Ungdomssanktioner - sagsgangen

Transkript

1 Ungdomssanktioner - sagsgangen Arbejdsnotat Lars Horskær Madsen lektor, cand. jur. 2006

2 Lars Horskær Madsen Ungdomssanktioner - sagsgangen Copyright: Lars Horskær Madsen og Den Sociale Højskole i Aarhus Skriftserien redigeres af udviklingskonsulent Pernille Halling-Overgaard Social skriftserie Den Sociale Højskole i Aarhus, nr. 2, 2006 ISBN Omslagsillustration: Udsnit af Hippolytos en skæbnefortælling, udsmykning i Nobelparken, Århus af Evan Rasmussen. Tryk: Den Sociale Højskole i Aarhus Udgivet af: Den Sociale Højskole i Aarhus Jens Chr. Skous Vej Århus C Århus, 2006 Kan bestilles pr. telefon , receptionen/dsh-aa@dsh-aa.dk Pris 30 kr. + evt. forsendelse. 2

3 Indhold Forord 5 Baggrunden for ungdomssanktionen 7 Hovedpunkterne i interview med socialrådgiverne 14 - Har forvaltningen som regel kendskab til den unge i forvejen? 14 - Er der tidsmæssigt mulighed for at inddrage den unge/forældrene ved udarbejdelsen af handleplanen? 15 - Hvor konkret er indholdet i handleplanen? 17 - Er varigheden af faserne angivet? 21 - Er der (plads på) de relevante institutioner? 23 - Hvordan er kontakten i løbet af ungdomssanktionen? 26 - Kalder du ungdomssanktionen en straf eller en behandling? 28 - Er der andre problemstillinger? 32 - Socialrådgivernes ønsker om ændringer 34 Interview med anklagemyndigheden 37 Referat af kontakt til Retten 43

4 Bilag Bilag 1: Uddrag af Socialministeriets vejledning 4 af om særlig støtte til børn og unge. 45 Bilag 2: Orientering om spørgsmål ifm. foreløbige handleplaner (efter servicelovens 58 a, stk. 4, jf. stk. 3). Socialministeriets skr. af Bilag 3: Skrivelse nr af fra Socialministeriet. Orientering om spørgsmål ifm. gennemførelse af en ungdomssanktion (efter straffelovens 74 a). 62 Bilag 4: Svar på forskellige spørgsmål vedr. afviklingen af ungdomssanktion. 71 4

5 Forord Denne rapport omhandler sagsgangen vedr. ungdomssanktioner. Inspireret af de politiske og faglige diskussioner om eventuel sammenblanding af straf og behandling i relation til unge, om socialrådgiveres rolle ved tilrettelæggelse og effektuering af ungdomssanktion og om det tværfaglige/tværsektorielle samarbejde har jeg interviewet 9 socialrådgivere i de 4 familieafdelinger i socialforvaltningen i Århus Kommune, en dommer ved Retten i Århus og en anklager ved Århus Politi for at få indblik i, hvad der er afgørende for, om ungdomssanktion skal/kan sættes i værk og for at få et indblik i, hvordan ungdomssanktionen effektueres. Det har ikke været mit formål at undersøge evt. virkninger af ungdomssanktionen, men mit fokus har været selve sagsgangen. Udover de nævnte interviews har jeg haft adgang til at gennemlæse 16 journaler fra socialforvaltningens familieafdelinger. Desuden har jeg gennemlæst supplerende materiale i form af diverse faglige artikler, delredegørelser fra Justitsministeriet, udtalelser fra Socialministeriet m.m. En del af dette materiale er bilag til min rapport. Rapportens opbygning Efter et indledende afsnit om baggrunden for ungdomssanktionen, gennemgår jeg de 9 spørgsmål/problemstillinger, som dannede udgangspunkt for mine interviews med socialrådgi- 5

6 verne. I de enkelte afsnit er socialrådgivernes svar sat i relation til eller suppleret med andre(s) udsagn fra interviews eller fra relevant litteratur. Derefter følger et sammendrag af interviewet med anklagemyndigheden og et kort notat om min kontakt til Retten. Af praktiske grunde er dette materiale placeret sidst i rapporten, selvom socialforvaltningens samarbejde med anklagemyndighed og domstol foregår undervejs i sagsgangen. I afsnittene vedr. andre problemstillinger og ønsker til fremtiden/ændringer belyses særlige problemstillinger og socialrådgivernes ønsker til evt. ændringer i arbejdet med ungdomssanktionen. I forbindelse med mine interviews med socialrådgiverne, nævnte de nogle forskellige juridiske spørgsmål. Jeg udarbejdede derfor et juridisk notat, som jeg fremlagde i forbindelse med en konsulentfunktion for en gruppe socialrådgivere i en familieafdeling, og dette notat er indføjet i rapporten som bilag 4. 6

7 Baggrunden for ungdomssanktionen I oktober 2000 nedsatte regeringen en ekspertgruppe med følgende kommissorium: I den senere tid har vi set en udvikling, hvor børn og unge i stigende grad begår alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder gaderøverier og gruppevoldtægt. Denne udvikling rejser spørgsmålet om, hvorvidt reaktionsmulighederne over for den hårdeste kerne af socialt belastede og utilpassede unge kriminelle er tilstrækkeligt effektive. Det gælder både i forhold til unge kriminelle af dansk og af udenlandsk herkomst. Og det gælder både i forhold til unge over og under den kriminelle lavalder. Regeringen har derfor som led i en samlet indsats over for denne form for kriminalitet besluttet at anmode en hurtigt arbejdende ekspertgruppe om at vurdere, hvad der kan gøres for at sikre en styrkelse af myndighedsindsatsen på dette område. Regeringen lægger i den forbindelse vægt på: at indsatsen kommer tidligt i forløbet, dvs. inden den unge låses fast i en kriminel løbebane, at indsatsen i videst muligt omfang rummer en inddragelse og ansvarliggørelse af den unges forældre og øvrige netværk, at reaktionssystemet er udformet således, at der kan sættes ind straks i forbindelse med den begåede kriminalitet, og 7

