DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Co pen hagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, piease consult www.kb.dk

1 Jyyctzts^j-y', y/u>, c^y&øø^y* / yt? V" srdl*-i/?*-/ ys

Bilag I. Om de nordiske Hvaldyrs geographiske Udbredelse i nærværende og i tidligere Tid. af Professor Eschricht. Spørgsmaalet om de nordiske Hvaldyrs geographiske Udbredelse har jeg troet vilde have en temmelig almindelig Interesse for en Forsamling af Skandinaviens Naturforskere. Det er et Æmne, der i flere Aarhundreder har vundet særdeles Opmærksomhed, og til hvis Behandling man nu maaskee vilde ansee den beleilige Tid forsvunden; thi medens endnu de aretiske Have aarligen hjemsøgtes af Hundreder af Skibe, hvis Opgave udelukkende var at opsøge Hvaler, og medens disse endnu vare rigeligen at finde, visse Arter endog i utrolig Mængde, da var naturligviis Ledigheden til at lære deres geographiske Udbredelse tillige gunstigere end n u ; og vare end de Mænd, der ledede eller deeltoge i disse Foretagender, i Reglen kun jevnt dannede Sømænd og Harpunerere, saa fandtes dog ogsaa ikke saa ganske faa meget gode Iagttagere iblandt dem, enkelte endog af sand videnskabelig Dannelse. Derom vidne Navnene: Mårtens, Zorgdrager, og især Scoresby. Men hvor megen Iver de practiske Hvalfangere end anvendte, og maatte anvende paa at opspore Hvalerne, altsaa at erfare alle de Steder, hvor de ere eller vare at finde, anvendte de den dog egeutlig kun med Hensyn til ganske enkelte Arter, især navnlig Grønlandshvalen, tildeels ogsaa N a r h v a le n og

dernæst var det selv for disse Hvaler kun i en ganske indskrænket Henseende at det var Hvalfangerne om at giøre at læfe deres Udbredelse at kiende, ligesom det ogsaa kun var i denne indskrænkede Henseende, de kunde lære den at kiende. See vi noget nøiere hen til Hvaldyrenes Levemaade, vil det staae ganske klart for os, at man til Kundskaben om deres Udbredelse, ligesom til Kundskaben om deres zoologiske og anatomiske Forhold i Almindelighed, meget for eensidigen har holdt sig til det Udbytte, der var at hente fra Hvalfangerskibene og fra de tilfældige Hvalstrandinger ved de europæiske Kyster, meget for lidt derimod agtet paa de Erfaringer, som Kystbeboerne ved de aretiske Have havde at meddele. At dette navn- lig gielder med Hensyn til Hvaldyrenes geographiske Udbredelse, vil fremgaae af følgende Bemærkninger. Alle Hvaldyr ere Trækdyr. De drage fra et Hav til et andet, og deres Vandringer bestemmes vel for en stor Deel af, hvorvidt deres Føde til forskiellig Tid lindes i større eller mindre Rigelighed paa hvert Sted, men i nok saa høi Grad af Aarstidernes Skifte, og dette saa meget mere, som deres Føde især bestaaer af saadanne Dyr, navnlig Fisk, der selv giøre meget regelmæssige Vandringer. 104 Ved altsaa at bestemme Hvaldyrenes geographiske Udbredelse, kan man om man ei vil udkaste et aldeles ufuldstændigt Billede ikke noksom tage Hensyn til Aarstiderne. De Have, hvori ikke alene hver Art, men endog hvert Individ, regelmæssigen opholder sig Sommer og Vinter, ere ofte meget liernt fra hinanden liggende. Det Hav, hvori een Art kun tilbringer Sommeren, er for en anden Art kun et Vinteropholdssted. Hvaldyr- faunaen i et og samme Hav er altsaa ganske almindeligen en heel forskiellig om Sommeren og om Vinteren. Den, der kun kiender Havet fra et Ophold om Sommeren, vil faae en ganske anden

