De ældre, de midaldrende og de yngre

De ældre, de midaldrende og de yngre En undersøgelse af tre kohorter af nuværende og kommende ældre Kirsten Thomsen Institut for Statskundskab Arbejdspapir 2003/07 1

Institut for Statskundskab Københavns Universitet Rosenborggade 15 1130 København K ISSN 0906-1444 ISBN 87-7393 - 522-0 2

De ældre, de midaldrende og de yngre. En undersøgelse af tre kohorter af nuværende og kommende ældre. 3

Indhold: 1. Indledning...8 2. Den empiriske undersøgelse af de tre generationer...9 3. Undersøgelsens tre generationer...11 4. Danmark 1920-1999 - de tre generationer historiske periode...15 5. De tre generationers personlige baggrund samt nuværende livsfase...18 6. Hvilke personlige ressourcer besiddere de tre generationer, når det drejer sig om at øve indflydelse på egen tilværelse?...22 7. Hvilke værdier spiller en rolle i de tre generations forhold til samfundet og dets indretning?...33 8. Solidaritet med de ældre...40 9. Konklusion. De tre generationer og fremtidens ældre...45 10. Diskussion...48 Hvad vil befolkningsaldring betyde for den politiske proces i de nærmeste år?...48 Litteratur...54 Tabelbilag...56 4

5

Abstract The elderly, the middle-aged, and the young. A study of three cohorts of current elderly and the elderly of the coming years. This article deals with three cohorts representing the current elderly, the middle-aged, who will be the elderly of tomorrow, and the young, the elderly of the future. The aim of this article is to provide a description of the current generation of elderly people, as well as of the generations who will become elderly over the next 30 years in Denmark. What characterises them today? Which personal and social resources do they possess? What kind of social commitment do they express? What are their attitudes and values with regard to society and the country's elderly? Are there differences in the attitudes of the various generations towards the elderly, and can generation gaps be said to exist? The study is based on the author s own analysis of material drawn from the Danish section of the 1999 European Values Survey. The overall conclusion is, that the middle-aged and the young represent tomorrow's elderly and the elderly of the future will represent a new kind of elderly people. Both generations are better educated than the current elderly, and the growth and development of the welfare state has provided them with conditions during their upbringing that have conditioned their expectations with regard to old age. Both generations are also marked by the long-term trends that characterise the current late modern period: detraditionalisation and individualisation, as well as reflexivity. All in all, it appears that the elderly population of the coming years will be more resourceful and active than the current elderly, and will be prepared to use various channels to articulate their interests. The study does not indicate any differences in the level of solidarity with the elderly in the country as a whole. Documentations of the results will be found in the tables in the end of the paper. The article concludes with a discussion of the impact that the ageing of the population may have on the political process and the social policy towards the elderly over the next few years. Kirsten Thomsen July 2003 6

7

De ældre, de midaldrende og de yngre. En undersøgelse af tre kohorter af nuværende og kommende ældre. 1. Indledning Rapporten handler om den nuværende ældregeneration og de kommende ældregenerationer i Danmark inden for de næste 30 år. Formålet er at give et signalement af disse generationer. Hvad kendetegner dem i dag? Hvilke personlige og sociale ressourcer besidder de? Hvilket samfundsmæssigt engagement lægger de for dagen? Hvilke holdninger og værdier har de, når det drejer sig om samfundet samt de ældre i landet? Kan man tale om generationsforskelle i holdninger til de ældre, og er der tale om generationskløfter? Rapporten afsluttes med en diskussion af, hvad befolkningsaldring kunne betyde for den politiske proces og ældrepolitik de nærmeste år? Kan befolkningsaldring tænkes at give anledning til socialpolitiske forandringer, eller kan den tænkes at blive en barriere mod socialpolitiske reformer? Problemstillingen belyses empirisk gennem en karakteristik af tre kohorter, der hver repræsenterer en idealtypisk livsform som henholdsvis ældre (yngre folkepensionist), midaldrende (typisk i erhvervsaktiv alder uden hjemmeboende børn) samt yngre (typisk i erhvervsaktive alder med små børn). Disse tre generationer udgør de nuværende ældre, morgendagens ældre og fremtidens ældre. 8

