Samling af Afgørelser DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling) 14. marts 2019 *»Præjudiciel forelæggelse direktiv 2010/24/EU gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger artikel 13, stk. 1 artikel 14, stk. 2 tvangsinddrivelse af den bistandssøgende medlemsstats fordringer, der foretages af myndighederne i den bistandssøgte medlemsstat sag vedrørende et krav om omstødelse af betalingen af disse fordringer til fordel for konkursmassen for et selskab, der har hjemsted i den bistandssøgte medlemsstat den sagsøgte part i denne sag fastsættelse«i sag C-695/17, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsinki, Finland) ved afgørelse af 5. december 2017, indgået til Domstolen den 12. december 2017, i sagen Metirato Oy, under konkurs, mod Suomen valtio/verohallinto, Eesti Vabariik/Maksu- ja Tolliamet, har DOMSTOLEN (Første Afdeling), sammensat af afdelingsformanden, J.-C. Bonichot, Domstolens vicepræsident, R. Silva de Lapuerta (refererende dommer), og dommerne C. Toader, A. Rosas og L. Bay Larsen, generaladvokat: M. Bobek, justitssekretær: A. Calot Escobar, på grundlag af den skriftlige forhandling, efter at der er afgivet indlæg af: den finske regering ved H. Leppo, som befuldmægtiget, den estiske regering ved N. Grünberg, som befuldmægtiget, Europa-Kommissionen ved W. Roels og I. Koskinen, som befuldmægtigede, DA * Processprog: finsk. ECLI:EU:C:2019:209 1
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 22. november 2018, afsagt følgende Dom 1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 2, i Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (EUT 2010, L 84, s. 1). 2 Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Metirato Oy på den ene side og Suomen valtio/verohallinto (den finske stat skattemyndighederne) og Eesti Vabariik/Maksu- ja Tolliamet (den estiske stat skattemyndighederne) på den anden side vedrørende et krav fremsat af kuratoren for dette selskabs konkursbo om omstødelse af betalingen af fordringer, som den finske stat har inddrevet på den estiske stats anmodning. Retsforskrifter EU-retten 3 Følgende fremgår af første til fjerde betragtning til direktiv 2010/24:»(1) Gensidig bistand mellem medlemsstaterne til inddrivelse af hinandens og Unionens fordringer i forbindelse med visse skatter og andre foranstaltninger bidrager til at sikre et velfungerende indre marked. Den sikrer fiskal neutralitet og har gjort det muligt for medlemsstaterne at afskaffe de diskriminerende beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, som var udformet for at hindre svig og budgetmæssige tab. (2) Der blev først fastlagt ordninger om gensidig bistand ved inddrivelse i Rådets direktiv 76/308/EØF af 15. marts 1976 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med foranstaltninger, der er finansieret af Den europæiske udviklings- og garantifond for Landbruget, samt af landbrugsimportafgifter og told [(EFT 1976, L 73, s. 18)]. Direktivet og dets ændringsretsakter blev kodificeret ved Rådets direktiv 2008/55/EF af 26. maj 2008 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med visse bidrag, afgifter, skatter og andre foranstaltninger [(EUT 2008, L 150, s. 28)]. (3) Disse ordninger udgør et første skridt mod bedre procedurer for inddrivelse i Unionen, idet de harmoniserer gældende nationale regler, men de har imidlertid vist sig utilstrækkelige til at opfylde kravene i det indre marked, som det har udviklet sig de seneste 30 år. (4) For bedre at beskytte medlemsstaternes finansielle interesser og det indre markeds neutralitet er det nødvendigt at udvide anvendelsesområdet for gensidig bistand til inddrivelse til at omfatte fordringer i forbindelse med skatter og afgifter, der endnu ikke er omfattet af gensidig bistand til inddrivelse, mens det med henblik på at imødekomme det stigende antal anmodninger om bistand og opnå bedre resultater er nødvendigt at gøre bistanden mere effektiv og lettere at anvende i praksis. For at opfylde disse mål er væsentlige tilpasninger nødvendige, og det vil ikke være tilstrækkeligt blot at foretage en ændring af det eksisterende direktiv 2008/55/EF. Nævnte direktiv bør derfor ophæves og erstattes af en ny retsakt, der bygger på de resultater, der er opnået gennem direktiv 2008/55/EF, men som fastsætter klarere og mere præcise regler, hvor det er nødvendigt.«2 ECLI:EU:C:2019:209
