Forhandlingerne om en global domskonvention

Transkript

1 Forhandlingerne om en global domskonvention Af lektor, ph.d. PETER ARNT NIELSEN Juridisk Institut, Afdelingen for Privatret Aarhus Universitet. Medlemsstaterne af Haagerkonferencen for International Privatret tog i april 2002 stilling til det videre forløb af konferencens arbejde med en global domskonvention for civile sager. Et konventionsudkast blev sidst forhandlet på en diplomatkonference i juni 2001, hvor der kunne konstateres betydelig uenighed mellem de deltagende stater. Medlemsstaterne besluttede som følge heraf på det netop overståede møde at udskyde forhandlingerne indtil videre, selv om de oprindeligt skulle have være afsluttet i Det er herefter planen, at en uformel arbejdsgruppe skal udarbejde et revideret konventionsudkast, hvorefter medlemsstaterne i løbet af første del af 2003 skal beslutte, hvornår anden del af diplomatkonference skal afholdes. 1. Den globale domskonvention Haagerkonferencen for International Privatret (Haagerkonferencen) har siden 1992 søgt at udarbejde en global domskonvention på det civilretlige område. 1 Formålet med en sådan konvention er dels at have visse fælles kompetenceregler, dels at sikre fri bevægelighed for domme, således at domme fra de kontraherende stater anerkendes og fuldbyrdes i de andre kontraherende stater. 2 Uanset at projektet rækker 10 år tilbage, blev det i april 2002 klart for konferencens medlemsstater, at projektet nu er gået ind i en afgørende og kritisk fase. 1.1 Forhandlingerne Fra blev der mellem Haagerkonferencens medlemsstater afholdt drøftelser om, hvorvidt en global domskonvention var et realistisk projekt henset til de betydelige forskelle mellem især amerikansk og europæisk ret om domstolenes internationale kompetence og, set med ikke-amerikanske øjne, risikoen for at skulle anerkende og fuld- 1 2 Jf. om Haagerkonferencen, Peter Arnt Nielsen, International privat- og procesret, 1997, s. 23. Princippet om fri bevægelighed har for internationale voldgiftskendelsers vedkommende på handelsrettens område været i kraft siden 1958, hvor den såkaldte New York-konvention af 10. juni 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser blev indgået. Denne konvention er ratificeret af mere end 120 lande, herunder Danmark. Det kan på baggrund af internationaliseringen synes overraskende, at princippet endnu ikke er gennemført for domme, i hvert fald på det handelsmæssige område. RETTID

2 byrde amerikanske domme, hvor skadelidte blev tilkendt en eksorbitant høj erstatning. 3 Uanset disse vanskelige spørgsmål besluttede Haagerkonferencen i 1996 at sætte en global domskonvention på dagsordenen, hvorefter der siden 1997 løbende har været afholdt forhandlinger om en sådan konvention. 4 Projektet blev i øvrigt foreslået af USA. Dette skyldtes formentligt det forhold, at USA allerede i vidt omfang anerkender og fuldbyrder udenlandske civilretlige domme uden at være gensidigt forpligtet hertil på et konventionsgrundlag, hvorimod amerikanske domme f.eks. ikke anerkendes og fuldbyrdes i mange europæiske stater, fordi de europæiske stater netop ikke er forpligtet hertil ved en international traktat. Efter fire års intense formelle og uformelle forhandlinger blev der i juni 2001 i Haagerkonferencens regi afholdt en diplomatkonference om et udkast til en global domskonvention på det civilretlige område. 5 En lang række stater og internationale organisationer deltog i konferencen, der var første del af en todelt konference om konventionen. 6 Det var oprindeligt hensigten, at anden del af diplomatkonferencen skulle holdes i slutningen af Projektet har i øvrigt fået megen opmærksom fra retsvidenskabelige kredse og pressen Diplomatkonferencen i 2001 Forhandlingerne på diplomatkonferencens første del i 2001 viste bred enighed om reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme samt behovet for nogle fælles regler om domstolenes internationale kompetence. 