Den transkriberede version af videofortællingen En virtuel cykeltur i Hvidovre Rådhus Velkommen på den virtuelle cykeltur rundt i Hvidovre Kommune. Læn dig tilbage i stolen og mød Hvidovres borgere i deres rette elementer og se Hvidovre som det den er: En åben, imødekommende og kreativ by med en smuk natur, men samtidig også en helt almindelig forstad tæt på København med et stort industriområde og et aktivt foreningsliv. Vi starter ved Hvidovre Rådhus, som er tegnet af arkitekterne Helge Schønnemann og Christian Brandi og blev bygget i årene 1952-55.På Rådhuset finder du Borgerservice, Jobcentret og kommunens forvaltninger. Medborgerhus/bibliotek Ved siden af Rådhuset ligger Hovedbiblioteket og Medborgersalen. Både biblioteket og salen emmer af liv og kultur, og kommunens omkring 400 foreninger er flittige brugere af Medborgersalen. Bredalsparken Mens vi cykler mod Bredalsparken, kan jeg fortælle, at Hvidovre er en kommune med ca. 50.000 indbyggere, hvor over 2000 bor i Bredalsparken. Bredalsparken er tegnet af en af de store danske arkitekter, Svenn Eske Kristensen, og blev opført i halvtredserne. Tankerne bag Bredalsparken var at skabe boliger af høj kvalitet og æstetik med adgang til lys og luft - til helt almindelige mennesker som Betina, Kim og Rita på 90 år, som flyttede ind i 1950, da byggeriet stod færdigt: Rita fortæller: Bredalsparken det er jo en af de smukkeste her i Hvidovre - dét er det. Jeg har boet her siden 1950 og så til nu - der flyttede vi ind 1. juni 1950. Her boede almindelige mennesker - arbejdere der var en maler, og der var en maskinarbejder og en snedker. Risbjerg Kirkegård Efter en tår kaffe hos Rita cykler vi videre fra Bredalsparken ad Biblioteksvej og Arnold Nielsens Boulevard, hvor en del af Hvidovres virksomheder holder til. Træk cyklen gennem den smukke Risbjerg Kirkegård og nyd roen et øjeblik.
Hvidovre Hospital På vej hen til Hvidovre Hospital cykler vi ad Tvingsager, en ikke helt almindelig villavej i Hvidovre. Det siges nemlig, at Tvingsager 3 har været inspiration til Klaus Rifbjergs roman fra 1971 med titlen Lena Jørgensen, Klintevej 4, 2650 Hvidovre. I bogen hører vi bl.a. om Lenas oplevelse af, hvordan engen bag hendes hus blev omdannet til sygehusområde. Hvidovre Hospital blev indviet i 1976, men er blevet udbygget flere gange siden. Hospitalet har Danmarks største fødeafdeling, et klinisk forskningscenter, samt en særlig epidemiafdeling. Vi passerer musikskolen og billedskolen på venstre hånd og kører så ind på kortet over Hvidovre nord. Vi cykler forbi Nusrat Djahan Moskeen som var nordens første og indtil videre Danmarks eneste moske. I det løgkuppel formede hus er der plads til 120 bedende og moskeen er årligt besøgt af ca. 10.000 mennesker. Vi cykler under motorvejen gennem tunnelen og hen mod Hvidovre Kirke som muligvis været grund til at Hvidovre kom til at hedde Hvidovre. Man mener nemlig, at landsbykirkernes farver i Rødovre og Hvidovre var genstand for navnene. Hvidovre Torv er omkranset af Hvidovregitteret, som fortæller byens historie fra oldtiden og frem til 1956, hvor gitteret stod færdigt. Der er brugt fem ton jern og fire års smedearbejde til det 127 meter lange kunstværk. Vi er allerede på vej videre mod Rebæk Søpark som er et gammelt moseområde. Søen blev til, da man i 1870 skulle bruge jord til en dæmning for at lave et ekstra spor til den nærliggende jernbane. I søparken findes flere sjældne træer, og i søen er der lavet en fugleø, hvor fuglene kan yngle i fred og ro. Hvert år afholder Hvidovre Kommune Skt. Hans fest i Rebæk Søpark.
