Middelalder og Fantasy D-Klassens Historier Braarup Skole Anno 2015
Adam på eventyr Af Freja, Ida og Casper J eg skriver i det Herrens år 1518. Jeg hedder Adam. Jeg er karl for herremanden. Fordi jeg havde lavet balladede. Jeg satte en fælde i døren. Det vil sige at det var en spand vand over døren for at drille en pige som hedder Freya. Men den faldt ned på herremanden. Han hedder Jens og kan godt blive gal. Derfor skal jeg være karl i et år. Og det var bare på grund af en dum spand med vand. Vi har været venner lige siden vi var helt små. Og vi elsker at lege sammen. Men vi skal arbejde hele tiden.
Jeg bor i en lille landsby ved navn Estvad. Jeg arbejder på Estvadgård. Freya er Jens datter. Freya har sørget for at jeg kun fik et års straf i stedet for to år. Landsbyen er meget lille men hyggelig. Jeg kender næsten alle i byen. For eksempel smeden som hedder Henrik eller skomageren Søren. Præsten Shyldirn kommer fra Norge og er byens præst og Nordjyllands Biskop. Husene er små. Naturen er stor og smuk. Jeg skal på arbejde nu siger Ole som er Adams far. Og lav ikke mere ballade når jeg er væk siger han og smækker døren. Jeg vil måske tage hen til kirken, nu hvor det er min eneste fridag. Da Adam kommer hen til kirken ser han at der er flere folk foran kirken Der er en der er død af pest siger en mand. Han var min bedste ven siger manden og snøfter lidt. Adam går hjem igen. Hans far siger at han ikke må se døde mennesker.
Næste dag går jeg over til købmandshuset. Jeg skal købe noget brød og øl brygget af købmanden, og to lerkrukker. Det bliver 11 sølvmønter siger købmand Henning. Pludselig kommer Bent ind. Han er Hennings konkurrent. Nå har du tjent noget eller hva din gamle ged. Forsvind ud fra min butik din snyder råber Henning. I det samme han siger det, smutter Bent væk. Jeg har lidt ondt af Henning. Det er ikke gået så godt siden ham Bent kom. Hans ting er billigere men det er i dårlig stand. Senere da jeg kommer hjem har mor lavet aftensmad. I aften får vi grød med øl. Næste morgen skal Adam ud og hente vand i kilden. Han har en spand med. Der er langt. Han skal skynde sig der hen. Man kan aldrig vide om der er nogle. Hvad er nu det? Det lyder som heste. Og der er mange af dem. Jeg må nok gemme mig. tænker Adam, ellers finder de mig. Og det bliver ikke godt.
De stopper op lige foran mig. Pludselig kommer Freya: Hvor har du været? spøger Freya. Jeg var ude og hente vand sagde jeg. Okay siger Freya. Men jeg så nogle riddere. Jeg tror at de var fra kongen. De havde i hvert fald en løve på skjoldet. Jeg tror de er væk nu. sagde Adam. Jeg kigger lige sagde Adam. Rigtig nok var de væk. Lidt efter gik Adam ud af busken. Det begyndte at blive mørkt. Adam var lige kommet hjem. Han havde ikke så meget vand med hjem. Men hvis hans mor kunne spare lidt på det, var der til flere dage. Næste dag skulle han ud og passe fårene. Da han kommer derhen skal han tælle fårene. Men noget er galt. Et af fårene mangler. Det er ikke godt. Det er et af herremandens får der mangler. Hvis han ikke finder det kan han blive dødsdømt. Åh NEJ! tænker Adam. Han må straks finde det. Han løber ud i skoven for at finde det. Han kan ikke se noget som helst spor af det forsvundne får. Det er ved at blive mørkt. Adam er stadig ude i skoven. Han er faret vild så han kan lige så godt blive ved med at lede. Månen står højt på himlen og Adam er ved at være træt. Han må finde ly et sted i skoven. Til hans held er der en lille klippe han kan sove under. Dagen efter da han vågner leder han videre. Men fåret er sporløst forsvundet. Det var menings løst at vende tilbage. Han gik i lidt tid inde i skoven. Han kiggede ned i jorden. Han stoppede brat op og står helt stille. Han siger ikke en lyd. Han lyttede. Det lød som en hest. Ikke bare en hest men to heste. Hestene løb og stoppede lige pludselig. Adam gemte sig bag et træ. De stod tæt på, for han kunne høre dem snakke. Han hørte ikke hvad de snakkede om. Lidt efter gik de. Adam ledte videre. Lige ind til han så Shyldrin gå rundt med et får. Men hvad lavede han med et får. Men vent nu lige lidt. Det var herremandens får. Hvad
lavede han med den. Adam fulgte efter ham et lille stykke vej ind til en lille hytte. Shyldrin gik ind i hytten. Adam kiggede ind af en lille sprække i døren. Huset var ikke så stort. Døren var af lavet af gammelt træ. Taget var af strå. Ærlig talt var det halvråddent. Adam gik ind i hytten. Gulvet knirkede lidt. Adam lukkede den knagende dør bag sig. Han listede lidt rundt i hytten lige indtil han hørte en gå ned af trapperne. Han gemte sig under et lille bord i køkkenet. Da Shyldrin var kommet ned af trapperne satte han sig ved det lille bord hvor Adam sad under. Adam samlede mod til at rejse sig. Shyldrin sad og spiste brød, da Adam pludselig rejste sig. Hvad laver du her din lille møgunge! råbte Shyldrin. Leder efter mit får din snyder! råbte Adam. Shyldrin tog fat i Adam. Lad mig gå din snyder. Aldrig i livet, du kender min hemmelighed! råbte Shyldrin. Bare fordi du er led! sagde Adam. HOLD KÆFT! råbte Shyldrin lige op i hovedet på Adam. Men hvorfor vil du tage fårene spurgte Adam. For at tage hævn! råbte Shyldrin surt. Okay sagde Adam bange: Men hvem vil du tage hævn over? spurgte Adam. Herremanden. Sagde Shyldrin surt. Shyldrin slog ud efter Adam. Men Adam undveg hans slag. Adam løb op af trapperne i en fart. Men Shyldrin var lige bag ved ham Shyldrin fik fat i Adams ene ben. Hvorfor vil du tage hævn over herremanden. Råbte Adam i et flugtforsøg. Fordi, inden jeg blev biskop var jeg karl for herremanden. Adam prøvede at sparke ham væk med den anden fod, men det hjalp ikke. Han greb bare fat i den. Giv slip sagde Adam. Endelig lykkes det for Adam at sparke ham væk. Adam kom på benene igen og prøvede at løbe ind i et af de små rum ved siden af. Men det lykkedes Shyldrin at få fat i hans arm.
