tøfc te v ^S^^ f ^

jyosl

PROVINDSLIV

KANDARIUS: GARNISONSLIV 1893 l'aa OPMAALING 1895 MED LØSE PATRONER 1897

PROVINDSLIV FORTÆLLING KANDARIUS Tp s AARHUS JYDSK FORLAGS-FORRETNING 1899

pr *» Pie I AAHHUS STIKTSLiOOTHYKKKKl

I.»Alen hvordan i Alverden har den Mand dog nogensinde faaet Mod til at fri til sin Kone?«var et Spørgsmaal, der næsten uvilkaarligt og ikke uden en vis Berettigelse formede sig hos Enhver, som for første Gang saae den spinkle, lille Distriktslæge Markus Kopp ved Siden af hans et helt Hoved høiere, mindst dobbelt saa massive og særdeles mandhaftige bedre Halvdel. Nu skal det villigt indrømmes, at da Doktoren for snart tredive Aar siden som temmelig nybagt Kandidat og Amanuensis hos hendes forlængst hedengangne Fader, der paa nævnte Tidspunkt var ansat som Læge ved Livgarden til Fods, havde udført den omtalte Heltegjærning, var Gjenstanden for hans ømme Følelser ikke fremtonet i en fuldt saa grenadermæssig Skikkelse, som det nu maatte siges at være Tilfældet. Men der kan dog ikke være Tvivl om, at hendes martialske Holdning, som ikke vilde have mis-

klædt selv en Gardelieutenant, hendes sorte, fyldige Haar og den kraftige, let buede Næse, over hvis Rod et Par særdeles vel udviklede, kulsorte Øienbryn næsten stødte sammen, medens de med deres omtrent snorlige Linier overskyggede to lynende, brune Øine, allerede den Gang maatte have forlenet hende med et ret imponerende Ydre, og at der muligvis nok kunde lindes Adskillige, der i den unge Doktor Kopps Sted havde betænkt sig baade to og tre Gange, inden de havde faaet Mod og Mands Hjærte til at oplyse hende om Beskaffenheden af de Følelser, som hun havde vakt til Live i deres Barm. Xaa, i ethvert Tilfælde var det ingen somhelst Tvivl underkastet, at han var sluppen absolut helskindet fra det vovelige Experiment, thi man skulde sikkert lede længe, ikke alene i den lille Stump sjællandske Provinsby med dens 3 4000 Mennesker, blandt hvilke de nu havde havt deres Hjem i over tyve Aar, men sikkert ogsaa i adskillige andre og større Samfund, inden man fandt et Ægtepar, som levede bedre og lykkeligere sammen end Doktor Kopp og hans Laura. Børn havde de aldrig havt, men det freidige, lyse Sind, som Naturen havde givet dem Begge i Vuggegave, havde uden synderligt Besvær hjulpet dem over denne Skuffelse. Og Fru Laura havde altid forstaaet at sørge for, at hendes lille Mand

Tante 3 fandt et hyggeligt, venligt Hjem og fuldt op af Liv og Lystighed, naar han vendte træt og undertiden nedstemt tilbage fra sit anstrængende Dagværk. En ret betydelig Formue, som hun havde medbragt i deres Ægteskab, i Forbindelse med hans udstrakte Praxis satte dem i Stand til at føre et stort og gjæstfrit Hus, og deres rummelige, i Byens sydlige Udkant liggende, elegante Villa var jævnligt Skuepladsen for baade større Middags- og Aftenselskaber og smaa gemytlige Sammenkomster, naar enkelte Udvalgte, navnlig Yngre, enten af sig selv eller ifølge som oftest umiddelbart forudgaaende Tilsigelse indfandt sig for at nyde en Kop The med tilhørende fornøielig Passiar. At blive Deltager i disse fortrolige Cirkler hvormed for de Yngres Vedkommende fulgte det Privilegium at turde betjene sig over for den elskværdige Værtinde af den familiære Tiltaleform : Laura var Gjenstand for lønlig Higen hos Alle, der smigrede sig med at høre til Byens Tine Portion«. Men i det Kapitel var den gode Doktorfrue i en betydelig Grad kræsen, som Følge af hvilken Omstændighed de Udvalgtes Skare kun yderst sjældent talte mere end en otte ti Personer af begge Kjøn. Og at forsøge ved eget Initiativ at bane sig Vei til den, var et Foretagende, hvis totale Haabløshed alt forlængst var bleven konstateret paa det mest 1*