4 Dette direktivs artikel 1 bestemmer:»dette direktiv fastlægger regler for, hvorledes medlemsstaterne skal bistå ved inddrivelse i en medlemsstat af fordringer som omhandlet i artikel 2, der opstår i en anden medlemsstat.«5 Samme direktivs artikel 10 har følgende ordlyd:»1. Efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed inddriver den bistandssøgte myndighed fordringer, der er omhandlet i en akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat. 2. Den bistandssøgende myndighed tilsender den bistandssøgte myndighed alle relevante oplysninger, som vedrører den sag, der har begrundet anmodningen om inddrivelse, så snart den har fået kendskab til disse oplysninger.«6 Artikel 13 i direktiv 2010/24 bestemmer:»1. Med henblik på inddrivelse i den bistandssøgte medlemsstat behandles enhver fordring, for hvilken der er fremsat anmodning om inddrivelse, på samme måde som hvis det drejede sig om en fordring fra den bistandssøgte medlemsstat, medmindre andet er fastsat i dette direktiv. Den bistandssøgte myndighed anvender sine beføjelser og procedurer i henhold til de love og administrative bestemmelser, der i den bistandssøgte medlemsstat gælder for fordringer i forbindelse med samme skat eller afgift eller, hvis en sådan ikke findes, en lignende skat eller afgift, medmindre andet er fastsat i dette direktiv. [ ] Den bistandssøgte medlemsstat er ikke forpligtet til at give fordringer fra andre medlemsstater samme fortrinsstilling som lignende fordringer, der er opstået i den pågældende medlemsstat, medmindre andet aftales mellem de berørte medlemsstater eller er hjemlet i den bistandssøgte medlemsstats nationale lovgivning. En medlemsstat, der giver en anden medlemsstats fordringer en fortrinsstilling, kan ikke afslå at give de samme eller lignende fordringer fra andre medlemsstater samme fortrinsstilling på samme vilkår. [ ] 5. Med forbehold af artikel 20, stk. 1, fremsender den bistandssøgte myndighed til den bistandssøgende myndighed de beløb, der er inddrevet i forbindelse med fordringen og renterne som omhandlet i stk. 3 og 4 i denne artikel.«7 Direktivets artikel 14 har følgende ordlyd:»1. Tvister vedrørende fordringen, den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, eller den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, og tvister vedrørende gyldigheden af en meddelelse foretaget af en kompetent myndighed i den bistandssøgende medlemsstat hører under de kompetente instansers kompetence i den bistandssøgende medlemsstat. Hvis fordringen, den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, eller den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, anfægtes under inddrivelsesforretningen af en berørt part, underretter den bistandssøgte myndighed den pågældende part om, at sagen skal indbringes for den kompetente instans i den bistandssøgende medlemsstat i overensstemmelse med den gældende lovgivning i den medlemsstat. ECLI:EU:C:2019:209 3
2. Tvister vedrørende de eksekutionsforanstaltninger, der træffes i den bistandssøgte medlemsstat, eller vedrørende gyldigheden af en meddelelse foretaget af en kompetent myndighed i den bistandssøgte medlemsstat indbringes for den kompetente instans i denne medlemsstat i overensstemmelse med gældende lovgivning og administrative bestemmelser i den medlemsstat. 3. Hvis en sag som omhandlet i stk. 1 er indbragt for den kompetente instans i den bistandssøgende medlemsstat, underretter den bistandssøgende myndighed den bistandssøgte myndighed herom og oplyser, i hvilket omfang fordringen ikke er anfægtet. 