikkelig afvæbning. I dag kan intet land påstå, at Irak har afvæbnet. Og der sker ingen af-væbning i Irak, så længe Saddam Hussein er ved magten. Igennem de sidste fire og en halv måned har USA og vores allierede arbejdet i Sikkerhedsrådet for at gen-nemtvinge Sikkerhedsrådets årelange krav. Alligevel har nogle permanente med-lemmer af Sikkerhedsrådet offentligt erklæret at ville nedlægge veto ved enhver resolution, som vil betyde en afvæbning af Irak. Disse regeringer deler vores vur-deringer af faren, men ikke vores viljestyrke til at imødekomme denne fare. Men mange lande har viljestyrken samt mod og mandshjerte til at reagere mod denne trussel mod freden, og en bred koalition går nu sammen om at gennemtvinge ver-dens berettigede krav. FN s Sikkerhedsråd har ikke levet op til sit ansvar, men vi vil leve op til vores. I den seneste tid har flere regeringer i Mellemøsten gjort deres del. De har via of-fentlige og private budskaber anmodet diktatoren om at forlade Irak, så afvæbnin-gen kan finde sted i fred og fordragelighed. Det har han afvist indtil videre. Årtiers bedrageri og grusomheder må nu høre op. Saddam Hussein og hans sønner må for-lade Irak inden for 48 timer. Gør de ikke det, resulterer det i en militær konflikt, og den begynder, når vi beslutter det. Alle udlændinge, deriblandt journalister og inspektører, bør straks forlade Irak, for deres egen sikkerheds skyld. Mange irakere kan lytte til mig i aften i en oversat radioudsendelse, og til dem har jeg et budskab. Hvis vi bliver tvunget til at bruge militær magt, vil det være rettet mod de lovløse mænd, som styrer jeres land, ikke mod jer. Vi vil sørge for de fødevarer og den medicin, I får brug for. Vi vil destrue-re terrorregimet og hjælpe jer med at opbygge et nyt Irak med frihed og velstand. I et frit Irak vil der ikke ske yderligere angreb på jeres nabolande, ingen giftfabrik-ker, ingen henrettelser af systemkrititikere, ingen tortur- og voldtægtskamre. Ty-rannen vil snart være væk. Frihedens time er nær. Det er for sent for Saddam Hus-sein at forblive ved magten. Det er ikke for sent for det irakiske militær at udvise retskaffenhed og beskytte jeres land ved at tillade en fredelig ankomst af koalitio-nens styrker for at tilintetgøre masseødelæggelsesvåben. Vores styrker vil give Iraks militære enheder klare instruktioner om, hvilke skridt de kan tage for at undgå at blive angrebet og tilintetgjort. Lad være med at kæmpe for et døende regime, der ikke er jeres liv værd. Og alle irakiske militær personer og civile bør tage denne advarsel alvorligt. I en krigssituation vil din skæbne afgø-res af din handlinger. Ødelæg ikke oliekilder. Olie er en kilde til velstand, som tilhø-rer det irakiske folk. Adlyd ikke ordrer om at bruge masseødelæggelsesvåben mod nogen, inklusiv det irakiske folk. Krigsforbrydelser vil blive straffet. Krigsforbrydere vil blive retsforfulgt. Og det vil ikke hjælpe at sige:»jeg parerede blot ordre.«hvis Saddam Hussein vælger en konfrontation, kan den amerikanske befolkning være forsikret om, at vi med alle midler har forsøgt at undgå en krig, og at vi sæt-ter alle midler ind på at vinde krigen. Amerikanere kender krigens omkostninger fra fortiden. Den eneste måde at begrænse skaderne og varigheden af krigen på er at sætte den fulde militærstyrke ind, og det er vi parat til at gøre. Hvis Saddam Hus-sein forsøger at holde fast på magten, vil han blive betragtet som en dødelig fjen-de lige til det sidste. I ren og skær desperation vil han og terrorgrupper måske for-søge at udføre terrorhandlinger mod det amerikanske folk og vores allierede. Disse angreb er ikke uundgåelige. Og de er mulige. Og netop den kendsgerning under-streger, at vi ikke kan leve med truslen om afpresning.