4 Soleklare. Dels viste nemlig Tante Laura sig uhelbredelig tungnem over for enhver direkte eller indirekte Antydning i denne Retning, og dels besad Distriktslægens Villa i den gamle Stuepige, Birthe, som i hele femten Aar havde tjent der i Huset, en Cerberus, der ubønhørlig spærrede Adgangen for alle Ukaldede, som efter Klokken syv Aften indfandt sig i selskabeligt Formaal. Enhver Saadan modtog hun nemlig ufravigeligt med det bistre Spørgsmaal;»Æ der Nouen sy'e hos Dem?«Og naar dette besvaredes benægtende, tilføiede Birthe lige saa ufravigeligt:»ja, saa æ her Ingen hjemme! Adjøs!«Og svab! fløi Døren i lige for Næsen af den Formastelige. Havde Tante Laura derimod blot en eneste Gang til en af de faa Udvalgte sagt saadant Noget som:»hør, jeg synes egentlig, De meget passende kunde kigge indenfor en Gang imellem og faa Dem en Kop Thevand og en lille Sludder med os to Gamle! saa vare disse Ord lige saa gode som en Trylleformel, der aabnede Doktorvillaens Dør til alle Dagens Tider, ja endog forniaaede at fremkalde et Velkomstsmil paa gamle Birthes barske Ansigt. At denne Exklusivitet just ikke bidrog til at forøge Tante Lauras Folkekjærhed i visse af de stedlige Kredse, turde være umiddelbart indlysende. Og i det Hele taget maa det indrømmes, at den værdige Frue var nok saa meget frygtet som

elsket blandt et vist Parti af Byens større Handlende og Industridrivende, og særligt da blandt deres Damer, med hvem hun paa Grund af de smaa Forhold og hendes Mands Stilling ikke ret vel kunde undgaa af og til at komme i Berøring ved større Selskaber baade i sit eget Hus og udenfor dette. Medens hun nemlig ved slige festlige Ledigheder hjemme hos sig selv viste sig som en fortræffelig Værtinde over for alle sine Gjæster uden Undtagelse, hændte det til Gjengjæld jævnligt, at hun udenfor sine egne fire Vægge med en overraskende Ugenerthed kunde fremsætte høist nærgaaende Bemærkninger og betjene sig af Udtryk, som man ikke med sin bedste Villie kunde kalde salonmæssige. Denne Eiendommelighed havde hun i Aarenes Løb udviklet i en ligefrem forbløffende Grad, og navnlig kunde den antage uhyggelige Dimensioner, naar Blodet steg hende til Hovedet, eller med andre Ord, naar hun blev»flintrende arrig*, saaledes som hun med et teknisk Udtryk benævnede denne Sindsstemning, hvori hun, i Forbigaaende bemærket, ved visse forefaldende Lejligheder havde forbausende let ved at blive hensat. For hendes lille Mand og deres fortrolige Vennekreds var denne hendes Specialitet ofte en Kilde til ubeskrivelig Fornøielse, i hvilken hun da selv deltog af et oprigtigt Hjærte, uden i mindste Maade at lade sig anfægte af, at den gik paa

6 hendes egen Bekostning. Og naar hun, hvilket ikke saa sjældent hændte, ogsaa i disse snævrere Omgivelser under en livlig Diskussion kunde lade sig henrive til at betjene sig af et særlig blomstrende Kraftudtryk, da steg Jubelen til Begeistring. En sommervarm, solklar Eftermiddag i Slutningen af September finde vi den værdige Doktorfrue staaende ude paa den rummelige, glasoverda^kkede Veranda, der strakte sig langs den østlige Halvdel af Villaens Sydside. Skyggende med Haanden over Øjnene for ikke at generes af de kraftige, skraat faldende Solstraaler, speidede hun ivrigt hen ad den brede Landevei, der strakte sig forbi Villaens østlige Gavl, adskilt fra den store, foran Verandaen liggende, meget smukt holdte Have ved en af lave Lindetræer overskygget Spadseresti, der ind mod Haven begrænsedes af et høit, hvidmalet Stakit. Paa den modsatte Side indrammedes Veien af nogle nette Villaer med pyntelige Smaahaver foran, og fra disse den lille B} r s yderste Udløbere førte Chausseen i en mægtig Bue ud gjennem et vidtstrakt, ægte sjællandsk Landskab med Kløverenge og gule Stubmarker, venlige Landsbyer med rødtoppede Kirketaarne og idylliske Smaaskove, medens mod Vest den langstrakte Fjords speilblanke Flade glimtede i Solstraalerne. I nos>le hundrede Alens Afstand fra

