Paragraf 49, stk. 2 afsoneres kriminelle karriereforløb

Paragraf 49, stk. 2 afsoneres kriminelle karriereforløb 2. delrapport August 2000 Lisbeth Hansen og Peter Løvgreen

Paragraf 49, stk. 2 afsoneres kriminelle karriereforløb 2. delrapport CASA, august 2000 ISBN 97-90751-48-5 Elektronisk udgave: ISBN 87-90751-49-3

Indholdsfortegnelse 1 Indledning...5 1.1 Rapportens sammenhæng med det samlede forskningsprojekt...6 1.2 Formålet med denne del af effektundersøgelsen...6 1.3 Grundlaget for de statistiske analyser...7 1.4 Rapportens opbygning...7 2 Delundersøgelsens konklusioner...8 3 Materialets hovedtal...14 3.1 Hovedtal for analyserne af recidiv og kriminelt ophør...15 3.2 Om beskrivelse af 49,2-afsonernes kriminelle karriereforløb...16 4 49,2-afsonernes kriminelle belastning...17 4.1 Sammenholdelse med kriminalforsorgens Klientundersøgelse...18 4.2 Sammenfatning...20 5 Tilbagefald til kriminalitet efter 49,2-afsoning...22 5.1 Om tilbagefald som mål på effekt...22 5.2 Afgrænsninger af recidivpopulationen...22 5.3 Det registrerede tilbagefald...23 5.4 Prøveløsladelse og recidiv...24 5.5 Sammenfatning...25 5.6 Stofmisbrugerne og deres tilbagefald...26 5.7 Sammenfatning...29 5.8 Indikationsgruppen Ung alder og dens tilbagefald...29 5.9 Sammenfatning...32 5.10 Indikationsgruppen alkoholmisbrug og dens tilbagefald... 33 5.11 Sammenfatning...35 5.12 Kønsfordeling og tilbagefald...35 5.13 Gengangere og tilbagefald...35 5.14 Sammenfatning...37 5.15 Udviklingen i recidiv over tid...37 5.16 Kriminelt ophør...38 5.17 Sammenfatning vedrørende ophørsanalysen...41 6 Kriminalitet før og efter 49,2-forløb...43 6.1 Sammenfatning...50

7 Undersøgelsens bidrag til beskrivelse af 49,2-afsonere og til vurdering af effekt...52 7.1 49, stk. 2's målgruppe - før og nu...52 7.2 Udviklingen i den målelige effekt...53 7.3 49,2-afsonernes kriminelle belastning...55 7.4 Diskussion af undersøgelsens resultater vedrørende kvinder...56 7.5 Diskussion af undersøgelsens resultater vedrørende stofmisbrugere...57 7.6 Diskussion af undersøgelsens resultater vedrørende ung alder...58 7.7 Diskussion af undersøgelsens resultater vedrørende alkoholmisbrugere...62 8 Litteraturoversigt...63 Bilag Bilag 1 - Ord og begreber anvendt i rapporten...66 Bilag 2 - Diverse tabeller...68 Bilag 3 - Beskrivelse af undersøgelsens datagrundlag og -bearbejdning.. 77

1 Indledning Anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 - hvem, hvor mange og hvorfor Straffelovens 49, stk. 2 giver mulighed for, at en hæfte- eller fængselsstraf kan afsones i en behandlingsinstitution, hvis den dømte har et udtalt behov for den behandling, som institutionen kan tilbyde - og ikke kan få en tilsvarende behandling under afsoning i fængsel eller arresthus. Begrundelserne for at tillade disse alternative afsoninger er dels humane og dels kriminalpræventive. De humane hensyn skal sikre, at den enkelte dømte ikke på grund af frihedsstraffen skal afskæres fra en påkrævet behandling. De præventive begrundelser går primært på at udnytte en afsoningsperiode til at få den dømte behandlet for kriminalitetsfremmende problemstillinger, som f.eks. psykisk sygdom eller misbrug af rusmidler. Over for 15-17 årige lovovertrædere bruges alternativ afsoning til at holde de unge væk fra den negative påvirkning, som afsoning sammen med voksne kriminelle i et egentligt fængselsmiljø vides at kunne påføre dem. Folketinget har flere gange givet til kende, at man ønskede en øget anvendelse af straffelovens 49, stk. 2 over for forskellige persongrupper (primært stofmisbrugere og unge, men også psykisk syge og seksualkriminelle har været nævnt som målgrupper). Af figur 1. fremgår det, at der er sket en væsentlig udvidelse i løbet af halvfemserne. Figur 1: Antal årlige 49,2-forløb i perioden 1978-1998 Antal 350 300 250 200 150 100 50 0 1978-80 1982 1984 1986 1988 1990 1992 1994 1996 1998 1981 1983 1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 5

1.1 Rapportens sammenhæng med det samlede forskningsprojekt I forbindelse med politiske overvejelser om eventuelt at øge anvendelsen af alternativ afsoning yderligere over for stofmisbrugere og unge er det ønsket at få en grundig undersøgelse af 49,2-afsonings mulige effekt i forhold til den dømtes liv efter afsoningen. Denne rapport er den anden statistiske delrapport i den Effektundersøgelse vedrørende anvendelsen af alternativ afsoning i medfør af straffelovens 49, stk. 2", som CASA udfører for Kontaktgruppen mellem Socialministeriet og Direktoratet for Kriminalforsorgen. Første delrapport (Hansen og Løvgreen, 1999) indeholdt en bearbejdning af de personoplysninger, som Direktoratet for Kriminalforsorgen havde indsamlet for perioden 1990-1998. Den her foreliggende analyse er en samkøring af personoplysningerne fra Direktoratet for Kriminalforsorgen og Det Centrale Kriminalregister. Den belyser den kriminelle udvikling for de personer, der i perioden 1990-1998 fik tilladelse til at afsone deres straf i behandlingsinstitutioner i medfør af straffelovens 49, stk. 2. Nogle foreløbige analyser af personernes tilbagefald til kriminalitet er tidligere offentliggjort i Undersøgelse af alternativ afsoning ( 49, stk. 2) - en midtvejsrapport (Olsen og Hagemann,1999). De endelige analyser af tilbagefald indgår i en noget mere udførlig form i denne rapport. 1.2 Formålet med denne del af effektundersøgelsen Formålet med undersøgelsen af 49,2-afsonernes kriminalitetsudvikling er at se, om der kan spores en effekt af det alternative afsoningsforløb i form af en efterfølgende mindskelse af kriminaliteten. Samtidig kan en kortlægning af persongruppernes kriminelle belastning før forløbet være med til at give et mere kvalificeret grundlag at vurdere resultaterne på - blandt andet vedrørende kriminelt tilbagefald. Den kriminelle belastning måles dels ud fra antallet og arten (bøder, betingede eller ubetingede frihedsstraffe m.v.) af tidligere straffe, dels ud fra alders- og tidsperspektiver (kriminel debutalder og alder/antal domme på tidspunktet for 49,2-afsoningen). 6