44 Terrortruslen mod USA og verden vil blive mindre i det øjeblik, Saddam Hussein er afvæbnet. Vores regering er i højeste alarmberedskab overfor disse farer. Vi er klar til at sikre en sejr i Irak, og samtidig foretager vi yderligere foranstaltninger til beskyttelse af hjemlandet. I den seneste tid har de amerikanske myndigheder udvist visse personer med for-bindelser til det irakiske efterretningsvæsen. Blandt andre tiltag har jeg beordret øget beredskab i vores lufthavne og en øget bevogtning af vores største havne. Der foregår et tæt samarbejde mellem ministeriet for indenlandsk sikkerhed og landets guvernører for at øge bevogtningen af de vigtigste installationer over hele USA. Hvis fjender skulle slå til mod vort land, vil det være et forsøg på at fjerne vores opmærksomhed ved at skabe panik og et forsøg på at svække vores moral med frygt. Men det vil ikke lykkedes dem. Ingen handling fra deres siden kan ændre dette lands kurs eller vilje. Vi er et fredeligt folk, men vi er ikke et svagt folk, og vi finder os ikke i trusler fra tyve og mordere. Hvis vores fjender vover at an-gribe os, vil det få alvorlige konsekvenser for dem og deres hjælpere. Vi skrider nu til handling, fordi risikoen ved passivitet er langt større. På et år eller på fem år vil Iraks magt til at skade alle frie nationer blive mangedoblet. Saddam Hussein og hans allierede vil kunne vælge at gøre brug af deres potentiale og indsætte et dødeligt angreb, når de er stærkest. Vi vælger at gøre front mod den trussel nu i stedet for at vente på, at den pludselig dukker op i vores luftrum eller vores byer. I fredens navn bliver alle frie nationer nødt til at se de nye realiteter i øjnene. I det 20. århundrede valgte nogen at pacificere morderiske diktatorer, hvis trusler fik lov til at udvikle sig til folkemord og global krig. I dette århundrede, hvor onde mænd fremsætter terrortrusler med kemiske og biologiske våben samt atomvå-ben, kan en pacificeringspolitik føre til en ødelæggelse, som denne planet aldrig har set magen. Terrorister og terroriststater fremsætter ikke deres trusler med et rimeligt forvarsel i officielle deklarationer, og hvis man først svarer den slags fjen-der, efter at de har slået til, så er det ikke selvforsvar men selvmord. Denne verdens sikkerhed kræver en afvæbning af Saddam Hussein nu. I og med at vi gennemtvinger et berettiget krav fra verden, opfylder vi også vores forpligtelse overfor vores land. Til forskel fra Saddam Hussein mener vi, at det ira-kiske folk fortjener frihed. Og når først diktatoren er fjernet, kan de være et ek-sempel for hele Mellemøsten på en vital, fredelig og selvstændig nation. USA vil sammen med andre lande arbejde for at udbrede frihed og fred i området. Denne målsætning vil ikke blive opfyldt fra den ene dag til den anden, men vil ske over en længere periode. Frihedens magt og tiltrækning føles i ethvert land og ethvert liv. Og frihedens største kraft er at overvinde had og vold og vende de kreative evner, som verdens mænd og kvinder er udstyret med, mod en stræben efter fred. Det er den fremtid, vi vælger. Frie nationer har pligt til at forsvare vores folk ved at stå sammen mod volden. Og som vi tidligere har gjort, påtager vi og vores alliere-de os også i aften dette ansvar. Godnat. Må Gud fortsat velsigne Amerika.

45 Kilde nr. 28: Lovligt at gå i krig i Irak Det generelle folkeretlige grundlag I henhold til FN-pagtens art. 2, stk.4, gælder der et almindeligt forbud mod fysisk magtanvendelse staterne imellem. Denne hovedregel brydes imidlertid af to væsentlige undtagelser: dels af en ret til magtanvendelse i selvforsvar, dels såfremt FNs sikkerhedsråd giver en særlig bemyndigelse til brug af magt. Retten til magtanvendelse i selvforsvar fremgår af FN-pagtens art. 51 og kan kun udøves, indtil Sikkerhedsrådet har grebet ind. Endvidere er det en betingelse, at der foreligger et væbnet angreb, ligesom det forudsættes, at selvforsvarshandlingen er nødvendig og står i et rimeligt forhold til angrebet. I den aktuelle diskussion om det legale grundlag for et evt. militært angreb på Irak, må interessen naturligt nok koncentrere sig om den anden undtagelse, hvorefter militære forholdsregler kan benyttes, såfremt Sikkerhedsrådet træffer en særlig beslutning derom i medfør af pagtens kap. VII. Hvis sanktioner som afbrydelse af økonomiske forbindelser