Distriktslægens Villa, og adskilt fra denne ved en Række frodige Kløvermarker, skraanede en ret anselig Skov med prægtige gamle Bøgetræer ned mod Fjordbredden, og midt i denne Skov kneisede op over Trætoppene en høi Flagstang, der stod foran den store»skyttepavillon«, saaledes kaldet, fordi det stedlige Skyttelav her afholdt sin aarlige store i Kongefugleskydning«, i hvilken Anledning Skoven ogsaa i daglig Tale gik under Navnet Skyttelunden«. Men denne idylliske Udsigt, hvis Skjønhed end yderligere forhøiedes, som den her bredte sig i det tidlige Efteraars vidunderlige Klarhed, syntes ingenlunde at have kaldt harmoniske Følelser til Live i Fru Kopps Barm. Tvært imod bleve hendes Miner stadig barskere, og da hun omsider næsten rev Haanden ned fra Øinene og med en kort Omkringvending tiltraadte Tilbagetoget hen mod den til de indre Gemakker førende Glasdør, skete dette med en Brummen, der lød, som om den kom fra en i sine dybeste Følelser saaret Bjørn.»Jeg kan saagu' da heller ikke begribe, hvor den lange Drivert bliver af! «udbrød hun med sin dybe, haarde Stemme, idet hun satte Foden ind i den store, med solid, smagfuld Elegance udstyrede Dagligstue, og samtidig kastede hun et bistert Blik hen til det paa Hylden af den kæmpemæssige hvide Fajaneekak kelovn staaende

Han 8 sorte Marmortaffeluhr, hvis forgyldte Visere angave Tiden at være et Kvarter over fire. kommer Bare sindig, Tante Lanra! saamæn nok, skal De se!«lod en gemytlig flegmatisk Røst sig høre henne fra en af de i et Hjørne af Stuen omkring et stort Nøddetræs Divanhord anbragte, magelige røde Fløils Lænestole, hvor en trivelig, middelhøi og mørkeblond Herre i Begyndelsen af Trediverne sad og strakte sig, idet han med en overmaade fornøiet Mine satte Næseklemmeren til Rette for sine nærsynede, lyseblaa Øine.»Ti stille, og lad være at drille mig, De tykke Bavian!«buldrede den vrede Husfrue med et bistert Blik til den ukaldede Trøster.»Det manglede bare, at han ikke skulde komme! Men Kavaleren burde have været her allerede for tyve Minuter siden, ved De akkurat lige saa godt som jeg! Og nu sidder min stakkels Mand derinde og sulter, og kan ikke begribe, hvorfor vi ingen Mad faar!«med disse Ord styrede hun i fuld Fart løs paa den høire af de to Døre i Værelsets Baggrund, bankede ganske let paa og aabnede den efter et Øiebliks Venten saa meget, at hun akkurat kunde stikke Hovedet ind i det tilstødende Værelse.»Er Du meget sulten, min stakkels Markus?«spurgte hun, og hendes før saa barske Stemme

blev med et mærkværdig blød og dæmpet.»vi kan naturligvis spise, naar Du ønsker det, men jeg vilde gjærne bave denne Fyr, Brix, med, og ban bar ikke bebaget at vise sig endnu!«den sidste Oplysning blev af den tidligere Bisterhed i Tonefaldet.»Bryd Dig bare aldrig om det, givet med en Del kjære Laura!«svarede en munter, behagelig Stemme fra Værelsets Indre.»Vi spiser jo i Dag en hel Time tidligere end sædvanligt, for at vi bagefter kan faa god Tid til at tage Markedet i Øiesyn. Og naturligvis venter vi med at gaa til Bords, til Brix kommer. Det passer forresten udmærket, for jeg er netop i Færd med et Arbeide, som jeg først bliver færdig med om et Kvarters Tid!Ja, ja, min Ven! Saa venter vi naturligvis under alle Omstændigheder paa Dig! Og dermed lukkede den martialske Frue Døren lige saa lydløst, som hun havde aabnet den. Men hvad Pokker, Borgstad! Har Katten nu taget Kvindfolkene? De laa jo begge To og kravlede paa Gulvet der henne ved Nodeskabet for et Øjeblik siden!«udbrød hun med den sædvanlige Klang i Stemmen, idet hun dreiede sig paa Hælen om mod den unge Mand, der for Tiden var ivrig beskjæftiget med at putte Sukkerstumper ind til en stor, grøn Papegøie, hvis sirlige Messingbur var anbragt ved en

