Velkommen til Deres plejebolig 1
Indholdsfortegnelse Velkommen til plejehjemmet... 3 Lions Park Søllerød... 3 Fakta om Lions Park Søllerød... 4 Fakta om plejehjemmet... 6 Indflytning i Deres plejebolig... 9 Deres bolig... 12 Ferie, hjælpemidler m.m.... 13 Tøjvask og rengøring... 14 Forplejning... 15 Læge og tandlæge... 17 Briller og høreapparater... 19 Fysioterapi... 19 Fodplejer... 18 Frisør... 19 Aktiviteter... 20 Gæster... 22 Råd og udvalg... 23 Kontanter og værdigenstande... 24 Transport... 24 Diverse... 25 Praktiske oplysninger... 27 Månedsregning... 28 Administrationens... 29 adresser og telefonnumre... 29 10 gode råd til pårørende... 30 2
Velkommen til plejehjemmet Lions Park Søllerød Denne pjece indeholder information om Lions Park Søllerøds plejehjem. De kan læse om hvilken pleje, omsorg og tilbud, De kan forvente at modtage samt finde en række oplysninger og muligheder, der skal medvirke til, at samarbejdet mellem Dem og personalet får et positivt og godt udgangspunkt. Plejehjemmet ønsker at skabe et samarbejde mellem beboeren og personalet baseret på tillid og individuelle aftaler, derfor er De altid velkommen til at kontakte afdelingens medarbejdere for en personlig samtale. Vi lægger vægt på, at Lions Park Søllerøds plejehjem med alle sine mangeartede aktiviteter må være et godt og trygt sted at bo. Vi håber, at pjecen vil give Dem fyldestgørende informationer om Lions Park Søllerøds plejehjem. Venlig hilsen Birte Jexen Direktør Bente Nissen Afdelingsleder December 2011 3
Fakta om Lions Park Søllerød Lions Park Søllerød er et alternativt botilbud til ældre, som består af selvstændigt plejeafsnit med i alt 40 plejeboliger og to aflastningspladser samt Seniorcentret, som består af 121 seniorboliger af varierende størrelser samt 4 aflastningspladser. Den daglige ledelse varetages af direktør Birte Jexen, som refererer til en Fondsbestyrelse, der udpeges af Lions Club Søllerød og Lions Club Hørsholm-Vedbæk. 4
Vores vision Hver dag en unik dag i Lions Park Søllerød God omsorg, pleje og service former fremtiden for Lions Park Søllerød. Vi vil give rum for god pleje og omsorg, aktivering, opmærksomhed og dialog med udgangspunkt i det enkelte menneske og dets behov. Vi vil skabe resultater, så Lions Park Søllerød fremstår som et attraktivt og innovativt bomiljø for ældre, og hver eneste dag opleves som enestående. Vi stræber mod at skabe en kultur, der bygger på fælles indsats, mål og ansvar, der igen skaber engagement, glæde og energi, og hvor der er respekt for forskelligheder. Vores ambitiøse vision kræver stor faglighed, engagement, vilje- og ledelseskraft samt en målrettet indsats fra både ledelse og medarbejdere til, at vi i fællesskab skaber helhed, dynamik og vitalitet. Vores mission Vi arbejder for høj kvalitet, kontinuitet og hurtig betjening hver eneste dag ud fra fælles mål og værdier. 5
6 Fakta om plejehjemmet Plejehjemmet Lions Park Søllerød Mariehøjvej 23, 2850 Nærum Tlf.nr.: 45 58 25 25 Telefontid dagligt kl. 13.00 14.00 Fax.nr.: 45 58 25 44 Lions Park Søllerøds plejehjem er en institution, som har en samarbejdsaftale med Rudersdal Kommune. Plejehjemmet består af én afdeling med 2 grupper: Syrengangen og Rosengangen. Der er tilknyttet fast personale i både dag- aften- og nattevagt. Plejehjemmet blev opført i 1966 og har 42 plejeboliger, hvoraf 2 er aflastningspladser. Hvert afsnit har dagligstue med fjernsyn til fælles afbenyttelse og køkken/alrum, hvor der foruden måltiderne foregår forskellige aktiviteter. Herudover hører der til plejehjemmet vaskeri, frisør, fodterapeut, omsorgstandpleje, Aktivitets- og Træningscenter, afdeling for Teknik og Service samt et produktionskøkken. Medarbejderne i Lions Park Søllerød har tavshedspligt og må aldrig udtale sig til udenforstående om beboernes personlige forhold.