1.3 Grundlaget for de statistiske analyser Den første delrapport viste, at der er så store forskelle mellem de forskellige grupper af 49,2-afsonere, at samlede statistiske analyser kun giver et meget overfladisk og ufuldkomment billede af afsoningsforløbene og udviklingen over tid. Der er derfor i denne rapport primært taget udgangspunkt i analyser fordelt på de forskellige indikationsgrupper med hovedvægt på de tre største - stofmisbrug, ung alder og alkoholmisbrug - som tilsammen tegner sig for 80% af samtlige 49,2-forløb. Resultaterne fra den første delrapport har samtidig foranlediget, at indikationen ung alder i denne rapport deles op i 2 - belastede unge og ikke belastede unge. 1.4 Rapportens opbygning Efter denne indledning præsenteres undersøgelsens konklusioner i kapitel 2. Kapitel 3 er en kort gennemgang af materialets hovedtal. Til belysning af 49,2-afsonernes kriminelle belastning ses der i kapitel 4 på forskellige belastningsmål ud fra fund i det samkørte datamateriale, og der ses på sammenlignelige resultater fra andre undersøgelser, primært fra den netop offentliggjorte Klientundersøgelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen. Kapitel 5 viser resultaterne af recidiv- og ophørsundersøgelsen, og i kapitel 6 belyses 49,2-afsonernes kriminalitetsudvikling før og efter det alternative afsoningsforløb. I kapitel 7 beskrives delundersøgelsens bidrag i forhold til den samlede effektundersøgelse, og det diskuteres, om delundersøgelsens resultater på recidivområdet viser bedre eller dårligere resultater, end man umiddelbart kunne forvente. Rapporten indeholder derudover en bilagsdel med en række supplerende tabeller samt beskrivelse af de anvendte registerdata og deres bearbejdning. 7

2 Delundersøgelsens konklusioner Undersøgelsen af de kriminelle karriereforløb tyder på, at 49,2-afsoning har en effekt. Men det er ikke muligt alene gennem kvantitative analyser at finde frem til de mere konkrete faktorer, som måtte være afgørende for denne effekt. Frem for alt må det betones, at det ikke via de her anvendte metoder er muligt at vurdere betydningen af den dømtes behandlingsmotivation - og netop denne faktor må formodes at have afgørende betydning for effekten af et alternativt afsoningsforløb. Det skal også påpeges, at mange af de her analyserede 49,2-forløb vedrører dele af et ofte betydeligt længerevarende behandlingsforløb. Hvis den alternative afsoning f.eks. indgår med 3 måneders formel strafafsoning midt i et 1-årigt døgnbehandlingsforløb, er det uhyre vanskeligt at vurdere en særskilt effekt af netop disse 3 måneders forløb. En målelig effekt må her snarere tilskrives den 1-årige behandling end den korte alternative afsoningsperiode. På den anden side kan der argumenteres med, at hvis en almindelig fængselsafsoning medfører en afbrydelse af et igangværende behandlingsforløb, må det formodes at medføre risiko for en negativ effekt i forhold til behandlingens resultater. En vurdering af en eventuel effekt af alternative afsoningsforløb er således uløseligt forbundet med den eventuelle effekt af den behandling, som personen i øvrigt modtager i perioden. Analyserne af 49,2-afsonernes kriminelle belastningsgrad og det viste fald i tilbagefald til ny kriminalitet giver anledning til, at det som et minimum kan konkluderes, at man med anvendelsen af 49, stk. 2 kan opfylde bestemmelsens primære, humanistiske formål: at tilgodese de dømtes individuelle behandlingsbehov, - og at dette kan ske, uden at man samtidigt øger risikoen for samfundsmæssigt negative følgevirkninger i form af et forhøjet kriminelt tilbagefald. Denne del af den samlede undersøgelse underbygger resultaterne fra de tidligere delrapporter om, at de personer, der får tilladelse til at afsone hele eller en del af deres straf i en behandlingsinstitution, ikke kan betragtes som én gruppe. Straffelovsbestemmelsen anvendes over for så forskellige persongrupper, at disse i vidt omfang må undersøges og vurderes hver for sig. Uanset persongruppernes forskelligheder er der tale om en høj grad af kriminel belastning før det alternative afsoningsforløb. 49, stk. 2 bringes for manges vedkommende først i anvendelse efter adskillige almindelige fængselsafsoninger. 8

Sammenholdt med de indsatte i fængslerne er det især bemærkelsesværdigt, at 49,2-afsonerne er væsentligt yngre, og således har opnået deres status som hårdt kriminelt belastede i løbet af kortere tid. Både i forhold til alder og belastning må 49,2-afsonerne siges at tilhøre en absolut højrisikogruppe i forhold til fremtidige kriminelle handlinger. Dertil kommer så personernes individuelle, behandlingskrævende problemstillinger, som for en dels vedkommende har sammenhæng med og øger risikoen for yderligere kriminalitet. Undersøgelsen viser, at 56% klarer sig uden recidiv til kriminalitet de første 2 år efter 49,2-forløbet. 39% er 5 år efter forløbet stadig ikke faldet tilbage til ny kriminalitet og kan således betragtes som helt ophørt i deres kriminelle karriere efter den alternative afsoning. Det har ikke været muligt at finde sammenlignelige undersøgelser af kriminelt ophør. Men den 2-års recidivanalyse har kunnet sammenlignes både med undersøgelser af almindelige fængselsafsonere og med en tidligere 49,2-undersøgelse. Sammenholdt med recidivundersøgelsen af 49,2-afsonere i perioden 1987-1989 ses der et fald i recidivprocenten på mellem 7 og 10 procentpoint, afhængigt af opgørelsesmetoden. Ud over at der er relativt få, der begår ny kriminalitet, ses der også en vis effekt af 49,2-forløbet hos den recidiverende gruppe. Den kriminalitet, som gruppen dømmes for efter den alternative afsoning, er mindre alvorlig end 49,2-kriminaliteten, og denne effekt varer ved i et til tre år, afhængigt af hvilken indikationsgruppe den dømte tilhører. Ser man på kriminalitetsniveauet målt på antallet af sager/forhold pr. dom, kan der konstateres et generelt fald i sagstallet efter 49,2-forløbene. Dette fald er vedvarende for alle andre grupper end stofmisbrugere. Anvendelsen af straffelovens 49, stk. 2 må således vurderes at have en reelt kriminalitetsdæmpende effekt, og effekten synes ikke at være blevet mindre i løbet af halvfemserne. Dette resultat må siges at være bemærkelsesværdigt, idet såvel antallet som andelen af stofmisbrugere i alternative afsoningsforløb er steget kraftigt i perioden - og stofmisbrugerne er den gruppe, der har flest kriminelle tilbagefald. Undersøgelsens resultater peger på nogle områder, som det vil være væsentligt at få afdækket nærmere i det samlede forskningsprojekts kvalitative dele. 9