Der lå et sølvsværd inde i det lille rum. Hvis bare jeg kunne få fat i det så kunne jeg... Adams tanke blev afbrudt af Shyldrin der råbte: Nu er du færdig gnom. Adam prøvede at vende sig om. Da han endelig fik vendt sig om slog han Shyldrin lige i hovedet så han gav slip. Adam prøvede at få fat i sværdet på bordet, men det var for sent. Shyldrin havde alerede fået fat i sværdet. Han skulle lige til at hugge hovedet af Adam. Adam rullede over til den ene side. Så sværdet landede ved siden af ham og sad fast. Shyldrin tog sværdet op og slog igen ud efter Adam, men Adam nåede lige at rejse sig op og undvige slaget. Nu sparkede Adam Shyldrin s ene ben væk under ham. Shyldrin taber sværdet og råber. av for satan!. Adam skynder sig at tage sværdet. Det er meget tungt. Adam slår ud efter Shyldrin. Men Shyldrin dukker sig så Adam rammer forbi. Adam skynder sig ind på en af de små værelser. Desværre taber han sværdet på vejen. Han smækker døren i lige foran hovedet på Shyldrin. Han skynder sig at tage noget reb der ligger på gulvet. Adam tager rebet op og binder dørens håndtag. Shyldrin prøver at sparke døren op, men rebet er for stærkt. Shyldrin får øje på sværdet der ligger foran ham. Han tager det op. Adam leder i en lille skuffe. Han finder et kort og en nøgle. Han tager nøglen op og kigger lidt på den. Måske er det nøglen til skatten, tænkte Adam. Han lagde den i lommen og ledte videre i skuffen. Han fandt en skarp kniv og tog den op. Han satte sig ved siden af døren. Shyldrin stak sværdet igennem den lukkede dør ved siden af Adam. Da Shyldrin fik døren åben og stod i døråbningen sprang Adam frem med kniven i hånden. Han stak den lige i ind i siden på Shyldrin. Shyldrin faldt til jorden. Han slog hovedet ind i muren og besvimede. Adam tog sværdet ud af hånden på Shyldrin. Han svingede sværdet ned over halsen på Shyldrin så han blev halshugget. Adam åbnede den ødelagte dør. Han gik lydløst ned af trappen. Han tog den lille nøgle op af lommen. Han kiggede på den og det mærkelige kort.
Der var en lille prik på kortet. Han kiggede længe på den lille prik på kortet indtil han indså at han står på netop det sted, hvor den lille prik er på kortet. Han gik ned af trapperne til kælderen. Han tager en skovl og hamrer den ned i gulvet ind til der kun var jord. Han graver og graver ind til han støder ind i noget. Han tager jorden lidt væk fra stedet og ser noget der skinner. Han graver lidt videre ude i siden. Han ser et hånd tag og trækker i det. Han hiver skatten op af jorden. Adam tager den lille nøgle op af lommen og låser kisten op. Der ligger et bælte med en skede til et sværd. Han tager sværdet han halshuggede Shyldrin med og sætter det i den. Han tager bæltet på og lukker skatten. Han tager den med udenfor. I det samme kommer en mand på hest. Adam stikker ham ned. Han tager hesten og fylder sadeltaskerne med guldmønter og tager hjem til landsbyen.
