Patientinformation Fjernelse af svælgpolypper Kvalitet Døgnet Rundt Øre-Næse-Halsafdelingen
Information om fjernelse af svælgpolypper Vi udleverer denne pjece i håbet om, at du må føle dig velorienteret og tryg ved den forestående operation. Hvis der skulle opstå tvivlsspørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte personalet i øre-næse-halsambulatoriet ( ØNH ), Sønderborg på:tlf. 74182478 Da rygning hæmmer sårheling og kan være medvirkende årsag til et dårligere operationsresultat anbefaler vi, at du ophører med tobaksrygning 8 uger før operationen. Hjælp og vejledning til rygestop kan fåes på nærmeste apotek. Før operationen. På operationsdagen vil vi bede dig møde fastende,daglig medicin indtages efter nærmere aftale med narkoselægen. Skulle du få halsbetændelse indenfor 4 uger før operationen, er det en god ide at kontakte egen læge eller øre-næse-hals læge mhp. en evt. hurtig behandling. Ved sygdom ( med eller uden feber ) underret da venligst ØNH-ambulatoriet på tlf: 74182478 eller ØNH-afdelingen på tlf: 88736697. Lad det være vores vurdering om operation evt. bør aflyses. Vi vil bede dig om at tage et bad derhjemme om morgenen, vaske hår og børste tænderne, af hensyn til hospitalshygiejnen. Ved indlæggelsen må der ikke benyttes makeup og neglelak af hensyn til observation af hud og negle under operationen. Smykker, øreringe og piercinger må ikke bæres, langt hår bedes samlet, men benyt ikke spænder, dog gerne flettet af hensyn til hygiejnen. Medbring venligst denne pjece ved indlæggelsen. Medbring læsestof eller lignende til evt. ventetid. Ca. ½ time før du bliver kørt på operationsgangen, vil du måske blive tilbudt noget beroligende medicin, efter nærmere aftale med narkoselægen.
En portør vil hente dig og køre dig til operationsgangen. Hvis det er et barn, der skal have fjernet polypperne, vil der være mulighed for, at en voksen ledsager barnet ned på operationsafdelingen og er hos barnet, indtil barnet sover. Operationen. Operationen foregår i fuld bedøvelse. Du er indlagt på Dagkirurgisk afsnit. Efter operationen bliver du kørt tilbage på Dagkirurgisk afsnit, hvor du skal ligge, indtil du er helt vågen efter bedøvelsen. Oftest vil du være frisk efter et par timers søvn. Forældre til børn vil have mulighed for at være ved barnet under hele opvågningen. Du skal blive i sengen, indtil andet er aftalt med personalet. Du må drikke efter samråd med personalet. Der gives først isvand og herefter kold blød kost det 1. døgn. Du bedes kontakte personalet før du står ud af sengen 1. gang efter operationen. Eneste ubehag er lette synkesmerter, som aftager når du begynder at drikke. Nogle kan være generet af kvalme. Skulle der komme en opkastning, er det normalt, at denne kan være tilblandet lidt blod fra operationen. Udskrivning. Normalt vil du udskrives samme dag efter operationen, efter et tilsyn af en øre- næse- halslæge. Forholdsregler efter udskrivelsen. Operationen er normalt ikke forbundet med de store smerter, men det er altid en god ide at have smertestillende håndkøbsmedicin som f.eks. Panodil/Pamol/Pinex eller Paracetamol derhjemme. Første dag efter operationen må man ikke drikke sodavand, undgå at drikke juice, da det kan svie i ganen og spis blød kost det 1. døgn. Herefter må man spise og drikke normalt. Spis gerne sodavandsis. At drikke og spise kan i sig selv være smertelindrende ( undgå evt.
mælkeprodukter i starten, da det kan have tendens til at klistre i mund og hals ). Det kan anbefales at holde 1-2 dages rekreation. Man må gerne være udendørs. Eventuelle risici: Lettere blødning kan behandles ved at sutte på nogle isterninger. Ved kraftigere blødning kontakt da ØNH- ambulatoriet på tlf: 74182478, eller ØNH- afdelingen på tlf: 88736697 og få råd angående videre behandling. Med venlig hilsen Personalet på Øre-Næse-Halsafdeling Sydvang 1 6400 Sønderborg
Noter
Udarbejdet af:ab/gf 08/2007 Godkendt af: MN/ AHL Revideres: 08/2010
Sygehus Sønderjylland Egelund 10, 6200 Aabenraa Tlf. 74 63 15 15 www.sygehussonderjylland.dk regionsyddanmark.dk Nr. 5543