10 Vinduesniche, omgivet ai' en Gruppe frodige Bladplanter.»Lad dog for en Ulykke være at staa der og ødelægge mig det stakkels Dyr ved at proppe den Maven fuld af Sukker, Menneske!«raabte Tante Laura ilter, idet hun foer hen og med et kraftigt Dask slog den ædle Givers Haand bort fra hendes specielle Yndling, ligesom den begjærligt aabnede sit store,' krumme Næb for at modtage endnu en Lækkerbid.»Man kan da heller ikke lade Dem være ene et Øieblik, uden at De strax finder paa Tossestreger! Hvor er Nelly og Asta, spørger jeg?skidt Person! Laura! Rar Poppe! - Sukker!«tog Papegøien Ordet i en dybt krænket Tone, idet den kravlede sidelænds hen ad Pinden og hagede sig fast med Næbet i en af Burets Stænger.»Du kan ikke taale mere, min søde Dreng! Naa vi drikker Kaffe, skal Du nok faa et lille Stykke til!' beroligede Fruen den, kløende dens grønne Hoved, som den kjælent bøiede hen imod hende.»hahaha!«skoggerlo Herredsfuldmægtig Borgstad, et af de fasteste Medlemmer blandt Husets udvalgte Skare.»Hør, Tante Laura, det er ligefrem forbausende, hvor slaaende en Lighed i Udtryksmaaden Poppe efterhaanden faar med

11 sin Herskerinde! Hørte De, hvad den fordristede sig til at kalde Dem?Vrøvl! Det var naturligvis Dem, den mente. Det var da tydeligt nok!«snærrede Fru Kopp, stadig kjærtegnende Fuglen.»Faar jeg saa at vide, hvor Deres Kone og min Niece er bleven af, eller faar jeg det ikke?til behageligst Underretning tjener, at Damerne trak sig tilbage til Frøken Nellys Værelse for at lede efter nogle Noder, medens De stod paa Forpost ude paa Verandaen!«oplyste Borgstad med et høitideligt Buk.»Der har vi dem forresten, kan jeg høre!«tilføiede han, da en lys, velskolet Sopran i det Samme trallede nogle Takter af»paria Valsen inde i det tilstødende Kabinet. Og umiddelbart efter viste sig ganske rigtigt mellem de mørkerøde Fløils Portierer, som halvt dækkede Døraabningen ind til dette, Arm i Arm to unge Damer i lixe, lyse Kjoler og bærende en Del Nodehæfter. Xaa, det kan jeg lide, Pigebørn!«raabte Tante Laura dem fornøiet i Møde.»Nu skal vi have det til at gaa rigtig løs med Musiken! Asta synger jo som en skinbarlig Nattergal, og nu, da vi har faaet saadan en Spillekanter i Huset som Dig, Nelly, der lige har været et helt Aar paa Kjøbenhavns musikalske Laboratorium eller Konservatorium, eller hvad den gamle An-

12 stalt hedder, kan I da rigtigt kvinkelere af Hjærtens Lyst!Ja, vi har saamæn allerede faaet et stort, brillant Repertoire stillet paa Benene, Tante!«lød det muntre Svar fra den Ene af de Indtrædende, en høi, slank Pige paa en Snes Aai\ med glimrende, brune Øjne, et prægtigt, guldglinsende, rødligt Haar og den herlige, klare Teint, der saa ofte forenes med nævnte Haarfarve.»Og Fru Borgstad har vist mig en hel Mængde Sange, som jeg skal akkompagnere hende til!fru Borgstad?«gjentog Tante Laura barsk.»kjender ikke den Person! Er det den der, Du mener, saa hedder hun her i Huset Asta, og intet som helst Andet!«Med disse Ord pegede hun hen paa den anden unge Dame, der snarest muligt havde lagt Noderne fra sig paa det store Flygel og umiddelbart efter var faret om Halsen paa sin i en Lænestol hvilende Herre og Gemal, med hvem hun efter fem Maaneders Ægteskab endnu fremdeles levede midt i Hvedebrødsdagenes Lyksalighed.»Men er I da virkelig ikke bleven»dus«endnu, efter at I har kjendt hinanden i hele to Timer, Pigebørn?«vedblev Tante Laura høist forbauset og slog Hænderne sammen.»gud bevares vel! Det skulde have været i mine unge