Lions Park Søllerød har flere årlige tilsyn. De vigtigste er: Et uanmeldt tilsyn fra Kommunens tilsynsenhed Et uanmeldt tilsyn fra Embedslægeinstitutionen Et til flere uanmeldte tilsyn fra Levnedsmiddelkontrollen Et til flere uanmeldte brandtilsyn Tilpasset tilsyn fra Arbejdstilsynet Formål med plejehjemmet At give kvalitet i plejen, omsorgen og aktiviteterne At fremme sundhed og velvære samt forebygge ensomhed og angst At skabe en tilværelse med værdighed og respekt for plejehjemmets beboere At give tilbud om aktiviteter, vedligeholdelsesog færdighedstræning At medvirke til at stimulere og bevare beboernes ressourcer At skabe et tæt samarbejde og en åben dialog mellem personale, beboere og pårørende At skabe harmoniske omgivelser og velfungerende servicefunktioner Mål At styrke beboernes livskvalitet 7
Boligen Plejehjemmet i Lions Park Søllerød råder over to værelsestyper med samme indhold: Forgang med garderobeskabe, badeværelse med brus og stue med el-seng. Beboeren medbringer selv dyne og puder samt sengetæppe, gardiner, lamper og øvrigt inventar. Tal med personalet, inden stuen møbleres. Tegningerne er ikke målfaste. 8
Indflytning i Deres plejebolig Deres bolig er Deres private domæne, og De bestemmer selv, i hvor høj grad De ønsker, at den skal være åben. Dog skal boligen være nemt tilgængelig for personalet på plejeafdelingen. Ved indflytning vil De få tilknyttet en fast kontaktperson. Kontaktpersonen er ansvarlig for, at Deres dagligdag fungerer tilfredsstillende. Samarbejdet med Deres pårørende skal så vidt muligt fungere gennem Deres kontaktperson. De og Deres pårørende kan altid trygt henvende Dem til personalet, som vil gøre deres yderste for at imødekomme Deres ønske. I forbindelse med indflytningen vil vi meget gerne invitere Dem og Deres pårørende til en fælles samtale inden for de første uger, således at vi allerede fra starten kan få et godt samarbejde. Der bliver ud fra samtalen udarbejdet en indflytningsaftale. En til to måneder efter indflytningen vil De og Deres pårørende blive inviteret til en opfølgende samtale. Her vil indflytningen blive evalueret, ligesom der bliver mulighed for at drøfte, hvordan De er faldet til i Lions Park Søllerød, samt der vil blive drøftet gensidige, fremadrettede forventninger og ønsker. 9
Hvad skal De selv sørge for ved indflytningen I boligen findes ved indflytningen en seng og en madras. Derudover medbringer De egne møbler, dyner, puder, sengetæppe, lamper og gardiner. Vær opmærksom på, at løse tæpper på gulvet i boligen af sikkerhedshensyn frarådes. De og Deres pårørende sørger selv for udpakning, placering af møbler samt ophængning af gardiner, billeder og lamper. Af hensyn til rengøring og sikkerhed bedes De fastgøre løse ledninger og kabler på panel eller væg. Under indretningen af Deres nye hjem beder vi Dem og Deres pårørende være opmærksomme på og tage hensyn til, at personalet skal have den fornødne plads for at kunne hjælpe Dem i Deres bolig. Spørg personalet for råd og vejledning om hensigtsmæssig indretning af boligen. De medbringer desuden Deres private tøj. Der er brug for tøj til minimum 7 dage og minimum 7 sæt undertøj. Afdelingen sørger for mærkning af tøjet med navn mod betaling. De bedes venligst sortere tøjet inden indflytning. Derudover medbringes medicin samt toiletartikler såsom neglesaks, termometer mv. 10 Husk, at medbringe sygesikringsbevis. Ved indflytning skrives under på en indflytningsaftale om, hvilke dele af servicepakken De ønsker (forplejning, vask, rengøringsartikler m.v.).