8 Hertil kommer, at USA har erkendt, at amerikanske domme, Såkaldte punitive, excessive og triple damages, der typisk udmåles af en jury. Forfatteren har siden 1997 deltaget i forhandlingerne som medlem af den danske delegation. Konventionsudkastet fås på Haagerkonferencens hjemmeside Der er til konventionsudkastet udarbejdet en forklarende rapport af Peter Nygh, Australien og Fausto Pocar, Italien, som også fås på konferencens hjemmeside. Udkastet i sin oprindelige form er kommenteret af Peter Arnt Nielsen, TfR 2001, s I diplomatkonferencen deltog 22 internationale organisationer og 46 stater, bl.a. USA, Canada, Japan, Kina, Rusland, en række østasiatiske og europæiske stater, herunder samtlige EU-stater, Schweiz og Norge. Jf. bl.a. Peter Arnt Nielsen, Retsvidenskabeligt Tidsskrift 2001, s med yderligere henvisninger, samme, TfR 2001, s , samme, Juristen 2000, s Se også f.eks. Financial Times, 9. juli 2001, Weekendavisen 9. august 2001, og Morgenavisen Jyllandsposten 23. august 2001 (tillægget Digitalt). Det var således klart, at en såkaldt simpel konvention ikke kunne virke tilfredsstillende. En simpel konvention indeholder kun regler om anerkendelse og fuldbyrdelse, hvorfor den ikke direkte regulerer de kontraherende staters regler om international kompetence. Haagerkonferencen udarbejdede i 1971 en simpel konvention, som imidlertid ikke blev en global succes, da den kun er ratificeret af Cypern, Holland og Portugal, jf. konvention af 1. februar 1971 med tillægsprotokol af samme dato. Den forklarende rapport til denne konvention er udarbejdet af C.N. Fragistas og G. Droz, jf. Actes et documents de la Session extraordinaire, 1966, s. 359 ff og 497 ff. RETTID

3 der giver meget høje erstatningsudmålinger, som hovedregel ikke bør anerkendes og fuldbyrdes i andre kontraherende stater. 9 Imidlertid var det også klart efter diplomatkonferencen, at der er markant uenighed om kompetencereglernes udformning. 10 Især EUstaterne foretrækker regler, der svarer til de regler, som disse stater kender fra Domskonventionen/Domsforordningen og Luganokonventionen, dvs. regler, der er forudsigelige og enkle at anvende. 11 USA ser derimod ikke overraskende hellere regler, der svarer til de amerikanske regler. Disse er betydeligt mere skønsprægede end de europæiske regler og udspringer af doktrinerne om activity based jurisdiction, herunder transacting busines og doing business. Disse kompetenceregler er generelle, hvorfor de ikke er begrænset til krav, der opstår i særlige typer af sager. Der er også væsentlig uenighed om, hvilke kompetenceregler, der skal anses for at være eksorbitante og dermed forbudte at anvende over for parter i en kontraherende stat. 12 Spørgsmålet om kompetencereglernes udformning er knyttet sammen med valget af konventionsmodel. 13 Oprindeligt var det hensigten at anvende en dobbelt konvention, der er kendetegnet ved at regulere domstolenes internationale kompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af domme, hvor domstolen tiltog sig kompetence på grundlag af konventionens kompetenceregler. Et særkende ved en dobbelt konvention er kompetencereglernes eksklusive karakter, dvs. at den begrænser lovgivers kompetence i de kontraherende stater, således at staten ikke kan anvende egne regler i sager omfattet af konventionen. De mest succesrige dobbelte konventioner er hhv. den mellem EU-staterne indgåede Domskonvention og dens tvilling, Luganokonventionen, som gælder mellem EU- og EFTA-staterne. Haagerkonferencen konkluderede i 1998, at det ikke var muligt at opnå bred accept af en dobbelt konvention på grund af dels de fundamentale forskelle mellem Civil Law- og Common Law-staternes opfattelse af kompetencereglernes indhold og eventuelle eksklusive karakter, dels det forhold, at