13 Dage! Da fløi saadan et Par Bachiische i Armene paa hinanden og ndvexlede alle deres Hjærtes Hemmeligheder, inden de havde kjendt hinanden i tre Kvarter! Men det er det jeg altid siger: der er saagu' ingen Fut i Ungdommen nu om Stunder!«Tante Laura! Maa jeg gjøre Dem opmærksom paa,. at jeg er en ung Frue paa to og tyve Aar og aldeles ingen Bachfisch!«lød det høist fornærmet henne fra den før omtalte Lænestol, hvor den med den angivne Værdighed prydede Dame samtidig reiste sin sirlige lille Skikkelse i Veiret og rettede de leende, mørkehlaa Øjne mod den sidste Talerske. Puh!«stønnede den trivelige Herredsfuldmægtig, medens han læmpeligt udfriede sin Hals af sin hedre Halvdels Arme og derefter lod sin Haand glide hen over hendes purrede, askehlonde Pandehaar.»Og maa jeg ærbødigst tillade mig at henstille, Tante Laura, hvorvidt en slig højtidelig Handling ikke rettest hør udsættes, indtil den kan gaa for sig paa fuld rituel Vis og under Anvendelsen af et Par Glas af Doktorens nok som hekjendte, delikate Rødvin ved det forhaahentlig i en nær Fremtid stedfindende Middagsmaaltid!«.la. Du glade Verden! Det maa De nok sige, Borgstad! udbrød Husfruen, idet hun som en Raket lløi op af Sofaen, hvor hun for faa

14 Øieblikke siden havde ladet Hvile falde paa sig.»her sidder jeg og vrøvler og glemmer rent Middagsmaden! Og saa denne Brix! Hvor Pokker bliver den Kamel af? Aa, Nelly! Spring ud paa Verandaen og se efter, om han ikke er i Opmarch!Men jeg kjender jo slet ikke Lieutenant Brix, Tante!«indvendte den unge Pige leende.»passiar! Jeg har jo nylig vist Dig hans Portræt i Albumet! Saa maa Du da for Pokker sagtens kunde kjende den lange Bækel!«svarede Tante Laura bister.»ja, men der er han jo i Gardeuniform med Bjørneskindshue og Tornyster paa. Og jeg formoder, at han ikke spadserer rundt i den Udhaling, naar han er ude paa Landmaaleri!«bemærkede Nelly med et overmaade lystigt Ansigt.»Ti stille! Du er en næsvis Unge! Ikke et Haar bedre end de to Andre derhenne!«buldrede hendes Tante med rynkede Øienbryn. v Aldrig kan I finde paa nogen større Fornøielse end at drille og modsige mig skikkelige, fredsommelige Kone! Men nu skal jeg selv Og afsted foer hun hen mod Glasdøren med en Fart, saa Baandene paa hendes fixe lille Kappe flagrede efter hende som et Par Vimpler. I samme Nu lød ude fra Haven de takt faste Toner af»biberhusmarchen«, fløitede med

«15 stor Virtuositet, og denne musikalske Præstation virkede aabenbart beroligende paa Doktorfruens oprørte Følelser, thi øieblikkelig standsede hun sin ilsomme Gang og stirrede skiftevis paa de tre Andre med en Mine, hvori Gemytlighed paa en høist pudsig Maade blandedes med Resterne af hendes til Dels fordampede Vrede.»Der er han!«udbrød hun endelig.»hæf Vil I nu bare høre! Trækker Fyren ikke nok saa freidig op med fuld Musik, som om det var den naturligste Ting af Verden, at han kommer drattende en halv Time bagefter? Men jeg skal Og atter satte hun sig i Fart hen mod Glasdøren. I det Samme udfyldtes dennes langt overveiende Del af en ung Mand i Slutningen af Tyverne, der ude fra Verandaen traadte ind i Dagligstuen med raske Skridt, idet han meget gemytligt rev den lette Straahat af sit lyse, tæt klippede Haar. En Maler eller Billedhugger, der var paa Jagt efter en Model til en ungdommelig, nordisk Vikingeskikkelse, vilde utvivlsomt være geraadet i en Tilstand af ublandet Henrykkelse ved Synet af denne nye Fremtoning, thi Landinspektør, Sekondlieutenant Gustav Brix maalte paa det alier Nærmeste sine tre Alen, var af den gavmilde Natur bleven udstyret efter samme Maale-

16 stok med Hensyn til Drøiden, og vilde med sin prægtige, ranke Væxt og sit kjække, solbrændte Ansigt med de store, lyseblaa Øine og det tvedelte, blonde Fuldskjæg ubetinget have taget sig glimrende ud i en Vikingebrynje med tilhørende Vingehjælm og Stridsøxe. Og selv i den mere beskedne Aabenbarelse, hvori han nu freintraadte, iført en elegant, tæt sluttende Diplomatfrakke og lysegraa Benklæder, maatte han absolut henregnes blandt de Skikkelser, der ere sikre paa at vække en vis Opsigt, hvor somhelst de vise sig. Det kunde vel være en tre Maaneder siden, at Gustav Brix, efter med Glans at have bestaaet sin Examen som Landinspektør, en skjøn Dag holdt sit Indtog i den lille By, for at uddanne sig videre i praktisk Retning som Assistent hos gamle Kammerraad Søkilde, der i umindelige Tider havde resideret her som eneste Mand af Faget i adskillige Miles Omkreds, men nu paa Grund af Alder og tiltagende Skrøbelighed havde fundet Anledning til at sikre sig en yngre Medhjælper til Bestridelsen af sin omfattende Virksomhed. Til sin store Glæde havde den unge Landinspektør endnu paa Ankomstdagen truffet sin gamle Ven og Skolekammerat, Herredsfuldmægtig Victor Borgstad, og denne havde saa, i fuldstændig rigtig Erkjendelse af sin intime Veninde, Tante Lauras Smag og Til-

