Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
' I %Ä r DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 40 II 8 U lu 40 2 8 01782 0 (/<f&<
GRÆNSEPROBLEMET OG KANALPROBLEMET AF IV!. R. SKADE KØBENHAVN FRANTZ CrlRISTTREUS BOGTRYKKERI 1919
^0*0 ø
Lige siden Aabenraaresolutionen af 17. November 1918 fastsatte Grænsen for det samlede Afstemningsomraade, som den indbefattede under Begrebet Nordslesvig, har der i den danske Presse baade Nord og Syd for Kongeaa været ført en livlig Debat om, hvor den danske Stat bør søge sin nye Grænselinie trukken hos den allerede nu i Arbejde værende Fredskongres. Spørgsmaalet adskiller sig fra alle Hgnende Spørgsmaal Verden over og Historien igennem derved, at det er den modtagende Part, der af al Magt søger at faa saa lidt som muligt, og den givende, der rundhaandet tilbyder alt, hvad der ønskes, eller rettere sagt, mere end der ønskes. Forklaringen paa dette Fænomen maa selvfølgelig for en Del søges deri, at Remmen skal skæres af en anden Mands Hud, men utvivlsomt ogsaa deri, at der er noget i Danmark, som hedder Tyskerkurs. Hvad der menes hermed, behøver ingen Forklaring; det har paa flere Maader givet sig til Kende i den sidste halve Menneskealder, det har staaet at læse r Preussische Jahrbücher allerede for flere Aar siden, cg det har under saa godt som hele Krigen staaet at læse i de betydeligste af Regeringspartiets Blade.
Hermed skal der selvfølgelig ikke være rettet Bebrejdelser mod en Politik, scm paa en fornuftig og \ærdig Maade tog Konsekvenserne af Danmarks farlige Beliggenhed indenfor Tysklands Magtsfære; men netop den Tanke, som kan lægges til Grund for en saadan Politik, kræver med logisk Nødvendighed, at Kursen ændres, naar Magtcentret flytter sig fra Berlin til Paris. Den Presse og de Politikere, som ikke kan forstaa dette, er forældede, uanset tidligere Fortjenester og uanset om de virker Nord eller Syd for Kongeaa; de tilhører en svunden Tid og passer ikke til den Tid, der kommer; de er groet fast i en gammel Situation og formaar ikke at leve sig ind i en ny. At bristende Evner i denne Retning vil virke uheldigt paa mange Forhold, maa betragtes som hæv?t over al Tvivl, cg at denne Brist gør sig stærkt gældende ved Behandlingen af det sønderjydske Spørgsmaal, viser bl. a. den Kendsgerning, at saa godt som ingen af dets Fortalere og Penneførere gør Forsøg paa at gætte Udviklingen paa Fredskongressen, for saaledes at finde de nye cg sandsynlige Situationer, der kan danne Grundlaget for deres Betragtninger. Deres stiltiende Forudsætning er tværtimod, at alt i Hovedsagen bliver ved det gamle, altsaa at den ubetydelige Statslevning, Danmark fremdeles skal leve i umiddelbart Naboskab til et overmægtigt og stedse voksende Tyskland, som»kurt frygter Gud, men ellers intet i Verden«, og at Danmark derfor fremdeles er henvist til fremfor alt at skole sine Politikere og Diplomater i den Kunst at gætte Tysklands Ønsker.
