DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE SAMARBEJDSOMRÅDE (EØS), SCHWEIZ OG NORDEN

Transkript

1 DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE SAMARBEJDSOMRÅDE (EØS), SCHWEIZ OG NORDEN Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) blev oprettet i 1994 med henblik på at udvide Den Europæiske Unions bestemmelser for det indre marked til at omfatte lande i Det Europæiske Frihandelsområde (EFTA). EU-lovgivningen om det indre marked bliver en del af EØS-landenes lovgivning, når de accepterer at indarbejde den. Herefter overvåges gennemførelsen og håndhævelsen af særlige EFTA-organer og et blandet parlamentarisk udvalg. EU og to af dets EØS-partnere Norge og Island er også forbundet gennem forskellige politikker og fora for Norden, som fokuserer på Europas nordligste områder, der er i hastig udvikling, og på den arktiske region som helhed. Selv om Schweiz ikke er en del af EØS, er det fortsat medlem af EFTA. Schweiz er forbundet med EU gennem mere end 120 bilaterale sektoraftaler, som omfatter stort set de samme bestemmelser som dem, der er vedtaget af de andre EFTA-lande vedrørende fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital. Den frie bevægelighed for personer vil dog blive begrænset som følge af folkeafstemningen om immigration, der blev afholdt i Schweiz den 9. februar RETSGRUNDLAG For EØS: Artikel 217 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (associeringsaftaler). For Schweiz: Forsikringsaftale af 1989, bilaterale aftaler I af 1999, bilaterale aftaler II af EØS A. Formål Formålet med Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) er at udvide EU's indre marked til at omfatte landene i Det Europæiske Frihandelsområde (EFTA). Disse lande er endnu ikke tiltrådt EU eller har ikke ønske herom. B. Baggrund EFTA's dengang syv medlemmer indgik i 1992 en aftale, der gjorde det muligt for dem at deltage i det ambitiøse projekt om EF's indre marked, som blev lanceret i 1985 og fuldstændiggjort i slutningen af Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) blev undertegnet den 2. maj 1992 og trådte i kraft den 1. januar Antallet af medlemmer i EFTA/EØS blev dog snart reduceret. Schweiz valgte ikke at ratificere aftalen som følge af en folkeafstemning om emnet, og Finland, Sverige og Østrig tiltrådte Den Europæiske Union i Kun Island, Norge og Liechtenstein forblev i EØS. De ti nye medlemsstater, som tiltrådte Emneblade om Den Europæiske Union

2 EU den 1. maj 2004, blev automatisk en del af EØS, og det samme var tilfældet med Bulgarien og Rumænien i 2007 samt Kroatien i C. Anvendelsesområdet for EØS EØS er mere vidtrækkende end de klassiske frihandelsaftaler, idet EFTA-landene også drager fordel af rettigheder og forpligtelser vedrørende EU's indre marked (med undtagelse af Schweiz). EØS omfatter det indre markeds fire friheder (fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital) og relaterede politikker (konkurrence, transport, energi og økonomisk og monetært samarbejde). Aftalen omfatter horisontale politikker, der udelukkende vedrører de fire friheder, nemlig socialpolitik (herunder sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdsret og ligebehandling af mænd og kvinder), politikker om forbrugerbeskyttelse, miljø, statistik og selskabsret og en række ledsagepolitikker, bl.a. vedrørende forskning og teknologisk udvikling, der ikke er baseret på EU-retten eller juridisk bindende retsakter, men implementeres gennem samarbejdsaktiviteter. D. EØS' begrænsninger EØS-aftalen fastsætter ikke bindende bestemmelser for alle det indre markeds sektorer eller andre af EU-traktatens politikområder. De bindende bestemmelser omfatter navnlig