Strandtudseprojektet ved Refsvindinge Af Lene Rasmussen LR@zoo.dk www.zoo.dk Zoologisk Have er andet end løvebrøl og klappegeder. Zoologisk Have er også naturbevarelse, såvel internationalt som nationalt. Der afsættes årligt millionbeløb på budgettet til at støtte eller aktivt deltage i projekter. Støtten strækker sig fra mærkning af næsehorn, kamp mod krybskytteri til bevarelse af Zoos danske padder. Det er arbejdet med padderne, jeg fortæller om i denne artikel. Nogle NHF-medlemmer husker måske, at jeg på en Nordisk Frødag fortalte om Klokkefrø-projektet på Hjortø. Det er ikke det projekt, jeg gengiver i denne artikel, men vil for god ordens skyld lige nævne, at projektet stadig kører og i øvrigt er udvidet til også at indebære udsætninger på andre sydfynske øer. Jeg vil gerne inddrage medlemmerne i et projekt på strandtudsen. I Zoo har vi strandtudser fra tre lokaliteter: Refsvindinge, Estland og Halmø. Denne artikel omhandler strandtudsen fra Refsvindinge på Fyn. Tilbage i 2008 fik vi en henvendelse fra Amphi Consult. Amphi Consult er et konsulentfirma, som arbejder kommercielt med padder. Det er mit indtryk, at alle ansatte i Amphi er virkelig dygtige på deres felt og har en stor passion for padder. I København Zoo, har vi gennem årene haft en del samarbejde til gavn for begge parter og i sidste ende for padderne. Lidt om strandtudsen Strandtudsen er truet i Danmark. Tidligere var strandtudsen almindelig i hele landet, og engang levede den hele vejen rundt om Sjællands kyst. Trods navnet lever den også inde i landet. Dens tolerance over for saltholdigt vand samt dens tilknytning til strandenge, som er dens foretrukne ynglested, har i tidernes morgen angiveligt udløst navnet. Strandtudsen kan endog yngle i de såkaldte rockpools, som kan være meget saltholdige, idet de indeholder rent havvand. Fig.1. Par af strandtudsen i amplexus. 14 Nordisk Herpetologisk Forening
Fig. 2. Her ses den gule rygstribe som kendetegner strandtudsen tydeligt Fig.3. Kvækkende han af strandtudsen. Nr. 2 2013/2014 15
Efterhånden som vandet fordamper, efterlader det vandet i en høj saltkoncentration, indtil en regnperiode opspæder det lidt. Det moderne landbrug og padder generelt er ikke en ideel kombination. Katastrofalt for eksempelvis strandtudsen, idet dens ynglevandhuller er forsvundet i takt med, at græssende kvæg på strandengene er blevet et særsyn. Et ufravigeligt krav til strandtudsens yngelvandhul er, at det skal være nyligt oversvømmet og have lav vegetation. Oversvømmelser forekommer stadigvæk - i et regnfuldt forår - men høj vegetation betyder, at de strandtudser, der måtte være i området, ikke finder stedet egnet, og ynglen udebliver. Således bliver det udelukkende et opholdssted for strandtudsen. Strandtudsen kaldes paddernes vagabond, idet den formår at vandre mere omkring end de øvrige padder i sin søgen efter et ynglevandhul. Strandtudsen har i nogle tilfælde fundet frem til grusgrave, som ikke længere er aktive, og taget dem som opholdssteder. Arbejdes der i grusgraven, hvorved nye vandhuller opstår, kan strandtudsen godt finde på at bruge grusgraven til at yngle i. Strandtudsen deler helst ikke ynglevandhul med nogen. Er der tegn på fisk eller andre artsfæller som fx butsnudet frø fravælger strandtudsen vandhullet. Det gør den, fordi dens haletudser ikke er særligt konkurrencedygtige. Disse faktorer fornemmer hannerne, og findes vandhullet uegnet, kvækker hannen ikke, og hunnerne holder sig væk. Gentager dette sig over en årerække, uddør strandtudsen fra området, hvilket siger sig