der i Haagerkonferencens regi er tale om et globalt forhandlingsmiljø, hvor de deltagende stater ikke i samme omfang som EU-staterne har fælles sociale, økonomiske og politiske mål. I stedet er der arbejdet med en anden model, den såkaldte blandede konvention, der indeholder regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme afsagt på grundlag af konventionens kompe Jf. hhv. konvention af 27. september 1968 med senere ændringer og konvention af 16. september Domskonventionen gælder mellem Danmark og EUstaterne og Luganokonventionen mellem EU-staterne og Island, Norge, Schweiz og Polen. Domskonventionen blev erstattet den 1. marts 2002 af Domsforordningen, der gælder i alle medlemsstater på nær Danmark, jf. EFT 2001 L 12. Jf. nærmere om Domsforordningen, Peter Arnt Nielsen, UfR 2000 B Jf. nærmere om disse spørgsmål, Peter Arnt Nielsen, Retsvidenskabeligt Tidsskrift 2001, s Jf. nærmere om de enkelte konventionsmodeller, Peter Arnt Nielsen, TfR 2001, s , og samme, Retsvidenskabeligt Tidsskrift 2001, s RETTID

4 tenceregler ( Den hvide Liste ). I modsætning til en dobbelt konvention indebærer den blandede konvention ikke nogen begrænsninger i de kontraherende staters lovgivningskompetence bortset fra, at eksorbitante værnetingsregler ikke kan anvendes ( Den sorte Liste ). På denne måde bliver konventionens kompetenceregler valgfrie for sagsøger, der i stedet kan vælge at anlægge sag i medfør af national ret ( Det grå Område ), men så er sagsøger ikke sikret anerkendelse og fuldbyrdelse af dommen efter konventionens regler. Den blandende konventionsmodel er en amerikansk opfindelse, og den blev lagt til grund for forhandlingerne på den første del af diplomatkonferencen. Anden del af diplomatkonferencen skulle som nævnt efter planen oprindeligt finde sted i slutningen af Imidlertid besluttede medlemsstaterne umiddelbart efter afslutningen af den første del af konferencen på baggrund af de opnåede resultater, eller mangel på samme, at konferencen inden for forholdsvis kort tid skulle tage endelig stilling til projektets skæbne. 14 Hensigten med denne udsættelse var at give medlemsstaterne mulighed for at gennemføre bi- og multilaterale konsultationer, inden den endelige beslutning om projektets fremtid skulle træffes. Sådanne konsultationer har også fundet sted i 2001 og 2002, bl.a. mellem USA, EU, Japan, Korea og Australien i håb om at nå til enighed om visse fundamentale spørgsmål. Herefter skulle medlemsstaterne på et møde i april 2002 i Haagerkonferencen tage stilling til det videre forløb, og beramme anden del af diplomatkonferencen April-mødet 2002 På mødet i Haagerkonferencen i april 2002 stod det meget hurtigt klart, at nogle medlemsstater, især USA og enkelte EU-lande, ikke længere har den samme interesse i projektet som tidligere. Fra amerikansk side blev det således tilkendegivet, at arbejdet med en blandet konvention burde stoppe, jf. afsnit 2.1, og at Haagerkonferencen i stedet skulle arbejde videre med en konvention, hvor det eneste kompetencegrundlag er det aftalte værneting (en såkaldt prorogationskonvention ), jf. afsnit 2.2. Mange stater tilkendegav imidlertid, at de fortsat foretrækker den blandede konvention. Endelig blev det fra alle stater anført, at en forenklet udgave af den blandede konvention måske kan bruges som et realistisk alternativ til prorogationskonventionen, jf. afsnit USA s holdning Der har under forhandlingerne naturligt nok altid været lagt megen vægt på USA s holdning, da en global domskonvention uden amerikansk tiltrædelse næppe kan karakteriseres som global. Én konsekvens Resultatet af forhandlingerne, der findes i et revideret udkast til konvention, fås på Haagerkonferencens hjemmeside på under Summary of the Outcome of the Discussion in Commission II of the First Part of the Diplomatic Conference. Det reviderede konventionsudkast er kommenteret af Peter Arnt Nielsen, Retsvidenskabeligt Tidsskrift 2001, s Mødet fandt sted i Haag den april RETTID