105 Hvaldvrfauna at opgive, end den, der kun kiender den fra om Vinteren. Dette gielder for alle Have og for alle Kyster. Jeg behøver kun at henvise paa vore egne Kyster for at give et Exempel. Marsvinene, der ere saa almindelige og talrige i Isefiorden og i det lille Belt, findes hist kun om Foraaret, her kun om Efteraaret, ligesom de udentvivl i Østersøen kun findes om Sommeren. Hvor de have deres Ophold om Vinteren, er ikke saa let at sige; en Anhdning dertil vil jeg senere komme til at give. Er et Havs Hvaldvrfauna ganske forskiellig om Vinteren og om Sommeren, saa indsees let, at fra Hvalfangerskibene kun kan faaes en meget ufuldstændig Kundskab om Hvaldyrfaunaen i de aretiske Have; thi Hvalfangerskibeue have aldrig opholdt sig der uden i Maanederne April til August. De traf i hele denne Tid, men især i Juni Maaned, ved Kanten af Isen eller imellem den løse lis, Grønlandshvaler og Narhvaler; i sidste Halvdeel af August vare disse Dyr forsvundne og navnlig vandrede Nord paa, hvorimod Finfiskene nu indstillede sig. Heraf lode sig vel en Deel Slutninger giøre, men ingenlunde sikkre eller fuldstændige. For at faae et fuldstændigere Billede af Hvaldyrenes Vandringer og vexlende Ophold, er det Kystindbyggernes Erfaringer vi fornemmelig have at agte paa, de Indbyggere, hvis Ophold paa de hvalrige Kyster ikke er indskrænket til en vis Aarstid, men vedvarende hele Aaret igiennem. For de grøulandske Kyster, der til denne Undersøgelse netop tør ansees for de allervigtigste, har jeg i denne Henseende, som i saa mange andre, havt en aldeles udmærket Kilde at holde mig til, idet Capt. Holbøll, der nu har tilbragt 25 Sommere og omtrent halvt saa mange Vintre paa Grønlands Vestkyst, deels af egen Tilskyndelse, deels paa min indstændige Anmodning, har samlet saavel sine egne som Andres Erfaringer desangaaendc paa Ste

106 det selv, og i Pant paa det mellem os stedfindende Venskab, overladt mig disse Erfaringer til Afbenyttelse. Disse hans Meddelelser ere allerede bievne trykkede i min første Afhandling over Hvaldyrene i det Kgl. Videnskabernes Selskabs Skrifter \ \ te Bind. Ved at sammenholde dem med alle de Rejsebeskrivelser fra hine Regioner, der have staaet til min Raadighed, har jeg vundet en Oversigt over Hvaldyrenes Stedforandringer i Baffinsbugtcn og Davisstrædet, som jeg har søgt at udtrykke ved et Schema, jeg her har den Ære at fremvise. Paa dette Schema betegner Tverinddelingen disse Haves Brcdegrader fra 57 til 78 nordlig Brede, Længdeinddelingen angiver Rækken af Aarets Maaneder fra August til December og fremdeles for hele det følgende Aar. De forskiellige Hval- dyrarters Stedforandringer ere udtrykte i Bølgelinier med for- skielligt Farveanstrøg (paa det trykte Schema med forskiellig Punctering). Iblandt disse Bølgelinier vil man kunne adskille 2 Slags, det ene mere kantede og ikke strækkende sig Sønden for 62, det andet mere krumme, paraboliske, stigende fra Schemaets sydligste Grændse Nord efter fra Marts-April til Juli-August, derpaa atter sænkende sig til samme i Maanederne September, October, November. Det første Slags Linier betegner de Hvaldyrs Vandringer, der have deres Sommerophold i de nordligste Polarhave og kun tilbringe Vinteren i Davisstrædet, altsaa udelukkende tilhore de aretiske Have; det andet derimod de Hvaldyrs, som have deres Sommerophold i Davisstrædet eller Baf- finsbugten, men om Vinteren forlade det grønlandske Hav for at trække Syd paa. Til de førstnævnte Hvaldyr, dem, der regelmæssigen aldrig forlade de aretiske Have, og kun indenfor dem trække Syd eller Nord paa, efter Vinterens og Sommerens Skifte, hører kun tre Arter, nemlig Narhvalen $ Grønlandshvalen og Hvid