Den onde drage Af Nynne, Rasmus og Daniel V i befinder os i det herrens år 1518 på Svansøegård. Jeg hedder Petrus. Jeg er 15 år og min søster Katarina er 14. Vi bor ude i det gamle brændehus. Vi må ikke bo inde med de andre. Vores mor døde da vi var ganske små. Derfor fandt vores far en ny kone. Hun har tre børn, deres navne er Jørgen, Olaf og Frej. De er meget vigtigere for vores far. Månens hvide skær skinner ind gennem de utætte brædder. Det er gyseligt koldt. Katarina snorker. Jeg kan ikke sove. Jeg har en mærkelig fornemmelse. Et eller andet vil ske. Det ved jeg bare. Jeg ligger mig tæt ind til Katarina for at holde varmen. Jeg tager uldskindet over hovedet for ikke at få månens skær i øjnene. Mine øjne lukker i. Da de åbner igen er Katarina væk. Solens stråler varmer mit ansigt. Ude i gården kan man høre vores fars høje dybe stemme. Jeg står op og tager mine klæder på. Over mine underbukser tager jeg en buks på det ene ben, derefter en på det andet. Over min undertrøje tager jeg min uldne trøje på. Jeg lister forsigtigt ud til fårene, for hvis min far ser mig, så er der ballade. På vej ud til fårene hører jeg min far og stedmor snakke sammen. De børn spiser os snart ud af huset. hører jeg min stedmor sige. Det gør de vel. hører jeg min fars triste stemme sige. Da jeg kikker over mod gården ser jeg en stor sort hale. Jeg løber med fuld fart mod fårene. Da jeg kommer ud til fårene løber de frit omkring.
Pludselig hører jeg et plask. Jeg løber mod søen. Da jeg kommer helt hen til søen opdager jeg at et af fårene er faldet i. Jeg sætter mig stille ned og knæler. Jeg beder til Sankt Leonard. Fåret må bare ikke dø. Baaaaah lyder det. Fåret flyver op af søen og løber videre. Jeg så at Olaf var på vej hen til mig, så jeg begynde at løbe. Jeg løb så hurtigt jeg kunne. Bang. Jeg vendte mig rundt for at se hvad det var. Det var Olaf der faldt over en træstup. Jeg løb hen til ham for at hjælpe ham op. Jeg sladrer til far, knold! Jeg tog hårdt fat i hans arm og sagde med alvorlig stemme. Hvis du sladrer så smadrer jeg dig! Nemlig siger han med en skræmt stemme. Langt fra heden hørte jeg et brøl. Olaf og jeg stod stille og kiggede mod gården. Fra gården løber den skrigene Katarina lige mod os. Da Katarina forpustet kom hen til os siger hun. Jeg så en drage. Far stod bare og så på siger hun. Altså han stirrede bare på dragen, sagde hun.
Fra gården lød der et endnu højere brøl. Flammer steg fra gården. Dragen fløj op over flammerene og ud på heden. Katarina faldt pludselig. Det hun faldt over, var et stykke sølv med ædelsten, der stak op ad jorden. Jeg satte mig i knæ og gravede. Da jeg fik gravet jordet væk så jeg et lidt beskidt sværd. Jeg børstede det værste jord væk. Jeg fik pludselig øje på at sværdet lignede en drage. Jeg hjalp Katarina op. Dragen kom tættere og tættere på. Flammer blev sprøjtet til alle sider. Jeg løftede sværdet op. Det var virkelig tungt. LØB skreg jeg til Katarina og Olaf. Jeg stod med løftet sværd. Dragen sprøjtede flammer lige mod Olaf og Katarina. Jeg løb med fulde kræfter mod dem og kastede mig over dem lige før det var for sent. Jeg holder sværdet mod mit bryst. Da flammerne ramte sværdet stoppede alt. Sværdet rystede. Sværdet
begyndte at glimte. Der var ingen af os der vidste, hvad der skete. Vi kiggede alle sammen på sværdet. Pludselig kunne man høre vinden og fårene igen. Vi kiggede hen mod gården, men vi kan ikke se dragen. Vi går hen til gården igen. Jeg går forrest. Vi kommer hen til gården. Vi deler os siger jeg. HJÆÆÆLP råber Katarina. Jeg kommer hen til Katarina. Dragen er lige efter hende. BAAAAAH kan man høre over alt på gården. Dragen er ved at spise alle fårene. Dragen griber fat i Katarina. Men i det samme dragen gør det stikker jeg mit sværd lige i armen på den. Sort blod sprøjter til alle sider. Dragen smed Katarina til side og greb fat i mig. Jeres far har forrådt mig! Nu skal i dø! brummede dragen. Sværdet gled ud af min hånd. Dragen klemte mig næsten til døde i sin klo. Inden det var for sent greb Katarina sværdet. Hun stak det lige ind i brystet på Dragen. Det sorte blod strømmede, men dragen døde ikke. Hvad nu? Bag os stod Olaf med bue og bil. Han ramte hver gang. Da han ramte den i foden brølede den som en nyfødt baby. Olaf satte ild til sin sidste pil. Han skød. Den ramte lige i dragens store gab. Dragen faldt død om. I samme øjeblik lå vores stedmor der. Dragen var væk. Stedmoren havde en pil i munden. Først da opdagede vi, at det var vores stedmor der havde været dragen hele tiden. Jeg omfavnede Katarina. Stedmor var død, men hvor er far? Det ruskede fra døren i huset. Døren blev revet op. Far kom ud. Hans øjne skulede ondt. Hvad har i gjort ved min kone? spurgte han. Hun var ond Far Katarina lød trist. Tak sagde han med en overlykkelig stemme. Vi omfavnede alle hinanden. Frej og Jørgen var kommet hen til Olaf. De så meget triste ud. Far udstødte: Bare rolig børn. I er alle mine. Ingen bliver smidt væk.
