Diakonihistoriske noter (1800-tallets nybrud)

Diakonihistoriske noter (1800-tallets nybrud) Hvad er en diakon Diakon tjener/ hjælper fra græsk (diakonos) helt almindeligt begreb. Kendes fra NT i flere betydninger får kirkelig drejning, som en tjener i menigheden, f.eks. hos Paulus, Fil 1,1 skriver til menighedstjenere (diakonos) og tilsynsmænd (episkopos) I Apg. Kap. 6 udvælges nogle til at vare tage uddelingen af mad i menigheden. I den tidlige kristne kirke og oldkirkelige sammenhæng har der været diakoner i alle menigheder til at varetage forskellige kirkelige og sociale opgaver. Assistent ved gudstjenesten, uddeling af nadver til syge og ofte den der varetager indsamlinger og uddeling af mad, formidler af arbejde og naturalier. Præsternes betydning øges i den tidlige middelalder og diakon bliver i den katolske og ortodokse kirke til et embede på vej til præsteembedet. Nogle steder med begravelsesmyndighed og undervisning som arbejdsområder. I Danmark har vi siden middelalderen haft degne, som var præstens uordinerede hjælpere ved gudstjenesten og siden reformationen og navnlig på landet ved undervisningen. Det blev pålagt degnen gennem udenadslæren at bibringe bønderbørnene den kristelige børnelærdom. Ved overhøringer i katekismen (katekisationer) under gudstjenesten skulle præsten sikre sig overblik over undervisningens effektivitet. (Danske lov 1683 afskaffer brugen af købstadskolernes disciple som løbedegne i de tilgrænsende sogne.) Ved Skoleloven 1814 blev degneembedet på landet erstattet af kirkesangeren, der tillige ofte var lærer og i byerne af kordegnen og kantoren (musikansvarlig). (jfr. Den store danske Encyklopædi) Ordet diakon og diakonisse kommer først til Danmark efter tysk inspiration i midten af 1800-tallet. Den diakonale bevægelse med inspiration fra England - forstået som en social virksomhed med udtalt kirkelig tilknytning og kristeligt præg Bone Falch Rønne, præst i Lyngby (1764-1833): i udgangspunkt præget af 1700-tallets oplysningskristendom og virketrang blev efterhånden mere optaget af et bibelsk kristendomssyn og hældede i retning af pietistisk vækkelseskristendom. Inspireret af de engelske religious societies. - organiserede fattigvæsenet, 1802 arbejdsskole for fattige børn, hvor de kunne lære at sy og strikke, udvidedes med dag- og aftenskole med undervisning i almindelige skolefag. 1805 organiseredes et arbejdshus for ledige og 1806 indviedes et hospital for syge og fattige. Rønne var optaget af menighedens ansvarsbevidsthed. Kirken burde arbejde så uafhængigt af det offentlige som muligt, et menighedsråd af lægmænd burde stå i spidsen for sognets menighedsliv og barmhjertighedsarbejdet skulle ikke først og fremmest være det offentliges, men kirkens opgave dog på basis af frivillighedsprincippet. Et fremsynet program for den kirkelige udvikling i Danmark 1817: stiftes lokalt bibelselskab, som kunne finansiere fattiges bibler og lade midler tilfalde det i 1814 stiftede Danske Bibelselskab. 1819: Lyngby evangeliske Traktatselskab 1821: Det danske Missionsselskab Som den første i DK var Bone Falch Rønne begyndt at holde bibellæsninger i skolerne. 1