4. Så snart den bistandssøgte myndighed har modtaget de i stk. 3 nævnte oplysninger enten fra den bistandssøgende myndighed eller fra den berørte part, suspenderer den eksekutionsforretningen, for så vidt angår den anfægtede del af fordringen, indtil der foreligger en afgørelse fra den kompetente instans om spørgsmålet, medmindre den bistandssøgende myndighed anmoder om andet i overensstemmelse med tredje afsnit i dette stykke. Efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed, eller hvis den bistandssøgte myndighed på anden måde skønner, at det er nødvendigt, kan den bistandssøgte myndighed træffe retsbevarende foranstaltninger for at sikre inddrivelse, for så vidt som lovgivningen i den bistandssøgte medlemsstat tillader det, uden at dette dog berører anvendelsen af artikel 16. Den bistandssøgende myndighed kan i henhold til de love og administrative bestemmelser og den administrative praksis, der gælder i den bistandssøgende medlemsstat, anmode den bistandssøgte myndighed om at inddrive en anfægtet fordring eller den anfægtede del af en fordring, for så vidt som det er tilladt efter de love og administrative bestemmelser og den administrative praksis, der gælder i den bistandssøgte medlemsstat. [ ] [ ]«8 Nævnte direktivs artikel 16, stk. 1, første afsnit, fastsætter:»efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed træffer den bistandssøgte myndighed retsbevarende foranstaltninger, hvis dette er tilladt efter dens nationale lovgivning og i henhold til sin administrative praksis, for at sikre inddrivelse, hvis en fordring eller den akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, anfægtes på det tidspunkt, hvor anmodningen foretages, eller hvis fordringen endnu ikke er omhandlet i en akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, for så vidt retsbevarende foranstaltninger også er mulige i en lignende situation i henhold til den bistandssøgende medlemsstats lovgivning og administrative praksis.«finsk ret 9 I henhold til 5, stk. 1, i laki takaisinsaannista konkurssipesään (lov om omstødelse ved konkurs) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, kan en disposition bl.a. fordres omstødt, såfremt en kreditor med denne disposition alene eller sammen med andre dispositioner begunstiges utilbørligt til skade for de øvrige kreditorer. Det er en betingelse for en sådan omstødelse, at debitoren var insolvent, da dispositionen blev foretaget, eller at dispositionen har bidraget til dennes insolvens. 10 Denne lovs 10 bestemmer bl.a., at betalingen af en fordring, der finder sted mindre end tre måneder før fristdagen, kan fordres omstødt, såfremt det betalte fordringsbeløb må anses for væsentligt i forhold til boets masse. En sådan betaling kan imidlertid ikke fordres omstødt, såfremt den, henset til omstændighederne, kan anses for sædvanlig. 4 ECLI:EU:C:2019:209
11 I medfør af nævnte lovs 23 kan kurator for konkursboet eller en kreditor, som har anmeldt sit krav, eller hvis krav på anden måde er medtaget på listen over krav, rejse krav om omstødelse ved at anlægge sag eller ved at gøre indsigelse over for anmeldelsen. Dette søgsmål kan anlægges ved den ret i første instans, der har indledt insolvensbehandlingen. Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål 12 Skatte- og toldmyndigheden i Republikken Estland rettede den 18. april 2012 i henhold til artikel 10 i direktiv 2010/24 en anmodning om inddrivelse til den finske skattemyndighed vedrørende skattebetalinger samt renter af disse skattebeløb på i alt 28 754,50 EUR, som skulle inddrives hos Metirato. 13 På grundlag af anmodningen gav den finske skattemyndighed den finske myndighed for tvangsinddrivelse meddelelse om at inddrive den finske skattemyndigheds egne fordringer samt den estiske stats fordringer. 14 Den 12. februar 2013 foretog Metirato en frivillig indbetaling på 17 500 EUR til myndigheden for tvangsinddrivelse, hvoraf 15 837,67 EUR blev overført til den finske skattemyndighed, der på grundlag af nævnte anmodning om inddrivelse sendte 15 541,67 EUR videre til den estiske stat. 15 Metirato foretog derudover den 23. april 2013 en frivillig indbetaling på 17 803 EUR til den finske skattemyndighed. 