Kvinder gennemfører i højere grad end mænd det alternative afsoningsforløb og har langt færre tilbagefald til kriminalitet. Undersøgelsen har ikke kunnet påpege specifikke faktorer, hvor de kvindelige 49,2-afsonere adskiller sig så markant positivt i forhold til mændene, at det kan forklare de fundne forskelle. Til gengæld er forskellene stort set i overensstemmelse med andre forskningsresultater. Det må konkluderes, at kvinder synes at være mere behandlingsmotiverede end mænd, og at de synes at have større udbytte af den tilbudte behandling. Disse forhold kan formentlig forklare, at der er relativt flere kvinder blandt 49,2-afsonerne (11%) end blandt fængselsafsonerne (5%). Gennemførelse af den planlagte 49,2-afsoning har meget stor betydning for den målelige effekt. Dette kan tages som et udtryk for den afgørende betydning, som motivationsfaktoren må antages at have for den enkeltes udbytte af et alternativt afsoningsforløb, som omtalt i kapitlets indledning. Sammenholdt med nyere forskningsresultater omkring behandling af stofmisbrugere og dette projekts Midtvejsrapport synes der at være behov for stor opmærksomhed på overgangsfaserne, hvor der synes at være tale om en forøget risiko for, at behandlingsforløbene afbrydes i utide. Der er dels tale om overgangen fra fængselsafsoning til 49,2-afsoning i behandlingsinstitution, dels om overgangen i forbindelse med den formelle løsladelse, i de tilfælde hvor afsoningsophøret ikke tidsmæssigt falder sammen med at den pågældende er færdigbehandlet. Derudover skal der peges på, at der specielt for stofmisbrugere synes at være en tendens til at give afslag på prøveløsladelse på trods af 49,2-afsoning - en praksis som umiddelbart kan forekomme lidt inkonsekvent og uhensigtsmæssig i forhold til persongruppens formodede behov for støtte og opfølgning. Stofmisbrugerne adskiller sig fra de øvrige grupper ved, at det her er de voldsdømte, der har det højeste recidiv. Der kan derfor være behov for at sætte fokus på, om de eksisterende tilbud kan tilgodese denne gruppes specielle behandlingsbehov, idet det ud fra et samfundsmæssigt synspunkt må skønnes uhyre vigtigt at få standset netop disse personers kriminelle karriere. De målelige resultater er helt afhængige af, hvilken indikations- eller persongruppe man ser på. Recidivundersøgelsen viser en forskel på mere end 30 procentpoint mellem højeste og laveste recidiv. Blandt stofmisbrugerne er der 47%, der klarer sig uden kriminelt tilbagefald i 2 år efter den alternative afsoning, mens det for 49,2-afsonere med psykiske problemstillinger er hele 78%, der ikke recidiverer. Denne forskel ses fortsat at være gældende i forhold til det kriminelle ophør. 10

Også for de øvrige, talmæssigt små 49,2-grupper (social begrundelse, fysiske grunde, udviklingshæmning og andet ) ses et lavt kriminelt recidiv efter 49,2-forløbene. Det kan konkluderes, at anvendelsen af 49, stk. 2 over for disse målgrupper i høj grad kan siges at give mulighed for at tilgodese de dømtes individuelle behandlingsbehov, uden samtidig at medføre risiko for en forøgelse af det kriminelle tilbagefald. For alkoholmisbrugerne er der tale om, at relativt få - set i forhold til gruppens andel af den almindelige fængselspopulation - får tilladelse til alternativ afsoning. Samtidig må det konstateres, at der - målt på kriminelt tilbagefald - synes at være en positiv effekt af 49,2-forløb også for denne gruppe, og især for de personer, der har 49,2-afsonet i egentlige behandlingsinstitutioner. Det skal også nævnes, at resultaterne af den første delrapport viste en markant geografisk forskel i anvendelsen af alternativ afsoning for alkoholikere - med relativt flere forløb i de områder, hvor der (stadig) findes større døgnbehandlingscentre for denne misbrugsgruppe. Opmærksomheden omkring alkohol som kriminalitetsudløsende faktor synes i løbet af halvfemserne til dels overskygget af opmærksomheden på stofmisbrug. Der kan dog også være tale om, at der for alkoholmisbrugere er en udvidet adgang til at tillade prøveløsladelse efter afsoning af halvdelen af den idømte straf - på betingelse af alkoholistbehandling efter løsladelsen. Der kan derfor i nogle tilfælde være tale om, at halvtidsløsladelse vælges frem for en 49,2-afsoning. For de helt unge 49,2-afsonere er det vanskeligt at vurdere effekten af de alternative forløb. For de mest belastede synes der at være tale om et relativt lavt recidiv set i forhold til aldersopdelte recidivundersøgelser fra Danmarks Statistik og Kriminalforsorgen. Men det må igen betones, at betydningen af de enkelte unges motivation ikke kan vurderes i denne del af undersøgelsen, - og der foreligger ikke her umiddelbart sammenlignelige recidivundersøgelser. For de ikke belastede/mindre belastede unge sløres billedet af, at der i løbet af den undersøgte periode er sket en ændring i domspraksis. Ændringen betyder, at en gruppe unge nu får korte ubetingede domme for enkeltstående voldsepisoder. Disse unge er nye i såvel afsoningssammenhænge som i 49,2-området, og det er ikke umiddelbart muligt via kvantitative metoder at afsløre eller skelne mellem effekt af den skærpede domspraksis og effekt af 49,2-forløb. Hvis der her er tale om effekter, kan de meget vel tænkes at være modsatrettede. 11

Det hårdere strafniveau må formodes at have en negativ effekt ved, at de unge føler sig ekskluderet af samfundet - og dermed får forøget deres risiko for at begå nye kriminelle handlinger. Anvendelsen af 49, stk. 2 kan i disse situationer ses som et forsøg på at afbøde den negative effekt ved i det mindste at afskære de unge fra at tage voksne kriminelle som rollemodeller i afsoningsperioden. Med en sådan begrundelse for at anvende muligheden for alternativ afsoning kan det overvejes, om 49,2-placering af disse unge i kriminalforsorgens pensioner kan siges at være hensigtsmæssig, idet de øvrige beboere her er voksne kriminelle. De unge, der starter deres 49,2-forløb direkte fra varetægtssurrogat i en sikret afdeling for unge (pædagogiske institutioner drevet af de sociale myndigheder), klarer sig bedre i recidiv- og ophørsundersøgelsen end de unge, der starter forløbet fra fri fod eller fængselsafsoning. Selv om der i undersøgelsen er tale om talmæssigt små grupper, er resultatet dog værd at nævne, idet det tyder på en vis effekt af en koordineret, socialpædagogisk indsats over for de 15-17 årige. Også selv når de har begået så alvorlig kriminalitet, at de opfylder lovgivningens bestemmelser om varetægtsfængsling. At de surrogatanbragte unge klarer sig bedre end de unge, som 49,2-placeres fra fri fod, er bemærkelsesværdigt og afvigende i forhold til undersøgelsens øvrige resultater i forhold til de dømtes anbringelsesstatus. Varetægtssurrogat er formelt og reelt en form for frihedsberøvelse, og i de øvrige indikationsgrupper har 49,2-afsonere fra fri fod lavere kriminelt recidiv end 49,2-afsonere, der starter forløbet fra afsoningsfase. Resultatet kan måske indicere, at der i den her undersøgte periode har været tale om en mangelfuld støtte og opfølgning fra de offentlige systemers side (kriminalforsorgen og de sociale myndigheder) i forhold til de unge, der ikke har været varetægtsfængslede i forbindelse med sagen og har 49,2-afsonet fra fri fod, jf. den ovenfor omtalte gruppe af mindre belastede unge med korte domme. Afslutningsvis skal det påpeges, at undersøgelsens resultater skal ses i lyset af, at der i mange tilfælde (bortset fra gruppen ung alder ) først sættes ind med tilbud om alternativ afsoning i medfør af straffelovens 49, stk. 2 relativt sent i de dømtes kriminelle karriereforløb. Dette kan måske tolkes således, at muligheden først overvejes på et tidspunkt, hvor den dømte er ved at køre træt i sin kriminelle livsstil og dermed er mere behandlingsmotiveret. Men da 49,2- afsonere gennemgående er relativt unge (sammenholdt med de indsatte i fængslerne), og 49,2-afsoningen ofte sættes i værk for en af de længste frihedsstraffe i personens kriminelle karriere, er der formentlig tale om, at der er flere faktorer, som begrunder tidspunktet for det alternative afsoningsforløb. 12