Hyrden Olaf Af Sigurd og Sahara D et er det herrens år 1519. Jeg er en dreng på 13 år og hedder Olaf. Jeg har en lillesøster der hedder Ane og er 9 år gammel. Min Bedstemor er stadig hos os. Hun hedder Louise. Min mor hun døde for ikke langt tid siden. Jeg bor ude ved Estvad på en lille gård som vi har overtaget af nogen vi kender. Jeg har ni får. Jeg vågner og jeg kan se ud af vinduet at solen er ved at stå op. Jeg går ind i køkkenet og får noget morgenmad. Jeg får brød og noget mælk, Efter det går jeg ud for at se til fårene. Jeg tager min lillesøster med. De har det fint. Vi går ind i huset. Og sidder og slapper lidt af. Lidt efter kommer bedstemoren. Hun siger godmorgen Og vi svarer tilbage. Jeg elsker min bedstemor hun er altid så sød mod os. Jeg går ind på mit værelse igen. Og får noget tøj på. Så går jeg udenfor og leger. Vi har ikke rigtigt meget på vores gård. Kun græs et hus og nogle får. Jeg skal arbejde hver eneste dag for
ellers løber mine får væk. Jeg har en hund som hjælper mig med at finde fårene, når de løber væk. Der er ulve der henne, så jeg er bange for de tager mine får. Men jeg har fået et sværd af min far. Han var også hyrde. Derfor kan jeg jage ulvene væk fra mine får. Næste dag var et af mine får væk. Jeg kunne se ulvespor mange steder og det var et af min bedste får. Jeg går ud og opsporer den og dræber den. Da jeg kom hjem hængte jeg dens hoved på væggen ved min gård. To uger senere fandt jeg mit får. Mit får var DØDT! Jeg blev meget ked af det. Og jeg blev meget sur. Dagen efter går jeg til nabogården for at købe mælk. Med det samme ser jeg en underlig mand. Han ser rigtigt uhyggelig ud. Han har noget med sine øjenbryn. Hans øjenbryn lignede et kors fordi de er vokset så tæt på hinanden.
Jeg fulgte efter ham om natten. Det var uhyggeligt. Da det blev fuldmåne, blev han til en varulv. Han gik hen til fårene. Han tog et af dem. Det var ham der tog mine får. Han fik øje på mig. Jeg løb væk. Jeg vidste at jeg ikke kunne løbe fra en varulv. Derfor gemte jeg mig, men han kunne lugte mig. Jeg løb hjem. Jeg sagde det til min bedstemor. Hun blev bange for at der skulle ske mig og min lille søster noget. Om natten gemte vi os. Jeg kunne ikke sove. Han kiggede ind af vinduet men han så os heldigvis ikke. Så løb han tilbage til sit hus for solen var ved at stå op. Jeg vidste mine får ikke kunne klare sig mod varulven. Jeg prøvede at gemme dem i huset. Men hvis han kan lugte dem eller høre dem, så vil han kunne se os. Derfor vi gemte dem i skoven. Så lagde vi fælder op over det hele. Så kunne han ikke tage fårene. Månen lyste. Vi gemte os i en busk. Han så
os. Vi løb så hurtigt hen til fælderne. Han gik i en af dem. Så kunne vi nå at løbe væk. Han skar rebet over med sine klør, men vi nåede at komme væk fra varulven. Den næste dag skulle jeg i landsbyen for at sælge nogle sko. Jeg så ham. Manden som var blevet til en vareulv. Jeg blev rigtigt bange for han kunne genkende hvem jeg var. Jeg kiggede bare forbi ham og lod som ingenting. Han gik forbi og gloede meget på mig. Det var ret uhyggeligt. Jeg løb hurtigt væk. En time efter skulle jeg hjem. Jeg så ham manden igen. Han gik et eller andet sted. Jeg fulgte efter ham Det var et meget mørkt sted han gik hen. Jeg så ham snakke med en eller anden. De snakkede om noget, som jeg ikke kunne høre. Jeg kom til at knække noget, det var en gren. Pludselig stoppede de med at snakke. Jeg løb alt hvad jeg kunne. Jeg var
kommet tilbage til huset. Jeg var meget forpustet. Jeg gik hen til fårene for at se om de havde det godt. Det havde de. Men jeg var stadigvæk ked af at et af mine får det var dødt. Nu har jeg kun ni tilbage. Jeg gik ind i huset for at få noget mad. Der stod brød og noget suppe. Jeg blev lidt bekymret for min bedstemor og Ane. De var væk. Jeg anede ikke hvor de var. Måske var det blev ædt af vareulven. Jeg blev rigtigt bange. Jeg rystede over det hele. Senere gik jeg ud for at lede efter dem. Jeg gik ud i byen for at se om de var der. De var de ikke. Jeg gik henne ved et mørkt sted, jeg kunne næsten ikke se noget Fordi det var så mørkt. Pludselig kunne jeg høre noget. Jeg listede henne til det. Med det sammen kunne jeg se bedstemor, og ane. Det var blevet båndet og det havde en tørklæde om munden.
