Den eksistentialistiske kop kaffe Eksistentialisme i globaliseringens tid. Af Claus Elholm Andersen, dansk lektor, University of Minnesota, Minneapolis, USA Da jeg forleden morgen, som enhver anden, stod i kø for at købe en kop kaffe hos den amerikanske kaffekæde Starbucks, blev jeg ramt af et mindre anfald af panik. Hvorfor det ikke var sket tidligere eller hvorfor det skete præcis denne dag, ved jeg ikke. Men det skete altså. Pludselig ramte menuen med de mange kaffedrinks mig som et lyn: Mørkristet, lysristet, koffeinfri, espresso, cappuccino, latte, mocha, frappacinu og mange, mange flere. Det gik op for mig, at jeg blandt dette enorme udvalg af alverdens kaffedrinks ingen anelse havde om, hvad der var en almindelig kop kaffe. Da det blev min tur, bestemte jeg mig således for at bestille en kop kaffe. Helt enkelt, blot en kop kaffe. En kop kaffe, sagde jeg til den altid smilende pige ved kassen. Min bestilling blev straks fulgt af en række spørgsmål. Mørk- eller lysristet? Med eller uden koffein? Og skal det være en tall, grande eller venti? Som en del af deres sofistikerede, intellektuelle image har Starbucks har nemlig indført de italienske betegnelser for, hvad der normalt kaldes lille, medium og stor. Jeg vil bare have en kop kaffe, gentog jeg med et smil, der på ingen måde kunne skjule min indre panik. Den altid smilende pige tænkte sig derpå om, inden hun flydte et bæger og belærte mig om, at min kaffe ikke bare var en kop kaffe, men en grande mørkristet colombiansk blanding. Jeg takkede, betalte og gik hurtigt ud af forrentningen, mens den altid smilende pige uden tvivl tænkte, at udlændinge som mig burde holde sig langt væk. Hvorfor er det stort et blevet umuligt at få en ganske almindelig kop kaffe i dag? Hvorfor bliver selv den mest simple handling, som fx at købe en øl på en almindelig dansk café, fulgt af en række spørgsmål om, hvorvidt det skal være en stor eller en lille øl, hvede, classic eller almindelig? Det er selvfølgelig rart at have disse valg. Lad mig som den første indrømme at det er fantastisk at leve i verden, der dybest set er et stort supermarked, og at jeg føler mig dybt privilegeret over at gøre det. Hvor jeg nyder detaljen i mit daglige valg af en
kop kaffe, og det konstante frit valg på alle hylder. Men desværre har medajlen også en bagside. Når vi udfører en helt almindelig hverdagshandling, som det at købe en kop kaffe jo vitterligt er, påduttes vi som forbrugere en falsk idé eksistentialisme. Ifølge eksistentialismen, der som bekendt har sit udspring i bl.a. Søren Kierkegaards filosofi, består livet basalt set af række beslutninger der må tages uden mulighed for at vide, hvad den korrekte beslutning er. Konstant må vi som mennesker beslutte os til, hvad der er sand eller falsk og hvad der er rigtigt eller forkert. Problemet er dog at der ikke eksisterer nogle objektive kriterier for, om vores valg er rigtige eller forkerte. Derfor, anfører eksistentialismen, er det menneskelig valg subjektivt. Da vores valg er subjektive er vi som mennesker frie, men fordi vi har denne valgfrihed, er vi selv absolut ansvarlige for vores egne valg. Der er ingen vi kan tørre ansvaret af på valget for vores liv er kun vores eget, ingen andres. Derfor, påpeger eksistentialisterne, er mennesket forbandet til at være fri. Mange af os kan ikke klare denne frihed og særlig ikke den kolossale ansvarsfølelse det fører med sig at være eneste herre over vores egne valg, beslutninger, ja over vores eget liv. Derfor, siger eksistentialisterne, lider så mange af os af angst. Og for at blive denne angst kvit, ignorerer eller fornægter vi vores frihed og ansvar. Men uden resultat. For ved at fornægte det, fornægter vi i virkeligheden os selv. Det er i virkeligheden denne fornægtelse, som eksistentialisterne kritiserer. Vi må vælge os selv, siger de, hvis vi skal leve et sandt og autentisk liv. Det er denne tanke, at vi må vælge os selv, og blive fuldt bevidste om vor livs sande karakter, som eksistentialisterne finder hos Kierkegaard i hans såkaldte etiske stadie. Eksistentialismen var særlig udbredt i midten af det tyvende århundrede og årene lige efter Anden Verdenskrig. Paris var centrum, og navne som Jean Paul Satré, Simone de Beauvoir og til dels Albert Camus de uundgåelige hovedpersoner. Alle tre udtrykte især deres idéer, der dog sjældent konvergerede fuldstændigt, gennem litteratur, da filosofi ifølge eksistentialisterne mere er at ligne med kunst end videnskab. I årene efter Anden Verdenskrig var eksistentialismen den absolut førende filosofiske retning. Ud over en filosofisk eksistentialisme, kan man også findes dens spor
