Alting og Ulla Vilstrup s af Kim Fupz Aakeson ABC Forlag 2004

Transkript

1 Alting og Ulla Vilstrup s af Kim Fupz Aakeson ABC Forlag 2004 Jeg betaler taxachaufføren, jeg giver ham bare et par af sedlerne fra benzintanken, jeg kan næsten ikke se skarpt mere, altså om det er hundred-kroners sedler eller hvad. Mit hjerte hamrer godt nok så det forslår. Thank you very much, siger han, og jeg smækker døren. Taxaen kører. Jeg står foran Englandsvej 124 og skal til at gå ind. Ind til Ulla Vilstrup. Først må jeg kaste op inde i buskene, jeg kaster alt det op jeg har spist, vanillekranse og marengs og pølse. Jeg tørrer mig godt om munden, så jeg ser ordentlig ud. Jeg stiller mig op foran dørtelefonen, men jeg når ikke at ringe på, for døren ind til opgangen går op af sig selv, og der kommer en dreng ud med reklamer. Skal du ind? spørger han. Det nikker jeg til, og jeg vil gerne sige tak, men jeg kan ikke. Jeg går bare ind i opgangen og op ad trapperne, mine ben er bløde, jeg siger det som det er: Jeg er hunderæd. Alligevel er det som om jeg bliver rigtig overrasket. Èn ting er at tænke alt muligt om Linda og Ulla Vilstrup, noget helt andet er at stå oppe på tredje sal og se et navneskilt, hvor der står: Ulla Vilstrup Det er næsten ikke til at tro, fuldstændig som på bagsiden af videokassetten, fuldstændig som på min seddel fra den tykke dame på biblioteket, endelig er det som om alting hænger sammen. Endelig. Og jeg må indrømme at det tager mig et godt stykke tid før jeg tager mig sammen til at ringe på, pegefingeren der nærmer sig ringeklokken er næsten ikke min, den er med i en fremmed film, og det holder først op da det ringer. Så vågner jeg igen. Jeg skynder mig at hive Hjerterfri frem og holde den op foran mig, så hun kan se at det er mig der er kommet. Så åbner døren sig. Det er forkert. Det er ikke Linda, det er ikke Ulla Vilstrup. Det er en gammel dame. I badekåbe. Hun er ikke det mindste glat, hun er hel runken i ansigtet og under hagen og på halsen hvor der ikke er badekåbe. Hun ser på videoen. Hvem er du? spørger hun. Jeg rømmer mig. Jeg siger: Jeg vil gerne tale med Ulla Vilstrup. Måske er det hendes mor, så jeg er høflig selvom jeg har lyst til at skrige og ødelægge ting, nu skal det bare være. Lige nu. Det er mig, siger hun så. Nej, siger jeg og peger på videoen. Du er ikke nogen Ulla Vilstrup, jeg vil snakke med den rigtige Ulla Vilstrup. Det er mig, siger damen igen. Jeg er bare gammel. Jeg kan godt mærke at jeg er rigtig træt, jeg orker næsten ikke at sådan en gammel dame står dér og siger at hun er Ulla Vilstrup, hun er hel fremmed. Hvem er du? spørger hun. Jeg kan ikke smile mere. Jeg har lyst til at slå hende med en stegepande, gøre hende fortræd indtil hun indrømmer at hun er en fremmed dame. Du, siger hun. Hun rækker ud og holder en hånd på videoen. Det er en meget rynket hånd og der er brune pletter på den. Hun siger: Hvis ikke man kan tåle lidt modgang, så egner man sig ikke til at leve. Her er det at noget knækker inden i mig. Det er lavet af glas, og jeg har ikke mærket hvor nemt det har det med at knække, ikke før nu. Det knækker og vandet løber ud af mig og ned ad mine kinder. Undskyld, mumler jeg, for jeg forstår alting. Hun siger: Jeg er bare blevet gammel, det er det eneste.