ikke følgende områder: den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik (selv om aftalen indeholder bestemmelser om handel med landbrugs- og fiskeriprodukter) toldunionen den fælles handelspolitik den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik retlige og indre anliggender (selv om EFTA-landene er en del af Schengenområdet) eller den økonomiske og monetære union (ØMU). E. EØS' institutioner og mekanismer 1. Indarbejdning af EU-lovgivningen Nye tekster om EU's indre marked undersøges af Det Blandede EØS-Udvalg, der er sammensat af repræsentanter for EU og de tre EFTA/EØS-stater. Udvalget beslutter på et møde, der afholdes en gang om måneden, hvilken lovgivning og mere generelt hvilke EU-retsakter (aktioner, programmer osv.) der skal indarbejdes i EØS. Lovgivningen indarbejdes formelt ved at føje de relevante retsakter til fortegnelserne over protokoller og bilag til EØS-aftalen. Flere tusinde retsakter er blevet indarbejdet i EØS-aftalen på denne måde. Et EØS-Råd sammensat af repræsentanter fra Rådet for Den Europæiske Union og EFTA/EØS-landenes udenrigsministre mødes mindst to gange om året for at udarbejde politiske retningslinjer for Det Blandede Udvalg. 2. Gennemførelse Når en EU-retsakt er indarbejdet i EØS-aftalen, skal den omsættes i EFTA-landenes nationale lovgivning (hvis dette er nødvendigt ifølge den nationale lovgivning). Dette kan blot kræve en regeringsbeslutning, eller det kan kræve godkendelse i det nationale parlament. Gennemførelsen er en formel opgave, og retsakterne må kun tilpasses teknisk på dette tidspunkt. Bestemmelserne fastsætter, at EFTA-landene bør inddrages i forberedelsen af EU-retsakter. 3. Overvågning Siden lovgivningen om det indre marked blev udvidet til EFTA/EØS-landene, er gennemførelsen og anvendelsen af den blevet overvåget af EFTA-Tilsynsmyndigheden og Emneblade om Den Europæiske Union

3 EFTA-Domstolen. EFTA-Tilsynsmyndigheden fører en resultattavle for det indre marked for at følge implementeringen af lovgivningen i EØS-landene. 4. Parlamenternes rolle Både Europa-Parlamentet (EP) og EFTA/EØS-landenes nationale parlamenter inddrages i vidt omfang i tilsynet med EØS-aftalen. Artikel 95 i aftalen indfører Det Blandede EØS- Parlamentarikerudvalg, der mødes to gange årligt. Europa-Parlamentet og EØS-landenes nationale parlamenter afholder udvalgets møder på skift. Formandskabet veksler årligt mellem et medlem af Europa-Parlamentet og en parlamentariker fra et EØS-land. Hver delegation består af 12 medlemmer. Medlemmer af den schweiziske forbundsforsamling deltager i møderne som observatører. Al EU-lovgivning, som vedrører EØS, overvåges af Det Blandede EØS- Parlamentarikerudvalg, hvis medlemmer har ret til at stille mundtlige og skriftlige forespørgsler til repræsentanterne for EØS-Rådet og Det Blandede EØS-Udvalg og til at give udtryk for deres synspunkter i betænkninger og beslutninger. Samme procedure gælder for kontrol med gennemførelse af lovgivning. ISLANDS TILTRÆDELSESPROCES Efter den globale finanskrise i 2008 viste valgene i Island, der blev afholdt i april 2009, betydelig støtte til de partier, der støttede EU-medlemskab. Islands ansøgning om medlemskab blev forelagt Rådet i juli På baggrund af en positiv udtalelse fra Kommissionen godkendte Rådet Islands ansøgning om medlemskab den 17. juni Tiltrædelsesprocessen indledtes i juni Der skal gennemføres forhandlinger om 33 kapitler, og af disse er 27 indledt og 11 midlertidigt afsluttet. Der er endnu ikke indledt forhandlinger om seks kapitler, bl.a. et afgørende kapitel om fiskeri. Yderligere tilpasninger er nødvendige i kapitlet om landbrugssektoren, der er vanskeligt på grund af Islands