Sundhedsvæsenets Patientklagenævn Sammenfatning af nævnets praksis vedrørende Psykiatriske ankesager 1997-2010 Maj 2010 Fuldmægtig, cand.jur., Helle Brandstrup Nordentoft Fuldmægtig, cand.jur., Louise Kjerulff Oleander Specialkonsulent, cand.jur, Nina Boye Servé
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn Patientklagenævnet har udgivet nedenstående Sammenfatninger af nævnets praksis: Kliniske tandteknikere. 1999-2001. November 2002 Psykologer. 1998-2002. Januar 2003 Lægeerklæringer. 1998-2002. Februar 2003 Identifikation, mærkning og glemte ting. 2000-2001. Februar 2003 Sundhedspersoners tavshedspligt. 1998-2002. Juli 2003 Fødsler (obstetrik). 2000-2002. November 2003 Klager over plastikkirurgiske indgreb på bryster. 1998-2003. Juli 2004 Klager i forbindelse med udlevering af medicin fra apoteker. 1999-2003. Oktober 2004 Klager inden for neurokirurgi. 1999-2003. November 2004 Klager over diagnostik af brystkræft. 2001-2003. December 2005 Tandlæger. 1998-2005. November 2005 Klager i forbindelse med øjensygdomme. 2003-2004. December 2005 Psykiatriske ankesager. 1997-2005. December 2005 Klager over ambulancebehandlere. November 2006 Sundhedspersoners tavshedspligt. 1998-2006. November 2006 Lægeerklæringer. 1998-2006. December 2006 Blindtarmsbetændelse. 2003-2006. December 2006 Aktindsigt. 1998-2007. December 2007 Klager i forbindelse med hjertesygdomme. 2003-2007. December 2007 Klager i forbindelse med rygmarvsbedøvelse. 2003-2007. December 2007 Klager i forbindelse med Meningitis. 2000-2007. December 2007 Informeret samtykke samt journalføring heraf. 1998-2008. December 2008 Tyktarmstumorer. 1999-2007. December 2008 Sammenfatningerne findes på nævnets hjemmeside www.pkn.dk under nyhedsbreve og publikationer 2
Forord Med denne publikation offentliggør Sundhedsvæsenets Patientklagenævn en systematisk gennemgang af nævnets praksis i psykiatriske ankesager. Det er fjerde gang, at nævnet udsender en sammenfatning af praksis på dette område. Den første sammenfatning, der udsendtes i maj 1999, vedrørte årene 1997-1998. Den anden sammenfatning, der udsendtes i september 2003, vedrørte årene 1997 2002. Med den tredje sammenfatning blev der foretaget revision og ajourføring af nævnets praksis i psykiatriske ankesager for årene 1997 2005. Med denne ajourføring er der foretaget en delvis revision af nævnet praksis i psykiatriske ankesager for årene 1997-2009. Det er mit håb, at sammenfatningen ikke blot bliver et nyttigt redskab for arbejdet i de lokale psykiatriske patientklagenævn, men at sammenfatningen også vil blive brugt af nævnets medlemmer, sagkyndige konsulenter og medarbejderne i sekretariatet. Sammenfatningen offentliggøres på nævnets hjemmeside www.pkn.dk og vil blive ajourført efter behov. Kommentarer til sammenfatningen er meget velkomne gerne på e-mail til pkn@pkn.dk. Peter Bak Mortensen dir. 3
INDHOLDSFORTEGNELSE 1. INLEDNING...6 2. REGELGRUNDLAGET...8 3. PSYKIATRILOVENS ANVENDELSESOMRÅDE...10 3.1. Stedligt og personelt anvendelsesområde...10 3.2. Funktionelt anvendelsesområde...11 4. LOVENS GRUNDPRINCIPPER...12 4.1. Psykiatrilovens tvangsbegreb...12 4.2. Mindste middels princippet...14 5. KLAGEADGANG EFTER LOVEN...15 5.1. De psykiatriske patientklagenævn...16 5.1.1. Sammensætning...16 5.1.2. Stedlig kompetence...16 5.1.3. Saglig kompetence...16 5.1.4. Sagsbehandlingen...18 Sagens oplysning...18 Sagsbehandlingsfrister...20 Patientens deltagelse i mødet...20 Patientrådgiverens og lægens deltagelse i mødet...21 5.1.5. Ankeadgang...23 5.2. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn...23 5.2.1. Sammensætning...23 5.2.2. Stedlig kompetence...24 5.2.3. Saglig kompetence...26 Patientklagenævnets prøvelse...26 Afgørelsens udfald...36 5.2.4. Vejledning om klageadgang, 32, stk. 1...51 6. TVANGSBEHANDLING...54 6.1. Begrebet sindssyg eller en tilstand der kan ligestilles hermed...54 6.2. Behandlingsindikation...56 6.3. Fareindikation...58 6.4. Tvangsbehandlingens former...58 6.5. Mindste middels princip ved tvangsbehandling...59 6.6. Mindste middels princip i relation til vurderingen af motivationstid...59 6.6.1. Motivationsperiodens længde...59 Tilfælde, der kan begrunde en kort motivationstid...61 Tilfælde, hvor der foreligger et akut behandlingsbehov...64 4
6.7. Opsættende virkning af klage over tvangsbehandling...68 6.7.1. Aggressive og truende patienter...69 6.7.2. Forringelse af patientens helbred...70 6.7.3. Patienten er ved at overgå til en livstruende tilstand...73 6.7.4. Patienten til fare for sig selv...75 6.7.5. Allerede fordi-afgørelser vedrørende opsættende virkning...76 6.8. Motivationsperiodens længde...77 6.8.1. Beregning af motivationstid...79 6.9. Motivation for et konkret præparat og en konkret dosis...82 6.9.1. Information til patientrådgiver...90 6.9.2. To behandlingssæt i én beslutning...93 6.10. Mindste middels princip i relation til tvangsbehandlingens form...95 6.11. Tvangsbehandling med depotpræparater...97 6.12. Præparat og dosis...108 6.12.1. Særligt om injektionsbehandling med Zyprexa og Zeldox...114 6.12.2. Særligt om brug af Leponex...116 6.13. Udstrækning af tvangsbehandling...117 6.13.1. Nærmere om udstrækningen af tvangsbehandling...118 6.14. Tvangsbehandling med elektrostimulation (ECT)...122 6.15. Tvangsernæring...129 7. TVANGSBEHANDLING AF LEGEMLIG LIDELSE...135 8. BLODPRØVE TAGET MED TVANG...140 9. FYSISK MAGTANVENDELSE...144 9.1. Fysisk magtanvendelse begrundet med nærliggende fare...145 9.2. Fysisk magtanvendelse på grund af forulempelse...149 9.3. Fysisk magtanvendelse på grund af hærværk af ikke ubetydeligt omfang...151 10. BEROLIGENDE MIDDEL...152 10.1. Betingelserne for indgivelse af beroligende medicin med tvang...152 11. AFLÅSNING AF PATIENTSTUE PÅ SIKRINGSAFDELINEN UNDER PSYKIATRISK CENTER, SYGEHUS VESTSJÆLLAND...159 12. PERSONLINE ALARM- OG PEJLESYSTEMER OG SÆRLIGE DØRLÅSE...161 13. PERSONLIG SKÆRMNING...162 14. SAGSOVERSIGT...168 5