2 Jeg græder rigtigt nu, jeg græder fordi jeg ikke fortjener bedre end det her. Jeg græder fordi jeg er dum, min mor havde ret, jeg er et misfoster, jeg skulle aldrig have været født, jeg er så dum at jeg håber Willy har kørt i hundrede politibiler, og at jeg aldrig får lov til at køre i én eneste, jeg er så dum at jeg slet ikke har tænkt på at årene går efter man har lavet en film og hvis filmen er gammel så er det fordi der er gået mange år, og så er dem der var med blevet mange år ældre. Jeg er dummere end Dumme H og Dumme J. Du må ikke græde, siger hun, Ulla Vilstrup. Undskyld, hulker jeg. Men jeg er så dum. Hende der bor ved siden af åbner døren og kigger ud. Hun er osse gammel. Hvad foregår der? spørger hun. Pas De bare Dem selv, siger Ulla Vilstrup og er pludselig helt skrap. Jeg tuder bare. Den nysgerrige dame glor videre og passer ikke sig selv. Vil du ikke indenfor lidt? spørger Ulla Vilstrup. Jeg tuder for meget til at jeg kan svare, jeg synes osse jeg er sådan én der bare skal have lov til at stå ude på måtten resten af dagen. Fordi jeg er så dum. Hun er Ulla Vilstrup. Linda er blevet en meget gammel dame. Kom, siger hun og tager fat i min arm. Jeg lader mig trække indenfor, og hun lukker døren bag mig. Jeg er så dum, hulker jeg. Så dum tror jeg nu ikke du er, siger hun og ser venligt på mig. Jo, snøfter jeg. Jeg er så dum, så dum Jeg dør snart, siger hun og aer min kind. Jeg er meget syg. Du er osse virkelig gammel, siger jeg og ryster helt af at græde så meget. Jeg læner kinden mod hendes hån, vi står sådan indtil jeg bliver rolig. Ulla Vilstrups hånd på min kind. Kom, siger hun. Sæt du dig ind i sofaen Jeg er træt, siger jeg. Jeg kan godt se det på dig. Jeg er meget træt. Og tænk pludselig er det stort. Jeg sidder i sofaen, og Ulla Vilstrup spørger om jeg vil have noget at drikke, og jeg siger at det ville være dejligt, for jeg opdager, at jeg er meget tørstig. Hun smiler til mig og siger: Ja, jeg er ikke ligefrem vant til at få besøg af fans. Og nu da hun smiler kan man se Linda inde bagved, man kan se at Linda er der endnu. Jeg er en meget stor fan, siger jeg. Hun rækker mig noget at pudse næse i. Jeg ser Hjerterfri hver eneste dag. Det griner hun ad. Og man kan se Linda igen. Jeg er lisså dum som Dumme J dengang med engangslighteren og som politibetjentene der kørte forbi statuen, Linda ligger inde bag ved den gamle dame, man skal bare se efter, så er hun der, men hvis man er dum, ja så går man bare lige forbi. Jeg er meget glad for at være her, siger jeg. Det er godt, nikker Ulla Vilstrup. Hun går ud og kommer tilbage og stiller et glas sodavand på bordet, og jeg smager på det, og det er akkurat sådan noget sodavand jeg godt kan lide. Hun siger: jeg skal lige ringe engang Jeg drikker hele glasset. Hun kommer tilbage og sætter sig i sofaen. Hun spørger: Hvad skal sådan en ung mand med min gamle film? Det er den bedste film der findes, siger jeg. Arh, mon dog, siger hun og trækker sammen i sin badekåbe. Jeg spørger: Sksl vi se filmen sammen? Jeg må indrømme at det ville være en lille smule romantisk sådan at sidde i en sofa sammen med Linda. Og Ulla Vilstrup. Hvis du kan finde ud af min videomaskine, siger hun. Den driller mig. Ork, siger jeg og lyder måske en lille smule stor på den, og det er fordi jeg gerne vil gøre indtryk på hende og fordi det er så dejligt at holde op med at græde. Man føler sig helt let. Ork, sådan en videomaskine kan jeg sagtens klare.