Bortset fra de unge under 18 år synes en af de tydeligste faktorer at være, at den dømte ved gentagen kriminalitet har kvalificeret sig til et 49,2-forløb. - Alt andet har været forsøgt først og har vist sig virkningsløst. Det kan her nævnes, at der ikke i det juridiske grundlag for anvendelsen af 49, stk. 2 er nogen form for begrænsninger i forhold til, hvornår i det kriminelle karriereforløb den kan komme på tale. Det kan derfor i det fortsatte forskningsprojekt være relevant at se nærmere på motivations-faktorer - ikke alene på afsonernes motivation for at vælge behandlingen frem for fængslet, men i lige så høj grad de visiterende myndigheders motivation for at tilbyde/bevilge et alternativt afsoningsforløb. Herunder kan det især være relevant at få afdækket, om der i praksis er sammenfald mellem tidspunktet for den dømtes behandlingsmotivation og de offentlige systemers tilbud om alternativ afsoning. Hvis der er tale om, at sådanne tilbud fra systemernes side forsinkes i forhold til motivationstidspunktet, kan det undersøges, hvad begrundelserne er for dette. Det må endeligt pointeres, at ved eventuelle fremtidige recidivundersøgelser vedrørende 49,2-afsonere kan der kun foretages sammenligninger til denne undersøgelses generelle resultater, hvis der ikke i den mellemliggende periode er sket forskydninger imellem 49,2-populationens indikationsgrupper. Især stofmisbrugernes andel af den undersøgte gruppe kan få stor indflydelse på udfaldet. 13

3 Materialets hovedtal Ved samkøringen af datasæt fra Direktoratet for Kriminalforsorgens 49,2-register og oplysninger om de samme personer fra Det Centrale Kriminalregister har der været et mindre frafald i materialet, idet Kriminalregistret sletter alle personoplysninger 2 år efter en persons død (eller permanente udvandring). En analyse af frafaldet og detaljer omkring databearbejdningen fremgår af bilag 3. Undersøgelsen omfatter 1.613 personer, der i perioden 1990-1998 tilsammen har fået tilladelse til 1.701 alternative afsoningsforløb i medfør af straffelovens 49, stk. 2. 1.528 personer har kun haft ét 49,2-forløb, 82 personer har haft to tidsmæssigt adskilte forløb, og 3 personer har hver haft tre forløb. I bilag 2 indgår en tabel med uddybende kommentarer til denne fordeling. Der vil som udgangspunkt blive analyseret på de 1.528 personer med kun ét 49,2-forløb. De 85 personer med flere forløb vil blive bearbejdet særskilt. Tabel 1: Fordeling på 49,2-forløb og indikationsgrupper Første forløb Andet forløb Tredie forløb I alt Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Alkoholmisbrug 219 98 5 2 0 0 224 13 Stofmisbrug... 705 92 59 7 3 0,4 767 45 Sociale grunde. 80 96 3 4 0 0 83 5 Psykiske grunde 124 98 3 2 0 0 127 8 Ung alder... 439 97 15 3 0 0 454 27 Øvrige grupper. 46 100 0 0 0 0 46 3 I alt... 1.613 95 85 5 3 0,2 1.701 100 Af tabellen ses, at det primært er stofmisbrugere, der har mere end ét alternativt afsoningsforløb. Der er dog under alle omstændigheder tale om små tal for gengangere - de udgør kun 5% af den samlede population. Det ses også, at stofmisbrugerne tegner sig for næsten halvdelen af alle 49,2- forløb, mens begrundelsen ung alder omfatter godt en fjerdedel og alkoholmisbrug godt en ottendedel. Øvrige grupper indeholder indikationerne fysiske årsager, udviklingshæmmede og andet. Disse grupper består hver for sig af så få personer og har vist så sammenfaldende resultater i den statistiske bearbejdning, at det her er valgt at bearbejde dem samlet og i visse tabeller at se på alle de talmæssigt små indikationsgrup- 14

per ( psykiske grunde, sociale grunde og øvrige grupper ) som en samlet restgruppe i forhold til de 3 dominerende hovedgrupper. Tabel 2: Fordeling på køn og 49,2-forløb Første forløb Andet forløb Tredie forløb I alt Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Kvinde.. 172 95 8 4 1 0,4 181 11 Mand... 1.441 95 77 5 2 0,1 1.520 89 I alt... 1.613 95 85 5 3 0,2 1.701 100 Kvindernes andel af 49,2-afsonerne er for hele perioden i gennemsnit på 11%. Dette tal dækker dog over store variationer, dels over år (min. 8% og maks. 17%), dels imellem de forskellige indikationsområder. Kvinderne tegner sig således for en tredjedel af alle forløb med indikationen sociale grunde og for 14% af stofmisbrug, mens de kun udgør 3% af ung alder. Da kvinder generelt udgør omkring 5% af de indsatte i landets fængsler og arresthuse, må det konstateres, at kvinderne er noget overrepræsenterede i 49,2-populationen. 3.1 Hovedtal for analyserne af recidiv og kriminelt ophør Recidivundersøgelsen omfatter 1.109 personer, der i perioden 1.1.1990-30.6.1997 er løsladt efter et alternativt afsoningsforløb. Heraf har 1.034 personer haft ét 49,2-forløb og 75 har haft mere end et forløb. Undersøgelsen af kriminelt ophør omfatter 440 personer, der er løsladt efter 49,2-afsoning i perioden 1.1.1990-30.6.1994. Heraf har 410 personer haft ét 49,2-forløb, og 30 har haft mere end ét forløb. Der er i begge undersøgelser tale om det samme frafald, som er omtalt ovenfor. Derudover skal det nævnes, at anvendelsen af 49, stk. 2 er steget meget voldsomt i løbet af halvfemserne. Det samkørte materiale indeholder således kun oplysninger om 80 49,2-afsonere i 1990, mens der er registreret 288 i 1998. Populationen i recidiv- og ophørsanalyserne er derfor relativt lille set i forhold til det samlede materiale. Populationerne er dog tilstrækkeligt store til at kunne danne grundlag for statistiske analyser. Recidivundersøgelsens resultater kan på enkelte områder sammenholdes med en lignende undersøgelse af recidiv hos 49,2-afsonere i perioden 1987-1989 samt med recidivundersøgelser vedrørende andre kriminelle grupper. Der er ikke tidligere foretaget en undersøgelse af 49,2-afsoneres kriminelle ophør, og der findes så vidt vides ingen ophørsundersøgelser, der vedrører di- 15

