Malebehandling af vægge i vådrum Baggrund I 1995 blev der i forbindelse med udgivelsen af bygningsreglement BR 95 foretaget en række stramninger på området vådrumskonstruktioner. Disse ændringer angik bl.a. malebehandling af vægge i vådrum. Ved udgivelsen af BR-S 98 blev også reglerne heri ændret således at reglerne for vådrum i dag er de samme uanset bygningstype. Denne publikation fokuserer især på brugen af malebehandling som vandtæt behandling på vægge i vådrum. Omtalen er baseret på By og Byg Anvisning 200 Vådrum. Publikationen kan anvendes direkte både af projekterende og udførende. Den er udarbejdet så den er i overensstemmelse med gældende regler og anvisninger på området, dvs. primært Bygningsreglementerne og SBi s anvisninger på området. Følges anvisningerne kan de udførte konstruktioner derfor anses for at være i overensstemmelse med kravene i BR-95 og BR-S 98. For malebehandling af vægge i vådrum gælder følgende overordnede forhold: Vådrum opdeles i en vådzone og en fugtig zone, se figurerne 1 til 4 som hovedregel må vandtæt malebehandling ikke anvendes i vådzone. Der skelnes mellem forskellige belastningsklasser som hovedregel må vandtæt malebehandling ikke anvendes i hårdere belastede vådrum (heller ikke i fugtig zone). På skeletvægge må vandtæt malebehandling kun anvendes på pladetyper som er egnede til dette formål, pt. vådrumsgips-, fibergips- og kalciumsilikatplader. Andre plader skal være godkendt til formålet (pt. er der en godkendelse af en vandtæt vægplade fra Dansk Eternit). Malebehandlinger beregnet til brug i vådrum fugtig zone er systemer, dvs. bestående af flere komponenter. Typisk består et malingssystem af en primer, en vandtætningsmembran, en glasfilt (eller -væv) med tilhørende klæber, en fugtstabil vævfylder og en maling til færdigstrygning. Der må ikke som tidligere opsættes fliser til fx 1,8 eller 2,0 meters højde på skeletvægge og malebehandles på vægfladerne over flisebeklædningen. Kun i meget høje rum må der males på den del af væggene der er over almindelig rumhøjde, hvilket i praksis er i områder der ligger mere end 2,3 meter over gulv. Materialer fra forskellige systemer må ikke kombineres! Såfremt der opstår tvivlsspørgsmål vedrørende mere generelle spørgsmål mht. udførelsen af baderum efter denne publikation henvises der til By og Byg Anvisning 200 eller ring til Danske Malermestre på tlf. 3263 0370. 1
Indledning - forklaring af nyttige begreber For malebehandling af vægge i vådrum gælder der særlige regler som anført i By og Byg Anvisning 200, Vådrum. Vægge i vådrum kan udføres: som tunge vægge, normalt af uorganiske materialer, fx beton eller letbeton som skeletvægge på eksisterende vægge I vådrum, hvor vandpåvirkningen må forventes at blive større eller hyppigere end normalt i boliger, eller hvor der forventes større mekaniske belastninger, må vægge ikke udføres som skeletvægge. For at sikre at væggene i vådrum (både vådzone og fugtig zone) er vandtætte også efter lang tids brug, kræves der større sikkerhed mod deformationer og revnedannelser end i tørre rum. Dette medfører at vægge: skal være stabilt understøttet ikke får deformationer som følge af utilsigtet belastning. For skeletvægge betyder dette at der skal anvendes andre konstruktioner end det er normalt i tørre rum. Der anvendes som hovedregel kraftigere stolper i skelettet (70 mm dybe), tættere stolpeafstand og plader som er stærkere og/eller tykkere og/eller i 2 lag. Vådzone og fugtig zone I vådrum skelnes der mellem mellem vægområder i vådzone og fugtig zone. Vådzonen Vådzonen omfatter den del af rummet hvor der jævnligt optræder direkte vandpåvirkning. Her stilles de strengeste krav til konstruktioner, materialer og overfladebehandlinger. Vådzonen omfatter vægge ved bruseniche, badekar og håndvask med brusearmatur. Anvendes fastmonterede skærmvægge, afgrænser disse vådzonen på væggene, se figur 2. Små vådrum I små vådrum, dvs. vådrum med et areal mindre end 3,25 m 2 eller med en bredde på 1,3 m eller derunder, omfatter vådzonen alle vægoverflader. I bryggers, vaskerum mv. med gulvafløb, men uden vandpåvirkning af væggene, omfatter vådzonen kun gulvet og de nederste 100 mm af alle vægge. Der stilles ingen krav til resten af vægoverfladerne. Fugtig zone Fugtig zone er vægområdet uden for vådzonen. Også her må der påregnes større påvirkninger end i boligens øvrige rum, fx fra stor relativ luftfugtighed og lejlighedsvis vandpåvirkning. Der stilles derfor også i fugtig zone skærpede krav til materialevalg og konstruktionsopbygning. 2