1821: indvielse af det første menighedshus på dansk grund, Tårbæk bedehus, finansieret af engelske venner. Fra dette hus udgik nu en lang række initiativer 1828 sandsynligvis også den første danske søndagsskole, støttet af den engelske søndagsskoleunion og muligvis på foranledning af Caroline Amalie. 1835 knyttedes en søndagsskole til hendes asyl i København i de følgende år sætter andre grundtvigske præster søndagsskoler i gang i København. Den egentlige danske søndagsskole-pioner Axel V. Jacobsen (-1915) ( stod i lære hos metodisterne) stiftede Søndagskolen af 17. januar 1869 knopskød lynhurtigt i København og fra 1875 medvirkede han til at oprette søndagsskoler i provinsen. Axel V. Jacobsen var meget opmærksom på de fattige københavnske børns materielle behov og stiftede helt fra begyndelsen en beklædningsforening, en konfirmationsudstyrsfond og begyndte som en af de første at sende københavnerbørn på ferieophold på landet. Den tyske forbindelse Theodor Fliedner (1800-1864) tysk evangelisk præst og grundlægger af diakonissehuset Keiserswerth. Opfattes sammen med sine hustruer Friederike Münster og Karoline Bertheau som fornyeren af det apostolske diakonisseembede. Blev i 1822 præst i nogle meget fattige evangeliske mindretalsmenigheder i Keiserswerth ved Düsseldorf. Forsøgte sig med en social indsats ved at samle midler ind til børn, skoler og fattige. På sin fundraising-rejser mødte han Elisabeth Fry (d. 1845), en engelsk kvæker, som havde engageret sig i arbejdet blandt kvindelige fanger. 1826 dannede han et selskab med det formål at forbedre fangers forhold både i fængslerne og når de blev løsladt. 1833 grundlagde han et asyl for løsladte kvindelige fanger, som hans første kone blev leder af. For at forbedre uddannelsesniveauet blandt børn og unge og forhindre dem i at komme ud i kriminalitet grundlagdes en strikkeskole, en småbørnsskole og et børnehavelærerseminar. I 1836 grundlagdes en uddannelse for evangeliske plejersker, som skulle forbedre de elendige plejeforhold på hospitalerne og som senere skulle udgøre den første evangeliske diakonisseanstalt med sygehus. Fliedners forbillede var Føbe (Rom. 16,1). Kvinderne skulle være Kristi tjenere og tjenere for hinanden. For at beskytte dem mod hetz og understrege deres professionalisme blev de udstyret med en uniform og der blev tilrettelagt et struktureret arbejds- og dagsforløb. Moderhustanken stammer herfra at kvinderne opgiver deres familie og helliger sig fællesskabet. Under Keiserswerth opstod endvidere et lærerindeseminarium, et hjem for forældreløse piger, nogle institutioner i udlandet og en institution for psykisk syge kvinder. Johan Hinrich Wichern (1808-1881)studerer teologi i Berlin og deltager i søndagsskolearbejde. Opmærksomhed på børnenes dårlige sociale forhold førte til oprettelse af hjem for forældreløse børn, hvor de både skulle opdrages og uddannes under ledelse af en broder. 8. november 1833 oprettedes det første hjem i et tidligere gartneri i en af Hamburgs forstæder: Raues Haus. Initiativet voksede hurtigt og blev til en hel koloni centreret omkring et lille huskapel, hvor alle samledes til gudstjenester og andagter. Wichern indså at familiebrødrene havde brug for uddannelse den første medhjælperinstitut (diakonuddannelse) så dagens lys i 1837. 40 år senere var der over 200 uddannede brødre på arbejde rundt omkring i Tyskland, som arbejdede på redningshjem, vajsenhuse, opdragelsesanstalter, hospitaler, anstalter for åndssvage og sindslidende, herberger, arbejdshuse, bymission, fængsler osv. 2

(Wichern stod for koordinering af arbejdet i Innere Mission, udgiver 1849 Denkschrift an die deutsche Nation: kærlighedsmotivet som drivkraft for den indre mission og efterlysning af præsters og lægfolks medvirken. Opfordring til kristne unge om at søge uddannelse og derefter gå ind i de utallige opgaver som lå og ventede. Opfordring til menigheden om at oprette flere diakonale institutioner, så alle der led nød kunne få både legemlig og åndelig hjælp) 1800-tallet i Danmark er præget af mange privatinitiativer. - almene filantropiske bevægelser i naturlig forlængelse af oplysningstidens aktivitetstrang - udslag af en