8 at de anvendte sanktioner dels er en konsekvent og kontant reaktion på den begåede kriminalitet, dels giver grundlag for en målrettet socialpædagogisk indsats Ekspertgruppen anmodes om at tilrettelægge sit arbejde således, at ekspertgruppens rapport kan foreligge inden udgangen af januar Ekspertgruppen afgav derefter i januar 2001: RAPPORT OM UNGDOMSKRIMINALITET, Justitsministeriet, januar 2001 (ROU). I rapportens kap. 6.2 (Vurdering af de eksisterende reaktionsmuligheder over for unge lovovertrædere på år) hedder det bl.a.: Når der er rejst spørgsmål om behovet for en ny sanktionsform, har det efter ekspertgruppens opfattelse sammenhæng med, at de eksisterende muligheder ikke altid synes at blive udnyttet tilstrækkeligt effektivt og konsekvent. På grund af den korte tid, ekspertgruppen har haft til rådighed, har det ikke været muligt mere systematisk at gennemgå domspraksis i forhold til unge lovovertrædere og den måde, hvorpå dommene, herunder betingede domme, er blevet fuldbyrdet f.eks. med hensyn til vilkår om sociale hjælpeforanstaltninger Anvendes betinget dom, bør det under alle omstændigheder sikres, at der reageres konsekvent på vilkårsovertrædelser. Idømmes en betinget dom med vilkår om hjælpeforanstaltninger efter serviceloven, og gives der i henhold hertil en række tilbud, som den unge afslår eller ikke i øvrigt medvir- 8

9 ker til gennemførelsen af, uden at det får konsekvenser som vilkårsovertrædelser, opnås det individualpræventive sigte med den betingede dom ikke, og reaktionen over for den unge må af omverdenen opleves som utilstrækkelig. Forekommer sådanne tilfælde, er der ikke blot tale om en dårlig udnyttelse af den mulighed eller chance, som en betinget dom er udtryk for. Det vil også kunne virke stødende på den almindelige retsbevidsthed og rejse spørgsmål om, hvorvidt samfundet er i stand til at reagere adækvat i sådanne situationer. Ekspertgruppen har på grund af de snævre tidsmæssige rammer for arbejdet ikke haft mulighed for at undersøge, i hvilket omfang, der reageres adækvat på vilkårsovertrædelser, herunder med hensyn til indberetning af overtrædelser og i det omfang vilkårsovertrædelsen herefter indbringes for retten efter straffelovens 60 hvordan domstolene reagerer på overtrædelsen I de senere år er der dukket en hård kerne af socialt belastede og utilpassede unge kriminelle under 18 år op. Deres adfærd er ofte karakteriseret ved, at de ikke blot begår kriminalitet, men at de også typisk i forbindelse med at de færdes i grupper ved truende eller lignende aggressiv adfærd optræder på en måde, der skaber frygt og utryghed i de områder, hvor de færdes. I forhold til disse meget synlige unge kan den måde, der reageres på, opleves som utilstrækkelig I rapportens kapitel (Kompetenceforhold) hedder det bl.a.: Det er retten, der træffer afgørelse om, hvorvidt en ung, der er fundet skyldig, er omfattet af målgruppen for ungdomssanktio- 9

10 nen og således opfylder betingelserne for at blive idømt denne sanktion i stedet for en almindelig straf Det behandlingsmæssige indhold fremgår af det program/den handleplan, som de sociale myndigheder har udarbejdet, og som forudsættes at være en del af indstillingen, eventuelt som et bilag. Den behandlingsmæssige del af programmet angår i princippet fuldbyrdelsen af ungdomssanktionen. Dette går retten ikke nærmere ind i og det har den i øvrigt normalt heller ikke de fornødne forudsætninger for at gøre. Hertil kommer, at handleplanen i sagens natur ikke kan ligge fast en gang for alle. Den skal til stadighed kunne tilpasses. Selv om retten havde kompetence til at godkende de behandlingsmæssige elementer i planen, kunne de sociale myndigheder ikke være afskåret fra efterfølgende at ændre i den uden godkendelse fra retten. Af rapportens kapitel (Hurtig behandling) hedder det bl.a.: Det er af afgørende betydning, at myndighederne prioriterer en hurtig behandling af sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion kommer på tale. Der gælder allerede i dag en pligt til at fremme sager, hvor den sigtede/tiltalte er varetægtsfængslet. Det vil den sigtede/tiltalte ofte være (typisk i surrogat) i sager, hvor idømmelse af ungdomssanktion er aktuel. I sager, hvor den pågældende måtte være på fri fod under domsforhandlingen, er det vigtigt, at både politiet/anklagemyndigheden, de sociale myndigheder og domstolen er opmærksomme på at prioritere en hurtig behandling af sagerne. Der vil være tale om ret få sager, så en meget hurtig behandling af disse sa- 10

11 ger kan ikke antages at få nogen mærkbar negativ virkning for sagsbehandlingstiden i andre sager Det er endvidere vigtigt, at sanktionen kan iværksættes så hurtigt som muligt efter domsafsigelsen i byretten eller, hvis sagen ankes, i landsretten. Er den unge anbragt i varetægtssurrogat under sagens behandling, vil sanktionen kunne iværksættes i umiddelbar forlængelse af den endelige dom. Den unge bør i den forbindelse normalt placeres i samme sikrede afdeling, hvor den pågældende har opholdt sig i varetægtssurrogat, således at der ikke behøver ske et miljøskifte. Befinder den unge sig ikke allerede på den sikrede afdeling, hvor afviklingen af ungdomssanktionen skal indledes, men f.eks. er på fri fod eller varetægtsfængslet i et arresthus, forudsætter ekspertgruppen, at den pågældende normalt vil kunne modtages i en sikret afdeling inden for en kortere frist, f.eks.7 dage D vedtog Folketinget lovforslag nr. 210 (Forslag til Lov om ændring af straffeloven og lov om social service - Ungdomskriminalitet). Loven trådte i kraft den Formålet med loven er at styrke indsatsen og reaktionsmulighederne over for den hårde kerne af socialt belastede og utilpassede unge kriminelle. Loven indebærer, at der i straffeloven bliver indført en ny ungdomssanktion i form af en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed for de årige. Ungdomssanktionen giver mulighed for at fastholde den unge i 11

12 længere tid og mulighed for samtidig at iværksætte en behandling, der på længere sigt kan få den unge på ret kurs 1. I forbindelse med straffelovsbestemmelsen om ungdomssanktion indføres der i lov om social service bestemmelser om handleplaner i forbindelse med unges kriminalitet 2. 1 Straffelovens 74 a: Hvis en person, der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år, har begået grovere personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, kan retten bestemme, at den pågældende skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling af 2 års varighed, hvis det må anses for formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser. Stk. 2. Retten kan give den dømte pålæg svarende til de vilkår, der kan fastsættes efter 57. Længstetiden for ophold i døgninstitution eller godkendt opholdssted er 1 år og 6 måneder, heraf højst 12 måneder i en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge. Begår en person, der er undergivet en foranstaltning efter stk. 1, ny kriminalitet, kan retten i stedet for at idømme straf forlænge foranstaltningen, herunder længstetiderne efter 2. pkt. med indtil 6 måneder. Stk. 3. Den dømte kan kræve afgørelser om overførsel til en sikret afdeling i en døgninstitution for børn og unge og afgørelser om overførsel fra ambulant behandling til anbringelse på en døgninstitution for børn og unge eller godkendt opholdssted indbragt for retten til prøvelse. Det samme gælder, i det omfang de sociale myndigheder med hjemmel i dommen træffer afgørelse om, at den pågældende skal forblive i institution ud over det i dommen fastsatte tidsrum for opholdet. Afgørelsen træffes ved kendelse. Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende virkning. Bestemmelsen i 59, stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Justitsministeren kan efter forhandling med socialministeren fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er undergivet en foranstaltning efter stk. 1 og 2. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. 2 Servicelovens 58 a, stk. 3: For unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, skal kommunen udarbejde en 12