Belastningsklasse Vådrums vandbelastning afhænger især af, hvor tit vådrummet bruges, hvor meget det belastes hver gang, og om der er gode ventilationsmuligheder. Desuden har det betydning, om der ud over vand- og fugtbelastningen er store mekaniske belastninger. Der skelnes mellem følgende belastningsklasser: Klasse L (Lav) Få daglige bade af kortere varighed, god udluftning efter brug. Lav belastning findes typisk i enfamiliehuse, sommerhuse og lign. Klasse N (Normal) Flere daglige bade, også af længere varighed, og eventuelt mangelfuld udluftning. Normal belastning findes typisk i tæt-lavt byggeri, etageboliger og lign. 3
Klasse H (Hård) Vådrum, hvor vandpåvirkningen er større eller hyppigere, eller hvor de mekaniske belastninger er større end normalt i boliger. Hård belastning findes typisk i fælles badeværelser, storkøkkener og produktionslokaler i levnedsmiddelindustrien, hvor rengøring sker vha. trykspuling, hedtvandsrenser eller skumrengøring. 4
Kombinationer af vægkonstruktioner og vandtætningssystemer Muligheden for at vælge vandtætningssystem og overfladebehandling på vådrumsvægge afhænger af den anvendte konstruktionsopbygning, således at der for de konstruktioner der anses for mest sikre, er størst valgfrihed mht. valg af vandtætningssystem. I vådrum med skeletvægge eller vægge der indeholder organisk materiale, fx træ, må vandtætte malebehandlinger kun benyttes i den fugtige zone. Bemærk at det ikke er tilladt at bruge malebehandling på underlag af krydsfiner eller spånplader. Uorganiske materialer, fx beton, letbeton og murværk, er porøse og kan derfor transportere fugt til væggens bagside. Sådanne vægge har derfor behov for samme vandtætning som skeletvægge. Der er imidlertid ikke specifikke regler for hvordan vandtætning af badeværelsesvægge af uorganiske materialer opnås. Vandtætte malebehandling kan anvendes til vandtætning af sådanne vægge, men kun i den fugtige zone. I vådzonen fraråder SBi brug af malebehandling også på uorganiske underlag. Dette skyldes dels at malebehandling kræver hyppig vedligehold for at fungere tilfredsstillende, dels at der er risiko for vækst af skimmelsvamp. Mulighederne for malebehandling af vægge i vådrum fremgår af tabel 1 for vægge i vådzone og tabel 2 for vægge i fugtig zone. 5
Vandtætte malebehandlinger Malebehandlinger beregnet til brug i vådrum (fugtig zone) er systemer, dvs. bestående af flere komponenter. Typisk består en vandtæt malebehandling (malingssystem) af en primer, en vandtætningsmembran, en glasfilt (eller - væv) med tilhørende klæber, en fugtstabil vævfylder og en maling til færdigstrygning, se figur 5. Vandtætte malebehandlinger til brug i vådrum (fugtige zone) behøver ikke at være MK-godkendt. Leverandøren skal dog kunne dokumentere, at malebehandlingen opfylder de krav til bl.a. vandtæthed, vanddamptæthed, vedhæftning, lagsammenhæng samt modstandsevne mod stød og slag, der er nødvendige for at opnå en godkendelse. Vandtætte malebehandlinger/malingssystemer uden godkendelse må på skeletvægge kun anvendes på underlag af gips- eller kalciumsilikatplader, udført som omtalt i kapitlet Vægge i Anvisning 200, Vådrum, eller på vægge udført i henhold til en særskilt MK-godkendelse. Kravene til malingssystemer er beskrevet i: MK Prøvnings- og godkendelsesbetingelser for vægbeklædninger til vådrum (MK 7.00/012), udgivet af ETA Danmark A/S, Kollegievej 6, 2920 Charlottenlund, telefon 45 76 20 20. 6 Leverandørens vejledninger, herunder om udførelse af samlinger, gennemføringer mv. skal følges nøje. Der skal benyttes de angivne materialer og mængder (liter eller kg pr. m 2 )., og behandlingsfrister mv. skal overholdes. Malebehandlingen skal være tæt over for både vand og vanddamp. Der må ikke benyttes en kombination af materialer fra forskellige systemer.