selv. Lange udredninger om strandtudsens systematik og anatomi finder du ikke i denne artikel. Kort fortalt kan strandtudsen forveksles med både grønbroget tudse og almindelig skrubtudse. Har man set en strandtudse på nært hold, er man ikke i tvivl. Strandtudsen har en gullig stribe på langs midt på ryggen og gullige øjne, som er meget klare. Denne beskrivelse er meget generel. Som for mange andre arter er der undtagelser. Strandtudsen er fascinerende at arbejde med. Den er rolig og sindig. Personligt synes jeg, den er utrolig smuk med sine gyldne øjne Strandtudsen ved Refsvindinge Længe før Zoo kom ind i billedet, havde Amphi Consult og en lokal beboer Ole Nikolajsen forsøgt at hjælpe strandtudsen i området ved Refsvindinge. Strandtudsernes ynglevandhul var blevet invaderet, idet der rundt om ynglevandhullet var bygget et nydeligt parcelhuskvarter. Trods Oles ihærdige forsøg på at fortælle og inddrage børnene i, at det var et vigtigt vandhul for strandtudsens fremtid, havde Fig..4. Vandhulllet i villakvarteret i Tisvildeleje 16 Nordisk Herpetologisk Forening
områdets børn brugt vandhullet til udsætning af fisk. Som tidligere nævnt, blev dette hermed strandtudsens undergang i området. Grundet hurtig reaktion fra Ole Nikolajsen lykkedes det i forsommeren 2008 at observere en nylagt ægstreng. Var æggene blevet i vandhullet, var de endt som føde til fiskene. Det scenarie så vi heldigvis ikke. I stedet modtog Zoo æggene. Efterfølgende blev vandhullet pumpet tørt for anselige mængder fisk samt gamle cykler og andet skrald. Ved ankomsten var æggene i et stort kar med vand, og allerede dagen efter var der udvikling i æggene. Det endte med 530 små tudser, som gik på land i løbet af sommeren. I Zoo avler vi selv foderdyr, hvilket betyder, vi kan fodre dyrene kraftigt. Derfor var de små tudser godt og hurtigt polstrede og klar til naturen. Amphi Consult havde fået kontakt til nogle beboere tæt ved vandhullet i villakvarteret. De ville gerne lægge grund til tudserne, og den sommer satte vi 510 små velnærede strandtudser ud ved Refsvindinge samt uden for byen - på Bøgebjerget. Vi fordelte udsætningen til nogle lavt vandende vandhuller, en nedlagt grusgrav samt et lille vandhul hos Niels og Lene velvidende, at ingen af disse vandhuller på noget tidspunkt ville blive egnede ynglevandhuller. Det har vi siden rådet bod på. Niels og Lene har stillet deres grund til rådighed. Der er bogstavlig talt blevet gravet i deres baghave. Zoo finansierede udgravningerne, og Amphi Consult forestod selve gravearbejdet. Selve det at grave et vandhul, lyder egentlig meget enkelt, men hullet skal jo gerne holde vand, i hvert fald helst så længe det tager haletudserne at udvikle sig til tudser. Det er kun gavnligt, at vandhullet tørrer helt ud, men når foråret kommer, skal der stå vand i det igen, så det bliver tiltrækkende for tudserne i deres yngleperiode. Derfor laves der inden den endelige udgravning nogle prøvevandhuller. Bestående af små vandhuller på ca. 2 x 2 meter og en meter dybt. Disse prøvevandhuller står vinteren over, og ret hurtigt ses det, hvilke af hullerne der holder vand, og hvilke der bliver tørlagt selv efter en lang periode med regn. Det har i korte træk noget med lerlaget og strukturen i jorden at gøre. Det prøvevandhul, der så mest fornuftigt ud i forhold til tudsernes behov, blev udvidet til et rigtigt vandhul. Derudover blev et lille eksisterende vandhul udvidet; herudover blev yderligere et mindre vandhul gravet den vinter. Det viste sig desværre ret hurtigt, at det store vandhul ikke holdt vand helt så godt, som vi ønskede. Derfor tog vi året efter den beslutning at i lægge en plastmembran med risiko for, at det aldrig vil blive tørlagt. Vi opvejede fordele og ulemper og landende på den beslutning, at det er nemmere for os at tømme et vandhul med pumper end at tilføre nyt vand. Ganske Fig. 5. Udgravning af nye vandhuller til strandtudsen Nr. 2 2013/2014 17
