Stockholm og Helsingfors 2004.

Stockholm og Helsingfors 2004. Fredag den 23. april. Med vores efterhånden sædvanlige og særdeles velanskrevne busbesætning, Steen Jørgensen som en erfaren pilot, og Ingrid og Bjarne Geil som kyndige guider, drog Seniorklubben med deres koner og nogle enkelte gæster atter engang på eventyr. Denne gang til hovedstæderne Stockholm og Helsingfors. Efter opsamling og start fra Hattemagervej kl. 8.00 satte vi straks kursen mod Frederikshavn, hvorfra vi indledte første etape af turen med hurtigfærgen Stena Carisma. Her fik vi serveret en dejlig morgenbakke, og med indtagelsen af dette måltid samt en efterfølgende rundtur på færgen føltes det, som var vi i Göteborg på ingen tid. Vi skulle nu indlede den cirka 450 km. lange tur til Stockholm, dog med visse pauser indlagt, således at der også var tid til ryge og få strakt ben. Ruten gik først ad hovedvej 40 til Borås og Jönköping ved sydspidsen af den lange sø Vättern. Fra vore tidligere ture kender vi i forvejen Bjarnes formidable fortælleevner, og allerede på denne del af turen skitserede han Finlands og Sveriges historie i store træk. For, som han sagde, der bliver så meget at se på turen, at jeg slet ikke kan nå at berette om det mens vi kører forbi. Straks efter at vi er drejet op langs østsiden af Vättern finder Steen en rasteplads, idet hans kone Hanne havde smurt ikke mindre end 150 sandwich til os derhjemme i Fjerritslev. En stor og flot gestus må man sige, da dette måltid egentlig ikke var med i turens pris. Den videre tur fortsatte derefter af E 4 via Mjölby, Linköbing, Norrköbing, Nyköbing og Södertälje til rejsens første mål, Stockholm. Vi kører ind til byen fra sydvest, men da vores hotel, Elite Palace Hotel, ligger i byens nordlige ende, får vi således allerede ved ankomsten det første indtryk af denne store by. Som altid, den første dag skal man lige have sjælen med sig, så det gælder bare om at finde sine værelser, få pakket ud og en klud i hovedet inden vi i samlet trop kunne møde op til en gang Spare Ribs i hotellets tilhørende restaurant, The Bishops Arms Pub. Et sted, som var forsøgt holdt i engelsk stil. F.eks. var de store ølglas mærket med tre streger, hvor den tilhørende tekst, læst fra bunden og op, lød: Ladies, Gentlemen og Pigs. Mærkeligt nok, man så flere af vore deltagere med et glas, hvor øllet stod ved øverste streg. Men da den lange rejse, den gode mad og lidt tilhørende drikkelse giver en naturlig træthed, kunne man snart efter dette måltid se turens deltagere liste hver til sit. De retfærdiges søvn ventede. Lørdag den 24. april. Dette var så dagen, hvor vi for alvor skulle tage Sveriges smukke hovedstad i øjesyn. Selvom Steen havde haft den kedelige oplevelse, at der havde været indbrud i bussen om natten, dog heldigvis uden de helt store skader, holdt han klar til at køre os ind til kvarteret Norrmalm lige midt i byen kl. 9.00. Nærmere bestemt på Sergels Torget, der er navngivet efter den berømte kunstner Johan Tobias Sergel, 1740 1814. Herfra var der frit valg, om man ville udforske byen på egen hånd eller følges med Bjarne. Vistnok alle fulgte med Bjarne. Turen går i første omgang ad Hamngatan hen forbi varehuset NK, hvor den svenske udenrigsminister Anna Lindh blev myrdet for ikke så længe siden. Herfra fortsætter vi op over Norrmalmstorget og videre tilbage mod Sveavägen. Det var her statsminister Olof Palme blev myrdet den 28. februar 1986. Vi leder lidt efter hans mindeplade, som er nedfældet i fortovet på hjørnet af Tunnelgatan, og finder den da også tilslut under en dynge sand. Der er nu ikke langt til Hötorget. (Ikke at forveksle med Halmtorvet i København). Hötorget er en markedsplads, som har eksisteret helt tilbage fra 1600 tallet, hvor man bl.a. handlede med dyrefoder. I dag handles der fortrinsvis med frugt og grønt samt blomster. En handel, der 1