rekte sammenlignelige persongrupper, hvorfor denne analyse ikke har noget umiddelbart sammenligningsgrundlag. 3.2 Om beskrivelse af 49,2-afsonernes kriminelle karriereforløb At skulle beskrive nulevende, kriminelt aktive menneskers kriminelle udviklingsforløb rejser en række tidsmæssige problemstillinger. Således vil der være mulighed for at medtage endog meget lange karrierer for personer, der i 1990 var over 30 og afviklede et 49,2-forløb. Omvendt vil der kun være mulighed for en yderst begrænset karriere for en 16-17 årig, der 49,2-afsonede i 1998. Samtidig vil det være temmelig vanskeligt at gennemføre troværdige sammenligninger f.eks. mellem de forskellige indikationsgrupper. Vi har her valgt at tage udgangspunkt i en beskrivelse af den kriminelle karriere for de personer, der har en kriminel karriere der strækker sig maks. fem år før og efter 49,2-dommen (den eller de domme, som er afsonet i behandlingsinstitution i medfør af 49, stk. 2). Der findes i datamaterialet personer med karrierer på mere end 30 år før 49,2-dommen, men ud fra det totale materiale er det ikke muligt at udtale sig med statistisk sikkerhed om personer med mere end fem års karriere før og efter 49,2-forløbet. Ud over denne analyse af karriereforløb vil der fra det samlede materiale bliver uddraget forskellige oplysninger som supplement til beskrivelsen af 49,2-afsonernes kriminelle belastningsgrad. 16

4 49,2-afsonernes kriminelle belastning Oplysningerne fra Det Centrale Kriminalregister indeholdt oplysninger om 1.792 personer, der har søgt om tilladelse til 49,2-afsoning i undersøgelsesperioden. Disse personer har frem til d. 30.6.1999 tilsammen modtaget 19.616 strafferetlige afgørelser - eller 11 afgørelser pr. person. De knapt 20.000 afgørelser vedrører i alt 117.608 kriminelle forhold eller sager, hvilket giver et gennemsnit på næsten 6 sager pr. afgørelse. Det maksimale antal sager for en enkelt afgørelse er på 290, og det maksimale antal sager er på 762 for en enkelt person. Pr. person er der tale om et gennemsnit på 66 kriminelle forhold i alt for den registrerede periode. 49,2-afsonerne må således gennemgående betegnes som kriminelt meget aktive. Der er samtidig tale om, at 49,2-afsonerne ikke kun begår én form for kriminalitet, idet der i gennemsnit er registreret mere end to forskellige former for lovovertrædelse pr. afgørelse. Afgørelserne fordeler sig med Tabel 3: Domme fordelt på afgørelsesarter Antal Procent Tiltalefrafald... 1.269 7 Bøde... 6.827 35 Betinget dom uden straffastsættelse... 670 3 Betinget hæfte... 165 1 Betinget fængsel... 1.758 9 Delvis betinget hæfte... 50 0,3 Delvis betinget fængsel... 784 4 Ubetinget hæfte... 1.355 7 Ubetinget fængsel... 6.695 34 Psykiatrisk behandling... 43 0,2 I alt... 19.616 100 Det skal til sammenligning oplyses, at bødeafgørelser generelt udgør op mod 75% af alle årlige strafferetlige afgørelser (se f.eks. Kriminalstatistik 1998. Danmarks Statistik). For den her undersøgte gruppe udgør bødeafgørelserne kun 35%, mens de (helt eller delvist) ubetingede frihedsstraffe udgør over 45% - og 49,2-afsonerne har i gennemsnit modtaget 5 ubetingede frihedsstraffe. 22% har modtaget mere end fem ubetingede frihedsstraffe før deres 49,2-forløb (heraf har 8% modtaget mere end 10 ubetingede afgørelser før 49,2-forløbet). 17

70% af 49,2-afsonernes lovovertrædelser vedrører straffeloven - med ejendomskriminalitet som det dominerende område (i alt 57%). 30% vedrører særlove, heraf flest overtrædelser af færdselsloven (13%). 11% vedrører lov om euforiserende stoffer og 8% vedrører anden særlovgivning (omfatter alle andre love som f.eks. våbenlov, momslov, hundelov, fiskerilov m.m.m.). Fordelingen adskiller sig væsentligt fra den almindelige kriminalstatistik, hvor overtrædelser af færdselsloven tegner sig for godt halvdelen af alle afgørelser og overtrædelser af straffeloven kun tegner sig for omkring en tredjedel. Alene antallet af lovovertrædelser og fordelingen på kriminalitetsarter viser, at vi her har at gøre med en persongruppe, der må siges at være kriminelt belastet. 4.1 Sammenholdelse med kriminalforsorgens Klientundersøgelse I en netop offentliggjort undersøgelse om afsonere i fængsler og arresthuse belyses en række personlige, sociale og kriminalitetsmæssige spørgsmål (Kyvsgaard, 2000). Undersøgelsen baserer sig på oplysninger om samtlige afsonere i danske fængsler og arresthuse en dag i februar 1999 og menes at være repræsentativ for fængselspopulationen. Klientundersøgelsen giver mulighed for en række sammenligninger mellem den samlede fængselspopulation og de 49,2-afsonere, der indgår i nærværende undersøgelse, primært i forhold til kriminalitetsmæssige faktorer (kriminalitetsart, straflængde, tidligere straffe m.v.). Undersøgelsen vil også kunne indgå som sammenligningsgrundlag for den samlede 49,2-effektundersøgelses databearbejdning vedrørende 1999-årgangen, hvor der er indhentet supplerende oplysninger om sociale forhold. (Effektundersøgelsens slutrapport forventes at foreligge efteråret 2000). Klientundersøgelsen dokumenterer, at der siden begyndelsen af firserne har været en udvikling i retning af, at fængslerne befolkes af stadigt mere belastede personer: Flere er dømt for vold eller anden personfarlig kriminalitet - og færre for de mere banale ejendomsforbrydelser. Flere må betragtes som socialt belastede - med ringe skolegang (dette fund skal opfattes relativt, idet der skal sammenlignes med den almindelige samfundsudvikling med et generelt højere uddannelsesniveau), dårlige uddannelses- og beskæftigelsesforhold, afhængighed af offentlig forsørgelse og med et mangelfuldt socialt netværk. Gennemsnitsalderen er steget, flere har problemer med misbrug af et eller flere rusmidler, og der er en markant overvægt af personer med psykiske problemer i forhold til normalbefolkningen. 18