5 Det fejlagtige heri er hidtil kun blevet paavist ved en enkelt Lejlighed, nemlig i Dr: Harsløfs Indledningsforedrag paa det bekendte Landsmøde i Fredericia d. 10. December 1918. Dette Foredrag foreligger nu trykt under Titlen»Vor/ Grænsespørgsmaal«, cg heri gøres gældende, at Nord-Østersø-Kanalen har dannet den grundlæggende Betingelse for den enestaaende Udvikling af den tyske Sømagt og derigennem for det tilstræbte tyske Verredsherredømme, hvorfor man ogsaa med Sikkerhed kan paaregne, at denne Kanal skal tages ud af Tysklands Haand. Spørgsmaalet bliver kun, hvorledes dette vil ske. En Ødelæggelse af Kanalen kan der ses bort fra, bl. a. paa Grund af dens kommercielle Betydning for enhver, som vil have Indpas i Østersøen, og det vil selvfølgelig England. Kanalen skal altsaa holdes aaben, men den maa derfor til Sikring mod Brug i krigersk Øjemed kunne spærres saa gcdt som uden Varsel. Dette er en rent militær Opgave, og naar hertil kommer, at de paa forskellige Steder langs Kanalen og udenfor dens Mundinger anbragte Spærringsanordninger skal beskyttes mod Ødelæggelse ved Overrumpling eller paa anden Maade, vil det forstaas, at en militær Besættelse af et vist Landoniraade paa begge Sider af Kanalen maa betragtes som i aller højeste Grad sandsynlig. Den simpleste Maade, hvorpaa dette kan arrangeres, bestaar i at danne en ny Stat, som gennemskæres af Kanalen og paalægge denne Stat den fornødne militære Forpligtelse; men da en saadan Stat saa godt som udelukkende vilde blive beboet af Tyskere og desuden vilde blive umiddelbar Nabo til det store tyske
6 Rige, vilde Kanalens Sikring mod Anslag herfra blive illusorisk, og Problemet maa derfor søges løst paa anden Maade. Tanken som Nationernes Forbund, som nu er sat øverst paa Fredskonferencens Program, rummer i sig Tanken om den væbnede Verdenspolitimagt altsaa et Sammenskud af land- og navnlig sømilitære Stridskræfter fra alle eller i hvert Fald de fleste Stater, dog foreløbig næppe fra Tyskland. Fordelingen af disse Kræfter maa i hvert Fald for en Del bestemmes af, hvor paa Kloden der skabes saadanne usædvanlige Forhold og Tilstande, som kræver stadigt militært Vagthold. Hvis det, for at nævne et Eksempel, viser sig rigtigt, hvad der blev talt om for nogen Tid siden, at Konstantinopel og Stræderne mellem Middelhavet og Sortehavet skal tages fra Tyrkiet og neutraliseres, vil man utvivlsomt her have et af de Steder, hvor 1 væbnet Politimagt er til Huse, og ganske det samme kan siges om Helgolandsbugten, Østersøens Hjørne ved Kiel og Kanalen med tilgrænsende Distrikter, hvoraf i hvert Fald det nordlige kun behøver at have en forholdsvis ringe Bredde. Antydninger i denne Retning er flere Gange blevet fremsat i Ententepressen, bl. a, i Land & Water 28. Novbr. 1918 cg Le Temps vistnok af 16. Januar 1919. og paa Dagsordenen for d. 25. s. M. havde Fredskon ferencen blandt andre Punkter»Det internationale Styre af Havne, Vandveje og Jernbaner«. For at fuldstændiggøre Billedet af den Situation, som formodes at ville indtræde, skal endnu kun tilføjes, at ligesom Besætningen i Konstantinopel næppe vil blive dannet af tyrkiske Soldater, saaledes vil det heller ikke blive Tyskere, der skal besætte Kanal
7 distriktet ved Kiel. Det samme vil antagelig kunne siges om de Personer, som ansættes i Distriktets Civilforvaltning. % Spørgsmaalet bliver nu, om den Forsigtighed og Forsagthed, som lyser ud af de alier fleste Artikler og Foredrag om Sønderjylland, ogsaa er paa sin Plads, naar Sagen betragtes paa Baggrund af det ovenfor udviklede. Bør Danmark vægre sig ved at akceptere som sin Sydgrænse, hvad Ententen under udelukkende Hensyntagen til sine Interesser maatte fastsætte som Kanaldistriktets Nordgrænse, selv om denne skulde blive trukket saa sydligt som ved Danevirke? Af Udtalelser, som giver Antydning af, hvorledes dette Spørgsmaal vil blive besvaret fra forskellig Side, skal anføres følgende: En kendt sønderjydsk Politiker har i Aabenraabladet»Heimdal«skrevet, at en Grænse ved Danevirke vil forøge Danmarks Statsgæld med 500 Millioner Kr. Frantz v. Jessen skriver dog fra Paris til Berlingske Tidende, at den Slags finansielle Argumenter er slet og ret opfundne, idet Frankrig ikke agter at lade Danmark betale, for at Uretten fra 1864 gøres god igen. Samme Politiker har tillige hævdet, at Grænsen ved Danevirke vil bringe 200,000 Tyskere ind under dansk Herredømme og 12 tysktalende Repræsentanter ind i den danske Lovgivningsmagt. Følgerne heraf synes for ham at præsentere sig ganske som i Bismarcks og Augustenborgernes Velmagtsdage. At Tyskland nu er en falden Storhed, en slagen Magt og en bankerot Stat, betyder intet; thi ingen tør betvivle, at Tyskland kan rejse sig. Saadan omtrent er Ræsonnementet, men der tales ikke om, at denne Rejsning sikkert vil tage