og andre former for samkvem med en fredsbryder viser sig utilstrækkelige eller skønnes at ville være det, kan Sikkerhedsrådet ifølge art. 42»tage sådanne skridt ved anvendelse af luft-, sø-, eller landstridskræfter, som måtte være nødvendige for at opretholde eller genoprette mellemfolkelig fred og sikkerhed«. FN-pagtens art. 42 forudsætter, at Sikkerhedsrådet kun kan gribe til militære sanktioner i undtagelsestilfælde på basis af en nøje overvejelse af, hvorvidt en militær aktion kan retfærdiggøres. Der gælder med andre ord et proportionalitetsprincip, hvorefter det må vurderes, om de valgte midler står i et rimeligt forhold til de overgreb, der reageres imod. Endvidere er det en forudsætning for anvendelse af militære foranstaltninger efter art. 42, at sikkerhedsrådet vurderer, at der foreligger en trussel mod freden, et fredsbrud eller en angrebshandling, jf. art. 39. Tidligere sikkerhedsrådsresolutioner, særligt resolution 678 og 687 Sikkerhedsrådsresolution 687 (1991) er en af de mest centrale i bestræbelserne for at tilvejebringe våbenhvile og varig fred og stabilitet i regionen. I vurderingen af resolutionens egnethed som grundlag for en ny militær aktion må det tillægges vægt, at den er vedtaget med hjemmel i pagtens kap. VII, og at den i operative paragraf 1 bekræfter gyldigheden af alle 13 tidligere vedtagne resolutioner om krisen. Dette gælder således bl.a. res. 678 (1990), der bemyndiger de allierede til at benytte alle nødvendige midler til at genoprette international fred og sikkerhed i området. I februar 1998 fremlagde den daværende regering beslutningsforslag B 114 om dansk deltagelse i den militære indsats over for Irak for Folketinget, hvori det blandt andet hedder:»resolution 687 bekræfter den fortsatte gyldighed af resolution 678 af 29. november Resolution 678, som gav mandat til angrebet på Irak i 1991, bemyndigede i hen-

46 hold til FN-Pagtens kapitel VII disse lande til at anvende alle nødvendige midler til at genoprette international fred og sikkerhed i området. På basis af oplysningerne om udviklingen i situationen finder regeringen, at Iraks obstruktion af UNSCOM s virke har en så grov og vedvarende karakter og udgør så væsentligt et brud på betingelserne i våbenhvilen, at det ud fra en helhedsvurdering af den lange række af allerede vedtagne resolutioner er velbegrundet, at det internationale samfund om nødvendigt svarer igen med militære magtmidler, således som resolution 678 giver bemyndigelse til, såfremt det ikke viser sig muligt at tilvejebringe en forhandlingsløsning.«den daværende regering og et bredt flertal af Folketinget fandt dengang, at der var et tilstrækkeligt juridisk grundlag for en militær aktion mod Irak. Spørgsmålet er herefter om dette grundlag fortsat er aktuelt, og hvilken betydning det har for det juridiske grundlag, at FN s Sikkerhedsråd har vedtaget resolution Sikkerhedsrådsresolution 1441 FN s sikkerhedsrådsresolution 1441 af 8. november 2002 henviser til alle relevante tidligere FN Sikkerhedsrådsresolutioner og fastslår, at Irak substantielt har krænket og fortsat substantielt krænker (»material breach«) sine forpligtelser i henhold til tidligere Sikkerhedsrådsresolutioner, herunder resolution 687, hvilket udgør en trussel mod international fred og sikkerhed. Uanset denne konstatering har Sikkerhedsrådet med resolutionen besluttet at give Irak en sidste mulighed for at opfylde sine nedrustningsforpligtelser i henhold til de pågældende sikkerhedsrådsresolutioner. Med henblik herpå styrker og præciserer Resolution 1441 mandatet for våbeninspektørerne ved at stille krav om ubetinget, fri og uhindret adgang til alle installationer og områder i Irak for våbeninspektørerne, herunder også de præsidentielle områder. I resolutionens operative 4 beslutter Rådet, at falske erklæringer eller udeladelser i erklæringer, der afgives af Irak og manglende irakisk vilje til fuldt ud at efterkomme og samarbejde om gennemførelsen af resolutionen skal udgøre en yderligere grov krænkelse af Iraks forpligtelser. Resolution 1441 fastslår, at Sikkerhedsrådet tidligere gentagne gange har advaret Irak om, at fortsat overtrædelse af landets forpligtelser vil medføre alvorlige konsekvenser (»serious consequences«). Med hensyn det juridiske grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler over for Irak må det konstateres, at