DEN RELATIONSORIENTEREDE LÆRER



Relaterede dokumenter
Hvordan høre Gud tale?

Gør den svære samtale til et frugtbart samarbejde

Nye initiativer: Dialog, behandling eller social kontrol

Det fællesskabende møde. om forældresamarbejde i relationsperspektiv. Artikel af cand. psych. Inge Schoug Larsen

Skab plads til det gode arbejdsliv!

Rammeplan for det pædagogiske arbejde med de 0-10 årige. - om det betydningsfulde i børns læring og udvikling

Lykken er at føle sig god nok, præcis som man er.

Gruppevejledning i et systemisk perspektiv. en guide til en vejledningsmetode for unge med særlig behov for vejledning i ungdomsvejledningen.

De tre domæner på Skovgården

11 HVORDAN MESTRER VI TAB?

Et skridt i den rigtige retning betyder jo ikke, at man stopper

DE KAN IKKE TALE, MEN HVOR KAN DE SIGE MEGET!

Hvad har børn brug for at tale om for at håndtere hverdagen efter mors eller fars død?

DE MENTALE LOVE MÅDEN SINDET FUNGERER PÅ

Diakonalt nærvær fællesskab, der rækker ud

Der eksisterer kun et problem

Kunsten at finde hinanden - Løsningsfokuseret konflikthåndtering

Den svære anden bølge

PERSONLIG OG FAGLIG UDVIKLING FOR BØRN OG UNGE

Hvis din hest er død - så stå af

DU ER IKKE ALENE. Tanker og følelsesmæssige reaktioner efter hjertekarsygdom

INTERVIEW: HVAD ER TILLIDENS NUANCER?

FEEDBACK. - redskab for personlig og organisatorisk udvikling. "Feedback er berøring. Mennesker behøver berøring" Guro Øiestad

Konflikt- håndtering

kære forældre, søskende og bedsteforældre, kære medarbejdere og sidst men ikke mindst kære dimittender. Tillykke med overstået - eller tør jeg sige

DAVID G. BENNER. At åbne sig for Gud. Lectio divina som ramme for et liv i bøn

Transkript:

DEN RELATIONSORIENTEREDE LÆRER EN KOMMENTAR TIL DOKUMENTARFILMSERIEN MIN BEDSTE LÆRER Foto: Stig Stasig Af Per Schultz Jørgensen Professor emer., dr. phil. Når talen er om den bedste lærer, man har haft, bliver tankerne og overvejelserne let fokuseret på noget meget personligt. Det var en lærer, der som menneske trådte ind i ens liv og betød noget helt særligt. Fx som et menneske, der troede på en, der støttede, der hjalp, der kom hjem til én, den dag hvor alt brasede sammen. Eller måske den lærer, der tog ens hånd og holdt fast. Det er det menneskelige, det følelsesmæssige, det personlige. Og vi har det som en dyb varm oplevelse, og for mange vil det være en livslang erindring, der hører til de meget vigtige erfaringer i livet. Selv husker jeg en lærer, der kom til at betyde temmelig meget for mig. Det var efter et mislykket skoleforløb på den stedlige latinskole, hvor jeg så mødte en lærer på en privat realskole, der havde nogle positive og klare forventninger til mig. Han så noget i mig, der gav mig en oplevelse af, at jeg ikke var mislykket og jeg oplevede nok for første gang i mit skoleliv, at jeg kunne noget, og at nogen regnede med mig. Jeg blev set af læreren, og jeg er ikke i tvivl om, at det satte noget i gang hos mig, der har påvirket mig i alle senere faglige aktiviteter og udfordringer. Sådan er det også i dag. En lærer, der træder i karakter, er en lærer, der er nærværende, og som ser sine elever som andet end elever, nemlig som små eller