8 en rum Tid og næppe føre til det tidligere for Verdensfreden saa truende Vælde, og lige saa lidt omtales Sandsynligheden for, at et væbnet Verdensforbund paa den ene eller den anden Maade vil placere sig imellem Danmark og Tyskland, samt at datte vil ske i de forbundnes egen velforstaaede Interesse. Det er ligeledes Frygten for Tysklands kommende Vælde, der har affødt Troen paa, at vi bør lade den enestaaende Chance, som vi nu har, ubenyttet, nøjss med en Del af, hvad der tilkommer os og fremdeles lade Landsmænd i betydeligt Antal gøre Helot-Tjeneste under en forhadt Fane, altsammn i Haab om at kunne erhverve det genrejste Tysklands Venskab. Denne Taktik turde imidlertid bero paa en psykologisk Vildfarelse; thi ganske vist er Tyskeren servil, naar han ikke har Magt; men naar han har Magt, er han brutal, og alt, hvad hans Ørneklo har haft fat i, hvad enten det er stort eller smaat, vil han betragte som sit og tage med Magt, saa snart han faar Magt. Idealister har gjort gældende, at Uretten skal gøres god, men ikke vendes om. For dem er Uretten gjort god, naar Ejermanden faar tilbage en Del af det Sølvtøj, som Ransmanden endnu ikke har faaet Tid til at smelte om. Desuden glemmer de, at Tyskerne Nord for Danevirke, hvis de fik Lejlighed til at stemme, næppe vilde faa Valget imellem at blive Danske eller Tyske, men derimod Danske eller internationale. En kendt Forfatter og Taler har betegnet det som uværdigt for Danmark at lade sin Grænse bestemme af andre, d. e. Ententemagterne; men han finder det dog ikke uværdigt for Danmark overhovedet at modtage Land af disse Magter. Endelig har radikale Hovedstadsblade frejdigt til
9 kendegivet deres Haab om, at Danmark maa faa saa lidt som muligt tilbage af Sønderjylland, da deres Parti ikke kan vente synderlig Tilvækst fra den Kant. Saaledes omtrent er Argumentationerne mod Danevirke. Som man ser, er de ikke alle lige logiske og heller ikke lige noble; i denne Forbindelse skal det dog fremhæves, at man ogsaa andetstedsfra, i det mindste rygtevis, har erfaret et og andet om mindre tiltalende Bevæggrunde," som skal have gjort sig gældende ved Behandlingen af det foreliggende, for os alle saa vigtige Spørgsmaal. Der sigtes her til Forlydendet om, at det navnlig er Aabenraa, som er Hjemstedet for Modstanden mod Flensborgs Indlemmelse i Danmark, og at denne Modstand har sin Forklaring i lokale Interesser. Med Sikkerhed kan dog intet siges herom; derimod kan det siges med Sikkerhed, at kun virkelige Statsinteresser bør være bestemmende for Danskes Stilling til Sagen, hvad der selvfølgelig ikke udelukker, at Følelsesgrunde kan virke i samme Retning. At et Folk ikke staar sig ved at kaste overbord saadanne Minder, som knytter sig til Oversø, Isted, Danevirke m. m., er selvfølgeligt, og hvis det derfor kan bevises, at Staten er bedst tjent med en Grænse ved Danevirke, saa har man Lov til at pleje disse Minder og tage dem i Brug ved Agitationen for Danevirkegrænsen. Den letsindige Tanke om at kunne fri kommende Slægter for Kamp om Landets Grænse er allerede bleven berørt ovenfor. Det er nu en Gang Grænsebefolkningernes haarde Lod at være prædestinerede til Kamp
10 baade i militær og i kulturel Forstand, ligesom det er Grænselandenes haarde Lod at skifte Herre. Sønderjylland danner i saa Henseende ingen Undtagelse. I 54 Aar har vore Fjender triumferet efter et mægtigt Fremstød helt op til Nørrejylland. Hvad vil Resultatet blive af hans næste Fremstød, hvis vi nu, da vi har en Chance som ingensinde tidligere, kun benytter den halvt. Hvad vil det føre til, dette selvopgivende Raad til de Danske syd paa:»sælg Eders Gaarde til Tyskere, og køb tysk Ejendom i Nordslesvig«. Svaret er ikke vanskeligt. En Grænsevagt er jo en rar Ting for et lille Land; men sin egentlige Værdi faar den dog først, naar den ikke løber sin Vej, og derfor skal de Danske, som har Jord i det sydlige, blive dernede, blive ved den Fædrearv, som værnes skal til fælles Tarv. De tyske Gaarde