Flyttemeddelelse m.m. Ved indflytning i Lions Park Søllerød bedes De sørge for at melde flytning til folkeregister, postvæsen, forsikringsselskab m.v. Varetages Deres økonomiske interesser af en pårørende, er det en god idé at oprette en c/o adresse til denne. Ligeledes anbefales det, at De tilmelder Dem betalingsservice, hvor det er muligt. Forsikring De skal selv sørge for at tegne en indboforsikring. På de næste sider finder De en række praktiske oplysninger om livet på plejehjemmet. 11
Deres bolig El/Belysning Personalet i Lions Park Søllerød skifter el-sparepærer i gang og på badeværelse. El-sparepærer betales af Dem selv. Der betales for elforbrug i boligen samt andel i forbruget på fællesarealerne fra indflytningsdatoen, til boligen er tømt ved fraflytning. Kaldeanlæg Deres bolig er forsynet med et internt kaldeanlæg, hvor De kan tilkalde hjælp døgnet rundt. Radio-, fjernsyns- og telefonstik Der findes radio- samt fjernsynsstik og kabelnet i alle boliger, så De selv kan medbringe fjernsyn og radio til Deres bolig. Radio/tv-licens skal De selv betale direkte til Danmarks Radio. Desuden findes telefonstik. Husleje Beregning af husleje sker i Rudersdal Kommune efter nøje fastlagte regler. Huslejen opkræves sammen med betaling for varme og el via pensionsudbetalingen fra kommunen. Der betales fra indflytningsdagen, og til boligen er tømt i forbindelse med fraflytning. Skader i boligen Hvis der opstår skader af forskellig art i boligen, bedes dette straks meddelt personalet. 12
Ferie, hjælpemidler m.m. Ferie o.l. De kan naturligvis forlade plejehjemmet for at besøge familie og venner, ligesom De kan tage på ferie, hvis De ønsker det. De bedes venligst underrette personalet, hvis De forlader huset og afbestille Deres måltider, se også Afbestilling af måltider side 15. Handlingsplan Ifølge Serviceloven skal der udarbejdes en fremadrettet pleje-/handlingsplan for hver beboer. Hjælpemidler Har De på grund af alder, vedvarende invaliditet eller sygdom behov for hjælpemidler for at klare daglige gøremål, kan fysioterapeuten ansøge om disse hos Rudersdal Kommune. Behovet vurderes fra person til person efter de samme regler, som gælder for hjemmeboende pensionister. Har De modtaget hjælpemidler fra Kommunen inden indflytning, medbringes disse. Kontaktbog De vil ved indflytning få udleveret en bog, som er beregnet til små beskeder mellem Deres pårørende og personalet. Bogen er ikke til dokumentation af plejen. 13
Pleje ved livets afslutning Et plejehjem er ofte det sidste sted et menneske bor, og mange beboere har derfor brug for palliativ pleje (pleje af døende). Plejen vil blive givet ud fra ønsker og aftaler mellem beboeren, pårørende, læge og plejepersonale. Hvis der er udfærdiget et plejetestamente, vil medarbejderne respektere dette. Personalet har viden og forståelse for plejen af den døende og dennes pårørende. Tøjvask og rengøring De kan i forbindelse med indflytningsaftalen tilmelde Dem en vaskeaftale, der dækker vask og leje af linned og/eller vask af personligt tøj. Alt tøj, der indleveres til vask, skal være mærket tydeligt med navn og bolignummer. Medarbejderne kan desværre ikke påtage sig at sende tøj til rensning. De vil modtage en rengøring svarende til standarden i hjemmeplejeregi. Hvis man ønsker at få vasket sine gardiner, er det også muligt mod betaling. Fakturering vil ske umiddelbart efter at arbejdet er udført. 14