1. INLEDNING Sundhedsvæsenets Patientklagenævn behandler hvert år et antal sager, der omhandler tvang i psykiatrien, idet nævnet er ankeinstans i forhold til afgørelser truffet af de psykiatriske patientklagenævn ved statsforvaltningerne (herefter de psykiatriske patientklagenævn) vedrørende tvangsbehandling, fysisk magtanvendelse og indgivelse af beroligende medicin, personlige alarmog pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland. I 2007 og 2008 modtog de psykiatriske patientklagenævn klager over 1248 tilfælde af tvangsbehandling, fysisk magtanvendelse, indgivelse af beroligende medicin og personlig skærmning. De psykiatriske patientklagenævn godkendte 1096 af de pågældende tvangsindgreb, svarende til ca. 88%. I samme periode blev 277 af de psykiatriske patientklagenævns afgørelser indbragt for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Dette giver en ankeprocent på ca. 22. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder ca. 65%, ændrer ca. 25% og hjemviser ca. 10% af afgørelserne anket fra de psykiatriske patientklagenævn. Denne sammenfatning af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns praksis i psykiatriske ankesager omfatter afgørelser truffet i perioden fra 1997 til ultimo 2009. Nævnet har tidligere i 1999 udarbejdet en emnerapport vedrørende psykiatriske ankesager og i 2003 en praksissammenfatning om psykiatriske ankesager, som blev revideret i 2005. Denne praksissammenfatning erstatter de tidligere sammenfatninger om psykiatriske ankesager. Praksissammenfatningen behandler ikke spørgsmål om tvangsfikseringer, idet dette ikke længere hører under Sundhedsvæsenets Patientklagenævns kompetence. Sammenfatningen består af 13 kapitler. Kapitel 2 omhandler regelgrundlaget, kapitel 3 psykiatrilovens anvendelsesområde, kapitel 4 lovens grundprincipper og kapitel 5 klageadgangen efter loven. Kapitel 6 omhandler tvangsbehandling. Kapitel 7 omhandler tvangsbehandling af legemlig lidelse, kapitel 8 omhandler blodprøve taget med tvang, kapitel 9 vedrører fysisk magtanvendelse og kapitel 10 vedrører beroligende middel. Kapitel 11 omhandler aflåsning af patientstuer på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland og kapitel 12 vedrører personlig alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse. Endelig vedrører kapitel 13 personlig skærmning. Der er refereret et antal afgørelser, som belyser nævnets praksis på det pågældende område. 6
Afgørelserne er offentliggjort på nævnets hjemmeside (www.pkn.dk), og der er i den elektroniske udgave af sammenfatningen links til de anonymiserede afgørelser (af tekniske grunde dog undtaget afgørelser fra 1997 og 1. kvartal 1998). Det er således muligt at læse afgørelserne i hele deres længde. 7
2. REGELGRUNDLAGET Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (psykiatriloven) trådte i kraft den 1. oktober 1989. Der er senere foretaget en række ændringer, senest ved lov nr. 534 af 8. juni 2006, hvor der blandt andet blev indsat en bestemmelse om personlig skærmning og aflåsning af døre i afdelingen. Der blev endvidere etableret udtrykkelig lovhjemmel til anvendelse af elektrostimulation (ECT-behandling) som tvangsbehandling. Ligeledes blev der etableret udtrykkelig lovhjemmel til foretagelse af personlig hygiejne under anvendelse af tvang, samt undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v. Klager herover kan rettes til sygehusmyndigheden. Psykiatriloven med senere ændringer findes nu i lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006. Endelig blev der foretaget en ændring i ankeadgangen således, at klager over de psykiatriske patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsfiksering skulle indbringes for domstolene og ikke som hidtil for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at ændringen blev foretaget, idet det ikke er muligt præcist at angive, hvornår en konkret tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering eller aflåsning af døre i afdelingen må antages at udgøre en frihedsberøvelse, og idet det følger af Grundlovens 71, stk. 6, at der skal være adgang til på begæring at få forelagt lovligheden af en administrativ frihedsberøvelse for en domstol. Med henblik på at sikre patienternes retsstilling blev det besluttet, at patienterne i alle tilfælde skulle have adgang til at få forelagt lovligheden af en tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering samt aflåsning af døre i afdelingen for en domstol, også hvor et af ovennævnte indgreb ikke konkret kan antages at udgøre en frihedsberøvelse. Fra den 1. januar 2007 har Sundhedsvæsenets Patientklagenævn derfor ikke længere været ankeinstans for så vidt angår spørgsmål vedrørende tvangsfiksering. Der er til loven udstedt en række bekendtgørelser, cirkulærer mv. De vigtigste er: Bekendtgørelse nr. 1495 af 14. december 2006 om patientrådgivere. Bekendtgørelse nr. 1497 af 14. december 2006 om underretning og klagevejledning til patienter i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien. Bekendtgørelse nr. 1496 af 14. december 2006 om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn. Bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006, om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger. 8
Vejledning nr. 9763 af 28. juni 2007, om behandling med antispykotiske lægemidler til patienter over 18 år. 9
3. PSYKIATRILOVENS ANVENDELSESOMRÅDE 3.1. Stedligt og personelt anvendelsesområde Lovens 1, stk. 1, har følgende ordlyd: Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling må kun finde sted efter reglerne i denne lov. Bestemmelsen indebærer, at lovens anvendelsesområde er begrænset til at gælde for personer, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Det er uden betydning, om den psykiatriske afdeling ligger på et psykiatrisk eller et somatisk sygehus. Der er dog også ifølge psykiatrilovens 13 mulighed for at foretage tvangsbehandling af legemlig sygdom på en somatisk afdeling. En betingelse herfor er, at patienten er indlagt på en psykiatrisk afdeling og tillige opfylder betingelserne for frihedsberøvelse. Hvis patienten ikke i forvejen er indlagt på en psykiatrisk afdeling, er det en betingelse, at der udfærdiges tvangsindlæggelsespapirer, som godkendes af overlægen på den psykiatriske afdeling. Patienter, der undergives tvangsbehandling på en somatisk afdeling, vil således stadig skulle betragtes som indlagt på den psykiatriske afdeling. Der henvises til praksissammenfatningens afsnit 7, som omhandler tvangsmæssig behandling af legemlige lidelser. Patienter indlægges ikke i distriktspsykiatriske centre eller på psykiatriske skadestuer, og der er derfor ikke hjemmel i psykiatriloven til at udøve tvang disse steder. Kun patienter, der er heldøgnsindlagt eller deldøgnsindlagt med overnatning, er omfattet af psykiatrilovens tvangsbestemmelser. Dette illustreres af nedenstående afgørelse. Sag 1 Dagpatient ikke anset som indlagt på psykiatrisk afdeling (1998) En dreng på 12 år, der havde fået stillet diagnosen DAMP-syndrom og Tourette-syndrom, blev behandlet på børnepsykiatrisk afdeling som dagpatient. Han mødte om morgenen på hverdage og tog sædvanligvis hjem om eftermiddagen omkring kl. 16. Den øvrige tid samt weekenderne tilbragte han som hovedregel hjemme hos sin mor. Under opholdet på afdelingen forekom der flere episoder af magtanvendelse, hvor personalet kortvarigt fastholdt drengen for at berolige ham og for at forhindre skader på ham selv, medpatienter, personalet og inventar. 10
