DOM AFSAGT 12. 7. 1984 SAG 237/83 skabet for den pågældende fællesskabsvirksomheds regning. Det følger heraf, at ved anvendelsen af den medlemsstats lovgivning, hvori virksomheden er hjemmehørende, vedrørende bevarelse af rettigheder i henhold til den almindelige sociale sikringsordning i denne stat under arbejdstagerens midlertidige udsendelse til et tredjeland, er enhver bestemmelse, der diskriminerer over for statsborgere fra andre medlemsstater, uden virkning. I sag 237/83 angående en anmodning, som Commission de première instance du contentieux de la sécurité sociale et de la mutualité sociale agricole de Paris i medfør af EØF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag SÀRL PRODEST mod CAISSE PRIMAIRE D'ASSURANCE MALADIE DE PARIS at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets forordning nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467), har DOMSTOLEN (femte afdeling) sammensat af afdelingsformanden Y. Galmot og dommerne O. Due, U. Everling, C. Kakouris og R. Joliét, generaladvokat: C. O. Lenz justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi afsagt følgende 3154
PRODEST / CAISSE PRIMAIRE D'ASSURANCE MALADIE DE PARIS DOM Sagsfremstilling De faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forløb samt de indlæg, der er indgivet i henhold til artikel 20 i statutten for EØF-Domstolen, kan sammenfattes således: I Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger Sagsøgeren i hovedsagen, Sàri Prodest (herefter benævnt sagsøgeren), er et fransk selskab, der formidler midlertidig beskæftigelse. Selskabet udsendte den 17. juni 1981 von Robaeys, der er belgisk statsborger, men bosat i Frankrig og omfattet af den franske sociale sikringsordning, til Nigeria for dér at udføre en arbejdsopgave. Sagsøgeren anmodede Caisse primaire d'assurance maladie de Paris (herefter benævnt sagsøgte) om fortsat at anse van Robaeys for omfattet af den sociale sikring under hans udstationering, hvilket sagsøgte imidlertid afslog. Sagsøgte henholdt sig i denne forbindelse til artikel 39, stk. 2, i lov af 3. januar 1972, der er optaget som artikel L 341-3, stk. 3, i Code du travail, og som lyder således:»medmindre andet følger af internationale overenskomster, må en virksomhed, der formidler midlertidig beskæftigelse, ikke stille udenlandske arbejdstagere til rådighed, såfremt arbejdsydelsen skal erlægges uden for fransk område«. Efter at afslaget var blevet stadfæstet af Commission de recours gracieux efter en administrativ rekurs, indbragte sagsøgeren sagen for Commission de première instance du contentieux som et forvaltningssøgsmål. Sagsøgeren bestred herunder, at afslaget var retsmæssigt, idet selskabet gjorde gældende, at en sådan begrænsning med hensyn til ansættelese af udenlandske arbejdstagere ikke fandt anvendelse på arbejdstagere, der er statsborgere inden for Det europæiske økonomiske Fællesskab. Sagsøgeren henviste i denne forbindelse til Rådets forordning nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467). Idet Commission de première instance fandt, at løsningen af den indbragte sag var afhængig af fortolkningen af forordning nr. 1612/68 for så vidt angår spørgsmålet, om forordningen giver hjemmel til at tilsidesætte bestemmelsen i artikel 39, stk. 2, i lov af 3. januar 1972, har denne retsinstans i medfør af traktatens artikel 177 forelagt Domstolen følgende spørgsmål:»kan en forsikret, der er statsborger i et af Det europæiske økonomiske Fællesskabs medlemslande og ansat i et fransk selskab og bosat i Frankrig, under henvisning til forordning nr. 1612/ 68/EØF kræve at bevare sine rettigheder i henhold til den almindelige franske sociale sikringsordning, mens han er udsendt til Nigeria, og bliver i så fald forbudet i artikel 39, stk. 2, i lov af 3. januar 1972, der er optaget som 3155