i øvrigt for det meste varetages af indvandrerbefolkningen. Da vi igen mødes på Sergels Torget kommer Steen snart efter med bussen for at køre os over til Gamla Stan, hvor vi skal overvære vagtskiftet på Kongeslottet. Dette foregår noget anderledes end i Danmark, idet man ikke som hos os har en fast livgarde, hvorfor det er forskellige regimenter, der overtager vagten hver dag kl. 12.00. Det var nu egentlig meningen, at vi skulle have holdt vores frokostpause, men da vi også skulle se selve slottet inden det lukkede, måtte vi derfor ændre på tingene. Det nuværende kongeslot er bygget efter en brand hvorunder forgængeren brændte ned til grunden i 1697. En imponerende bygning, som rummer ikke mindre end 608 værelser. Vi kunne naturligvis ikke se dem alle, men for at nævne bare et par enkelte af dem, var ikke mindst Karl 11.s galleri og Rigssalen utroligt flotte. Der var nu tid til en lille vandring på egen hånd i Gamla Stan, samt måske også at få lidt vådt og tørt til halsen. Dette kunne f.eks. ske på Stortorgs Källeren, hvor serveringen dog foregik i terrænhøjde. Stortorget er for os danskere et særdeles historisk sted, idet det var her Chr.2. lod udføre det stockholmske blodbad i 1520. Mere end 80 adelsmænd og borgere blev da halshugget efter anklage for kætteri. I dag er det heldigvis mere fredeligt at vandre en tur i denne gamle bydel. Storkyrkan var desværre lukket, men de små gader summede til gengæld af liv, og havde et væld af spændende butikker med alverdens ting og sager til salg. Dagsprogrammet var hermed slut, men som ekstranummer havde Steen tilbudt at køre os en aftentur ud til byens 155 høje fjernsynstårn. Men først skulle vi dog indtage vort aftensmåltid, hvilket denne gang skulle foregå på den græske restaurant Mykonos, der lå lidt længere oppe ad Sankt Eriksgatan. Menuen bestod af Kotopoulo og is. Eller sagt med andre ord, grillet kylling med græsk salat og tzaziki samt is. Ganske velsmagende i øvrigt. Fra restaurant Mykonos tog vi direkte ud på den lovede aftenstur, men ikke umiddelbart ud til fjernsynstårnet, idet Steen nok engang kørte os en tur rundt i det indre Stockholm. Herunder en tur ud ad Strandvägen med udsigt til Blasieholmen og øen Skeppsholmen, og fra Strandvägen videre ad Djurgårdsbron over på den betydeligt større ø Djurgården. Målet for turen, Kaknästornet, ligger i byens nordøstlige udkant og er centrum for landets tvog radioudsendelser, ligesom der også findes udstyr til satellitforbindelser til flere europæiske byer. Der er således anbragt en del store paraboler ved foden af tårnet, hvoraf den største har en diameter på hele 13 meter. De næstøverste af de 34 etager er indrettet som udsigtsplatforme, ligesom restauranten under disse også har en fantastisk flot udsigt ud over byen. Det må vi også opleve, og tager derfor straks med de to hurtigtgående elevatorer helt op for at kunne nyde udsigten horisonten rundt. Bl.a. kunne man se lige ned på Silja Lines færgeleje, hvorfra vi skulle afsejle næste dag. Og, da vi nu alligevel var der, hvorfor så ikke slutte dagen med at nyde sin aftenkaffe her højt til vejrs mellem himmel og jord. Så det gjorde vi, og mon ikke vi alle efter hjemkomsten til hotellet hurtigt krøb til køjs efter en lang og begivenhedsrig dag. Søndag den 25. april. I dag skal vi rimeligt tidligt op. Dels skal kufferten være pakket med henblik på afrejsen til Finland senere på dagen, og dels skal vi på besøg i Stadshuset allerede kl. 9.00. Dette bygningsværk var vistnok Sveriges største byggeprojekt i hele det 20. århundrede, og det rummer da også nogle imponerende store og flotte sale. Vort besøg starter i Den Blå Sal, hvor vi bliver taget imod af en vældig sød og venlig kvindelig guide. Den Blå Sal er i virkeligheden bygget af mørkerøde mursten, men navnet er bevaret fordi rummet oprindeligt skulle have været blåt. Det er her man afholder de årlige Nobelprisfester. Ad en stor, bred trappe og ad lange gange kommer vi frem til Byrådssalen hvor Stockholms 101 rådmænd afholder deres møder. De ordførende af disse sidder endog under en vældig flot baldakin, mens tilhørerpladserne derimod er bygget amfiteatralsk højt op. 2