store mennesker, der rummer muligheder. Det er en lærer, der tør mene noget, der er troværdig hvad der også omtales som den autentiske lærer. Og nu nærmer vi os spørgsmålet, om en sådan lærer ikke er så meget mere menneske og nærtstående voksen end egentlig lærer i ordets traditionelle betydning? Er det følelsesmæssige i kontakten ikke sket på bekostning af det faglige, sådan at læreren mere tænker i børn end i elever? En lærer skal vel ikke være behandler eller terapeut, men netop en, der står for undervisning. Så kan man ikke gå for langt ind i alt det føleri, som tiden jo i øvrigt er så fuld af? Dokumentarserien Min bedste lærer giver sit eget helt oprigtige og troværdige svar på disse spørgsmål og andre af samme type. Derved bliver den efter min mening et fantastisk godt grundlag for at overveje, hvordan vi i dag finder frem til en lærertype, der kan være både menneske og underviser. Hvad er seriens svar? Hvis jeg skal give et kort bud, så siger Min bedste lærer, at det helt og aldeles afgørende i dag er, at læreren kan arbejde med sig selv, med sine relationer og selv står for noget. Læreren skal have en troværdighed, der lader sig opleve af eleverne som lærerens tro på sig selv, sin faglighed, sine virkemidler. Og læreren skal være klar over sin egen rækkevidde i forhold til eleverne. Det er en sådan udstråling af indre og ydre overbevisning, der for mig at se er seriens store styrke. Her ser vi en lærer, der formår at knokle med sig selv og sin læreradfærd uden at være hverken usikker eller det modsatte: arrogant i sin skråsikkerhed. Det er en lærer, der virker ved sin afslappede ro. Derfor virker læreren åben som model for indlevelse: det er en vi kan se os selv i og drømme om at kunne leve op til. Den bløde autoritet, der virker ved sin blotte form og ægthed. Det andet vigtige træk for mig er relationsarbejdet og bag det troen på det barn, den elev eller det menneske, der lige nu indgår i en relation med dig. Det er hele tiden relationen, der er i centrum. Uden relation kan man ikke praktisere en faglighed. Man kan ikke undervise ud i den blå luft. Det er ikke nok, at der er elever, der skal også være en lærer. Men det er heller ikke tilstrækkeligt, der skal også være relationer mellem læreren og eleverne. Og det er disse relationer, der skaber glæden og troen på fagligheden. De lægger grunden til elevens arbejde med fagligheden og ikke mindst med deres egen rolle i udviklingen af deres faglighed. Min bedste lærer viser fornemt, hvordan overvejelser af denne art ikke behøver at være luftige og teoretiske, men ganske jordnære og tæt på hverdagen i en skolesammenhæng. De praktiseres af en lærer, der uden større armbevægelser bare går ind i et samarbejde, et fællesskab, en forhandling, en formaning, en trøst, en overtalelse eller hvad vi nu kalder alle de mange relationsformer, vi deltager i en dag igennem. Men det er ikke gjort med det. Der er noget andet på spil i det relationsarbejde, vi ser i serien. Men hvad er det? En relation er noget uhåndterligt, som kan være svært at beskrive. Marcel Proust siger et sted i sit store værk På sporet af den tabte tid, at båndet mellem mig og et andet menneske eksisterer kun i min tanke. Når man hører det første gang, afviser man måske hans ord og tænker, at hvis det var sandt, så er alle menneskelige bånd jo rent hjernespind. Og det er de da ikke vel? Proust har ret, men det betyder ikke, at alle bånd er hjernespind. På den ene side er der interaktionen, det er udvekslingen mellem os, det er de kontante ting, vi rækker til hinanden, det er hjælpen, hånden, saltet rakt ind over bordet osv. Relationen er det vi håber på, tror på, ønsker os, det er vores fortolkning af den hånd, der bliver rakt frem. Hånden i sig selv er ikke noget, det er vores tolkning af dens betydning, der siger os alt. Et bånd mellem mennesker rummer glæde, kærlighed, vrede, ængstelse det er alle de følelser og betydninger, som vi lægger i vores verden og ikke mindst i vore forhold til andre mennesker. Disse følelser kan vi ikke se, dem skal vi tolke og vi skal afprøve, om de holder. Det betyder, at interaktionen sproget, handlingerne, genstandene som vi udveksler skal sættes ind i en forståelse, der handler om vores tiltro til hinanden, vores nærhed, vores anerkendelse af hinanden, vores gensidige respekt osv. Kærlighed kan ikke ses, den kan føles, og den kan fortolkes i handlingerne, men den skal hele tiden bekræftes. Det gælder alle kærlighedsforhold, også de stærkeste: kærligheden skal bekræftes igen og igen og alligevel kan selv den mindste misforståelse bringe den ud af kurs.