DOM AFSAGT 12. 7. 1984 SAG 237/83 artikel L 341-3, stk. 3, i Code du travail, uden virkning?«anmodningen om en præjudiciel afgørelse blev registreret på Domstolens justitskontor den 21. oktober 1983. I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg for Domstolen af Caisse primaire d'assurance maladie de Paris ved J. Salvadori, af Kommissionen ved juridisk konsulent J. Griesmar som befuldmægtiget, bistået af advokat F. Herbert, Bruxelles. Sagsøgte mener derfor med føje at have nægtet at anse van Robaeys' rettigheder i henhold til den almindelige franske sociale sikringsordning for bevaret under hans udstationering i Nigeria. Kommissionen har i sit skriftelige indlæg anført, at det præjudicielle spørgsmål i det væsentlige drejer sig om afgrænsningen af anvendelsesområdet for princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed. Spørgsmålet er nemlig, om artikel 39, stk. 2, i lov af 3. januar 1972 også omfatter beskæftigelse af statsborgere i Fællesskabet, når der er tale om ydelser, der præsteres uden for Fællesskabets område. På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Ved kendelse af 14. marts 1984 har Domstolen henvist sagen til femte afdeling. Kommissionen har anført, at selv om den nævnte bestemmelse er affattet så generelt, at den tilsyneladende indeholder en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, hvilket er i strid med fællesskabsretten, idet den stiller statsborgere fra andre medlemslande dårligere, når disse udsendes til arbejdsopgaver uden for fransk område, men inden for Fællesskabet, fremgår det dog af artikel L 341-1 i nævnte Code du travail, at II Skriftlige indlæg indgivet til Domstolen Ifølge sagsøgte kan en statsborger i en medlemsstat i Det europæiske økonomiske Fællesskab kun støtte ret på fællesskabsforordningerne for så vidt angår hans udstationering i en anden medlemsstat i Fællesskabet. Den arbejdstager, den foreliggende sag drejer sig om er ganske vist statsborger i en af medlemsstaterne, men hans udstationering skete ikke i en medlemsstat, men derimod i et tredjeland.»bestemmelserne i nærværende kapitel [ikke] finder... anvendelse, dersom andet følger af traktater, konventioner eller overenskomster, som er behørigt ratificeret eller godkendt samt offentliggjort, herunder også traktaterne om oprettelse af De europæiske Fællesskaber samt de af Fællesskabernes organer udstedte retsakter til gennemførelse af traktaterne«. Det spørgsmål, der skal afgøres, og som ifølge Kommissionen er den egentlige genstand for den foreliggende sag, er altså, om fællesskabsretten finder anvendelse på bestemmelsen i artikel L 341-3, 3156
PRODEST / CAISSE PRIMAIRE D'ASSURANCE MALADIE DE PARIS for så vidt som denne omhandler virksomhed, der udøves uden for fællesskabet, idet bestemmelsen i bekræftende fald ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde. Efter Kommissionens opfattelse er følgende tre besvarelser mulige: i) Fællesskabsretten finder anvendelse på arbejdsaftaler, der er indgået inden for Fællesskabet og/eller indebærer, at arbejdsopgaverne eller ydelserne udføres dér. ii) Fællesskabsretten finder anvendelse på alle sådanne arbejdsaftaler, uanset hvor arbejdsopgaverne skal udføres (inden for eller uden for Fællesskabet). iii) Fællesskabsretten finder anvendelse på alle former for virksomhed, der udøves inden for Fællesskabet, uanset hvor arbejdsaftalen er indgået. Kommissionen har herefter gennemgået de bestemmelser i fællesskabsretten, som efter dens opfattelse kunne tænkes at finde anvendelse. Som resultat heraf har Kommissionen aført, at traktatens artikel 3, litra c), artikel 48, stk. 1, 2 og 3, artikel 49, litra b) og c), samt artiklerne 52 og 59 snarere må antages at indeholde et princip om, at der skal være fri adgang til vedkommende virksomhed snarere end et princip om den frie udøvelse af virksomheden hvilket for lønmodtageres vedkommende vil sige fri adgang til arbejdsmarkedet, uanset hvor virksomheden udøves. Kommissionen har endvidere gennemgået forordningerne og direktiverne vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed, men den har for så vidt angår spørgsmålet om anvendelsen deraf anført, at det som følge af de terminologiske forskelle ikke er muligt at drage en endelig konklusion vedrørende bestemmelsen af det kriterium, der skal anvendes ved afgrænsningen af det materielle anvendelsesområde for princippet om den frie bevægelighed for personer. Efter Kommissionens opfattelse har de, der konciperede de omhandlede bestemmelser, først og fremmest tilsigtet, at bestemmelserne