Herfra går vi ind i det 106 meter høje hjørnetårn, der øverst oppe krones med Sveriges heraldiske symbol, som netop er tre guldbelagte kroner. Det siges, at hver af disse er lige så stor som en folkevogn. Vi går nu gennem Prinsens Galleri med det lange vægmaleri og derfra ind i Guldsalen. Havde man ikke været imponeret før, så blev man det her. Denne sal er prydet af 19 millioner vægmosaikker af bladguld mellem to lag glas, hvoriblandt temaet på nordvæggen er Dronningen af Mälaren. Det var nok en tilfældighed, det med dronningen, men vort næste besøg skulle i hvert fald foregå ude på kongeparrets private residens, Drottningholm. Det var egentlig meningen, at der skulle have været taget et familiefoto af selskabet på slottets trappe. Men da kongeflaget var oppe og der stod vagter ved indgangen, var dette tegn på at kongefamilien var hjemme, hvorfor vi måtte opgive dette projekt. Grethe fra Aabybro prøvede godt nok at udfolde al sin charme for at komme i snak med en vagt, men den gik altså ikke. Det var dog heller ikke så ringe at gå en tur i slotsparken, hvilket heldigvis var tilladt. En af de ting som man måske allermest bemærkede på denne spadseretur, (man traver jo ikke i en park), var de 846 lindetræer, der flankerer barokhaven. 300 af disse blev plantet helt tilbage i 1684, hvilket dog betyder, at flere nu er udlevede og må erstattes med nye. Man kan næsten ikke være gæst i Stockholm uden også at skulle besøge Vasamuseet. Men inden da kører Steen os igen ad nye veje mod den store by. Bl.a. forbi Globen hvor Brødrene Olsen i år 2000 vandt det internationale Melodi Grandprix. Herfra videre til Södermalm, hvor vi fra den højtbeliggende gade Fjällgatan får et flot kig ud over Saltsjön med Gamla Stan, Skeppsholmen og Djurgården i baggrunden. Som nævnt gjaldt eftermiddagsbesøget det utroligt flotte Vasamuseum, der ligger ovre i den vestlige ende af Djurgården. Og, man kan i sandhed sige: Det er imponerende at et sådant skib overhovedet kunne bygges. Det er imponerende at skibet 333 år efter forliset kunne hæves i ét stykke. Og det er imponerende at man har skabt et museum, der nu beskriver skibets historie så flot og spændende. Vi skal dog heller ikke glemme, at dette besøg yderligere blev beriget af Bjarnes formidable formidling af historien om skibets bygning, anvendelse, forlis, bjergning og den efterfølgende konservering. Alt dette gjorde, at man virkelig fik noget med sig hjem. Flot klaret. Hvis nogen ikke havde været imponeret før, så fik de i hvert fald grund til det nu. Kl. 17.00 skulle vi afsejle til Finland med Silja Lines kæmpefærge, Silja Symphony, og af en eller anden grund blev vi alle opgraderet som om vi nærmest var VIP`ere. Man kommer ombord på 7. dæk, som er én lang gade i hele skibets længde og med butikker og restauranter i begge sider. Gaden fortsætter i højden helt op til promenadedækket på 12. etage. I alle de mellemliggende etager er der kahytter til både sø- og midtskibs side. Til midtskibs med store skråtstillede panoramavinduer, som på 11. etage var særligt store. Etagen hedder Silja Class, og er indrettet som på et fint hotel med eget bad og toilet, dobbeltsenge, toiletbord, fjernsyn og minibar, hvilken vi senere fandt ud af var til fri afbenyttelse. Der skulle vi bo. Sejlturen ud gennem skærgården var en særdeles smuk og behagelig oplevelse. Ruten er både lang og kringlet, og da det store skib kun må sejle med nedsat fart, varer det godt fire timer inden man er fri af de sidste skær. Der var således god tid til at se det smukke landskab glide forbi fra både styrbords og bagbords side. Altså bare nyde sølivets glæder. Klokken 20.30 var der stor anretning i Buffet Symphony, og for at det ikke skal være løgn, hertil drikkevarer ad libitum efter eget ønske. Bare vild luksus, som igen førte til at nogen gik på natklub, andre holdt såkaldt elevatorparty i selskab med drikkelsen fra minibaren. Og atter andre ja, de gik bare i seng. Mandag den 26. april. Havde anretningen om aftenen været overdådig, så var morgenbordet i restaurant Maxim det 3