2. Den empiriske undersøgelse af de tre generationer I undersøgelsen anvendes datamaterialet fra den danske del af den europæiske værdiundersøgelse i 1999. Denne værdiundersøgelse omfatter et tværsnit af den danske befolkning 18 år og derover og bygger på en tilfældig stikprøve. Der blev opnået interviews med 1.023 personer, hvilket svarer til en besvarelsesprocent på 56,7, hvilket er en tydeligt lav svarprocent (Gundelach, Peter (red.), 2002:301). Undersøgelsens generations- og ældrebegreb I undersøgelsen defineres en generation som en gruppe mennesker, der er født og opvokset inden for en historisk periode med - i store træk - forholdsvis ens samfundsmæssige vilkår og muligheder. Ved operationaliseringen af generationsbegrebet er der anvendt fødselsårgange. Der er lagt vægt på at reducere aldersspændet mellem personerne inden for en generation, således at lighed i deres historiske baggrund bliver størst mulig. Ligeledes har det været afgørende, at der er visse typiske fælles træk inden for en generation, hvad angår livsform, og at disse træk adskiller generationen markant fra hver af de to andre generationer i undersøgelsen. Endelig er der lagt vægt på, at aldersspændet mellem de yngste i en generation og de ældste i den efterfølgende generation skulle være mindst 10 år. Som nedre aldersgrænse for undersøgelsens ældrebegreb er valgt folkepensionsalderen, der på undersøgelsestidspunktet var 67 år. Det er den alder, hvor de fleste træder ind i en ny social livsfase og livsform, idet de lægger arbejdslivet bag sig og oplever et brud med nogle sociale roller. Som øvre aldersgrænse er 79 år valgt under hensynet til kravet om aldersspænd inden for en generation. Dermed adskiller undersøgelsen sig fra nyere dansk socialforskning, der sætter 60 år som aldersgrænsen mellem de ældre og den øvrige del af befolkningen. I 1999 kunne borgerne fra deres fyldte 60. år gå efterløn 1, og mange havde benyttet sig af denne mulighed, der dermed for mange, men 1 På undersøgelsestidspunktet i 1999 omfattede efterlønsordningen aldersgruppen 60-66 år, og folkepensionsalderen var 67 år og derover. 9

langt fra de fleste var starten på en tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og begyndelsen på en ny livsform. Flere socialforskningsundersøgelser 2 skelner mellem de 60-74 år (de unge ældre) og den resterende del af ældrebefolkningen. De 60-74-årige er oftest aktive og har et godt helbred og kan iflg. lovgivningen ikke stille de samme krav til kommunernes socialforvaltninger som de 75-årige og derover, der blandt andet er omfattet af ordningen med forebyggende hjemmebesøg for borgere, der er fyldt 75 år. De 80-100-årige har haft socialforskningens særlige bevågenhed, da de ofte er den svage del af ældrebefolkningen og har brug for omfattende pleje og omsorg 3. De ældre i betydningen alle over 60 år er således en meget heterogen gruppe både socialt og helbredsmæssigt. Også hvad angår de yngre ældre (60-74-årige) er der tale om en heterogen gruppe. Bort set fra, at de har det til fælles, at de kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, da de fyldte 60 år, og mange benyttede sig af det, så er der også store forskelle mellem disse 15 årgange. De 60-66-årige og de 67-74-årige er født før 2. verdenskrig og har rod i gamle Danmark, der dog i langt flere år har været med til at præge de 67-74-åriges opvækst og ungdom end de 60-66-åriges. Man kan således med rimelighed tale om to historiske generationer. Deres nuværende livsfase har flere træk til fælles: De lever eller har levet i parforhold og har voksne, typisk ikke hjemmeboende børn, men de adskiller sig i deres tilknytning til arbejdsmarkedet, hvor der er flere erhvervsaktive blandt de 60-66-årige end blandt de 67-74-årige 4. Undersøgelsens begreb nuværende ældre dækker de yngre folkepensionister (de 67-79-årige) og medtager således ikke de 60-66-årige yngre ældre og de gamle folkepensionister (80-årige og derover) 5. 2 Se fx Bunnage, David, 1996. De unge ældre i 1990 erne. Socialforskningsinstituttet 96:18, København 1996. 3 Se fx Boll Hansen, Eigil & Platz, Merete (1995). De 80-100-åriges levekår. AKF og SFI. SFIs rapport nr. 95:14 1995. 4 Kilde: Statistisk Årbog 2002. Danmarks Statistik. Fig. 2. Befolkningens tilknytning til arbejdsmarkedet 2001. 5 Af statistiske grunde har det været nødvendigt at vælge 15 årgange. De er født inden 1933 og er vokset op samt været unge inden 2. verdenskrig og efterkrigstidens ophør. 10