resolution 1441 ikke i sig selv indeholder den nødvendige bemyndigelse fra FN s Sikkerhedsråd til magtanvendelse, der er forudsat i FN pagtens artikel 42. Resolutionen kan siges at udgøre et led i en flertrins procedure, hvorefter Sikkerhedsrådet - i tilfælde af manglende irakisk efterlevelse som næste trin skal involveres på ny, før eventuel magtanvendelse kan finde sted. Der er med andre ord ikke på forhånd fastlagt nogen automatik med hensyn til magtanvendelse. Det forhold, at resolutionen foreligger, må fortolkes således, at Sikkerhedsrådets tidligere bemyndigelse i resolution 687 og øvrige resolutioner til under visse betingelser at anvende militær magt over for Irak midlertidigt må anses for at være suspenderet. Det gælder i hvert fald indtil sik-

47 kerhedsrådet har haft lejlighed til at vurdere situationen. Det bestyrkes af ordvalget i resolutionens operative 2, 4 og 12. Det fremgår eksplicit af resolutionens operative 12, at eventuelle rapporterede substantielle irakiske overtrædelser og konsekvenserne heraf under alle omstændigheder skal være genstand for behandling i Sikkerhedsrådet. Bestemmelsen fastslår således, at Sikkerhedsrådet i tilfælde af yderligere substantielle irakiske krænkelser øjeblikkeligt skal træde sammen med henblik på at vurdere situationen og behovet for fuld efterlevelse af alle relevante sikkerhedsrådsresolutioner med henblik på at sikre international fred og sikkerhed. Det er nærliggende at fortolke resolutionen således, at der ikke er et juridisk grundlag for, at en eller flere stater kan iværksætte en militær aktion, før Sikkerhedsrådet i det mindste har behandlet sagen. Der har siden været holdt talrige møder og konsultationer i Sikkerhedsrådet. Det er hver gang blevet konstateret, at Irak fortsat substantielt krænker de forpligtelser, som Sikkerhedsrådet har pålagt landet. Der er stadig enighed i Sikkerhedsrådet om, at Irak ikke har opfyldt de af Rådet opstillede krav og betingelser, selvom Irak som følge af det massive pres fra verdenssamfundet har gjort visse utilstrækkelige fremskridt. Det optimale grundlag for iværksættelse af nye militære forholdsregler mod Irak ville selvsagt være, om en sådan behandling kunne munde ud i vedtagelse af en ny klar resolution eller en formandsudtalelse. Der er imidlertid stor risiko for, at FN s sikkerhedsråd ikke kan nå frem til et sådant resultat, fordi Rådet ikke kan nå til enighed om, hvornår man skal drage konsekvenserne af Iraks substantielle krænkelser af sine forpligtelser. Der er derfor grundlag for at overveje, hvorvidt militære forholdsregler vil kunne iværksættes på grundlag af de eksisterende resolutioner om Irak. Såfremt Irak ikke i løbet af meget kort tid opfylder alle de af Sikkerhedsrådet opstillede krav og betingelser, kan det konstateres, at Irak har forpasset sin sidste mulighed for dels at opfylde sine nedrustningsforpligtelser og dels at undgå alvorlige konsekvenser, som landet fik med resolution Irak har således ikke overholdt kravene i resolution 1441 om omgående, betingelsesløst og aktivt samarbejde. Våbeninspektørernes bestræbelser har trods et meget betydeligt internationalt politisk og militært pres været forgæves, ligesom en fortsættelse heraf er udsigtsløs. Den sidste udvej for at få afvæbnet Irak må herefter anses at være en gennemtvingelse af FN s krav og betingelser med militær magt. I denne situation består uforandret en bemyndigelse fra FN s sikkerhedsråd til at anvende alle nødvendige midler herunder militære magtmidler til at gennemtvinge Sikkerhedsrådets krav og betingelser. Resolution 678 bemyndiger FN s medlemslande til at gøre det fornødne med henblik på at genoprette international fred og sikkerhed i området. Denne bemyndigelse står uforandret ved magt, og Sikkerhedsrådet har med resolution 1441 i enighed opdateret og bekræftet bemyndigelsen til at anvende magt. Resolution 687 fastslår klart, at det er en fredsbetingelse og en betingelse for våbenhvilen, at Irak ikke udvikler eller opretholder en kapacitet vedr. masseødelæggelsesvåben, herunder navnlig med hensyn til kemiske og biologiske våben. På grund af Iraks væsentlige brud på sine forpligtelser, er det nødvendigt at sikre - om fornødent ved anvendelse af militær magt - at landet bliver afvæbnet og således ikke længere udgør en trussel mod international fred og sikkerhed i regionen.

