Et løfte (10 - udkast) Af Simon Valentin Simon valentin5@gmail.com 26249212
SCENE 1 Int. Hospitalsstue. Dag. Det er sort et stykke tid. Derefter kommer et billede af en vase, med blomster i, kort til syne. Idet lyden fra en respirator høres, skifter billedet, og vi ser et maleri. Endnu en respiratorlyd høres og billedet skifter igen til et billede af et hospitalsur, der stressende tikker. Billederne vi ser er meget tætte på deres motiver, samt en smule utydelige. Til sidst ser vi i det fjerde klip alle de tre motiver i et skævt billede. Efter noget tid kommer en SYGEPLEJERSKE ind i billedet. Hun går over imod os. Vi kan se, hun har en æske i den ene hånd. Vi kan da ikke have, at du ligger på den måde hva? Hun tager hænderne ned imod os og retter billedet op, så det står lige. Nu skifter jeg dem lige okay? Hun putter to fingre helt ned i billedet, og tager fat i noget. Da hun tager hånden op igen, kan vi se, at hun har en speciel kontaktlinse i den. Hun tager hånden ned i billedet igen og fisker endnu en kontaktlinse op. Hun går ud af billedet, og vi kan høre, at hun smider kontaktlinserne ud. Billedet bliver mere og mere uskarpt. Så kommer hun tilbage. Det må du undskylde Daniel. Hun tager den ene hånd ned mod billedet, og lukker det, så der bliver mørkt. Vi hører lyden af en æske, der åbnes. Så åbner hun igen billedet med den ene hånd, og putter nogle friske kontaktlinser ned på billedet. Hun rykker billedet lidt frem og tilbage med begge hænder. Det gik jo fint. (smiler imod os) Hun retter lidt på noget under billedet, og tømmer tilsidst et blærekateter, som er fyldt med urin. Når men du får besøg lige om lidt (smiler), din kone ringede for 10 minutter siden. Sygeplejersken går igen.
CONTINUED: 2. Der bliver mørkt. Efter nogle sekunder kommer billedet igen til syne. I et dollyskud ser vi manden DANIEL (35) ligge i en hospitalsseng. Vi kan se på ham, at han er lam i hele kroppen. En respirator pumper luft ind i ham og en hjertemaskine måler hans puls. Han blinker ikke engang med øjnene, men på hvert øje sidder nogle specielle kontaktlinser, og sørger for at der kommer væske på hornhinderne, så hans øjne ikke tørrer ud. Foran ham på et bord, står en vase med blomster (hvide liljer), plus et billede af en kvinde og Daniel, med to børn. Døren går op, og en kvinde (32) kommer ind ad den. Hun sætter sig over i en stol ved siden af Daniel. DANIEL (VOICE OVER) Hvor lang tid skal jeg ligge her. Hvad hvis du aldrig rør mig igen.. Og børnene, hvad hvis jeg aldrig ser dem igen... Lene åbner sin taske og finder en negleklipper frem. Hun begynder stille at klippe hans negle. Efter lidt tid siger hun noget til ham. Jeg ved ikke, om jeg kan leve med det her (stilhed). Jeg er bange for, at miste alt det vi havde sammen... Og jeg er bange for, at du i virkelighede måske bare...bare gerne vil dø! (Dyb vejrtrækning) Hun stopper med at klippe hans negle, ligger negleklipperen fra sig, rejser sig op, og kigger ud ad vinduet. Imens hun kigger begynder hun stille at græde. Hun vender sig mod Daniel. Bjørn snakker hele tiden om, hvornår du kommer hjem og spiller fodbold med ham. Hun bevæger sig tættere på ham. Hvis du bare ville sige noget, gøre en bevægelse.
CONTINUED: 3. Vi ser et nær af Daniels øjne, de er fuldtstændig udtryksløse. Så rejser han sig op, og går over og kysser hende, men hun kigger bare knust over mod sengen. Han siger roligt noget til hende. DANIEL Jeg ville ønske, at jeg kunne holde om dig. Men... I næste billede ligger han igen i sengen helt lam. DANIEL(VOICE OVER) Det kan jeg ikke. Ingenting kan jeg! Lene tager vasen med blomster i fra bordet hen til vandhanen. Hun tager en dårlig blomst fra resten af buketten. Susanne siger, i har aftalt at hjælpe hinanden med at dø, hvis det her skete. Hun slukker for vandhanen (stilhed, hvor kun urets tikken høres). Men jeg kan ikke slå dig ihjel. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke se børnene i øjnene, hvis jeg gør det. Daniel står lige ved siden af hende, og kigger på hende. Men hvis du gerne vil dø, forstår jeg dig også godt. Døren går op. Lene og Daniel drejer hovedet mod døren, hvor en kvinde Susanne (36) kommer ind. Hun går over og krammer Lene. Daniel ligger nu igen i sengen ligeså lam som før. Susanne går hen til Daniel og kigger på ham. Hvis man ikke vidste det var ham, ville man nærmest ikke kunne kende ham. (stryger hans hår) Han ligger bare på den der måde Holder en lille pause.
