DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

56» DET KGL. BIBLIOTEK C^V'y 40 11, 520 t ", - 8 Det tyske Mindretal i Nordslesvig, 1925.

*io \ - $2o c,- 8 " DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1.-2.S 40 II 8 > i 1 1 40 2 8 01890 8 f(v)l)

Det tyske Mindretal i Nordslesvig.

Det tyske Mindretal i Nordslesvig.

Under denne Titel er paa Udenrigsministeriets Foranstaltning offentliggjort en Fremstilling af de nordslesvigske Mindretalsforhold, i hvilken væsentlig kun gives en Fremstilling af Lovene og Bestemmelserne. Det synes at være anbragt, i Forbindelse med nævnte Afhandling at underrette Offentligheden ogsaa om Anvendelsen og Udførelsen af disse Lovbestemmelser, for at faa et helt klart Billede af de faktiske Minoritetsforhold og den hidtil gennemførte Politik i Nordslesvig.

Afhandlingen fremhæver, til at begynde med, at Spørgsmaalet om Mindretalsbeskyttelse for Danmarks Vedkommende»først blev aktuelt, da det i Aaret 1920 modtog Nordslesvig af Ententens Haand«. Medens adskillige andre Stater ved Overtagelse af hidtil tyske Omraader maatte indgaa særlige Forpligtelser med Hensyn til skaansom Behandling af det tyske Mindretal, blev den danske Stat fritaget for saadanne Garantierklæringer.»Fra dansk Side blev det ved paagældende Lejlighed gjort gældende, at særlige traktatlige Garantier formentlig var unødvendige, idet den liberale danske Lovgivning, som vilde komme til at gælde for alle danske Statsborgere i Landsdelene, uanset Sprog og Sindelag, og i hvilken navnlig Undervisningsfrihed var et Princip, i sig selv frembød tilstrækkelige Garantier.«(Afhandlingen S. 1). Danmark er altsaa i Behandlingen af Mindretallet ikke bundet til nogen Traktat. Sejrstaterne har givet det fri Haand paa Grund af dets liberale Lovgivning. Tysklands Tilbud, om at fastlægge Mindretallets Rettigheder ved Traktat, er bleven afvist af Danmark, fordi»den bedste Basis for en fredelig Tilstand i Grænseegnene er at finde i den enkelte Stats Sindelag, i Viljen til at tilvejebringe og opretholde en retfærdig og for Mindretallet tilfredsstillende Retstilstand«. (Afhandling S. 5). Ligeledes er det tyske Tilbud, om at enes indbyrdes paa en redelig og fredelig Maade om Grænsereguleringen, bleven tilbagevist af Danmark. Danmark vilde til Trods for dets under Krigen opretholdte Neutralitet have Nordslesvig som en Del af Versaillestraktatens Afgørelse, ikke som Resultat af en fredelig Overenskomst med Tyskland. Danmark bærer derfor i Mindretallets B e h a n d 1 i n g s m a a d e det fulde moralske

_ 4 Ansvar overfor Verden. Danmark har modtaget Nordslesvig uden særlig Garantipakt paa Grund af dets liberale Lovgivning; det er derfor forpligtet til at indeholde den liberale Linie, eller i det mindste Skinnet af en saadan. Det moralske Ansvar tynger saa meget mere, fordi Nordslesvig er et Land, hvilket, som fhv. Konseilspræsident Neergaard har udtalt, efter historisk at have bestaaet 1000 Aar, for første Gang hører til Kongeriget Danmark, hvis Skolesprog i Byerne siden 1814 har været tysk, paa Landet dansk og tysk, siden 1888, altsaa over 30 Aar, kun tysk. Denne moralske Forpligtelse er heller ikke bleven formindsket gennem Befolkningens Viljesytring ved Afstemningen 1920. Paa den ene Side er Afstemningens Retmæssighed ikke bleven anerkendt fra tysk Side, fordi den blev foretaget under Trykket af Sejrstaterne og den tyske økonomiske Nød. Afstemningens Form fordømmes da ogsaa aabent og ærligt af Tilhængere af det nu i Danmark regerende Parti. Paa den anden Side angiver Minoritetens Procenttal, som efter det ved Afstemningen 1920 afgivne Stemmeantal beløber sig til ca 25 Procent af hele Befolkningen = ca. 41000 (Tælling 1. Februar 1921: 168 622 Personer), ikke med mathematisk Nøjagtighed en Fordeling efter Sindelaget, thi»ialt blev saaledes af Tilrejsende afgivet ca. 9 400 Stemmer for Tyskland mod ca. 14800 for Danmark«; og»det bør erindres at Af stemningsreglerne udelukkede alle efter 1900 indvandrede, en Bestemmelse, der naturligvis overvejende var i de tysksindedes Disfavør«. (Afhandling S. 5). Det tyske Mindretal bekender sig til den samme evangelisk-lutherske Tro som den største Del af Danmarks Befolkning, adskiller sig væsentligt heller ikke efter Racen og staar moralsk og kulturelt paa samme Højde. Dets Kultursprog er tysk, ogsaa i Hjemmene, hvor Omgangssproget er det saakaldte»platdansk«, en vestjydsk Dialekt med en Blanding af plattyske Bestanddele, som Københavneren ikke forstaar. Disse tyske Nordslesvigere føler sig ligesom Slesvig-Holstenerne, enten nu Hussproget er plattysk, frisisk eller platdansk, som Led af det tyske