blandt alle de eksisterende former for forskelsbehandling under alle omstændigheder skulle omfatte dem, der udgør den mest direkte og mærkbare hindring. På grundlag af en gennemgang af Domstolens praksis vedrørende den frie bevægelighed for personer, især dommen af 12. december 1974 (Walrave, sag 36/74, Sml. s. 1405), har Kommissionen anført, at Domstolen har anvendt et kriterium, som udstrækker fællesskabsrettens anvendelsesområde ud over, hvad der følger af de to nævnte kriterier, nemlig adgangen til beskæftigelse og til at udøve den pågældende virksomhed. I henhold til dommen i Walrave-sagen omfatter princippet om ligebehandling nemlig også arbejdsaftaler, der er indgået uden for Fællesskabet, og hvis opfyldelsessted også befinder sig uden for Fællesskabet, såfremt disse aftaler på en eller anden måde indvirker på arbejdsmarkedet i Fællesskabet. Hvad særligt angår den sociale sikring har Kommissionen i det væsentlige henvist til dommene af 8. april 1976 (Hirardin, sag 112/75, Sml. s. 553), af 31. marts 1977 (Bozzone, sag 87/76, Sml. s. 687) og af 11. juli 1980 (Kommissionen mod Belgien, sag 150/79, Sml. s. 2621). Efter Kommissionens opfattelse har den nævnte praksis fastholdt konklusionen i den førnævnte dom i Walravesagen, nemlig at spørgsmålet om fællesskabsrettens anvendelighed overhovedet ikke afhænger af, hvor virksomheden udøves. Det fremgår efter Kommissionens opfattelse af Domstolens nævnte praksis, at fællesskabsretten finder anvendelse på retsforhold, der er stiftet inden for 3157
DOM AFSAGT 12. 7. 1984 SAG 237/83 Fællesskabets område. Denne løsning tilsiges ifølge Kommissionen såvel af hensyn til traktatens mål som af praktiske grunde. Det følger efter Kommissionens opfattelse af princippet om ligebehandling, som er en grundliggende bestanddel af Fællesskabets retsorden, at en arbejdsaftale, der er indgået inden for Fællesskabet, må betragtes som en helhed, hvilket ifølge Kommissionen også fremgår af traktatens artikel 48, stk. 2, der omfatter forskelsbehandling»for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår«. Efter Kommissionens opfattelse kan en egentlig ligebehandling nemlig kun sikres, dersom princippet gælder for virksomheden i dens helhed. I øvrigt har Domstolen i domme vedrørende fortolkningen af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 fastslået, at princippet om ligebehandling skal gøre det muligt for den vandrende arbejdstager og dennes familie at blive integreret i den pågældende medlemsstat i videst muligt omfang (jfr. dom af 30. 9. 1975, Cristini, sag 32/75, Sml. s. 1085). gøre karriere end vedkommende lands egne statsborgere. En bestemmelse som den, der omhandles under den foreliggende sag, er efter Kommissionens opfattelse også til skade for de virksomheder, der er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat, idet disse fratages muligheden for at få de bedst kvalificerede medarbejdere. Endvidere indebærer en sådan bestemmelse væsentlige praktiske ulemper for erhvervslivet, idet dettes virke hovedsagelig beror på en vis bevægelighed. For en række lønmodtagerstillingers vedkommende, der indebærer virksomhed uden for Fællesskabet, vil det, dersom princippet om ligebehandling ikke finder anvendelse, være muligt systematisk at ansætte statsborgere fra Fællesskabet på ringere løn- og arbejdsvilkår end dem, der tilbydes egne statsborgere, hvilket i forhold til statsborgerne fra Fællesskabet udgør en forskelsbehandling, som efter Kommissionens opfattelse også kan have negative virkninger for beskæftigelsen af egne statsborgere. Kommissionen har endelig fremhævet den retsusikkerhed, det vil medføre for statsborgerne i Fællesskabet, dersom anvendelsen af bestemmelserne i fællesskabsretten i en tid hvor den erhvervsmæssige mobilitet er så vigtig er afhængig af det sted, hvor aktiviteten udøves. Kommissionen har desuden anført, at lov- eller kontraktsbestemmelser, der bestemmer, at egne statsborgere behandles anderledes end andre statsborgere inden for Fællesskabet for så vidt angår udøvelsen af virksomhed i et land uden for Fællesskabet, utvivlsomt indvirker på arbejdsmarkedet i Fællesskabet. Der består ifølge Kommissionen en fare for, at andre statsborgere i Fællesskabet ved sådanne bestemmelser f.eks. udelukkes fra visse stillinger, hvorved de får ringere muligheder for at På grundlag af det anførte konkluderer Kommissionen, at princippet om ligebehandling for så vidt angår arbejdskraftens frie bevægelighed finder anvendelse på en statsborger i Fællesskabet, der er bosat i en medlemsstat og undergivet en arbejdsaftale med en i den pågældende medlemsstat hjemmehørende arbejdsgiver samt omfattet af lovgivningen i denne stat dette sidste fremgår af, at sagsøgte har henvist til forbudsbestemmelsen i artikel L 341 3158
