Naturgenopretningsprojekt LIFE RigKilde Svenstrup Kær Jammerbugt Kommune igangsætter et større naturprojekt, der skal løfte naturværdien i Svenstrup Kær samt bedre vandløbskvaliteten i Svenstrup Å.
Orkidé - sumphullæbe
Tilsagn fra EU og den danske stat Efter en længere ansøgningsprocedure har Jammerbugt Kommune og samarbejdspartnere opnået økonomisk støtte fra EU samt den danske stat til et stort nationalt naturprojekt med fokus på forbedring af naturområder med de særlige naturtyper rigkær og kildevæld. EU`s særlige fond til større naturprojekter i Natura 2000 områder (kaldet EU LIFE fond) samt den danske stat har samlet bevilget ca. 46 mio. kr. til forbedring af naturtilstanden i 8 projektområder indenfor Natura 2000 områder i Danmark, hvoraf projektområdet ved Svenstrup Kær i Jammerbugt Kommune er det ene. Det samlede projekt med navnet LIFE RigKilde er et samarbejde mellem forvaltningsmyndighederne Thisted, Struer, Faxe, Furresø, Høje Taastrup og Jammerbugt Kommune samt Naturstyrelsens enhed på Fyn. Projektindhold Formålet med projektet ved Svenstrup Kær er at genskabe Svenstrup Kærs tidligere naturrigdom med artsrige lysåbne eng- og mosearealer og Svenstrup Å med kildevældstilløb i god økologisk tilstand. Projektet skal forbedre naturkvaliteten af de eksisterende rigkær og kildevæld, og skabe forudsætninger for at disse naturtyper kan brede sig i kæret. Særligt på delarealer der i dag er tilgroet med pil og tagrør, eller hvor det kalkholdige rene grundvand er drænet væk, er der gode muligheder for genskabelse af rigkær og kildevæld ved de rette indsatser og naturpleje. Den økologiske tilstand af Svenstrup Å og særligt kildevældstilløbene fra Fosdalen samt Hødal/Hjuldal skal forbedres ved delvis genslyngning af vandløbene. De enkelte projekter vil primært foregå på private arealer samt Naturstyrelsen arealer over en 6 årig projektperiode fra 2015 til 2020.
Rigkær
Via de reserverede projektmidler får vi mulighed for i samarbejde med lodsejerne at gøre brug af følgende redskaber i Svenstrup Kær: Mindre tekniske forundersøgelser, der skal supplere den allerede gennemførte forundersøgelse vedrørende hydrologien gennemført af konsulentfirmaet COWI sidste år. Fokus vil være på monitering af grundvandsstand og vandløbenes afstrømning samt forslag til særligt genslyngning af kildevældstilløbet fra Hødal/Hjuldal. Indledende lodsejerdialog der skal afklare, hvilke lodsejere der er interesseret i at deltage i jordfordeling samt indgå projektaftaler om tiltag og naturpleje på egne arealer. Gennemførsel af jordfordeling og indgåelse af projektaftaler om tiltag og naturpleje. Jordfordelingen vil give lodsejerne mulighed for at afhænde, bytte eller købe arealer, med det formål at fremme en ejerstruktur, hvor fremtidig naturpleje vil være nemmere at opretholde grundet bedre driftsforhold ved samling af smålodder mm. Hel eller delvis rydning af delområder med tagrør og pilekrat, hvor der er gode muligheder for genskabelse af rigkær og kildevæld samt indførsel af efterfølgende naturpleje ved afgræsning eller slæt. Der er afsat midler til rydning af optil 30 ha med pil og tagrør (det samlede område med pilekrat i Svenstrup Kær udgør ca. 60 ha i dag), samt efterfølgende opfølgende rydning hvor det er påkrævet. Etablering af robuste og langtidsholdbare hegnsfaciliteter til naturpleje med kreaturer. Gennemførsel af restaurering af Svenstrup Å samt kildevældstilløbene fra Fosdalen samt Hødal/Hjuldal i overensstemmelse med forundersøgelser. Gennemførsel af hydrauliske tiltag ved opfyld, blokering eller ændring af grøfter der dræner eksisterende rigkær og kildevæld, eller hvor tiltagene vil kunne fordre udviklingen af nye rigkær og væld i kombination med naturpleje. Alle omkostninger til de nævnte tiltag vil blive afholdt via projektmidler efter forudgående projektaftale med de enkelte private lodsejere. I hele projektperioden vil der med mellemrum blive afholdt informations- og dialogmøder lokalt med lodsejerne og gennemført markvandringer, hvor projektet vil blive diskuteret. I løbet af kort tid vil der blive oprette en særlig hjemmeside med information om det samlede LIFE RigKilde projekt, herunder aktiviteterne ved Svenstrup Kær.
