Tryllefrugterne. fortalt af Birgitte Østergård Sørensen

Transkript

1 Tryllefrugterne fortalt af Birgitte Østergård Sørensen Der var engang en mand og en kone; de havde en søn, der hed Hans. Manden passede en hel købstads kreaturer, og det hjalp Hans ham med. Så kom han i tanker om, at det ikke kunne gå an, at han blev ved med det, for så blev han aldrig til andet end hyrdedreng. En morgen, faderen kaldte på ham, ville han ikke op, for sagde han han var ked af at være hyrdedreng længere. Han ville ud i verden og se sig om efter noget andet. Da han så kom op, sagde han til sin moder, at hun vel kunne give ham et par mellemmadder. Dem fik han, og så drog han af. Mod aften kom han ind i en skov. Her, tænkte han ved sig selv, kan der være røvere og ulve. Og som han så et grumme højt træ, krøb han op i det og satte sig på en gren. Ud på aftenen kom der tre røvere, og de tændte ild og spiste deres aftensmad ved det træ, Hans sad i. Han hørte så den første spørge de andre: Hvad har I erobret i dag? Jeg, sagde den ene, har fået et guldæble; med det kan jeg ønske mig hen, hvor jeg vil, så er jeg der straks. Jeg, sagde den anden, har fået en pung, som jeg kan tage så mange penge af, som jeg vil, og der er stadig lige mange. Da har jeg, sagde den første, fået et sværd, og med det kan jeg hugge hovedet af en hel krigshær med et slag. Hans lyttede opmærksomt, og da røverne var faldet i søvn, listede han ned og tog både æblet, pungen og sværdet, uden at de vågnede. Da han var kommet op i træet igen, tænkte han, at det kunne være farligt at blive der, til de vågnede, og det blev dag. Men så kom han i tanker om æblet, han havde fået, og nu ønskede han sig et halvt hundrede mile bort, og straks var han der. Der var stor sorg i landet over en drage, som truede med at lægge hele landet øde, hvis han ikke fik kongens eneste datter. Kongen

2 havde ladet meddele over hele landet, at den, der kunne fælde denne drage, skulle få prinsessen og hele riget med. Da Hans hørte dette, meldte han sig på slottet og fik kongen i tale. Hans spurgte, om det var sandt, hvad han havde hørt, og kongen svarede: Ja, og jeg skal nok stå ved mit ord. Da ville Hans nok vove at slås med dragen. Prinsessen blev nu kørt ned til stranden og sat på en guldstol. Hans gik hen og spurgte hende, hvad hun sad der efter. Ja, hun skulle jo gives til dragen, og det var en vanddrage, og den ville komme og tage hende. Det bliver der intet af, svarede hans, og glad blev prinsessen, at han ville kæmpe for hende. Lidt efter kom dragen brusende og susende, så vandet stod i ét skum. Hvad er du for en karl? sagde den til Hans. Jeg skal sluge både dig og prinsessen med. Det vil vi nappes om, svarede Hans og huggede i det samme med sværdet, så alle dragens ni hoveder faldt for ét hug. Nu vendte Hans med prinsessen tilbage til kongen. Hvad jeg har lovet, skal jeg holde, så du skal få min datter og riget med, sagde kongen. Hans bad om et kammer, hvor han kunne bo, indtil brylluppet skulle holdes, og det fik han på slottet. En dag fik han i sinde at prøve pungen, og den gav så mange guldstykker, at de dækkede hele gulvet i hans kammer. Det fik kongen at se ved at kigge ind gennem nøglehullet og sagde så til prinsessen: Det er nok en farlig rig brudgom, du får. Hans samlede pengene i pungen igen, og da kongen siden kom ind til ham, var der ingen penge at se, men pungen viste Hans ham og fortalte, hvad den duede til. Så blev der holdt bryllup. Nogen tid efter sagde Hans, at han havde lyst til at besøge sine forældre sammen med sin kone. Det, fandt kongen, var rimeligt, men da Hans mente, at de skulle gå til fods, ville kongen ikke høre tale om det og lod seks heste spænde for sin bedste karet, og de kørte af sted. Da de var kommet lidt uden for slottet, ønskede Hans sig med karet og det hele en halv mil fra sit hjem. De kørte så forbi en gård efter