48 En bred kreds af lande er enige om, at en ny resolution ville have været politisk ønskelig men ikke juridisk påkrævet. Her er det vigtigt at notere sig, at det amerikansk/ spansk/britiske resolutionsudkast ikke indeholdt nogen bemyndigelse til magtanvendelse, eftersom en sådan bemyndigelse allerede foreligger. Udkastet konstaterede blot, at Irak fortsat substantielt krænker sine internationale forpligtelser, og lagde op til, at Sikkerhedsrådet skulle beslutte, at Irak havde undladt at udnytte den sidste mulighed, som landet med resolution 1441 fik, for at opfylde sine nedrustnings-forpligtelser og dermed undgå alvorlige konsekvenser. Det, der har været genstand for drøftelser i Sikkerhedsrådet, er således hverken, hvorvidt Irak substantielt krænker sine forpligtelser, eller, hvorvidt der foreligger en bemyndigelse til at anvende militær magt. Disse spørgsmål har Sikkerhedsrådet afklaret. Drøftelserne har drejet sig om, hvornår det er tid til at drage konsekvenserne af de irakiske krænkelser. Det forhold, at flere af de permanente medlem af Sikkerhedsrådet har truet med at nedlægge veto mod det amerikansk-britisk-spanske forslag til en resolution ændrer ikke ved denne vurdering. Det må i denne analyse indgå med vægt, at et enkelt eller nogle få lande, der på et tidspunkt har medvirket til opstilling af krav og betingelser for en fredsslutning, om fornødent gennemførlige med militær magt i henhold til Pagtens Kap. VII, ikke - i realiteten som en vetoret med tilbagevirkende kraft med trusler om at anvende vetoretten bør kunne blokere for en beslutning om magtanvendelse, når der foreligger bevidste, substantielle krænkelser på centrale områder af de af Sikkerhedsrådet opstillede krav og betingelser. Der må endelig lægges betydelig vægt på, at et enigt Sikkerhedsråd i resolution 1441 anerkender, at Iraks konstaterede manglende efterlevelse af Sikkerhedsrådets resolutioner udgør en trussel mod international fred og sikkerhed, og at et enigt Råd erindrer om den tidligere afgivne bemyndigelse til med alle midler dels at sikre Iraks efterlevelse af Sikkerhedsrådets resolutioner, dels at genoprette international fred og sikkerhed. Herved opdateres Sikkerhedsrådets tidligere bemyndigelse til magtanvendelse. Konklusion Sammenfattende er det vurderingen, at der i den foreliggende situation - med resolution 1441 for så vidt foreligger et klarere og mere opdateret juridisk grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler over for Irak med henblik på at fjerne Iraks kapacitet til at opbygge og anvende masseødelæggelsesvåben, end tilfældet var, da den daværende regering i februar 1998 fremlagde beslutningsforslaget (B 114) om dansk deltagelse i en militære indsats over for Irak. Den daværende regering og et bredt flertal i Folketinget - fandt dengang, at Sikkerhedsrådets Irak-resolutioner fra 1990 og 1991 (nr. 678 og 687) udgjorde et tilstrækkeligt juridisk grundlag for en militær aktion. Folkeretskontoret, 17. marts 2003

49 Kilde nr. 29: Ikke lovligt at gå i krig i Irak af Tonny Brems Knudsen Politikens kronik Med støtte fra sine nærmeste allierede har USA igennem de seneste par måneder forsøgt at overtale FN s Sikkerhedsråd til at standse våbeninspektørernes arbejde i Irak og i stedet bemyndige et angreb på landet for således at afvæbne Saddam Hussein med magt. Nu, hvor dette forsøg er slået fejl, siger man så, at der er»mandat nok«til angrebet i de allerede foreliggende resolutioner fra FN s Sikkerhedsråd. Denne påstand støttes af den danske regering, der med notatet Det juridiske grundlag for iværksættelse af militære forholdsregler mod Irak omsider har gjort klart, hvad den mener med formuleringen om, at en krig mod Irak skal være»forankret i FN«. Et nærmere eftersyn af de foreliggende resolutioner fra FN s Sikkerhedsråd samt folkerettens bestemmelser om magtanvendelse viser imidlertid, at angrebet på Irak ikke kan gives noget rimeligt folkeretligt forsvar. Dertil kommer, at angrebet kan få nogle meget alvorlige konsekvenser for den internationale orden. Hvad angår lovligheden af angrebet på Irak må man tage udgangspunkt i FN-pagtens generelle forbud mod al magtanvendelse, sådan som dette fastlægges i artiklerne 2.4 og 2.7. Der findes imidlertid nogle ganske få undtagelser fra denne hovedregel, og den folkeretlige argumentation for lovligheden af angrebet på Irak har især baseret sig på den væsentligste af disse, nemlig at FN s Sikkerhedsråd kan bemyndige brugen af militære midler for at opretholde eller genoprette international fred og sikkerhed jævnfør artiklerne 39 og 42 i FN-pagtens kapitel VII. I regeringens notat fra i