Jeg blev rigtigt bange, og forsøgt at går der henne for at slip dem fri. Men så kunne jeg høre at nogen trappede, Jeg gemt mig hurtigt. Jeg så godt hvem det var, det var varulven. Det var ham da tog dem, Jeg blev rigtigt sur og vred. Heldigtvis havde jeg min svære med. Så jeg kunne slå ham ihjel. Men det bliv meget svært, jeg prøvede. Men jeg fik mange sår jeg løb, jeg gemte mig jeg skulle brug hjælp. Det kunne ikke gå for hurtig. Han gik hen til sin hule hvor han havde min lillesøster og min bedstemor. Men jeg kunne ikke få hjælp jeg var lige ved at give op. men jeg vil have min bedstemor og lillesøster tilbage. Jeg gik hen til hulen, jeg listet der ind. Han sov som menneske så jeg havde chancen for at dræbe ham. Jeg dræbte ham og jeg befriede min lillesøster og min bedste mor. Men det var ikke vareulven det var bare en af hans vagter. Men han er stadig et sted der ude.
Jakob og Lars Af Mikkel, Monique og Stephanie D et er engang i 1516. En dreng der hedder Jakob. Han er 11 år gammel. Han bor på Skivehus slot, sammen med sin far. Hans mor er død. Jakob arbejder sammen med sin morfar. Han hedder Olaf og er smed over ved Skive købstad. Han er god til det og det er Olaf også. Jakobs far er kongen over Skive.
Solen skinner i Jakobs øjne og så vågner han op til en ny dag. Han tager tøj på og går ned af trappen og får noget morgenmad og noget øl. Hans far er stået op. Hans far var ude og nyde det gode vejr. Aah det er noget dejligt vejr ikke Jakob?. Jo det er det far. Siger Jakob. Vil du ikke bade i søen sammen med mig i dag? Spørger Rasmus. Hmm Det kan vi da godt. Det er meget varmt i dag, siger Jakob træt. Jakob tager lidt af sin øl og en bid brød. Han tygger lige færdig. Derefter går de ned og springer i søen. Ah det er dejligt ikke siger Rasmus. Jo det er det siger Jakob. Lidt efter var de oppe igen og tager noget tøj på. Og så gik de ud på arbejde. Rasmus gik over til bestilte nogen våben og Jakob gik over til Olaf for at hjælpe med at lave sværd. Men så kom en drage og der var en på dragen. LARS sagde Rasmus. Og der kom mange krigere med sværd, økser, spyd, buer og pile. Gå hjem og tag noget mad og drikke i en pose. Du er det eneste håb for at dræbe dragen. Okay sagde Jakob. Og så løb han over til slottet og pakkede tøj
og mad. Derefter red han på sin hest ud ad slottet. Senere kom han til skoven. Krigen mod dragen var først lige begyndt. Jeg kunne se det fra skoven det var lidt uhyggeligt. Jeg tog noget spise for og glemme det. Men så så jeg en gammel mand. Han sagde. Jeg har noget til dig Jakob. Hvor kender du mit navn fra? spurgte jeg meget forskrækket. Din far har fortalt om dig sagde den gamle mand. Jakob spørger høfligt Hvad hedder du? Den gamle mand sagde Jeg hedder Blasius, Sankt Blasius. Og så satte de sig ned på jorden og spiste. Jakob fik en fisk og Sankt Blasius fik noget brød. Men Jakob havde helt glemt, at de ikke havde taget benene ud af fisken. Så Jakob fik et fiskeben galt i halsen. Blasius hjalp ham med at få det ud af halsen. Han tog fat om maven og pumpede. De fik benet ud af halsen. Tak for det Sankt Blasius sagde Jakob. det gjorde lidt ondt og jeg kunne ikke særlig godt trække vejret. Det varede lidt indden han svarede, men han gjorde det da. Ja, jeg har noget til dig sagde Sankt Blasius hæst. Han er lidt hæs, men han er jo også gammel. Han gav mig en ring. Det er ikke en nomal ring, det er en magisk ring, som du kan bekæmpe dragen med. Tak, men nu skal jeg gå, jeg skal bekæmpe dragen. sagde Jakob stolt. Hesten står bare der og spiser græs, men nu hopper Jakob op på hesten og rider væk. Senere så han dragen oppe i luften. Den fløj ind i en grotte. Derefter red Jakob hen til grotten. Han er kommet ind i grotten. Det er meget varmt. Derinde så han en mand der var brændt. Men der
lå et sværd der var af guld og sølv. Han tog det og sagde. Det kan jeg besejre dragen med. Han kan høre noget. Det er nok dragen Han går 3 meter og så ser han Dragen. Okay nu gør jeg det, selvom det gælder mit liv så gør jeg det hvisker han. Han tager stille og lydløst Rasmus sværd frem og løber. Ah, nu dræber jeg dig din forpulede drage Han tog ringen frem og kiggede på den og tænkte: ja den bringer held. Han løb hen til dragen og stak sværdet ind i brystet på den, men den døde ikke. Dragen så mig i mine øjne. Jeg kunne ikke lade være med at kigge ham i øjnene. Han sprøjtede snot i hovedet på mig fordi han trak vejret dybt ind og hårdt ud.
Du kan ikke slå den ihjel fordi du skal have en ring før du kan besejre dragen sagde Lars. Nå, men jeg har ringen, sagde Jakob. Jeg prøvede igen, men det virkede ikke. Den sidste gang der virkede det. Dragen faldt dødt på maven og blodet styrtede ud fra brystet. Og Lars ligger bare der og stirrer op i loftet. Jeg red tilbage til byen, men på vejen så jeg Sankt Blasius. Jeg spurgte: Hvad laver du her stadig? Inden Blasius nåede at svare sagde Jakob stolt. Jeg besejrede dragen! Jeg besejrede dragen! Han gentog det mange gange, men så afbrød Blasius ham. Det var godt, men du må hellere skynde dig hjem og hjælpe din by og familie. Så skyndte Jakob og sig at ride hjem til byen. De var ved at redde byen ved at skylle vand fra brønden op på branden. Men der var ikke så meget brand længere.