I den forbindelse blev der påklaget nogle tilfælde af fysisk magtanvendelse, som det psykiatriske patientklagenævn fandt hjemlet i psykiatrilovens 17, jf. 14, stk. 2. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ophævede denne afgørelse på grund af manglende kompetence, idet patienten ikke fandtes at være omfattet af psykiatrilovens regler om fysisk magtanvendelse. Nævnet oplyste, at reglerne i psykiatriloven alene gælder patienter, der er indlagt på psykiatrisk afdeling. Nævnet bemærkede, at det fremgik af psykiatrilovens forarbejder, at dagpatienter som udgangspunkt ikke kan anses som indlagt på en psykiatrisk afdeling, men i stedet skal sidestilles med ambulante patienter. Nævnet fandt herefter, at den tilknytning, som patienten på tidspunktet for de påklagede magtanvendelser havde til den børnepsykiatriske afdeling, ikke kunne ligestilles med en døgnindlæggelse. Folketingets Ombudsmand har efterfølgende, i forbindelse med en anden sag, fastslået, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ikke i psykiatriloven er tillagt en almindelig kompetence til at tage stilling til de psykiatriske patientklagenævns kompetencer. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan således alene tage stilling til, om det påklagede tvangsindgreb er omfattet af nævnets egen kompetence, og såfremt dette ikke er tilfældet, skal Sundhedsvæsenets Patientklagenævn afvise at behandle klagen. Den pågældende sag er refereret nedenfor i afsnit 5.2.3.2. 3.2. Funktionelt anvendelsesområde Loven har, ud over en begrænsning i sit stedlige og personelle anvendelsesområde, også en funktionel afgrænsning. De former for tvangsanvendelse, som loven regulerer, er frihedsberøvelse (tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel), tvangsbehandling og fiksering m.v. (tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, anvendelse af fysisk magt, herunder indgivelse af beroligende medicin, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse overfor patienter, der lider af demens eller demenslignende tilstande, personlig skærmning, der varer mere end 24 timer, og aflåsning af døre i afdelingen, aflåsning af patientstuer på Sikringsanstalten under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, foretagelse af personlig hygiejne under anvendelse af tvang) samt undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v. De psykiatriske patientklagenævn og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har ikke kompetence til at behandle klager over indgreb, der ikke har hjemmel i psykiatriloven. Sådanne klager kan rettes til sygehusmyndigheden. 11
4. LOVENS GRUNDPRINCIPPER 4.1. Psykiatrilovens tvangsbegreb I psykiatrilovens 1, stk. 2, er tvang defineret som foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jf. kapitel 5 i sundhedsloven. Tvangsdefinitionen blev ændret ved lov nr. 534 af 8. juni 2006, idet det ikke fandtes tidssvarende, at der for psykiatriske patienter var en lavere tærskel for et gyldigt samtykke end for patienter med legemlige lidelser. Tidligere blev et indgreb defineret som foretaget med tvang, såfremt patienten udtrykkeligt nægtede at deltage i behandlingen. Hvis en patient forholdt sig passivt eller stiltiende, blev det vurderet, at behandlingen blev indledt på frivillig basis. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et gyldigt samtykke efter bestemmelsen, skal efter lovændringen fortolkes i overensstemmelse med reglerne i sundhedslovens kapitel 5 om samtykke. Der foreligger herefter et udtrykkeligt samtykke, såfremt patienten eksplicit giver udtryk for, at han eller hun er indforstået med den pågældende behandling m.v. Et mundtligt samtykke vil være tilstrækkeligt. Et stiltiende samtykke foreligger, såfremt patientens signaler og opførsel må fortolkes således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information. Det skal være utvivlsomt, at patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om behandlingsforslaget m.v. eller dele heraf. Hvis der er den mindste tvivl, bør et mundtligt samtykke indhentes. Det er således ikke længere tilstrækkeligt, at en patient forholder sig passivt over for en foranstaltning, for at definere et indgreb som frivilligt. Der vil dog stadig være tale om frivillighed, såfremt patienten, ved en korrekt vejledning og information, lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke. Såfremt patienten, på grund af mindreårighed eller nedsat psykisk funktionsevne, ikke selv kan afgive et informeret samtykke, indhentes stedfortrædende samtykke fra de legale repræsentanter, medmindre omgående gennemførelse af en foranstaltning i henhold til psykiatriloven er nødvendig for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, eller for at afværge, at patienten udøver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Der skal være tale om en akut situation. 12