3 Jamen så lad os bare Jeg sætter filmen i og gør alt parat til at vi skal hygge os med at se den. Det vil Willy synes om det her, at vores flugt lykkedes. Hun siger: jeg tror ikke der er nogen der ser den film mere. Jeg gør, siger jeg. Det er den eneste film jeg ser, den betyder alting for mig. Gør den? spørger hun og ser på mig. Her kommer jeg til at prale lidt med at jeg kan den udenad. Jamen, du er så ung, siger hun og glatter på stoffet i sofaen. Jeg skal leve længe endnu, siger jeg. Jeg skal se den mange, mange gange endnu. Ja, så har man da ikke levet helt forgæves, siger hun og klapper min hånd. jeg er meget syg. Måske bliver du rask igen, siger jeg. Skal vi se filmen? Det må vi hellere. Hun nikker. Det er ikke sikkert at vi når at se den færdig. Det tror jeg nu nok vi når, siger jeg og starter med remoten. Vi nynner med på melodien, og hun smiler til mig. Og så gør jeg det. Jeg spørger: Må jeg gerne få et kys? Hun ser på mig. Hun siger: Jeg er en gammel kone. Det ved jeg godt, siger eg. Men er De klar over at denne chance får De aldrig mere, pigebarn? Vi griner begge to, for vi ved alt om hvor den sætning kommer fra. Vi holder op med at grine og smiler bare, hun læner sig frem, og hun lukker øjnene. Jeg læner mig osse frem, men jeg lukker ikke øjnene, ellers tak. Jeg kysser Linda, jeg kysser Ulla Vilstrup, og det gør jeg med åbne øjne. Jeg skal have det hele med. Tak, siger jeg. Jeg siger osse tak, siger hun, og filmen er gået i gang, det er den første scene hvor Linda kommer til København med toget, hun står på Hovedbanegården med sin kuffert og er helt klar til at erobre verden, hun har en frakke med et stramt bælte om maven, og hun har sådan en hat på der godt kan bruges af mænd osse. Hun forklarer den venlige konduktør at hun har brændt alle sine broer i Jylland, at hendes forlovede bor til leje i Eskildsgade, og nu skal hun ned at give ham en dejlig overraskelse, for han ved ikke at hun kommer. Konduktøren siger: De har rigtignok mod på tilværelsen, unge dame. Linda siger: Livet er hvad man gør det til. Ulla spørger: Jeg er pæn, er jeg ikke? Du er meget pæn, siger jeg. Og jeg føler mig næsten svimmel over at sidde i sofa med hende. Vi holder hinanden i hånden, jeg sidder med den rigtige Ulla Vilstrup, jeg ser Hjerterfri, jeg ser den på en måde med Linda. Jeg er med. Og så siger man at verden ikker er hvad den har været. Politiet kommer lidt inde i filmen. De ringer på, og Ulla siger at nu tror hun nok at jeg skal hjem. Jeg siger: Det er i orden, Ulla. Så hører man lige mig, det er i orden, Ulla, jeg nøjes med at kalde hende Ulla, nu hvor vi har kysset og holdt i hånd. Hun rejser sig og går ud for at lukke op, jeg kan høre at hun siger til dem at jeg er helt rolig. Men hun skulle bare vide, jeg er bare i så godt humør at jeg kunne hoppe og springe, men jeg er det bare indeni. Udenpå er jeg rolig. I filmen siger Linda nu: Hvis ikke man kan tåle lidt modgang, så egner man sig ikke til at leve. Politibetjentene kommer ind, der er ret mange, synes jeg, men dem har jeg ikke tid til at tage mig af, jeg smiler bare til dem og ser på Hjerterfri igen. Vil du være venlig at følge med os? siger en af dem, den ældste. De står alle sammen uden om sofaen. Jeg skal lige se filmen. Ulla lægger en hånd på min skulder. Hun siger: Jeg tror du skal gå med dem. Må jeg ikke se filmen færdig? spørger jeg.