107 fisken; til de sidstnævnte derimod, eller Davisstrædets regelmæssige Sommergiæsler, høre 5 Arter, hvoriblandt 3 Finhvaler, nemlig Tunnolik, Keporkab og Tikagulik, og to Delphiner, nemlig Sværdfisken og Marsvinet. Alle øvrige Hvaldyr i] Da- visstrædet og BatTinsbngten ere ikke regelmæssige, men kun ubestandige Sommergiæstcr. Hertil høre Næbhvalen (Anarnak), Grindehvalen (Nisarnak efter Holboll), den endnu ubestemte Finhval Keporkarnak og den ligesaa lidet kiendte store Delphin Pernak, fremdeles en Deel ubestemte Navne: Nisarpek, Nisar- naksoak, Nisangvoak, Sigukitsok o. s. v. Schemaet kan naturligvis kun optage de regelmæssig forekommende Arter, altsaa de tre udelukkende aretiske Hvaldyr, Davisstrædets Vinfergiæ- ster (Narhvalen, Grønlandshvalen og Hvidfisken) og de 5 stadige Sommergiæster (Tunnolik, Keporkak, Tikagulik, Sværdfisk, Marsviin). / Af disse 8 regelmæssigen i Davisstrædet forekommende Hvaldyr er Grønlandshvaleu (Arbek) den, hvis Vandring i Davisstrædet er fuldstændigst kiendt. Den trækker, siger Holboll, aldrig sydligere end til Sukkertoppen (65 ); kun et Par Gange har et enkelt ungt Dyr viist sig noget længere Syd paa, nemlig ved Godthaab (64 ). Aar, navnlig i December eller Januar. Men ved 6G 69 vise de sig hvert De komme omtrent samtidigen til hele denne Kyststrækning (66 69 ), komme altsaa formodentlig fra Vesten eller Nordvest. Ved Godhavn (69 ) forholder den sig paa den Tid ganske som et Trækdyr, idet dens Cours deels gaaer Syd paa, deels Øster paa ind i Diskobugten, hvor den som Standfisk synes at opholde sig hele Vinteren. Ved Holsteinsborg (66 ) har Grønlandshvalen fra den Tid af og til Marts Maaned et stadigt Ophold saavel i Fiordene som mellem Øerne. Den viser ogsaa paa denne Tid en aabenbar Forkiærlighed for Isen, idet den enten holder sig til den saakaldte Vestiis, der paa denne Aarstid strækker sig i

108 Davisstrædet fra Holsteinsborg til Sukkertoppen, eller inden i Fiorden til Randen af den derliggende lis. Naar Grønlandshvalen forlader Kysten den sydlige Deel (Holsteinsborg) i Marts, den nordlige i Begyndelsen af Juli trækker den Nord paa. Ved den nordligste Deel af de danske Besiddelser, 71 75 (Upernavik-Districtet), veed man kun, at den har viist sig om Sommeren indtil Juli, og igien om Efteraaret i October og November. Fra Juli til October har Grønlandshvalen ganske forladt hele den beboede Deel af den danske Vestkyst. Ifølge Grønlændernes Beretning skal man derimod hver Sommer træffe Hvalfisk i de dybere Bugter indenfor Kystlandet mellem 71 75, saasnart Isen giør den Opholdet der muligt. Disse Erfaringer, hentede fra Iagttagelser paa Grønlands Vestkyst, lade sig vel uden synderlig Fciltagelse anvende paa Davisstrædet og Baffiusbugten i det Hele, ligesom i det tilstødende Hudsons- og Barrowsstræde; kun at man derved ikke overseer, at den amerikanske Kyst har en kiendeligt lavere Temperatur, hvorved det ogsaa bliver forklarligt, at Grøulandshvalerne om Efteraaret komme ligesom pludseligt fra Vesten, hvor nemlig Vinteren da alt var fremrykket, tidligt paa Sommeren derimod drage Nord paa langs Grønlands Vestkyst, hvor nemlig paa den Tid Vinterisen allerede er noget mere opløst. Det er altsaa efter disse Angivelser at jeg har ansat Grønlandshvalens Vandringer i Baffinsbugtén paa Schemaet i det Bælte, som er betegnet: Mysticetus. For at prøve Rigtigheden og den practiske Anvendelighed deraf, har jeg seet efter, i hvor vidt de nyere Polarreisendes Angivelser og isolerede Iagttagelser af Grønlandshvaler paa en bestemt Tid og et bestemt Sted hvergang faldt indenfor det betegnede Bæltes Grændser, og Schemaet holdt hvergang Prøven. Saaledes f. Ex. naar Capt. Parry ifølge sine Iagttagelser raader Hvalfangerne, fra 20 25de Juli at trænge frem til den 7 3 74de Grad i Baffinsbugtén.