Korrekt udførelse af malebehandlinger kan kun ske ved omhyggelig arbejdsudførelse. Vandtætte lag skal påføres inden armering med glasfilt eller -væv og føres mindst 30 mm ned over gulvets vandtætte lag eller belægning. Armeringen med væv eller filt skal have en minimumsvægt på 100 g/m 2. Porer, huller og revner i malebehandlingers færdige overflader må ikke forekomme, da disse vil kunne give anledning til kvældning og blæredannelse efter ibrugtagning. For at beskytte malebehandlingen mod opsprøjt fra gulvet, bør den afsluttes i en højde af mindst 100 mm over gulv. Gulvets vandtætte lag eller vandtætte belægning føres derfor mindst 130 mm op ad vægge, for at der kan opnås 30 mm overdækning med malebehandlingen, se figur 6. For at forhindre fugtophobning i gipspladevægge med vandtæt malebehandling må der ikke opsættes dampspærre bag gipspladerne. I ydervægge i vådrum udgør malebehandlingen (malingssystemet) væggenes dampspærre. Bygningsreglementets krav om fugtbeskyttelse af ydervægge med skeletkonstruktion regnes opfyldt, når malebehandlingen på gipsplader har en såkaldt Z-værdi (tæthed mod vanddampdiffusion) på mindst 25 GPa s m 2 /kg (dette er en lav Z-værdi og malebehandlingen bør om muligt udføres mere tæt). Oplysninger om malebehandlingens Z-værdi skal være tilgængelige hos leverandøren. Hvis malebehandlingen påføres i for lille lagtykkelse er der risiko for, at vand og vanddamp kan trænge gennem malebehandlingen. 7
8
Under udførelsen For at sikre den korrekte lagtykkelse af de enkelte lag i behandlingen skal der løbende kontrolleres under udførelsen. Lagtykkelsen af et vådt malinglag måles nemt og hurtigt med en såkaldt "kam-måler". Der kan dog opstå problemer ved måling på armeret væv, da det har en struktureret overflade. For at sikre en tilstrækkelig lagtykkelse sammenholdes det opmålte vægareal med den nødvendige mængde afvejet eller afmålt vandtætningsmembran og maling. Kontrol af vedhæftning og lagtykkelse efter malearbejdets udførelse: (De nævnte metoder er destruktive, og derfor er efterfølgende reparationsarbejde nødvendigt.) Vedhæftningsprøve med Tesatape 4122 standardmetode 291-M-OOOi. Malesystemet skal som minimum kunne bestå klasse 5 (højst 5 % afrevet malingfilm). Metoden er fx beskrevet i [5]. Lagsammenhængsstyrke kontrolleres med Saeberg trækprøveapparat efter SIS 18 57 71. Styrken skal i tør tilstand være mindst 0.4 MPa. Der skal ikke skæres fri omkring træklegemerne. Lagtykkelsesmåling ved udtagelse at prøver til mikroskopering at filmtværsnit jf. DS/ ISO 2808, pkt. 4A. Daglig brug og vedligehold Malebehandlede vådrum bør efterses jævnligt. Der må forudses at genbehandling skal ske hvert 4-8 år ved almindelig brug. Leverandøren skal oplyse om vedligeholdsmetoder. Mug og skimmel kan trives på de fleste underlag, hvis der er næring og fugt til stede - ikke kun på malede overflader. Da malevarer af hensyn til miljøet kun sjældent tilsættes mug- og skimmelhindrende stoffer, må der regnes med en vis risiko for, at der kan opstå skimmel. Det er derfor vigtigt at malede overflader holdes rene og tørre. Dette opnås ved opvarmning, daglig udluftning og jævnlig - men skånsom - rengøring og aftørring af våde malede flader. Der må ikke anvendes klorholdige midler eller sprit. Fortyndet Rodalon dræber mikroorganismerne og kan anvendes hyppigt. Vedligehold med maling skal udføres inden der opstår utætheder i overfladen. Litteratur: [1] Vådrum. By og Byg Anvisning 200. Statens Byggeforskningsinstitut, 2001 [2] Vægbeklædninger til vådrum. MK Prøvnings- og godkendelsesbetingelser, 6. udgave, 1997, ETA Danmark [3] Gennemføringer af rør i vådrumsgulve og vægge. BYG-ERFA BLAD (53) 010928 [4] Lagtykkelse af maling på træ og beton. BYG-ERFA BLAD (31) 960520 [5] Malebehandling af vægge i vådrums fugtige zone, Byg Erfa erfaringsblad 02 10 16 [6] Malerfagets Behandlings Anvisninger (MBA). Danske Malermestre 9