AniCura Ophthalmology Quiz FEBRUARI 2015 1
AniCuras faggrupp i Oftalmologi er glad for at præsentere en serie kasuistikker omhandlende øjensygdomme som en del af AniCuras videndeling. Kausistikkerne præsenteres i fællesskab af Ann Refstrup Strøm, DVM, Faculty, Comparative Ophthalmology, University of California, Davis, Veterinary Medical Teaching Hospital, USA og Claus Bundgaard Nielsen, DVM, Specialdyrlæge I Øjensygdomme, AniCura Aarhus Dyrehospital. 2
Kasuistik Anamnese Patienten er en 12 år gammel steriliseret Shih Tzu tæve. Patienten har været under behandling for diabetes i godt og vel 3 år. Ifølge ejeren opstod der uklarhed i det højre øje først og kort derefter venstre øje også. I løbet af de seneste 6 måneder er patienten blevet komplet blind og går ind i ting. Ved øjenundersøgelsen fandtes følgende forandringer: Begge øjne virker smertefri og der er ingen øjenflåd. Der er normal hoved symmetri, øjenposition og øjenbevægelser. Periorbital palpation og retropulsion af bulbus er normal for begge øjne. Begge pupiller er dilaterede - det venstre i højere grad end det højre. Der er nedsat pupil reflex i begge øjne. Dazzle reflex (blinke reflex ved stimulation med skarpt lys) er intakt, men menace response (blinke respons når en finger eller hånd føres mod øjet) er ikke tilstede. Der er trichiasis og mild medial inferior entropion. Der er mild diffuse conjunktival hyperæmi, men ingen episkleral hyperæmi eller chemosis. Tårefilmen er intakt og kornea er transparent. Det forreste øjenkammer er velformet, symmetrisk og klart. Der er moderat iris atrofi. Der er er leukocoria med water-clefting og få punktformede områder med krystaller i det anteriore linse cortex. Det er ikke muligt at undersøge dybere strukturer i øjnene på grund af den fremskredne linse uklarhed. Synet virker svært nedsat I begge øjne. Øjentrykket er 8 mmhg i begge øjne og begge øjne er fluorescein negative. Figur 1. (fra UC Davis Veterinary Ophthalmology Service) a) Hvad er din diagnose? b) Hvilken terapi vil være aktuel? har du svaret på spørgsmålene? 3
Kasuistik Svar a) Der er tale diabetisk katarakt (grå stær) b) Kirurgi anbefales for at genvinde synet og for at nedsætte risiko for smertefulde sequelae såsom inflammation og glaukom. Der findes pt. ikke nogen øjendråber eller medicinsk behandling der kan kurere grå stær. Operationen består af phacoemulsification og aspiration af indholdet af linsen og i det fleste tilfælde indsættelse af en syntetisk linse i den tomme linse kapsel (se figur 2). Før øjet kan opereres bør der foretages undersøgelser for at sikre sig at der ikke er nethindeløsning (1) eller andre abnormaliteter bagved linsen som for eksempel persisterende blodkar. Dette gøres ved hjælp ultralyd (se figur 3). Endvidere undersøges det om nethinden fungerer ved hjælp af elektroretinogram (ERG; på figur figur 4 ses en normal ERG kurve). Ofte foretages også gonioskopi, hvormed det undersøges om der er anatomiske abnormaliteter i den iridokorneale vinkel, der eventuelt kan indikere at patienten har højere risiko for at udvikle grøn stær. Det er også vigtigt at patientens systemiske sundhed undersøges og diabetes er kontrolleret bedst muligt før anæstesi og kirurgi. I dette tilfælde var alle de præ-operative tests normale og patientens diabetes var vel kontrolleret. Katarakt er per definition en uklarhed i linsen. Årsager til katarakt inkluderer arvelige årsager (2), metabolisk sygdom (diabetes mellitus), intraokulære sygdomme (uveitis, glaukom, nethinde degeneration og linse luxation), nutritionelle eller toxiske årsager, øget alder eller traume. Katarakt kan klassificeres på flere måder (årsag, alder hvor de opstår, lokation, og stadie). Der er 5 stadier: incipient, som så kan progrediere til immatur-, matur-, hypermatur- og morgagnian katarakt. I denne case var katarakten hypermatur på grund af mineraliseringen i linsen og årsagen til kataraktet var diabetes mellitus. Omkring 80% af diabetiske patienter mister synet på grund af grå stær i løbet 16 måneder efter diabetes er blevet diagnosticeret (3). Diabetiske hunde har en meget høj risiko for linse kapsel ruptur og