13 Socialministeriets vejl. nr. 4 af om særlig støtte til børn og unge behandler bl.a. udarbejdelse af handleplaner i forbindelse med kriminalitet og gennemgår de særlige forhold i forbindelse med en ungdomssanktion (Se bilag 1). Det fremgår her bl.a. (Særligt om udarbejdelse af handleplaner i forbindelse med kriminalitet): For de årige bør kommunen overveje at inddrage kriminalforsorgen. Det bør i denne forbindelse indgå, at kriminalforsorgen kan foranledige udarbejdet en personundersøgelse, jf. retsplejelovens 808, om sigtedes forhold, der må antages at være af betydning for sagens afgørelse ved retten, inden for en kortere tidsfrist (pkt. 81). Af samme vejlednings pkt. 89 (Kommunens opgaver i forbindelse med en ungdomssanktion) fremgår bl.a.: Til brug for udarbejdelse af både den foreløbige handleplan. jf. pkt. 81, og udarbejdelsen af indstillingen, kan kommunen indhente resultaterne fra den personundersøgelse, som kriminalforsorgen udarbejder. Ungdomssanktionen forudsætter således et (tæt) samarbejde mellem anklagemyndighed, socialforvaltning, evt. kriminalforsorg og domstol. I dette samarbejde indgår socialrådgivere fra socialforvaltningen, kriminalforsorgen og evt. fra de institutioner, hvor de unge i en periode skal anbringes. handleplan for en indsats, der kan modvirke yderligere kriminalitet og yde den nødvendige støtte til den unge. Handleplanen udarbejdes i samarbejde med den unge og dennes familie. Stk. 4. Kommunen skal udarbejde en foreløbig plan senest 7 dage efter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om den begåede kriminalitet. 13

14 Hovedpunkterne i interview med socialrådgiverne Har forvaltningen som regel kendskab til den unge i forvejen? Er der tidsmæssigt mulighed for at inddrage den unge/forældrene ved udarbejdelsen af handleplanen? Hvor konkret er indholdet i handleplanen? Er varigheden af faserne angivet? Er der (plads på) de relevante institutioner? Hvordan er kontakten i løbet af ungdomssanktionen? Kalder du ungdomssanktionen en straf eller en behandling? Er der andre problemstillinger? Har du ønsker til fremtiden/ændringer? Har forvaltningen som regel kendskab til den unge i forvejen? Når jeg ønskede at sætte fokus på dette punkt, var det både for at få afklaret, om familien/den unge havde været i kontakt med forvaltningen forud for den verserende sag (og om der derfor forelå relevant journalmateriale), og for at få belyst (hvis ikke der var en tidligere kontakt), om det eventuelt var vanskeligt at overholde tidsfrister m.h.t udarbejdelse af handleplanen at leve op til forudsætningen om, at der skal kunne reageres hurtigt, jf. ekspertgruppens kommissorium: at indsatsen kommer tidligt i forløbet, dvs. inden den unge låses fast i en kriminel løbebane, 14

15 at reaktionssystemet er udformet således, at der kan sættes ind straks i forbindelse med den begåede kriminalitet (se ROU side 7). Det var et gennemgående træk, at der i forvaltningerne stort set var kendskab til den unge i forvejen, idet der tidligere havde været iværksat hjælpeforanstaltninger (enten frivillige eller tvangsmæssige) efter serviceloven, og at det derfor var muligt at overholde SEL 58 a, idet der var umiddelbart tilgængeligt journalmateriale til brug for udarbejdelse af en handleplan i løbet af 7 dage. Det blev desuden nævnt af flere interviewpersoner, at disse sager om evt. ungdomssanktion bliver opprioriteret, fordi der er tale om fristsager. Er der tidsmæssigt mulighed for at inddrage den unge/forældrene ved udarbejdelsen af handleplanen? Flere gav udtryk for, at sagernes hastende karakter af og til kunne gøre det vanskeligt at inddrage den unge/forældrene i tilstrækkeligt omfang. I den sammenhæng blev det beskrevet som et dilemma, at grundig og tidkrævende sagsbehandling kunne medføre, at sagsbehandlingstiden blev forlænget, og at det kunne få konsekvenser for den unges retssikkerhed, da den unge så evt. skulle sidde længere tid i varetægtssurrogat. Og da tiden i varetægtssurrogat ikke trækkes fra i ungdomssanktionen, betød det, at foranstaltningen blev forlænget. Der var ikke en ensartet procedure m.h.t. sagsgang og mulighed for at inddrage den unge og forældrene. Dette var til dels afhængig af, om den unge fysisk var i Århus i forbindelse med evt. anholdelse. I disse tilfælde er praksis på et familiecenter således: 15

16 Alle vore unge bliver fulgt hjem efter politiafhøring og alle vore unges forældre bliver informeret om, hvad der er sket. Så allerede der går vi ind og starter med at lave en undersøgelse og laver en foreløbig handleplan. Det gør vi allerede samme dag, så vi har den liggende. I andre situationer kunne der være vanskeligheder, hvis den pågældende f.eks. sad i varetægtssurrogat på en sikret institution i et andet amt eksempelvis på Sjælland hvilket kunne vanskeliggøre en personlig inddragelse af den unge. Her kunne det være nødvendigt, at det skriftlige materiale i journalen dannede grundlag for handleplanen. Ligeledes var forældrene heller ikke i alle sager involveret fra sagens start, og den snævre tidsramme blev angivet som en vanskelighed. Dette fremgår således af en journal, hvor der i handleplanen bl.a. står: Pkt. 9, anbringelsesform og sted: Der er endnu ikke taget beslutning om, hvilken sikret afdeling X skal/kan være på, men pt. er han anbragt på Observationshjemmet Y. Såfremt han idømmes en ungdomssanktion, vil han blive bragt tilbage dertil. Pkt. 12, forældrenes og barnets/den unges holdning til planen: Af tidsmæssige grunde har hverken forældrene eller X endnu set handleplanen, men de er orienteret om, hvad en ungdomssanktion er. Både X og forældrene er positive overfor en fortsat anbringelse uden for hjemmet. En anden vanskelighed (der ikke vedrørte tidsrammen) kunne være forældre, der bagatelliserede den unges problemer og der- 16