Kettehøj Efter hektisk trafik på Avedøre Havnevej kan du restituere i kolonihaveområdet Kettehøj. Her kan du bl.a. møde Line fra Valby: Fortæller: Hvad er det bedste ved at være herude? Line: Det er, at det er ved at være sommer, og så kan man gå med bare tæer i græsset herude. Og så taler vi rigtig meget med naboerne og hjælper hinanden. Nyttehaverne Efter et velfortjent hvil cykler vi mod nyttehaverne på Avedøre Slettevej. Nyttehaverne tilhører Hvidovre Kommune, som lejer dem ud for få hundrede kroner om året til borgere, der bor i etageejendomme. I Nyttehaverne møder vi Franz Mikolajek: Franz fortæller: Det første her du ser, det er hestebønner. Og det der er dild - to rækker dild. Der er rillet op til at der skal såes nyt og sættes nye frø i jorden. Og det er rødbeder det der og det er nogle blomster, der ellers har været her, men det var groet til i møg, så gravede jeg det så op, og der var enkelte planter, jeg kunne flytte. Det er studenternelliker. Vestvolden Fra Franz i Nyttehaverne cykler vi videre forbi rideskolen og langs jordvolden ud mod motorvejen. Når du når vejs ende kan du sætte din cykel og gå på opdagelse i naturen. Igennem mange år har naturcentret Quark lært børn og unge om natur, klima og miljø. Når du går en tur på Vestvolden møder du de vildtgræssende får og køer, og ved søen møder vi også en skoleklasse på tur med Daniel, som underviser børnene: Daniel fortæller: Halvdelen af klassen var meget overraskede over, at der lå vand heromme. Vi har nogle enkelte, som er herude ofte, men vi har også rigtig mange, som ikke vidste, at der fandtes natur her i byen. Så det er til stor overraskelse og til stor glæde for dem også. Avedøre Landsby Fra den smukke natur på Vestvolden cykler vi videre ad Stavnsbjergvej, som er resterne af den gamle hovedlandevej fra København til Køge. Du kommer gennem Avedøre Landsby med dens krogede forløb og gamle huse og føler dig måske ført tilbage i tiden.
Vinmarkerne På vej mod Avedørelejren cykler vi ad Byvej, hvor vi kommer forbi lidt af et særsyn på danske marker. Her går nemlig ikke køer eller får, og marken er ikke fyldt med rapsplanter eller korn. Nej, her dyrkes vin. Vinstokke står ud mod Byvej og vinen er efter sigende udsøgt og sælges på Michelinrestauranten Noma i København. Vi kommer til Avedørelejren som er en tidligere militærlejr, som består af to dele - den røde del og den gule del. Forsvaret rømmede lejren i 1996, hvorefter Hvidovre Kommune købte lejren og skabte store forandringer. I dag rummer den røde del af lejren bl.a. boliger, Cirkusmuseum, Forstadsmuseet, vandrehjemmet Belægningen, mødelokaler og filmvæksthuset Station Next, og i den gule del ligger filmbyen, hvor filmselskabet Zentropa og andre kreative virksomheder, som arbejder med film, lyd og kommunikation holder til. I filmbyen er der bl.a. lavet optagelser til Lars Von Triers film Dancer in the Dark og Susanne Biers Italiensk for Begyndere. Lige ved siden ad Avedørelejren ligger Avedøre stationsby som blev opført i 1972-1982 ud fra en funktionalistisk vugge til grav tanke: Indkøbsmuligheder, kulturelle tilbud, kirke, skole, institutioner og idrætscenter skulle være tilgængelige inden for murene. En lang række af Avedøre Stationsbys udendørsarealer er istandsat af beboerne selv, som miljø- og kunstprojekter. Byparken, som ligger ved Store Hus er centrum for markedsdage, byfester, Sankt Hans og mange andre aktiviteter året rundt. Der er 2500 lejeboliger i stationsbyen - lejligheder, rækkehuse og på toppen af store hus penthouselejligheder med udsigt over Køge bugt. I store hus bor også Sofie på 24 år, som læser Nanoscience på Københavns Universitet. Sofie fortæller: Det her er mit bedste sted (Byparken). Her er rigtig mange arrangementer for husets beboere - vi har bl.a. haft Sankt Hans bål herovre, hvor alle samles rundt om bålet. Det var rigtig hyggeligt, og hvis ikke man har lyst til at gå herned, kan man jo sidde oppe på sin altan og nyde udsigten. Avedøre Holme/Helseholmen På vej mod Avedøre Holme kører vi langs Vestvolden, som er et over 100 år gammelt befæstningsværk, som strækker sig fra Utterslev mose til Avedøre. Volden er fredet og har et rigt dyre- og planteliv, og hvis du er en barnlig sjæl, kan du hente app en Forsvundet i tiden og tage på Vestvolden og slippe legebarnet fri.