Forplejning Al mad leveres fra Lions Park Søllerøds køkken. Der er fra køkkenpersonalets side stor bevidsthed omkring kosten til vore beboere, som sammensættes ud fra den nyeste viden om de ældres ernæringsbehov for vitaminer, mineraler, kalorier og proteiner. Alle beboere måles og vejes regelmæssigt med henblik på at udregne BMI-tallet. Er tallet lavere end det anbefalede, tilbydes De en energitæt kræsekost. Menuplan for hver måned omdeles til alle boliger hver måned. Fødselsdage og lignende Lions Park Søllerød serverer boller og kakao om eftermiddagen på fødselsdage. De er velkommen til at benytte vores restaurant og festlokale, hvis De ønsker at fejre fødselsdag eller andet med deres familie. For nærmere aftale bedes De kontakte Deres kontaktperson. Afbestilling af måltider De kan afbestille Deres middag, hvis De er på besøg ude af huset. 15
Regulering af afbestilling vil ske via Deres månedlige servicepakke. For at opnå fradrag skal De eller Deres pårørende afbestille Deres måltider i køkkenet senest kl. 12.00 dagen før på tlf. 45 58 25 35. Restaurant Normalt indtager plejehjemmets beboere deres måltider i spisestuerne på Rosengangen og Syrengangen. Hvis De får gæster, er De efter aftale velkommen til at nyde en god frokost eller middag med Deres pårørende i vores restaurant. Prisliste og øvrige tilbud kan rekvireres i administrationen eller køkkenet. Priserne reguleres løbende. Køkkenchefen træffes på hverdage kl. 11.00 11.30 tlf. nr. 45 58 25 35. 16
Læge og tandlæge Læge og speciallæge Ved indflytning kan De vælge at beholde Deres egen læge eller at skifte til en anden praktiserende læge i området. Personalet kan være behjælpeligt med at kontakte læge, øjenlæge og øre-næse-halslæge, hvis De får brug for det. Transport til speciallæge bliver refunderet for gruppe 1 sikrede. De skal blot sørge for at få stemplet Deres taxabon hos lægen. Denne bon sendes sammen med oplysninger om navn, adresse, cpr-nummer og eventuelt kontonummer til Rudersdal Kommune. Medicin Vores medarbejdere er behjælpelige med indkøb af medicin. Betaling vil blive opkrævet af apoteket, hvor det anbefales at tilmelde sig betalingsservice. Kvitteringer for medicinkøb udleveres fra kontoret på Rosengangen/Syrengangen. Medicinkort kan fås via Pensionsloven efter samme betingelser, som gælder for hjemmeboende pensionister. Har De ved indflytning allerede medicinkort, gælder det også efter indflytning i Deres plejebolig. 17
Tandlæge Besøg hos tandlæge foretages efter behov. Udgiften betales af beboeren. Omsorgstandplejen er et lovpligtigt tilbud til ældre i pleje- eller beskyttede boliger og ældreboliger om forebyggende undersøgelser og gratis nødvendig tandbehandling. De kan frit vælge at blive behandlet hos den kommunale tandlæge eller en anden tandlæge, som har en aftale med Rudersdal Kommune, hvis den forebyggende undersøgelse viser, at De har et behov. Kontakt personalet for mere information og tilmelding. Kørsel til f.eks. tandlæge kan efter ansøgning til Kommunen dækkes som personlige tillæg via pensionsloven i henhold til formuegrænserne på lige fod med hjemmeboende pensionister. Fodplejer Lions Park Søllerød har en aftale med en fodterapeut, som kommer i huset. De kan bestille fodpleje via Deres kontaktperson. Der betales for hver behandling. Betaling opkræves via Deres månedsregning. 18
