Brugervejledning for olie- og benzin udskillere i Syddjurs Kommune
Olie- og benzinudskillere i Syddjurs Kommune Hvad er en olie- og benzinudskiller? Begrundelse for krav om olie og benzinudskillere Benzin og olie er uønsket i kloaksystemet, da disse stoffer indeholder en stor del tungtnedbrydelige stoffer med miljø og sundhedsfarlige effekter. Det kræver speciel tilpasning af renseanlæggene, hvis de skal kunne rense for olie og benzin. Derfor er det vigtigt at olie og benzin frasorteres så tæt på kilden som muligt. Dette gøres nemt med olie- og benzinudskillere. Virkemåde og funktion Formålet med en olie- og benzinudskiller (herefter benævnt olieudskiller ) er at udskille olien fra afløbsvandet, så olien ikke efterfølgende skaber problemer i afløbssystem, renseanlæg eller i vandmiljøet. I olieudskillere udnyttes det, at olie og benzin er lettere end vand og derfor vil lægge sig på vandoverfladen. For at dette kan lade sig gøre, er opholdstiden i udskilleren af afgørende betydning for virkningen af anlægget. Samtidig har størrelsen af oliepartiklerne samt brug af rengøringsmidler og højttrykrenser betydning for, hvor hurtigt olien kan udskilles. Disse faktorer får derfor indflydelse på hvordan et udskilleranlæg skal etableres, indrettes og dimensioneres. Opbygning Et olieudskilleranlæg består af følgende dele: Sandfanget: tilbageholder sand, grus og andre tunge partikler. Sandfanget bidrager desuden til øget opholdstid af spildevandet og øger hermed anlæggets effektivitet. Olieudskilleren: dimensioneres, så spildevandet får den opholdstid, der kræves, for at benzin- og olieprodukter når at søge mod overfladen. Udskilleren kan forbedres med koalescensfilter og sikres med flydelukke og alarm. Prøvetagningsbrønden: muliggør udtagning af en spildevandsprøve til analyse. Prøver skal udtages fra en frit faldende vandstråle, hvilket sikrer, at prøven er repræsentativ for det fraløbende vand. MÅLE/AFLØBSBRØND 2 3
Hvor skal der være installeret olieudskillere? Hvordan skal olieudskilleren etableres og hvad kræves? På virksomheder og anlæg, hvor der er risiko for, at der kan forekomme spild af olie, benzin eller lignende til kloak, skal der etableres olieudskillere og sandfang. Det drejer sig fx om vaskepladser, parkeringskældre, benzinstationer og lignende. Formålet er at udskille benzin og olie fra afløbsvandet, såle des at det ikke giver efterfølgende problemer i afløbssystemet eller i renseanlæg. Olieudskillere skal normalt installeres ved: Afløb fra virksomheder, hvor der anvendes olie eller benzin i produktionen. Afløb fra pladser, hvor der påfyldes olie/benzin til stationære tankanlæg. Afløb fra pladser hvor der tankes benzin eller diesel. Afløb fra vaskepladser for motorkøretøjer. Afløb fra autoværksteder. Afløb fra oplags- og rensepladser for autoskrot. Ovenstående er ikke en udtømmende liste, men blot eksempler på, hvor det kan være påkrævet med olieudskillere. Det er kommunen, som afgør, hvor der skal anvendes olieudskillere, og afgørelsen træffes ud fra en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Det er også kommunen, som afgør, hvordan det rensede vand afledes. Udregningen af olieudskillerens størrelse kan udføres af miljørådgivere og kloakmestre. Etablering og tilslutning skal udføres af autoriserede kloakmestre. Etablering af en ny olieudskiller kræver en tilslutningstilladelse, som skal indhentes hos Syddjurs Kommune, Natur og Miljø. Etableringen kan i visse tilfælde også kræve en byggetilladelse. Byggetilladelsen skal søges når der laves til- eller ombygning af bygninger og søges hos Team Byggeri i Syddjurs Kommune. Etablering af udendørs vaskepladser kræver desuden anmeldelse til Team Byggeri. Kontakt venligst Syddjurs Kommunes Natur og Miljøafdeling hvis I skal søge om en tilslutningstilladelse. Se kontaktoplysninger på bagsiden af denne folder. For de specifikke tekniske krav henvises til teknisk vejledning, som er tiltænkt miljørådgivere og kloakmestre. Se boksen mere information på bagsiden af denne folder. 4 5
Hvad er mit ansvar? Den velfungerende olieudskiller For at en olieudskiller fungerer efter hensigten skal den tilses, tømmes og vedligeholdes løbende. Det er brugeren som er ansvarlig for, at udskilleren til enhver tid er velfungerende. Brugeren er dermed også ansvarlig for tilsyn, tømning og vedligehold. Regelmæssigt tilsyn og driftsjournal Brugeren skal sørge for, at der jævnligt udføres tilsyn med en olieudskiller. I virksomhedens eventuelle tilslutningstilladelse kan der være fastsat vilkår for tilsynene. Der bør udarbejdedes en driftsjournal, hvor følgende noteres: Tidspunkt for tømning af sandfang Tidspunkt for tømning af olieudskiller Tidspunkt for inspicering af olieudskiller og resultatet heraf Tidspunkt for kontrol af alarm for olieudskiller Tidspunkt og art af serviceeftersyn/ reparationer på spildevandssystemet samt hvem der har udført arbejdet. I en tilslutningstilladelse kan der muligvis være fastsat yderligere vilkår til driftsjournalen. Der vil normalt være stillet krav om, at driftsjournalen skal være tilgængelig