Serien Min bedste lærer er enestående, fordi den er i stand til at vise både lærerens undervisningsmæssige handlinger og demonstrere, at læreren kan give dem den troværdighed, der skal til, for at de kan blive oplevet og fortolket som udtryk for ægte menneskelig varme og tiltro til eleverne. Det er læreren, der kan arbejde med sin relation ved blandt andet at skabe overensstemmelse mellem det, hun gør og det elever kommer til at opleve som menneskelige, varme og personlige følelser. Seriens svar på spørgsmålet om en lærer ikke kan blive for meget af det menneskelige på bekostning af det faglige er, at det er en falsk problemstilling. De ting hænger nemlig sammen i den gode lærer. Det er serien et overbevisende svar på. Derfor siger Min bedste lærer også, at megen af den aktuelle diskussion om test, prøver, paratviden osv. er en alt for snæver fokusering på, hvad der skal ske i skolen. Det helt afgørende, siger serien om Min bedste lærer, er at læreren udstråler den kompetence, der sætter faglighed og menneskelighed ind i samme fokus: den personlige bearbejdning af viden frem mod kundskab. Jeg tror der kan arbejdes med Min bedste lærer på flere måder. En af dem er som ren inspiration ved at opleve en lærer, der kan bruge sig selv og igennem denne proces også fornyr sig selv. En anden er gennem konkret diskussion af en række af de temaer, der er oppe i serien: elevernes, lærernes og forældrenes styrkesider og svage sider. Er der fx elever, der ikke uden videre kan indgå i et sådant relationsbaseret lærerarbejde? En tredje måde at bruge serien på er at forsøge at tage metodikken med relationsarbejdet op helt personligt og omsætte det i praksis. Prøv det i dit arbejde med de elever, du har kontakt med, prøv enkelte træk fra serien, overvej hvordan de går ind i din form og nå måske frem til, at den rene efterligning ikke duer, der skal noget andet til, der langt mere handler om, at du skal finde din egen form for relationsorienteret lærerarbejde. Hvis et sådant arbejde sætter perspektivet: det personlige lærerarbejde i gang så må seriens mål være nået. Per Schultz Jørgensen, juni 2007 www.myrhus.dk Min bedste lærer Danmark 2006 100 min. Instruktion: Louise Kjeldsen og Louise Detlefsen Fra Det Danske Filminstituts katalog: For mange har mødet med en lærer haft en afgørende betydning. At møde en person, som værdsætter den enkelte elevs evner og giver dem lyst til at lære og udvikle sig. Det kræver lærere, der ikke bare er fagligt dygtige, men autentiske mennesker, der tør bruge deres egne følelser og erfaringer i klasselokalet. I dokumentarserien "Min bedste lærer" følger vi Camilla Hoffmann en usædvanlig kompetent og nærværende klasselærer igennem et hårdt skoleår. Camilla Hoffmann arbejder på Hylleholt-skolen i landsbyen Fakse Ladeplads, og filmholdet skildrer hendes arbejde med de enkelte elever og deres forskellige problemer: præstationsangst, pige-konflikter, ordblindhed og mobning. Gennem samtale, nærvær og en til tider barsk konfliktløsning formår Camilla at styrke elevernes selvtillid og hele klassens fællesskab. Min bedste lærer distribueres på dvd af Det Danske Filminstitut. Seriens 4 afsnit er samlet på én dvd. Bestilling: Biblioteksmedier A/S www.biblioteksmedier.dk telefon 4486 7888 email kundeservice@bibmed.dk Pris: 200 kroner inkl. moms og forsendelse Bestillingsnummer (dvd): 26573912 DFIs netkatalog: www.dfi.dk/katalog