26 HUS FORBI nr. 9 september 2010 14. årgang

26 HUS FORBI nr. 9 september 2010 14. årgang

Fattigdom tur-retur I seks år har Catalin Tudorache og Puiu Toader pendlet frem og tilbage mellem Rumænien og Danmark. De er romaer og opholder sig tre-fire måneder ad gangen i København, hvor de sover hos venner eller i en park og ellers gør alt, hvad de kan, for at skrabe penge nok sammen til familierne derhjemme. af Simon Ankjærgaard foto Joachim Rode De er begge romaer og fra den samme fattige landsby i Rumænien. Nu står de i København og spiller harmonika for forbipasserende. Catalin Tudorache under viadukten ved Nørrebro Station. Puiu Toader foran Superbrugsen ved Brønshøj Torv. Som så mange andre romaer har Catalin og Puiu indset, at det er umuligt at forsørge familien for den løn, de kan tjene i Rumænien. Som roma er man automatisk nederst i hierarkiet, og så står valget mellem et usikkert daglejerjob til 30-35 kroner eller laveste socialhjælp på lige under 15 kroner om dagen, og det er langtfra nok til at dække udgifterne til mad, tøj, varme og elektricitet. Og slet ikke nok til at betale for den skolegang, der er så vigtig, hvis man som roma-barn skal have en chance for at bryde den sociale arv og blive til mere end daglejer eller socialhjælpsmodtager. Derfor besluttede Catalin og Puiu for seks år siden at forlade de nedslidte huse i landsbyen Mârgineanu 50 kilometer nordøst for Bukarest for at søge lykken uden for Rumænien. Med deres sidste penge indløste de billet til en bus med destination København. Siden har de pendlet frem og tilbage mellem København og Bukarest. Tre-fire måneder i Danmark. Én måned i Rumænien. Og de er ikke de eneste. Bussen er fuld af fattige romaer. Nogle har selv skrabet penge sammen til billetten. Andre har sat sig i gæld til lokale ågerkarle, der udsteder ordrer om først at vise sig i Rumænien igen, når der er tjent penge nok til at indfri gælden. Sort arbejde giver mest - I seks år har vi levet sådan, men det er ikke blevet nemmere. Hver dag er stadig en kamp, siger 30-årige Catalin, der har efterladt en kone og en tre-årig søn i Rumænien. Han har placeret sin harmonika på skødet og tændt sig en cigaret. I den dunkle belysning under Nørrebro Station passerer folk forbi i en lind strøm. Han puster røgen ud og smiler til så mange, han kan. Kundepleje. Måske vil de kaste en mønt eller to ned i den udfoldede jakke på jorden, næste gang de går forbi. I dag har han tjent 55 kroner. Længere ude ad Frederikssundsvej, hvor 43-årige Puiu lader tonerne af Somewhere over the rainbow strømme Superbrugsens kunder i møde, er dagens indtægt på 30 kroner. - Det kommer helt an på vejret og årstiden, siger Puiu. - Når det regner, så tjener vi stort set ingenting. Så har folk travlt med at komme i tørvejr. Harmonikaspillet er de to venners primære beskæftigelse, men lykken er, når en håndværksmester tilbyder dem arbejde. - De betaler os sort, så jeg kan ikke sige, hvem de er. Så får jeg ikke job hos dem igen, siger Puiu, der skal skrabe penge sammen til kone og tre sønner. - Nogle gange er det andre rumænere, der anbefaler os. Andre gange kommer håndværksmestrene hen til os på gaden og spørger, om vi vil give en hånd med. De kan være både danskere og udlændinge. Pludselig stopper han op i sin beretning og vinker begejstret til en mand i træningstøj på den anden side af gaden. - Det er Araberen, siger han med et stort smil. - Han er min ven. Han har ansat Catalin og mig flere gange. Vi har blandt andet bygget en mur for ham. Nogle gange betaler han rigtig meget, fordi han ved, at vores penge går til familien. Det var også ham, der gav mig den her. Helt gratis. Puiu klapper på harmonikaen. Araberen zigzagger over gaden og trykker ham hjerteligt i hånden. Puiu vil vide, om der er udsigt til noget arbejde. Araberen ser tænksomt ud i luften og ligner længe en, der ikke har lyst til at love for meget. Til sidst trækker han på skuldrene. - Hvad skal vi ellers stille op? Vi kan ikke tjene nok i Rumænien til at brødføde vores familier og betale vores børns skolegang. Det er ikke et svigt. Det er en nødvendighed. Puiu HUS FORBI nr. 9 september 2010 14. årgang 27