Nedenfor er beskrevet en afgørelse, hvor nævnet havde anledning til at tage stilling til, om der i det konkrete tilfælde var tale om en tvangsforanstaltning efter den nye definition af tvangsbegrebet, eller om patienten måtte anses for at have modtaget behandlingen frivilligt. Sag 2 Indgivelse af beroligende medicin var sket med tvang (2009) (0978307) En 35-årig kvinde, der tidligere havde været indlagt på grund af paranoid skizofreni, blev igen indlagt, idet hun var flygtet fra sit hjem, fordi hun var bange for, at hendes samlever ville slå hende ihjel. Under indlæggelsen blev patienten tiltagende psykotisk, opkørt og krænkende over for medpatienter, hvorfor hun tre gange fik indgivet beroligende medicin. Den sidste gang blev ikke noteret i tvangsprotokollen. Patienten klagede til det psykiatriske patientklagenævn over indgivelserne af beroligende medicin, som godkendte de tre beslutninger. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte afgørelsen. Nævnet fandt efter en konkret vurdering, at der også i det sidste tilfælde var tale om tvangsmæssig indgivelse af beroligende medicin. Nævnet lagde vægt på, at patienten tidligere på dagen havde fået beroligende medicin ved tvang i forbindelse med lignende situationer, hvor medicinen blev givet i form af tabletter, idet hun indvilligede i denne dispenseringsform. Nævnet lagde videre vægt på, at hun forinden den tredje indgivelse af beroligende medicin, med magt var blevet ført på sin stue og fastholdt, hvorefter hun fik medicinen, mens flere personalemedlemmer var til stede på stuen. Det var således nævnets opfattelse, at der var tale om tvangsmæssig indgivelse af beroligende medicin, selvom patienten ved selve medicineringen selv rakte hånden ud efter medicinen. Nedenstående afgørelser illustrerer, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn alene kan vurdere, om betingelserne for et tvangsmæssigt indgreb var til stede, såfremt der reelt var tale om et tvangsmæssigt indgreb. Sag 3 Klage over, at patienten var blevet oplyst om, at såfremt han ikke medvirkede til en medicinsk behandling, ville en sådan behandling blive iværksat som tvangsbehandling (2009) (0978205) En 57-årig mand var indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor han blev forsøgt motiveret for frivillig behandling med antipsykotisk medicin, hvilket han afviste. Den 26. august 2008 blev han orienteret om, at lægerne efter en uge ville tage stilling til, om der var behov for tvangsmedicinering, såfremt han fortsat ikke ønskede at tage medicinen frivilligt. Patienten 13
klagede herefter til det psykiatriske patientklagenævn over, at han var blevet oplyst om, at såfremt han ikke medvirkede til den medicinske behandling, ville han blive tvangsmedicineret. Patienten klagede til det psykiatriske patientklagenævn over tvangsbehandling, som godkendte beslutningen om tvangsmedicinering af patienten. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede afgørelsen, idet nævnet ikke fandt, at der var tale om en beslutning om tvangsbehandling, og ændrede på denne baggrund det psykiatriske patientklagenævns afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af overlægens udtalelse til sagen, at der ikke blev truffet beslutning om tvangsbehandling af patienten den 26. august 2008, ligesom der ikke forelå en tvangsprotokol vedrørende tvangsbehandling i perioden fra den 26. august 2008 og indtil det psykiatriske patientklagenævn traf sin afgørelse. 4.2. Mindste middels princippet Psykiatrilovens 4 indeholder en lovfæstelse af det mindste middels princip, der er udtryk for et proportionalitetsprincip om i den givne situation altid at anvende den mindst indgribende foranstaltning og at begrænse den tidsmæssige udstrækning af foranstaltningen til det absolut nødvendige. Det fremgår af bestemmelsen, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader det, skal patienten således have en passende betænkningstid. Hvis det ikke lykkes at motivere patienten til at medvirke frivilligt, og spørgsmålet om tvang derfor såfremt betingelserne herfor i øvrigt måtte være til stede kommer på tale, skal anvendelsen af tvang stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Er flere foranstaltninger egnede til at løse det foreliggende problem, skal det mindst indgribende alternativ anvendes. Ligeledes må der ikke anvendes tvang i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, og endelig skal tvangen udøves så skånsomt som muligt, med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Princippet er visse steder udmøntet nærmere i loven, for eksempel i reglerne om tvangsmedicinering i 12, stk. 2, om, at der skal anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger, men princippet må overalt indfortolkes i betingelserne for og fremgangsmåden ved udøvelsen af enhver form for tvang i psykiatrien. 14
5. KLAGEADGANG EFTER LOVEN Patienter, der er indlagt på psykiatriske afdelinger kan klage over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland. Sygehusmyndigheden skal, efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren, indbringe sådanne klager for det psykiatriske patientklagenævn i den pågældende statsforvaltning. Dette fremgår af psykiatrilovens 35. Den 3. juni 2010 vedtog Folketinget lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (L 128). Det blev vedtaget, at overlægen inden patientens udskrivning kan træffe beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning, hvis der på baggrund af den aktuelle indlæggelse findes at være en begrundet formodning om og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred, og patienten i øvrigt opfylder en række nærmere specificerede betingelser. Den 3. juni 2010 vedtog Folketinget ligeledes lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (L 198). Det blev i den forbindelse vedtaget, at det er muligt at anvende oppegående tvangsfiksering. Ved oppegående tvangsfiksering forstås tvangsfiksering, hvor patienten ikke er fastspændt til en seng. Oppegående tvangsfiksering kan som alternativ til langvarig isolation eller langvarig tvangsfiksering til en seng anvendes over for patienter, der er anbragt i Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, såfremt mindst ét af kriterierne i 14, stk. 2, er opfyldt og patienten opfylder en række specificerende betingelser. Klager over beslutning tvungen opfølgning og oppegående fiksering kan indbringes for det psykiatriske patientklagenævn. Afgørelsen kan efterfølgende indbringes for retten. Lovændringerne træder i kraft den 1. oktober 2010. 15