5 Folke- og Kultursamfund, og ud af denne nationale Samfundsfølelse, der har bestaaet i Aårhundreder, er det tyske Sindelag af det nordslesvigske Mindretal opvokset og bør bedømmes ud fra denne.»nogen kodificeret Mindretalslov findes ikke i Danmark, og de enkelte regulerende Bestemmelser, der ved Siden af de ovennævnte principielle Lovbud kan blive Tale om ved Undersøgelse af Mindretallets Retsstilling, maa derfor søges i det Kompleks af Love og Anordninger m. v., der er bleven udstedt til Indførelse af dansk Lovgivning tildels i suppleret og modificeret Skikkelse i Landsdelene.«(Afhandling S. 6). I. Skolevæsenet. 1. Folkeskolen. Bestemmelserne angaaende Sproget i den offentlige Folkeskole i Nordslesvig findes i Lovene af 30. Juni 1920 og 1. Maj 1923:»I Købstæderne (Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder) deles Folkeskolene i to Afdelinger, hvoraf den ene har dansk, den anden tysk Undervisningssprog, og Forældre og Værger har frit Valg mellem disse to Afdelinger. I Folkeskoleafdelinger med dansk Undervisningssprog gives der efter det tredie Skoleaar Børnene 4 6 Timers ugentlig Undervisning i Tysk, og i Folkeskoleafdelinger med tysk Undervisningssprog gives der efter det tredie Skoleaar Børnene 4-6 Timers ugentlig Undervisning i Dansk. Nærmere Bestemmelse herom træffes i Undervisningsplanen, der approberes af Undervisningsministeriet. Denne Undervisning er dog ikke obligatorisk, idet Børn efter Begæring derom til Skolekommissionen fra Forældre eller Værger skal fritages for Undervisning i henholdsvis Tysk eller Dansk. Der gives da i disse Timer Børnene Undervisning i Skolen i andre Undervisningsfag.«Paa Landet fremgaar man efter følgende Synspunkter:»Hvor Undervisningssproget er Dansk, skal der, hvis mindst 10 Procent af Skoledistriktets Vælgere, der har

6 Forældremyndighed over Børn under 14 Aar, fremsætter Ønske herom til Skolekommissionen, finde en Stemmeafgivning Sted om, hvorvidt der skal etableres en særlig Undervisning med Tysk som Undervisningssprog. Hvis derefter mindst 20 Procent af Skoledistriktets til Skolekommissionerne stemmeberettigede Vælgere, der har Forældremyndighed over Børn under 14 Aar og repræsenterer mindst 10 skolepligxige Børn, stemmer for en særlig Undervisning med Tysk som Undervisningssprog, træffes Foranstaltning til, at en saadan finder Sted for dem, som ønsker at deltage deri. En saadan særlig Undervisning skal dog ogsaa etableres, selv om Begæring derom kun fremsættes af et mindre Antal af Skoledistriktets ovennævnte Vælgere, naar disse til Gengæld repræsenterer mindst 24 skolepligtige Børn, medmindre Afstandsforholdene tillader, at vedkommende Børn kan henvises til en anden Skole med tysk Undervisningssprog«. Foranstaaende Lovbestemmelser, hvilke man har priset overfor hele Verden som en forbilledlig liberal Regulering, er i Virkelighed, takket være den danske Forvaltningspraksis, bleven stillet maalbevidst og med gode Resultater i Opsugningspolitikens Tjeneste. Den danske Forvaltningspraksis danner Lovene mere elastisk end det er Brug i andre Stater, f. E. Tyskland, og overlader ved en Mængde af Kan-Bestemmelser de stedlige Instanser et størst muligt Spilrum i Fortolkning og Anvendelse. Den stedlige Instans for Skolen er Skolekommissionen; den fører Opsyn med Undervisningen, Lære- og Timetabellen, samt Ordningen af de ydere Anliggender, Undervisningsmateriale, Valg af Lærerne, Oprettelse af Minoritetsskoler m. m. I Baghaand staar den danske Amts-Skolekonsulent, skoleteknisk Medlem af Amtsskoledirektionen. Ministeriet træffer i enkelte Spørgsmaal afgørende Bestemmelser, men faktisk er Gennemførelsen af de lovlige Bestemmelser mere eller mindre afhængig af de stedlige Instansers gode Vilje. I disse har i de fleste Tilfælde Danskerne Majoriteten. Dette er da ikke meget forunderligt. Thi for det første har en hel Del tyske Familier maattet rømme under det