109 Derunder, siger han, er det rigtignok sandsynligt, at man ikke støder paa en eneste Hvalfisk, end ikke om Skibet hele Tiden holder sig til den østlige Rand af Isen. Fra den 73 74 af, vil han, at Skibene skulle bane sig Veien til Vestkysten; thi omendskiøndt dette endnu kan medtage en 4 Uger, altsaa til Slutningen af August, vilde da endnu blive Tid nok tilovers for Fangsten i Barrowsstrædet, eftersom netop September Maa- ned er den allergunstigste i hele Aaret for Seiladsen i Baffinsbugten. Det er en meget almindelig Mening, at Grønlandshvalen tidligere skulde have havt en ganske anden Udbredelse end nuomstunder. Men denne Mening har jeg allerede i min første Afhandling over Hvaldyrene i Videnskabernes Selskabs Skrifter fremstillet som aldeles urigtig, saafremt der menes noget meer, end netop at den i visse Egne er saa godt som udryddet. Det her givne Schema vilde altsaa ogsaa kunne anvendes paa de tidligere Forhold i Baffinsbugten, og virkelig har det holdt Prøven ligesaa godt, naar jeg sammenlignede de af de ældste Reisende giorte Iagttagelser, navnlig selve Baffi n s. Det var i Juli Maaned 1616, at han i den nordligste Deel af den efter ham opkaldte Bugt traf de mange Hvaler i Wostenholme-Sound (67Vss ) og Whale-Sound (77Va0). Denne Trækken af Grønlandshvalen staaer iøvrigt ganske i Overeensstemmelse med Isens Beskaffenhed i de aretiske Have. I August til September Maaned ere disse Have meest aabne, og Grønlandshvalen sværmer da formodentlig især mellem Amerika og Nordpolen, ligesom i den allernordligste Deel af Baffinsbugten. I December, naar Isen ogsaa her danner et fast Overtræk, drager den Sønder paa til Davisstrædet og til Diskobugten; men i Marts holder den sig allerede mere Nord paa, og i Juli drager den stedse høiere op ad Polen til, for først i September atter at begive sig bort. Grønlandshvalen

110 forlanger altid et Ophold imellem den løse lis eller indenfor den faste lis, hvorsomhelst deri findes større eller mindre Aabninger. Saaledes er det nu, og saaledes har det altid været. Alle Angivelser om Grønlandshvaler langt udenfor lislinien grunde sig paa Forvexlingen med en anden Rethval, Islændernes Sletbag, Hvalfangernes Nordkaper, der ikke mindre end Grønlandshvalen har været udsat for Hvalfangernes Forfølgelser og nu synes aldeles udryddet i de nordiske Farvande. Efter at have talt saa udførligt om Grønlandshvalen, kan jeg fatte mig saa meget kortere om Narhvalen, et ikke mindre udelukkende aretisk Dyr end den, paa samme Maade og i samme Grad altid holdende sig indenfor Isen, forsaavidt deri endnu ere Aabninger for Aandedrættet eller forsaavidt dens Dække endnu er at støde igiennem med Narhval-Hannens lange venstre Biørnetand. Dens Udbredelse falder saaledes sammen med Grønlandshvalens, især med den nordligste Deel af dens Bælte, og den er ikke særligen angivet paa Schemaet. Om Hvidfisken, den tredie udelukkende nordiske Polarhval og derhos det ved Grønlands Vestkyst allertalrigste Hvaldyr, ofte visende sig i uoverseelige Skarer, der synes at indeholde flere tusinde Individer, siger Holboll, at den først i Octobcrmaaned kommer til Godhavn (69V*0), i Begyndelsen af December til Godthaab (64 ), og noget senere til Fiskernæs (63 ), men ikke gaaer mere Sønder paa end til -62. I hele denne Strækning opholder den sig da inden i alle Sydgrønlands Bugter hele Vinteren over, indtil den fra Slutningen af April til Slutningen af Mai lidt efter lidt trækker Nord paa, i Mai og Juni især bliver Gienstand for Fangst i de nordligere Colonier Jacobshavn og Claushavn, og i Begyndelsen af Juli atter forlader disse Kystegne, for at fortsætte sin Vandring mod Nord. Af disse Angivelser er det klart, at Hvidfiskens Udbredelsesbælte i Baflfinsbugten omtrent falder parallelt mød Grønlands-