tirsdags såvel som fra britisk og amerikansk side argumenteres der således for, at FN s Sikkerhedsråd i kraft af sine mange resolutioner vedrørende Irak reelt har givet mandat til, at landet kan afvæbnes med magt. En sådan bemyndigelse findes imidlertid ikke i den meget omtalte resolution 1441 af 8. november Heri hedder det, at det vil få»alvorlige konsekvenser«for Irak, hvis landet ikke samarbejder øjeblikkeligt, aktivt og betingelsesløst med FN med henblik på destruktionen af sine masseødelæggelsesvåben. Som bekendt har Irak ifølge chefen for våbeninspektionen, Hans Blix, samarbejdet med FN, men kun delvist. Det afgørende er imidlertid, at resolution 1441 hverken giver et mandat til militær magtanvendelse, eller siger noget om, hvornår en sådan magtanvendelse i givet fald skal finde sted. Det var tværtimod et udtrykkeligt ønske fra Sikkerhedsrådets flertal, herunder Frankrig, Rusland og Kina, at resolutionen alene skulle indeholde en trussel om magtanvendelse, således at det ville blive Sikkerhedsrådet selv, som til sin tid skulle tage stilling til, om betingelserne i resolutionen måtte være overtrådt i en grad og på en måde, som ville retfærdiggøre anvendelsen af militære midler. Det var også derfor, at resolutionen ikke kom til at indeholde den formulering, som er standard, når FN s Sikkerhedsråd giver mandat til magtanvendelse, nemlig at rådet»brugen af alle nødvendige midler«, sådan som det eksempelvis var tilfældet forud for befrielsen af Kuwait i 1991 (resolution 678) og den humanitære intervention i Somalia i 1992 (resolution 794). Man kan så spørge, om Sikkerhedsrådet ikke have godkendt et sådant angreb. Det er der imidlertid ikke meget, der taler for. Våbeninspektionen, som er FN s eget instrument til afvæbningen af Irak, har med den amerikanske trussel mod Saddam Hussein i ryggen, opnået en række resultater, og der var ifølge inspektørerne selv gode muligheder for, at en fortsættelse af

50 denne proces ville kunne føre til en endelig ødelæggelse af Iraks masseødelæggelsesvåben, som er det, resolution 1441 handler om. Da FN s Sikkerhedsråd i henhold til folkeretten og FN-pagten, herunder systemet i artiklerne 39-42, har en forpligtelse til at forsøge sig med alle ikke militære midler, før de militære bringes i anvendelse, ville en bemyndigelse af brugen af magt i den aktuelle situation have været forkert. Dertil kommer, at Sikkerhedsrådet har fået denne beføjelse alene med henblik på at afværge international aggression, brud på freden og trusler mod international fred og sikkerhed, og her har det altid været antagelsen, at der skal være tale om overhængende trusler, da krig ellers ville kunne retfærdiggøres i alt for mange situationer. Man kan således på ingen måde sige, at Sikkerhedsrådet har svigtet sine beføjelser ved ikke at give sin bemyndigelse til angrebet på Irak. At resolution 1441 ikke indeholder en sådan bemyndigelse står helt klart, og det har den såkaldte koalition af de villige tilsyneladende også indset. I stedet argumenteres der - blandt andet i den danske regeringens notat fra i tirsdags - nu for, at kombinationen af resolution 1441 og de gamle resolutioner vedrørende Kuwaits befrielse i 1991 giver mandat til et angreb på Irak. Denne påstand er imidlertid ikke korrekt. Resolution 678 af 29. november 1990, som viser tilbage til resolution 660, handler netop om Kuwaits befrielse, og det var således genoprettelsen af Kuwaits uafhængighed, som Sikkerhedsrådet dengang gav sin bemyndigelse til. Som bekendt blev de irakiske tropper drevet ud af Kuwait i februar 1991, og de efterfølgende resolutioner bekræftede i forlængelse heraf såvel Kuwaits som Iraks suverænitet. Den amerikanske regering gik endda så langt som til at understrege, at der ikke var givet noget mandat til afsættelse af Saddam Hussein. Der er i det hele taget intet belæg for regeringsnotatets påstand om, at denne 12 år gamle resolution, og dennes bemyndigelse af magtanvendelse til befrielsen af Kuwait, skulle kunne anvendes med henblik på en afvæbning af Irak i dag, hverken i sig selv eller ved at læse den ind i resolution 1441 fra november. FN s Sikkerhedsråd udsteder i sagens natur ikke bemyndigelser til med magt at håndhæve fremtidige resolutioner, hvis indhold ikke engang er tænkt eller formuleret ved vedtagelsen. Regeringens notat søger endvidere at retfærdiggøre angrebet på Irak, med henvisning til at landet har overtrådt betingelserne for våbenhvilen efter krigen om Kuwait i 1991, herunder at landet skulle ødelægge sine masseødelæggelsesvåben, jævnfør Sikkerhedsrådets resolution 687 af 3. april Der hersker ingen tvivl om, at Irak har