i den såkaldte eksistentialistiske teologi, og i Danmark lod forfattere som bl.a. Peter Seeberg og Villy Sørensen sig kraftigt influere af de franske forgængere. I dag eksistentialismen stort set uddød. Den er blevet afløst af postmodernismen og dens relativitet. I stedet for en tro på, at vi ved at vælge os selv bliver sande og autentiske mennesker, tror postmodernismen ikke på, at mennesket har noget fast kerne. Der findes ikke længere en enkelt historie, men et utal af historier, der kan fortælles. Mennesket består af masker, og for hver gang vi lader endnu en maske falde, står vi blot tilbage med en ny. Postmodernismen har selvfølgelig sine rødder i det post-industrialistiske samfund vi lever i. Så let som at skifte tv-kanel mellem en af de amerikanske tv-serier, som vi ser flere og flere af, kan vi skifte maske alt efter hvem vi er sammen med. Vi citerer i flæng fra reklamer, ironiserer over os selv og andre, og bevæger os længere og længere væk fra troen på, at der faktisk findes en fast kerne. Men her kommer globaliseringen med alle dens valg os til hjælp. Længe før Naomi Kleins No Logo har vi jo godt vist, at vi i vores daglig dag ikke køber kaffe eller tøj for kvaliteten eller udseendets skyld, men fordi mærket, vi køber, tilbyder os en livsstil, et image, som vi kan identificere os med. Og i det øjeblik, vi skifter mærke, er det ikke blot vores tøjstil der skifter, men vores image og dermed vores personlighed, eller den person, vi gerne vil se os selv som. Fordi eksistentialismen og troen på mennesket autentisk er død, klamrer vi os fast til det mindste håb, vi kan få, om at der findes noget endelig. Til håbet om, at vi vitterligt er et helt menneske. Et par dage efter min oplevelse med kaffen, stod jeg og ventede på bussen. Ved siden af mig stop en 17-årig pige tårevældet, fordi hendes kæreste netop havde slået op. Grunden til at jeg ved det, er selvfølgelig, at pigen fortalte om det. Ikke til mig, men til den veninden, jeg forestillede mig måtte være i den anden ende af hendes mobiltelefon. Samtalen handlede ikke så meget om, hvor knust hun var og hvordan hun skulle takle sin sorg over at have mistet sin kæreste. I stedet talte de om, hvordan hun nu skulle se sig selv, hvordan hun måtte ændre sig, for at komme videre. Den unge pige var ganske simpelt i gang med at omdefinere sin livshistorie. Og der er ingen tvivl om, at næste gang hun bliver droppet af en kæreste eller selv dropper
ham vil mønsteret gentage sig, mens resultatet vil blive et andet. For det er præcist, hvad vi alle sammen gør igen og igen: Vi omskriver vores livshistorie vores mesterfortælling, som den franske filosof Lyotard kalder det - hver gang der sker noget nyt. Og dermed bekræfter vi postmodernismens mantra, at der ikke findes noget endelige, at der ikke findes noget sandt eller autentisk jeg, som vi kan nå ind til. Der er ikke noget at sige til, at vi alle er forvirrede. Men så er det heldigt, at vi har mærkevarerne, der kan give os den identisk, vi så længselsfuldt søger. Og som samtidig giver os en følelse af, at eksistentialismen stadig gør sig gældende. Men kan det at købe en kop kaffe virkelig blive eksistentialistisk handling? Selvfølgelig ikke. Og det er præcis der, problemet ligger. Ved konstant at konfronteres med en række (overfladiske) spørgsmål, foregøgles vi til at tro, at livet vitterligt er en række beslutninger, som kan vi selv kan være ansvarlige for. At der bag det hele findes en sandhed, en autenticitet, som vi sagtens kan nå ind til. Dog må vi ikke lade os narre. Spørgsmålene om hvilken kaffe, øl eller dressing, vi ønsker, er ikke og bliver aldrig eksistentialistiske spørgsmål. For svaret er givet på forhånd, og det eneste der overlades til os er, hvorvidt vi kan lide hvidløgs- eller olieeddikedressing. Om det er trist? På sin vis ja, men modsat må vi bare blive beviste om, at valget af kaffe intet har at gøre med de valg som eksistentialismen taler om. Det er trods alt bare et valg om, hvilken kaffe man bedst kan lide. Ansvaret for vores liv ligger trods alt endnu ikke i hænderne på de store, internationale brands som Levi s, Diesel, Nike og Adidas, men os hos selv. Også selv om disse mærkevarer gerne vil tro det anderledes. Behøver jeg at tilføje, at jeg aldrig siden har forsøgt at bestille en ganske almindelig kop kaffe, og at jeg dagen efter, som sædvanlig, bestilte en skummetmælks café latté uden skum.