111 hvalens, men sydligere, altsaa udenfor den egentlige lislinie. Dette dens sydligere Udbredelsesbælte er paa Schemaet betegnet med Ordet Beluga. I Modsætning til hine tre rcent aretiske Hvaldyr komme alle andre til Davisstrædet ikke Nord men Syd fra, og komme paa den Tid, da hine drage bort høiere mod Nord. De træffe altsaa i Reglen ikke sammen med dem, hvilket paa Schemaet maa vise sig dermed, at deres Bælter i Reglen ikke krydses. Undtagelse i denne Henseende giøre tildeels de tre almindelige nordiske Finhvaler, den store korthaandede, egeutlige Finlisk (Tunuolik), den lille korthaandede (Tikagulik) og den langhaandede Finhval (Keporkak), hvis Udbredelse i hele Sommeren, fra Juni til October, for en stor Deel falder sammen med Hvidfiskens, for en ganske liden (i September October) ogsaa med Grønlandshvalens. Alle Davisstrædets regelmæssige Sommergiæster komme i Marts og April, Sværdfisken dog maaske først i Mai; alle drage bort omtrent i November. De tre af dem udbrede sig langs hele Grønlands Vestkyst, nemlig den langhaandede Finhval (Keporkak), den lille korthaandede (Tikagulik) og Sværdfisken. Deres fælleds Bælte falder mellem de to Linier, betegnede Keporkak N. Gr. og Keporkak S. Gr. Derimod holder den store korthaandede Finhval (Tunnolik) sig til den nordlige Halvdeel af dette Bælte (mellem Linierne: Tunnolik N. Gr. og Tunnolik S. Gr.), Marsvinet derimod til den sydlige (betegnet med Linierne Phocæna N. Gr., der falder sammen med Tunuolik S. Gr. og Keporkak S. Gr.). I Havet Østen for Grønland ligger Narhvalens og Grønlandshvalens Udbredelse i det Hele nordligere, hvilket atter stemmer ganske overeens mell Isens forskiellige Forhold dersteds. Det aretiske lisdække, der om Vinteren ganske lukker hele Baffinsbugten og selv i Davisstrædet endnu danner et

112 fast sammenhængende Legeme langs hele den amerikanske Kyst, ligger, efter de Polarreisendes Beretninger, endnu om Foraaret fremdeles fra Cap Fanvell langs Grønlands Østkyst til Jan Mayns- Land, men danner ved 73 74 et mærkværdigt Fremspring, hvis yderste Spidse (efter Scoresby) ligger mellem 5 og 40 Greenwicher Længde, og stiger derfra pludselig mod Nord, saa at Havet Vesten for Spitzbergen næsten altid er meer eller mindre frit for lis, undertiden med aaben Adgang Syd fra (Hvalfangernes open seasons) i andre Aar aflukket (close seasons). Naar altsaa Hvalfangerne dreve deres Fangst i dette Hav indtil 1818 næsten udelukkende tæt ved Vestkysten af Spitzbergen, mellem 76 80, senere, efter Scoresbys Exempel, ogsaa ved Grønlands Østkyst mellem 71 74, men begge Steder navnlig i Mai og især i Ju n i, hvorimod sidst i Juli eller først i August alle Hvalfiskene trak høiere Nord paa, og med dem Narhvalerne, hvorimod Finfiskene da indtraf i deres Sted saa viser sig her aabenbart den samme Tilbøjelighed hos de førstnævnte til uafbrudt hele Aaret igiennem at være Nordpolens lis saa nær som muligt, hvorimod Finhvalerne kun om Sommeren nærme sig Polarisen, hvorhos det endnu kan henstilles, om det skeer nærmest paa Grund af Havets Varmegrad eller maaskee snarere ifølge Fiskenes Træk. Efter det hidtil Fremsatte vil altsaa Grønlandshvalens, Narhvalens og Hvidfiskens Udbredelse Vinter og Sommer altid falde indenfor Polarhavenes Grændser, hvorimod vi om alle øvrige Hvaldyrs Udbredelse ikke kunne faae en fuldstændig Forestilling, uden ved endnu at see hen til de sydligere Have. I disse maae vi navnlig i Vintermaanederne ikke alene kunne finde de samme Arter, men endog de samme Individer, som i Sommermaanederne giæste de aretiske Farvande. Den første Række Erfaringer, der her kunde komme i Betragtning, ere de fra Norges Vestkyst.»Kort efter hellig tre