17 for ikke var samarbejdsvillige, eller ikke mente, at ungdomssanktion var en relevant reaktion på den unges kriminalitet. Hvor konkret er indholdet i handleplanen? Socialrådgiverne gav udtryk for (og journalerne viste), at der er forskel på præciseringen og detaljeringsgraden i handleplanerne. Dette er et generelt fænomen og fremgår bl.a. af delredegørelsen fra Justitsministeriets Forskningsenhed, oktober 2004, hvor det i afsnittet om handleplaner, bl.a. hedder: Ifølge ekspertgruppens rapport om ungdomskriminalitet bør en individuel handleplan angå det behandlingsmæssige indhold i ungdomssanktionen. Handleplanen bør ifølge ekspertgruppen indeholde følgende elementer: Den skal forholde sig til emotionel udvikling, social adfærd, boglig indlæring og praktiske gøremål for den unge. Sport, beskæftigelse, uddannelse og skole skal indgå som delelementer. Kognitive metoder og andre tilsvarende metoder kan anvendes. Der skal være tale om lange forløb. Der skal ske en konsekvent opfølgning på de enkelte delmål. De tilsendte handleplaner varierer betydeligt i både form og indhold. Formmæssigt er nogle meget skematisk opstillede, mens mange er mere prosaagtige i stilen. Indholdsmæssigt fun- 17

18 gerer nogle handleplaner primært som handlingsreferater, idet der først og fremmest anføres, hvad der er sket, og der skrives meget lidt om, hvad der skal ske. Andre og ganske mange handleplaner er forholdsvis diffuse og abstrakte, og konkrete indsatsområder beskrives sjældent. Der findes dog også handleplaner, som angiver både konkrete mål og konkrete veje til at opnå disse mål. Det drejer sig dog om en mindre del af de tilsendte handleplaner. Det samme indtryk fik jeg i forbindelse med mit projekt, hvilket kan illustreres ved følgende 3 eksempler fra det journalmateriale, som jeg fik mulighed for at gennemgå: Eksempel 1) Pkt. 6. Formål med anbringelsen: Hvorfor og hvordan anser man en anbringelse for at kunne løse de problemer og vanskeligheder hos barnet, som den tidligere undersøgelse har klarlagt? Hvad ønsker man at opnå? Støtte A i at få en struktureret hverdag indeholdende skolegang og fritidsinteresser. Støtte A i at arbejde med sig selv, herunder holdninger til kriminalitet og valg af relationer. Støtte A i at gøre brug af sine ressourcer. Eksempel 2) Pkt. 6. Formål med anbringelsen: Hvorfor og hvordan anser man en anbringelse for at kunne løse de problemer og vanskeligheder hos barnet, som den tidligere undersøgelse har klarlagt? Hvad ønsker man at opnå? 18

19 Støtte J i at få en struktureret hverdag indeholdende arbejde/uddannelse og opdyrkning af interesseområder i fritiden Støtte J i at arbejde med sig selv og mærke sig selv. Støtte J i at styre sit temperament. Støtte J i overvejelser om valg af relationer. Støtte J i at gøre brug af sine mange ressourcer. Støtte J i at være en del af sin biologiske familie. Eksempel 3) Pkt. 6. Formål med anbringelsen: Hvorfor og hvordan anser man en anbringelse for at kunne løse de problemer og vanskeligheder hos barnet, som den tidligere undersøgelse har klarlagt? Hvad ønsker man at opnå? Formålet med anbringelsen er at trække X ud af nuværende kriminelle miljø og i stedet give ham et miljø, hvor socialt samvær, faste rammer, overskuelighed og forudsigelig struktur er en del af hverdagen, og hvor han kan få hjælp til at lære sociale normer og forstå konsekvenserne af egne handlinger samt få hjælp til at begå sig positivt i den to-kulturelle verden, han er en del af. Politifuldmægtig Toni Schorpen refererer til en konkret sag, hvor der ved sagens forelæggelse i retten ikke var udarbejdet en (konkret) handleplan. Se afsnittet om referat af kontakt til Retten. Et andet eksempel på forskellene drejer sig om, hvorvidt det af handleplanen skal fremgå, hvad konsekvenserne kan blive, 19

20 hvis det viser sig, at den pågældende (endnu) ikke kan håndtere de friheder, der er forbundet med ophold i en almindelig (ikke sikret) døgninstitution eller opholdssted (ROU, s. 127). En socialrådgiver gav udtryk for, at hun ikke ville skrive det ind i handleplanen, da hun ikke forestillede sig, at det ville blive aktuelt - da hun havde tiltro til, at forløbet blev positivt, og at hun ville tage stilling til det, hvis det blev nødvendigt. En anden socialrådgiver havde præciseret det i journalen/handleplanen: Af handleplan vedr. opholdet på opholdsstedet N fremgår: X skal samarbejde med personalet på N og med forvaltningen. X må ikke anvende vold, trusler om vold eller truende adfærd. X skal indgå i dagligdagen på N. Herunder beskæftigelse og skolegang. X skal arbejde med impulsstyring, evt. Ny Start. X må ikke forlade N uden aftale. Hjemmebesøg hver 14. dag. De første 4 mdr. er det med ledsagelse og uden overnatning. Kan ændres ved overholdelse af aftaler. Der laves indberetning en gang ugentligt. Besøg af kæreste sker efter aftale med N. Besøg af venner kan ske efter aftale med N, dog ikke de første 2 måneder. 20

21 Tekst med kursiv medfører øjeblikkelig tilbageførsel til Sikret afdeling. Underskrevet af den unge, afdelingslederen på institutionen og kommunens sagsbehandler. I en artikel i SOCIAL KRITIK nr. 92/2004 af Mette Arnsfeldt Andersen, Stine Christensen, Linda Kjær Minke og Rie Vesterbæk Mørck kritiseres den uensartede praksis og det til tider uklare grundlag for tilbageførsel. Det hedder bl.a.: Tilbageførsel skal være funderet i vurderinger af, hvornår det er absolut påkrævet, at den unge flyttes. Dette er relativt og i høj grad betinget af stedet, hvor den unge opholder sig samt af den unges hjemkommune og den amtskommune, man ønsker at flytte den unge til. Der er derfor risiko for, at kriterierne, som de unge tilbageføres på, vil være forskellige fra situation til situation, og vores undersøgelse indikerer, at der ikke hersker enighed om, hvilke kriterier man kan tilbageføre unge på En sagsbehandler efterlyser fortolkninger af restriktioner i ungdomssanktionsforløbet, herunder klare indikationer for tilbageførsler, idet der opleves meget forskellig praksis også i forhold til amternes indstilling hertil. Nogle amter er fleksible i den forstand, at de godkender en tilbageførsel, hvis den sikrede institution vil tage imod den unge, hvorimod andre amter er mere strikse og vil godkende tilbageførslen, inden den iværksættes. Er varigheden af faserne angivet? Det fremgik både af interviewene og af journalerne, at varigheden af faserne i ungdomssanktionen var angivet i indstillingen fra forvaltningen, og at indstillingen blev fulgt ved rettens af- 21