- 7 økonomiske og politiske Tryk; paa den anden Side har man med gode Grunde forflyttet en hel Del rigsdanske Embedsmænd netop til de tyske Grænsekommuner; den herved opnaaedemajoritet udnytter man med vedvarende Konsekvens. Som Eksempel nævnes, at der i den endnu idag overvejende tyske Købstad Tønder er bleven indsat 104 danske Embedsmænd istedetfor 52 udvandrede tyske, at der til den næsten helt ren tyske Landsby Sæd er bleven forflyttet ca. 40 danske Embedsmænd. Indførelsen af en tysksproglig Skoleafdeling betyder en financiel Overlast for Kommunen. Denne Overlast er først bleven indført efter Afstemningen, nemlig ved den saakaldte»lille Lov«af 6. Maj 1921 (Nr. 242) vedrørende den kommunale Beskatning i de sønderjydske Landsdele, hvorefter en særlig Beskatning af sammensluttede Sognedele, der hidtil dannede en særlig Skolekommune, kan besluttes. Staten kan rigtignok overtage en Del af de Omkostninger, som opstaar ved Indførelsen af den tysksproglige Undervisning, den har ogsaa betalt Tilskud til Nybygninger. Efter Afhandlingen S. 11 n. er»indtil Marts 1924 bleven udbetalt 320 750 Kr. som Bygningstilskud«. Afhandlingen fremkalder dermed Indtrykket af, at disse Midler er bleven anvendt for tyske Skoler. Faktisk er disse 320 750 Kr. væsentlig bleven brugt til Nybygninger af danske Skoler i det omstridte Omraade. løvrigt danner de kun en Brøkdel af de af Kommunerne tilvejebragte Byggesummer. Kommunerne bærer den overvejende Del. Denne Overlast, ja allerede Truslen med en Overlast, er et virksomt Vaaben mod den tyske Minoritet. Økonomisk Svage og Afhængige kan man tilmed let faa Indflydelse paa. Stemmerne afgives efter Lovens Bogstav hemmeligt, men da den, der ikke afgiver sin Stemme, tælles som Modstander, fremkommer kun Andragets Tilhængere ved Valgurnen; Stemmerne afgives i Virklighed offentligt. Afstemningen betyder da heller ikke Indførelse; læg Mærke til, med hvilken behændig Omstændelighed hele Sagen ordnes, (o. S. 5). Til at begynde med blev en hel Række af Andra-

8 gender tilbagevist, fordi de ikke svarede til de formale Bestemmelser, efter at være prøvet en Tidlang. Det viste sig, at være nødvendigt, at indgive flere Ansøgninger, op til tre, underskrevet af alle Ansøgere, inden Sagen kom i Gang. Ansøgningerne kunde først ikke svare til Bestemmelserne, fordi ingen kendte disse og heller ikke kunde kende dem. Thi disse blev først offentliggjort i»retstidende«den 21. Februar 1921, et Aar efter Afstemningen, endskøndt de er underskrevet:»undervisningsministeriet, den 13. November 1920«. Paa denne Maade kunde Sagen blive udsat til Begyndelsen af Marts 1921; indtil dette Tidspunkt var de tyske Andragender saa godt som betydningsløse. Men ogsaa efter at Tyskerne havde informeret sig over de danske Bestemmelser, var der Vanskeligheder nok at overvinde. Man overveje engang : Først maa 10 Procent af Forældrene og Værgerne indgive Andragende om Oprettelse af en tysksproglig Skoleafdeling, saa begynder et omfattende Modarbejde. Amtsskolekonsulenten indkalder en Forsamling af Forældrene, gør dem klar, i hvilken Grad Skattetrykket for hele Kommunen forhøjes, at en Deling af et antagelsesvis toklasset Skolesystem i to eenklassede medfører en Skade for begge Dele, at man gerne er rede til at hjælpe med tyske Sprogtimer, at ville give 4 6 10 12 Timer Tysk hvorved rigtignok ikke ligefrem betones, at de danske Lærere i mange Tilfælde har lært Tysk som Fremmedsprog og i Reglen er mindre inde i det end Børnene at man dog vilde leve i Fred med hinanden. Efter at man har udnyttet denne offentlig og maaske underhaanden ligesaa stærke Mulighed, at øve Indflydelse, skrider man saa efterhaanden til den egentlige Afstemning, hvorved 20 Procent af alle Stemmeberettigede maa udtale sig derfor hvem der ikke afstemmer, gælder som Modstander. Saadan lykkes det den behændige Arbejdsmaade af de danske lokale Instanser, at holde dog saa mange borte fra Afstemningen, at Procenttallet ikke opnaaes fuldstændigt. Men er det faktisk opnaaet, saa begynder de lokale Instansers andet Stormløb, hvilket synes saa meget mere uretfærdigt, da der ved en retsmæssig Folkeafstemning er skabt en Retstilstand, der simpelthen

