Fælles forslag til RÅDETS AFGØRELSE

Transkript

1 EUROPA- KOMMISSIONEN UNIONENS HØJTSTÅENDE REPRÆSENTANT FOR UDENRIGSANLIGGENDER OG SIKKERHEDSPOLITIK Bruxelles, den JOIN(2015) 35 final 2015/0303 (NLE) Fælles forslag til RÅDETS AFGØRELSE om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Afghanistan om partnerskab og udvikling DA DA

2 1. BAGGRUND FOR FORSLAGET BEGRUNDELSE Den foreslåede afgørelse udgør den retsakt, ved hvilken der gives bemyndigelse til undertegnelse af samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Afghanistan om partnerskab og udvikling ("aftalen"). I juli 2011 udtrykte Rådet (udenrigsanliggender) "vilje til at forhandle om en ambitiøs og afbalanceret aftale mellem EU og Afghanistan, der afspejler EU's langsigtede støtte til landets udvikling samt de principper og betingelser, som det fremtidige partnerskab skal baseres på". Det opfordrede "EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at udarbejde et forhandlingsmandat til en samarbejdsaftale inden Bonnkonferencen" 1, der blev afholdt den 5. december I november 2011 vedtog Rådet en afgørelse om bemyndigelse af Europa- Kommissionen og den højtstående repræsentant til at forhandle en samarbejdsaftale om partnerskab og udvikling ("aftalen") med Afghanistan 2. Der var tre forhandlingsrunder i løbet af det følgende år (den sidste i slutningen af november 2012). Efter en pause på to år blev forhandlingerne genoptaget med den nye afghanske regering i november Den fjerde og sidste forhandlingsrunde, som gav gode resultater, fandt sted i Bruxelles den 29. april De to parter paraferede aftalen i Kabul den 2. juli 2015 under Præsident Ashraf Ghanis tilstedeværelse. Det er den første aftale mellem Den Europæiske Union og Afghanistan, og den understreger EU's vilje til at bakke op om Afghanistans udvikling i løbet af de næste ti år, hvor en omstrukturering skal finde sted som aftalt på konferencen i Bonn i Ved at styrke den politiske dialog og forbedre samarbejdet på en lang række områder vil aftalen konsolidere Den Europæiske Unions engagement over for Afghanistan. Med aftalen anerkendes resultaterne af de internationale konferencer, der er holdt om Afghanistan i Bonn, Chicago, Kabul, Tokyo og London. Aftalen indeholder bestemmelser om politisk dialog og samarbejde inden for en lang række områder. Den bygger på EU's politiske standardbestemmelser om menneskerettigheder og Den Internationale Straffedomstol og indeholder forpligtelser vedrørende kvinders og børns rettigheder. Aftalen bygger på principperne om gensidig ansvarlighed og understreger parternes vilje til at tage fat på fælles problemer, herunder: 1) bekæmpelse af terrorisme, international kriminalitet og ulovlig handel, 2) ikkespredning, nedrustning og nuklear sikkerhed, 3) masseødelæggelsesvåben (WMD), 4) håndvåben og lette våben (SALW) og 5) narkotikabekæmpelse. Bestemmelserne om samarbejde dækker følgende sektorer: udvikling af infrastruktur, energi, transport, sundhed, naturressourcer, beskatning, uddannelse og kultur, beskæftigelse og sociale anliggender, videnskab og teknologi, miljø og klimaforandring. Der lægges også i aftalen vægt på det retlige samarbejde, og det bekræftes, at parterne ønsker at bekæmpe organiseret kriminalitet, hvidvaskning af penge og korruption. 2. RESULTATER AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER Rådet er blevet orienteret i hele forhandlingsforløbet. Det er løbende blevet konsulteret i den relevante arbejdsgruppe vedrørende Asien. Europa-Parlamentet er også blevet orienteret fuldt ud under forhandlingerne, og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik ("den højtstående 1 2 Konklusioner fra Rådets møde (udenrigsanliggender) den 18. juli 2011 (dokument st12865/11). Rådets afgørelser af 10. november 2011 (dokument st16146/11 og st16147/11). DA 2 DA