17 bøieligheder, ikke tøvet med at indføre den nys Ankomne i hendes Villa, hvor Brix var bleven modtaget med aabne Arme, dels som Følge af sin egen freidige og hjærtevindende Elskværdighed i Forbindelse med den varme Anbefalingstale, hvormed hans Ven havde ledsaget hans første Indtrædelse der i Huset, og dels i Egenskab af forhenværende Medlem af Livgarden, hvor han havde begyndt sin kortvarige militære Løbebane som Menig og Korporal, forinden han efter sin Udnævnelse til Sekondlieutenant havde gjort nogle Maaneders Tjeneste ved en Infanteribataillon. Allerede i Løbet af den første Aften, som Brix havde tilbragt indenfor Villaens gjæstfrie Mure, var Trylleordet om»at kigge ind og drikke en Kop Thevand, o. s. v.«, faldet fra Tante Lauras Læber, og næppe var der gaaet fjorten Dage efter hans Ankomst til Byen, før han næsten i endnu høiere Grad end Ægteparret Borgstad maatte henregnes til Husets fortrolige Skare. Og selvfølgelig havde han i den forløbne Tid allerede ved mangfoldige Ledigheder og af høist forskjellige Grunde nedkaldt over sit Hoved oh hel Suite i mer eller mindre blomstrende Udtryk affattede Tordentaler fra den strixe Husfrue. Men med en urokkelig Sindsro havde han i slige Tilfælde stadig et eller andet kort Svar paa rede Haand, der i Reglen vakte stor Fornøjelse hos det tilstedeværende Publikum, og Provindgliv. ')

18 gjentagne Gange fik Tante Laura til leende at erklære paa det Højtideligste, at hun fremtidig ikke gad spilde sin Veltalenhed paa en Person, der var lige saa uimodtagelig for den som en Gaas for et Styrtebad. Næppe havde den forsinkede unge Kæmpe nu sat det ene Ben ind i Dagligstuen, før bemeldte værdige Dame foer løs paa ham som en Skoleinspektør paa en mindre pligtopfyldende Discipel.»Hvor bliver Han af, Smølebøtte?«buldrede hun, idet hun greb ham i Armen og ruskede ham.»her sidder vi fem stakkels Mennesker og er lige ved at krepere af Sult, bare fordi Han ikke gider skruppe sig lidt og flytte sine lange Skanker!Tør jeg maaske spørge, Tante Laura,«svarede Synderen med et høitideligt Ansigt og tilsvarende, dybt Buk,»om De vilde have anset det for passende, at jeg havde ladet en mindre sober Familiefader og hans tre haabefulde Poder ligge og sprælle midt paa Landeveien en halv Mil herfra?hvad er det for noget Pærevrøvl?«udbrød Doktorfruen i en allerede betydelig afdæmpet Tone. Hvad mener De, Menneske? Hvordan Pokker var en hel Familie kommen til at ligge der?af den ganske naturlige Grund,«oplyste

19 Brix med et lystigt Nik til Borgstad og hans lille Kone, at dens Overhoved var geraadet i en noget løftet Stemning under sit Markedsbesøg her i Staden, og paa Hjemturen mødte han saa en Afvisersten, der ikke viste sig tilbøielig til at gaa af Veien for hans ene Vognhjul.Naa! Det kunde De jo have sagt strax!«brummede Tante Laura. > Væltede han da?ja, saa temmelig!«bekræftede den unge Mand med stor Sindsro.»Hm! Noget i Stykker?Ikke Andet end den faderlige Næse, en Vognstang og tilsvarende Skagle. Alle tre Dele besørgede jeg repareret saa godt, som Omstændighederne tillod det.ja, ja! Saa har De jo endda baaret Dem nogenlunde fornuftigt ad!«attesterede Tante Laura med et majestætisk Nik.»Kom nu her, og lad mig vise Dem min Broderdatter, Nelly Hein, som De jo ved er kommen hertil i Formiddags. Og nu trak hun afsted med ham hen til Flygelet, hvor Nelly hidtil havde staaet ubemærket og med store Øine stirret paa denne statelige Landinspektør. Ja! Se, steiler han! raabte Tante Laura, da del formelig gav et Sæt i Brix ved Synet af den smukke unge Pige; der nu traadle ham et Par Skridt i Møde, medens en dvb Bødme lløi