bevidst kirkelig, diakonal bevægelse med en vis tilknytning til de vækkelser, der prægede århundredet. Vækkelserne begynder som en almen folkelig bevægelse, de gudelige forsamlinger, som først omkring midten af århundredet deler sig i tre: en grundtvigsk, en luthersk-pietistisk og en frikirkelig pietistisk (især baptistisk og metodistisk) retning. Diakonalt lå initiativerne i begyndelsen hos den grundtvigske bevægelse. Tydeligst manifesteret i århundredets begyndelse med interessen for barnet inspireret af Pestalozzi (1746-1827, Johann Heinrich, schweizisk pædagog og pioner) og von Fellenberg (Philipp Emanuel, 1771-1844, Pædagog fra Schweiz som brugte landbrug til forbedring af utilpassede unge). 1827: Cathrinelyst ved Sorø, Opdragelses- og lærerinstitut for fattige Børn af Bondestanden, nedlagt 1840 1830: Bøgildgård ved Silkeborg, opdragelsesanstalt. 1833: Anders Stephansen opretter Det fuirendalske institut, børnehjem, hvor forladte børn kunne leve et familieliv i kristen ånd og blive opdraget til gode samfundsborgere, siden flyttet til Holsteinsminde 1836: Flakkebjerg-instituttet, københavnerdrenge der havde været i konflikt med loven sendtes herfra ud i gode landbohjem for at tilpasse dem til en normal tilværelse. 1852: Anders Stephansen køber Hindholm og laver højskole udgiver blad til inspiration for den hjemlige diakonale bevægelse. Børneasyler. 1828: Det kvindelige Velgørenhedsselskabs Asyl, stiftet på initiativ af prinsesse Caroline Amalie. 1829: oprettedes endnu et betalt af prinsessen 1835: stifter hun Det københavnske Asylselskab, som opretter yderligere 4 asyler i hovedstaden. 1838:Caroline Amalie får oprettet en foreløbig asylskole, drevet som friskole i grundtvigsk ånd får officiel status i 1841 1849: forsøg med en slags vuggestue, i bekæmpelsen af den høje børnedødelighed blandt fattige. 1855: Johan Keller lærer for døvstumme børn, opdagede at der blandt dem var åndssvage 1865: Keller opretter skole for åndsvage børn udvikler sig til en stor institution: De Kellerske anstalter. Forbindelser i den diakonale bevægelse Man kan nok pege på en forbindelse fra Bone Falch Rønne, den moderne menighedsbevidsthed og de aktiviteter, som han repræsenterer og så frem mod de initiativer som tages først i København, 3

med N.G. Blædel og senere Københavns Indre Mission og i provinsen med Stefansforeningen sideløbende med de særlige grundtvigske aktiviteter I forbindelse med grundlovens indførelse 1849 og regulering af folkekirkens forhold var der overvejelser om man i en kirkeforfatning skulle genindføre præstemedhjælpere / menighedsældste - bl.a. for at organisere et kirkeligt fattigvæsen. D.G. Monrad forsøgte sig med et forslag i 1859 til en kirkeforfatning med menighedsråd, hvis medlemmer kunne bistå præsten i sjælesørgergerningen, bestyre de fattiges kasse, tage sig af syge børn, løsladte fanger, forældreløse samt føre tilsyn med plejebørn. Forslaget faldt i 1861 væsentligt pga. modstand fra grundtvigsk side. Det lykkedes aldrig fra officielt hold at gennemføre forslag vedr. kirkeligt-diakonale initiativer. Frivillige initiativer Den grundtvigske menighed i Vartov stiftede i 1854 en hjælpekasse for menighedens fattige. Efter bibelsk forbillede valgte man 7 fattigforstandere til at administrere midlerne og hver forstander fik nogle familier at tilse. Fattigforstandernes komite udviklede sig i øvrigt til en slags menighedsråd. I 1870 erne stiftedes en skolefond og en lånefond + at man i årevis støttede Caroline Amalies asylvirksomhed. N.G. Blædel Præsten Nicolaj Gottlieb Blædel (1816-1879) blev i 1849 ansat ved Almindeligt Hospital og Abel Cathrines stiftelse i København. Hospitalet