113 Kongers Dag», siger Pontoppidan,»begynder Almuen at see ud fra alle høie Bierge efter Hvalfiskene, som forkynde dem Sildens Ankomst. Først seer man Springhvalen (det vil sige Delphiner, der ikke ere regelmæssige Giæster i Davisstrædet), der i størst Mængde kommer 8 å 14 Dage, undertiden ikkun 3 k 4 Dage, som den store Hvals Forløber«. Yed denne store Hval forstaaes naturligviis ikke Grønlandshvalen, der hverken jager Fisk ei heller gaaer saa langt Syd paa, men en af hine store Finhvaler, om ikke begge, der om Sommeren giæste Davisstrædet og forlade det i November. Deres Ankomst først i Januar ved Norges Kyst passer saa godt hertil, at Formodningen maa blive saa meget større, at det tildeels endog ere de selv samme Individer. Midt om Vinteren«, siger Pontoppidan fremdeles, *støde de ubyre store Skarer af Sild og Torsk paa Norges Vestkyst, jaget eller drevet derhen ved sine Efterstræbere, hvilke især ere: Springhvalen (Delphiner), Haaen, Sælhunden, Marsvinet og især den store Hvalfisk, kaldet deraf Sildehval. Naar Hvalfiskene for deres Storheds Skyld ikke tør vove sig længer ind imellem Udøer og Skiær, da blive de dog en Maaneds Tid eller halvanden der staaende ligesom paa deres Post, og bespænde den omtalte Linie, der udgiør 60 norske Mile, langs med Landet.«Man vil finde at dette de store Finhvalers Ophold ved Norges Kyster i Januar og Februar Maaned falder netop sammen med deres Fraværelse fra de aretiske Have, og der er vel al Grund til at antage disse Vintergiæster ved Norges Kyster for en stor Deel at være de selvsamme Individer som dem, vi have ovenfor omtalt at være Sommergiæster i BafFinsbugten. En anden Række Erfaringer, der maa komme i Betragtning ved at efterspore de nordiske Finhvalers Vandringer, ere de almindelig bekiendte, at Indstrandinger af disse Dyr ved de 8

114 europæiske Kyster næsten altid indtræffe om For- og Efter- aar aabenbart paa deres Vandringer til og fra de aretiske Have. Særdeles mærkelig er ogsaa den ældre Bemærkning om de ved Bermudasøerne i Marts regelmæssigen sig indfindende langliaandede Finhvaler. Da jeg nemlig troer at have fundet, at disse ere samme Art som den grønlandske Keporkak, have vi ogsaa her et Spor af disse nordiske Trækdyrs Ophold udenfor Sommermaanederne og tillige et Vidne om, at Vandringerne idetmindste tildeels strække sig langt udenfor de nordiske Have, navnligen de nordiske Finhvalers sikkerligen ofte, om end ikke regelmæssigen eller aarligen, til de tropiske Himmelegne eller endog til hiinsides Linien. Med Hensyn til de smaa Finhvaler og Marsvinet er fo r holdet anderledes. ved Norges Kyster som i Davisstrædet. Hine ere nemlig kun Sommergiæster saavel Vi kunne altsaa, om end Grønlændernes Tikagulik er samme Art som de Norskes Vaagehval, dog ikke antage, at Individerne her ere desamme; vi maae meget mere troe, at disse Dyr overalt søge Kysterne om Sommeren (navnlig de drægtige Hunner), medens de om Vinteren holde sig længere ude paa Havets Dyb. Det Samme gielder om Marsvinene, forsaavidt de i Østersøen ligesaavel som i Davisstrædet kun ere Sommergiæster. Men om Vinteren vides Marsvinene dog at tage Deel i den store Vandring eftei Sildeskarerne ved de norske Kyster, og det bliver derved saa meget mere paafaldende, at ikke ogsaa de smaa Finhvaler, der dog ligeledes ere fiskeædende, tage Deel deri. Ganske særskilt blandt Hvaldyrene fortiene Svæidfiskene og de beslægtede Arter at omtales, forsaavidt de undtagelsesvis ere rivende Dyr, ikke mindre glubende end nogetsomhtlst andet Rovpattedyr. De vise sig oftest samtidig med andre Hva ler, især maaskee Bardehvaler, om Sommeren navnlig i Batfins-