ikke mindre. For blot at nævne et enkelt eksempel: Hvornår har man mon startet dagen med laks og champagne derhjemme? Snart efter får man øje på Finlands kyst i det fjerne, og nu går det lige pludseligt stærkt. Også her er der skær og småøer vi skal passere, dog slet ikke i samme omfang som ved Stockholm. Vi sejler bl.a. ganske tæt forbi Sveaborg, som er et gammelt forsvarsværk fra svensketiden. Da vi når helt ind i havnen i Helsingfors lander vi på Olympiakajen, hvorfra Steen med Ingrid som guide straks kører os ud på en rundtur, som starter fra den brede gade Laivasillankatu, og går langs havnen ud forbi et værftsområde. Senere besøger vi den havn, hvor Finlands isbryderflåde har liggeplads om sommeren. Denne skal være verdens største, idet man jo har hele den Botniske Bugt at holde isfri, og som følge af at det endnu var ret så tidligt på året, var der da også kun nået fire skibe i havn endnu. Man kan også godt mærke, at vinden er skarpere her i Finland. Under hele turen havde vi et fantastisk flot vejr. Ikke en dråbe regn. Men da Helsingfors ligger ca. 350 km. nordligere end Aalborg, har dette selvfølgelig også indflydelse på temperaturen. Vort næste besøg gjaldt den utroligt flotte Tempelkirke. Vi skulle dog her få den måske eneste skuffelse på hele turen. Kirken var nemlig delvis lukket pga. at et stort symfoniorkester skulle øve sig til en koncert om aftenen. Men heldigvis er Tempelkirken indrettet således, at selve kirkerummet er er adskilt fra forhallen med en glasvæg, således at vi sagtens alligevel kunne overskue det hele, mens formand Jørgen endda formastede sig til at liste ind for at tage et par billeder. Tempelkirken er et helt unikt byggeri, som er sprængt direkte ned i urfjeldet. Man har så hen over det derved opståede rum ladet bygge en stor kuppel, hvor der i yderkredsen er glas, og i centrum et vævet tag af ikke mindre end 22 km. kobbertråd. Med en sådan kombination af naturens og andre materialer har man opnået at få et særdeles smukt kirkerum, hvor ikke mindst granitvæggene er utroligt smukke. Granittens farver bliver yderligere fremhævet af det vand, der trænger ind gennem bjerget, og som til stadighed ledes bort gennem en rende i hele kirkens omkreds. Vort næste mål, Sibeliusmonumentet, ligger i et grønt område der går lige ned til en bugt på Fölisöfjärden. Monumentet er af rustfrit stål og er udformet som en stor vindharpe bestående af lodrette rør af forskellig længde. Alle de mange rør er tillige dekoreret med nogle utroligt flotte mønstre, som er frembragt ved at man simpelthen har leget med at lade svejsetråden danse hen over dem. Godt nok var der næsten vindstille den dag, men man kunne sagtens få lyden frem ved at slå på rørene med hænderne. Bjarne fik det næsten til at lyde som en hel melodi ved at finde de forskellige toner, som rørene frembringer. Monumentet er naturligvis sat over Finlands store komponist, Jean Sibelius, der levede fra 1865 til 1957. Der var således også anbragt et rustfrit stålrelief af Sibelius ved siden af vindharpen. Hermed var rundturen slut, idet vi nu kører ind på torvet hvor byens hvide vartegn, den store flotte Domkirke ligger placeret. Der er nu nogle timer til fri disposition til at bese byen. De fleste starter med at gå ned på havneområdet, hvor der både findes et indendørs- og et udendørs marked. Markedsbygningen minder faktisk en hel del om kreaturstaldene derhjemme i Aalborg. (Til hvilken herlig