3. Undersøgelsens tre generationer Undersøgelsens ældre er de nuværende ældre i aldersgruppen 67-79-årige (de yngre folkepensionister), dvs. de har alle har passeret folkepensionsalderen, og de fleste har lagt arbejdslivet bag sig, men de tilhører endnu ikke gruppe de gamle (80 år og derover). De midaldrende er morgendagens ældre. De er omkring de 50 år og har lagt børnefamilien som livsform bag sig. De er stadig i de erhvervsaktive aldre, men tilbagetrækningsårene som fremtidsperspektiv er rykket nærmere, og alderdommen visualiseres for dem, der stadig har deres forældre. De yngre er fremtidens ældre og er i trediveårsalderen. De befinder sig i den del af livet, hvor de fleste har etableret sig erhvervsmæssigt og familiemæssigt. Fremtidsperspektivet de kommende 10-15 år er forpligtelser over for børn. Forpligtelse over for egne unge forældre er ikke aktuel, og forpligtelse over for bedsteforældre og andre ældre i familien er deres forældres opgave og statens ansvar. Deres egen tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og alderdommen er en fjern fremtid, og planlægning af disse livsfaser er ikke de meste presserende problemer for denne generation. Operationalisering af de tre generationer Undersøgelsens tre generationer er bestemt ud fra alder på interviewtidspunktet, dvs. operationaliseret ved hjælp af oplysning om interviewdato samt fødselsdato og år. De ældre (67-79-årige) er født 1920-1932, dvs.12 fødselsårgange; 42 mænd og 56 kvinder; i alt 98 interviewede. De midaldrende (47-53-årige) er født 1946-1952, dvs. 7 fødselsårgange; 77 mænd og 80 kvinder; i alt 157 interviewede. De yngre (31-37-årige) er født 1962-1968, dvs. 7 fødselsårgange; 72 mænd og 81 kvinder; i alt 153 interviewede. I 2017 og knapt 20 år efter interviewenes gennemførelse vil de nuværende ældre være 85-97 år; morgendagens ældre vil være 65-71 år, dvs. alle folkepensionister som 65-årige, forudsat at den nedsatte folkepensionsalder (65 år) stadig holder. Fremtidens ældre vil være 49-55 år, og for dem vil tilbagetrækningsaldrene og folkepensionsalderen være rykket nærmere, dog afhængig af, om de 11

nuværende ordninger for efterløn fortsat eksisterer til den tid, hvor de 60-årige og derover forventes at udgøre en relativt stor del af den voksne befolkning. I 2002 udgjorde de 60-årige og derover 25 % af den voksne befolkning (18 år og derover) og forventes at stige til 32 % i 2020. De 60-åriges andel af den samlede befolkning udgjorde i 2002 20 % og forventes at stige til 25 % i 2020 og 28 % i 2030 6. Fremstilling af det statistiske materiale Alderskategorierne ( generationerne ) sammenlignes med henblik på at identificere forskelle og ligheder mellem generationerne samt tendenser i svarmønstrene. For overskuelighedens skyld omtales de 3 generationer i teksten og i tabellerne som henholdsvis de ældre, de midaldrende og de yngre. Undersøgelsens statistiske resultater præsenteres dels i teksten, dels i rapportens tabelbilag i form af hyppighedstabeller med angivelse af procentvise andele inden for hver generation. Der er foretaget chi-square test og sign. test samt beregning af adjusted residual. I teksten skal procenter i parentes som f.eks. (87 %, 77 %, 56 %) læses som de ældre: 97 %, de midaldrende: 77 % og de yngre: 56 % i nævnte rækkefølge. Undersøgelsens paradigme Undersøgelsen er deskriptiv. Formålet er at give et signalement af hver generations ressourcer og værdier. Beskrivelserne vil blive uddybet med nogle overvejelser over, hvad hver enkelt generations historiske baggrund, typiske livsform (sociale livsfase) og aldring (biologiske livsfase) samt perioden op til interviewtidspunktet 1999 kan have haft af betydning for en generations ressourcer og værdier. Denne tilgang bygger på nogle antagelser, som er grafisk fremstillet i fig.1 og kommenteret i teksten nedenfor. 6 Kilde: Danmarks Statistik. Befolkning og valg 2002:11. 4. juli 2002, tabel 7 og 8. Landsfremskrivning 2002-2040. 12