Hej Jakob sagde Faren Hvor i alverden har du været henne og hvorfor står du med et sværd i din hånd? Jeg har besejrede dragen sagde Jakob med et lille smil på. Det er godt du har besejrede dragen min søn, men vil du lige hjælpe os med byen? sagde Rasmus. Ja selvfølgelig vil jeg da det far. Jeg kunne ikke besejre dragen uden dit sværd. Her du må gerne få det igen, sagde Jakob. Nej, ved du hvad? sagde Rasmus. Nej? sagde Jakob. Du må få sværdet, sagde Rasmus. Hvad? Er det rigtigt var far? spurgte Jakob. Ja det er min søn Aj tak far jeg elsker dig Sagde Jakob. Også ryddede de op i byen. Lidt senere kom Marina. Hun spurgte om han havde besejret dragen. Ja det har jeg. Hmm, du er sej sagde hun. Hun fik røde kinder. Tak og du er sød. De lo lidt. Men jeg kan desværre ikke være din kæreste sagde Jakob. Men en dag blev de gift og de levede lykkeligt til deres dages ende.
Jørgen og Astrid Af Victor, Eydna og Vivian D et er det herrens år 1516. Jeg hedder Jørgen og jeg er 27 år. Jeg har også en kone der hedder Astrid og hun er 26 år. Vi er gift og vi har tre børn Olaf, Margrethe og Ib. Vi står i arv til Primdalgård når min fader bliver for gammel. Lige nu bor vi et stort rum på gården.
Min mor døde sidste år. Pesten tog hende. Hun havde været syg længe. Min fader kunne ikke klare det og var ved at sælge gården. Men det gjorde han ikke. Han fik et giftermål i stand med en der var i familie med storbonden fra Skivehus. En morgen skulle jeg hjælpe min fader med at passe får. Han skulle over til Flyndersø mølle med noget hvede, som skulle males til mel. Astrid skulle passe børn og lave frokost. Da fader kom hjem skulle han lige have noget at spise. Så skulle han ud og passe fårene, så jeg også kunne få noget at spise. Men om aftenen da min fader kom hjem manglede der et får. Fader gav mig skylden, men jeg sagde at det var fader der ikke holdt øje med dem. Men Jørgen tog ud i landsbyen og ledte efter fåret. Men han kunne ikke finde det. Så gik han en ind i skoven. En lille time efter så han noget. Det var fårets lig. Der var mærker fra en klo i siden af det. Han tog liget med hjem og viste det til faren som sagde, at der var et uhyre i byen. Det skulle findes, så de lavede en gruppe som skulle slå det ihjel. Da de endelig fandt uhyret sagde de til hinanden at de skulle slå det ihjel, så de trak de rustne sværd og løb lige imod det. Uhyret havde voldsomme tænder, kæmpe klør, uhyggelige øjne, kæmpe muskler og en krop i en blodrød farve. En af landsbybeboerne kom for tæt på og døde. Der var meget uro i byen. Alle mændene i byen har aftalt at det uhyre skal slås ihjel.
Så mændene har slået det ihjel, så er den død. Men det uhyre er der ikke mere det er dødt. Så mændene er vindere. Alle fra byen fester. Imens passer Børnene på fårene. Men fårene er indenfor. Måske kan børnene lege lidt? Børnene har sagt det til deres forældre om de kan gå ud lege så forældrene siger ja til børnene. Morgenen efter er børnene allerede vågne og spiser mad. Forældrene er også vågne og spiser deres mad. Da forældrene er færdige med at spise skal de arbejde. Børnene skal passe på fårene. Når de færdige med at arbejde så kan måske faren købe mad. Når faren kommer hjem skal moren lave aftensmad. Så når faren kommer hjem og moren laver aftenmad nu. Når de er færdige med spise så skal de i seng.
Dagen efter er både børn og forældre morgenfriske. Børnene er allerede vågne. Børnene siger Hvorfor skulle vi altid passe på fåret? Så siger mor Fordi i er nødt til at også at arbejde. Men men vi er trætte af det. Vi vil også lave noget andet sagde et af børnene. Så moren og faren siger I må gerne lave noget andet MEN i skal ikke lege. Margrethe? Du skal hjælpe mor sagde far, Drenge? I skal hjælpe far sagde mor. Så Margrethe hjalp sin mor og drengene hjalp deres far. Mor laver mad, far laver et lille hus. Børnene har fået nye venner ikke så langt fra Flyndersø. En dag kom min fader hen på marken da jeg passede får. Han sagde han at han ikke ville give gården til mig og Astrid, fordi at han havde en mistanke om at det ikke virkelig var den rigtige. Måske var det den svindler der var snak om i byen, så Jørgens far foreslog at de gik op til Skivehus slot for at spørge storbonden om det er den rigtige pige han havde sendt. Da de ankom var det storbondens kone i sort. Da de var kommet ind fortalte storbondens kone at kongens vagter havde været for at hente ham, fordi at de troede at det var en svindler der havde dræbt den ægte storbonde og at en anden havde taget hans tøj på. Men det var den rigtige storbonde og den rigtige Astrid. Astrids mor og far kom på besøg de havde en masse af Astrids indbo med så at hun officielt kunne flytte ind. Astrid har mange ting. Og det er ok med Jørgen. Da de have pakket ud var det aften og de skulle til at sove.