PRODEST / CAISSE PRIMAIRE D'ASSURANCE MALADIE DE PARJS uden at det har betydning, hvor arbejdet udføres (inden for eller uden for Fællesskabet). Følgelig kan den under nærværende sag omhandlede afvisning af at anse rettighederne for bevaret ikke under nogen omstændigheder støttes på artikel L 341-3, stk. 3, i Code du travail. Kommissionen har anført, at de relevante bestemmelser i fransk lovgivning, nemlig artiklerne L 768 og L 769 i den franske sociale sikringslov, er sålydende. Artikel L 768 Kommissionen har herefter rejst spørgsmålet, om en statsborger i Fællesskabet, der er bosat i Frankrig og har beskæftigelse dér, kan kræve, at hans rettigheder i henhold til den franske sociale sikringsordning bevares, mens han er udstationeret i et tredjeland. Dette spørgsmål drejer sig om anvendelsesområdet for Rådets forordning nr. 1408/71 om anvendelsen af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT 1971 II, s. 366).»Arbejdstagere, som af deres arbejdsgiver midlertidigt udsendes til udlandet for at arbejde som lønmodtagere eller udøve en dermed ligestillet virksomhed dér, og som i henhold til internationale konventioner eller bestemmelser fortsat er omfattet af den franske lovgivning om social sikring, anses ved anvendelsen af denne lovgivning for at have bopæl og arbejdssted i Frankrig.«Kommissionen har anført, at den nævnte forordning i henhold til artikel 2 finder anvendelse på arbejdstagere, som er eller har været omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater, eller er statsløse eller flygtninge bosat på en medlemsstats område, samt på deres familiemedlemmer og efterladte. Artikel 13 ff., der omhandler bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes, og dermed spørgsmålet om rettighederne, omhandler ikke spørgsmålet om eventuelle rettigheder på grundlag af virksomhed udøvet uden for Fællesskabet. Artikel L 769»Arbejdstagere, som af deres arbejdsgiver midlertidigt udsendes til udlandet for at arbejde som lønmodtagere eller udøve en dermed ligestillet virksomhed dér og modtager vederlag af arbejdsgiveren herfor, men som ikke, eller ikke længere er omfattet af artikel L 768, er omfattet af den franske lovgivning om social sikring, såfremt arbejdsgiveren forpligter sig til at betale samtlige pligtige bidrag. Efter Kommissionens opfattelse må besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål derfor ske på grundlag af den nationale lovgivning samt under hensyn til princippet om ligebehandling, således som dette inden for anvendelsesområdet for den nævnte forordning nr. 1408/71 er formuleret i forordningens artikel 3. Ved bekendtgørelse fastsættes det længste tidsrum, hvorunder de i det foregående stykke omhandlede arbejdstagere kan vedblive at være omfattet af den franske lovgivning om social sikring. Ved anvendelsen af den anførte lovgivning anses de pågældende for at have bopæl og arbejdssted i Frankrig.«3159
DOM AFSAGT 12. 7. 1984 SAG 237/83 Det må ifølge Kommissionen herefter fastslås, at van Robaeys utvivlsomt er omfattet af artikel L 769, og at han således på lige fod med en fransk statsborger er omfattet af den franske lovgivning under de i artiklen angivne forudsætninger. På grundlag af det anførte foreslår Kommissionen, at spørgsmålet besvares således:»rådets forordning nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet skal fortolkes således, at forbudet mod forskelsbehandling, der navnlig er fastslået i artikel 1 og artikel 3, stk. 1, finder anvendelse på bedømmelsen af de nationale bestemmelser, der gælder, når sådan virksomhed udøves uden for Fællesskabet af en statsborger i Fællesskabet, der har indgået en arbejdsaftale med en inden for Fællesskabet hjemmehørende virksomhed.