Fig. 1. Paradigme Aldring (biologisk livsfase) Ressourcer Generation Livsform Adfærd (opvækst og socialisering) (social livsfase) Periode (Historiske hændelser og tidstypiske tendenser) Værdier - Generationseffekter. Hver generations individer har overordnet set fælles erfaringer, fordi de er opvokset i samme historiske periode og dermed under samme kulturelt betingede socialiseringsvilkår. Forskelle mellem de tre generationer senere i livet kan skyldes, at de i barndommen og ungdommen har internaliseret forskellige værdier, der ikke har ændret sig senere i livet. - Livsformeffekt. Livsformer, der typisk er knyttet til bestemte sociale faser af livet, har indflydelse på individernes ressourcer og værdier. De 3 generationer er udvalgt som repræsentanter for 3 idealtypiske livsformer og livsfaser, der formodes at præge deres holdninger til de ældre og deres egen alderdommen. - Periodeeffekt. Alle generationer er påvirket af fremherskende forhold og strømninger i samfundet i en bestemt historisk periode. Her tænkes på kortvarige forhold som arbejdsløshed, økonomisk vækst, 68er ungdomsoprøret og mere langsigtede samfundstræk som detraditionalisering, stigende individualisering, globalisering, øget kommunikationsintensitet og IT. Værdier ikke er uforanderlige, men kan påvirkes af tidstypiske hændelser og langsigtede forandringer, der har forskellig effekt på de forskellige generationer. 13

- Aldringseffekt. I takt med, at en person bliver ældre, sker der en modnings- og/eller aldringsproces der alt andet lige sætter sit præg på personens ressourcer og værdier. Henvisningerne til ovennævnte, uafhængige effektvariabler i diskussionerne om, hvad der kan ligge til grund for de observerede forskelle og ligheder mellem generationerne, og om disse forskelle og ligheder vil være uændret, når generationerne bliver ældre, er ad hoc prægede, hypotetiske og eksplorative. Undersøgelsens materiale og oplæg giver ikke anledning til systematisk at efterprøve hypoteser om sammenhænge og udviklingstendenser, og det er heller ikke formålet. Undersøgelsen er en generationsundersøgelse. Formålet er at beskrive ligheder og forskelle mellem generationerne som helheder samt komme med nogle formodninger om disse forskelles og ligheders stabilitet og dermed om, hvad de indvarsler med hensyn til den fremtidige ældrebefolknings ressourcer og værdier. 14