Kongen Laurits Af Anna & Kean V i skriver i det Herrens år 1517. Jeg hedder Laurits, jeg er 11 år. Jeg bor i en plejefamilie fordi min far som er konge ikke gider have mig. Men jeg kalder plejefar og plejemor for mor og far. Min mor er død men hun er ikke dronningen. Jeg er lige vågnet og solen er lige stået op. Jeg bor i udkanten af en landsby på en lille gård. Når jeg har spist skal jeg ud og passe fårene. Min mor har givet mig en humpel brød og noget smør med.
Min lillesøster hedder Sille hun er 8 år. Hun er min pleje-lillesøster. Det vil sige at min plejemor er hendes rigtige mor. Hun hjælper mig med fårene. Når hun ikke hjælper mig, hjælper hun vores mor med maden. Men der er et problem, for nogen gange mister vi et får og vi ved ikke hvorfor. Far er ved at blive irriteret over det. Han er nemlig kræmmer så han kører rundt og sælger alt muligt han får fra gården. Min mor bruger også meget tid på at lave tøj af hør og uld. Hun laver også tøj som faren kan sælge. Så en skønne dag kom der to riddere ridende. De sagde, at vi skulle betale for at bo på gården. Det var ikke så godt, for vi havde ikke flere penge, da næsten alle vores får er væk. Så derfor kunne mor jo ikke rigtig lave tøj. Ridderne havde en rustning på. De havde også et sværd hver. De var begge meget høje. Da jeg så dem kom jeg til at tænke på min rigtige far. Mor fortalte ridderne om vores problem med fårene. De sagde, at de ville komme tilbage ved næste fuldmåne. Hvis vi ikke kunne betale når de kom igen ville de smide os ud. Det var den onde hertug Kord der havde sendt dem. Da de var gået satte jeg mig ind på min seng, og bad til Sankt Eustacius. Kære Sankt Eustacius. I dag kom der to riddere. De sagde at vi skulle betale for vores gård. Men de fleste af vores får er forsvundet, så min far kan ikke sælge. De ville komme igen ved næste fuldmåne, så ville du hjælpe os? Laurits Jeg håber han hørte det. Vi må finde en måde at skaffe nogle penge på. Min mor sagde at jeg skulle ud og tjene. Så hun sendte mig ud på en gård i nærheden for at hjælpe dem og tjene lidt penge. Det gjorde jeg så. Jeg arbejdede der kun 5 dage, så jeg nåede ikke at tjene så meget, men vi håber at det er nok. Det er tid så de to riddere kommer igen Hit med pengene! siger de. Jeg giver dem alle pengene. Der er ikke nok. Men det går for nu siger den ene. Det var tidlig morgen. Mig
og Sille skulle ud og se om vi kunne tjene nogle penge. Mor gav os nogle småpenge, noget brød og noget spegepølse. På vejen mødte vi nogle orker. Når man møder en orker skal man bare gå lige så stille forbi. Man ved aldrig, hvad de kan finde på. Men orkerne lignede de riddere, der sagde vi skulle betale for vores hus. Men hvorfor skulle de lige pludselig være klædt ud som nogle orker. Sille og mig fandt et sted, hvor vi kunne stille vores ting og begynde at sælge. Vi satte os ned på jorden, men pludselig kom orkerne frem igen. Nu var jeg næsten sikker på, at det var de riddere der sagde at vi skulle betale for vores hus. Jeg lod være med at kigge for meget på dem. De kom hen til vores bod. Da de begyndte at snakke til os lød deres stemme ligesom ridderne, så det er ridderne. Men jeg lod bare som ingenting. De sagde at vi skulle komme med. Vi blev nødt til at gå med. De førte os op på hertug Kords borg.
Jeg har aldrig været på sådan et stort sted før, så det var lidt mærkeligt. Kord vil snakke med jer sagde den ene. De tog os med ind i en stor sal helt nede i salen stod Kord. Laurits Jeg er din onkel, det var mig der dræbte din far i sin tid fordi jeg ville være konge! Du har hele tiden troet han levede, men fordi du ikke er så tit inde i byen har du ikke opdaget noget. Jeg begyndte at græde. Vores land vil blive overtaget og vi vil alle sammen blive slaver. Lige pludseligt siger Kord Kæmp Af hvad? spørger jeg undrende. Kæmp som en mand. Grib! Han kastede et sværd til mig. Jeg har selv trænet lidt med en tyk kæp der hjemme. Han fører mig med ud på en stor mark. Min søster tør ikke kigge så hun kigger væk. Han starter med et meget hårdt slag. Jeg når lige at blokere det. Derefter rammer jeg ham lige ned i låret. Blodet fosser ud. Han kan
næsten ikke gå, men han når lige at slå et sidste slag, men der rammer han mig heller ikke. Han besvimer af smerte, så jeg stikker sværdet ned i maven på ham så han dør på stedet. Der var rigtig mange tilskuere. De jublede helt vildt fordi hertugen havde plaget dem lige siden kongen døde. En troldmand kom hen og sagde, at når jeg blev gammel nok ville jeg blive konge. Senere samme dag kom vi tilbage til gården. Vi fortalte mor og far hele historien. Vi gav dem også de penge vi havde tjent.