5.1. De psykiatriske patientklagenævn 5.1.1. Sammensætning De psykiatriske patientklagenævn består af 3 medlemmer. Direktøren for statsforvaltningen er født formand, og de 2 andre medlemmer udpeges af Ministeren for Sundhed og Forebyggelse efter indstilling fra henholdsvis Den Almindelige Danske Lægeforening og Danske Handicaporganisationer. 5.1.2. Stedlig kompetence Ved hver statsforvaltning findes et psykiatrisk patientklagenævn, som behandler klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse samt aflåsning af patientstue, i det pågældende område. Det psykiatriske patientklagenævns kompetence er afgrænset til behandling af klager over disse tvangsforanstaltninger, når de er besluttet på et sygehus i den pågældende region. 5.1.3. Saglig kompetence De psykiatriske patientklagenævn foretager en legalitetsvurdering af tvangsindgreb, besluttet eller udført i henhold til psykiatriloven. Nævnene vurderer, om de materielle og formelle betingelser for tvangsudøvelse er opfyldt. Hvis klagen ikke kun omfatter indgrebet som sådant, men også er rettet mod den eller de sundhedspersoner, der har deltaget i den påklagede tvangsudøvelse, kan nævnet samtidig tage stilling til, om der er grundlag for at udtale kritik over for den pågældende sundhedsperson. Dette fremgår af 14, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1496 af 14. december 2006 om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn. Har klagen over den faglige virksomhed ikke forbindelse med et tvangsindgreb, kan klagen behandles af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter bestemmelserne i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har de seneste 9 år behandlet ganske få psykiatriske ankesager, hvor det psykiatriske patientklagenævn tillige har vurderet en sundhedspersons faglige virksomhed. Nedenfor er der et eksempel på en sådan afgørelse. 16
Sag 4 Klage over tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin med tvang, samt klage over de involverede sundhedspersoner (2005) (0553805A) En 16-årig pige var indlagt på grund af selvmordstanker. En formiddag kørte patienten op og ville ikke i skole. Hun ville have afdelingens bordtennisbold og trykkede hele tiden på værelsesalarmen for at provokere, hvilket generede medpatienterne. Situationen søgtes klaret ved at forsyne patienten med en fast vagt, men hun truede vagten, da hun ikke måtte trykke på værelsesalarmen, og det blev nødvendigt at fastholde hende. Hun rev og bed efter personalet, og der blev indgivet beroligende medicin Nozinan 12,5 mg (antipsykotisk medicin). Efter 30 minutter var situationen den samme, idet patienten ringede på alarmen. Hun kunne ikke beroliges og blev tiltagende aggressiv overfor personalet med slag og bid, så det blev nødvendigt at fiksere hende. Efter at patienten var fikseret, skruede hun 2 skruer ud af sengen, som personalet mente, hun ville bruge som kasteskyts eller sluge, og for at beskytte hende mod begge dele blev hun fastholdt i fikseringen, skruerne blev fjernet fra hende, og hun fik beroligende medicin stesolid 10 mg (benzodiazepin) som injektion. Hun klagede to dage senere over fikseringen, som hun fandt ulovlig og udført med unødig stor fysisk magt, samt over at der blev givet for meget beroligende medicin. Patienten klagede til det psykiatriske patientklagenævn over tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin samt de involverede sundhedspersoner, som godkendte tvangsfikseringen af patienten samt indgivelsen af beroligende medicin samme dag, da nævnet fandt, at betingelserne for begge indgreb havde været til stede. Nævnet fandt imidlertid, på grund af patientens fremstilling sidst på nævnsmødet, at der under fikseringen blev anvendt unødig stor fysisk magt, idet hun havde beklaget sig højlydt under fikseringen, og hun havde blå mærker på armen. Nævnet fandt derfor, at der var grundlag for at udtale kritik af en sygeplejerske for gennemførelsen af tvangsfikseringen. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte afgørelsen. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en nøje gennemgang af oplysningerne i sagen, at der ikke i forbindelse med gennemførelsen af tvangsfikseringen kunne antages at have været anvendt unødig stor fysisk magt. Nævnet fandt endvidere, at det ikke kunne antages, at sygeplejersken i forbindelse med fastholdelsen af patienten havde anvendt unødig stor fysisk magt. Nævnet fandt på denne baggrund, at der ikke var det fornødne grundlag for at udtale kritik af sygeplejersken, hvorfor nævnet ændrede afgørelsen på dette punkt. 17
Som tidligere nævnt har Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ikke længere kompetence til at behandle klager over de psykiatriske patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsfiksering. Sag 5 Klage over fastholdelse samt klage over navngiven sundhedsperson (2007) (0760601) Der var tale om en 39-årig kvinde, som flere gange havde været indlagt i psykiatrisk regi. Patienten var under en indlæggelse i to timer opkørt, råbende og skrigende, kastede vand og juice på gulvet. Hun tændte flere gange for bruseren og sprøjtede med vand. Hun truede med at slå en social- og sundhedsassistents kone og børn ihjel og kaldte vedkommende et perverst svin. Da hun blev bedt om at dæmpe sig, råbte hun endnu højere, hvorefter social- og sundhedsassistenten lukkede døren af hensyn til medpatienter. Patienten gik herefter til angreb på ham, som sad fast vagt hos hende, og spyttede og kradsede ham i hovedet. Social- og sundhedsassistenten fastholdt herefter patienten, som fortsat forsøgte at spytte, kradse og bide samt sparke. Da øvrigt personale kom til stede, fastholdt social- og sundhedsassistenten patienten med den ene hånd, mens han med den anden drejede hendes ansigt til siden for at undgå at blive spyttet på. Patienten klagede til det psykiatriske patientklagenævn, som godkendte fastholdelsen af patienten. Nævnet fandt ikke grundlag for at udtale kritik overfor den pågældende social- og sundhedsassistent, idet der ikke var tale om unødig magtanvendelse. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte afgørelsen fra det psykiatriske patientklagenævn. Nævnet fandt ikke grundlag for at fastslå, at der ved fastholdelsen blev anvendt mere magt, end der var nødvendigt, ligesom nævnet ikke fandt grundlag for at kritisere den involverede social- og sundhedsassistent. 5.1.4. Sagsbehandlingen Sagens oplysning Det fremgår af bekendtgørelse om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn 5, at det psykiatriske patientklagenævns formand ved sagens modtagelse træffer afgørelse om, hvorvidt klagen falder inden for nævnets kompetenceområde. Er det utvivlsomt, at klagen falder uden for nævnets kompetence, videresender formanden sagen til rette myndighed og underretter parterne herom. I andre tilfælde behandles spørgsmålet af det psykiatriske patientklagenævn. 18