uveitis. Jo længere tid der går før en diabetisk patient får foretaget en special øjenundersøgelse, des højere risiko for smertefulde komplikationer der gør at man er nødsaget til at fjerne øjet. Grå stær medfører inflammation som følge af frigørelse af antigent linseprotein gennem linse kapslen (4), og da inflammation er smertefuld og kan lede til synechia og glaukom, anbefales det at behandle med anti-inflammatoriske midler og henvise til en øjenspecialist tidligt i forløbet, så patienten kan opereres før øjet har taget for meget skade. Det er vigtigt at kontrollere linse induceret uveitis præ-operativt så risikoen for post-operative komplikationer såsom glaukom, nethindeløsning og synechia kan nedsættes/forebygges. Kirurgisk behandling via phacoemulification har den bedste succes rate hvis det gøres før katarakten har udviklet sig til komplet stadie. (5) Succes-raten for kirurgisk fjernelse af katarakt hos hunde er omkring 80-90%. (5,6) Succes-raten er ofte lavere når katarakten har nået et hypermaturt stadie. Hos unge hunde er det muligt at katarakten kan Figur 2. Patient med syntetisk intraokulær linse (fra UC Davis Veterinary Ophthalmology Service) Figur 3. Ultralydsscannings billede af en katarakt patient. Nederst ses det bagerste af øjet. Der er ikke nogen tegn på nethindeløsning, kapsel ruptur eller persisterende blodkar (hyaloid arterie) bag linsen (fra UC Davis Veterinary Ophthalmology Service) 4
resorbere fuldstændigt og at hunden dermed kan opnå aphakisk syn. Dog ses kronisk linse-induceret uveitis, intrakapsulær fibrosis, sekundær glaukom og nethindeløsning hyppigt under resorptions stadiet, hvilket kan medføre smerte og blindhed, derfor anbefales at fjerne katarakten kirurgisk før det når dette stadie. (4) Hvis operation af økonomiske eller patient hensyn ikke er muligt behandles der med anti-inflammatoriske øjendråber og eventuelt anti-glaukom øjendråber hvis/når det er nødvendigt. Det er stadig vigtigt at hunden undersøges af en øjenspecialist og er informeret om- og monitoreret for de komplikationer der kan opstå som følge af katarakt. Ifølge et retrospektivt studie havde hunde med katarakt der ikke fik nogen som helst form for behandling 255 gange større risiko for komplikationer i forhold til hunde der fik deres katarakt kirurgisk fjernet. Ydermere havde hunde der fik øjendråber; men ikke blevet opereret 4 x større risiko for at udvikle glaukom og smerter sammenlignet med hunde der fik deres katarakt kirurgisk fjernet. (7) Hunden i denne case kunne se så snart den vågnede op fra anæstesi og var stadig seende ved den sidste undersøgelse godt og vel 9 måneder efter operationen. Figur 4. Elektroretinogram med normal a (1) og b (2) kurve (fra AniCura Aarhus Dyrehospital) 5
Referenser: 1. Adkins EA, Hendrix DV. Outcomes of dogs presented for cataract evaluation: a retrospective study. Journal of the American Animal Hospital Association. 2005;41(4):235-40. 2. Gelatt KN, Mackay EO. Prevalence of primary breed-related cataracts in the dog in North America. Veterinary ophthalmology. 2005;8(2):101-11. 3. Beam S, Correa MT, Davidson MG. A retrospective-cohort study on the development of cataracts in dogs with diabetes mellitus: 200 cases. Veterinary ophthalmology. 1999;2(3):169-72. 4. van der Woerdt A, Nasisse MP, Davidson MG. Lens-induced uveitis in dogs: 151 cases (1985-1990). Journal of the American Veterinary Medical Association. 1992;201(6):921-6. 5. Sigle KJ, Nasisse MP. Long-term complications after phacoemulsification for cataract removal in dogs: 172 cases (1995-2002). Journal of the American Veterinary Medical Association. 2006;228(1):74-9. 6. Klein HE, Krohne SG, Moore GE, Stiles J. Postoperative complications and visual outcomes of phacoemulsification in 103 dogs (179 eyes): 2006-2008. Veterinary ophthalmology. 2011;14(2):114-20. 7. Lim CC, Bakker SC, Waldner CL, Sandmeyer LS, Grahn BH. Cataracts in 44 dogs (77 eyes): A comparison of outcomes for no treatment, topical medical management, or phacoemulsification with intraocular lens implantation. The Canadian veterinary journal La revue veterinaire canadienne. 2011;52(3):283-8. 6