5 heraf er f.eks., at man skiftede konventionsmodel og gik fra en dobbelt konvention til en blandet konvention. Siden den første del af diplomatkonferencen har det imidlertid været indlysende, at den amerikanske delegation i vidt omfang er blevet meget mere kritisk og i stigende grad stiller spørgsmålstegn ved mange af de foreslåede bestemmelser, ligesom den understreger betydningen af at vælge løsninger foreslået af USA. På april-mødet i år tilkendegav USA, at Haagerkonferencen efter 10 års forhandlinger om den globale domskonvention havde nået en blindgyde, og USA fandt, at det reviderede konventionsudkast fra 2001 med tydelighed demonstrerede dette, fordi delegationerne på mange væsentlige områder stadig stod langt fra hinanden. Det stod også klart, at USA så med skepsis på en konvention, som indeholder værnetingsregler, der i vidt omfang er ukendte i USA, og som tilmed begrænser mulighederne for at anvende en række amerikanske værnetingsregler, der fra amerikansk side anses for grundlæggende og uomgængelige. Hertil kom efter amerikansk opfattelse, at den nye økonomi (internet-handel mv.) har medført, at der i vidt omfang kan sættes spørgsmålstegn ved anvendelsen af traditionelle værnetingsregler i sager, hvor internettet er anvendt. I fortsættelse heraf er der i USA en særdeles negativ indstilling over for en global domskonvention fra internetsektoren og sektorer, som beskæftiger sig med immaterielle rettigheder såsom patenter, varemærker og copyrights. Fra amerikansk side blev den franske Yahoo -dom og den australske Dow Jones - afgørelse fremhævet som eksempler på kompetencegrundlag, der er uacceptable for USA. 16 For det tredje fandt USA, at anvendelsesområdet for det reviderede konventionsudkast er så bredt favnende, at det er for vanskeligt at forstå, selv for jurister, hvorved det bliver næsten umuligt at vurdere fordele og ulemper ved en global domskonvention. USA var endvidere meget kritisk over for væsentlige dele af den blandede konventionsmodel. Man fandt for det første, at generelle værnetingsregler baseret på general doing business ikke skal være på Den sorte Liste, hvilket mange stater, især de europæiske, derimod insisterer på. For det andet var det et ufravigeligt amerikansk krav, at Den hvide Liste skal indeholde værnetingsregler, som skal være activity-based, hvilket en række andre stater på den anden side har betydelig uvilje over for. Endvidere kan USA ikke acceptere, at konventionen på nogen måde skal begrænse muligheden for at anlægge sag i USA på grundlag af eksorbitante værneting i sager om krænkelse af menneskerettigheder. For det fjerde er man fra amerikansk side ikke villig til at acceptere regler om eksklusiv kompetence, da man ikke i amerikansk ret, efter det oplyste, kender til sådanne regler. Man fandt også, at konventionen ikke bør omfatte sager om patenter, om 16 Jf. hhv. dom af 20. november 2000, afsagt af Tribunal de Grande Instance de Paris, og dom af 30. oktober 2001, afsagt af Victorian Supreme Court. Den førstnævnte dom er tilgængelig på mens den sidstnævnte dom fås på under Litigation (Australia). RETTID

6 om forbrugerkontrakter og individuelle arbejdsaftaler. Endelig gjorde USA gældende, at det er meget problematisk at finde en tilfredsstillende løsning på spørgsmålet om anvendelsesområdet for hhv. den globale domskonvention og EU-reglerne, dvs. Domsforordningen og Luganokonventionen, og det følsomme spørgsmål om bilateralisering, der drejer sig om, hvorvidt konventionen automatisk skal gælde mellem de kontraherende stater, eller kun mellem stater, som udtrykkeligt godkender hinanden Prorogations-konventionen USA fandt det som anført mest hensigtsmæssigt, om Haagerkonferencen opgav den ambitiøse blandede konvention. I stedet