Det fremgår af 6, stk. 1, i bekendtgørelsen om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn, at nævnets formand ved sagens modtagelse påser, at de nødvendige oplysninger er medsendt, herunder en angivelse af, hvad der klages over, en udskrift af tvangsprotokollen, en erklæring fra den behandlingsansvarlige overlæge samt patientens behandlingsplan. Herudover findes der ingen udtrykkelige lovregler om det psykiatriske patientklagenævns pligt til at oplyse sagen, inden der træffes afgørelse. Det følger imidlertid af det almindelige forvaltningsretlige princip, officialmaksimen, at en myndighed har pligt til at sørge for, at sagen er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes afgørelse i sagen. Dette betyder, at sagen oplyses og undersøges så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde, for at der kan træffes afgørelse på et forsvarligt grundlag. Nedenfor gennemgås en række afgørelser, hvor patienten har klaget over sagsbehandlingen i det psykiatriske patientklagenævn. Sag 6 Klage over sagsbehandlingsfejl ved det psykiatriske patientklagenævn (2003) (0337902A) En 27-årig mand var indlagt i psykiatrisk afdeling, hvor der var blevet truffet beslutning om tvangsmedicinering. Patienten klagede til det psykiatriske patientklagenævn over tvangsmedicineringen, som godkendte beslutningen. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte afgørelsen. Under behandlingen i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn anførte patienten, at der var sket en række sagsbehandlingsfejl ved behandlingen af sagen i det psykiatriske patientklagenævn. Det blev hertil anført, at den behandlende overlæge ikke havde været til stede under sagens behandling i nævnet, ligesom afgørelsen var blevet truffet på et utilstrækkeligt grundlag, idet der ikke var blevet taget hensyn til positive oplysninger om patienten, og idet oplysningerne i sygeplejejournalen ikke blev medinddraget. Nævnet fandt på det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at der forelå sagsbehandlingsfejl, idet nævnet ikke fandt, at det psykiatriske patientklagenævn havde truffet afgørelse på et utilstrækkeligt grundlag, ligesom nævnet fandt, at der alene kunne stilles krav om, at den læge, der havde besluttet et tvangsindgreb så vidt muligt skulle være til stede ved klagens behandling ved det psykiatriske patientklagenævn. Sag 7 Patientens ønske om vidneførsel ikke imødekommet (1997) 19
Patienten anførte, at grundlaget for afgørelsen ikke var fyldestgørende, idet patienten ikke havde fået lov til at føre vidner for det psykiatriske patientklagenævn. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn udtalte, at det følger af 36, stk. 1, i psykiatriloven, at det psykiatriske patientklagenævn selv drager omsorg for sagens oplysning. Ifølge 36, stk. 2, har patienten og patientrådgiveren dog ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet. Det følger heraf, at der ikke består nogen ret for patienten til at føre vidner ved mødet. Nævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at grundlaget for afgørelsen ikke var fyldestgørende. Sagsbehandlingsfrister De psykiatriske patientklagenævn skal træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, inden 7 hverdage efter klagens modtagelse. I andre sager skal nævnet træffe afgørelse snarest muligt. Er afgørelsen ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge. Dette følger af psykiatrilovens 36, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til psykiatriloven, at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ikke har kompetence til at påse, om disse frister overholdes. Patientens deltagelse i mødet Det fremgår af psykiatrilovens 36, stk. 2, at patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens behandling i nævnet afgørende taler herfor, kan nævnet bestemme, at patienten helt eller delvist skal være udelukket fra at deltage i forhandlingerne. Sag 8 Patienten deltog kun delvist i mødet i det psykiatriske patientklagenævn (2003) (0343302A) En 50-årig kvinde var tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, hvor der blev truffet beslutning om tvangsmedicinering, og hendes klage blev tillagt opsættende virkning. Patienten klagede til det psykiatriske patientklagenævn over beslutningen om tvangsmedicinering, som godkendte beslutningen. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsmedicinering. Under behandlingen af sagen ved Sundhedsvæsenets Patientklagenævn anførte patienten, at lægerne 20
havde nægtet hende at deltage i mødet i det psykiatriske patientklagenævn, og at lægerne holdt døren, så hun ikke kunne komme ud. Af mødereferatet fremgik det, at det psykiatriske patientklagenævns møde var startet på afdelingen, idet patienten var tvangsfikseret og dermed ikke ville kunne deltage i mødet, hvis det blev holdt andetsteds. På grund af patientens tilstand fandt det psykiatriske patientklagenævn det ikke muligt at gennemføre mødet med patientens tilstedeværelse, hvorfor mødet fortsatte i et mødelokale. Ifølge afgørelsen fra det psykiatriske patientklagenævn var det ikke muligt at forklare patienten, at nævnet var mødt frem for at behandle hendes klage, og patienten benægtede at have indgivet en klage. Patientrådgiveren deltog i mødet. Af patientens journal fremgik det endvidere, at patientens tilstand ikke tillod, at hun kom ud af afdelingen, og at det psykiatriske patientklagenævn var blevet orienteret herom. Det var planlagt, at patienten skulle løsnes af bæltet i forbindelse med mødet, der skulle holdes i konferencerummet, men patienten ville imidlertid ikke derhen og forlangte, at nævnet i stedet kom ind på hendes stue, hvilket efterfølgende skete. