Line er på vej hjem fra universitetet. Hun har travlt. Skal ind at mødes med sin lillebror, Peter, som hun ikke ser så tit. De har aftalt at mødes på Bankeråt. Der kan man få lov til at sidde i fred, også selvom man ser lidt sær ud, og for det trænede øje er der ingen tvivl om, at Peter er misbruger, uanset hvor velklædt han til tider er, de gange han tager sig sammen og prøver at blive afvænnet. Så kommer forfængeligheden altid op i ham, han køber nye stramme jeans, der sidder nede på de slanke hofter, og dyre scoreskjorter. Line kom for sent af sted. Hendes underviser blev ved med at ævle løs om et eller andet og ville ikke slippe sine studerende. En eller anden ung og ivrig amanuensis, der stadig nærer drømmen om at blive den bedste underviser, de nogensinde har haft. Peter har ikke nogen mobiltelefon, og hun ved, at han ikke kan lide at sidde alene offentlige steder, hvor han ikke føler sig hjemme. Hvis hun ikke er der til tiden, kan hun ikke være sikker på, at han venter på hende. Det er seks måneder siden, hun sidst har set ham. Hun ved ikke engang, om han har fået de penge, hun har sat ind på hans konto. Da underviseren endelig slipper dem fri, er hun på 164
ti sekunder ude af universitetets hovedindgang. Ud ad øjenkrogen får hun øje på Morten, der står ved glasdørene og snakker med en pige, hun ikke kender. Det regner, og Line trækker hætten op over hovedet, da hun løber ud. Morten ser hende heldigvis ikke, da hun snubler ind i en fyr, der trækker sin cykel lige ud fra cykelstativet. Der, hvor Louises grønne racer burde stå. Den er væk. Hun vender sig rundt, spejder ud over cykelstativet, den er ingen steder. Men hun har ikke tid til at se sig rigtigt om, for i samme øjeblik får hun øje på bussen ovre ved stoppestedet, og derfor bemærker hun ikke, at cyklen blot er blevet flyttet over til muren overfor, ind under et træ. Regnen plasker ned ad bussens ruder. Indenfor lugter der af gadesnavs og vådt tøj, og der stiger en fugtig, kvælende varme op, som i en kreaturvogn. Bussen snegler sig af sted gennem myldretidstrafikken, og buschaufføren dytter hidsigt af cyklister, taxaer og andet godtfolk. Line står og tripper i mellemgangen, presset ind mellem to barnevogne. I det her tempo når hun det aldrig. Hvis hun springer af bussen på Nørrevold, kan hun løbe igennem Ørstedsparken. Hun bliver ganske vist våd, men hun kommer hurtigere derhen. Hun springer af som den første, allerede før bussen er bremset helt op. Hun løber ud mellem bilerne, der kører i sneglefart af sted i kø. En taxa svinger ud foran hende, gennem en vandpyt, og vandet sprøjter op ad hendes ben. 165
Line når over gaden og ind i parken. Hun holder blikket vendt mod jorden, mens hun løber af sted, for at undgå de værste vandpytter. Hvad hun ikke ser, er den patruljevogn, der holdt uden for universitet og ventede, og som har fulgt bussen hele vejen ind til Nørrevold. Da Anders V. ser Line springe af, drejer han hurtigt ind ved cykelstien og parkerer bilen i anden position. Hvis de pågældende biler skal ud, så må de vente, til han er tilbage. Han sætter blinket på og springer over gaden. Da Line hører skridtene bag sig første gang, skænker hun det ikke en tanke. Det er først, da hun gennem trafiklarm og regnvejr registrerer, at deres rolige, ensartede takt er som en slags underlægningsmusik bag hende, at hun vender sig om for at se, om der er nogen. Men hun kan ikke se nogen. Line begynder at løbe hurtigere. Regnen slår ned mod hendes hår og ansigt, og hun får de våde totter pandehår i øjnene. Hun ved ikke helt, hvorfor hun bliver så nervøs. Hun er normalt ikke typen, der er bange for at gå mørke steder eller bevæge sig alene rundt i byen. Hun hører sin egen overfladiske vejrtrækning og pulsen i ørerne dunke i takt med sine støvler, der snubler af sted hen over de våde stier, der er mudrede efter årets første voldsomme forårsstorm. Flere steder ligger gruset i store smattede kager, som hun må hoppe over. Nede langs søen vender hun sig 166
løbende om for at se, hvem der følger efter hende, men hun vrider anklen om i en dyb vandpyt, hvor regnen har udhulet et hul i grusstien. Knæene hamrer ned i gruset, og Line kan mærke de småbitte sten bore sig ind i den bare hud. Hun springer op igen så hurtigt, hun kan, men hun mærker med det samme hudafskrabningen på venstre knæ og den ømme ankel. Hun humper videre. Vil bare ud af parken. Hun kan ikke længere høre ham bag sig, men alligevel springer hun op ad grustrappen ved Hacienda to skridt ad gangen og styrter ud ad parkens store støbejernsport. Der er rødt i lyskrydset, men ingen biler i nærheden, og Line halter over fodgængerfeltet. En bil, hun ikke havde set, suser forbi, inden den drejer om hjørnet og forsvinder ned mod Frederiksborggade. Så bliver Line alligevel nysgerrig. Hun vender sig om for at se, om der kommer nogen ud efter hende. Hendes vejrtrækning falder til ro, mens hun står tilbagetrukket i skyggen i døråbningen og venter. Hun ser ned ad sig selv og opdager for første gang de store plamager af grus og regn, der er splattet helt op på hendes bryst. Hun forsøger forgæves at børste det af, men opgiver. Hun må ordne det, når hun kommer ind på cafeen. Måske har de et viskestykke, hun kan låne. Der kommer ikke nogen ud ad støbejernsporten, men Line er ikke sikker på, om ikke der står en skygge inde bag et af træerne lige ved indgangen. Hun får 167