burde medlemsstaterne søge at udarbejde en konvention, som alene indeholder bestemmelser, som stort set alle medlemsstater kan tilslutte sig. I fortsættelse heraf blev der fra amerikansk side foreslået en prorogationskonvention. Denne model indebærer, at konventionen som udgangspunkt kun indeholder én værnetingsregel, nemlig det aftalte værneting. Konventionen skulle herefter fastsætte visse krav til værnetingsaftalen, f.eks. formelle krav om skriftlighed eller materielle krav om samtykke eller ugyldighed o.lign., med udgangspunkt i art. 4 i det nuværende konventionsudkast. 18 Endvidere skulle konventionen kun anvendes i erhvervsmæssige forhold, ligesom den skulle indeholde regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme afsagt på grundlag af kompetence tildelt i henhold til en værnetingsaftale. 19 Den amerikanske delegation begrundede forslaget med en sammenligning med international handelsvoldgift, hvor New Yorkkonvention fra 1958 er en global succes. 20 Endvidere anførte USA, at en prorogations-konvention eventuelt kunne kombineres med enkelte andre værnetingsregler, såfremt der måtte være bred accept heraf, f.eks. et deliktsværneting for fysiske skader og bopælsværnetinget. Derimod kan et kontraktsværneting ikke accepteres fra amerikansk side, fordi det vil være problematisk for e-handelen, især inden for forbrugerområdet. Fra europæisk side har en prorogations-konvention ikke umiddelbart de store fordele, navnlig fordi den ikke indeholder begrænsninger i domstolenes internationale kompetence for så vidt angår eksorbitante værneting. F.eks. vil de amerikanske domstole således fortsat kunne bruge bl.a. deres generelle kompetenceregler baseret på ac Det kan overvejes at indsætte regler, der beskytter de kontraherende staters regler om eksklusiv kompetence, i en prorogations-konvention, eller udelukke sager, hvor der er eksklusiv kompetence, fra konventionens anvendelsesområde. Jf. note 2. New York-konventionen fastsætter formelle krav til voldgiftsaftaler (skriftlighed) og retsvirkningerne af en voldgiftsaftale (afvisning fra domstolene), og den indeholder også regler om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser mellem de kontraherende stater ( fri bevægelighed for voldgiftskendelser begrænset af visse nægtelsesgrunde). RETTID

7 tivity og reglerne om long arm-jurisdiction, ligesom EU-staterne fortsat kan anvende deres egne regler om international kompetence, herunder de eksorbitante værneting. På den anden side har en prorogations-konvention en vis selvstændig værdi, fordi den trods alt vil sikre, at værnetingsaftaler globalt set, i større omfang end tilfældet er i dag, vil blive respekteret. 21 Det amerikanske forslag fik ikke umiddelbart større tilslutning fra de andre medlemsstater af Haagerkonferencen, men såfremt en prorogationskonvention viser sig at være det eneste politiske alternativ til en blandet konvention, vil en sådan konvention under alle omstændigheder være et betydeligt fremskridt på den internationale civilprocesrets område. 2.3 Den forenklede blandede konvention Haagerkonferencen drøftede under april-mødet, hvorvidt en forenklet udgave af den blandede konvention kunne være en realistisk kompromisløsning, bl.a. fordi USA jo havde tilkendegivet, at prorogationskonventionen kunne kombineres med enkelte andre værneting, jf. afsnit 2.2. Den forenklede version vil indebære, at konventionens struktur som blandet konvention bevares. Den tilsigtede forenkling kan ske ved at udelukke særligt vanskelige retsområder fra konventionens anvendelsesområde, ved at overføre visse områder fra Den hvide Liste til Det grå Område, og ved at nedbringe antallet af værnetingsregler. Nogle af de mest kontroversielle retsområder er forbrugerkontrakter og individuelle arbejdskontrakter, fordi der er betydelig forskel på de gældende regler i medlemsstaterne. 