16 Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsinki, Finland) indledte den 8. maj 2013 på grundlag af Metiratos egen begæring insolvensbehandling af selskabet. 17 Den estiske skattemyndighed sendte den 10. september 2013 endnu en anmodning om inddrivelse til den finske skattemyndighed, der bl.a. omfattede et resterende udestående på 8 840,17 EUR på fordringen omhandlet i den første anmodning om inddrivelse. På grundlag af denne anmodning om inddrivelse anmeldte den finske skattemyndighed den 17. september 2013 foruden sine egne fordringer også den estiske stats skattefordringer over for Metirato. 18 Kurator for Metiratos konkursbo anlagde den 8. maj 2014 sag ved Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsinki) mod den finske stat og skattemyndighed med påstand om, at samtlige betalinger blev omstødt til fordel for Metiratos konkursmasse i henhold til 5 og 10 i lov om omstødelse ved konkurs. 19 Søgsmålet er støttet på argumenter om, at den finske skattemyndighed dels er blevet begunstiget utilbørligt til skade for de øvrige kreditorer, idet skattebeløb, der havde været forfaldne i lang tid, blev betalt, selv om Metirato allerede var insolvent, og at skattemyndigheden burde være bekendt med insolvensen, dels, at Metirato i den kritiske periode, dvs. mellem den 25. januar 2013 og den 8. maj 2013, betalte skattegæld med et beløb, der var væsentligt i forhold til boets masse. 20 Nævnte søgsmål er rettet mod den finske stat og den finske skattemyndighed og, for så vidt som disse måtte blive anset for ikke at være de rette sagsøgte vedrørende beløbet på 15 541,67 EUR, den estiske stat. 21 Den finske stat har påstået frifindelse i det søgsmål, som kuratoren for Metiratos konkursbo har anlagt, og har herved bl.a. gjort gældende, at for så vidt angår beløbet overført til den estiske stat burde søgsmålet have været rettet mod sidstnævnte. Det er den finske stats opfattelse, at den, idet den i overensstemmelse med artikel 10 i direktiv 2010/24 ydede bistand til de estiske myndigheder, udelukkende handlede efter opdrag fra den estiske skattemyndighed, at den på intet tidspunkt var i ECLI:EU:C:2019:209 5
besiddelse af dette beløb, og at dens opdrag ophørte, da fordringen var blevet inddrevet, således at kravet vedrørende nævnte beløb, som kuratoren for Metiratos konkursbo har fremsat, skal gøres gældende over for den estiske skattemyndighed. 22 Den estiske stat har gjort indsigelse mod søgsmålet med den begrundelse, at det ifølge denne stat følger af bestemmelserne i artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 2, i direktiv 2010/24, at for så vidt som kravet rejst af kuratoren for Metiratos konkursbo vedrører et beløb, der er inddrevet af den finske stat, er det alene sidstnævnte, der kan anses for sagsøgte i den omhandlede omstødelsessag. 23 På denne baggrund har Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsinki) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»1) Skal artikel 13, stk. 1, i direktiv [2010/24], for så vidt som det heri bestemmes, at fordringer, for hvilke der er fremsat anmodning om inddrivelse, i den bistandssøgte medlemsstat skal behandles på samme måde, som hvis det drejede sig om den bistandssøgte medlemsstats egne fordringer, fortolkes således a) at den bistandssøgte medlemsstat også er part i en retssag, der vedrører tilbagebetalingen af de beløb, der er blevet betalt som følge af inddrivelsen, eller b) at den bistandssøgte medlemsstat alene forestår inddrivelsen af fordringen i forbindelse med eksekutionen og anmelder fordringen i en egentlig insolvensbehandling, mens den bistandssøgende medlemsstat derimod i forbindelse med en omstødelsessag, der vedrører omfanget af de aktiver, der indgår i insolvensboet, er sagsøgte? 2) Skal [direktiv 2010/24] fortolkes således, at en anden stats fordringer på grundlag af en anmodning om inddrivelse inddrives med de samme midler, men dog således, at de inddrevne aktiver forbliver adskilte og ikke blandes med den bistandssøgte stats aktiver, eller således, at de inddrives sammen med statens egne fordringer og derfor blandes med den bistandssøgte medlemsstats aktiver? Med andre ord: Har [direktiv 2010/24] alene til formål at forbyde, at en anden stats fordringer stilles ringere? 