Vedlagt fremsendes i 5 eksemplarer besvarelse af spørgsmål nr. 215 af 27. april 2004 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del bilag 737). /
Besvarelse af spørgsmål nr. 215 af 27. april 2004 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del bilag 737). Spørgsmål nr. 215: Svar: Ministerens kommentarer udbedes til vedlagte artikel: Erstatningssag op i Folketinget vedrørende afslag på erstatning for lang fængsling. Ministeren bedes herunder - oplyse om det er sædvanligt, at erstatning afslås alene på baggrund af et skøn - redegøre for, om der kan være behov for en præcisering af lovgivningen på dette punkt har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende: Ved skrivelse af 30. april 2004 har anmodet om en udtalelse til brug for besvarelse af spørgsmål nr. 215 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del bilag 737). Spørgsmålet lyder således: [ ] I den anledning har jeg indhentet en udtalelse fra Politimesteren i Frederikssund og Statsadvokaten for Sjælland. 1. Jeg kan vedrørende den konkrete sag oplyse, at sagen vedrører en dengang 17- årig mand, der i perioden fra den 28. februar 2002 til den 7. april 2003 var varetægtsfængslet som sigtet for overtrædelse af straffelovens 237 ved den 23. februar 2002 i forening med to medgerningsmænd at have dræbt en restauratør i Stenløse. Ved Østre Landsrets nævningedom af 7. april 2003 blev den pågældende frifundet for drab men idømt 6 måneders fængsel for overtrædelse af straffelovens 244 for vold begået over for en ansat i restauranten umiddelbart inden drabet. Ved skrivelse af 29. juli 2003 meddelte Statsadvokaten for Sjælland afslag på erstatning
til den pågældende under henvisning til, at han selv havde givet anledning til den del af frihedsberøvelsen, der oversteg den idømte straf på 6 måneders fængsel, jf. retsplejelovens 1018 a, stk. 2, jf. stk. 3. Ved skrivelse af 7. oktober 2003 meddelte jeg, at jeg kunne tiltræde statsadvokatens afgørelse. Erstatningssøgende indbragte ved skrivelse af 13. oktober 2003 erstatningskravet for retten, jf. retsplejelovens 1018 f, stk. 1. Ved Frederikssund rets dom af 10. maj 2004 blev erstatningssøgende tilkendt 260.200 kr. i erstatning for den del af frihedsberøvelsen, der oversteg den idømte straf, jf. retsplejelovens 1018 a, stk. 2. Dommen vedlægges i anonymiseret form. Jeg har den 12. maj 2004 tiltrådt en indstilling fra Statsadvokaten for Sjælland om, at anklagemyndigheden indbringer dommen for Østre Landsret med påstand om frifindelse. 2. Reglerne om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning findes i retsplejelovens kapitel 93 a og blev i det væsentlige indsat ved lov nr. 243 af 8. juni 1978. Bestemmelserne bygger på betænkning nr. 801/1977 om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning. Efter retsplejelovens 1018 a, stk. 1, har den, der har været anholdt eller varetægtsfængslet som led i en strafferetlig forfølgning, krav på erstatning for den derved tilføjede skade, såfremt påtale opgives, eller tiltalte frifindes. Der ydes erstatning for økonomisk skade, herunder tabt arbejdsfortjeneste, og for ikke økonomisk skade (tort). Erstatning for ikke-økonomisk skade ydes i overensstemmelse med de takster, der fastsættes ved Rigsadvokatens årlige meddelelse om erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a. Erstatningskravet er objektivt, det vil sige, at der skal ydes erstatning, uanset at myndighederne ikke har begået fejl eller udvist anden ansvarspådragende adfærd i forbindelse med frihedsberøvelsen.
Er betingelserne for at yde erstatning efter 1018 a, stk. 1, ikke til stede, f.eks. fordi den erstatningssøgende ikke frifindes (fuldt ud) for det forhold, der gav anledning til frihedsberøvelsen, kan erstatning ydes efter bestemmelsen i retsplejelovens 1018 a, stk. 2, såfremt den anvendte frihedsberøvelse ikke står i rimeligt forhold til strafforfølgningens udfald, eller det af andre særlige grunde findes rimeligt. Mens ansvaret efter 1018 a, stk. 1, som nævnt er objektivt, ydes erstatning efter 1018 a, stk. 2, efter et skøn over sagens omstændigheder. I bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 2400-2401) anføres således: Stk. 2 indeholder en generel udvidelse af muligheden for at tilkende erstatning i anledning af straffeprocessuel frihedsberøvelse. I modsætning til stk. 1 er der her tale om en fakultativ regel. Erstatning kan tilkendes, uanset at strafforfølgningen ikke er mundet ud i frifindelse eller påtaleopgivelse, såfremt der består et misforhold mellem den under sagen anvendte frihedsberøvelse og den senere idømte sanktion. Efter praksis ydes der erstatning efter retsplejelovens 1018 a, stk. 2, 1. led, hvis der foreligger et klart misforhold mellem den anvendte frihedsberøvelse og strafforfølgningens udfald. Der henvises nærmere til Anklagemyndighedens Årsberetning 1998-1999, bind 2, side 28ff. 3. Efter retsplejelovens 1018 a, stk. 3, kan erstatning nedsættes eller nægtes, såfremt den sigtede selv har givet anledning til frihedsberøvelsen (udvist egen skyld). Bestemmelsen finder anvendelse, både hvor et erstatningskrav støttes på 1018 a, stk. 1, fordi sagen er endt med påtaleopgivelse eller fuldstændig frifindelse, og hvor kravet støttes på 1018 a, stk. 2, fordi der foreligger et misforhold mellem den anvendte frihedsberøvelse og strafforfølgningens udfald. I betænkning nr. 801/1977 side 32-33 anføres følgende vedrørende erstatningssøgendes egen skyld: den egen skyld, som kan begrunde nedsættelse eller udelukkelse af erstatning for straffeprocessuelle indgreb, [må] principielt betragtes på samme måde som egen skyld i forbindelse med et almindeligt civilretligt erstatningssøgsmål. Det drejer sig om udmøntning af de almindelige