20 hen over hendes friske Ansigt.»Hvad behager? Er det kanske ikke et Syn, som nok kan faa Hjærtet til at hoppe i Livet paa et Par gamle Garderkarle som os To?«Kom nu her og giv Pigebarnet Haanden! Hun bider ikke!«tilføiede hun beroligende, da Brix fremdeles blev staaende og stirrede ganske betaget paa Nelly. Men nu kom der Liv i den unge Mand. Med to lange Skridt foer han hen imod hende, greb hendes Haand og begyndte at holde en ikke synderlig sammenhængende Velkomsttale, medens hans Øine endnu stadig hvilede paa hende med et ligefrem beundrende Udtryk.»Javel!«afbrød Fru Kopp omsider hans Veltalenheds Strøm.»Se nu at blive gode Venner, I To! - - I ved jo, at I skal trække sammen her i Huset i al Fald hele Vinteren, og forhaa bentlig endnu længere, hvis Nelly da vil slaa sig til Ro hos os to Gamle. Nu maa jeg ind at hente Markus, at vi kan faa nogen Mad. Det er saagu' paa Tiden! Men Herregud! Hvor er nu Alfred henne?«vedblev hun med hævet Røst, medens de to Unge fordybede sig i en livlig Passiar.»Nu sidder Barnet bestemt igjen og hænger over en eller anden tosset gammel Bog oppe i sin Stue og glemmer baade Middagsmad og alt muligt Andet! Aa, Asta! Løb op og kald paa ham, saa er Du en god Pige!»Ja, gjærne, Tante Laura!«svarede den unge

21 Frue meget beredvilligt, idet hun sprang op fra Sidestykket paa den Lænestol, hvori hendes trivelige Ægteherre tronede med Armen om hendes Skuldre. Og afsted foer hun og den travle Husmoder hver ud af sin Dør. Strax efter viste Tante Laura sig atter paa Skuepladsen, Arm i Arm med sin sirlige lille Mand, hvem Brix, der havde en særlig høi Stjærne hos ham, øiehlikkelig ilede i Møde. Og snart vare de To og Nelly ivrigt optagne af en fornøielig Samtale, gjennem hvilken Doktorens muntre Latter jævnligt klang, medens han lod sin hvide, velpleiede Haand glide gjennem sit fyldige, graa Haar og det kortstudsede Kindskjæg. Og omsider returnerede Fru Asta ligeledes, i Følge med en lille, spinkel Dreng paa omtrent elleve Aar. Det var en Søstersøn af Doktoren, som med sin Kones fulde Tilslutning havde taget ham i Huset, da hans Forældre for nogle Aar siden vare døde snart efter hinanden. Begge holdt de af den lille Fyr, som om han kunde være deres egen Søn, om han end ved sit blide, stilfærdige Væsen og navnlig ved sin stærkt udviklede Tilhøielighed til at fordybe sig i alle mulige alvorlige Bøger afpressede Tante Laura mangt et Suk. Den sidste Kgenskah havde iovrigt indenfor Familiens fortrolige Kreds skaffet Alfred Tilnavnet Magisteren, hvilket han

22 til sin Pleiem oders dybe Forargelese syntes ligefrem at betragte som en Æresbevisning.»Naa, er Du der, min søde Dreng?«udbrød nævnte Dame, idet hun klappede ham paa hans glatte, blonde Haar.»Hvad har Du bestilt, siden Du ikke før er kommen ned til os?aa, Tante!«svarede Alfred undselig, idet han trykkede sig ind til hende.»jeg læser saadan en uhyre interessant Bog om Amerikas gamle Beboere, og saa løb Tiden rent fra mig!ok, ja, ja!«sukkede Tante Laura halvhøit og rystende melankolsk paa Hovedet.»Brix! Vi oplever aldrig at se den Dreng med en Bjørneskindshue paa Hovedet, det tør jeg holde en hel Skjæppe Tyvekroner paa! Læse og læse i en Evindelighed, det kan han, som om han fik Penge for det. Men smaddre en Bude eller flaa et Par Buxer itu, det har jeg saagu' endnu aldrig set ham gjøre! - - Naa, nu til Bords, I Grinebidere!«vedblev hun, da dette hendes elegiske Udbrud vakte almindelig Munterhed.»Brix! I Egenskab af eneste uforsørgede Hanfolk fører De Nelly! Klar? Vel! Bataillon! March!«Og nu satte det lille Selskab sig i Bevægelse ind i den store, hyggelige, med Egetræs Panel og kasetteret Loft udstyrede Spisestue, medens Værtinden med høi, om end ikke synderlig velklingende Bøst istemte»de gode