var stort - 1600 indlagte og fungerede både som sygehus, plejestiftelse, fattighus og arbejdsanstalt. Beskidt, fyldt med utøj, vold og andre overgreb hørte til dagens orden og omgangstonen var demoraliserende for selv de bedste. Helbredsmæssigt og moralsk var stedet en smittekilde. Det gik helt galt under koleraepidemien i 1853 alle fattige, som blev angrebet af sygdommen blev indlagt på hospitalet, med det resultat at halvdelen af de indlagte døde i løbet af få uger. Blædel blev i byen under koleraens rasen mens Grundtvig og de fleste andre præster flygtede ud af København og arbejdede utrætteligt med at pleje syge og døende om dagen og begrave dem om natten. På hospitalet var en særlig afdeling for prostituerede og kønssygdomme. Blædel foreslog i 1851 at finde et sted uden for byen til de af dem, som selv ønskede at opgive erhvervet. Han mødte en mur af fordomme og blev bebrejdet at han offentligt havde omtalt forhold, som anstændige kvinder slet ikke burde få kendskab til! 1852 fik han dog samlet en komite, som stiftede Forening til ulykkelige Kvinders Redning, der sørgede for at sprede de pågældende kvinder til gode borgerhjem. De næste 12-14 år tog de sig af ca. 600 kvinder. Blædel blev som præst ved Garnisons kirke også foregangsmand i organiseringen af et menighedsarbejde med udgangspunkt i bibellæsninger jfr. Bone Falch Rønne. Her fik han værdifulde kontakter til lægfolk og siden også med inddragelse af teologiske kandidater inspirerede han til forskellige menighedsaktiviteter. Blædel stod endvidere bag oprettelsen af den første danske diakoniinstitution, nemlig Den danske diakonissestiftelse, 1863 og Københavns Indre Mission, 1865. Koleraepidemien, 1853, viste sundhedsvæsenets mangelfuldhed og skabte stor debat. Prinsesse Louise, som kom fra Tyskland og der havde set eksempler på, hvordan diakonisser plejede syge og 4

fattige, kontaktede Blædel og spurgte om han ikke kendte en kvinde der kunne hjælpe hende med at grundlægge en dansk diakonissevirksomhed. Louise Conring (1824-1891), som arbejdede ved den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse og var med i Blædels menighedsarbejde blev valgt og i 1861 blev hun på Prinsessens regning sendt til Ersta i Stockholm, og senere til Strassbourg og Keiserwerth i Tyskland, hvor hun i 1863 blev indviet til diakonisse. 26. maj 1863 indviedes Dem danske Diakonissestiftelse: 1 læge, 3-4 søstre og plads til 10-12 patienter en stilfærdig begyndelse, men den moderne sygepleje havde holdt sit indtog i Danmark. 1867 indvies de første diakonisser og efterhånden udvides opgaverne til også at omfatte hjemmepleje, asylarbejde, et tjenestepigehjem og tilsyn med løsladte kvindelige fanger. Begyndelsen var svær og i slutningen af 60erne hang den kvindelige diakoni i en tynd tråd. Københavns Indre Mission Betegnelsen indre mission blev forstået anderledes i DK end i Tyskland, hvor den var tæt knyttet til den diakonale bevægelse gennem J.H. Wichern efter 1848. Lægmandsbevægelse med det formål at vække dem der sover i synden, stiftet 1853 af smeden Jens Larsen. (Bone Falch Rønnes søn, C.F. Rønne bliver formand i 1858-81) Efter et stormfuldt møde og eksklusion af Jens Larsen ændres navnet til Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark nu med overvægt af præster i bestyrelsen, heriblandt Vilh. Beck (1829-1901), som herefter bliver bevægelsens egentlige leder. Indre Mission havde fra starten pointeret at de ville koncentrere sig om forkyndelse, polemisk udtrykt: at de ville drive ordmission, ikke gerningsmission. 