i Nordslesvig skal købes, det er rigtigt nok; men vel at mærke ikke af Folk, der kommer Syd fra. Det er paa den Maade, man danner en Grænsevagt, som kan holde -i Tusind Aar, og kun en saadan har Danmark Brug for. At dette erkendes af saa godt som alle Danske baade Nord og Syd for Kongeaa, kan det vel næppe være berettiget at tvivle om. Utvivlsomt vil ogsaa Flertallet af det danske Folk kunne vindes for en Grænse ved Danevirke, saa snart den ovenfor fremsatte Formodning om, at Danmark ikke mere skal grænse til Tyskland, faar sin Bekræftelse i Form af en sikker Efterretning fra Fredskonferencen. Man maa derfor hilse med Glæde Meddelelsen om, at Konferencen som før omtalt allerede er begyndt at drøfte Spørgsmaalet om det internationale Styre af Havne, Vandveje og
11 Jernbaner, og man kan kun ønske, at endelig Afgørelse, for saa vidt angaar Vandvejene til Østersøen, maa blive truffen snarest muligt og i hvert Fald, inden der kræves Forslag herfra til Løsningen af Problemet Sønderjylland. Opfyldes dette Ønske, vil ikke alene de tysksindede i Mellemslesvig, men ogsaa alle Danske baade Norden og Sønden Aa vide bestemt, hvad de har at vælge imellem, og det er det, som de ikke ved nu. Heri ligger Hovedaarsagen til Uenigheden blandt os Danske. Mange vil maaske spørge, om vi i det hele taget faar Lejlighed til at vælge, og hertil kan svares, at vi allerede er i Gang dermed; man er nemlig paa de afgørende Steder meget lydhør for den offentlige Mening i Danmark og det dansksindede Sønderjylland; men man har paa den anden Side ogsaa Forstaaelsen af, at denne endnu ikke er helt afklaret. Den af den første Aabenraaresolution fastsatte Grænse Nord om Flensborg, Syd om Tønder, fik straks den offentlige Mening for sig; men denne Grænse betegner nu et Yderstandpunkt, som er forladt af de fleste, og som sikkert ikke kan hævnes- Overalt i Landet blæses der nu til Samling om Flensborg, cg i Paris venter man sandsynligvis kun paa, at Fremrykningen skal blive fortsat til Danevirke. I dette Navn, der rummer de Tusind Aars Minder, rummes ogsaa det nu levende Slægtleds Ansvar overfor Efterkommerne; thi hvis vi vil have Danevirke, saa kan vi faa det; vi behøver blot at forlange det. Det er næppe for meget sagt, at der i hele Verden ikke findes noget andet Folk, der i et Tilfælde som dette vilde undlade at forlange sin Ret. Danskernes Holdning forekommer derfor ogsaa alle andre Folk
12 aldeles ufattelig, og den kan kun forklares ved den nationale Forskræmthed, som har sin egentlige Aarsag i vor Ulykke for 54 Aar siden. Denne Forskræmthed sidder os endnu i Blodet; men det er værd at lægge Mærke til, at den navnlig har Tag i den ældre Generation og egentlig ikke har grebet de unge, hverken Nord eller Syd for Kongaa; thi heri ligger et Varsel, et. Varsel om den Dom, som en maaske ikke fjern Eftertid vil fælde om det Slægtled, der manglede Mod til at gribe sit Lands Lykke. Kun naar vi staar paa Afstemningens sikre Grund, har vi Mod. Nuvel. Lad os saa i det mindste tage de rigtige Kensekvenser heraf. Lad os foreslaa Ententen, at den giver os hele Sønderjylland lige ned til Kanaldistriktets Nordgrænse saaledes, at det overlades til Danmark, hvorvidt det vil og, hvornaar det vil iværksætte en Afstemning i de Egne, hvis Tilslutning det ikke føler sig sikker paa. Herved vilde der opnaas adskillige Fordele. For det første vilde den i dette Spørgsmaal førende Ententemagt, d. e. Frankrig, kunne følge sit Ønske om at faa det snøderjydske Spørgsmaal løst efter samme Princip, som vil blive fulgt i det Elsass-Lothringske. Dernæst vilde der blive Tid og det er vist den eneste Maade, hvorpaa der kan skabes Tid til Hidførelse af saadanne Tilstande i Sønderjylland, som en virkelig fri Afstemning kræver. Tiden vilde desuden have muliggjort en Klaring af Forholdene mod Syd, saa at de stemmende kunde se tydeligt, hvad de havde at vælge imellem. Endelig vilde vi Danske kunne gaa med til denne Ordning uden at risikere saadanne V anskeligheder, som nu gør os ængstelige. Endnu kan tilføjes, at en saadan Ordning vilde være
13 alle Parter lige værdig og retfærdig. Meningen med Forslaget er nemlig ingenlunde, at Danmark, følgende et nærliggende slet Eksempel, skulde være 54 Aar om ikke at give Lejlighed til Afstemning, men tværtimod snarest muligt, antagelig i Løbet af et Aar, at faa hidfort den endelige Ordning, som vi alle længes efter.
'. *