principper for bedømmelsen af skadelidtes egen medvirken til skadens indtræden; og der må derfor i det hele ske en vis afgrænsning med udgangspunkt i de almindelige civilretlige regler, i første række vedrørende culpa, kausalitet og adækvans. Sigtedes adfærd må indebære et dadelværdigt moment, der karakteriserer hans handlemåde eller hans undladelse som culpøs. Og det må dertil stå for ham som en påregnelig følge af hans adfærd, at han kan blive udsat for strafforfølgning og eventuel frihedsberøvelse. Spørgsmålet om hvornår der foreligger en sådan grad af egen skyld, at der er grundlag for at nægte eller nedsætte erstatningen, beror således på en helt konkret vurdering af den erstatningssøgendes adfærd forud for eller i forbindelse med strafforfølgningen. 4. Anklagemyndighedens behandling af krav om erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning er undergivet domstolsprøvelse, jf. retsplejelovens 1018 f, stk. 1, hvorefter den erstatningssøgende inden to måneder kan begære kravet indbragt for retten. Indbringes et erstatningskrav for retten, behandles sagen i strafferetsplejens former i langt de fleste tilfælde under medvirken af domsmænd og anklagemyndigheden har bevisbyrden for, at den erstatningssøgende har udvist egen skyld. Rigsadvokaten følger til stadighed udviklingen i retspraksis på området, og der indbringes med jævne mellemrum sager vedrørende erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning for Højesteret. I det omfang domstolenes afgørelser giver anledning til en ændret vurdering af, hvornår der foreligger egen skyld eller af andre forhold vedrørende udmålingen af erstatning m.v., tilpasses den administrative praksis i lyset heraf. Det er min opfattelse, at lovens forarbejder, beskrivelsen af regelgrundlaget og praksis i Anklagemyndighedens Årsberetning, mine årlige meddelelser om erstatning m.v. er tilstrækkelig til at sikre en ensartet administrativ praksis, hvortil kommer den erstatningssøgendes mulighed for at få prøvet den administrative afgørelse ved domstolene. Jeg kan henholde mig til Rigsadvokatens udtalelse. Jeg finder ikke i øvrigt at burde kommentere den konkrete erstatningssag, som er under behandling ved domstolene.
Som det fremgår af Rigsadvokatens udtalelse, kan erstatning for uberettiget varetægtsfængsling mv. efter bestemmelsen i retsplejelovens 1018 a, stk. 3, nedsættes eller nægtes, hvis den sigtede selv har givet anledning til frihedsberøvelsen. Afgørelsen heraf beror på en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag, og som anført i bestemmelsens forarbejder svarer dette til den konkrete vurdering af skadelidtes eventuelle egen skyld, som foretages i sager om civilretligt erstatningsansvar efter dansk rets almindelige ulovbestemte erstatningsregler. Det er således ikke usædvanligt, at erstatningskrav kan nedsættes eller bortfalde efter en konkret vurdering af, om skadelidte (sigtede) ved sin adfærd selv har medvirket til, at skaden (frihedsberøvelsen) er sket. Efter min opfattelse bør det være sådan, at der ved erstatningsfastsættelsen for uberettiget varetægtsfængsling mv. kan tages hensyn til, om den sigtede på en måde, som kan bebrejdes den pågældende, selv har givet anledning til frihedsberøvelsen. Vurderingen heraf må efter sin karakter have et vist skønsmæssigt præg, idet der næppe kan opstilles faste regler for, hvornår en bestemt adfærd skal medføre nedsættelse eller bortfald af erstatningen, uden at anklagemyndigheden og i sidste ende domstolene derved i nogle tilfælde tvinges til at træffe afgørelser, som konkret opleves som urimelige. Det kan tilføjes, at den, som kræver erstatning for uberettiget varetægtsfængsling, har en særlig let adgang til at få anklagemyndighedens vurdering indbragt for domstolene, jf. herved retsplejelovens 1018 f, stk. 1, hvorefter erstatningskravet inden to måneder efter anklagemyndighedens afgørelse kan begæres indbragt for retten ved anklagemyndighedens (vedkommende statsadvokats) foranstaltning. På den anførte baggrund er der efter min opfattelse ikke behov for at ændre de gældende regler i retsplejeloven om erstatning for uberettiget anholdelse eller varetægtsfængsling i forbindelse med strafferetlig forfølgning. Rigsadvokaten udtalelse med bilag vedlægges til orientering.