«iii Mundtlige forhandlinger Sagsøgeren i hovedsagen ved advokat Jean L. de Grandcourt, Paris, og Kommissionen ved advokat F. Herbert, Bruxelles, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 19. juni 1984. Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 4. juli 1984. Præmisser 1 Ved kendelse af 3. juni 1983, indgået til Domstolen den 21. oktober 1983, har Commission de premiere instance du contentieux de la sécurité sociale et de la mutualité sociale agricole de Paris i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af Rådets forordning nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467). 2 Spørgsmålet er opstået under en retstvist mellem det franske selskab Prodest, der formidler midlertidig beskæftigelse, og Caisse primaire d'assurance maladie de Paris; tvisten drejer sig om, hvorvidt en belgisk statsborger, som er ansat i selskabet, fortsat kan være omfattet af den almindelige franske sociale sikringsordning, mens han er udsendt til Nigeria for dér at udføre en arbejdsopgave. 3 Caisse primaire d'assurance maladie de Paris havde afslået selskabets anmodning herom og havde herved henholdt sig til artikel 39, stk. 2, i lov af 3160
PRODEST / CAISSE PRIMAIRE D'ASSURANCE MALADIE DE PARIS 3. januar 1972, der er optaget som artikel L 341-3, stk. 3, i Code du travail, og som lyder således:»medmindre andet følger af internationale overenskomster, må en virksomhed, der formidler midlertidig beskæftigelse, ikke stille udenlandske arbejdstagere til rådighed, såfremt arbejdsydelsen skal erlægges uden for fransk område«. Caisse primaire var af den opfattelse, at bestemmelsen også omfattede statsborgere inden for Fællesskabet, medmindre der var tale om en udstationering til en medlemsstat. 4 Idet den nationale ret fandt, at løsningen af sagen afhang af fortolkningen af den nævnte fællesskabsforordning, bestemte den, at sagen skulle udsættes, og at følgende spørgsmål skulle forelægges Domstolen:»Kan en forsikret, der er statsborger i et af Det europæiske økonomiske Fællesskabs medlemslande og ansat i et fransk selskab og bosat i Frankrig, under henvisning til forordning nr. 1612/68/EØF kræve at bevare sine rettigheder i henhold til den almindelige franske sociale sikringsordning, mens han er udsendt til Nigeria, og bliver i så fald forbudt i artikel 39, stk. 2, i lov af 3. januar 1972, der er optaget som artikel L 341-3, stk. 3, i Code du travail, uden virkning?«5 Det bemærkes indledningsvis, at hovedsagen vedrører den situation, at en statsborger i én medlemsstat er ansat som lønmodtager i et selskab med hjemsted i en anden medlemsstat, og at et sådant tilfælde principielt er omfattet af fællesskabsbestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet. Den nationale ret har i den forbindelse i det væsentlige rejst de spørgsmål, om disse bestemmelser ikke gælder, såfremt en arbejdsgiver inden for Fællesskabet udsender arbejdstageren i en midlertidig arbejdsopgave uden for Fællesskabet. 6 I dom af 12. december 1974 (Walrave mod Union cycliste internationale, sag 36/74, Sml. s. 1405), der blandt andet drejede sig om betydningen af, at den pågældende virksomhed delvis blev udøvet uden for Fællesskabets område, 3161
DOM AFSAGT 12. 7. 1984 SAG 237/83 kendte Domstolen for ret, at forbudet mod forskelsbehandling, som blandt andet er fastslået i traktatens artikel 48 og i den ovenfor nævnte forordning nr. 1612/68, gælder for bedømmelsen af ethvert retsforhold for så vidt dette, enten på grund af stedet for dets stiftelse eller på grund af stedet for dets virkninger, kan stedfæstes til Fællesskabets territorium. Det følger heraf, at den omstændighed, at virksomheden midlertidigt udøves uden for Fællesskabets område, ikke er tilstrækkelig til at udelukke, at ovennævnte princip finder anvendelse, såfremt arbejdsforholdet dog har en tilstrækkelig snæver forbindelse med Fællesskabets område. 