22 gørelse. Det fremgik i øvrigt, at der som oftest var tale om at følge standardmodellen fra instruktionen fra Familieafdelingen, nemlig: i 2 år undergives tilsyn af kommunen og efter kommunens nærmere bestemmelse undergiver sig socialpædagogisk behandling i de første 2 måneder anbringes på en sikret afdeling på en døgninstitution for børn og unge og herefter i indtil 12 måneder anbringes på en døgninstitution eller et godkendt opholdssted Der var dog flere eksempler på, at formuleringen mht. fase 1 var: i indtil 2 måneder på en sikret afdeling i stedet for i de første 2 måneder, for på den måde at give forvaltningen større fleksibilitet/råderum. I den sammenhæng viste det sig, at der hos visse socialrådgivere var usikkerhed med hensyn til muligheden for at springe fase 1 over (se mit notat om Svar på forskellige spørgsmål vedr. afviklingen af ungdomssanktion, side 71). Det blev af enkelte socialrådgivere nævnt, at instruktionen burde præcisere, at der blot er tale om et EKSEMPEL på tidsrammer, for at understrege, at de konkrete forhold kunne give et andet resultat. Det blev desuden af enkelte socialrådgivere nævnt, at et længere ophold på en sikret institution i fase 1 ville give større mulighed for/tid til at finde et relevant sted til fase 2 men at det naturligvis var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, hvis fase 1 skulle forlænges blot for at løse et administrativt problem. 22

23 Politifuldmægtig Toni Schorpen refererer til en konkret sag, hvor socialrådgiveren havde foreslået, at der skulle fastsættes minimumstidsrammer. Se i øvrigt afsnittet vedr. ønsker til ændringer. Er der (plads på) de relevante institutioner? Det overordnede indtryk var, at der er det tilstrækkelige antal pladser til fase 1, men at det af og til først er i sidste øjeblik, at pladsen findes, hvis ikke den unge i forvejen sidder på sikret institution ( varetægtssurrogat ). Et større problem var at finde en egnet plads til fase 2, hvor problemet enten kunne være, om der var plads, eller som nævnt ovenfor at have tilstrækkelig tid til at finde en egnet plads. Citat: Der, hvor de er startet på sikret institution, har vi nogenlunde hurtigt kunnet finde institutionsplads (til fase 1), men det er et problem, når de 2 måneder er gået, fordi de 2 måneder på sikret bliver også brugt til at lære den unge at kende og til at lave en observation og en vurdering af, hvad det er for en type opholdssted, og det er svært at nå på 2 mdr. både at lave en afklaring og at finde stedet, og så at være sikker på, at der er plads. Det er kort tid. Citat: De 2 måneder kan jo hurtigt gå Hvor vi skal ud for at afsøge, hvad er der til en åben. Vi skal helst have den unge med så meget som muligt. Det synes jeg godt kan knibe. Vi kan være ude at kikke på flere steder. Det kan knibe at nå det med den der 2-måneders fase at have tingene på plads. Eksempelvis med den der første pige, jeg har haft. Det gik for stærkt første 23

24 gang, hun kom ud. Hun var ovre at se stedet, dagen før hun blev overført Det var ikke tilfredsstillende. Flere gav udtryk for, at det kunne være hensigtsmæssigt, hvis der var institutioner, hvor de unge kunne være i både fase 1 og 2, så de undgik et miljøskift, og en socialrådgiver mente, at miljøskiftet fra fase 1 til fase 2 var en væsentlig årsag til mange tilbageførsler. Se i øvrigt afsnittet vedr. socialrådgivernes ønsker til ændringer. Samme synspunkt fremføres af Bille Sterll i SOCIALPÆDA- GOGEN, nr. 4/2004: Mange af de åbne socialpædagogiske behandlingssteder er ikke gearet til at modtage unge i ungdomssanktion, lyder det fra de sikrede institutioner. De forsøger at løse problemet ved at oprette deres egne. Håndværkerne er endnu ikke helt færdige med at sætte det mere end fem meter høje trådhegn op rundt om observationshjemmet Sønderbros sikrede afdelinger. Lågen mangler stadig. Et par meter fra åbningen, men uden for hegnet ligger Sønderbros åbne afdeling, Akademiet. Her er der plads til otte unge, som har fået en ungdomssanktion. Første del foregår bag hegnet. Når tiden kommer til den del af behandlingen, som skal foregå i åbent regi, kan den unge altså nøjes med at smutte gennem lågen. Og det kan både den unge og pædagogerne planlægge efter fra dag ét. Af afsnit 9.2 (Mangel på ledige pladser på egnede anbringelsessteder) i delredegørelse fra Justitsministeriets Forskningsenhed, oktober 2004, fremgår bl.a.: 24

25 Et gennemgående problem synes at være, at det kan være meget vanskeligt at finde ledige pladser på egnede institutioner/opholdssteder. Dette kan skyldes, at der ikke er plads på institutionerne, at opholdsstedet har en anden målgruppe/ikke er egnet til at håndtere den unge på grund af dennes adfærd, eller at det er svært at finde opholdssteder, der modtager unge tæt på eller over 18 år. I mere end en tredjedel af sagerne er der noteret problemer med at finde ledige pladser på egnede opholdssteder. Dette gælder både pladser til fase 1 og fase 2 Vanskelighederne med at finde ledige pladser i egnede institutioner påvirker ifølge kommunerne de unge. I flere tilfælde er der indtil ganske få dage inden en overførsel fortsat usikkerhed om anbringelsessted. Disse problemer har indflydelse på muligheden for at planlægge og skaber uvished og uforudsigelighed om den unges fremtid. I materialet nævnes dette ofte som værende af stor betydning for de unge. Som det også fremgår af handleplanerne, er etablering af struktur og forudsigelighed vigtige elementer i indsatsen over for de unge. Senere (side 20) refereres der til en konkret sag, hvor kommunen skriver: Vedr. overførsel fra sikret institution til opholdsstedet kan jeg oplyse, at det forløb meget fint. Dette skyldes helt klart, at NN under sit ophold på den sikrede institution fik mulighed for at aflægge opholdsstedet et besøg, hvor han fik et positivt indtryk af stedet, som bevirkede, at han var motiveret, da overflytningen fandt sted. Af afsnit 11.4 (Mange miljøskift) fremgår bl.a.: Der er generelt enighed om, at det er vigtigt med kontinuitet for at kunne opnå behandlingsresultater med unge lovovertræ- 25