4. Danmark 1920-1999 - de tre generationer historiske periode De tre generationer er født i årene 1920 1968. Årene 1920 og frem til undersøgelsesåret 1999 er en historisk periode, hvor det danske samfund har gennemgået en omfattende udvikling og omstilling. Det er ikke hensigten at give en dybtgående karakteristik af denne periode. Fremstillingen samles omkring nogle samfundsmæssige forhold inden for disse 80 år, som hver på deres måde i en bestemt periode kan have præget hver af de tre generationers erfaringer, alt efter hvilken fase af livet den pågældende generation befandt sig i på det pågældende tidspunkt. Det drejer sig om økonomiske forhold og beskæftigelse, familieinstitutionelle forhold, statens rolle i forhold til civilsamfundet samt den sociale forandringshastighed (globaliseringen). Tiden før 2. verdenskrig var på mange måder en periode med et stabilt og overskueligt samfund, men også problemfyldt for mange mennesker. Op til midten af 1930erne var samfundet præget af stor social ulighed og arbejdsløshed - sidstnævnte blev yderligere forstærket af de strukturelle ændringer, der fulgte med landets overgang fra landbrugssamfund til industrisamfund og vandringer fra land til by. Arbejdsomme og trange kår var vilkårene for en stor del af befolkningen. Med en række love i socialreformen af 1933 skete der en stor ændring i velfærdspolitikken, og i slutningen af perioden indtraf der en vis økonomisk forbedring for mange grupper. Disse økonomiske og politiske samt demografiske ændringer gav næring til fremvækst af en lønarbejderkultur på bekostning af den gamle bondekultur, men familieinstitutionen og kønsrollemønstret og forholdet mellem generationerne blev ikke nævneværdigt berørt af denne udvikling. Danskerne var i den periode vidne til omfattende økonomiske og politiske ændringer, men privatsfæren var fortsat gamle Danmark. Anden verdenskrig satte Danmark på vågeblus. Årene efter anden verdenskrig frem til slutningen af 1950erne var præget af genopbygning uden de helt store samfundsmæssige ændringer. Familieinstitutionen og forholdet mellem generationerne fulgte fortsat det traditionelle mønster. Alt i alt var perioden ikke præget af nævneværdige strukturelle eller institutionelle ændringer, men økonomisk fremgang i slutningen af perioden indvarslede dog set i bakspejlet et farvel til gamle Danmark 15

Med telefonien og radio fremkomst i årene før krigen var der sket en intensiveringen af kommunikation og information, og med TV i slutningen af 1950-erne blev kontakten med og informationen om verdenen udenfor udvidet og yderligere intensiveret. TV bragte omverdenen ind i stuerne og indvarslede kulturel globalisering, og TV som forbrugsgode blev på mange måder et signal om den økonomiske vækst og det øgede forbrug, der skulle komme til at præge det danske samfund de næste 15 år. Økonomisk vækst betød efterspørgsel efter arbejdskraft samt i hjemmene behov for finansiering af de nye forbrugsgoder. Dermed var grundstenen lagt til to-forsørgerfamilie samt til velfærdsstatens udbygning i form af institutioner, der kunne overtage nogle af hjemmenes arbejdsopgaver (børnepasning og ældreomsorg). Udviklingen skaffede deltidsarbejde til kvinderne, der blev udearbejdende og medforsørgere af familien. Alt i alt blev danskerne i den periode vidne til økonomiske vækst og nye forbrugsmønstre samt et opbrud i vante familiemønstre. Ungdomsoprøret i 1968 var et kulturelt generationsoprør, der kan ses på baggrund af denne udvikling. Selv om det kun var en begrænset del af middelklassens unge, der aktivt deltog i dette oprør, så satte denne begyndende opløsning af traditionelle normer samt de nye strukturelle forhold, der lå til grund herfor, sine spor i den enkelte borgers værdier og forventninger til fremtiden. Traditionelle familie- og kønsrollemønstre blev brudt op og efterlod mange i en normativ vildrede og med personlige konflikter. Fælles forsørgerbyrde blev norm for kernefamilien. Forventninger om en bestemt levestand med stigende forbrug voksede frem i takt med forventningerne til en velfærdsstat, der skulle varetog en del af den traditionelle kernefamilies arbejdsopgaver så som børnepasning og ældreomsorg. Velfærdsstaten, der blev udbygget i en økonomisk opgangsperiode, blev med sit sociale sikkerhedsnet værdsat som garant for fortsat god levestandard for de fleste, og forventningerne blev ikke påvirket af, at arbejdsløshed og økonomisk stagnation satte ind fra midten af 1970erne og langt ind i 1980erne. Selv om danskerne blev vidne til, at økonomisk gode tider ikke er en naturlov, så rokkede det ikke ved den opfattelse, at velfærdsstaten er kommet for at blive og garanterer borgerne en fortsat rimelig levestandard nu og i fremtiden. Med informationsteknologiens fremmarch i 1990erne i samfundet og helt ind i hjemmene rykkede verdenen og dens omskiftelser og risici det enkelte menneske nærmere. Den nye teknologi og den viden, den transporterer, fik afgørende indflydelse på økonomi og politik og på sociale relationer i hverdagen og borgernes bevidsthed. En af konsekvenserne af denne udvikling er, at folk relativerer og reflekterer deres værdier. 16