23 gamle.egyptere«, hvori Brix strax faldt ind med sin dvbe Basstemme. II. En god Times Tid senere finde vi de sex Bordfæller i den fornøieligste Stemning af Verden ude paa Verandaen, hvilende i magelige Børlænestole og fordybede i Nydelsen af deres Kaffe, medens fine, blaa Skyer fra Herrernes Cigarer hvirvlede op mod Glastaget og blandede sig med Bøgen fra Cigaretterne, som de tre Damer manipulerede med en Virtuositet, der nok som godtgjorde, at det ingenlunde var første Gang, de forsøgte sig i denne Sport. Let og muntert gik Passiaren imedens over hele Linien, meget jævnligt blandet med lystige Latterudbrud, som end yderligere tiltog i Hyppighed og Klang, da Distriktslægen i Samtalens Løb gav nogle fornøielige Minder fra sin mangeaarige Praxis til Bedste. Den Eneste, der i Øieblikket gjorde et noget aandsfraværende Indtryk, var den unge Landinspektør, der havde faaet Plads yderst ved Glasvæggen ud mod Haven, lige over for Nelly, som, medens hun lyttede til sin Onkels Historier, havde indtaget en saadan Stilling i sin Lænestol, at hendes rene, græske

24 Profil vendte imod ham, medens den dalende Sols sidste Straaler faldt paa hendes pragtfulde Haar og bragte det til at funkle som Guld.»Hov! Brix!«lød pludselig Husfruens dybe Altstemme.»Har De kanske faaet ondt i Maven af Æblegrøden, eller har De lidt Havari paa Deres Trommehinder, eller hvad er der i Veien med Dem? Nu har jeg to Gange spurgt, om De vil have mere Kaffe, og jeg kan saa uhyre godt lide, at Folk svarer, naar jeg taler til dem! Det gav formelig et Sæt i den unge Mand ved denne uventede Salve.»Jeg beder Dem ydinygst om Forladelse, Tante Laura!«svarede han med et dybt Aandedrag.»Men De vil sikkert indrømme mig, at man nok kan have Lov til at blive distræt med en saadan Udsigt for Øie!«Og med en let Haandbevægelse viste han over mod sin smukke vis-å-vis. Xaa aa! Er det vor Rødtop, De falder i Staver over? Ja, det er en anden Sag! Saa skal det være Dem tilgivet! erklærede Tante Laura naadig.»aldrig i mine Dage har jeg dog set saa deiligt et Haar!«sagde Brix halvhøit og med et Blik, der straalede af uhyklet Beundring.»Aa, Lieutenant Brix!«udbrød Nelly med ynkelig Stemme, idet hun hurtigt dreiede sig om

2o mod ham.»jeg beder Dem saa bønligt: Lad være at sige»tiziansk«! De gjør Dem ingen Ide om, hvor kjed jeg er af det Ord, for hver Gang en Herre vil gjøre sig lidt behagelig for mig, kan jeg roligt vædde Hundrede mod En paa, at han kjører op med den Betegnelse^ inden der er gaaet to Minuter!Ja! Da er det min Sandten ogsaa fuldt berettiget, Frøken!«forsikrede Brix ivrig.»det var Bet! Kil bare paa, Børn!«raabte Tante Laura leende.»folk bliver aldrig saa hurtigt gode Venner, som naar de først har været lidt oppe at nappes! Halløi! Der har vi saagu' vor Postmester og hans Ægteviv!«afbrød hun sig selv, idet hun foer hen til Døren ud mod Haven. Dem maa vi have ind at drikke en Taar Kaffe med! Hov! Postmester! Æren af Deres behagelige Nærværelse udbedes til en lille Forfriskning ovenpaa Spadsereturen! Værs'artig! Laagen er aaben!«og med dette Udraab gav hun sig til at vinke med begge Hænder ud mod et midaldrende Par, der i al Sindighed kom vandrende Arm i Arm ude fra Skyttelunden hen ad Gangstien udenfor Havestakittet. Men, Laura! Vi skal jo ud at se paa Markedet! indvendte Doktoren leende. Blase med det! Saa tager vi dem med!«erklærede hans bedre Halvdel affeiende.»han