CONTINUED: 4. Jeg er ked af, jeg ikke var her igår. Hun kigger over på Lene. Det gør ikke noget. Susanne kigger igen på Daniel, imens hun stadig stryger hans hår. Det er underligt, når man tænker på al den tid, han har hjulpet andre med at kommunikere. Nu kan han ikke engang græde! Hun vender sig mod Lene. Fik du taget dem med herind? Nej (lille pause) det ku jeg ikke. Men du vil gerne have, at de når at se ham? Jeg ved det ikke. Hun holder en pause og kigger på Daniel. Stilhed. Tror du selv, vi vælger vores liv, inden vi kommer på jorden? Nej...så skulle alle de fattige mennesker også selv have valgt? Hun kigger alvorligt på Lene. Lene jeg har lovet ham. Jeg ved det er hårdt for dig, men det er altså det, han vil. Lene kigger på billedet af hende og Daniel.
CONTINUED: 5. Jeg tror bare vi skal vente. Jammen vente på hvad? Han har allerede ligget her i al for lang tid. Susanne kigger på Lene. Men Lene bliver bare stående. Kan du ikke se han lider.. Lene bliver stadig stående. Det er jo af kærlighed til ham, at vi gør det. Lene går langtsomt med hen til respiratoren. Vi ser billedet fra Daniels vinkel. Susanne og Lene står og kigger på respiratoren. Vi ser, at Susanne holder en halskæde i hånden. Lene græder stille. Vil du ikke nok... Susanne kigger omsorgsfuldt på Lene. Vil du gerne have noget mere tid med ham alene. (synker en klump) Ja. Så går jeg en tur udenfor. Hun går hen til døren, ud af den og lukker den bag sig. Lene går stille hen til Daniels seng. Hun tager et lille spejl på bordet ved siden af hospitalssengen, lægger sit hoved helt ind til hans. Hun dufter til ham og kysser ham. Imens holder hun spejlet, så han kan se sig selv. Skat. Vil du gerne dø? Han kigger tomt ud i luften. Efter lidt tid fjerner hun spejlet.
CONTINUED: 6. Hvad med Bjørn og Selma; hvis jeg tog dem med herind? Han kigger lige tomt. Lene tager et billede frem fra lommen, og folder det ud. Se på det! Føler du slet ikke noget? Vi ser et hurtigt klip af børnene. DANIEL (VOICE OVER) Jo det ved du da. Hun ligger sit hoved op på hans brystkasse (Vi hører en sagte lyd af hans hjerte som slår, med en lav puls). Sådan ligger de i noget tid sammen. Så åbner Susanne døren. SCENE 2 Int. Hospitalsstue. Aften. (I mellemtiden er det blevet mørkt udenfor). Susanne kommer ind ad døren, og går over mod dem. Lene sidder med Daniel i hånden. Er du okay. Lene smiler roligt til hende. Ja. Hun rejser sig op og drejer hovedet mod vinduet, hvor vi ser Daniel, som ligger i hospitalssengen samt Susanne, der har sat sig på stolen ved siden af ham. I vinduet ser hun også et svagt spejlbilledet af Daniel, der står op. I takt med at hun bevæger sig tættere på vinduet, bliver spejlbilledet mere og mere tydeligt. Da hun er tæt på vinduet står Daniels spejlbillede lige bagved hende og kigger på hende. DANIEL Vil du ikke nok sige til hende, jeg gerne vil leve. Sig til hende, det har ændret sig. Der er stille et øjeblik.
CONTINUED: 7. Han vil ikke. Susanne kigger undrende på hende. Han vil ikke dø. Men..men det sagde han jo. Hvis han kom i respirator, ville han dø. Ja men det var dengang Idet hun vender sig rundt mod Susanne, står Daniel ikke længere ved siden af hende, men ligger ligeså lam som før i hospitalssengen. Nu har han børn. De kigger lidt på hinanden. Tror du, det har ændret det? Det ved jeg. Det ved du?..lene se på ham! Lene kigger opgivende. Hold nu op Kig på ham! Det har jeg jo gjort de sidste to uger. Hun ser udmattet ud. Han har børn nu, og dem vil han ikke forlade. Der er stilhed. Susanne sukker.
CONTINUED: 8. Okay. Susanne går over til en el keddel, og sætter vand over. Hun spørger Lene, om hun vil have en kop kaffe. Ja tak. (smiler) Susanne sætter vand over. Er de ellers begyndt at spørge meget efter ham? Ja især Bjørn. Han snakker hele tiden om ham. Jeg kan snart ikke længere sige til dem, at han bare er ude og rejse. Hun kigger på sin mobil Susanne hælder det varme vand op i to kopper, og giver Lene den ene kop. Tak. Kort pause, hvor Lene kigger på Susanne, som kigger fra koppen op på hende. Så banker det på døren. En sygeplejerske kommer ind i rummet. Hun kigger på Lene Hej (smiler) Lene? kan jeg få dig til at underskrive nogle papirer på Daniels vegne? Ja. (smiler) Vi ser Susanne kigge på Daniel med medlidenhed i blikket. Lene går hen mod døren. Daniel rejser sig og skynder sig efter hende mod døren, som hun nu har åbnet. Han sætter sin ene hånd på døren.
