Patientinformation Fjernelse af knyst ved storetå - Hallux valgus www.friklinikkenregionsyddanmark.dk 1
Medbring denne vejledning på din operationsdag Knyst ved storetåen Knystdannelse ved storetåen er ret almindeligt forekommende, og ses ofte hos kvinder. Knysten dannes, der hvor ledhovedet fra storetåens grundled trykker ud under huden. Der kommer desuden smerter i området på grund af tryk fra fodtøj. Samtidig forekommer der ofte forfodsnedsynkning udfor 2. og 3. tå med smerter. Formålet med operationen Der bør foretages operation, hvis smerterne bliver daglige og generende. Formålet med operationen er at genskabe en bedre stilling af storetåen. Sådan foregår operationen Ved operation er det ikke tilstrækkeligt blot at mejsle knogle fra knysten, da storetåen stadig vil trække til siden og derved hurtigt genskabe knysten. I de fleste tilfælde foretages en forskydning af ledhovedet mod 2. tå og en afglatning af knoglen. Der foretages desuden en opstramning af ledkapslen således, at tåen rettes op. Ofte fjernes også et stykke af selve leddet. Her isættes en metalpind igennem storetåen for at give tåen den rette vinkel. Metalpinden skal sidde i tåen i 4 uger. Ved denne operation bliver tåen en anelse kortere og kan også blive mere løs. Forud for operationen skal der tages røntgenbillede, da det bedste resultat opnås ved nøje planlægning. 2
Forberedelse til operation Vær opmærksom på faste- og medicinregler, og læs det udleverede materiale om bedøvelse. Du bedes tage et bad hjemmefra. Efter badet må du ikke smøre området, der skal opereres ind i creme. Det er vigtigt, at foden er så ren som muligt. Du bør derfor om aftenen inden operationen tage et fodbad i sæbevand i ca.10 minutter. Undgå at have smykker, neglelak eller makeup på. Medbring evt. badesandaler eller hjemmesko. Medbring gerne sko (træsko) med kraftig sål (2-3 cm) til din raske fod, da hælskoen du skal bruge er ca. 3 cm høj. Tag bukser med brede ben på (f.eks. joggingbukser) af hensyn til forbindin gen. Kontakt os senest 2 dage før din operation, hvis du har sår, rifter eller bumser i det område, der skal opereres. På din operationsdag Når du møder, skal du klæde om til hospitalstøj. Du får forebyggende smertestillende medicin. Inden din operation taler du med lægen, der skal foretage operationen. Operationsområdet vil blive vasket af med et desinficerende middel. Efter operationen får du taget et kontrol røntgenbillede af foden. Lægen vil informere om resultatet af din operation, inden du udskrives. Vi gør opmærksom på, at der kan forekomme ventetid inden operationen. Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. 1 time. 3
Din udskrivelse Du kan som regel komme hjem 2-3 timer efter operationen. De første døgn efter operationen Vi anbefaler, at du holder dig helt i ro og har foden højt hævet for at mindske blødning og hævelse. Smerter Der kan forekomme smerter efter operationen, når du er kommet hjem - sørg derfor for at have købt Pamol, Pinex eller Panodil. Vi anbefaler, at du tager dette sammen med det gigtmiddel, som du får udleveret før udskrivelsen. Disse tabletter giver en optimal smertebehandling, en bedre sårheling og mindsker irritation i dit operationssår. Du får også et kunstigt morfinmiddel (oxynorm og oxycontin). Se det skema, du får udleveret i forhold til, hvordan du skal tage den smertestillende medicin. Plaster, forbinding og bad Forbindingen skal blive på i 14 dage, indtil trådene er fjernet. Forbindingen må ikke blive våd. Bliver forbindingen gennemblødt eller våd, skal den skiftes, da det øger infektionsrisikoen. Sker det i løbet af den første aften eller nat skal forbindingen skiftes på skadestuen ellers hos din egen læge eller i Friklinikkens ambulatorium. Du må tage brusebad, hvis du kan undgå, at forbindingen bliver våd. Hælsko og krykker Du skal anvende den udleverede hælsko i 4-6 uger. Du får udleveret krykker efter operationen hos os. Det er en god idé at anvende en sko med lidt hæl på den anden fod. 4
Hold maven i orden Det er vigtigt, at du holder mave/tarmfunktion i orden. Du kan spise almindelig kost. Afføringen kan blive træg på grund af den smertestillende medicin (oxynorm, oxycontin eller ketogan). Vi anbefaler, at du spiser svesker, figner eller lignende. Du kan også købe et let afføringsmiddel på apoteket. Husk at drikke rigeligt væske. Tråde Tråde fjernes som regel 14 dage efter din operation. Kontrol 14 dage efter operationen kommer du til kontrol i Friklinikken, hvor sygeplejerske fjerner tråde og lægger en anden bandage på. Du får yderligere information om de næste 3-4 uger ved denne kontrol. Sygemelding Det kan være nødvendigt, at du er sygemeldt i 6-8 uger. Dette afhænger af dit arbejde i forhold til, hvor meget du står og går. Risiko ved operationen Infektion kan forekomme efter enhver operation - dette er dog sjældent. Tegn på infektion er rødme, hævelse og varme omkring operationsstedet samt evt. feber. Oftest opstår infektion 3-4 dage efter operationen, ved sådan et tilfælde skal du søge læge. I yderst sjældne tilfælde kan der forekomme manglende heling af knoglen. I nogle tilfælde forekommer der smerter ved storetåens grundled på grund af den ændrede belastning på foden, og det kan blive nødvendigt med et indlæg. 5
Henvendelse Henvendelse, hvis der opstår problemer Har du problemer med: Blødning Hævelse - inden for det første døgn efter operationen kan være tegn på blødning Smerter - hvis den anbefalede medicin ikke kan dæmpe dine smerter Infektion - ved rødme, hævelse og varme samt evt. feber skal du henvende dig til egen læge, lægevagten eller skadestuen. Du får udleveret en kopi af din journal, som du skal medbringe. Har du spørgsmål eller er i tvivl om noget, er du altid velkommen til at ringe til en sygeplejerske på telefon 7690 8350 mellem kl. 9.00-15.00. 6
Notater 7
Friklinikken, Region Syddanmark Agerbølvej 2B, 7323 Give Telefon 7690 8350 Mail: friklinikken@rsyd.dk Scan koden og besøg vores hjemmeside - her finder du mere information. Friklinikken RSD, rev. juli 2013 812935 8