Efter vi har passeret broen over motorvejen til Avedøre Holme, breder en sødlig duft sig med en blanding af rå industri. Kør efter duften, og du kommer forbi bl.a. Michelsen chokolade, som har deres produktion på Avedøre Holme. Lige ved Michelsen Chokolade ligger Helseholmen, og for at undgå flere fristelser kan vi passende tage den vej. Vi sætter tempoet op, og cykler videre mod de store møller og ud på dæmningen, i duften af tang og saltvand fra Køge bugt. Genbrugspladsen På dæmningen kommer vi forbi genbrugspladsen og de tre store vindmøller ud mod vandet og nyder udsigten over Køge bugt og Vestamager. Vi passerer Avedøreværket som sammen med vindmøllerne er et vartegn, ikke kun for Hvidovre, men også for Danmark. Her står det højeffektive multibrændselskraftværk side om side med vedvarende energi i sin bedste form, og i kraft af møllernes og Avedøreværkets skorstenes højde på godt 150 meter, kan værket og møllerne ses over det meste af Storkøbenhavn. Hammerholmen Vi følger endnu et duftspor. Denne gang fører det os forbi Schulstad, én af de omkring 375 virksomheder, som holder til på Avedøre Holme. Vi må videre fra den rå industri, men har du ikke fået nok, kan du dreje til venstre ad Stamholmen og cykle hen til porten og iagttage den tunge trafik, der passerer i en lind strøm. Strandengen Efter en rå omgang på Avedøre Holme er vi igen havnet i et grønt område. På din venstre side ligger det inddæmmede område Strandengen, som afgræsses af får og kalve, og når vi cykler længere mod øst, åbnes landskabet mod Amager og Kalveboderne. Lodsparken/Hvidovre Havn Vi cykler gennem villakvarteret omkring Langhøjskolen og ned mod havnen, som er hjemsted for Hvidovre sejlklub, kajakklubben, roklubben, jagtforeningen og søspejderne. Her møder vi Hans, som bruger meget af sin tid på havnen: Fortæller: Hvad er det bedste sejlervejr? Hans fortæller: Skyfri himmel og havblik. Og så kan man jo godt lige smide fiskestangen ud.
Fra Hans' båd i havnen cykler vi videre gennem Lodsparken og ned til badestranden. Badestrand Vandet er ikke særlig dybt og stranden er lille og hyggelig og derfor særdeles velegnet til leg med børn. På stranden er der en badebro, som fører 35 meter ud i vandet. Vi kommer ind i Kystagerparken som er et naturområde og vildtreservat. Her kan man bl.a. møde skumcikader, snoge, fiskehejrer og tårnfalke. I det lille bådelaug møder vi også Lucas på 5 år. Fortæller: Lucas, hvad skal du lave nu? Lucas fortæller: Bare sejle. Kun sejle, og så kommer vi tilbage. Efter at ha sendt Lucas godt på vandet cykler vi mod Bjerget som er et vartegn for Hvidovre. Bjerget er 22 meter højt og skabt af overskudsjord fra byggeriet af bla. Hvidovre Hospital. Fra Bjerget er en flot udsigt over Kalveboderne, København og Hvidovre. På bjerget starter Planetstien, som er en model af solsystemet i størrelsesforhold til 1: 1 milliard. Om vinteren er bjerget flittigt besøgt af kælkeglade vintergæster. Risbjergkvarteret Vi cykler væk fra den smukke natur og tilbage til byen under broen ved Åmarken station og op ad Brostykkevej. Vi drejer til højre og kommer ind i det ældste villakvarter i Hvidovre, Risbjergkvarteret. Længe inden Hvidovre blev til den forstad den er i dag, havde den i mange århundreder været en lille landsby omgivet af marker. I begyndelsen af 1900 tallet blev landbrugsjorden solgt ud i små parceller til boligløse københavnere, der byggede små kolonihavehuse, som gennem årene blev forbedret og tilføjet knopskydninger og tilbygninger af forskellig art. Det er denne mangfoldighed der i dag giver Risbjergkvarteret sin særlige charme. Den virtuelle cykeltur er nu slut og vi er tilbage ved rådhuset. Udover de mange steder vi har besøgt er der mange andre steder i Hvidovre der er et besøg værd, så det er bare op på jernhesten og ud og opleve byen med dens mange facetter. Rigtig god tur!