3) Kan en retssag, der vedrører en omstødelse ved insolvens, sidestilles med en tvist vedrørende eksekutionsforanstaltninger som omhandlet i artikel 14, stk. 2, [i direktiv 2010/24] og kan det på grundlag heraf sluttes, at den bistandssøgte medlemsstat i henhold til direktivet også er sagsøgte i denne retssag?«om de præjudicielle spørgsmål 24 Med sine spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 2, i direktiv 2010/24 skal fortolkes således dels, at de finder anvendelse på en sag, hvor der er nedlagt påstand om omstødelse af betalingen af fordringer, der har været genstand for inddrivelse efter anmodning fra den bistandssøgende medlemsstat, til fordel for konkursmassen for et selskab, der har hjemsted i den bistandssøgte medlemsstat, når denne sag er baseret på en indsigelse mod eksekutionsforanstaltninger som omhandlet i nævnte artikel 14, stk. 2, dels, at den bistandssøgte medlemsstat som omhandlet i disse bestemmelser skal anses for at være den sagsøgte part i nævnte sag, og om det herved har betydning, om beløbet for disse fordringer er adskilt fra denne medlemsstats aktiver eller er sammenblandet med disse. 25 I det foreliggende tilfælde bemærkes, at kuratoren for Metiratos konkursbo med sit søgsmål har anfægtet gyldigheden i henhold til finsk ret af inddrivelsen af fordringer, som den finske myndighed med ansvar for inddrivelse af den finske stats fordringer har foretaget med henblik på at inddrive fordringer, som dette selskab skyldte den finske stat og den estiske stat. 6 ECLI:EU:C:2019:209
26 For så vidt som denne tvangsinddrivelsesprocedure er blevet iværksat som eksekution af en anmodning om inddrivelse i medfør af direktiv 2010/24, som de estiske myndigheder har rettet til de finske myndigheder, udgør den en eksekutionsforanstaltning, der er blevet truffet i den bistandssøgte medlemsstat som omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 2. 27 Ifølge denne bestemmelse udgør en tvist som den i hovedsagen omhandlede, der har til formål at anfægte forløbet og resultatet af denne procedure, dermed en tvist vedrørende en eksekutionsforanstaltning, der er truffet i den bistandssøgte medlemsstat, og skal således indbringes for den kompetente instans i denne medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Republikken Finland, i overensstemmelse med gældende lovgivning og administrative bestemmelser i den medlemsstat. 28 Eftersom ordlyden af nævnte bestemmelse imidlertid ikke præciserer, om det er den bistandssøgende medlemsstat eller den bistandssøgte medlemsstat, der er den sagsøgte part i en sådan tvist, skal det undersøges, om dette kan fastlægges på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med direktiv 2010/24. 29 Som det fremgår af første til fjerde betragtning til direktivet, har dette til formål at udvide anvendelsesområdet for direktiv 76/308, der blev kodificeret ved direktiv 2008/55, til fordringer, der endnu ikke var omfattet heraf, for bedre at beskytte medlemsstaternes finansielle interesser og det indre markeds neutralitet samt for at gøre den gensidige bistand i forbindelse med inddrivelse mere effektiv og lettere at anvende i praksis med henblik på at imødekomme det stigende antal anmodninger om bistand. 30 Ifølge artikel 1 i direktiv 2010/24 fastlægger direktivet regler for, hvorledes medlemsstaterne skal bistå ved inddrivelse i en medlemsstat af fordringer, der opstår i en anden medlemsstat. 31 Hvad angår de foranstaltninger, som træffes af den bistandssøgte medlemsstat med henblik på inddrivelse i denne medlemsstat af en fordring, for hvilken der er fremsat anmodning om inddrivelse, skal den bistandssøgte medlemsstat i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, i direktiv 2010/24 anvende sine beføjelser og procedurer i henhold til de love og administrative bestemmelser, der gælder i nævnte medlemsstat, idet enhver fordring, for hvilken der er fremsat en sådan anmodning, behandles på samme måde, som hvis det drejede sig om en fordring fra den bistandssøgte medlemsstat, medmindre andet er fastsat i direktivet. 