Personlige utopier. Af Annemarie Telling

Transkript

1

2 Personlige utopier Hvorfor beskæftige sig med utopi? Hvorfor i alverden bruge tid på noget som alle fra starten ved er urealistisk? Hvorfor sætte sig og tage skyklapper på? Og lukke den konkrete tilværelse ude og i stedet tænke sig væk til noget man tror er bedre? Hvem i alverden har fået den idé at sætte navn på noget og skabe et begreb, som kun indeholder uopnåelige idéer. Noget perfekt, stille det evige, brækfremkaldende spørgsmål, hvad er perfekt? Og samtidige høre at, ingen, intet er perfekt, der er intet perfekt. Men det er det en utopi handler om, at drømme sig væk til noget perfekt, samtidig med at den generelle holdning er at, intet er perfekt og at ingen ved præcis hvad det er. Kliché nr. 1: hvad er perfektion? Mennesker har tendens til bare at væve og væve rundt i det samme, de samme spørgsmål. Analysere de samme tekster igen og igen, stille de samme spørgsmål igen og igen. At forestille sig det samme igen og igen. Menneskers, altså dem der tænker over det, utopi er jo forskellig, men det handler om samme idé om at begynde at tænke sig frem til idealet som er hvad? Hvad med at iføre sig realismens briller og bare tage verden forfra, derfra hvor den er. Jeg kan ikke støve nogen argumenter frem i min bitre hjerne for at beskæftige sig med utopi. Fantasien skal udvikles, selvfølgelig skal den det, men den måde jeg finder bedst, og erfarer er bedst, er at skrive. En historie, novelle, essay eller anden kreativ skrivning. Male et billede, tegne, udforske nogle af de redskaber der eksisterer, i stedet for at sætte sig ned og skabe ny ''virkelighed'' som aldrig kommer længere ud end tænkerens øjenlåg. Børnehavementalitet som jeg absolut ikke mener høre til i ''seriøse'' tidsskrifter, som for eksempel MetroExpress eller i voksnes hoveder. Et scenarie kunne være; en normal, jævn kvinde i fyrrerne, familie, mand, børn, villa og vovse, går og drømmer om et bedre liv. Andet end den jævne tilværelse hjemme i Køge eller andet tilsvarende sted. Hun går og drømmer om et liv et andet sted, som en der er slank, god til sport, lækker sangerinde i en fancy klub i New York (indsæt flere klichéer). Hun går altså hjemme i Køge og forestiller sig den verden, den tager mere og mere form i hendes hoved, hendes skyklapper vokser sig større og større, utopien tager form, aldrig komplet, for der skal hele tiden lidt ekstra på i jagten på det perfekte, som jo ikke er defineret og derfor ikkeeksisterende. Snart fylder den så meget i hendes hoved, at hun ikke ser andet. Så kommer dagen hvor hun vågner op og ser sit liv som det er. Utopien trængte ikke ud i hendes tilværelse som hun måske troede den ville, hvis hun bare tænkte det stærkt nok. Hvad gør kvinden? Hun henfalder i depression over sit liv som det er, og over den utopi som blev så tydelig imellem hendes skyklapper. Hun bliver i sit liv, som det hele tiden har været, for utopien er jo naturligvis for uoverskuelig at opnå. Konklusionen er så, utopien har ikke givet hende andet end ubærlig længsel og en trist følelse. Så hvorfor? Jeg har ikke tænkt mig at komme med ét eneste argument for at beskæftige sig med utopi. Men jeg har selvfølgelig min egen utopi, som enhver anden, og den forestiller en verden uden utopier. Af Annemarie Telling

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15 Mads på eventyr Mads er lige flyttet til Broby, han kender ingen personer der ud over hans far, Mads skal starte i 7 klasse igen, på hans tidligere skole var skole året lige ved at slutte, men så skulle de flytte, hans far kunne ikke klare sit arbejde, så han besluttede at de skulle flytte, og Mads havde ikke klaret sig så godt i skolen, så han kunne starte forfra. Mads stod bare og kiggede på de stuer fyldte kasser der skulle pakkes ud, gal jeg gider ikke det her jeg vil hellere ud og kigge mig omkring i denne lorte by Mads var lidt ligeglad med at hans far hørte det Mads hvis du skynder dig at pakke ud kan du gå ud og kigge dig omkring men han sagde det for sent Mads var allerede ude af døren, træerne var røde som blod, men en behaglig rød han kunne høre fuglene snakke højlydt med hinanden, det lød lidt som en smuk sang i hans øre, han gik ned af en sti der bare gik længer og længer ud, så langt ud at han ikke kunne se hvornår den sluttede, han tænkte bare at det var en af de veje som bare aldrig stoppede. Mads havde gået i mindst en halv time, så han var nået helt ned til standen, der var en hel masse på hans alder der ned, de løb rundt og vælte hinanden, nogle blev også smit ud i vandet, mit i februar måned så vandet var ikke så varmt, vandet var mørkt og koldt som om det prøvede at sige noget som han ikke kunne forstå, vinden hviskede i hans øre så meget at han ikke kunne forstå hvad det sagde, men det lød som en advarsel. Mads gik over til de andre, hej er du den nye i 7 klasse var der en som spurgte ham om, Ja det er jeg, jeg hedder Mads. Hvorfor er i ikke i skole, burde der ikke være time? Mads ventede på at en skulle svare ham, men de stod bare og gloede på ham, som var han skør. så vendte de sig om og legede videre, så stod han bare og kiggede på dem. Han havde det der blik som er meget spørgende, men han vente sig bare om og gik væk fra dem. Han kunne høre pigernes skrig, og drengenes latter, som om vinden bare ville have at han skulle høre dem ha det sjovt. Sikke nogle idioter, jeg håber virkelig ikke, at de går i samme klasse som mig. Han vendte sig om og kiggede sig omkring. Nu var de alle sammen væk, han kunne ikke forstå, hvor de var blevet af, det var næsten som en drøm, han ikke kunne vånde op af. Han gik videre og tanken om at det hele nok var en drøm forsvandt ud i det blå. Tiden gik langsomt, han ser en lille sti lige ved siden af den han kom ned af. Men den var der da ikke før, jeg kunne måske havde overset den, tænkte han, så han gik bare ned af den og sang en lille sang, som han ikke en gang kendte. men han kunne teksten til den jeg ser stjernerne, og de lyser her ude i det blå han tænkte på hvorfra han havde hørt den før, men uden held. Han havde ondt i sit knæ og ligger mærke til at han ligger på jorden, en tåre triller ud af hans øjenkrog. Smerten blusser op i ham, hvordan var han faldet? Hvad er det som nærmest lyser op over ved træet, Mads rejser sig op og går over til det mærkelige lys. Han kan ikke finde ud af, hvad det er, så han beslutte at spørge sin far om det. Mørket sniger sig på og solen sniger sig ned i vand over fladen. det var en virkelig god udsigt han havde Ej jeg burde tage hjem og pakke, far må være bekymret for mig, jeg har jo været væk i flere timer, jeg får sikkert skæld ud når jeg kommer hjem. Hvis jeg bare kunne blive her resten af livet Vinden blussede op og

16

17

18