26 dere. Det understreges også i kommentarerne fra kommunerne. I ekspertgruppens rapport tales der om længerevarende socialpædagogisk påvirkning, og det kan være svært at forestille sig, at dette er muligt, hvis behandlingen hyppigt afbrydes som følge af skiftende opholdssteder, da de forskellige opholdssteder ikke nødvendigvis arbejder ud fra samme pædagogiske synsvinkel eller anvender de samme redskaber Det er givet, at de unge, der er ungdomssanktionens målgruppe, er en gruppe, som det kan være vanskeligt at motivere til at indgå i et konstruktivt behandlingsforløb, og at nogle af de unge er negativt indstillede til institutionsopholdet, som opfattes som en straf frem for som et tilbud. I den situation vil der let opstå gnidninger og konflikter under sanktionens afvikling. Det er forståeligt, at personalet i den situation reagerer med bortvisning. Der er givetvis også mange tilfælde, hvor fortsat ophold i samme institution er umuliggjort. Alligevel synes det relevant at rejse spørgsmålet, om det ikke er tænkbart i højere grad, end tilfældet er i dag, at fastholde de unge på samme opholdssted, således at de mange miljøskift undgås. Måske vil et igangværende metodeudviklingsprojekt i København kunne anvise veje til i højere grad at fastholde de unge i forløbet. Forstandergruppen for de sikrede afdelinger peger videre på, at det er uheldigt, at Socialministeriet ikke stiller krav om sammenhæng i anbringelserne mellem fase 1 og 2, således at åbne afdelinger tilknyttet de sikrede afdelinger i højere grad benyttes for at skabe stabilitet og kontinuitet i sanktionens afvikling. Hvordan er kontakten i løbet af ungdomssanktionen? Af straffeloven fremgår det, at ungdomssanktionen er en struktureret, kontrolleret (min understregning) socialpædago- 26

27 gisk behandling. Jeg fandt det derfor relevant at få belyst, hvem der fører kontrollen med den unge i forløbet bl.a. relevant, fordi det jo er socialrådgiveren, der er myndighedsperson i forbindelse med evt. tilbageføring. Der er ikke en ensartet praksis i Århus Kommune, hvorefter det altid er socialrådgiveren, der fører kontrollen. Der er eksempler på, at det er konsulenten fra Ungdomscenteret, eller at kontrollen føres via rapporter fra anbringelsesstedet. Der er ligeledes en vis forskel i, hvor hyppigt, der kontrolleres. Begrænsede tidsmæssige ressourcer angives som en begrundelse for, at det ikke altid er socialrådgiveren, der fører kontrollen. Men der gives udtryk for, at det ville være ønskeligt. Citat (Rådgiver X): Der er ikke en tydelig arbejdsdeling mellem Ungdomscenteret og forvaltningen det gælder generelt og ikke kun i forhold til ungdomssanktioner. Ungdomscenterets opgave er at føre tilsyn med opholdsstederne. Vores opgave er at have kontakten til den unge. Men som det er nu, overtager Ungdomscenteret mere og mere at have kontakten til den unge. Det er naturligt nok, men de har også den anden kasket på kontakten til institutionerne. Spm.: Kan det løses ved, at du skal føre kontrollen? Svar: Det er der ikke ressourcer til. Spm.: Får du besked fra konsulenten, hvis det går skidt? Svar: De sender en løbende status. Spm.: Er det et stort savn? Svar: Ja, specielt i disse sager, fordi vi sidder med handlemyndigheden og kompetencen til at udstikke disse vilkår. Spm.: Hvordan vil det kunne realiseres? 27

28 Svar: Ved en specialisering eller et maksimalt antal sager. Citat (Rådgiver Y): Det gør vi da. Ungdomscenteret står for det daglige behandlingsansvar, men i de sager, jeg har haft, da har jeg haft et meget tæt samarbejde med Ungdomscenteret. Jeg synes, vi har kørt et parløb, og jeg synes, at Ungdomscenteret selvfølgelig har en meget hyppigere kontakt med stedet end vi har, men jeg synes også, at de er meget opmærksomme på, at hver gang, der er det mindste, så får vi det at vide. Vi ved helt klart, hvad der foregår. Det er os der i sidste ende har kontrollen. Det er os, der er myndigheden, os der har beslutningskompetencen. Spm.: Er det ok med dig, at det er dem, der i givet fald rapporterer tilbage eller ville du hellere have tid til at det var dig, der tog dig af det? Svar: Hvis jeg havde halvt så mange sager, så ville jeg faktisk godt det. Men sådan som strukturen er her, så synes jeg faktisk også, at der kan være nogle fordele i, at Ungdomscenteret gør det. Jeg kan godt lide at have det samarbejde med Ungdomscenteret. Jeg synes, at det faktisk er rart, at vi bliver makkere på den måde. Det synes jeg sådan set, er godt nok. Kalder du ungdomssanktionen en straf eller en behandling? Baggrunden for dette spørgsmål var en diskussion i forbindelse med forarbejderne til ungdomssanktionen, hvor der både i politiske og faglige kredse var drøftelser om det hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige i blandingen af straf og behandling, og om socialrådgivere overlod deres faglige kompetence til domstolene i forbindelse med ungdomssanktionen. 28

29 Formelt er ungdomssanktion placeret i Straffelovens kap. 9, der har overskriften: Andre retsfølger af den strafbare handling altså andre retsfølger end straf. I ROU, kap (Forholdet mellem behandling og straf) hedder det bl.a.: Ekspertgruppen har drøftet, om ungdomssanktionen indebærer en uheldig sammenblanding af straf og behandling både indholdsmæssigt og kompetencemæssigt. Det kan således anføres, at det forhold, at dom til ungdomssanktion ikke forudsætter samtykke fra den unge, og således også vil kunne anvendes overfor unge, der ikke er motiveret for at gå i behandling, vil kunne gøre det vanskeligt at gennemføre en behandling med et vellykket resultat. Der kan endog være en risiko for, at de ikke alene er uimodtagelige for behandling, men at de også vil være destruktive for behandlingsmiljøet, begå vold mod personalet mv., således at et ophold på en behandlingsinstitution må anses for direkte kontraindiceret, hvis der ikke foreligger en eller anden form for samtykke eller accept fra den unge. Det kan endvidere anføres, at ungdomssanktionen griber ind i den sædvanlige fordeling mellem, hvad de retshåndhævende myndigheder tager sig af, og hvad der er de sociale myndigheders opgaver og kompetencer. F.eks. giver ordningen retten kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om den unges egnethed til behandling med den virkning, at retten i princippet kan anvende ungdomssanktion over for en ung, der af de sociale myndigheder på forhånd vurderes som uegnet til at modtage behandling inden for de rammer, som det sociale system råder 29