anvendelse kunne disse ikke også bruges?) Her blev der handlet med alverdens ting og sager, lige fra brugsting til noget spiseligt. Det var der mange, der benyttede sig af. Især det sidste. Som noget der var helt anderledes end man har set de fleste steder, var det meget særpræget at de handlende overhovedet ikke råbte efter kunderne. Man lod høfligst disse selv henvende sig, hvilket gjaldt både ude og inde. Med mødetiden in mente, var der også tid til en tur gennem byens centrum før vi atter skulle samles ved domkirken. Nede fra forpladsen findes der en mange meter bred trappe, som med sine ikke mindre end 47 trin fører op til kirken. Og når disse alligevel var forceret, ja, hvorfor så ikke gå ind og sætte sig en stille stund i det store kirkerum, og måske også tænde et lys for 4

sine kære? Bagefter var der endog tid til at få taget nogle flere familiefotos, idet trappen jo var som skabt til formålet. Klokken 17.00 skulle vi atter være ombord i Silja Symphony, og ligesom på udrejsen var der stor spisning om aftenen, men denne gang i Restaurant Maxim til en tre retters festmiddag med tilhørende vine. Alt sammen under en udsøgt venlig og rar betjening. Som aftenen før, var der også dansant og derefter optræden af Havdansartister (en finsk dansetrup) på natklubben i Atlantis Palace. Utroligt flot var det at se disse 10 unge mennesker danse i deres forskellige kostumer til mange varierende numre. Efter alt dette var det bare med at komme til køjs i en fart. Men mon der var ret mange, der opdagede, at vi var inde omkring Mariehamn på Åland. Dog kunne man dybt nede i Morfeus` arme høre skibets højttalere give orientering i det fjerne. Tirsdag den 27. april. Dette var så dagen hvor vi skulle vende hjem til Aalborg, men først skulle vi dog lige en sidste gang nyde krydstogtslivets glæder ved morgenbordet på det gode skib Silja Symphony, og som de fine gæster vi var, selvfølgelig i restaurant Maxim. Og atter engang kunne vi nyde sejlturen ind gennem skærgården, men så var det også slut. Præsis kl. 10 var vi klar til afgang fra Stockholm. Steen fulgte stort set den samme rute, som vi var kommet af på udturen, dog med den undtagelse at han denne gang kørte ned til Vättern ved havnen i den lille by Gränna. Her blev der serveret varme pølser med brød, samt øl og vand til alle. Vores gode fe Ingrid havde i forvejen gjort disse klar i bussen, men det var formand Jørgen himself, der stod for udleveringen. Der blev endda også tid til at vandre en lille tur i området. Når solen skinner og der er lunt og godt, er et sådant havnemiljø et hyggeligt sted at være. Med et enkelt stop undervejs tager vi nu resten af turen i ét stræk, således at vi nåede Gøteborg i god tid inden vi kunne gå ombord i færgen Stena Danica. Modsat på udturen var dette ikke en hurtigfærge, men til gengæld var der god tid til at kunne nyde det sidste måltid på rederiets regning, nemlig oksesteg med tilbehør og efterfølgende kaffe. Da der ikke var ret mange med færgen en sådan tirsdag aften, fik vi nogle meget fine pladser helt fremme ved vinduerne i fronten af restaurant Metropollitan. Det var også en nydelse, at kunne sidde her og følge med i sejlturen ud gennem det yderste stykke af Göta Älven. I forhold til alt vores rejseri føltes turen fra Frederikshavn til Aalborg som værende meget kort. Ikke mindst fordi det nu var tiden for at Jørgen takkede Steen, Ingrid og Bjarne for den gode tur, de havde lavet for os. Dette trekløver sendte så også en tak retur til Seniorklubben for alt det gode samvær og samarbejde vi har med hinanden, ligesom også Preben Nøhr som den sidste takkede Jørgen og hans bestyrelse for turen. Det er jo disse, som var primus motor for at turen overhovedet kunne finde sted. Må det også være skribenten tilladt på hustrus og egne vegne, at tilslutte sig al takken. Hvornår skal vi ud på nye eventyr? Maj 2004, Per Andersen. 5