32 Artikel 14, stk. 4, andet afsnit, og artikel 16, stk. 1, i direktiv 2010/24 fastsætter endvidere en mulighed for, at den bistandssøgte myndighed efter anmodning fra den bistandssøgende myndighed træffer retsbevarende foranstaltninger for at sikre inddrivelse af en fordring, der er blevet anfægtet, forudsat at lovgivningen i den bistandssøgte medlemsstat tillader dette. 33 Artikel 14 i direktiv 2010/24 fastsætter desuden en fordeling af kompetencen mellem instanserne i den bistandssøgende medlemsstat og instanserne i den bistandssøgte medlemsstat for så vidt angår påkendelsen af tvister vedrørende på den ene side fordringen, den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, og gyldigheden af en meddelelse foretaget af en kompetent myndighed i den bistandssøgende medlemsstat, samt på den anden side de eksekutionsforanstaltninger, der træffes i den bistandssøgte medlemsstat, eller gyldigheden af en meddelelse foretaget af en kompetent myndighed i denne sidstnævnte medlemsstat. 34 Denne kompetencefordeling er en naturlig følge af, at fordringen og den akt, der hjemler ret til eksekution heraf, er stiftet og oprettet på grundlag af gældende ret i den bistandssøgende medlemsstat, mens eksekutionsforanstaltningerne træffes i den bistandssøgte medlemsstat i henhold til de lovbestemmelser, der finder anvendelse dér (jf. for så vidt angår direktiv 76/308 dom af 14.1.2010, Kyrian, C-233/08, EU:C:2010:11, præmis 40). ECLI:EU:C:2019:209 7
35 Det følger således af artikel 14, stk. 1, i direktiv 2010/24, at enhver indsigelse mod fordringen, mod den oprindelige akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgende medlemsstat, mod den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte medlemsstat, eller mod en meddelelse foretaget af en kompetent myndighed i den bistandssøgende medlemsstat skal indbringes for de kompetente instanser i denne medlemsstat og ikke for de kompetente instanser i den bistandssøgte medlemsstat, hvis prøvelsesret i medfør af nævnte artikel 14, stk. 2, udtrykkeligt er begrænset til foranstaltninger truffet i sidstnævnte medlemsstat (dom af 26.4.2018, Donnellan, C-34/17, EU:C:2018:282, præmis 43 og 44). 36 Tvister vedrørende de eksekutionsforanstaltninger, der træffes i den bistandssøgte medlemsstat, eller vedrørende gyldigheden af en meddelelse foretaget af en kompetent myndighed i den bistandssøgte medlemsstat indbringes derimod for den kompetente instans i denne medlemsstat i overensstemmelse med gældende lovgivning og administrative bestemmelser i sidstnævnte medlemsstat, idet denne instans er bedst i stand til at fortolke national ret og vurdere lovligheden af en foranstaltning i henhold til denne (jf. for så vidt angår direktiv 76/308 dom af 14.1.2010, Kyrian, C-233/08, EU:C:2010:11, præmis 39, 40 og 49). 37 Det fremgår således for det første af bestemmelserne i direktiv 2010/24, at eksekutionsforanstaltninger, der træffes i den bistandssøgte medlemsstat, reguleres af den nationale lovgivning, der finder anvendelse i denne medlemsstat, og for det andet at tvister vedrørende disse foranstaltninger skal indbringes for den kompetente instans i nævnte bistandssøgte medlemsstat, som skal behandle disse tvister i henhold til bestemmelserne i national ret. 38 Den omstændighed, at en sådan tvist er opstået i forbindelse med en sag om omstødelse til fordel for konkursboet for et selskab, der har hjemsted i den bistandssøgte medlemsstat, kan ikke rejse tvivl om de regler for behandling af denne tvist, som EU-lovgiver har fastsat, eftersom sidstnævnte ikke med hensyn til anvendelsen af disse regler har sondret på baggrund af arten af den sag, hvorunder nævnte tvist er opstået. 