4 Ulla sætter sig ved siden af mig og klapper min hånd og siger at jeg nok må se den færdig når jeg kommer hjem. Kom, siger politibetjenten. Jeg foreslår noget. Jeg siger: Må vi ikke nok spole frem, jeg vil så gerne se det sidste sammen med Ulla. Det går ikke, siger politibetjenten. Kom du hellere med os Jo, siger Ulla så. Hun siger det på en meget bestemt måde. Det kan I godt give den stakkels dreng lov til. Stakkels dreng, mumler én af de andre betjente og fnyser. Den gamle politibetjent siger et eller andet om at de ikke har hele dagen, men jeg er allerede i gang med at spole. Det går der ingen skår af nogen for, siger Ulla Vilstrup. Og det er vist mig der bor her. Linda rejser sig i danserestauranten Club Amore. Hun smiler til Industrifyrsten, der er helt forvirret over at hun står op midt i hans tale om deres forlovelse. Er der noget, søde ven? spørger han. Ja, siger Linda. Der er meget, meget stille. Jeg kan desværre ikke Der går en mumlen gennem hele salen. Linda tværer sin cigaret ud meget længe. Hun smiler og ser på den dyre ring. Hun ser på Industrifyrsten og siger at han er en god mand, en venlig mand, og hun er ked af at gøre ham ondt lige nu, men hun er sikker på at han nok skal få en kone og gøre hende glad. Jamen søde Men det kan ikke blive mig, siger Linda. Jeg vil huske at elske. Og hun går hen til Industrifyrsten og giver ham den dyre ring tilbage, hun aer hans kind. Hun hvisker: Undskyld. Og han nikker, for på en måde ved han det nok godt, at det ikke ville gå mellem dem. Held og lykke, mumler han. Held og lykke, lille Linda. Linda går ud i garderoben og beder pigen om sin frakke, et par af de rige damer er fulgt efter hende for at overtale hende til at gå tilbage. Det er ikke for sent at bede om forladelse, siger de. Bare fordi de selv er gået i gyngen og har gamle, rige mænd Jeg vil ikke bede om mere, siger Linda. Heller ikke om forladelse. Damerne er forargede. Èn af dem siger: Men er De klar over at denne chance får De aldrig mere, pigebarn? Jeg skæver til Ulla og hun smiler. Ja, siger Linda. Men jeg får måske andre chancer. Den værste af damerne siger: Hvor er De dog naiv. Og her skruer jeg altså op. Jeg skruer op, så Linda kan sige det rigtig højt, hun har helt blanke øjne og hendes læber dirrer. Hun siger: Hvis det er naivt at tro på kærligheden, så er jeg naiv, hvis det er naivt at følge sit hjerte, så lad mig være naiv, hvis det er naivt at elske, ja så lad mig være det mest naive menneske i hele verden Så går hun. Jeg tror osse politibetjentene godt kan lide at høre Linda sige sådan, de er i hvert fald helt stille. Osse ham der førte ordet og hele tiden ville gå med det samme. Og Linda løber ud uden at tage frakken rigtigt på, nu vil hun bare væk fra det hele, men udenfor står han heldigvis, Mogens Hjort har overværet det hele og har taget en eller anden bagudgang. Han står i sit tjenertøj og siger ikke noget. Han rækker bare en hånd frem. Mogens? siger Linda, men han siger stadigvæk ikke noget. Og denne gang tager Linda den, hans hånd, hun tager den og smiler til Mogens Hjort, og de går bare, de to, de går væk fra danserestauranten Club Amore, og man ved ikke mere, man ved ikke hvor de skal bo og hvordan det skal gå med dem, om de skal have deres egen danserestaurant eller hvad. Men man tror at det vil gå dem godt. Man kan høre det på musikken. Så, siger betjenten og rømmer sig. Jeg rejser mig og bukker for Ulla Vilstrup. Farvel, min dreng, siger hun.