30 over. Denne betænkelighed skal også ses i sammenhæng med, at ordningen med en ungdomssanktion ikke giver mulighed for, at de sociale myndigheder efterfølgende kan aflevere en ung, der er idømt ungdomssanktion, til kriminalforsorgen, hvis det undtagelsesvis måtte vise sig, at den pågældende er fejlplaceret i det sociale system Det kan også anføres, at rettens kompetence til at fastsætte de overordnede rammer med hensyn til institutionsophold kan medføre nogle bindinger, der ud fra rent behandlingsmæssige hensyn kan vise sig at være uhensigtsmæssige. Endelig kan det anføres, at det ud fra proportionalitetsbetragtninger kan forekomme mindre rimeligt, at en ungdomssanktion typisk vil være af længere varighed (2 år), end længden af den straf, som personer, der falder uden for anvendelsesområdet for sanktionen, idømmes for samme forbrydelse. Dette misforhold bliver særlig klart, hvis der samtidig tages hensyn til reglerne om varetægtsfradrag og prøveløsladelse. Det var bl.a. synspunkter omkring proportionaliteten, der i betænkning nr. 667/1872 om de strafferetlige foranstaltninger førte til, at et flertal i Straffelovrådet anbefalede, at ungdomsfængsel blev afskaffet, hvilket herefter skete i Et flertal af ekspertgruppens medlemmer ( ) har imidlertid ikke fundet, at de anførte indvendinger taler imod en særlig ungdomssanktion. Blandt de fleste af socialrådgiverne var det behandlingsaspektet, der var det mest fremtrædende, og som konsekvens heraf blev ungdomssanktionen oftest betegnet som en behandling. 30

31 Citat (Rådgiver O): Jeg kalder det en behandling. Et redskab til at kunne tvinge en behandling igennem. En nødvendig behandling. Citat (Rådgiver P): Et eller andet sted er det jo en straf Det er en sanktion og en konsekvens af det, de har gjort. Det er jo alvorlige ting, de har begået. Og det synes jeg faktisk også der skal være en konsekvens af. Så derfor bruger jeg også ordet straf, også i forhold til forældrene (der ikke mente, at deres søn skulle have en ungdomssanktion). Og nu er sagen faktisk landet et ordentligt sted. Spm: Men i straffeloven hedder det jo en kontrolleret behandling? Svar: Ja, men allerede i ordet kontrolleret ligger der jo lige så meget, som der ligger i konsekvens. Det er jo ikke kun en socialpædagogisk behandling. Vi administrerer den - det gør både vi, Ungdomscenteret og opholdsstederne lidt strammere, end hvis det kun var et socialpædagogisk ophold, der var besluttet herfra. Altså vi har lidt kortere snor i dem Vi har lidt mere kontrol med, hvor de er, og hvad de laver, og har meget klare aftaler med forældrene om, at det er så der, de er, og hvis der går noget skævt i det, så skal opholdsstedet og vi i sidste ende have det at vide med det samme Vi har meget styr på dem, og det er selvfølgelig både fordi, der er den der konsekvens i det, men så sandelig også for at hjælpe dem til, at de ikke går ud og laver noget lort igen. Det er også en støtte at give dem en tryghed for, at nu er der nogen, der sørger for, at nu er du i nogle rammer, hvor du ikke roder dig ud i noget igen. 31

32 Er der andre problemstillinger? Flere rådgivere gav udtryk for en frustration over samarbejdet med Ungdomscenteret, fordi de havde oplevet, at der på Ungdomscenteret var en tilbøjelighed til ikke at ville arbejde med tvang i forhold til de unge, der blev dømt til ungdomssanktion at holdningen var, at man skulle forsøge at skabe motivation og ikke presse de unge. En rådgiver gav udtryk for, at der er brug for en realitetsjustering i Ungdomscenteret. En anden siger (i forbindelse med tilbageførsel): Vi gør jo det her i et tæt samarbejde. Lige så snart vi har en ungdomssanktion, der skal gennemføres, så skal vi jo have en plan om, altså en samlet plan om, hvad er det vi vil, hvor skal vedkommende hen, og hvem vil arbejde sammen. Hvem af de pædagogiske opholdssteder og institutioner vil have en ung, der har fået en US? Det har været et af de store problemer. Det ved vi jo. Fordi der er mange af pædagogerne, der er imod det redskab. Og det, at man skal arbejde med en, hvor vi i forbindelse med en opfølgning og et forløb kan være med til i fællesskab med dem at komme og sige: Vi må lave en tilbageførsel, fordi det ikke går. Men der er også institutioner og opholdssteder der gerne vil. En tredje fortalte, at tidligere stødte de 2 opfattelser (socialrådgiveres og pædagogers) sammen, men at der nu er lidt mere opblødning. En anden frustration handlede om samarbejdet med amtet, hvor flere gav udtryk for, at der er meget bureaukrati både i forbindelse med anbringelser og ved evt. tilbageførsel. Mere konkret er der tale om, at der skal laves et omfattende papirarbejde for at sikre amtets forhåndsgodkendelse og medfinansiering, og det 32

33 er åbenbart meget nødvendigt, at rådgiverne tager højde for, hvilke udgifter (i forbindelse med behandlingsindsatser), der kan blive aktuelle, da det er vanskeligt at få disse finansieret efterfølgende. Citat: Når den unge kommer over i åben så kommer der meget papirarbejde. Dødssygt at bruge sin tid på papirarbejde mellem amt og kommune. Men det er selvfølgelig moneter, det handler om. Og alle fattes jo penge. Et andet eksempel på administrative vanskeligheder handler om samarbejde med andre amter i forbindelse med tilbageførsler udenamts f.eks. på Koglen (der ligger i Ringkøbing amt), hvor amtet skal godkende en evt. tilbageførsel 3. Det kritiseres, at det er besværligt, og at det tager tid, hvilket også kan få den virkning, at en evt. tilbageførsel bliver forsinket. Citat: Der går lang tid, så den unge mærker ikke konsekvensen af en tilbageførsel umiddelbart. En rådgiver mener, at der er mindre besvær indenamts, at det ville være en fordel, hvis der lå flere institutioner i amtet og/eller, hvis en godkendelse i et amt kunne overføres til et andet amt. Ønsket om flere (sikrede) institutioner i Århus Amt fremsættes af flere rådgivere. 3 Bkg. nr af om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, 7, stk. 7: Kommunen kan som led i en idømt sanktion efter straffelovens 74 a, i henhold til dommen træffe afgørelse om, at den unge skal forblive i, overføres til eller tilbageføres til en sikret afdeling, jf. stk. 1 nr. 6. Kommunens afgørelse om anbringelse i en sikret afdeling skal tiltrædes af amtskommunen i det amt, hvor den pågældende afdeling er beliggende. 33