Briller og høreapparater Anskaffelser og vedligeholdelse af briller sker for Deres egen regning. Fysioterapi Fysioterapeuten kontakter Dem kort efter indflytningen med henblik på evt. træning og orientering om øvrige tilbud. Frisør Lions Park Søllerød har en aftale med en frisør, som har åbent i frisørsalonen tirsdag, onsdag, torsdag og fredag. Salonen ligger ved Trænings- og Aktivitetscentret. Behandlinger aftales med frisøren på: tlf. 45 58 25 20 Der betales kontant for hver frisørbehandling. Deres kontaktperson vil være behjælpelig med at bestille tid. Har De netbank, kan betaling foretages efter aftale med frisøren. 19
Aktiviteter Trænings- og Aktivitetscenter Trænings- og Aktivitetscentret finder De på adressen Mariehøjvej 23. Centret har åbent mandag til fredag kl. 8.30 15.30, tlf. 45 58 25 25. I samarbejde med Trænings- og Aktivitetscentret tilbyder medarbejderne forskellige former for aktiviteter i ugens løb i form af foredrag, lysbilleder, film, sang m.v. En månedsplan over tilbud og aktiviteter bliver hængt op på Rosengangen og Syrengangen. Her skal nævnes nogle af tilbuddene: Fællesspisning om morgenen Fællessang Avislæsning Film Bagning Banko og andre spil Gymnastik Negledag Og meget andet 20
Udflugter Lions Park Søllerød har egen minibus, som er indrettet handicapvenligt og med plads til kørestole. Bussen benyttes ved udflugter m.v. Beboerne betaler en fast pris kontant pr. gang for brug af bussen. Bussen udlånes ikke til privat brug. Hvis De tilmelder Dem arrangementer i restauranten, skal De ledsages af pårørende. Gudstjeneste Præsten fra Gl. Holte Kirke afholder en gang om måneden gudstjeneste med efterfølgende altergang i Trænings- og Aktivitetscentret. Deltagelse er frivillig. Ligeledes bliver der en gang om måneden afholdt Præstens eftermiddag med sang og kaffebord i Trænings- og Aktivitetscentret. Medarbejderne vil være Dem behjælpelig med at aftale et besøg af præsten for Gl. Holte Kirke. Kirkebesøg ud af huset kan også arrangeres. 21
Gæster Gæster er altid velkomne, og der er ikke faste besøgstider, men vi forventer, at pårørende tager hensyn til beboernes pleje og hvile. Ligeledes forventes det, at besøgende forlader boligen, når beboeren skal have hjælp til personlig pleje. Der er mulighed for at købe forplejning til gæster mod forudbestilling i køkkenet. Efter forudgående aftale kan måltidet indtages i restauranten se side 27. Gæster har også mulighed for at købe en kop kaffe eller te på afdelingen. Der henstilles desuden til, at telefonopkald til afdelingen sker udenfor spisetiderne og helst i telefontiden kl. 13.00 14.00. Gæsteværelse Der findes et gæsteværelse i Seniorcentret, som Deres pårørende kan benytte ved besøg mod betaling. Gæsteværelset er møbleret til to personer, og ekstra opredning er mulig. Gæsteværelset kan reserveres ved henvendelse til administrationen, tlf. 45 58 25 25. 22
Råd og udvalg Beboer-Pårørenderåd Beboer-Pårørenderådet har til opgave at varetage beboernes interesser på plejehjemmet. Rådet skal inddrages i en dialog om retningslinjerne og tilrettelæggelsen af den daglige pleje- og omsorgsindsats. Rådet er sammensat af direktøren for Lions Park Søllerød, afdelingslederen på plejehjemmet, to pårørende, to beboere, en repræsentant fra Pensionist- og Ældrerådet i Rudersdal Kommune. Kostudvalg Kostudvalget i Lions Park Søllerød består af personale fra køkken og restaurant samt beboere fra Seniorcentret og plejehjemmet. Udvalget behandler og diskuterer emner som kostpolitik, kostplan, kvalitet og omgivelser for at give beboerne mulighed for at definere egne krav til kost og de omgivelser maden indtages i. Formålet er medindflydelse, kommunikation og inspiration, og målet er tilfredshed hos beboerne i Lions Park Søllerød. 23