for tilsynsmyndigheden på forlangende. Driftsjournalen skal opbevares i mindst 5 år. Årlig tømning Olieudskiller og sandfang skal tømmes efter behov, dog minimum en gang årligt. Olie og sand bortskaffes til en godkendt modtager. I forbindelse med den årlige tømning skal anlægget rengøres og undersøges for skader. Konstateres der skader på anlægget, skal disse udbedres hurtigst muligt. Brugeren af olieudskilleren er ansvarlig for, at der til enhver tid er indgået aftale med en entreprenør om tømning og inspektion af olieudskilleren. Man skal tilmelde sig den kommunale tømningsordning hos Reno Djurs I/S (se bagsiden). Daglig brug Med mindre det er tilladt i spildevandstilladelsen, må der ikke anvendes højtryksrenser til rengøring af køretøjer eller andre emner, som kan være olieholdige og helt eller delvist indsmurt med olieprodukter. Der må som udgangspunkt ikke afledes spildevand med en temperatur over 50ºC til olieudskilleren. Spildevand med en højere temperatur skal afkøle til under 50ºC inden det afledes til olieudskilleren. Niveaualarm Det kan i nogle tilfælde være en fordel at etablere niveaualarm på olieudskilleren. En niveaualarm vil som hovedregel reducere antallet af årlige tilsyn af selve olieudskilleren. I stedet kan man nøjes med en årlig efterprøvning af alarmen. Det er dog altid en individuel vurdering. 6 7
Hvad skal jeg være opmærksom på? Tjek ved eget tilsyn: Olieudskilleren kontrolleres for hvor meget der er opsamlet. Er der opsamlet 75% af kapaciteten, skal der bestilles tømning. Sandfanget kontrolleres for hvor meget der er opsamlet. Er der opsamlet 50% af kapaciteten, bør der bestilles tømning. Det kontrolleres, at olieudskilleren er påfyldt vand igen efter tømning. Kontroller at alarmen og flydelukkeren virker. Tjek om koalescensfilteret skal udskiftes eller rengøres. Noter resultater i en eventuel driftsjournal. Husk ved det årlige eftersyn og tømning: Anlægget rengøres. Der kontrolleres for fejl og skader på anlægget. Det kontrolleres, at olieudskilleren er påfyldt vand igen efter tømning. Der bestilles reparation af evt. skader og fejl. Tilslutningstilladelse og afmelding Nyt anlæg: Før evt. kloakarbejde udføres, skal der søges tilslutningstilladelse hos kommunens Natur og Miljøafdeling. Der vil i tilslutningstilladelsen bl.a. blive stillet krav til dimensionering af olieudskilleren. Hør mere ved at kontakte Natur og Miljø. Afmelding/sløjfning af eksisterende anlæg: Før olie udskillere, sandfang samt tilhørende rørledninger tages ud af brug, skal anlægget bundtømmes. Derefter skal anlægget sløjfes eller afblændes, så det ikke længere er en del af afløbssystemet. Se bagsiden for kontaktoplysninger. Tæthedsprøvning Alle nye anlæg skal tæthedsprøves inden ibrugtagning. Desuden anbefaler Dansk Standard, at et olieudskilleranlæg tæthedsprøves mindst hvert 5 år. Tæthedsprøvningen må kun udføres af autoriserede kloakmestre. Særlige problemer knyttet til driften af olieudskillere Du skal være opmærksom på, at nogle faktorer kan mindske effektiviteten af udskilleren: Højtrykrensere: findeler olien i meget små partikler, der tager lang tid om at udskilles fra vandet. Olieudskilleren skal derfor være dimensioneres til evt. brug af højttrykrensere. Rengøringsmidler: ændrer de små oliepartikler, så de har sværere ved at smelte sammen. Systemet skal derfor være indrettet til brug af rengøringsmidler. For lille dimensionering: kan betyde at olien eller benzinen ikke opholder sig i udskilleren i lang nok tid til, at den kan nå at blive udskilt. Utætheder: Det er vigtigt at vedligeholde udskilleren og udskifte den i tide. Undersøgelser har vist, at mange gamle udskillere er utætte. En utæt udskiller kan give en lokal jordforurening som er væsentligt dyrere at rydde op end prisen for en ny udskiller. Fyldt: En olieudskiller der er fyldt, kan ikke tilbageholde olie. 8 9
Ved uheld Mere information Yderligere information om olieudskillere kan bl.a. findes i: Rørcenter anvisning 006 Olieudskilleranlæg marts 2004 Teknologisk Institut DS/EN 858 udskillere til letflydende væsker (fx olie eller benzin), del 1 2002, del 2 2003 og tillæg 2005. Lovgivningen på området er bl.a.: Miljøbeskyttelsesloven Spildevandsbekendtgørelsen Bekendtgørelse om forebyggelse af jord- og grund vandsforurening fra benzin- og dieselsalgsanlæg Regulativ for erhvervsaffald - Syddjurs Kommune. Administration af tømningsordningen Reno Djurs administrerer tømningsordningen for olie- og benzinudskilleranlæg i Norddjurs og Syddjurs Kommuner. Hør mere ved at kontakte Reno Djurs I/S Nymandsvej 11, 8444 Balle Tlf. 87 59 77 77 renodjurs@renodjurs.dk www.renodjurs.dk Kontaktoplysninger: Syddjurs Kommune, Natur og Miljø Lundbergsvej 2, 8400 Ebeltoft Tlf.: 87 53 54 10 natur.miljoe@syddjurs.dk www.syddjurs.dk I tilfælde af uheld, der medfører utilsigtet afledning af forurenende stoffer, skal virksomheden forsøge at afværge situationen: Forsøg at standse forureningen og/ eller dens spredning. Kontakt straks Alarmcentralen på telefon 112. Orienter Syddjurs Kommune, Natur og Miljø om uheldet. 10 11