34 Socialrådgivernes ønsker om ændringer Arbejdets organisering: Et begrænset antal sager, så det bliver muligt at besøge de anbragte unge hyppigere (at have mulighed for at leve op til kontrolleret socialpædagogisk behandling ). Bedre mulighed for at kunne nå at finde en egnet institution til fase 2. Mere undervisning i regler/regelændringer vedr. US. En præcisering i instruktionen fra Familieafdelingen, så det tydeligt fremgår, at eksemplet på indstilling til foranstaltning, blot er et EKSEMPEL. Begrundelsen for denne ændring er, at flere rådgivere har følt sig bundet af de tidsrammer, der i eksemplet er angivet m.h.t. de enkelte faser. Samarbejde: Der blev som tidligere beskrevet givet udtryk for ønsker om mindre papirarbejde - mindre bureaukrati - navnlig i samarbejdet med amtet. Møder med medarbejdere fra Ungdomscenteret for at få afklaret kompetenceforhold og drøftet holdningsforskelle til straf/behandling. Citat: Og så skal vi have nogle møder mellem socialrådgivere og konsulenter fra Ungdomscenteret for at være bedre klædt på til at vide: hvem gør hvad. Det ville være godt, hvis vi får en ungdomsgruppe, der tog sig af disse sager, så vi ikke skulle rende rundt og spørge. 34

35 Møder med anklagemyndigheden for at udveksle erfaringer og evt. kunne få kortere sagsbehandlingstider. Andet: Et større udbud af institutionspladser navnlig i nærområdet. Det ville være hensigtsmæssigt, hvis man kunne reservere en plads på en sikret institution. Institutioner, hvor de unge kunne være i både fase 1 og fase 2. Citat: Det skal være under den samme institution. Det skal være sådan, at de mennesker, som er i fase 1, både fysisk og også relationsmæssigt kan følge med over i fase 2. For de unge vi har, de er så skadede og så dårligt fungerende, når de får en ungdomssanktion, at de ikke kan holde til flere skift De har haft så mange brud i deres liv, så det er ikke godt, at de får flere brud Det er et usikkerhedsmoment Det er derfor, vi ser så mange tilbageførsler. Det er fordi de unge kommer fra et sikret miljø, hvor de har en relation og kender nogen konditioner, til en åben institution, hvor de skal starte på ny med nogle nye mennesker Der er ingen kontinuitet i det. Om samarbejde i øvrigt (med domstol og kriminalforsorg): Det var de fleste socialrådgiveres erfaring, at samarbejdet med domstolene forløb tilfredsstillende både i relation til form og indhold at der var respekt for og accept af forvaltningens indstilling til sanktion. Enkelte socialrådgivere fortalte, at det var deres indtryk, at de unge havde mere respekt for en dommer end for en socialråd- 35

36 giver, og at dom til ungdomssanktion derfor kunne være nemmere at gennemtvinge eller lave konsekvensopfølgning på. En socialrådgiver udtrykte det på følgende måde: Det er lettere at arbejde efter straffeloven end efter serviceloven. De (unge) har mere respekt for en dommer end for socialrådgiver. Der var ikke eksempler på et samarbejde med kriminalforsorgen, selvom vejledning om særlig støtte til børn og unge (bilag 1) peger på denne mulighed. Vejledningens pkt. 81 siger således: For de årige bør kommunen overveje at inddrage kriminalforsorgen. Det bør i denne forbindelse indgå, at kriminalforsorgen kan foranledige udarbejdet en personundersøgelse, jf. retsplejelovens 808, om sigtedes forhold, der må antages at være af betydning for sagens afgørelse ved retten, inden for en kortere tidsfrist. Og pkt. 89: Til brug for udarbejdelsen af både den foreløbige handleplan, jf. punkt 81, og udarbejdelsen af indstillingen, kan kommunen indhente resultaterne fra den personundersøgelse, som kriminalforsorgen udarbejder. En socialrådgiver gav udtryk for, at kriminalforsorgen oftest vægrer sig ved at gå ind i sager om unge under 18 år og derfor overlader ansvaret til socialforvaltningen og flere mente ikke, at det er relevant at bruge kriminalforsorgen som samarbejdspartner i sager om unge under 18 år. Der var i øvrigt mange positive bemærkninger om den interne organisering af arbejdet i familieafdelingerne, hvor et godt ar- 36

37 bejdsmiljø, gode kolleger og en relativt god mulighed for erfaringsudveksling blev fremhævet. Dog blev det påpeget, at det af og til kunne være hensigtsmæssigt at udveksle erfaringer mellem de enkelte familieafdelinger f.eks. i form af temadage. Interview med anklagemyndigheden Politifuldmægtig Toni Schorpen (TS), Århus Politi oplyser, at hun har haft i alt ca. 10 sager, der førte til ungdomssanktion. De pågældende unge er ikke alle fra Århus Kommune, så hendes erfaringer med samarbejdet med sagsbehandlere baserer sig ikke udelukkende på sagsbehandlere fra Århus Kommune. TS oplyser i øvrigt, at alle sager der kan resultere i US, forelægges for statsadvokaten. Hun har navnlig oplevet problemer på 2 forskellige områder: mangel på institutionspladser ved varetægtsfængslingen af de unge og manglende præcisering mht. tidsrammer i indstillingerne fra forvaltningen, herunder upræcise (eller mangel på) handleplaner. Om varigheden af fase 1: Spm: Har der været sager, hvor det er sådan, at der, fordi den unge har siddet i varetægtssurrogat og derfor er blevet afklaret, ikke er nogen grund til, at den unge indleder ungdomssanktion med 2 mdr. i sikret institution? TS: Jeg har ikke selv haft nogen. Dem, jeg har haft har været indtil 2 mdr. og en enkelt i indtil 4 mdr.. Spm: Altså ikke nogen, hvor det har været kortere? 37