CONTINUED: 9. DANIEL Du må ikke gå skat. Vi ser Susanne, der trist betragter Daniel. Lene kigger over mod sengen, hvor Daniel ligger, så går hun ud af døren. Vi ser det nu fra Daniels side (han ligger ned). Susanne vender sig mod ham, og kigger kærligt på ham. Kan du huske, da jeg lovede dig det? Hun kigger smilende ud ad vinduet. Det er stadig et af de stærkeste minder, jeg har fra dengang. Hun tager en halskæde frem og kigger på den. Hendes ansigsudtryk ændres alvorligt. Hun kommer til at hade mig...men jeg skal nok gøre det. Daniel står bag ved hende. Hun går hen til ham og ager ham kærligt. Daniel tager sin ene hånd op til det sted på kinden, hvor hun ager ham. Hun åbner hans hånd, giver ham halskæden med guldfirkløveret og lukker hånden sammen igen. Favel min ven. Vi ser igen billedet fra den liggende Daniels vinkel. Susanne går over mod respiratoren. DANIEL (VOICE OVER) Susanne tænk dig om. Tænk dig nu om. Jeg har børn nu! Daniel står nu lige ved siden af hende. Hun har fingeren på offknappen, imens hun stramt holder om hans hånd. DANIEL (DESPERAT) Du skal ikke. Du må ikke. Stop med det; Stop! Stop!! (stilhed) Så tager hun fingeren ned, og ånder tungt ud. (5 sekunders stilhed)
CONTINUED: 10. Hun synker en klump, og trykker så alligevel på knappen. Lyden forsvinder. Daniel ændrer ulykkeligt udtryk. DANIEL (Stille)Åh nej..nej. Han forsvinder ulykkeligt ved siden af hende. Og ligger igen i hospitalssengen. Susanne siger noget men vi hører det ikke. Vi kan se hun er ked af det. Billederne bliver mere urolige. Vi ser uret tikke i et halvnær først, og så helt tæt på. Vi ser maleriet på væggen. Vi ser blomsterne i vasen (de er halvt visne) Vi ser ud over byen (det er nat). Vi ser Susanne i et halvnær først og så helt tæt på. Hun græder. Vi ser op i lampen, der hænger i loftet. SCENE REVY (3) Ext. Tivoli (himmelskibet) Billedet flyver igennem luften langt over jorden. Efter lidt tid drejer billedet til siden, og vi ser Lene, der suser igennem luften med håret flagrene bagud. Solen skinner ind i kameraet bagved hende (lens flaire) SCENE REVY (4) Int. Børneværelse. Aften. Daniel, sidder på gulvet og læser en bog højt for Bjørn og Selma, der lytter spændte. I rummet står en lampe, med en masse små lyspærer, der tilsammen lyser op med de farver, som udsigten fra hospitalsstuen har (bylys, vejlamper, lyskryds o.s.v.) SCENE 5 Vi er tilbage i hospitalsstuen. Susanne står stadig ved Daniels seng. Da hun i gråd griber efter billedet på bordet, vælter vasen med blomster i ned på gulvet, så den knuses, og vandet spreder sig ud på gulvet. Hun bemærker det ikke, men kigger bare tomt på billedet, imens hun sætter sig ned på en stol ved siden af ham. Der panoreres drejer over på maleriet.
11. SCENE REVY (6) Int. Kontor. Dag Vi ser det samme maleri, som er på hospitalsstuen. Daniel sidder på sit kontor. Han kigger på et foto af familien og smiler. Imens han smiler, flyder en tåre ned af hans kind. SCENE 7 Int. Hospitalsstue. Aften Nu er vi igen tilbage i hospitalsstuen. Der ruller en tåre ned af Daniels kind, men Susanne ser det ikke. Hun har sat sig på stolen, ved siden af ham, og kigger tomt ud i luften med rester af tårer i øjnene. Vi ser meget korte glimt af uret, malerierne, udsigten, Susanne o.s.v Billederne er utydelige. Så når vi at se døren blive åbnet. Lene kommer ind ad den. Vi kan lige skimte fra Daniels vinkel at hun får øje på respiratoren, som er slukket, og desperat løber over mod den. Så forsvinder billedet. Vi hører hendes stemme. Den er ullykkelig/panisk. Vi kan høre på lyden at hun prøver at starte respiratoren igen. Efter lidt tid forsvinder lyden også. Sort. Efter noger tid ser vi til sidst et billede skråt oppefra loftet, hvor Lene ligger med hovedet ind over Daniel, mens Susanne stadig sidder, og kigger tomt ud i luften. Imens prøver den tændte respirator forgæves at få liv i Daniel. Credits.