Set i forhold til denne udvikling kan det synes vanskeligt at udskille de afsonere, som har så specielle og udtalte behandlingsbehov, at netop de skulle få lov til at afsone i en behandlingsinstitution i medfør af straffelovens 49, stk. 2. Umiddelbart kan det se ud som om, at op mod halvdelen af alle afsonere i dag kunne opfylde de objektive kriterier, hvorfor den enkeltes motivation for at gå i behandling - og tilstedeværelse af relevant døgnbehandlingstilbud - må være af afgørende betydning for udvælgelsen. Når oplysningerne om 49,2-afsonere fra perioden 1990-1998 sammenholdes med oplysningerne om fængselspopulationen i 1999, viser der sig en række forskelle. I tabel 4 er foretaget en sammenstilling af resultater fra Klientundersøgelsen og analysen af 49,2-afsonere. Da der netop vedrørende helt unge afsonere er en meget væsentlig forskel mellem de to undersøgte persongrupper, er det valgt at anskueliggøre 49,2-undersøgelsens resultater dels med totaltallene (procenterne) og dels for de alternative afsonere minus gruppen ung alder. De 15-17 årige udgør omkring en fjerdedel af samtlige 49,2-afsonere, mens deres andel af fængselspopulationen er forsvindende lille (under en ½ %). Dette skyldes dels de særlige regler (Cirkulære om 15-17 åriges ophold i fængsler og arresthuse. Direktoratet for Kriminalforsorgen, januar 1999) for 15-17 åriges afsoning, hvor 49,2-afsoning er hovedreglen og fængselsafsoning er undtagelsen, dels at de fleste ubetingede frihedsstraffe til denne aldersgruppe er ganske korte. Tabel 4: 49,2-populationen sammenlignet med fængselspopulationen Procent 49,2-forløb 49,2-forløb (Uden ung Klientunder- (Alle) alder) søgelsen Tidligere straffe (højere end bøde) inden for 5 år Ingen tidligere straffe... 29 16 36 Kun betingede domme... 18 17 11 1 eller 2 ubetingede domme.. 29 34 25 3 eller flere ubetingede domme 24 33 28 Domslængder Mindre end 3 måneder... 32 28 23 3 til 12 måneder... 44 47 27 1 til 3 år... 20 20 24 3 år og derover... 3 5 24 Køn og gennemsnitsalder Andel kvinder... 11 14 5 Gennemsnitsalder... 25 28 33 19

Forstraffe Set i forhold til forstraffe viser 49,2-afsonerne sig at være mere belastede end den almindelige fængselspopulation - der er væsentlig færre, som ikke tidligere er straffet, og der er væsentligt flere, som tidligere har modtaget ubetingede domme. Det sidste kan dog kun siges at være gældende, når der ses bort fra gruppen ung alder. Domslængde 49,2-afsoningerne drejer sig gennemgående om kortere straffe end fængselsafsoningerne. Hvor fængselsafsonerne fordeler sig uhyre jævnt med omkring 1/4 i hver af de opstillede kategorier i tabel 5, samler 49,2-forløbene sig med 3/4 af alle forløb under 1 år. Når der ses bort fra ung alder er forskellen i kategorien mindre end 3 måneder dog ikke på mere end 5%. Den store forskel i kategorien 3 år og derover måtte helt klart forventes. Hvis en person er idømt så lang en straf, vil hensyn til retssikkerhed m.v. normalt tale imod en tilladelse til alternativ afsoning, i hvert fald i den første tid efter domsafsigelsen. Samtidig gives så lange straffe ofte til personer, der i forhold til gennemsnittet af alle dømte kan siges at være atypiske : drabsmænd, der ikke tidligere er straffede, narkokurérer, der ikke selv er misbrugere og måske er uden tilknytning til Danmark bortset fra afsoningen, professionelle kriminelle, der er dømt for gentagne væbnede røverier el.lign. Disse langtidsafsonere vil ofte være uden for 49, stk. 2's målgruppe. Kønsfordeling Kvinderne er markant overrepræsenteret i 49,2-populationen, også selv om der næsten ikke optræder kvinder/piger i indikationsgruppen ung alder. Klientundersøgelsen dokumenterer, at de kvindelige afsonere på de fleste områder må vurderes at være lige så belastede som mændene i forhold til personlige, sociale og kriminalitetsmæssige faktorer - og på enkelte områder endog mere belastede. Disse oplysninger er klart i modsætning til resultaterne af recidiv- og ophørsundersøgelsen i kapitel 5 og vil blive diskuteret nærmere i kapitel 7. Gennemsnitsalder 49,2-afsonerne er væsentligt yngre end fængselsafsonerne. Selv når der ses bort fra gruppen ung alder, er der en forskel på 5 år. Forskellen tyder på, at 49,2-afsoning ofte anvendes i et forsøg på at standse en igangværende kriminel karriere - en antagelse som bekræftes af analysen af domslængder (udvikling i kriminalitetens grovhed før og efter 49,2-dommen) for 49,2-forløbene i kapitel 6. 4.2 Sammenfatning På trods af den generelle udvikling med en stadigt større grad af belastning blandt afsonere af frihedsstraf kan 49,2-afsonerne fortsat siges at udgøre en særligt belastet - og dermed særligt udsat - gruppe. 20

Det kan især bemærkes, at 49,2-populationen både i forhold til antallet af tidligere straffe og i forhold til straffenes art må vurderes at være kriminelt mere belastet end den samlede fængselspopulation. Resultatet understreges kraftigt af, at 49,2-afsonerne har en væsentligt lavere gennemsnitsalder - og altså har haft kortere tid til at opnå status som kriminelt hårdere belastede. Set i forhold til at måle en eventuel effekt af 49,2-afsoning vil det være helt afgørende at tage gruppens kriminelle belastningsgrad med som en betydende faktor i vurderingen af resultaterne. 21