5 Farvel, Ulla, siger jeg og synes det lyder rigtigt at sige: Tak fordi jeg måtte komme. Jeg er meget glad for at du kom, siger hun. Det er jeg osse. Hun smiler så man tydeligt kan se Linda igen. Så, siger betjenten og tager mig i armen. Det kan være vi ses en anden gang, siger jeg til Ulla. Man ved aldrig, siger hun. Det tror jeg nu ikke vi gør, ses altså, for hun er meget gammel, og hun sagde selv at hun snart skulle dø. Det siger jeg selvfølgelig ikke, man har nemlig lov til at håbe. Jeg skal lige have min video med, siger jeg. Så følges jeg med betjentene ud. De følger mig ned til politibilen, og jeg er en lille smule glad for at jeg osse får lov til at køre i politibil, men jeg skal åbenbart have i pose og sæk. Bare vent til jeg fortæller om alt det her til Willy, siger jeg. Ja, siger betjenten og åbner bildøren for mig. Er Willy hjemme igen? spørger jeg og stopper og bliver lidt bekymret, for jeg ved faktisk ikke hvad der er sket, andet end at jeg har fået mine største ønsker opfyldt. Vi har Willy, han har det fint. Betjentene ved bilen ser på hinanden. Det er jeg glad for at høre, siger jeg. Det er du vel, siger betjenten. Jeg kigger op, og hun står deroppe, hun er gået ud på sin altan for at vinke til mig. Jeg vinker op til hende og sætter mig ind i bilen. Så, siger en af betjentene. Og vi begynder at køre. Jeg siger: Jeg tror hun godt kan lide mig. Ja, siger betjenten og ser på de andre. Smag og behag er så forskellig. Det griner de ad, men det er rigtigt. Jeg nikker og ser ud ad vinduet mens vi kører, og jeg synes at jeg har lært mange ting, både i mit liv og i de sidste par dage. Jeg har lært at man kommer ud for mange ting, osse ting som ikke er gode. Man kommer ud for Dumme J og Dumme H og Psykologen, og man kommer ud for damer der råber og skriger i telefoner, man må fryse og spise pølser uden ketchup, kolde pølser oven i købet, nogen gange må man klemme politibetjente, nogen gange må man slå nogen med en stol. Man man får osse lov til at have en ven som Willy, man får lov til at få sin livret og til at gå rundt i træværkstedet med Poul og lave sig en varmebriks, selvom man har masser af varmebrikse. Og hvis man er rigtig, rigtig heldig, så får man osse lov til at sidde i en sofa med den rigtige Ulla Vilstrup og se Hjerterfri. I hendes egen lejlighed. Og meningen er at det der er godt, det skal hjælpe én med det der ikke er godt, Willy skal hjælpe mig med at klare Dumme H og Dumme J, Poul skal hjælpe mig med at klare Psykologen, og Ulla Vilstrup skal hjælpe mig med at klare alting. For man slipper ikke uden om det der ikke er godt, og hvis ikke Lindas Onde Forlovede og den svedende mand var med i Hjerterfri, så ville den nok ikke være helt så spændende at se. Det må man se i øjnene. Vi kører over broen, og jeg vinker, ikke til nogen bestemt, jeg vinker bare fordi jeg kender den bro og fordi jeg er i ret højt humør. Jeg forstår rigtig mange ting nu, siger jeg. Betjentene svarer ikke. Jeg forstår næsten det hele Måske var det sådan Noah tænkte om slangerne. Han tænkte måske at man ikke bare kan tage de rare dyr, dem der er dejlige at ae, han tænkte måske at alting hører med. Og jeg vil ikke sige at jeg ville gøre det samme som ham, hvis jeg skulle bestemme hvem der skulle om bord på min ark, men jeg vil sige at jeg forstår ham bedre lige nu end jeg nogensinde har gjort. Og derudover skal man bare huske at elske.