Bevisvurdering i patientforsikringsloven, Højesterets dom af 2. maj 2002.

Transkript

1 Bevisvurdering i patientforsikringsloven, Højesterets dom af 2. maj (Årsberetning 2002) Højesterets dom af 2. maj 2002 (trykt i UfR 2002, side 1690). Skadelidte blev kl indbragt med ambulance til skadestue. Om morgenen havde han følt sig lidt ved siden af sig selv og havde haft et ildebefindende. Senere på dagen havde han følt svimmelhed og kvalme. Han havde kastet op to gange under opholdet på skadestuen. Han blev hjemsendt fra sygehuset samme dag, uden at der blev iværksat egentlig behandling. Skadelidte blev via egen læge indlagt to dage senere. Det blev da konstateret, at han (allerede ved den første indlæggelse) havde haft en begyndende blodpropdannelse (apopleksi) i hjernen. Han blev herefter sat i medicinsk behandling. Patientforsikringen fandt vedkommende berettiget til erstatning i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, idet optimal behandling ville have tilsagt, at han var blevet indlagt til observation ved første henvendelse til skadestuen, og at man ved observationen havde bemærket den forværring i hans tilstand, der indtrådte kort efter udskrivelsen, og dermed havde iværksat relevant behandling på et tidligere tidspunkt. Patientforsikringen fandt ham berettiget til godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén, men ikke til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller erhvervsevnetab, idet den væsentligste del af hans indtægts- og erhvervsevnetab måtte tilskrives følger af grundsygdommen, således at forsinkelsen af behandlingen ikke kunne antages at have bidraget til erhvervsevnetabet i en sådan grad, at der kunne ydes erstatning herfor. Patientskadeankenævnet stadfæstede Patientforsikringens afgørelse. Under sagens behandling ved Østre Landsret udtalte Retslægerådet bl.a., at behandling med blodfortyndende medicin kunne gennemføres på forskellige måder, at der langt fra er enighed om værdien af de forskellige metoder (antikoagulation eller antitrombocytmedicin) ved behandling af apopleksi, samt

2 at det er muligt, men ikke overvejende sandsynligt, at skadelidtes symptomer på længere sigt ville være bedret noget, såfremt man på et tidligere tidspunkt havde påbegyndt den medicinske behandling. Patientskadeankenævnet blev frifundet ved Østre Landsret, hvor patienten havde anlagt sag med påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab svarende til 15%. Højesteret ændrede landsrettens dom. Højesteret fandt, uanset det af Retslægerådet udtalte om skadens omfang, at der foreligger en situation omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, dvs. at det i patientforsikringslovens forstand er overvejende sandsynligt, at den skade, der er overgået P, i et vist omfang ville være undgået, hvis han var blevet undergivet optimal behandling. Højesteret lægger herved vægt på, at det modsatte resultat at der ikke foreligger en af 2, stk. 1, nr. 1, omfattet situation ville være ensbetydende med, at en patient, der undergives en fejlagtig sygehusbehandling, ville være dårligere stillet i henseende til vurdering af årsagssammenhæng mellem fejl og skade, end tilfældet var før patientforsikringslovens indførelse, jf. bl.a. højesteretsdommene U , U , U , U , U og U En sådan forringelse af patienters retsstilling i henseende til spørgsmålet om årsagssammenhæng ville ikke være forenelig med, hvad der i forarbejderne til patientforsikringsloven er anført som et væsentligt formål med loven. Højesteret fandt herefter, at det var overvejende sandsynligt, at patienten var påført et erhvervsevnetab på ikke under 15 %. Retstilstanden før patientforsikringsloven. Før patientforsikringslovens ikrafttræden den 1. juli 1992 blev retssager om krav på erstatning for skader ved undersøgelse og behandling på sygehuse afgjort efter dansk rets almindelige erstatningsregel, culpareglen. Efter denne regel ifaldtes erstatningsansvar kun, hvis en skade var forårsaget ved en forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse. Bevisbyrden for, at der var handlet ansvarspådragende, påhvilede skadelidte.