Kontanter og værdigenstande Kontanter Pårørende bedes sørge for, at beboerne har kontanter til betaling af udflugter og lignende. Det tilrådes, at kontanterne opbevares i pengeboksene, som findes på afdelingen. Lions Park Søllerød kan ikke påtage sig ansvaret for kontanter, som ikke er låst inde i pengeboksen. Værdigenstande Deres værdigenstande opbevares for egen risiko i boligen. Pengeboks Der forefindes pengeboks til opbevaring af beboernes kontanter. Transport Kørsel Kørsel til familiebesøg, tandlæge o.l. sker for egen regning. Beboere, der er gangbesværede, kan benytte MO- VIAs FLEX-Trafik. Kørestol eller ganghjælpemiddel skal være bevilliget af Kommunen. Kørsel til behandling eller terapi hos eksempelvis lægen, hospitalet, fysioterapeuten eller tandlægen udføres ikke af Flextrafik. Mangler De transport til den slagsformål, må De henvende Dem til Kommunen. 24
Ledsagelse ud af huset Personalet på plejeafdelingerne kan desværre ikke påtage sig at ledsage Dem på besøg hos læge, tandlæge, speciallæge, ambulante besøg og hospitalsindlæggelser. Trafikale forhold Der er gode parkeringsforhold på Lions Park Søllerøds områder. De finder vores parkeringsplads på Lendemosevej. Nærmeste togstation er Holte station, hvorfra buslinje 193 kan benyttes til stoppested på Egebækvej tæt ved Lions Park Søllerød. 25 Diverse Personlige tillæg For personlige tillæg via pensionsloven gælder de samme regler som for hjemmeboende pensionister. Deres pårørende kan søge om personligt tillæg til Dem. Personlige tillæg kan f.eks. være til tandbehandling, briller eller lignende. Post Breve og andre forsendelser omdeles dagligt af personalet, medmindre andet er aftalt med Dem og Deres pårørende. Har De breve eller andre forsendelser der skal sendes, kan disse afleveres til medarbejderne.
Rygning Brug af åben ild, dvs. rygning og tændte stearinlys, er af sikkerhedshensyn ikke tilladt i boligerne og på afdelingen. I dagligstuen på Rosengangen er der et rygeafsnit, hvor det er tilladt for beboere samt pårørende at ryge. Ris og ros Gode ideer og forslag til forbedringer er meget velkomne. Ris og ros kan afleveres i postkassen ved kontoret på Rosengangen. Klager Det kan ske, at De eller Deres pårørende er utilfredse med nogle forhold på plejehjemmet. I disse tilfælde vil afdelingslederen og medarbejderne meget gerne kontaktes, så problemet kan drøftes, og der eventuelt kan ændres på nogle forhold for at udbedre dette. De er også velkommen til at kontakte direktør Birte Jexen. 26
Praktiske oplysninger Dagblade o.l. Det er en god ide, at abonnere på de dagblade og tidsskrifter De plejer at læse og få disse bragt med bud. Beboer Nyt Beboer-Nyt udkommer ca. 3 gange årligt og fortæller om livet på plejehjemmet. Bladet uddeles til alle plejeboliger. Pårørende er meget velkomne til at bidrage med indlæg til bladet. Redaktionen består af aktivitetsmedarbejder fra Trænings- og Aktivitetscentret samt en sekretær. Bibliotek Der er mulighed for at lave individuelle aftaler om lån af bøger. Se opslag på afdelingens opslagstavle. Kiosk I kiosken kan De finde et bredt udvalg af dagligvarer. Kiosken er beliggende i forhallen, Lendemosevej 2 og drives af frivillige fra Lions Club Søllerød. Kiosken har åbent mandag, onsdag og fredag kl. 9.00 12.00. Der betales kontant. 27