3 hende til. Da Hans vågnede om morgenen og savnede sin kone, gik han til gården og fik der at vide, at hun om natten var draget bort. Der stod han og forstod nu, at han var blevet bedraget for alle sine kostelige stykker. Han gav sig da på vej til fods. Længe vandrede han af sted og kom ud i en udørk med høje bjerge og dybe dale. Som han stod på toppen af et bjerg, kom han til at snuble og trillede ned. Helt fortumlet stødte han på en tornebusk. Det var ellers godt, den busk stod her, tænkte han, for ellers kunne jeg have trillet helt ned i den dybe afgrund. Han så sig om, og tæt ved stod et æbletræ med æbler. Sulten var han og tænkte, at nogle æbler da kunne gøre nogen gavn. Men aldrig så snart han havde spist et æble, før hans næse blev så lang, at den nåede helt ned til jorden. Det så galt ud! Han fik at se, at der flød vand ud af bjerget lige overfor, og da han var tørstig, måtte han se at komme derhen. Vanskeligt var det, for næen anden, og prinsessen spurgte: Er det der, er det der? Endelig holdt vognen ved en ussel hytte. Der kunne det vel ikke være? Jo, mente Hans, én nat kunne de da vel være der. Kusk og tjener blev med heste og vogn sendt hen til nærmeste gård. Der kunne de få, hvad de behøvede, han skulle nok komme i morgen og betale. Som de nu var kommet i seng, og Hans var faldet i søvn, lå prinsessen vågen og var ret harm over, at hun var kommet i så ussel en hytte. Hun listede sig da op, tog æblet, pungen og sværdet, skyndte sig til gården, hvor folkene og vognen var, bankede dem op og bød dem spænde for. Hun betalte for deres fortæring og drog så hjemad. Hun ønskede sig tæt på sin faders slot og kom så kørende op foran døren. Hvor er din mand? spurgte kongen, og hun fortalte så, hvordan hun havde båret sig ad. Det var ikke godt gjort, sagde han. Der vil vist komme noget over dig, for det var dog ham, der friede dig for dragen. Nej, mente hun, det var da alt for ussel en hytte, han var kommet fra og havde ført

4 sen stødte imod, men han bøvlede af sted, som han bedst kunne, og da han havde drukket en slurk af vandet, blev næsen igen, som den havde været. Han gik nu op over bjerget og fandt et hus. Han spurgte konen i huset, om hun ikke havde en hankekurv, han kunne købe. Jo, det kunne vel lade sig gøre. Han sagde, at han ikke havde nogle penge, men hun gav ham kurven alligevel. Han fik også en flaske, da han bad om en. Kurven fyldte han med æbler, og flasken med vand af kilden, han havde drukket af. Så drog han til kongens slot og viste dronningen og prinsessen sine æbler, og spurgte, om de ikke ville købe dem, for det var en sjælden udenlandsk art. Jo, de syntes da, æblerne så godt ud, og de spurgte, hvad de skulle koste. Det kom ikke så nøje, de måtte godt få æblerne, hvis han måtte få noget at spise. Han blev da vist ind i køkkenet og fik godt at spise. Nu skulle dronningen og prinsessen da også smage de skønne æbler. Men så snart de havde spist af dem, blev deres næser så lange, at de nåede jorden, og der stod de side om side i døren og kunne ikke gå af stedet. Der blev hentet læger, men de vidste ikke andet råd end at skære den lange næse af, og det ville dronningen og prinsessen ikke have. En stund efter meldte nu Hans sig som en udenlandsk læge, der kunne kurere for alle slags sygdomme. Han mente da, at han også kunne hjælpe for de lange næser uden at bruge kniv. Han gav dem den første dag et glas almindeligt vand og lovede at komme igen næste dag. Der var ingen forandring. Man havde taget mål af næserne, de var lige lange. Nu gav han dronningen en drik af den rette slags vand, men prinsessen af almindeligt vand. Da nu dronningens næse kom i orden, men ikke prinsessens, forlangte han at tale i enrum med hende og spurgte hende, om hun ikke mindedes at have gjort noget ondt. I begyndelsen vidste hun ikke noget, men da han forsikrede, at han ikke kunne kurere hende, med mindre hun sagde den rene sandhed, så bekendte hun, hvad hun havde gjort

5 mod den mand, der havde befriet hende fra dragen. De tre ting, hun havde taget, sagde han da, måtte kongen næste nat bringe hen til et sted på marken. Ser du, sagde han til sin datter, jeg sagde det nok, der vil komme noget over dig for den gerning. Men kongen bragte de stjålne sager til det bestemte sted. Der tog Hans dem til sig og drog sin vej. Prinsessen beholdt sin lange næse, og hun har den endnu.