Fig..6.Vandhullet klarede ikke at holde vand i løbet af året, og var derfor ikke egnet. Grundvandet stod ikke højt nok Fig..7. Der lægges plastfolie i vandhullet, for at sikre at det ikke udtørrer oer sommeren. Det ville være katastrofalt hvis dammen tørrede ud imens den var fyldt med haletudser 18 Nordisk Herpetologisk Forening
vist ligger der en nedlagt grusgrav ved siden af, men ejerne ønsker ikke at bidrage eller deltage i projektet, desværre. Tværtimod har de fyldt søerne op med fisk og ænder. Ænderne blev en ekstra udfordring for os, da de ikke kender deres besøgstid og ynder at holde til i vores vandhul. Derfor måtte vi tage konsekvensen, og få vandhullet indhegnet. Opdrættet i Tropehusets avlscenter Fra ægstrengen, vi fik i zoo i 2008, beholdt vi selv 15 tudser. I 2011 var de kønsmodne, og det var et stort ønske for os at kunne opdrætte strandtudser i Zoo og sætte opdrættet ud i vores nygravede vandhuller. I Zoos avlscenter blev der lavet et strandtudse-habitat bestående af en landdel på ca. 7 x 2 m med græs og barkstykker til skjul. Anlægget bestod af et vandområde, opmålt til 5 x 2 m indeholdende krybvene og lidt vandpest til æglægningen. Da de 15 tudser blev introduceret for anlægget, var de meget aktive. Vanddelen var på det tidspunkt kun fyldt med et par cm vand. Tudserne havde god appetit men viste derudover ikke store tegn på parringsadfærd. Jeg holdt øje med vejrudsigten, og efter en uges tid rullede regntunge skyer ind over landet. Ved aftenstid startede regnen, og jeg tog til strandtudserne i Zoo. Jeg efterlignede vejret indenfor ved at overpøse deres anlæg med vand fra en vandslange, alt imens regnen trommede larmende på glastaget. Efter 20 minutter var vanddelen fyldt og oversvømmet og landdelen godt gennemvædet. Det satte gang i sagerne. Kort herefter begyndte de første hanner at kvække højlydt, og da jeg en time senere atter forlod Zoo, var der to par i amplexus. Hele den efterfølgende dag var der heftig aktivitet. Fire par klamrede, og der var et kor af kvækkende hanner det meste af dagen. Næste morgen mødte jeg synet af en lang fin ægsnor, der snoede sig rundt i vegetationen. Det første strandtudseopdræt var avlet i Zoo. Det var startskuddet på et efterhånden omfattende opdræt på strandtudser. Det er stort set den samme metode, der anvendes hver gang. Æggene fjernes straks efter æglægning og flyttes til store kar, hvor de klækker. Udviklingen går stærkt. Den høje temperatur i avlscenteret spiller også ind, men generelt udvikler strandtudsens haletudser sig ret hurtigt. Der kommer hurtigt et mylder af liv i karret, hvor flere tusinde haletudser rasper mad på siderne, bunden og på vandplanterne. Hvert kar er tilsluttet en udvendig pumpe, der dagligt suger foderrester og ekskrementer fra bunden. Foderet består af knust tetra rubin, spirulina og kinakål, der for at ødelægge fibrene har været overhældt med kogende vand - ellers indtager haletudserne det ikke. Når haletudserne har nået en anselig størrelse, er de klar til transport. Fig.8.Avlsanlægget i Zoo Nr. 2 2013/2014 19
Fig. 9. Nylagte æg fra strandtudser Fig..10. Et kar fyldt med en ny generation af strandtudse haletudser 20 Nordisk Herpetologisk Forening