Teknik og Service Teknik og Service sørger for, at Lions Park Søllerød fremstår velholdt, og at alt fungerer i det daglige. Afdelingslederen for Teknik og Service kan træffes mandag til torsdag kl. 11.30 12.00 ved indgangen til restauranten. Månedsregning Hver måned fremsender administrationen en faktura til de beboere, som har haft udgifter. Fakturaen kan efter aftale fremsendes til Deres pårørende, mod aflevering af frankeret kuvert. 28
Administrationens adresser og telefonnumre Administration Administrationen i Lions Park Søllerød finder De på adressen Lendemosevej 4, blok A, lejlighed 8. Administrationen har åbent for personlig henvendelse alle hverdage kl. 9.00 12.00. Administrationen kan kontaktes mandag til fredag kl. 8.00 14.00 på tlf. 45 58 25 25. Direktør Birte Jexen træffes efter aftale. Hjemmesiden: www.lionspark.dk 29
10 gode råd til pårørende 1. Betragt også plejehjemmet i Lions Park Søllerød som en del af Deres hjem. 2. Besøg Deres pårørende hyppigt. 3. Bliv ved med at hjælpe Deres pårørende, ligesom De gjorde før indflytningen på plejehjemmet. 4. Inviter fortsat Deres pårørende hjem på besøg. 5. Gå eller kør en tur med Deres pårørende, så ofte det er muligt. 6. Tag gerne lidt lækkert med, når De kommer på besøg. 7. Prøv at lære Deres pårørendes nye naboer at kende. 8. Glæd personalet med lidt ros, når der er grund til det. 9. Personalet vil påskønne, at De giver en hjælpende hånd, når der på grund af sygdom eller andet er ekstra stort arbejdspres. 10. Deltag gerne i nogle af Lions Park Søllerøds arrangementer sammen med Deres pårørende. 30
Stikordsregister Administrationen... 29 Afbestilling af måltider... 15 Aktiviteter... 20 Avislæsning... 20 Bagning... 20 Banko og andre spil... 20 Beboerblad... 27 Belysning... 12 Besøgstider... 22 Bibliotek... 27 Boligen... 8 Briller... 19 Bruger-/Pårørenderåd... 23 Bus... 21 Dagblade o.l.... 27 Elektricitet... 12 Ferie o.l.... 13 Film... 20 Flyttemeddelelse... 11 Fodpleje... 18 Forplejning... 15 Forsikring... 11 Frisør... 19 Fysioterapi... 19 Fællessang... 20 Fællesspisning om morgenen... 20 Fødselsdage og lignende... 15 Gardinvask... 14 Gode råd... 30 Gudstjeneste... 21 Gæstemåltider... 22 Gæster... 22 Gæsteværelser... 22 Handlingsplan... 13 Hjælpemidler... 13 Husleje... 12 Indflytningsaftale... 10 Kaldeanlæg... 12 Klager... 26 Kontaktbog... 13 Kontaktperson... 9 Kontanter... 24 Kostudvalg... 23 Kørsel... 24 Ledsagelse ud af huset... 25 Læge... 17 Medicin... 17 Medicinkort... 17 Månedsregning... 28 Opfølgningssamtale... 9 Pengeboks... 24 Personlige tillæg... 25 Pleje ved livets afslutning... 14 Post... 25 Praktiske oplysninger... 27 Radio- og fjernsynsstik... 12 Radio/tv-licens... 12 Rengøring... 14 Rensning af tøj... 14 Restaurant... 16 Ris og ros... 26 Rygning... 26 Råd og udvalg... 23 Samtale ved indflytning... 9 Skader i boligen... 12 Tandlæge... 18 Tavshedspligt... 6 Teknik og Service... 28 Telefonopkald... 22 Telefonstik... 12 Tilsyn... 7 Trafikale forhold... 25 Transport... 24 Transport til speciallæge... 17 Transport til tandlæge... 18 Udflugter... 21 Vask af tøj... 14 Værdigenstande... 24 Øjenlæge... 17 Øre-næse-halslæge... 17 Revideret december 2011
Revideret december 2011