Med informationsteknologien er det muligt at tegne avancerede scenarier og legitimere sandsynligheden for en fremtid præget af hidtil ukendte risici. Et af disse scenarier knytter sig til hele spørgsmålet om befolkningsaldringens betydning for de fremtidige generationers levestandard. Den økonomiske fremgang, der har været i 1990erne er mod slutningen af decenniet blevet erstattet af økonomisk stagnation. Samtidig varslede befolkningsprognoser en befolkningsaldring og dermed en større forsørgelsesbyrde for de kommende erhvervsaktive generationer. Det har sat hele spørgsmålet om velfærdsstatens fremtid på den politiske dagsorden og har i pressen rejst en offentlig debat om intergenerationssolidaritet og generationskløfter. Fremtiden er på en helt anden måde blevet nærværende og er med til at præge den enkeltes værdier og adfærd. 17

5. De tre generationers personlige baggrund samt nuværende livsfase De nuværende ældre 7 er alle mellem 67 og 79 år. De voksede op før eller under 2. verdenskrig og etablerede sig familie- og erhvervsmæssigt i genopbygningsårene frem til 1960. De har rod i det gamle Danmark med dets klassebestemte skole- og erhvervsuddannelsesmønster samt traditionelle familie- og kønsrollemønster. Kun hver femte gennemførte skoleuddannelsen med grundskoleeksamen (21 %), og knapt hver tiende (8 %) gennemførte gymnasiet. Det typiske erhvervsuddannelsesmønster er ingen erhvervsuddannelse (46 %) eller faglig uddannelse (34 %). Som 67-årige og derover i 1999 er de alle folkepensionister, og det er det ikke overraskende, at størstedelen ikke er erhvervsbeskæftigede (96 %) på undersøgelsestidspunktet. For mændenes vedkommende drejer det sig om mere end 9 ud af hver 10. mand (93 %) og for kvinder så godt som alle (98 %) 8. Mere end halvdelen (55 %) lever i fast parforhold (64 % af mændene og 48 % af kvinderne), og næsten alle (94 %) er gift med partneren. 19 % har tidligere levet i et fast parforhold uden at være gift, og 93 % er eller har været formelt gift. Størstedelen (90 %) har egne børn, typisk 2-3 børn, men i husstandene findes ingen børn under 18 år. De 67-79-årige udgør således en ikke-erhvervsaktiv generation, hvis formelle skole- og erhvervsuddannelsesressourcer er begrænsede. De har fulgt det traditionelle familiemønster med lovformelige ægteskaber og hjemmegående husmødre, og har en familie med flere egne, ikke længere hjemmeboende børn. Knapt halvdelen er enlige, og den anden halvdel lever i et parforhold, og kun et mindretal (15 %) har tidligere levet i et fast parforhold uden at være gift. Med efterlønsordningens indførelse i 1979 tilhører de den første generation, der kunne benytte sig af denne ordning om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet som 60-årig, hvilket en stigende andel af hver aldersgruppe i denne generation har benyttet sig af gennem årene. Deraf tilnavnet efterlønnerne. 7 Beskrivelsen af de tre generationers personlige baggrund og nuværende livsfase bygger på undersøgelsens resultater, der alle findes i rapportens tabelbilag. Se tabellerne 1 9. 8 Kønsvariablen benyttes i undersøgelsen kun som en karakteristisk af en pågældende historiske periodes kønsrollemønster. Materialet er for lille til, at man med rimelighed kan inddrage denne variabel i undersøgelsen af ressourcer og værdier. 18

