Smilets land. Skrevet og udgivet af: Nicoline Steffens på Smashwords. ***** SMASHWORDS EDITION ***** Kort besked fra forfatteren. Dette er den første bog eller Short story så jeg håber, at du vil bære over med mig, hvis der er noget i layoutet der kunne være gjort bedre, hvis jeg havde været mere erfaren end jeg nu engang er. Jeg håber at du kan lide historien og at du vil nyde at læse den, lige så meget som jeg nød at skrive den. Der er en smule virkelige hændelser i den, men jeg vil lade dig gætte hvilke episoder af bogen der er hvad! Jeg siger tak fordi du har downloadet historien, og jeg håber ikke du bliver skuffet over den. Jeg vil også gerne sige tak til min familie for altid at støtte mig, være der for mig, og give mig gode råd når der er brug for det. Der er ingen Copyright på denne historie, men jeg vil dog bede om at du ikke kopiere den for selv at udgive den. Du er mere end velkommen til at skrive til mig, med respons på bogen. Hvordan kan jeg forbedre mig uden at vide hvorvidt I der læser denne bog, synes om det jeg laver? Enjoy!
Intro. "Du skal ikke tro, at du er noget. Du skal ikke tro, at du er bedre end alle andre..." Lærerens stemme flød ud i et, i takt med at pigens opmærksomhed gled væk fra undervisningen. De havde om Janteloven. En gammel dum lov, men dog en lov, som hun kendte ret så godt. Alle dens love blev gentaget for hende hver eneste dag, når hun atter engang skændtes med hendes mor. 10 love, gentaget igen og igen for hende gennem årene, indtil hun tilsidst begyndte at tro på dem. Hun smilte bittert. Psykisk nede og så høre om det, som er en af grundene til, at man er nede. Fedt. Men det er jo ikke min skyld, bliver pigen ved med at gentage for sig selv efter hvert skænderi. Hun har intet gjort Moren. Intet. Eller? Hun svarer jo igen når de skændes, men det er jo for at aflede hendes opmærksomhed fra lillebroren. Så bliver han i det mindste glemt for en tid. Af Moren altså, ikke af Pigen. Hun sørgede altid for at komme længere og længere væk fra ham, mens de skændes - hende og Moren. Heldigvis var han i skole nu, så Moren kunne ikke gøre ham noget uden hun så eller hørte det. Pigen kigger på klokken. Den er snart 14.00, så får hun fri. Hun stønner. Hjem til helvede endnu engang. Mon hun skulle tage hjem til faren? Nej, det ville være for farligt for lillebroren. Så skulle han have en dag i helvede, uden at hun kunne beskytte ham. Altså var det udelukket at tage hjem til faren. Det måtte vente til weekenden. Kapitel 1. Endelig ringer klokken og alle siger farvel. Pigen krammer hendes veninder og venner, hvorefter hun skynder sig hjem. Hvis hun er hurtig, kan hun lige nå at få noget at spise, og få noget gemt inde på værelset, så hun også har aftensmad den dag. Det ender nok med at blive noget slik eller sådan noget, tænker Pigen tit, når hun er på vej hjem. Andet kan ikke holde sig inde på værelset, uden at blive klamt i løbet af dagen. Da hun kommer hjem, er hun alene. Hun tager hurtigt noget at spise og skynder sig ind på værelset, for at tænde sin computer. Hun går på nettet og ser en japansk tegneserie, med engelske undertekster. På den måde lærer hun både japansk og engelsk på samme tid. Kort efter kan hun høre bilen komme ind af indkørslen. En sammensnerpet mor stiger ud, sammen med Pigens lalleglade lillebror. De kommer ind af døren, lillebroren sidst. Moren går ud i køkkenet for at sætte varene på plads, lillebroren går ind på værelset. Der går ca. en time. Så kommer lillebroren stille ind på værelset sammen med Hunden. "Hvad laver du, Nicoline?" Spørger han stille, mens han lægger sig ned ved siden af hende. "Ser tv. Hvem gav dig lov til at komme herind, møgunge?" Spørger hun drillende.
