Onkel Pedro kommer hjem af Morten Ramsland
Sune er rødhåret. Han har en masse fregner over det hele. Hans ører stritter lige ud i luften, og så går han mærkeligt, fordi hans ene ben er lidt længere end det andet, men det er ikke det værste. Nej, det værste er, at Sune nogle gange har svært ved at sige s-lyde. Det er, som om tungen sidder fast oppe i ganen, når han forsøger at sige s. Alle børnene fra gaden synes derimod, det er mægtig skægt, at Sune har svært ved at sige s-lyde. Hvad er det nu, du hedder? Er det ikke Une? råber de og kigger på Sune med drillende øjne, når han kommer ud for at lege med dem. Nej! råber Sune. Jeg hedder zzz Une! Haha, griner de andre børn. Var det Une, du sagde? Une, Une, Une Nu hopper de rundt om Sune og danser som en flok indianere: Une, Une, Une, bliver de ved med at råbe. Sune sukker. Han er hverken den bedste på gaden til at løbe eller cykle eller til at klatre i lygtepæle. Han kan ikke hoppe særlig højt. Han falder altid over bolden, når de skal spille fodbold. Han er dårlig til at skyde med vandpistol. 2
Faktisk kan Sune ikke finde en eneste ting, han er god til. Måske er det derfor, ingen vil have Sune med på deres hold, når de skal spille bold eller lege tagfat eller noget i den stil. I kan få Une, siger det ene hold til det andet. Nej, I kan få Une, siger det andet hold til det tredje, vi vil ikke have ham. Men nu hopper de bare rundt om ham og siger: Une, Une, Une, indtil Sune bliver træt af at høre på det og går ind i huset igen. Han lukker døren bag sig. Sune bor alene sammen med sin mor. De fleste børn har både en mor og en far, men Sune har kun en mor. Sådan har det altid været. Han ved ikke noget om, at han også skulle have en far. En dag finder Sune et sammenkrøllet stykke papir omme bag den store kommode. Først tror han, det er et skattekort, men da han folder det ud, kan han se, at det er et gammelt fotografi. Hvem er det på billedet? spørger Sune, da han senere sidder og spiser aftensmad med mor. Men mor svarer ikke på hans spørgsmål. Hvor har du dét fra? spørger hun i stedet og hiver billedet ud af hånden på ham. Billedet er så sammenkrøllet og slidt, at personen på det er helt utydelig. Nåja, sukker hun så og ryster opgivende på hovedet, skal vi ikke bare sige, det er din onkel? Har jeg z ådan én? spørger Sune. Ja, svarer mor og sukker igen. Skal vi ikke bare sige det? Hvad hedder han? spørger Sune. Ja, siger mor, skal vi ikke bare sige, han hedder Pedro? Sune putter billedet i baglommen, og inden han skal sove, vil han gerne vide, om onkel Pedro er god til at løbe og cykle og spille fodbold og gå på stylter og skyde med vandpistol, og om han er god til at sige s-lyde. Ja svarer mor. Det kan vi godt sige. Rigtig god? spørger Sune. Ja, siger mor, så siger vi det. Da Sune næste dag kommer ud på gaden, sidder de fleste af børnene oppe i lygtepælene. Det gør de indimellem. De konkurrerer om, hvem der kan klatre højest op, og hvem der kan blive siddende længst deroppe. Æbæ, Une kan ikke få røven med sig, råber Thomas. 3
Thomas sidder øverst oppe i lygtepælen. Han er den bedste på gaden til at klatre i lygtepæle. Nej, men det kan min onkel, hvisker Sune op til Thomas. Din onkel? siger Thomas. Hvad er det for en onkel? Han hedder Pedro, fortæller Sune. Han er den bedste til at klatre i lygtepæle. Han har engang arbejdet som lygtepæleklatrer. Han skulle skifte pærerne ud i alle lygtepælene på 80 km motorvej. 80 km motorvej? stønner Thomas og ser helt svimmel ud. Jep, siger Sune og har lige pludselig ikke spor svært ved at sige s-lyde. I et øjeblik ved Thomas slet ikke, hvad han skal sige. Men så tager han en vandpistol op af lommen og skyder Sune med den. Det er ingenting, det dér, siger Sune og tørrer vandet væk fra ansigtet. Min onkel kan ramme en gråspurv på 30 meters afstand med sin vandpistol. Hvad for noget? siger Thomas og ser helt forkert ud i hovedet. Ja, han har været vandkanonfører i civilforsvaret. Han skød så langt, at han en dag ramte et jagerfly. Så blev de nødt til at fyre ham. De kunne ikke have