22 Såfremt konventionen begrænses til kun at gælde erhvervsmæssige forhold, således at forbrugeraftaler og individuelle arbejdsaftaler ikke omfattes af konventionen, undgås meget vanskelige forhandlinger, som ellers med stor sandsynlighed kan få projektet til at bryde sammen. Tilsvarende gælder med immaterielle rettigheder og, til dels, eksklusiv kompetence. Såfremt et retsområde udelukkes fra konventionens anvendelsesområde, er området, som nu, alene reguleret ved national ret i de enkelte stater. Konventionen vil således ikke indebære ændringer i national ret eller begrænse lovgivers kompetence på de retsområder, som konventionen ikke gælder for. Den anden forenklingsteknik er som nævnt at overføre kontroversielle retsområder til Det grå Område. Konsekvensen heraf er også, at retsområdet da reguleres af national ret i de enkelte stater, men med den forskel, at konventionen også gælder i begrænset omfang. Dette skyldes, at konventionen i disse tilfælde i det mindste pålægger de kontraherende stater den begrænsning, at eksorbitante vær Den norske retsplejelov, tvistemålsloven, indeholder i 168a en regel, hvorefter Norge anerkender og fuldbyrder fremmede domme, såfremt den fremmede domstol tiltog sig kompetence på grundlag af en af parterne vedtaget værnetingsklausul RETTID

8 neting på konventionens Sorte Liste ikke kan anvendes over for parter med bopæl eller sæde i en kontraherende stat. Den tredje mulighed for forenkling er at fjerne visse meget kontroversielle værneting fra Den hvide Liste i konventionen. F.eks. kan kontraktsværnetinget, der er et alternativt værneting, på denne måde udgå af konventionen. Dette betyder ikke, at kontraktsmæssige forhold ikke er omfattet af konventionen, men blot, at der ikke er et særligt værneting for kontraktsmæssige tvister. Hvis konventionen ikke indeholder et kontraktsværneting, må sagsøger i stedet anvende de andre værneting på Den hvide Liste, herunder i særdeleshed bopælsværnetinget. 23 På grundlag af de uformelle forhandlinger på april-mødet i år kan konturerne til en forenklet udgave af den blandede konvention anes. Herefter vil værnetingene formentlig alene være bopælsværnetinget, det aftalte værneting, deliktsværnetinget (begrænset til fysiske skader), filialværnetinget og et værneting for modkrav. Hertil kommer regler om konkurrerende kompetence (litis pendens) og forum non conveniens. Endelig vil konventionen indeholde regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af domme afsagt på grundlag af Den hvide Liste i konventionen, den vil formentlig også indeholde en Sort Liste og naturligvis et stort Gråt Område. 3. Det fremtidige arbejde Haagerkonferencen besluttede som afslutning på mødet i april 2002, at arbejdet med den globale domskonvention skal fortsætte. Alle delegationerne understregede projektets store betydning og det stigende behov for regler, der på det globale plan sikrer fri bevægelighed for domme i civilretlige tvister. Det fremtidige arbejde vil herefter i første omgang ske på et uformelt grundlag, således at Haagerkonferencens sekretariat bistår en mindre arbejdsgruppe med at lave et revideret udkast til en konvention på grundlag af de hidtil opnåede resultater og drøftelserne på mødet i april Valget af denne uformelle arbejdsmetode skyldes navnlig, at en sådan gruppe kan arbejde friere og mere effektivt end den samlede konference, hvor alle medlemsstater sidder med ved forhandlingsbordet, og måden, som konferencen træffer beslutninger på. Arbejdsgruppens udkast skal herefter vurderes af Haagerkonferencens medlemsstater i første del af 2003 med henblik på at beramme anden del af diplomatkonferencen senere på året. Den nærmeste tid vil vise, om den globale domskonvention har nogen realistisk fremtid. 23 Jf. nærmere om de forhandlede kontraktsværneting, Peter Arnt Nielsen, Retsvidenskabeligt Tidsskrift 2001, s RETTID