Korsets hemmelighed Af Nabil, Victoria og Tobias V i skriver det Herrens aar 1516. Solen skinner ind mellem skodderne der dækker for vinduet. Solens stråler vandt over den søvnige Magnus. Dagens ar90bejde skulle klares, marken skal klares, dyrene passes. Han tager tøj paa. Han tager en trøje af uld paa, og oven paa en kjortel. Han gaar ned og spiser alene. Ser du Magnus bor alene på gaard langt væk fra alting. Det er fordi hans kone er død af pest. Magnus er en høj mand på 27 aar, og med lyst haar, blaa øjne, lidt mørk i huden. Han er glad, og sød. Nu vil han ud og pløje marken. På vej ud ser han en sort skikkelse uden for vinduet. Han løber skræmt ud på marken og videre ind i skoven. Magnus bliver roligere i skoven. Derefter hører Magnus et højt brag. Det kommer fra hans gaard. Gaarden var fuldstændigt ødelagt. Huset var brændt ned. Det hele var væk undtagen flammer og aske. Han gik hen til det der engang var mit hjem. Solen stod stadig på himlen, men imens han gik rundt så han lille lysglimt i jordet. Magnus gravede det op. Det var et kors. Han gravede videre, på det samme sted. Han fandt en gammel bog med læder over. Og der stod Korsets hemmelighed paa forsiden. Han aabnede og fandt en side hvor der stod:
verden går under Han begynde at læse bogen. Hvis der er nogen der læser dette er verden erobret af monstre og dæmoner fra undergrunden. Jeg er her ikke selv til at redde verden, men jeg ved at du kan. Korset det er et almægtigt kors. Du skal bringe det til Estvad kirke. Hvis du gør det låser du alle dæmoner og monstre inde. Og du skal være stærk, så kan du gøre det. Tag korset. Og du skal sige det magiske ord. Være stærk og aldrig gøre noget ondt. Sådan siger du det. Men det bliver en lang rejse. Du skal til Estvad kirke. Næste morgen pakkede han alt hvad han kunne og tog afsted. En hest kom løbende mod ham med høj fart. Og hesten stoppede lige foran ham.
Han hoppede op på hesten og red videre mod kirken. Han stoppede ved en kro og hoppede af hesten. Hesten blev stående og ventede på ham da Magnus gik ind på kroen og fik lidt mad og drikke. Da han kom ud igen havde han en håndfuld gulerødder og fodrede hesten. Han så på hestens hovedtøjler og så at der var snittet et navn ind. Ofelia stod der. Magnus blev glad og krammede hende. Han satte sig op på Ofelia og drog længere ud på rejsen. Da der var gået lidt over en time stoppede han igen. Han hørte en lyd. En
raslen fra en busk gjorde Magnus endnu mere bange. Pludselig kom der en lille ulve unge og løb over grus vejen. Lige efter kom en stor ulve mor, som heldigvis ikke så Magnus og Ofelia. De skynder sig at ride videre. Det er mørkt. Regnen gjorde ham helt våd. Han hørte brag. Det tordner. Pludselig ser han den mørke skikkelse igen. Den svæver. Og tog sin mad kniv og kæmpede mod ham. Magnus blev ramt på skulderen. Han slog igen, men kniven gik lige igennem den mørke skikkelse. Magnus løb væk og gemte sig bag en sten. Han kom i tanke om korset. Måske ville det hjælpe. Han tog korset frem og holdt det op foran skikkelsen. Skikkelsen faldt ned på knæ og sad der. Skikkelsen blev mere og mere synlig. Til sidst kunne Magnus se, det var hans kone. Der kom et gisp fra ham. Han satte sig ned til hende og mærkede hendes hjerte. Hun levede. Senere samme dag. De gik længe. Da de nåede op til kirken var gitteret rustnet. Han sparkede lågen op. Men da de trådte ind på kirkegården lyste der en vej. Den førte til et gravsted. Det var konens gravsted. Der stod på en flise: Læg korset her.
5. årgang på Brårup Skole i Skive har i november 2015 arbejdet med fantasy-genren og har sideløbende beskæftiget sig med dagligliv i senmiddelalderen. Som afsæt for projektet fik de 90 elever et fælles oplæg på skolens bibliotek. Dernæst tog vi på ekskursion til Estvad kirke, landsbyen og heden ved Flyndersø, hvor vi fik os en god lang travetur i landskabet. Eleverne tog ipad-fotos og oplevelser med hjem fra turen. Hjemme har arbejdet vekslet mellem læsning om middelalder, skrivning og små oplæg om senmiddelalderens hverdag og det fantastiske univers, der knytter sig til datidens forestillingsverden, religion og overtro. Vi har arbejdet på tværs af fagene dansk, historie og kristendomskundskab. Det har været svært for elever og lærerteam at få plads til et stort projekt midt i en travl hverdag med mange andre gøremål. Ikke desto mindre er der grund til at glæde sig over, at vi har haft et godt samarbejde og ikke mindst over, at der er kommet fire hæfter med spændende og fantastiske historier ud af det. God fornøjelse med læsningen. Søren Kappel Schmidt, projektmedarbejder og bibliotekar på skolens bibliotek (PLC)