1865 stiftedes Københavns Indre Mission. De havde ikke så meget held i de første år med de forskellige initiativer, der blev taget. Mange af de københavnske præster kritiserede forbindelsen til den vækkelsesprægede landmission. De så kun en fremtid for hovedstadsmission, hvis den tog ved lære af den tyske diakonale virksomhed i en tid hvor industrialiseringens følger i form af proletarisering og sociale problemer blev meget mærkbare og den socialistiske agitation blandt arbejderne begyndte at volde bekymring. Eksempler på at det kunne være vejen frem: Understøttelsesforeninger oprettet på sognebasis, første 1866 på Christianshavn siden flere som 1874 blev lagt sammen i Københavns Understøttelsesforening. Initiativtageren pastor Holck mente fattigpleje var et borgerligt anliggende derfor blev foreningerne alment filantropiske. Biskop H.L. Martensen Biskop Martensen (1808-84) viste forståelse for den frembrydende socialisme konservativ, men med blik for uretfærdigheden i den økonomiske liberalisme. Han mente denne ville fremme den politiske revolution, som Karl Marx havde proklameret. Martensen formanede derfor til at kirke og stat i fællesskab skulle gå ind på samfundsreformer i et sådant omfang, at industriarbejderen kom til at føle sig accepteret og ligeberettiget som borger. Staten: lovgivning om arbejdstid, minimumsløn, fagforeninger og arbejdsret, boligpolitik, forsikringslovgivning og andre økonomiske foranstaltninger for at hæve arbejderen over proletarstadiet Kirken: række arbejderen hånden gennem en praktisk kristelig socialisme vejen frem for den hjemlige IM lægprædikanterne burde opgive ordmissionen som de alligevel ikke magtede og i stedet blive diakoner, som sammen med det kirkelige forkynderembede kunne påtage sig at udøve frelsende kærlighedsgerninger. I 1874 udgiver Martensen programskriftet : Socialisme og Christendom. Martensen kan betegnes som teoretiker, mens Harald Stein kan beskrives som praktisk discipel. 5

Harald Stein (1840-1900) Sidstnævnte puster liv i den skrantende diakonissestiftelse, hans rejsevirksomhed skaffer elever og midler til at udbygge institutionen. 1873-76 etableres hovedbygningen på Frederiksberg. Medvirker til fornyelse af Københavns Indre Mission, 1875. Reorganisering af bestyrelse, bl.a. Axel Jacobsen og søndagsskolesagen blev for alvor en sag for missionen og en stor succes. Ideologisk forsyner Stein bevægelsen med programerklæringer: Tro virksom i kærlighed og Hvad vil den indre mission. (besøgt Tyskland og Holland, 1872 og 1875 og tydeligt inspireret af Wicherns skrift fra 1849) Programmets tese: Vi vil navnlig organisere kærlighedens gerning i den store stad; vil antage os børnene, de unge mænd og kvinder, de faldne piger, vil hjælpe dem ikke blot til legeme, men også til sjæl, så vi fører dem tilbage til Jesus og giver dem fodfæste på klippen; og derfor går ordets forkyndelse altid hånd i hånd med vor gerning. Den bevarende kærlighed: børn og unge, forældreløse og dem hvis forældre arbejder og tilbud til unge og tjenestefolk den frelsende kærlighed: rækker hånden mod de faldne, drukkenskab (ingen tiltro til afholdsforeninger, oplysning) forbrydelse (afviser fordømmende holdning, opfordrer kristne til at søge ind som fængselsbetjente) og utugt (Kritik af samfundets holdning til bordelvirksomhed) og den lindrende: fattige (kritik af behandlingen) og syge særlige asyler for dem der overses eller latterliggøres. Hjemmepleje via menighedsplejen - faktisk et storstilet program som fører frem til den moderne velfærdsstat Som udløbere af programmet kan nævnes: Børneinstitutionen, Marthahjemmet på Nørrebro vuggestue, asyl og fritidshjem Børnehjemmene Godthåb og Bethlehem opføres i tæt samarbejde med hovedstadsmissionen Søndagsskolerne oplever