sådan en mand rendende og skyde jagerfly ned. Bah, siger de andre børn og skyder efter Sune med deres vandpistoler. Det er vi da ligeglade med. Men når de andre børn siger, de er ligeglade med Sunes onkel, får han bare endnu mere lyst til at tale om ham. Han har engang været dybvandsdykker på De Kolonariske Øer, siger Sune og snapper efter vejret. Det er, som om det slår gnister inde i hovedet, når han taler om onkel Pedro. Det var ham, der måtte svømme forrest, når der var hajer i nærheden. Engang blev han angrebet. Men han brækkede hajens rygsøjle med et håndkantsslag. Hva for no et? stønner de andre børn i lygtepælene. Hvorfor har vi aldrig hørt om ham? Det er, fordi han indtil for nylig arbejdede som hemmelig agent i kloakvæsnet. Det var ham, der skulle rydde kloakkerne for forbrydere. Gisp, siger børnene i lygtepælene. Sune ved ikke rigtig, hvor han ved alle de ting om onkel Pedro fra. Men han er sikker på, at det hele er rigtigt: Han er lige så stærk som en bjørn. Han har engang tæsket en bjørn, der blev for fræk, oppe i noget, som hedder Alaskis. 4
Øj, begynder de andre børn at sige. Er det rigtigt? Gjorde han virkelig? Jep, siger Sune. Det kan I lige bide jer selv i næsen på! Øj, hvor vildt. Må vi høre mere om onkel Pedro? Sune fortæller den ene vilde historie efter den anden. Nogle gange bliver han helt forpustet af at tale så meget. Det er, som om han slet ikke kan stoppe, når han først er kommet i gang. S-lydene flyver ud af munden på ham. Det er ikke, fordi Sune bliver bedre til at løbe eller cykle eller til at klatre i lygtepæle. Men børnene fra gaden vil pludselig alle sammen have ham med, når de leger. Og de holder også op med at kalde ham Une. Sune, siger de i stedet. Vil du ikke fortælle om dengang, onkel Pedro blev begravet i en diamantmine? Jo, siger Sune og smiler over hele femøren. Det kan jeg da godt. En dag får Sunes mor et brev. Det er ikke noget særlig langt brev, men hun er alligevel længe om at læse det. 5
Bagefter kigger hun på fotografiet af onkel Pedro, som Sune har hængt op på opslagstavlen, og siger: Han kommer og besøger os i næste uge. Onkel Pedro? råber Sune. Ja, sukker mor og kigger på Sune med alvorlige øjne: Det er jo det, vi kalder ham. Han kommer klokken halv fem. Sune går straks ud på gaden og råber: Onkel Pedro kommer i næste uge. Verdens stærkeste, modigste, flotteste og sejeste onkel! Han kommer, det er rigtigt! Øj, siger de andre børn. Ham, der har brækket ryggen på en haj? Ham, som kæmper imod sørøvere og som tæsker bjørne? Jep, svarer Sune. Han kommer på tirsdag klokken halv fem. Øj, siger de andre børn. Endelig bliver det tirsdag. Alle gadens børn venter spændt. De hænger oppe i lygtepælene. De kigger frem fra deres skjul bag hække og parkerede biler. Klokken er allerede over halv fem, og rundt om gadehjørnet kommer en lille spinkel dame gående på højhælede sko. Alle sukker. Så lyder der igen skridt, men denne gang kommer der bare en herreløs hund luntende hen ad fortovet. 6
Øv, siger børnene fra gaden. Måske er han blevet forsinket, fordi han lige skulle ordne en bjørn eller to. Men mere når de ikke at sige, for nu kommer der en lille mand gående rundt om hjørnet. Han er ikke særlig stor, så det kan i hvert fald ikke være onkel Pedro. Da den lille mand kommer nærmere, kan alle se, at han halter lidt. Hans ene ben ser ud til at være længere end det andet ligesom Sunes. De kan også se, at han er rødhåret. Han har en masse fregner over det hele, og så stritter hans ører lige ud i luften. Det er mærkeligt, synes alle gadens børn. Det er meget mærkeligt, for manden ligner faktisk Sune. Han er bare større og ældre. Skulle det alligevel være onkel Pedro? Sune synes også, det er mærkeligt. Han håber, at manden vil gå forbi dem, men han går lige ind ad indkørslen til Sunes hus og op mod hoveddøren, hvor mor står. Mor siger ikke noget. Hun kikker på den lille rødhårede mand. Manden rækker sin hånd frem for at hilse på mor, men hun kniber bare sine øjne sammen. SLAM! siger det pludselig. Sune kan næsten ikke tro sine egne