Fig. 11. De små haletudser fodres med en masse forskellige ting. På billedet får de kinakål som er blevet skoldet med kogende vand, da det ødelægger fiberstrukturen og dermed bliver nemt at spise for haletudserne Fig.12. Haletudserne er blevet placeret i spande, med en iltsten i hver spand og bliver gjort klar til at blive transporteret til deres nye levested. Nr. 2 2013/2014 21
Fig. 13. Familiens børn udsætter de første haletudser i deres vandhul. Ved at engagere de lokale i projektet får de mere ejerskab over det. Fig.14. En strandtudse som er ved at være igennem metamorfosen 22 Nordisk Herpetologisk Forening
Transport af haletudser foregår altid i spande, som fyldes helt op med vand. Eventuel luft trykkes ud, når låget sættes på for at undgå, at vandet skvulper og haletudserne derved kommer til skade under transporten. Som regel pakkes spandende dagen før. Hver spand har tilsluttet en iltsten, som kører natten over. Haletudserne fodres ikke i spandende. Selve optællingen er skønsmæssig ud fra den metode, at man tæller 100 stk. i en spand og anslår, hvor meget de fylder, derefter ganges der op, når man kigger i en fyldt spand. Haletudserne klarer sig fint en lang dag i en spand, medmindre nogle begynder at metamorfosere. Sker det, bliver vandkvaliteten så dårlig, at hele spanden dør på kort tid. Så enten skal transporten foregå, mens haletudserne er forholdsvis små, ellers først når udviklingen til tudse er sket. Små tudser transporters i smartbokse, hvor der står lidt vand i bunden, og indeholder mos og blade, som de små tudser sidder på, eller gemmer sig under. Udsætninger Sommeren 2011, foretog vi de første udsætninger af Zoos opdrættede dyr. Vi satte vi ca. 5.500 haletudser og 405 små strandtudser ud ved Refsvindinge. Vi satte ud i vandhullerne hos Lene og Niels samt i vandhullet i villakvarteret. Haletudserne klarede sig tilsyneladende godt. Idet vi i løbet af sommeren kunne observere landgang og et vrimmel af små tudser rundt om vandhullerne. I Zoo havde vi for alvor knækket koden til opdræt af strandtudser. Nuværende status lyder på, at ca. 12.500 haletudser og 915 små tudser fra Zoos opdræt er sat ud ved Refsvindinge. Amphi Consult fik tilladelse til, at der måtte udsættes strandtudser med fynske gener på Thurø Rev. Der har vi sat 6.200 haletudser og 400 små tudser ud. Vi er nu nået dertil, hvor de første tudser, vi satte ud, er ved at blive kønsmodne. Derfor vil vi i den kommende sommer aflægge området et besøg i de tidlige morgentimer i håb om at høre kvækkende strandtudser. Det vil være fantastisk at opleve, og må være et tegn på, at arbejdet og udsætningerne har båret frugt. Arbejdet vil fortsætte både med opdræt i Zoo men også med habitatpleje, således at der kan komme strandtudser tilbage til endnu flere lokaliteter på Fyn. Uden hjælp fra Niels og Lene, der har stillet deres jord til rådighed og altid er positive over for de tiltag, der laves, ville det ikke have været muligt at rede strandtudsen i Refsvindige. De skal have et stort anerkendende skulderklap. I Zoologisk Have vil vi i fremtiden fokusere endnu mere på naturbevarelsesprojekter i Danmark og Europa. Zoos væsentligste bidrag ligger i ex-situ-delen med fokus på opdræt til udsætninger, genbank eller reservebestande. Fig.15. Niels og Lene med børnene. Uden familier som denne vil det være svært at gennemføre naturbevarelse og lave nye vandhuller til en art som strandtudsen. Det at lægge jord til naturbevarelse er en desværre ikke en selvfølge for mange mennesker idag 2013/2014 23 Nr. 2