eksplosionsagtig vækst efter 1876 1878 KFUM og 1889 KFUK begge organisationer oprettede klubagtige ungdomshjem, Studenterhjemmet for studerende i 1892 Kbh. IM overtog Diakonissestiftelsens tjenestepigearbejde og grundlagde fabrikspigemission Soldater og sømandsarbejdet blev taget op med fornyet iver KFUMS soldatermission og Indenlandsk sømandsmission 1877 Magdalenehjemmet for prostituerede 1877 Lindevangshjemmet for straffede kvinder 1880 Midnatsmissionen sigtede mod bordellernes mandlige kunder - uroen omkring området er måske medvirkende årsag til at den lovlige prostitution afvikles i 1906 1884 Sct. Peders gæstehjem for farende svende 1894 Københavns Arbejderhjem for hjemløse mænd 1895 Blå Kors stiftes tæt tilknytning til Kbh. IM 1879 Etableredes den første sognemenighedspleje, udført af diakonisser med hele hovedstaden som virkefelt Steins program inspirerede ganske sikkert også: Stefansforeningen, 1876 Kolonien Filadelfia, 1896 De samvirkende Menighedsplejer, 1902, Skt. Lukas Stiftelsen 1899, Arbejdet Adler (1911) og Kirkens Korshær 1912 Jfr. Elith Olesen, Diakonien i kirkens historie s. 182ff 6

Stefansforeningen Under inspiration af Martensen og Stein oprettedes 1876 en provinsparallel til kbh. IM stefansforeningen støttet af: århusianske midterfløjspræster, IM præster, højskolefolk og ledere fra både grundtvigsk og IM-hold. Arbejdsområder: Søndagsskoler Kirkeligt møde- og foreningsarbejde Børnehjem Soldaterhjem, sømandshjem og gæstehjem Fattig- og hjemmesygepleje organiseret på menighedsbasis Intensivering af arbejdet blandt: fængslede, løsladte, prostituerede og drikfældige Øget og forbedret produktion af kristeligt læsestof Foreningen havde et vist modsætningsforhold til Indre Mission lægprædikanter ok på landet i byerne er der brug for diakoner, som kan varetage opgaver inden for de ovenstående områder. Lokale foreninger tager forskellige sager op i det østjyske. Søndagsskoler, børneasyler (Århus, Grenå 1884), soldaterarbejde i flere garnisonsbyer, Sømandshjem 1881 i Århus og menighedshus i Horsens 1885, Stefanshjemmet. I Odense byggedes missionshus med plads til børneasyl, pigehjem og gæstehjem i samarbejde med Stefansforeningen. Ansættelse af diakonisser i menighedsplejer forskellige steder foreningen arbejdede på at udvide staben af veluddannede sygeplejersker, så der kunne være kristne kvinder nok til at gå ind i hjemmesygeplejen. Kirkens Korhær Sømandspræsten H.P. Mollerup inspireres i England af både Frelsens Hær og Church Army til at stifte et lignende arbejde i Danmark. Indtræder i Københavns Indres Missions bestyrelse 1912 og samme år stiftes Kirkens Korshær. I begyndelsen stærkt evangeliserende, evangelievognen med platform som talerstol kunne opstilles umiddelbart. 1913 indvies Korsly et optagelseshjem for kvinder, siden læsestuer, pensionat for unge kvinder, alene i hovedstaden, et kaffe- og spisehus, samt fritidshjem for unge fabriksarbejdersker. Optagelseshjem for mænd, Korsdal, et hvilehjem og et børneoptagelseshjem. Fra 1918 breder Korshærens arbejde sig til provinsen, først Århus, senere Horsens, Ålborg og Randers. 1930erne særlige korshærspræster Jysk børneforsorg Ellen Schepelern (1876-1937) præstefrue i Århus, begyndte sammen en diakonisse (navn:) i 1906 et opsagende arbejde blandt unge kvinder på gaderne, beværtninger, afdelinger for kønssygdomme på hospitalerne og i fængslet. Vinteren samme år åbnedes et par lokaler til hyggeligt samvær og senere udvidedes med nogle arbejdsstuer. Efter kontakt med den københavnske diakonisse Thora Esche fra Magdalenehjemmet stiftedes i 1908: kvindehjemmet i Århus. Formålet var: at oprejse unge kvinder, der er kommet på afveje. Ellen Schepelern var formand indtil sin død og trods et svigtende helbred var hun primusmotor i forhold til at skaffe midler og udvikle arbejdet. 1909: optagelseshjem for unge kvinder efter en landsindsamling blandt Danmarks præstekoner fik den egen bygning i Banegårdsgade 1914: Kathrinebjerg ungdomshjem med plads til 50 unge piger, 1915: Brejdablik for 25 12-16årige piger 1916: Elev Mødre og spædbørnehjem og 7