3 repræsentant") sendte formanden for Europa-Parlamentet en kopi af den paraferede aftale den Den højtstående repræsentant og Kommissionen mener, at de mål, som Rådet har fastlagt i sine forhandlingsdirektiver, er blevet nået, og at udkastet til aftalen kan forelægges til undertegnelse. 3. JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET Retsgrundlag Ifølge fast retspraksis skal valget af retsgrundlag foretages på grundlag af objektive forhold, herunder bl.a. retsaktens formål og indhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol. Formålet med aftalen er som beskrevet i artikel 2 under Art og Anvendelsesområde at etablere et partnerskab mellem parterne, som hviler på en flerstrenget tilgang, med henblik på at styrke dialogen og samarbejdet. Aftalen dækker politisk samarbejde (afsnit II), udviklingssamarbejde (afsnit III), samarbejde om handel og investering (afsnit IV), samarbejde om anliggender, der vedrører frihed, sikkerhed og retfærdighed (afsnit V), sektorsamarbejde (afsnit VI) og regionalt samarbejde (afsnit VII). Derudover indeholder aftalen bestemmelser om den institutionelle opbygning (afsnit VIII) og afsluttende bestemmelser (afsnit IX). En nærmere analyse af aftalens formål og indhold viser, at nogle af aftalens bestemmelser er omfattet af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, mens andre er omfattet af Den Europæiske Unions handelspolitik og politik for udviklingssamarbejde. Det fremgår endvidere af analysen, at ingen af disse elementer kan siges at supplere nogle af de øvrige elementer, der nævnes, og at ingen af de tre anførte elementer kan siges at udgøre hovedelementet. Følgelig bør forslaget bygge på flere juridiske grundlag, nemlig artikel 37 i TEU og artikel 207 og 209 i TEUF. Juridisk status De oven for nævnte retsgrundlag giver EU beføjelse til at indgå aftaler med tredjelande på de områder, som aftalen dækker. Her tænkes især på at: artikel 37 i TEU giver EU beføjelser til at indgå aftaler med tredjeparter på områder, der er omfattet af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. artikel 207 i TEUF giver EU beføjelser til at indgå aftaler på områder, der er omfattet af den fælles handelspolitik. Ifølge artikel 3, stk. 1, i TEUF har EU enekompetence på dette område. artikel 209 i TEUF giver EU beføjelser til at indgå aftaler med tredjelande på områder, der er omfattet af politikken for udviklingssamarbejde. Ifølge retspraksis vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en bestemt bestemmelse i en aftale "henhører under [Unionens] kompetence [...] imidlertid kompetencetilskrivelse og følgelig selve eksistensen af denne kompetence, og ikke om der er tale om delt kompetence eller enekompetence." I det omfang traktaterne har tillagt Unionen kompetence på et politikområde, kan Unionen derfor udøve denne kompetence udadtil. I henhold til artikel 3, stk. 2, i TEUF har EU også enekompetence til at indgå internationale aftaler, når indgåelsen "kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde". Domstolen har i en afgørelse fastslået, at forhandlinger "kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde" i det omfang "indholdet af forhandlingerne [...] vedrører et område, der i vid DA 3 DA

4 udstrækning er omfattet af de fælles EU-regler...". "Disse forhandlinger er derfor omfattet af Unionens enekompetence.". Det præciseres også i nyere retspraksis, at der ved en analyse af kompetencespørgsmålet, navnlig for så vidt angår enekompetence, skal tages hensyn til ikke alene gældende EU-regler, men også de "forudsete udviklingsperspektiver" for disse regler. EU er dermed ved traktaterne blevet tillagt beføjelser til at handle på alle de områder, der er omfattet af aftalen. Andre juridiske overvejelser Aftalen fastlægger en institutionel ramme bestående af det blandede udvalg (se afsnit VIII, artikel 49 under "Institutionelle rammer"). Det blandede udvalg kan nedsætte særlige udvalg eller arbejdsgrupper til at bistå det i udøvelsen af sine opgaver. I artikel 54 "Opfyldelse af forpligtelser" beskrives en tvistbilæggelsesordning, der skal anvendes, hvis en af parterne ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til aftalen. Aftalen indgås for en første periode på ti år. Den forlænges derefter automatisk med fem år ad gangen, medmindre en af parterne seks måneder inden udløbet af aftalens gyldighedsperiode skriftligt meddeler den anden part, at den ikke agter at forlænge aftalen. Aftalen kan opsiges med seks måneders varsel. DA 4 DA

5 Fælles forslag til RÅDETS AFGØRELSE 2015/0303 (NLE) om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Afghanistan om partnerskab og udvikling RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 37, under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207 og 209, sammenholdt med artikel 218, stk. 5, og artikel 218, stk. 8, andet afsnit, under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og ud fra følgende betragtninger: (1) I november 2011 gav Rådet Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Den Islamiske Republik Afghanistan om en samarbejdsaftale om partnerskab og udvikling 3. (2) Forhandlingerne om samarbejdsaftalen var vellykkede, og aftalen blev paraferet den 2. juli 2015 i Kabul. (3) Aftalen bør undertegnes på EU's vegne med forbehold af dens indgåelse VEDTAGET DENNE AFGØRELSE: Artikel 1 Undertegnelsen af samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Afghanistan om partnerskab og udvikling godkendes herved på Unionens vegne med forbehold af dens indgåelse. Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse. Artikel 2 Generalsekretariatet for Rådet udarbejder det relevante dokument, der giver den eller de personer, der er udpeget af forhandlerne af aftalen, fuldmagt til at undertegne aftalen med forbehold af dens indgåelse. Artikel 3 Denne afgørelse træder i kraft dagen efter vedtagelsen. 3 Rådets afgørelser af 10. november 2011 (dokument st16146/11 og st16147/11). DA 5 DA

6 Udfærdiget i Bruxelles, den. På Rådets vegne Formand DA 6 DA