Morgendagens ældre er midaldrende. De er vokset op i takt med udbygningen af det nye Danmark i årene omkring1960 og frem til 1970erne, hvor den økonomiske fremgang og velfærdsstatens udbygning gav denne generation nogle gunstige livsvilkår, der vil følge dem i deres alderdom. Af denne grund omtales generationen ofte som medvindsgenerationen. Der er med denne generation sket et skift i skoleuddannelsesmønstret, hvor det typiske nu er, at mere 2 ud af 5 (41 %) har gennemført skoleuddannelsen med grundskoleeksamen og knapt hver femte (19 %) har gennemført gymnasiet. Også erhvervsuddannelsesmønsteret viser tegn på nye tider. Andelen med faglig uddannelse er tilnærmelsesvis (31 %) uændret i forhold til den forudgående generation, men flere får andre erhvervsuddannelser, typisk mellemlang uddannelse (30 %). Det er en generation, der stadig er erhvervsaktiv. Lidt over tre ud af fire (77 %) i denne generation er erhvervsmæssigt beskæftiget (mændene: 83 % og kvinder: 71 %) og en 2 ud af 3 er lønmodtagere med 30 timer eller mere om ugen (77 % af mændene og 60 % af kvinderne). Til forskel fra forudgående generationer, så vil kvindernes overgang til pension ikke blot indebære, at de passerer en aldersgrænse, men også at de mister sociale roller og dermed forbundne identiteter. Mere end 3 ud af 4 (77 %) lever i fast parforhold (80 % af mændene og 75 % af kvinderne), og 87 % er gift med partneren. 42 % har tidligere levet i et fast parforhold uden at være gift. 91 % er eller havde været gift. Størstedelen (93 %) har egne børn, og det typiske børnetal er to børn. 1 ud af 4 (27 %) bor i en husstand med børn under 18 år, typisk i aldersgruppen 13-17 år. De 47-53-årige repræsenterer således en generation, der på mange måder kan ses som de første repræsentanter for det nye Danmark. Selv om de ikke nåede at få fuld glæde af reformerne inden for skole- og erhvervsuddannelserne, så er de bedre uddannet end den forudgående generation. Toforsørgerfamilien holdt sit indtog i denne generation, hvor flere kvinder fik deltidsarbejde, og på trods af, at de i deres voksenliv oplevede nogle voldsomme brydninger på det familie- og kønskulturelle område i årene efter 1968, så hjalp den økonomiske opgangsperiode frem til slutningen af 1970erne og nogle gunstige fradragsregler på skatteområdet dem godt i gang i. De tilhører generationen, hvor frisindet holdt sit indtog i form af, at flere (42 %) har levet i et fast parforhold uden at være gift. I 1999 er de midaldrende og bor husstande, hvor børnene er flyttet eller er på vej til at flytte hjemmefra, og hvor de selv kan se frem til nogle økonomiske gode år med fortsat erhvervs- 19