- Måske, siger han. - Jeg har dit mobilnummer, Puiu. Jeg ringer. - Han er min ven, gentager Puiu og ser efter Araberen, der lunter tilbage over den stærkt trafikerede Frederikssundsvej. - Han er en af grundene til, at vi tager bussen til København. Ud over at arbejde som murere har Catalin og Puiu også sat gipslofter op og gjort rent. Aflønningen sker altid i kontanter. De to romaer har ingen bankkonto, og håndværksmestrene ingen lyst til at informere Skat. Lønnen varierer fra et par hundrede kroner til et par tusinde, alt afhængig af omfanget. De ved godt, at de kun bliver valgt, fordi de er billig arbejdskraft, men selv et beløb langt under en dansk minimumsløn kan gøre underværker for familierne i Mârgineanu. Puiu pakker harmonikaen sammen, tænder en smøg og propper en mavesårs-pille i munden. Han rasler med den lille, beskidte pilledåse. - Den koster mig 500 kroner om måneden. Og jeg skal tage seks piller om dagen. Mavesåret er værre end min nyresten, siger han og begiver sig ind mod det sted, hvor Catalin står. Det er en strækning på to en halv kilometer, som tilbagelægges på gåben. En busbillet er for dyr. - I seks år har vi levet sådan, men det er ikke blevet nemmere. Hver dag er stadig en kamp. Catalin Ingen penge til konen Catalin hilser Puiu velkommen med et indforstået smil. Han kender rutinen. Det er tid til at finde ud af, hvor de skal overnatte. Sidste nat sov de hos en rumænsk ven, men han har ikke plads i aften. I alt 50 mænd fra landsbyen derhjemme opholder sig i København, så de begynder at ringe rundt. Ofte er svaret negativt som i dag. Andre er kommet før de to venner. Puiu og Catalin holder sammen og holder sig så vidt muligt for sig selv. De har ikke lyst til at søge hen til de store grupper af romaer, der bosætter sig i lejre eller i tomme fabriksbygninger. De frygter at ryge med i en masseanholdelse som den i juli, hvor politiet rømmede en lejr og en lagerbygning. 23 romaer endte med at blive sendt ud af landet. I stedet søger de ud mod Amager med metro, men uden billet. De stiger op fra metrodybet og går ind i en lille park. Det er hér, de sover, når der ikke er husly at finde hos landsmændene. De har udset sig et lille tæt buskads, der ligger godt gemt af vejen fra de graffitimalede parkbænke og de hullede asfaltstier. Med hovederne hvilende på deres små sorte sportstasker taler de sagte med hinanden, indtil en summen fra Catalins telefon afbryder dem. Det er hans kone, der er i røret. Hun har brug for penge nu. Catalin må skuffe hende. Han har kun 400 kroner, så der kommer til at gå lang tid, før han kan vende hjem. Puiu har om muligt endnu længere udsigter til at komme hjem. Han hiver 80 kroner op af lommen. Det er alt, hvad han har. - Vi kan ikke være bekendt at tage hjem, før vi har minimum 2.000 kroner i kontanter til familien, siger Catalin med et suk. - På en god måned tjener vi måske 2.500 kroner, men af dem skal vi bruge 1.000 kroner til mad og cigaretter. Og vi skal også tage højde for, at billetten til bussen tilbage koster 1.000 kroner. Derfor kan der tit gå tre-fire måneder, før de har nok til, at de kan vende hjem til deres familier. Så følger der en måned, hvor der skal 28 HUS FORBI nr. 9 september 2010 14. årgang

tjenes penge til en ny bustur til København. I første omgang prøver de at få job som daglejere, men tit er jobbene taget af billig arbejdskraft fra lande endnu længere mod øst. Så bliver ågerkarlene sidste løsning. Og med dem begynder gældsspiralen. - Jeg har flere gange måttet låne, så jeg havde penge nok til busbilletten. Den gæld skal jo betales tilbage, og derfor skal jeg tjene endnu flere penge, når jeg er i Danmark. Og så går der endnu længere tid, før jeg kan se min søn og kone igen, siger Catalin. Han føler, at han svigter sin familie med sit fravær, men det vil Puiu ikke høre tale om. Det kan godt være, at hjertet hører til i Mârgineanu, men det er fornuften, der har drevet dem til Danmark. - Hvad skal vi ellers stille op? Vi kan ikke tjene nok i Rumænien til at brødføde vores familier og betale vores børns skolegang. Det er ikke et svigt. Det er en nødvendighed. Han klasker sin højre hånds pegefinger ned i venstre håndflade for at understrege pointen. Hvis han helt selv kunne vælge, ville han til enhver tid blive i Rumænien, men det er en umulighed, så længe fattigdommen er så massiv, som den er. - Så længe det ikke bliver bedre, vil vi søge til de rigere lande for at tjene penge. Så enkelt er det. - Vi kan ikke være bekendt at tage hjem, før vi har minimum 2.000 kroner i kontanter til familien. Catalin HUS FORBI nr. 9 september 2010 14. årgang 29

30 HUS FORBI nr. 9 september 2010 14. årgang

HUS FORBI nr. 9 september 2010 14. årgang 31