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt på den baggrund ikke grundlag for at kritisere, at en del af mødet var foregået uden patientens deltagelse. Sag 9 Møde afholdt uden patientens tilstedeværelse (1998) (9807106P) Patienten klagede over, at mødet i det psykiatriske patientklagenævn blev afholdt uden hans tilstedeværelse. Ifølge overlægen fik patienten tilbud om at deltage i mødet, men han afslog, idet han ikke kunne beslutte sig og i øvrigt mente, at han erkendte sin sygdom ved at deltage. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt på denne baggrund, at det psykiatriske patientklagenævn kunne træffe afgørelse uden patientens tilstedeværelse. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det psykiatriske patientklagenævn inden mødet havde modtaget patientens klage samt en udtalelse fra den behandlingsansvarlige overlæge. Patientrådgiverens og lægens deltagelse i mødet Efter psykiatrilovens 24, stk. 1, skal patienter, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse for patienter, der lider af demens eller demenslignende tilstande, personlig skærmning, der uafbrudt varer i mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen efter 18e, stk. 1, nr. 2 samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland have beskikket en patientrådgiver. 21
Patientrådgiveren skal ifølge lovens 24, stk. 2, vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af eventuelle klager. Uden for patientrådgiverens opgaver falder patientens økonomiske forhold samt øvrige personlige forhold, der ikke vedrører indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Efter lovens 27 skal personalet på afdelingen give patientrådgiveren enhver oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til patienten, må dog heller ikke gives til patientrådgiveren. Efter psykiatrilovens 36, stk. 2, 1. pkt., har patienten og patientrådgiveren ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet. Det fremgår af 9, stk. 1, i bekendtgørelsen om forretningsorden for de psykiatriske patientklagenævn, at patientrådgiveren så vidt muligt skal være til stede ved klagens behandling i nævnet, jf. psykiatrilovens 24, stk. 2, 3. pkt. Det samme gælder for den læge, der har besluttet det tvangsindgreb, der klages over. Sag 10 (ref. sag 7) Møde afholdt uden patientrådgiverens tilstedeværelse (1997) En 59-årig mand var blevet tvangsfikseret og havde modtaget en beroligende injektion, som efterfølgende var blevet godkendt af det psykiatriske patientklagenævn. Patienten klagede over, at mødet i nævnet blev afholdt uden patientrådgiverens tilstedeværelse. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt ikke grundlag for at kritisere, at mødet blev afholdt uden patientrådgiverens tilstedeværelse. Nævnet lagde vægt på, at der ikke består nogen pligt for patientrådgiveren til at deltage i det psykiatriske patientklagenævns møder, og at patientrådgiveren var blevet indbudt til at deltage. Sag 11 Møde uden behandlende overlæges tilstedeværelse (2003) Patienten klagede over, at det ikke var den behandlende overlæge, der var til stede under mødet i det psykiatriske patientklagenævn. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt ved sin afgørelse, at der alene kan stilles krav om, at den læge, der besluttede tvangsindgrebet, så vidt muligt bør være til stede ved klagens behandling i nævnet. En repræsentant for sygehusmyndigheden, overlægen samt andre involverede sundhedspersoner har endvidere ret til at deltage i mødet ved det psykiatriske 22
patientklagenævn. 5.1.5. Ankeadgang De psykiatriske patientklagenævn skal efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren indbringe deres afgørelser om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering samt aflåsning af døre i afdelingen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Dette følger af psykiatrilovens 37, stk. 1. Retten beskikker en advokat for patienten. Anmodning om forelæggelse for retten skal fremsættes over for nævnet inden 4 uger fra nævnets afgørelse, og forelæggelse for retten skal ske inden 5 hverdage fra anmodningens fremsættelse. Da reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a har til formål at give administrativt frihedsberøvede en særlig nem adgang til retlig efterprøvelse af frihedsberøvelsen, er denne ankeadgang forbeholdt patienten og patientrådgiveren, selvom sygehusmyndigheden er part i sagen. Sygehusmyndigheden kan imidlertid indbringe sagen for retten efter de almindelige regler for civilt søgsmål. De psykiatriske patientklagenævns afgørelser om anden tvang kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. lovens 38. 5.2. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn 5.2.1. Sammensætning Ved afgørelsen af den enkelte sag består Sundhedsvæsenets Patientklagenævn af 5 medlemmer, der alle er udpeget af ministeren for Sundhed og Forebyggelse. Formanden skal være dommer. 2 medlemmer er indstillet af Lægeforeningen, 1 medlem er indstillet af Dansk Handicaporganisationer, og 1 medlem er indstillet af Danske Regioner. Den 3. juni 2010 vedtog Folketinget en lov om ændring af organiseringen af patientklagesystemet (L130). Som følge heraf nedlægges Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og i stedet oprettes blandt andet et ankenævn, der overtager Patientklagenævnets kompetence til at træffe afgørelser i klager over visse af de lokale psykiatriske patientklagenævns afgørelser. Det Psykiatriske Ankenævn vil blive sekretariatsbetjent af Patientombudet. Af de nævnsmedlemmer, der på nuværende tidspunkt medvirker ved afgørelsen af klager over de lokale psykiatriske patientklagenævns afgørelser, er én psykiater, én alment praktiserende læge og 23