Hvorfor fokus på rigkær og Svenstrup Kær De forholdsvis sjældne men meget artsrige grundvandsafhængige naturtyper rigkær og kildevæld, har brug for naturlig hydrologi og naturpleje for ikke at forsvinde på bekostning af mere artsfattige og udbredte pilemoser og tagrørssump. I Svenstrup Kær, mellem Lienskrænten og de store klithedearealer, findes et af de vigtigste og mest værdifulde naturområder i Jammerbugt Kommune med udbredte rigkær og kildevæld. Vigtigheden af dette ca. 200 ha store kær er understreget i både Helhedsplanen 2013 for Jammerbugt Kommune, Natura 2000 planen for området, Vandplanen for området og endelig Fredningen for Lien, Fosdalen og Sandmosen. Med projektet vil Jammerbugt Kommune i samarbejde med de private ejere gøre en aktiv stor indsats for dette område, og løfte naturtilstanden for det samlede kær og Svenstrup Å med tilløb. Et samlet projektforløb giver rigtig gode muligheder for at tænke i helheder, og skabe varige naturforbedringer og forudsætninger for naturpleje der også på den lange bane kan opretholde de opnåede resultater. Vi håber at de private lodsejere også kan se natur-potentialerne, og vil medvirke aktivt til at skabe større sammenhæng og naturkvalitet generelt i kæret såvel som på egne matrikler. Naturpleje
Foreløbig overordnet tidsplan Heldigvis giver en projektperiode på 6 år tid til god dialog med de private lodsejere, så vi kan finde de relevante faglige og praktiske løsninger, der giver mening også i fremtiden. Forundersøgelser, indledende lodsejerdialog og jordfordeling mm. vil dog naturligt gå forud for gennemførsel af de fysiske tiltag, og på den baggrund ser den foreløbige tidsplan for projektet således ud: 2016 (marts-maj): Indledende lodsejerdialog omkring deltagelse i jordfordeling og mulige projekttiltag. Jammerbugt Kommune vil tage kontakt til de enkelte private lodsejere. 2016 (marts-juli): Tekniske forundersøgelser særligt ift. grundvand og vandløb samt mulighederne for restaurering af kildevældstilløb fra Hødal/Hjuldal. 2016-2017: Gennemførsel af jordfordeling og indgåelse af projektaftaler med private lodsejere. Jordfordelingen startes op med offentligt informationsmøde om processen. 2017-2020: Rydninger af pilekrat og tagrør samt etablering af hegnsfaciliteter til naturpleje med kreaturer. Restaurering af Svenstrup Å og kildevældstilløbene fra Fosdal og Hødal/Hjuldal. Hydrologiske forbedringer ift. rigkær og kildevæld. 2020: Projektafslutning, effektmålinger og evalueringer.
Kontakt og information Lodsejere, forpagtere, jagtlejere eller andre med interesse i projektet er altid velkomne til at kontakte en af nedenstående medarbejdere ved Jammerbugt Kommune for spørgsmål og dialog. Allan Eskesen Biolog og projektansvarlig Tlf.: 72 57 72 03 Mail: als@jammerbugt.dk Ivan Kristensen Skov- og landskabsingeniør Tlf.: 72 57 76 88 Mail: ikr@jammerbugt.dk