kuldegysninger og kan nærmest mærke den ukendtes blik brænde, der hvor det rammer hende. Hun springer ud i regnvejret igen og løber hen over vandpytterne ned til Bankeråt. Baren er allerede pakket og tilrøget. Hun træder op ad de tre trin og ser sig fortumlet om i det orange rum, ind under lamperne, hvor lyset skinner ud gennem slidte dukkehoveder, men hun kan ikke få øje på Peter. Line stiller sig op i baren, og bartenderen rækker hende en serviet.»du ser ud, som om du trænger til det.«line tager den taknemmeligt og smiler, idet hun tørrer servietten hen over det våde hår og mascaraen, der er løbet ned ad hendes kinder. Hendes hjerterytme er ikke helt faldet til ro endnu, så hun bestiller en øl og spørger samtidig, om hun må låne et viskestykke. Bartenderen rækker hende det allerede, inden hun har talt færdigt. Så griber hun dagens avis og bladrer henkastet i den, mens hun hele tiden holder øje med døren for at se, om Peter også kommer for sent, eller om han allerede er stukket af igen. Bartenderen skubber øllen hen over disken til hende.»er det dig, der er Line?«spørger han.»ja, hvorfor?din bror, ham Peter, bad mig sige, at han er smuttet, men han ringer til dig.«168
»Kender du Peter?Ja, eller altså, jeg ved godt, hvem han er, men jeg kender ham ikke personligt,«siger han og ser på hende med et blik, Line ikke rigtig kan tyde. Hun snupper ølglasset fra disken, tager en ordentlig slurk og slår så avisen op foran ansigtet.»tak skal du have.no problem.«så sidder hun ellers der og stritter. Hun overvejer, om hun skal ringe til Louise. De har leget koldkrig siden skænderiet. Line savner at have en at snakke med, selvom hun sjældent betror sig til nogen. Men hun og Louise er i familie, så der er rigtig mange ting, Line hverken behøver at holde skjult eller forklare, når de taler sammen. Hun kender også Gretelise og Peter. Ved, hvad der skete med hendes far. Line finder mobilen frem og sender hende en sms. Hun har siddet inde på Bankeråt en halv times tid. Øllen er drukket færdig, avisen er blevet læst, og det regner stadig udenfor. Louise har ikke svaret på sms en, så Line forsøger at tage sig sammen til at tage hjem, da hun i et afbræk i musikken hører lyden af døren, der går op. Hun ser hurtigt op. Måske er det Louise, der alligevel er dukket op. Først registrerer hun bare hans politiuniform, så ser hun walkietalkien og pistolen ved hoften, det lyse hår og ansigtet, som hun har set før helt tæt på. Anders V. 169
Jørgensen. Så bemærker hun, at hans uniform er helt våd, som om han har stået i regnen rigtig længe. Line slår blikket ned og springer ned fra barstolen, før han får øjenkontakt med hende. Hun ser sig om efter et sted, hvor hun kan sætte sig, hvor hun ikke er helt så udsat som i baren, men der er ikke nogen ledige pladser, og hun bevæger sig automatisk ind i baglokalet og ned ad trappen til toiletterne. Hun låser sig inde i den ene bås og anstrenger sig for over musikken på toilettet at høre, om han følger efter hende ned ad trappen. Så hører hun lyden af en, der kommer ind på toilettet og tænder for vandet i håndvasken. Automatisk trækker Line fødderne op under sig, så der ikke er nogen, der kan se hendes støvler under døren. Hun prøver at trække vejret så stille som muligt, kan høre, at der kommer en person mere derud. Først bliver lågen ind til båsen ved siden af åbnet, så bliver der taget i døren ind til hende. Hun kvæler et gisp med hånden for munden.»er der nogen derude?«spørger en mandlig stemme. Line kan genkende hans jyske accent.»nej, det tror jeg ikke.der er låst.jamen, det er der sommetider, hvis toilettet ikke virker eller sådan noget.du har altså ikke set nogen gå herind?»nej. Leder du efter nogen?«170
»Ja. En pige med langt, lyst hår.«den anden pige griner hæst og siger:»gør I ikke alle sammen det?«og så kan Line høre, at hun går ud af toilettet. Men hun kan ikke høre politimanden gå. Han venter stadig på hende. Line sidder derude med benene op under sig lang tid efter, at hun har hørt Anders V. forlade toilettet. Tårerne løber stille ned ad hendes kinder. Flere gange er der nogen, der flår i døren, og efterhånden som det bliver senere og senere på aftenen, bliver kommentarerne til den lukkede dør mere og mere slørede og irritable. Da hun endelig låser døren op, flår en anden pige den op og hvæser ind i hovedet på hende:»der er for helvede nogen af os, der skal pisse.«171