115 bugten, om Vinteren ved Norges Kyster, dog ikke for ligesom de øvrige Hvaler at forfølge Torskene og Sildene, men for at forfølge de andre Hvaler selv. Paa en særegen Maade forholder det sig ogsaa med alle de Hvaldyr, der fortrinsviis leve af Blækfisk, Teutophagerne. I det aretiske Hav ere de repræsenterede af Narhvalen, i de mere tempererede af Næbhvalerne og Grindehvalerne, i de tropiske, eller rettere i de store Verdenshave overhovedet, af Kaskelotterne. De ere alle store Hvaler med meer eller mindre affældige Tænder og runde, afstumpede Hoveder (Butskopfe), giøre lange Vandringer, de fleste i store Flokke, men fortrinsviis i det aabne Hav, fiernt fra Kysterne. De store Grindehvalflokke, der om Sommeren giæste Færøerne og de nærliggende Øgrupper, ere aabenbart kun paa Veien fra Atlanterhavet til lishavet eller fra dette til hiint. Det Samme tør maaskee antages om Næbhvalen, naar den under Navn af Døgling hvert Efteraar giæster den sydligste i Færøernes Gruppe hvorved det endnu turde være nøiere at erfare, om det ikke fortrinsviis ere drægtige Hunner, ligesom de i Fiordene ved Bergen hver Sommer indtræffende Vaagehvaler. De Vandringer, som alle Hvaldyrene saa regelmæssigen foretage i Aarets Løb, maae ligge dybt begrundede i deres Natur. Selv den voldsomste Indvirkning fra Menneskets Side synes ikke at kunne bevirke nogen Forandring deri. Jo regelmæssigere en vis Art aarligen indfinder sig paa et vist Sted, desto skaanselløsere er i Reglen den Jagt, der sammesteds udøves paa den; men desuagtet foretrækker den neppe noget andet Sted til samme Aarstid, saa at dens endelige Udeblivelse kun synes at bevirkes ved dens fuldkomne Udryddelse ved Forfølgelsen der eller andetsteds. Saaledes navnlig Kaskelotternes Udeblivelse i Norden ved den voldsomme Jagt paa dem i Atlanterhavet i Løbet af forrige Aarhundrede, Ret- 8*

11«hvalernes i Biskaierbugten, omkring Island og Spitzbergen ved den overdrevne Hvalfangst giennem flere Aarhundreder paa disse Stederselv. En egentlig Forandring i Dyrenes Træk, end sige en saadan, der maatte medføre en Forandring i deres hele Levemaade, er neppe i noget Tilfælde at eftervise eller endog at antage. Fra deres Vandringer som de for Tiden ere kunne vi meget mere slutte tilbage til deres Vandringer i Fortiden, kun at derved tages Hensyn til enkelte Arters tidligere langt større Talrighed. Jeg vil prøve, til Slutning af disse Meddelelser at fremsætte det Billede, jeg efter mine Undersøgelser har troet at kunne udkaste af de nordiske Hvaldyrs Udbredelse efter Aårstiderne i ældre og nyere Tider. I December, Januar og Februar vare fordum, ligesom nu, alle Havene nærmest om Nordpolen, Baffinsbugten indtil den 68de Grad, hele Hudsonsbugten og Hudsonsstrædet, fremdeles Havet nærmest Østen om Grønland og hele Havet omkring Spitzbergen og Nowaja-Semlja, kort de aretiske Have saavidt de dækkedes af et sammenhængende fast Lag aflis, menogsaa kun saavidt, ganske blottede for Hvaldyr. Tæt op til dette faste lisdække, mellem den løse lis eller i de indelukkede Aabninger af selve lisdækket, navnlig i St. Lorenzbugten, den nordligste Deel af Davisstrædet, Havet Syd for Spitzbergen og Nowaja-Semlja indtil Islands Nordkyst og formodentlig indtil Nordkap, levede paa den Tid af Aaret Narhvalerne og Grønlandshvalerne. I den sydlige Deel af Davisstrædet og overhohovedet i det aabne Hav nærmest ved lislinien vare kun endnu Hvidfiskene. De fleste fiskeædende Hvaldyr droge i December eftersildestimerne, navnlig de egentlige Delphiner (Springhvalerne), Marsvinene, Finfiskene. Til dem sluttede sig Rovhvalerne (Sværdfiskene). I Januar naaede deres store Skarer til Norges Kyster. I det nordlige Atlanterhav tumlede sig de blækfiskædende Grindehvaler og Næbhvaler, i Biskaierbugten Nordkaperne, og