Sådan snakker de altid sammen. Kalder hinanden møgunge, prut, kælling osv. De ved begge to godt, at ingen af dem mener noget med det. Det er ligesom et kælenavn. Lillebroren kigger meget forlegent på hende, og svarer drillende, "det gjorde jeg din skid. Vil du ikke lære mig det der japansk?" Han kigger på hende med spændte øjne. "Fint nok, sæt dig op." De sætter sig begge to op i sengen, med benene mod hinanden. "Prøv at sige Baga." Lillebroren efterligner hvad Pigen siger, og griner tilfreds med resultatet. "Det betyder idiot", fortæller Pigen, og de griner begge to stille. Døren bliver smækket op, og ind kommer Moren. "I skal fandme ikke lukke døren, når I er sammen herinde, I kan ikke være alene sammen, I kan ikke engang tale sammen uden at skændes..." Pigen lukker af, og hendes bevidsthed glider væk fra Moren. Hun ved godt, hvad der bliver sagt. At hun tror, hun er så meget bedre end alle andre, så meget klogere end alle andre, osv. "Hører du overhovedet, hvad jeg siger? Du duer ikke til en skid, du er ikke noget som helst værd, der er ingen der gider være sammen med dig.." Faktisk så er det Pigen, som ikke gider at være sammen med nogle. Så skal de bare med hende hjem, og så ser de bare hende og Moren skændes. Det gider hun ikke. Eller de kommer nok ikke til at se det de første gange. Der lader Moren altid, som om hun er en sød gammel dame (kælling), som ikke kunne finde på at slå eller råbe af nogen. Så ændrer hun sig gradvist og BAM! Så er den ægte kælling der. Mon hun overhovdet holder pauser i hendes sætninger? Det kunne forklare, hvorfor hun er lilla i hele fjæset. Og ligner en sugemalle med den sammensnerpede mund, når hun nu ellers holder kæft. "Du skal fandme ikke sidde og smile, når jeg snakker til dig, din lille møgforkælede..." Nu råber du så lige, ikke snakker lille skat. Der er en forskel, selvom du tydeligvis ikke kender den. "...Jeg giver dig alle dig ting du ønsker dig og alt, hvad du har brug for. Du går aldrig sulten i seng eller noget, og så takker du mig sådan her? Hvis det bliver ved, smider jeg dig ud, på efterskole eller hjem til din far, jeg gider ikke have sådan en lille utaknemmelig unge i mit hus. Hører du efter? Hører du hvad jeg siger? Du skal fandme ikke tro du er noget, du skal ikke tro, du er bedre and alle andre, eller at du er mere værd end alle andre. Du er ingen ting. Intet værd, har ingen hjerne, duer ikke til noget og kan ikke gøre noget som helst ordentligt..." "Baga, teme (betyder fjols). Det er bare to af de ting du er. Og lige til det der med at jeg aldrig går sulten i seng? Det er ikke sandt. Jeg har ikke fået aftensmad i snart to måneder, og jeg har tabt 11 kilo. Effektiv slankekur. Det kunne du jo prøve, så kunne du jo komme af med lidt at den gigantiske mave du har. Eller er du gravid igen? Det er jeg faktisk blevet spurgt om, men hver gang sagde jeg bare, at Han ikke gad røre dig, det er du jo alt for klam til." Sådan.
Lillebroren er glemt, Moren flipper og glemmer sig selv så meget, at hun slår Pigen hårdt, øvet og præcist på armen. Endnu et blåt mærke. "Han kommer snart. Ryd op. Kom med ud Sebastian. Du skal ikke have noget at gøre med den fordømte lille møgunge der." Lillebroren tøver, men Pigen skubber til ham og nikker over mod døren. Moren er sur på hende nu. Et hvidglødende raseri, meget lig en tornado. Raser derudaf og ødelægger alt på sin vej, for til sidst at trække sig tilbage. Men før eller siden vender Den tilbage. Det gør Den altid. Men så længe hadet er rettet mod Pigen, gør Moren ikke Lillebroderen noget. Moren går ud i køkkenet, og fortæller storesøsteren, hvor klam en unge Pigen er, at hun ikke duer til noget osv. Pigen smutter selv ud, tager sko på, og går inden Moren kan nå at sige noget. Pigen ved hun bliver nødt til at tage tilbage senere, for at beskytte Lillebroren. Men indtil da gjorde det nok ikke noget, at hun gik en lille tur, og kom væk fra Sugemallen, som stod i døren, og råbte efter hende. Da Pigen kom tilbage, var det første hun så Hans bil. Men det var ikke kun hans, som var der. Der var en til. Hvis det var, vidste hun ikke. Hun åbnede døren, tog overtøjet af, og skulle til at åbne døren indtil hendes værelse, og fik sig en overraskelse. Der ikke var nogen dør. Ikke på hængslerne i hvert fald, for der var den jo. Lænet op ad væggen ved siden af værelset, fuldkommen med vilje, og med det eneste formål, at tirre Pigen. Præcist hvad hun kunne have forventet af Moren. Hun gik ind på værelset, tog den taske hun altid havde pakket til hvis noget skulle ske, ligesom det her, gik ud i gangen og tog overtøj og sko på igen. Så åbnede hun døren, samtidig med at Moren kom halv løbende hen til hende. "Hvor skal du hen?" Spurgte hun mistænkeligt. Inde i stuen kunne Pigen høre sine søskendes, Hans og deres to gæsters stemmer. "Retur." Svarede Pigen, gik ud og smækkede døren i hovedet på Moren. Hun trak sin mobil op og ringede til Faren, bad ham hente hende, og lagde på. Hun kiggede tilbage over skulderen for at se, om nogle fulgte efter hende. Det var der ingen der gjorde. Igen, præcist hvad hun havde regnet med. Farvel bette. Vi ses vel kun i skolen nu. Tænkte hun stille til sin lillebror, som om han kunne høre hende. Så gik hun over vejen, og ind i Farens bil. Nu skulle alt nok blive bedre. Hun slap for Moren. Søsteren havde bare at passe på Lillebroren, for Pigen vidste godt, at det her var farvel og ikke på gensyn. Hun ville ikke tage tilbage igen. Hun havde tit hørt folk sige at Danmark var 'smilets land'. Det havde altid været en joke for hende.
Nu skulle det blive virkeligheden, en del af hverdagen, for hende. Nu kan jeg måske begynde, at tro på, at jeg er noget. The end. Jeg håber du nød denne ebook! Hvis du gjorde også hvis du ikke gjorde vil jeg hellere end gerne høre din mening om den, både godt og dårligt. Hvordan skal jeg ellers kunne gøre det bedre? Du kan skrive til mig på E-mail: Nicoline.Steffens@hotmail.com Andre bøger af forfatteren. Identitet. De tolv Riger. Flere kommer snart...