overtrådt og stadig overtræder disse bestemmelser, i hvert fald for så vidt at man ikke kan være sikker på, at der ikke er nogle af disse våben tilbage. Der er imidlertid kun ét organ, som legitimt kan bestemme, hvilke konsekvenser dette brud på Sikkerhedsrådets resolution 687 skal have, og det er Sikkerhedsrådet selv. Dertil kommer, at en eventuel beslutning om at følge brud på våbenhvileaftalen fra 1991 op med magtanvendelse skal kunne baseres på en formodning om, at Irak udgør en overhængende trussel mod international fred og sikkerhed. Der er ikke givet noget mandat til en afvæbning af Irak med magt, hverken i resolution 687 fra 1991 eller i nogen anden resolution. Regeringsnotatets påstand om, at bestemte lande med deres afvisning af at skride til magtanvendelse under de nuværende omstændigheder ligefrem skulle have nedlagt veto med tilbagevirkende kraft, er derfor helt meningsløs. Det samme er påstanden om, at drøftelserne i FN s Sikkerhedsråd ikke har drejet sig om, hvorvidt der foreligger en bemyndigelse til at anvende militær magt, for det er jo en sådan bemyndi-

51 gelse, fire stater har efterlyst, mens flertallet har ment, at tiden ikke var inde. Den folkeretlige argumentation bliver helt uholdbar på det punkt, hvor notatet anfører, at tidligere beføjelser til magtanvendelse»midlertidigt må anses for at være suspenderet«af resolution Resolutionen kan selvsagt ikke suspendere en ikke eksisterende bemyndigelse til at afvæbne Irak med magt, og som alle medlemmer af Sikkerhedsrådet var enige om i november, repræsenterer resolution 1441 en skærpelse af Sikkerhedsrådets kurs over for Irak frem for en svækkelse. Antydningen af, at en eventuel fiasko med hensyn til implementeringen af resolution 1441 skulle åbne op for en tidligere bemyndigelse til magtanvendelse, er således paradoksal. De omtalte resolutioner giver altså ikke mandat til angrebet på Irak, hverken hver for sig eller tilsammen. FN er heller ikke kørt fast, eftersom det irakiske regime har fortsat ødelæggelsen af sine raketter indtil for nogle få dage siden, og eftersom chefen for våbeninspektørerne gentagne gange har meldt tilbage til Sikkerhedsrådet, at det giver mening at fortsætte presset og inspektionerne i yderligere nogle måneder, hvilket i øvrigt ville være i overensstemmelse med den proces, som er forudset i resolution 1284 af 17. december I relation til den aktuelle debat om situationen i 1998 skal det i den forbindelse bemærkes, at et angreb på Irak også dengang ville have været ulovligt uden et eksplicit FN-mandat, men det ville dog have fundet sted i en situation, hvor FN virkelig var kørt fast. Dette er også én af flere forskelle på situationen i dag og så situationen i marts 1999, da NATO valgte at intervenere i Kosovo uden mandat fra FN s Sikkerhedsråd for at stoppe overgrebene på den albanske civilbefolkning. På dette tidspunkt havde massakrer, fordrivelse af civile og ødelæggelse af landsbyer stået på i mere end 13 måneder, men Rusland nægtede vedvarende at gå med til at bemyndige brugen af magt for at bringe uhyrlighederne til ophør. I en snæver juridisk fortolkning kunne NATO s humanitære intervention derfor siges at være folkeretsstridig, men der var i henhold til folkeretten tale om massive og vedvarende forbrydelser mod menneskeheden og dermed en tvingende humanitær nødvendighed. Den russiske FN-ambassadør udtalte endvidere, at han ikke kunne svare på, hvordan overgrebene kunne stoppes, og der var, som følge heraf, tale om, at Sikkerhedsrådet var kørt fast i en situation, hvor alle diplomatiske midler var udtømte med udsigt til fortsatte massakrer. I den aktuelle situation finder retten til humanitær intervention slet ikke anvendelse, hverken med eller uden FN-mandat. Saddam Husseins år gamle forbrydelser mod menneskeheden kan og bør straffes via det internationale strafferetlige system, men de kan ulykkeligvis ikke omgøres i dag, og slet ikke gennem en intervention, som uundgåeligt vil ramme befolkningen. Tilbage står denkendsgerning, at angrebet på Irak og den danske deltagelse heri er i strid med FN-pagten og folkeretten. Der er, ifald, tale om en håndhævelse af FN s resolutioner uden om FN s Sikkerhedsråd, en håndhævelse, der kan støttes moralsk med henvisning til Saddam Husseins tyranniske regime, men som svækkes fatalt af den kendsgerning, at USA med eller uden FN har søgt at fremtvinge et militært svar på et problem, som der stadig var rimelige chancer for at løse gennem diplomati og trusler, og som under alle omstændigheder vanskeligt kan forsvares i henhold til FN-pagten, eftersom der ikke foreligger nogen overhængende trussel mod freden. Dertil kommer de massive militære og civile tab, som næsten uundgåeligt vil være følgen af krigen. Ifald er der tale om det første af en række skridt i den forebyggende kamp mod slyngelstater og disses