1921 Viby Optagelseshjem (tidl. Drevet af Diakonissestiftelsen som Redningshjemmet Sichar) og Genner Ungdomshjem i Sønderjylland med 35 elever i 15-20 års alderen. 1929 oprettedes en husholdningsskole i Viborg (hvortil Ellen Schepelern var flyttet i 1923 sammen med sin mand) dels til pigerne fra optagelseshjemmene, som overgang til en normal tilværelse og til børneværnsbørn, som kunne undgå ungdomshjem, hvis de opførte sig ordentlig i kursusperioden. Efter 2. verdenskrig har foreningen taget navneforandring til Jysk Børneforsorg. Diakonuddannelse Tanken om en diakonuddannelse man manglede midler og mandskab. Harald Stein hjalp Stefansforeningen til at oprette et diakonhjem i Nyborg 1893 straks taget i brug som diakonskole og 1899 tilknyttedes et hjem for epileptiske drenge, hvis pleje skulle være et led i diakonernes praktiske uddannelse. 1904 nedlægges skolen, men hjemmet fortsætter. Forskellige forsøg på at genoplive initiativet strander. IMs bestyrelse kommer ind i billedet i 1918 og efter forhandlinger overtager bestyrelsen 1920 sagen med uddannelse af diakoner. Stefansforeningen ophæver sig selv og overdrager sine aktiviteter dels til den kommende diakonskole, dels til De Samvirkende Menighedsplejer. Diakonhøjskolen i Århus Indre Missions Diakonskole overtog en nedlagt husholdningsskole på Dalgas Avenue 52 og Læge Johannes Hoff blev daglig forstander og pastor C. Assenfeldt-Hansen medforstander. 1928 fik skolen anerkendelse som højskole og blev drevet efter den lovgivning frem til 2004. Assenfeldt-Hansen virkede som rejsepræst for IM, hvilket satte ham i stand til at rejse midler, og i 1923 åbnedes i samarbejde med De Samvirkende Menighedsplejer et sygehjem, Stefanshjemmet med plads til 24 patienter (eksisterer stadig og ligger på Strandvejen). Senere kom Solbakken for kronisk syge børn og 1965 Solbakkens ungdomsafd. Disse hjem kom til at fungere som praktiske uddannelsessteder for diakoneleverne. Indre Mission-navnet slettedes midt i 50erne og i 1968 ændredes Indre Missions Diakoners Broderforbund til Diakonhøjskolens Diakonforbund. IM væk fra navnet, men fortsat krav om godkendelse af skolens bestyrelse og forstander - helt frem til reviderede vedtægter i 1974. Siden 1962 uddannedes også piger. 1967 3 linier: Sygeplejeforskole tog sigte på fuld sygeplejeuddannelse også åben for elever som kun ville ind på sygeplejeuddannelsen, uden at afslutte som diakoner. - geriatrisk linie (plejehjemsassistentlinien) tog direkte sigte på det stigende antal ansættelser på pleje- og alderdomshjem - Socialpædagogisk linie: åbnede op for alle former for menighedsarbejde håb om stort behov for medarbejdere i kirkens tjeneste også missionæruddannelse. Hvad blev der af diakonerne (jfr. Opgørelse i skolens historiebog s. 175)1975 flyttedes til bygninger i Højbjerg. Udannelse af so-su-assistenter (sidste hold afsluttes E 2008), socialpædagoger, årskursus og internationale studerende på 3 måneders kurser indtil nu. Skolen forlod højskoleloven i 2004 med en overgangsperiode som skulle evalueres 2008 - med henblik på godkendelse som professionsbacheloruddannelse. Endnu i skrivende stund afventes en akkreditering som ny professionsbacheloruddannelse i diakoni og socialpædagogik. BL/11/10 8