11T indtil hiinsides Vendekredsen Kaskelotterne, tildeels ogsaa Finfiskene og de langhaandede Finhvaler (Keporkak), de sidste fortrinsviis nær den amerikanske Kyst, skiøndt paa den anden Side ogsaa følgende efter Sildestimerne til Norges Kyster. Overalt havde de store Finhvaler, ligesom overhovedet alle større Hvaldyr, deres Cøurs i det store aabne Hav, kun undtagelsesviis nærmende sig Kysterne. Ved Slutningen af Februar viste sig allerede hos de meest Syd paa gaaende iblandt dem en Tilnærmelse til de nordligere Egne. I Marts kom Skarer af de langhaandede Finhvaler paa deres Vandring mod Norden tilbermudas-øerne ; under Jevndøgnsstormene forulykkede mangen Finhval ved de vesteuropæiske Kyster; Nordkaperne forlode Biskaierbugten, Marsvinene droge ind i forskiellige Bugter af det nordlige Europa og Amerika. 1April vare i Baffinsbugten allerede Narhvalerne, Grønlandshvalerne og Hvidfiskene rykkede nogle Grader nærmere mod Nordpolen; i Davisstrædet indtraf Finhvalerne og Marsvinene. I Mai og Juni var dengang Havet ikke blot om Spitzbergen, Grønlands Østkyst og den nordlige Deel af Baffinsbugten, men ogsaa om Canada, Nyfoundland og Labrador, fuldt af Hvalfisk, tildeels ogsaa af Narhvaler og Hvidfisk ; i den sydlige Deel af BatFinsbugten ligesom nu, dog neppe i større Mængde, fandtes Finhvaler, langhaandede (Keporkak) og korthaandede (Tunnolik, Tikagulik), samt Marsviin. Desuden kom paa den Tid af Aaret, forhen ligesom nu, Rovdelphiner, undertiden ogsaa andre ubestandige Giæster af Hvaldyrfamilien fra Atlanterhavet ind i Davisstrædet og andre Polarhave. I Havet mellem Island, Jan Mayens Land og Nordkap sværmede forhen paa den Tid af Aaret den mindre, men vilde og med Cirripeder besatte Rethval, Nordkaperen, Islændernes S l e t b a g / ^, mellem Island og Skotland droge Grindehvalerne Nordost paa, i Atlanterhavet sværmede Kaskelotterne og Narhvalerne. Marsvinene droge ogsaa ind i Østersøen, ligesom overbovedet mange

118 Hvaldvr nærmede sig mere Kysterne, f. Ex. Vaagehvalen Norges Kyster i Omegnen af Bergen. Fra Atlanterhavet droge flere Delphinarter ogsaa ind i Middelhavet og fra dette ind i det sorte Hav, saaledes som Belon navnlig har berettet fra det \ 6de A århundrede. Fra sidst i Juli til midt i September havde tidligere, ligesom nu, alle de høinordiske Hvaldyr indtaget deres nordligste Standpunct. Østen for Grønland vare navnlig Grønlandshvalerne udenfor Hvalfangerskibenes Raaderum, Vesten for Grønland netop kun endnu at naae i de nordligste Arme af Baffinsbugten og i Barrowsstrædet. De tidligere Opholdssteder for de tre aretiske Hvaldyr: Grønlandshvalen, Narhvalen og Hvidfisken, vare nu indtagne af store og smaa Finfisk, langhaandede Finhvaler og Rovhvaler. Paa denne Tid af Aaret var det formodentlig ogsaa, at Kaskelotterne tilligemed de andre Giæster fra Atlanterhavet besøgte de aretiske Have. I Havet omkring Nordkap sværmede de derefter opkaldte mindre Rethvaler, noget længere Sydvest paa høist sandsynligen Grindehvaler, Næbhvaler og flere Arter egentlige Delphiner. De europæiske Kyster havde samtidigen deres bekiendte Sorumergiæster. I den sidste Halvdeel af September begyndte den almindelige Tilbagerykning Syd efter. Alle de forskiellige Arter trak tilbage til deres tidligere Opholdssteder fra Mai-Juni. Dø giingen viste sig ved Island og de sydligste Færøer; flere Tilfælde indtraf ogsaa af forulykkede store Hvaldyr under Efteraarsjevndøgnet. I October og November nærmede alle sig deres Vinterstationer, for i December atter at indtage dem.

ils t*-.r, ' ife : %; mti r # >. m 'vi-:r' ;v;i ; i«';s*aj5 4 - f 1 '**