øjne. Mor har slået onkel Pedro med flad hånd lige midt i ansigtet! Mor har givet onkel Pedro en lussing! Nu bliver han sikkert tosset, tænker Sune. Men onkel Pedro bøjer bare hovedet. Dén havde jeg nok fortjent, siger han undskyldende. Bagefter går Sune op til dem. Det er han ligesom nødt til. Men det er ikke, fordi han har lyst. Hej zzz ønnike, siger manden og klapper ham på hovedet. Sikke stor du er blevet. Sune siger ikke noget. Han er målløs. Onkel Pedro bøjer sig frem mod ham. Undskyld, men det kan godt være svært at sige s, når man er nervøs, hvisker han ind i Sunes øre. De andre børn står bare og kigger på Sune og onkel Pedro. Først ser de meget skuffede ud, men så begynder enkelte af dem at prikke hinanden i siderne med deres albuer. De blinker også til hinanden, og til sidst begynder de at fnise. Sune skynder sig at følge efter mor og onkel Pedro ind i huset. Han lukker døren efter sig og ønsker, at han aldrig havde fortalt nogen om sin dumme onkel. 7
Onkel Pedro har allerede sat sig, og mor sætter noget aftensmad på bordet. Imens de spiser, fortæller onkel Pedro nogle historier fra fremmede lande, men ikke historier om sørøvere og hajer og vilde eventyr eller noget som helst af den slags. Nej, onkel Pedro sidder bare lige så stille og fortæller, at han arbejdede på dét kontor, og så gik den ikke længere, og så måtte han finde noget nyt og bla bla bla Det er simpelthen ganske almindelige ting, han sidder og fortæller. Sune får lyst til at gabe. Og det gør han så. Han gaber syv gange i træk, men da han bliver træt af at gabe, synes han egentlig, det er meget hyggeligt at sidde ved spisebordet sammen med mor og onkel Pedro. Sune håber i hvert fald, at onkel Pedro ikke går lige med det samme. Han kigger på hans røde hår. På hans ører, der stritter. På hans fregner. Han kan ikke lade være med at smile, hver gang onkel Pedro siger noget almindeligt. Sådan bliver Sune siddende hele aftenen, og da han vågner næste morgen, ligger onkel Pedro og sover på sofaen i stuen. Hej sønnike, siger han og smiler. Hej, siger Sune og sætter sig ved siden af ham. Var det en lang rejse, du var ude på? Jep, siger onkel Pedro. En lang og besværlig rejse. Hver eneste morgen, når Sune vågner, ligger onkel Pedro i sofaen og siger: Hej sønnike. I begyndelsen er det lidt mærkeligt, men efterhånden vænner Sune sig til det. Også mor vænner sig vist til det, for hun ser ikke længere så sur ud, når onkel Pedro siger noget. Tit sidder hun bare og kigger på hans røde hår, på hans fregner og på hans ører, der stritter lige ud i luften. 8
Men en morgen, da Sune kommer ned i stuen, er onkel Pedro væk. Sofaen er tom, og der ligger ikke engang en dyne i den. Sune bliver helt kold indeni er onkel Pedro gået uden at sige farvel? Så hører han stemmer og lister ud i gangen. Han kan se, at onkel Pedro ligger inde i sengen ved siden af mor. Han ligger og vipper med tæerne. Hej sønnike, siger han og smiler, da Sune kommer til syne i døråbningen. Skal du aldrig udenfor og lege? Det er rigtigt. Sune har ikke været uden for en dør, siden onkel Pedro kom. Han lister lige så stille ud ad døren, ud på gaden. Hej Une! Det var jo løgn det hele, alt det med din onkel, råber børnene fra gaden, da Sune endelig kommer ud. De hænger igen oppe i lygtepælene og konkurrerer om, hvem der kan blive siddende deroppe længst. Sune trækker undskyldende på skuldrene. Men han kan ikke lade være med at smile lidt. Det er, som om smilet slet ikke vil forlade hans læber. Ha, råber Thomas. Ikke nok med, at det var løgn det hele, men manden er garanteret heller ikke din onkel. Næ, siger Sune og smiler endnu mere. Det har du nok ret i. Manden er sikkert slet ikke min onkel. Sune kigger op mod køkkenvinduet. Han kan se, at onkel Pedro er stået op og går rundt inde i køkkenet. Om lidt vil onkel Pedro stikke hovedet ud ad vinduet og råbe: Hej sønnike! Og så ved Sune præcis, hvad han vil gøre: han vil vinke tilbage og råbe: Hej far! Her slutter uddraget fra Onkel Pedro kommer hjem af Morten Ramsland. Illustrationer: Jan Solheim 9