5 Tilbagefald til kriminalitet efter 49,2- afsoning 5.1 Om tilbagefald som mål på effekt Effekten af kriminalpolitiske initiativer forsøges sædvanligvis målt via den dømtes ophør med eller tilbagefald til nye kriminelle handlinger. Der er tale om en forholdsvis simpel og hyppigt anvendt målemetode, som - med større eller mindre relevans - kan sammenlignes med andre recidivundersøgelser. Samtidig er der dog generel enighed om, at det må siges at være en grov og noget forenklet form for effektmåling, dels fordi man kun kan måle på den registrerede (opklarede og pådømte) kriminalitet, dels fordi mange kriminalitetsforebyggende initiativer snarere fokuserer på kriminalitetens psykosociale årsager (som f.eks. afhængighed af illegale og dyre rusmidler) end på selve de kriminelle handlinger/den kriminelle adfærd. At en person ikke er registreret som recidiveret kan måske skyldes, at han eller hun er blevet en dygtigere kriminel (= bedre til at undgå opdagelse) - og altså ikke er holdt op med at begå kriminelle handlinger. Omvendt kan et kriminalpolitisk initiativ, f.eks. over for misbrugere, tænkes at have en række positive effekter (bedre helbreds- eller boligsituation, tættere primærrelationer og lignende) selv om ikke alle deltagere samtidigt formår at aflægge deres - gennem mange år indarbejdede - kriminelle adfærd. Det skal derfor betones, at dette kapitels recidiv- og ophørsresultater alene skal betragtes som et delbidrag i den samlede effektundersøgelse. I kapitel 6 vil resultaterne blive nuanceret ved at se på, om kriminaliteten bliver mindre grov efter et alternativt afsoningsforløb. Effekten på de psykosociale forhold vil blive belyst i den igangværende kvalitative del af forskningsprojektet, hvor en række 49,2-afsonere giver informationer via spørgeskemaer og/eller vil blive interviewet under og efter forløbet (Olsen og Hagemann, 1999). 5.2 Afgrænsninger af recidivpopulationen Recidivundersøgelsen omfatter 1.109 personer, der i alt har haft 1.151 49,2- forløb. Heraf har 1.034 kun haft ét forløb. 82 personer har haft 2 forløb, og 3 personer har haft 3 - men ikke alle disse forløb ligger inden for den tidsmæssige afgrænsning. Med løsladelsesdatoen som udgangspunkt er det undersøgt, om den pågældende har modtaget en ny - betinget eller ubetinget - frihedsstraf inden for de følgende 2 år. Mindre alvorlige sanktioner, som tiltalefrafald og bøde, medregnes ikke. Oplysningerne fra Det Centrale Kriminalregister er udskrevet den 1.7.1999, hvilket betyder, at det alene er forløb med en løsladelsesdato før 1.7.1997, der indgår i recidivpopulationen. 22

Analysen gennemføres primært for de 1.034 personer med et enkelt alternativt afsoningsforløb. Gruppen af gengangere og deres recidiv vil blive vurderet for sig selv i kapitlets slutning. 5.3 Det registrerede tilbagefald 56% af 49,2-afsonerne er ikke registreret med ny dom inden for 2 år fra løsladelsen, mens 44% er recidiveret til ny kriminalitet. Den gennemsnitlige recidivprocent dækker over meget store udsving, når recidivet sammenholdes med andre faktorer. Figur 2 viser den væsentligste opdeling, nemlig personernes placering i grupper efter begrundelsen for 49,2-tilladelsen. Figur 2: Recidivprocenter fordelt på indikationsgrupper Procentpoint over/under gennemsnit (0=44%) 15 10 5 0-5 -10-15 -20-25 Alkoholmisbrug Stofmisbrug Sociale grunde Psykiske grunde Ung alder Øvrige grupper Når der ses på indikationsgrupperne, er det kun ung alder, der befinder sig i nærheden af det statistiske gennemsnit, mens stofmisbrug har et væsentlig højere recidiv, og alle øvrige grupper har et væsentligt lavere recidiv. Dertil kommer, at gruppen ung alder viser endog meget markante udsving i recidivprocenten, når den deles op i belastede og ikke belastede unge. De samlede gennemsnitsværdier er derfor på en række områder uegnede til at belyse effekten af 49,2-afsoning i forhold til de meget forskellige persongrupper/forskellige problemstillinger, som alternativ afsoning anvendes overfor. De statistiske gennemsnitsværdier for alle persongrupper under ét skal således primært ses som et sammenligningsgrundlag for de efterfølgende analyser vedrørende de enkelte hovedgrupper. 23

Med disse forbehold kan det om de samlede resultater siges, at de, der har gennemført 49,2-forløbet, klarer sig væsentligt bedre (61% uden recidiv) end de, der fik forløbet afbrudt i utide (kun 33% uden recidiv), kvinderne har et markant lavere recidiv (31%) end mændene (46%), personer under 30 år (alder på tidspunktet for start af 49,2-forløb) har et recidiv, der er højere end gennemsnittet - højest for de 18-19 årige, men også markant højt for de 25-29 årige, jo tidligere kriminel debut (her målt som 1. registrerede gerningsdato), jo højere recidiv. Personer, der er registreret med første kriminalitet før de fyldte 18, ligger 7 procentpoint over gennemsnittet. Debut i 18-19 års alderen ligger lige netop under gennemsnittet, mens alle øvrige aldersgrupper ligger væsentligt under, jo flere domme før 49,2-forløbet, jo højere rediciv, personer dømt for berigelseskriminalitet recidiverer en del hyppigere (6 procentpoint over gennemsnittet) end personer dømt for andre former for kriminalitet. For voldskriminalitet er recidivet en anelse under gennemsnittet, mens alle øvrige kriminalitetsformer ligger markant under (15 til 22 procentpoint), jo længere straf, jo højere recidiv, personer, der starter den alternative afsoning fra fri fod, recidiverer mindre, end de personer, der overføres til behandlingsinstitution direkte fra fængsel eller arresthus. De - få - unge, der starter 49,2-afsoningen efter varetægtssurrogat i en af de sociale myndigheders sikrede afdelinger, recidiver mindst. For en uddybning af disse resultater henvises til tabellerne 2 til 11 i tabelafsnittet. 5.4 Prøveløsladelse og recidiv En prøveløsladelse betyder, at en afsoner får tilladelse til at blive løsladt efter afsoning af 2/3 af den idømte straf (i særlige situationer allerede efter afsoning af ½ -tid). Prøveløsladelse giver myndighederne mulighed for at fastsætte vilkår/betingelser - f.eks., at den dømte skal fortsætte den iværksatte behandling. Det giver også mulighed for at tilknytte tilsyn af kriminalforsorgen, hvilket både kan fungere som en samfundsmæssig kontrol og som en personlig støtte til den kriminelle. Prøveløsladelse med eller uden tilsyn fastsættes normalt ud fra en konkret vurdering af afsonerens behov. Blandt de 1.528 personer, der har ét 49,2-forløb, har 838, eller 55%, fået en dom, der muliggør prøveløsladelse, det vil sige en ubetinget fængselsdom på 90 dage eller derover. Blandt disse er 692 personer, 83%, rent faktisk blevet prøveløsladt. 24