39 Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 45-47 i forslaget til afgørelse, følger det derfor af den almindelige opbygning af og formålet med direktiv 2010/24, at et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede, der for den kompetente instans i den bistandssøgte medlemsstat har til formål i henhold til lovgivningen i denne medlemsstat at anfægte gyldigheden af en tvangsinddrivelsesprocedure, der i overensstemmelse med denne lovgivning er indledt af denne medlemsstats myndigheder med henblik på i medfør af nævnte direktiv at inddrive fordringer, der indehaves af den bistandssøgende medlemsstat, skal rettes mod den bistandssøgte medlemsstat, selv om en sådan indsigelse gøres gældende inden for rammerne af en sag, hvorved der er nedlagt påstand om omstødelse til fordel for konkursboet for et selskab, der har hjemsted i denne medlemsstat. 40 Da der i øvrigt ikke i direktiv 2010/24 er fastsat regler for opbevaring af de beløb, der inddrives i den bistandssøgte medlemsstat, indtil disse midler overføres til den bistandssøgende medlemsstat, henhører opbevaringen under medlemsstaternes kompetence, forudsat at forpligtelsen til at overføre de inddrevne midler med renter overholdes. 41 Spørgsmålet om, hvorvidt beløbet for de fordringer, som den bistandssøgte medlemsstat har inddrevet på grundlag af en anmodning om inddrivelse i medfør af dette direktiv, er adskilt fra denne medlemsstats midler eller er sammenblandet med disse, er således uden betydning for den i nærværende doms præmis 38 indeholdte fortolkning. 42 Det bemærkes endvidere, at direktiv 2010/24 hviler på princippet om gensidig tillid (dom af 26.4.2018, Donnellan, C-34/17, EU:C:2018:282, præmis 41). 8 ECLI:EU:C:2019:209
43 Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 54 ff. i forslaget til afgørelse, forholder det sig i tilfælde, hvor en eksekutionsforanstaltning som den i hovedsagen omhandlede, der er truffet i den bistandssøgte medlemsstat med henblik på inddrivelse af en fordring for den bistandssøgende medlemsstat, anfægtes med succes for den kompetente instans i den bistandssøgte medlemsstat, følgelig principielt således, at det påhviler den bistandssøgende medlemsstat at tilbagebetale ethvert beløb, der er blevet inddrevet som følge af denne foranstaltning, og som er blevet overført til den af den bistandssøgte medlemsstat. 44 Under disse omstændigheder skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 2, i direktiv 2010/24 skal fortolkes således dels, at de finder anvendelse på en sag, hvor der er nedlagt påstand om omstødelse af betalingen af fordringer, der har været genstand for inddrivelse efter anmodning fra den bistandssøgende medlemsstat, til fordel for konkursmassen for et selskab, der har hjemsted i den bistandssøgte medlemsstat, når denne sag er baseret på en indsigelse mod eksekutionsforanstaltninger som omhandlet i nævnte artikel 14, stk. 2, dels, at den bistandssøgte medlemsstat som omhandlet i disse bestemmelser skal anses for at være den sagsøgte part i nævnte sag, uden at det herved har betydning, om beløbet for disse fordringer er adskilt fra denne medlemsstats aktiver eller er sammenblandet med disse. Sagsomkostninger 45 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes. På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: Artikel 13, stk. 1, og artikel 14, stk. 2, i Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger skal fortolkes således dels, at de finder anvendelse på en sag, hvor der er nedlagt påstand om omstødelse af betalingen af fordringer, der har været genstand for inddrivelse efter anmodning fra den bistandssøgende medlemsstat, til fordel for konkursmassen for et selskab, der har hjemsted i den bistandssøgte medlemsstat, når denne sag er baseret på en indsigelse mod eksekutionsforanstaltninger som omhandlet i nævnte artikel 14, stk. 2, dels, at den bistandssøgte medlemsstat som omhandlet i disse bestemmelser skal anses for at være den sagsøgte part i nævnte sag, uden at det herved har betydning, om beløbet for disse fordringer er adskilt fra denne medlemsstats aktiver eller er sammenblandet med disse. Underskrifter ECLI:EU:C:2019:209 9