indtægt og uden forsørgerforpligtelser. Takket være de forudgående års velstand vil de gode økonomiske forhold med en vis sandsynlighed fortsætte for flere af dem, når de passerer de 60-62 år og eventuelt vælger at gå på efterløn, eller når de bliver pensionister som 65-årige. Fremtidens ældre (de 31-37-årige) var børn under den fuldt udbyggede velfærdsstat ved indgangen til 1970erne. Det meste af deres tid fra vugge til voksenlivet har de tilbragt i offentligt finansierede institutioner (dagpleje - vuggestuer børnehaver skoler fritidshjem - uddannelsesinstitutioner). Af den grund har generationen fået tilnavnet børnehavegenerationen. Uddannelsesmæssigt er generationen den bedst rustede generation. Knapt 3 ud af 5 gennemførte skoleuddannelsen med grundskoleeksamen (59 %) og 2 ud af 5 gennemførte gymnasium eller HF (39 %). Der er ingen nævneværdig forskel på de to køn ud over en lille overvægt af kvinder med gymnasieuddannelse. Andelen af personer uden erhvervsuddannelse er faldet til 17 %; andelen med faglig uddannelse udgør 28 %, men den lille nedgang i forhold til generationen før dækker over en øgning i andelen med anden erhvervsuddannelse, typisk mellemlang uddannelse (37 %). Erhvervsbeskæftigelsesgraden er høj i denne generation (86 %), hvor mere end 9 ud af 10 mændene (93 %) og 8 ud af 10 kvinder (80 %) er erhvervsmæssigt beskæftiget. 78 % er lønmodtagere med mere end 30 timer pr. uge, heraf 9 ud af 10 mænd (89 %) og 7 ud af hver 10 kvinde (69 %) var lønmodtager med 30 timer om ugen eller mere. 4 ud af 5 (80 %) lever i fast parforhold (mænd: 70 %; kvinder: 87 %), og 67 % er gift med partneren. 64 % har tidligere levet i et fast parforhold. 61 % er eller har været gift. 3 ud af 4 (76 %) har egne børn, og det typiske børnetal er 1-2 barn. 94 % bor i husstande med børn. Børnene er typisk i aldersgruppen 0 til 5 år og 5 til12 år., dvs. der er typisk tale om småbørnsfamilier. De 31-37-årige repræsenterer den nye voksengeneration i Danmark, der er vokset op under den fuldt udbyggede velfærdsstat. De har haft længere skole- og erhvervsuddannelser sammenlignet med de forudgående generationer, og både mænd og kvinder er fuldtidserhvervsaktive og bidrager til forsørgelsen af den småbørnsfamilie, som de er del af. Også hvad angår familie- og kønsroller repræsenterer de noget nyt. Andelen, der er gift med deres samlever en mindre end forudgående generationer, og andelen, der tidligere har levet i fast parforhold uden at være gift, er større. De står over for at skulle etablere sig eller har lige etableret sig familiemæssigt i en periode med økonomisk 20

krise og velfærdsstatslige stramninger på institutionsområderne, hvilket rammer disse generation hårdt og uretfærdigt, set i lyset af deres egne gode opvækst- og ungdomsår samt deres forældres økonomiske gode karriereår og tilbagetrækningsvilkår. 21

6. Hvilke personlige ressourcer besiddere de tre generationer, når det drejer sig om at øve indflydelse på egen tilværelse? I dagligdagen stilles der i stigende grad krav til borgernes kompetencer og evner til at forstå og forholde sig aktivt til de udfordringer, som et moderne samfunds udvikling indebærer for deres daglige tilværelse. Mulighederne for at tilkendegive egne behov og interesser og dermed øve indflydelse på områder, som den enkelte borger anser for betydningsfulde for sin egen tilværelse afhænger blandt andet af personlige ressourcer, der er forbundet med at være integreret i det sociale liv, at have viden om og interesse for, hvad der rør sig politisk i samfundet, og ikke mindst af at have fysisk og psykisk formåen samt selvtillid. Disse forhold er ofte forbundet med generation og social livsfase samt aldring. Ligeledes kan særlige periodehændelser have givet nogle erfaringer, der kan bruges som en ressource senere i livet. Det kan eksempelvis nævnes, at på trods af, at hver generations uddannelsesniveau er lavere end den efterfølgende generations, så kan ikke blot livserfaringer, men også oplevede historiske hændelser (fx ungomsoprøret og tiden umiddelbart efter 1968) bidrage til, at der opbygges nogle særlige ressourcer, der kan bruges aktivt senere i løbet af livet. Generelt set svækkes denne ressourcekapital med tilbagetrækning fra arbejdslivet, der for de fleste betyder tab af sociale roller og i en vis forstand tab af en identitetsressourcer. Dertil kommer, at svækkelse af fysiske og psykiske kræfter i den sidste del af livet kan betyde, at aktivitetsomfanget og -niveauet indskrænkes og dermed mulighederne for at øve indflydelse på egen tilværelse. Sideløbende med denne personlige udvikling har der i de sidste 50 år været en hastig social forandring, der har transformeret eksisterende strukturer og institutioner. I dag stilles borgerne over for øgede krav om fleksibilitet og tilpasning til en tilværelse med nye udfordringer og risici. Jo ældre en person er, des vanskeligere kan det være at tilpasse sig denne samfundsudvikling. Man kan i den forbindelse eksempelvis nævne den stigende og omfattende digitalisering af den offentlige forvaltning, der stiller nogle krav til borgerne om kvalifikationer inden for IT-området, der ind til for få år siden ikke indgik det formelle uddannelsessystem. 22