3 Havde skadelidte herefter ført bevis for, at en ansvarspådragende fejl eller undladelse var begået, lempede domstolene kravet til beviset for årsagssammenhæng mellem fejlen og skaden, eller vendte bevisbyrden, således at det behandlende sygehus skulle bevise, at skaden ikke var forårsaget af den ansvarspådragende handling eller undtagelse, jf. de under nævnte højesteretsdomme. Patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr Erstatning ydes, hvis skaden med overvejende sandsynlighed er forvoldt på en af følgende måder: 1)hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået,.. Det er i bemærkningerne til bestemmelsen i Folketingstidende , 2. samling, tillæg A, spalte 3285, præciseret, at erstatning ikke kan ydes for skader, som skyldes patientens grundsygdom, men kun for den merskade, som skyldes, at patienten er påført en skade på en af de i stk. 1, nr. 1-4 nævnte måder. Beviset for, at skaden skyldes behandling eller lignende og ikke grundsygdommen, påhviler patienten; men denne bevisbyrde er lettet derved, at patienten kun skal bevise, at skaden med overvejende sandsynlighed er forårsaget på en af de i stk. 1, nr. 1-4 angivne måder, jf. herved bemærkningerne samme sted, spalte 3286, hvor det videre anføres: Hvis intet sikkert om skadesårsagen kan fastslås, må den relative sandsynlighed af de mulige skadesårsager vurderes og afvejes over for hinanden. Må det herefter antages, at det er lige sandsynligt, at skaden kan have udviklet sig uafhængigt af behandlingen eller kan intet siges om den relative sandsynlighed af de mulige skadesårsager, foreligger der ikke en (erstatningsberettigende) patientskade. Dette udgangspunkt modificeres imidlertid, idet det videre i bemærkningerne anføres: Det er imidlertid sjældent muligt at træffe afgørelsen i tvivlsomme tilfælde alene på grundlag af generelle statistiske erfaringer. Formuleringen udelukker ikke, at der i sådanne tilfælde kan

4 inddrages andre momenter i vurderingen, hvor dette findes rimeligt. Hvis det f.eks. konstateres, at der klart er begået fejl ved behandlingen af patienten, som kan have forårsaget den konkrete skade, kan det være rimeligt at lade en eventuel tvivl om den faktiske årsagssammenhæng komme patienten til gode. Erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, forudsætter ikke, at der er handlet culpøst. Bestemmelsen berettiger til erstatning i videre omfang, idet det er tilstrækkeligt at en erfaren specialist ville have handlet anderledes, og skaden dermed ville være undgået. Dette at "ville have handlet anderledes" kan være udtryk for culpa, men behøver ikke være det. Hvis der på den anden side er handlet culpøst, jf. eksempelvis fra citatet ovenfor "at der klart er begået fejl ved behandlingen", er den erfarne specialists standard utvivlsomt ikke opfyldt. Rækkevidden af Højesterets dom af 2. maj 2002 Efter formuleringen af præmisserne, herunder henvisningen til retspraksis før patientforsikringsloven, ligger det utvivlsomt fast, at der i tilfælde, hvor der er erstatningsansvar efter den almindelige erstatningsregel (culpareglen), gælder lempelige krav til en skadelidt patients bevis for, at en konstateret personskade er forårsaget af den fejl, der begrunder erstatningskravet. Der er herudover tvivl om rækkevidden af dommen. Da dommen imidlertid angår et tilfælde, hvor der uomtvistet i alle instanser i modsætning til det i højesteretsdommen anførte fandtes at være erstatningsgrundlag i patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, tør dommen tages som et udtryk for, at der i hvert fald i klare tilfælde af ikke-opfyldelse af den erfarne specialists standard, nemlig hvis der er handlet culpøst i traditionel forstand, gælder det lempelige krav til en skadelidt patients bevis for, at en konstateret personskade er forårsaget af den nævnte omstændighed og således er omfattet af erstatningsgrundlaget. Derimod anser ankenævnet det ikke for fastslået med denne dom, at alle øvrige tilfælde af ikkeopfyldelse af den erfarne specialists standard skal være omfattet af de særlige lempelige krav til en skadelidt patients bevis for, at en konstateret personskade er forårsaget af ikke-opfyldelsen af specialiststandarden og således omfattet af erstatningsgrundlaget. En sådan konsekvens, som vil indebære en yderligere lempelse af patientens bevisbyrde og dermed en yderligere modifikation til udgangspunktet for, hvem der har bevisbyrden, jf. det ovenfor citerede uddrag af spalte 3286 i

5 lovforslagets bemærkninger, må efter ankenævnets opfattelse afvente en udtrykkelig stillingtagen fra Højesterets side.