subsidiesystem. Kapitlet om fødevaresikkerhed (der også skal behandle Islands restriktioner på import af kød fra EU) og kapitalbevægelser kræver også særlig opmærksomhed. Forhandlingerne med henblik på at løse tvisterne mellem EU og Island vedrørende fiskeri det vigtigste tekniske spørgsmål, der kan blokere for tiltrædelse giver lovende resultater. Valget til Islands parlament i april 2013 resulterede imidlertid i en sejr til de uafhængige og progressive partier (centrum-højre), som vedtog et program, der blokerede for tiltrædelsesprocessen. Den 25. februar 2014 forelagde regeringen et forslag til beslutning om at trække ansøgningen om EU-tiltrædelse tilbage. Derefter fulgte en drøftelse i parlamentet, mens folkelige underskriftsindsamlinger og demonstrationer støttede en fortsættelse af forhandlingerne. Til dato er regeringens forslag endnu ikke godkendt. Men uanset resultatet kan EFTA-institutionerne og EØS-aftalen fortsat fungere formelt uden væsentlige ændringer. Efter at Islands ansøgning om EU-medlemskab var blevet godkendt, blev de bilaterale forbindelser mellem Europa-Parlamentet og Islands parlament, Altinget, opgraderet med oprettelsen af Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Island. Dette udvalgs møder må formodes at blive mindre hyppige, da tiltrædelsesforhandlingerne er fastfrosset. Europa- Parlamentets Udenrigsudvalg overvåger ligeledes processen nøje og udarbejder regelmæssige betænkninger. SCHWEIZ Schweiz forhandlede som medlem af EFTA EØS-aftalen med Den Europæiske Union på plads i Ved folkeafstemningen den 6. december 1992 blev der imidlertid stemt imod deltagelse Emneblade om Den Europæiske Union

4 i EØS, og Det Schweiziske Forbundsråd indstillede bestræbelserne på at gøre landet til medlem af EU og EØS. Schweiz forhandlede i stedet en række bilaterale aftaler på plads, som blev godkendt i to omgange, med henblik på at fortsætte den økonomiske integration med EU. Disse fulgte efter en anden aftale, "forsikringsaftalen", som EF og Schweiz indgik i Den første pakke ("bilaterale aftaler I", vedtaget i 2002) omfattede politikker for lufttransport, offentlige indkøb, forskning, landbrug, tekniske handelshindringer (der skulle fjernes gennem princippet om gensidig anerkendelse), landtransport og personers etableringsret og ret til fri bevægelighed. Det sidste punkt er i øjeblikket genstand for en tvist, idet der blev afholdt en folkeafstemning om årlige kvoter af udenlandske arbejdstagere og yderligere bestemmelser om immigration i februar Folkeafstemningens snævre ja bringer de bilaterale aftaler i fare og kan føre til, at hele pakken bortfalder, medmindre der bliver fundet en diplomatisk eller institutionel løsning. Den anden pakke ("bilaterale aftaler II", vedtaget i 2005) omfatter Schengen- og Dublinaftalerne, beskatning af renteindtægter fra opsparing, bekæmpelse af svig, forarbejdede landbrugsprodukter, statistikker, pensioner, miljø, det audiovisuelle program MEDIA, uddannelse, erhvervsuddannelse og unge. Der er som følge af de to pakker mere end 120 bilaterale aftaler. Aftalerne indebærer, at Schweiz skal indarbejde EU's sekundære ret i sin nationale lovgivning. Der er imidlertid ikke oprettet noget overnationalt organ eller nogen overnational domstol til at tage sig af tvister. I stedet mødes sektorbaserede, bilaterale udvalg mellem EU og Schweiz en gang om året. I praksis følger den schweiziske lovgivning ofte EU-retten, selv på områder der ikke er dækket af bilaterale aftaler. De schweiziske domstole følger også generelt EU-Domstolens retspraksis, selv om de ikke er tvunget til det. Rådet og Europa-Parlamentet vurderede i 2010, at denne retlige ordning var for kompleks. Begge