7 I et tilfælde som det foreliggende er der tale om en sådan forbindelse under hensyn til, at den pågældende arbejdstager, der er statsborger inden for Fællesskabet, dels er ansat i en virksomhed i en anden medlemsstat og følgelig er omfattet af den sociale sikringsordning i den pågældende stat, dels fortsat udøver virksomhed for den pågældende fællesskabsvirksomheds regning også under udstationeringen i tredjelandet. 8 I henhold til artikel 7, stk. 2, i den førnævnte forordning nr. 1612/68 gælder forbudet mod forskelsbehandling ligeledes med hensyn til arbejdstagernes sociale rettigheder. Selv om den pågældende bestemmelse efter sin ordlyd omhandler de rettigheder, som tilkommer en statsborger i én medlemsstat på de andre medlemsstaters område, skal den i lyset af Domstolens ovenfor anførte praksis fortolkes således, at den tillige finder anvendelse på et tilfælde som det, der er beskrevet ovenfor. 9 Der følger af det anførte, at de sociale myndigheder i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har hjemsted, ved anvendelsen af deres nationale lovgivning på et tilfælde som det foreliggende skal anse enhver bestemmelse, der diskriminerer over for arbejdstagere, der er statsborgere i en anden medlemsstat, som værende uden virkning. 10 Det forelagte spørgsmål skal herefter besvares således, at fællesskabsbestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed, herunder bestemmelserne i Rådets forordning nr. 1612/68 af 15. oktober 1968, skal fortolkes således, at forbudet mod forskelsbehandling også finder anvendelse i det tilfælde og i 3162
PRODEST / CAISSE PRIMAIRE D'ASSURANCE MALADIE DE PARIS det tidsrum, hvor en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat og ansat som lønmodtager i en virksomhed i en anden medlemsstat, udøver virksomhed uden for Fællesskabet for den pågældende fællesskabsvirksomheds regning. Det følger heraf, at ved anvendelsen af den medlemsstats lovgivning, hvori virksomheden er hjemmehørende, vedrørende bevarelse af rettigheder i henhold til den almindelige sociale sikringsordning i denne stat under arbejdstagerens midlertidige udsendelse til et tredjeland, er enhver bestemmelse, der diskriminerer over for statsborgere fra andre medlemsstater, uden virkning. Sagens omkostninger 11 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN (femte afdeling) vedrørende det spørgsmål, som er forelagt den af Commission de premiere instance du contentieux de la sécurité sociale et de la mutualité sociale agricole de Paris, ved kendelse af 3. juni 1983, for ret: Fællesskabsbestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed, herunder bestemmelserne i Rådets forordning nr. 1612/68 af 15. oktober 1968, skal fortolkes således, at forbudet mod forskelsbehandling også finder anvendelse i det tilfælde og i det tidsrum, hvor en arbejdstager, der er statsborger i en medlemsstat og ansat som lønmodtager i en virksomhed i en anden medlemsstat, udøver virksomhed uden for Fællesskabet for den pågældende fællesskabsvirksomheds regning. Det følger heraf, at ved anvendelsen af den medlemsstats lovgivning, hvori virksomheden er hjemmehørende, vedrørende bevarelse af rettigheder i henhold til 3163
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA HR. LENZ SAG 237/83 den almindelige sociale sikringsordning i denne stat under arbejdstagerens midlertidige udsendelse til et tredjeland, er enhver bestemmelse, der diskriminerer over for statsborgere fra andre medlemsstater, uden virkning. Galmot Due Everling Kakouris Joliét Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. juli 1984. Justitssekretæren efter bemyndigelse H. A. Rühl Y. Galmot Ekspeditionssekretær Formand for femte afdeling FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT C. O. LEN2 FREMSAT DEN 4. JULI 1984 1 Indholdsfortegnelse A Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger 3165 Det præjudicielle spørgsmål 3165 B Stillingtagen 3166 1. Fortolkning af princippet om den frie bevægelighed 3166 2. Retsforskrifterne 3167 3. Europa-Domstolens praksis 3167 a) Walrave, sag 36/74 3167 b) Bozzone, sag 87/76 3168 4. Vedrørende virkningerne inden for Fællesskabet af forskelsbehandling af indog udlændige i aftaler om midlertidig beskæftigelse, hvorunder der tilbydes udenlandsk arbejdskraft 3168 5. Vedrørende virkningerne af kravet om ligebehandling 3169 C Forslag til afgørelse 3170 1 Oversat fra tysk. 3164