52 mulige forbindelse med terrororganisationer, som den amerikanske regering har sat i centrum af sin sikkerhedspolitik efter 11. september. I så fald handler det ikke først og fremmest om at håndhæve FN s resolutioner, eller om at gøre noget for Iraks civilbefolkning, som man så groft har svigtet både før og efter Golfkrigen, såvel i selve Irak som i sikkerhedszonen i landets nordlige del, hvor man ellers let kunne have udrettet en masse for lang tid siden. Så handler det snarere om indførelsen af et princip om foregribende magtanvendelse, et princip, som om noget har været uønsket i folkeretten og det internationale samfund siden Første Verdenskrig. Her er det så, man må spørge, hvem folkeretten og FN beskytter i denne situation? Det er ikke Saddam Hussein, som nu kunne have stået mellem et valg mellem krig og afvæbning, hvis der ellers havde været et reelt valg, jævnfør Bush regeringens langvarige tale om nødvendigheden af et regimeskifte i Irak. Dét, som FN og folkeretten beskytter, er først og fremmest det internationale samfund, som ikke kan tåle et princip om forebyggende krig eller en tilstand, hvor krig legitimt kan tages i brug, selv om det ikke er sidste udvej. I en sådan situation ville der skulle føres alt for mange krige, og alt for mange stater ville have grund til at frygte så stærkt for deres uafhængighed, at de ville være fristet til at søge at gardere sig netop gennem erhvervelsen af masseødelæggelsesvåben. Nordkorea er et godt eksempel. FN og folkeretten beskytter endvidere den irakiske befolkning, for uanset hvor undertrykkende og tyrannisk Saddam Husseins regime er, så vil en krig kunne medføre voldsomme tab blandt soldater og civile, og det i en situation, hvor regimet trods alt ikke udsætter sin befolkning for massakrer og fordrivelser. I den situation er en krig en kolossal gambling, som er meget svær at forsvare, ikke bare folkeretligt, men også moralsk og politisk. Når USA, Storbritannien og den danske regering vælger at gå helt tilbage til resolution 678 som led i en overordentlig tvivlsom juridisk konstruktion, er det, fordi dette er det eneste mandat, som i relation til Irak rent faktisk taler om brugen af»alle nødvendige midler«, om end til et helt andet formål og i en helt anden situation. Ingen anstændig regering ønsker åbent at indrømme, at den handler i strid med FN og folkeretten, og det er der som udgangspunkt noget meget fornuftigt og sympatisk i, eftersom man dermed bekræfter sin grundlæggende og almindelige støtte til disse omdrejningspunkter for international orden og sameksistens. Det er imidlertid ikke uden omkostning at hævde, at resolutioner, der indeholder diplomatiske tiltag eller trusler, kan bruges som grundlag for magtanvendelse, eller at bemyndigelser udstedt i én historisk sammenhæng kan bruges i en anden. For dette er jo reelt et misbrug af FN s resolutioner og af Sikkerhedsrådets autoritet. Hvordan forestiller man sig, at eksempelvis Frankrig, Kina og Rusland vil turde gå med til vedtagelsen af diplomatiske midler, sanktioner eller trusler i FN s Sikkerhedsråd, hvis disse stater kan have grund til at formode, at sådanne resolutioner senere vil blive misbrugt som argument for krigsførelse? Den aktuelle krig mod Irak og argumenterne herfor er potentielt ødelæggende for FN s og ikke mindst Sikkerhedsrådets mulighed for at arbejde. En uholdbar påstand om, at man bevæger sig på folkerettens og FN s grund med henblik på at skåne disse institutioner mest muligt, er under alle omstændigheder en meget dårlig erstatning for rent faktisk at handle i overensstemmelse med disse institutioner. De stater, herunder også den danske, som i utide og uden et mandat fra Sikkerhedsrådet har kastet sig ud i krigshandlinger, bærer derfor et meget stort ansvar for at bringe hele projektet tilbage på FN s og

53 folkerettens grund. Og der vil blive nok at tage fat på, herunder overholdelse af krigsretskonventionerne, forhindring af overgreb på nationale mindretal (turkomanerne og de kristne assyrere forekommer at være i størst fare, men det kan også gå helt galt for kurderne, såfremt de kommer i kamp med tyrkiske interventionsstyrker) og ikke mindst genrejsningen af Irak med udgangspunkt i FN og erfaringerne fra Kosovo og Østtimor.

54 Kilde nr. 30: Europæiske statsledere støtter USA s angrebsplaner mod Irak

55 Kilde nr.31: Bemærkninger til beslutningsforslag B 118 om dansk deltagelse i Irak-krigen