institutioner bemærkede de schweiziske borgeres manglende demokratiske deltagelse, idet disse ikke har indflydelse på EU's lovgivning. Et andet problem var den manglende forudsigelighed for så vidt angik Schweiz' omsætning af lovgivningen om det indre marked i national ret, gennemførelse samt bilæggelse af tvister. For at få løst disse "institutionelle spørgsmål" blev der den 22. maj 2014 indledt forhandlinger mellem EU og Schweiz om en institutionel rammeaftale, efter vedtagelsen af Schweiz' og EU's mandater i hhv. december 2013 og maj Forhandlingerne sigter mod at løse de problemer, der hidrører fra den stadige udvikling af EU-retten om det indre marked og fra manglen på en tvistbilæggelsesmekanisme i det nuværende net af bilaterale aftaler. En eventuel endelig pakke, der måtte komme ud af forhandlingerne, skal vedtages ved en folkeafstemning i Schweiz. En sådan pakke kan muligvis også bidrage til at få løst et andet kildent spørgsmål i forbindelserne mellem EU og Schweiz: Den folkeafstemning, som opnåede et spinkelt flertal blandt de schweiziske vælgere i februar 2014, og som kræver, at den schweiziske regering indfører begrænsninger på antallet af udlændinge herunder EU-borgere. Disse begrænsninger vil være i modstrid med aftalen om fri bevægelighed for personer. Schweizerne værner generelt om deres uafhængighed og deres ret til at deltage direkte i national lovgivning, og det er ikke sandsynligt, at de vil støtte en ordning, der begrænser deres lands suverænitet. Det er usandsynligt, at Schweiz vil forhandle om en aftale, der påvirker strukturen i Det Schweiziske Forbunds banksektor eller kobler schweizerfrancen til euroen. Faktisk ophævede den schweiziske nationalbank den 15. januar 2015 det loft, den længe havde fastholdt over valutakursen, og som havde været det vigtigste punkt i dens pengepolitik siden september Emneblade om Den Europæiske Union

5 POLITIKKER FOR NORDEN EU har ligeledes været aktivt involveret i en række politikker og fora med fokus på Europas nordligste områder, som er i hastig udvikling, og hele den arktiske region. Det har især bidraget til følgende: Den "nordlige dimension", der siden 2007 har fungeret som en fælles politik for EU, Rusland, Norge og Island. Denne politik supplerer dialogen mellem EU og Rusland og har resulteret i effektive sektorpartnerskaber om samarbejde i Østersø- og Barentsregionen. Den nordlige dimension omfatter et parlamentarisk organ Den Nordlige Dimensions Parlamentariske Forum som Europa-Parlamentet har været med til at stifte Østersørådet, som EU og kyststaterne oprettede i 1992 efter opløsningen af USSR. Alle Østersørådets medlemsstater deltager i Den Parlamentariske Østersøkonference (BSPC), som Europa-Parlamentet også er medlem af samarbejdet i Barentsregionen, der omfatter de nordlige regioner af Finland, Norge og Sverige og den nordvestlige del af Rusland. Dette samarbejde drives gennem det mellemstatslige Euro-arktiske Barentsråd (som Europa-Kommissionen er medlem af), Barentsregionalrådet og en parlamentarisk forsamling (som omfatter Europa-Parlamentet) anliggender i arktiske polarområder. EU's politik for Arktis er baseret på to meddelelser fra Kommissionen/Tjenesten for EU's optræden Udadtil (2008 og 2012), Rådets konklusioner (2009) og Europa-Parlamentets beslutninger (2011 og 2014). Det Arktiske Råd gav i 2013 EU en midlertidig observatørstatus, som vil blive permanent, når uoverensstemmelserne mellem Canada og EU om EU's forbud mod sælprodukter er løst. Europa-Parlamentet er stiftende medlem af parlamentarikerkonferencen for den arktiske region. Pasquale de Micco / Fernando Garcés de los Fayos 02/2015 Emneblade om Den Europæiske Union