Prøveløsladelserne fordeler sig således, at stofmisbrugerne får markant færre prøveløsladelser end de øvrige grupper. Kun 77% af stofmisbrugerne prøveløslades, mens lige omkring 90% af alle de øvrige grupper bliver prøveløsladt. For stofmisbrugerne er recidivet 61% for dem, der ikke prøveløslades, mens det er 56% for dem, der prøveløslades. (For de øvrige grupper er antallet af ikke-prøveløsladte i alle grupper under 10 personer, hvorfor en recidivopdeling ikke vil være statistisk signifikant). Umiddelbart kan det forekomme inkonsekvent, at personer med så alvorlige behandlingsbehov, at det kan begrunde en tilladelse til alternativ afsoning, ikke prøveløslades - især i forhold til stofmisbrugere, der vides at have de største problemer af alle 49,2-grupper, når det drejer sig om at fastholde personerne i behandlingsforløb (se nedenfor). De relativt mange afslag på prøveløsladelse til netop stofmisbrugere kan derfor give anledning til undren i forhold til praksis. For de 49,2-afsonere, der er prøveløsladte, gælder det, at de stort set alle, nemlig 99,7%, er løsladt med tilsyn af kriminalforsorgen. 5.5 Sammenfatning Andelen af 49,2-afsonere, der falder tilbage til kriminalitet inden for de første 2 år efter løsladelsen fra det alternative afsoningsforløb, er helt afhængigt af, hvilken indikationsgruppe personerne tilhører. Stofmisbrugerne, der udgør næsten halvdelen af 49,2-populationen, har en recidivprocent på 53, mens forløb begrundet i psykiske problemer er helt nede på en recidivprocent på 22. Den store spredning i resultaterne betyder, at den samlede recidivprocent på 44 i en effektsammenhæng alene kan anvendes som sammenligningsgrundlag for de efterfølgende analyser. Ved eventuelle fremtidige recidivundersøgelser af 49,2-afsonere kan det her fundne gennemsnit kun sammenlignes med nye tal, hvis der ikke er sket forskydninger mellem indikationsgruppernes andel af populationen. Især ændringer i stofmisbrugernes andel vil have stor indflydelse på recidivresultaterne. Langt de fleste 49,2-afsoninger af domme på 3 måneder og derover afsluttes ved, at den dømte prøveløslades med vilkår om bl.a. at undergive sig tilsyn af kriminalforsorgen. Dog er der for stofmisbrugere tale om, at 23% afsoner fuld tid - og altså løslades efter at have afsonet hele deres straf, uden vilkår om tilsyn. Denne gruppe har et større kriminelt recidiv end såvel det generelle gennemsnit som prøveløsladte stofmisbrugere. 25

Ud over begrundelsen/indikationen for 49,2-tilladelsen synes flere andre faktorer at influere på recidivprocenten. De væsentligste er køn, grad af kriminel belastning forud for 49,2-tilladelsen, alder og gennemførelse af det alternative afsoningsforløb frem til løsladelse. Det relativt lave tilbagefald vil blive diskuteret nærmere i kapitel 7. 5.6 Stofmisbrugerne og deres tilbagefald Generelt om indikationsgruppen stofmisbrug Stofmisbrugere har altid været den største gruppe blandt 49,2-afsonerne, og det har fra politisk side flere gange været påpeget, at netop denne gruppe af kriminelle burde tilbydes behandling som alternativ til afsoning. Antallet af stofmisbrugere i 49,2-afsoning er steget markant i løbet af halvfemserne og har siden 1996 ligget på omkring 150 forløb pr. år. Det stagnerende antal i periodens slutning kan måske forklares med, at der i denne periode er iværksat flere andre alternativer: Forsøgsordning med betinget dom med behandlingskontrakt (Frederiksborg Amt, Fyns Amt og nu også Vejle Amt). Minnesotabehandling under afsoning (statsfængslet i Vridsløse). Afsoning i stoffri kontraktsafdelinger (i flere både åbne og lukkede fængsler). Forventningerne til behandlingstiltagene i fængselssystemet har dog været, at de ville føre til et øget antal 49,2-overførsler til det almindelige behandlingssystem. Stofmisbrugeres ophold i en egentlig behandlingsafdeling eller en behandlingsmotiverende kontraktsafdeling forudsattes umiddelbart at motivere ikke kun den dømte, men også kriminalforsorgens (forsorgs)medarbejdere og de behandlingsvisiterende sociale myndigheder, til at gribe chancen og forsøge en udslusning via 49,2-ophold i et civilt behandlingstilbud. Det synes ikke at have været tilfældet i den her undersøgte periode. I første delrapport (Hansen og Løvgreen, 1999) var et af de mere bemærkelsesværdige resultater, at den stigende anvendelse af 49,2-afsoning til stofmisbrugere udelukkende relaterede til ophold i egentlige behandlingsinstitutioner. Antallet af stofmisbrugere i kriminalforsorgens pensioner har i perioden været stagnerende og dalende. Stofmisbrugerne har generelt en lavere gennemførelsesprocent på 49,2-afsoning end de øvrige indikationsgrupper. Alligevel har andelen af gennemførte forløb kunnet fastholdes op igennem halvfemserne - på trods af det stigende antal, og den stigende andel af stofmisbrugere. Da stofmisbrugere i egentlige behandlingsinstitutioner gennemfører forløbet i højere grad end stofmisbrugere 26

i andre alternative placeringer, kan en del af forklaringen på den fortsat høje gennemførelse formentlig findes i det ændrede anbringelsesmønster. Tilbagefald til kriminalitet Stofmisbrugerne har en recidivprocent på 53, hvilket er et markant højere tilbagefald til kriminalitet end de øvrige indikationsgrupper. Forskellen udlignes- /ændres dog væsentligt over tid, hvilket vi skal komme tilbage til i analysen af kriminelt ophør. Som i den samlede analyse er der også her stor forskel mellem dem, der gennemfører 49,2-forløbet som planlagt, og dem der får forløbet afbrudt i utide. Tabel 5: Stofmisbrugeres recidiv fordelt på gennemførelse af 49,2-forløb Procent Ikke Gennemført I alt gennemført Ikke recidiveret... 30 52 47 Recidiveret... 70 48 53 I alt... 100 100 100 Det skal her bemærkes, at selv de stofmisbrugere, der gennemfører 49,2-forløbet frem til løsladelse, har et større recidiv end det generelle gennemsnit. Det skal også bemærkes, at når der her tales om gennemførelse, er der alene tale om den del af forløbet, som er omfattet af den idømte straf. Men gennemførelse af en kort alternativ afsoning vil sjældent være tilstrækkelig set i forhold til stofmisbrugeres behov for længerevarende døgnbehandling, og der er ikke i datamaterialet oplysninger om, hvor mange stofmisbrugere der gennemfører hele det planlagte behandlingsforløb. Ifølge nyere danske forskningsresultater (Pedersen, 1999) er der en meget tydelig sammenhæng mellem såvel længden som gennemførelsen af (døgn)behandlingen og dens efterfølgende resultater set i forhold til stoffrihed, kriminelt recidiv m.v. I Midtvejsrapporten (Olsen og Hagemann, 1999) er en af de rejste problemstillinger løsladelseskuller, hvor der fra behandlerside beskrives nogle vanskeligheder med at fastholde stofmisbrugere i behandlingen, når deres retlige status ændres. Problemerne opleves både ved overgang fra fængsel til 49,2-institution og i forbindelse med den formelle løsladelse, hvor det indirekte tvangselement falder væk. Det må derfor vurderes at være af stor betydning, at ikke kun den alternative afsoningsperiode, men hele det planlagte behandlingsophold gennemføres. Kønsfordeling Kvinderne har også her et væsentligt lavere recidiv end mændene. Forskellen er dog ikke så markant (10 procentpoint mod 15 i det samlede gennemsnit) - 27