to lægmænd, der er beskikket efter indstilling af henholdsvis Læge foreningen, Danske Regioner og Danske Handicaporganisationer. I relation til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november 2006 blev det vedtaget, at Det Psykiatriske Ankenævn skal bestå af 1 formand, der skal være dommer og kan være dommer fra de overordnede retter, 2 medlemmer, der skal være psykiatere, beskikket efter indstilling fra Lægeforeningen, og 2 medlemmer beskikket efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer. Ministeren udpeger eller beskikker stedfortrædere for formanden og medlemmerne. For at styrke nævnets faglige kompetence med hensyn til det psykiatriske område er det derfor vedtaget, at de fagligt uddannede medlemmer begge skal være psykiatere, som beskikkes efter indstilling fra Lægeforeningen. Bestemmelsen indebærer endvidere, at de to lægmænd beskikkes efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer. Patientrepræsentationen i Det Psykiatriske Ankenævn styrkes med lovændringen, idet begge lægmandsrepræsentanter fremover vil være udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer. Af hensyn til nævnets funktionsdygtighed er det endvidere vedtaget, at ministeren beskikker stedfortrædere for samtlige medlemmer af ankenævnet. Lovændringen træder i kraft den 1. oktober 2010. 5.2.2. Stedlig kompetence Sundhedsvæsenets Patientklagenævn er som anført ankeinstans i forhold til afgørelser truffet af de psykiatriske patientklagenævn vedrørende tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt og indgivelse af beroligende medicin, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland. Forinden sagen antages til behandling i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn påses det, om Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har kompetence til at behandle det påklagede, herunder om der er truffet afgørelse i 1. instans vedrørende det forhold der klages over, om klagen er indgivet af en klageberettiget, og om klagen er forældet. Efter psykiatrilovens 38, stk. 2, gælder reglerne i kapitel 3 i dagældende lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse mv. for sagernes behandling. Det fremgår af 5 i den nugældende lov om klage og erstatningsadgang indenfor sundhedsvæsenet, at en klage skal være indgivet inden 24
2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være blevet bekendt med det forhold, der klages over, dog senest 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. Det er nævnets praksis at vurdere, at fristen løber fra det tidspunkt, hvor 1. instansafgørelsen kom frem til klager. Den 3. juni 2010 vedtog Folketinget som tidligere nævnt en lov om ændring af organiseringen af patientklagesystemet (L130). I den forbindelse blev det vedtaget, at psykiatrilovens nuværende 38, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes en bestemmelse om, at klage til Det Psykiatriske Ankenævn skal indgives senest 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse om det psykiatriske patientklagenævns afgørelse. Det Psykiatriske Ankenævn kan se bort fra en overskridelse af klagefristen, når særlige grunde taler herfor. Lovændringen træder i kraft den 1. januar 2011. Indtil da vil nævnets nuværende praksis fortsat være gældende. Såfremt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn modtager anke over et forhold, der falder udenfor nævnets kompetence, afviser nævnet at behandle anken. Klager over at anmodning om udskrivning indenfor psykiatrien i Grønland ikke imødekommes, skal efter Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelelse den 30. november 2004 indbringes for Statsforvaltningen Hovedstaden. Klager over tvangsbehandling og anden tvangsanvendelse indenfor psykiatrien kan indbringes direkte for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Lov nr. 1118 af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold regulerer anvendelse af tvang i psykiatrien i Grønland. Færøerne har den 13. marts 2009 anordnet lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (anordning nr. 185), hvilket betyder, at afgørelser fra det psykiatriske patientklagenævn på Færøerne om tvangsbehandling, anvendelse af fysisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dårlåse samt personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, kan påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. 38. 25
5.2.3. Saglig kompetence Patientklagenævnets prøvelse Begge parter, det vil sige både patienten og sygehusmyndigheden, kan helt eller delvist indbringe det psykiatriske patientklagenævns afgørelse for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, jf. 38, for så vidt afgørelsen går dem imod. Sundhedsvæsenets Patientklagenævns kompetence følger det psykiatriske patientklagenævns kompetence, således at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn alene tager stilling til forhold, der er taget stilling til i det psykiatriske patientklagenævns afgørelse. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn foretager ved sin afgørelse en prøvelse af det psykiatriske patientklagenævns afgørelse, herunder faktum, regelfortolkningen, den konkrete regelanvendelse og bevisafvejningen. Afgørelserne fra Sundhedsvæsenets Patientklagenævn indeholder altid en selvstændig begrundelse. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har dog en fast praksis om ikke at tage stilling til samtlige udsagn i afgørelsen fra det psykiatriske patientklagenævn, såfremt det alene er relevant at tage stilling til dele heraf. Sundhedsvæsenets Patientklagenævns afgørelser har derfor i nogle tilfælde karakter af en alleredefordi-afgørelse. Nævnet tager for eksempel ikke stilling til, om en klage burde have været tillagt opsættende virkning, såfremt nævnet finder, at patienten ikke var sindssyg, eller at patienten ikke var tilstrækkeligt motiveret for frivillig behandling. Ligeledes foretager nævnet ikke en fuld prøvelse af en afgørelse fra det psykiatriske patientklagenævn om afledede tvangsforanstaltninger, hvis Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i en tidligere afgørelse ikke har kunnet godkende den beslutning, hvorpå de efterfølgende tvangsindgreb bygger. Nedenstående 6 afgørelser er eksempler på nævnets praksis om ikke i sine afgørelser at foretage en fuld prøvelse af samtlige sagens omstændigheder, allerede fordi en underkendelse af et tidligere sagsforhold overflødiggør yderligere vurderinger. Sag 12 Sundhedsvæsenets Patientklagenævn forholdt sig ikke til spørgsmålet om opsættende virkning (2009) (0978302) En 34-årig mand, som ikke var tidligere kendt i psykiatrisk regi, blev indlagt på behandlingsindikation, efter han havde været indsat i arresten på grund af et voldeligt overfald. Ved indlæggelsen fremstod han anspændt, tankeforstyrret og med systematiserede paranoide forestillinger og følelsesudsving. Han havde ingen sygdomserkendelse. Han blev 26