9 fordrer den tilsvarende, ved Lov foreskrevne Udførelse. Først i sidste Tid er atter to Tilfælde bleven bekendt, hvor efter den reglementerede Folkeafstemning de tyske Medlemmer af Skolekommissionen er bleven foranlediget til at trække deres Andragender tilbage, hvem ved nnder hvilket Tryk? Men er ogsaa dette Forsøg mislykket, saa»træffes Foranstaltninger«efter Lovens Ordlyd, at en saadan Undervisning finder Sted. Undervisningen begynder altid til Paaske. Naar saa i en smidig dilatorisk Behandling Afstemningen forhales indtil Maj Maaned, etableres den tysksproglige Skole først til Paaske i det næste Aar. Paa denne Maade er det lykkedes de danske Instanser f. E. i Jejsing, at fremsætte Etableringen af den tysksproglige Skole, der var indgivet Andragende om den 30. Juli 1921, til Afstemningen først til Udgang af Maj 1922, og da det krævede Stemmeantal var afgivet, at aabne den først den 1. April 1923. Foranstaltningerne bliver ogsaa truffet i den Art, at en langt bortliggende Skolebygning bliver stillet til Raadighed. Der staar nemlig i Loven (jfr. o. S. 5):»medmindre Afstandsforholdene tillader, at vedkommende Børn kan henvises til en anden Skole med tysk Undervisningssprog«. Denne Supplering er vel overvejet. I Egernsund f. E. forlanger 40 tyske Børn, overvejende Børn af tyske Tegl værks-arbejdere, tysk Undervisning ; Undervisningsministeriet gav Ordre, at de sammen med Børn fra Broager skulde besøge den tyske Skoleklasse i Skodsbøl, som planedes ny etableret. Afstanden fra Skodsbøl til Egernsund udgør indtil 4 km, altsaa mere end en halv Mil. Det hedder rigtignok i den endnu i Nordslesvig gældende danske Skolelov af 29. Juli 1814 i 1. Paragraf:»at de, der skal undervises i Skolen, ikke maa have længere Vej dertil fra deres Hjem end J /i Mil«. Denne Bestemmelse fra 1814, der vist ikke er de jævne tyske Arbejdere bekendt, lod man upaaagtet. De gjorde Indsigelse, men medens Klagen over denne Ordning endnu svæver Sagen er nu allerede over et Aar i Gang besøger Børnene den danske Skole og bliver paa denne Maade efterhaanden vundne for Danskheden. Efter Avisernes Meddelelser skal Andragendet under Køben

- 10 havner-forhandlingernes Tryk nu være bevilget. Nina Bang maatte selv komme, før de lokale Instanser føjede sig! Men dette Tilfælde er dog betegnende for Systemet, og tilmed ved intet Menneske, hvornaar Planen virkeliggøres. Netop for at give Verden et Bevis for dansk Liberalitet, blev den ovennævnte Lov dannet, at der for 24 Børn uden Hensyn til Forældrenes Procenttal kan blive etableret en tysk Skoleklasse, dersom ikke Afstandsforholdene tillader, at vedkommende Børn kan henvises til en anden Skole med tysk Undervisningssprog. Denne Bestemmelse fandtes endnu ikke i den indtil 1. Maj 1923 gældende Lov og gav sig Udseende af at være en liberal Lov: indtil idag er der paa Grand af denne ikke bleven etableret en eneste Skoleklasse. Men dersom endeligt den tyske Skoleklasse er bleven etableret, saa har Skolekommissionen, i hvilken i de fleste Tilfælde den danske Majoritet sidder, den Opgave, at iværksætte Lærerkaldelsen. Lærerens Personlighed betyder alt for Skolen, og det forstaar sig af sig selv for Danskerne, at Skolekommissionen nok udsøger Lærere, der nogenlunde kan tale tysk, men i Hjertet er dansk sindet. Flertallet af de tyske Skoleafdelinger er slet ingen egentlig folkelig tyske Skoler, i bedste Tilfælde tysksproglige Klasser, og naar der udadtil særlig i Udlandet er opstaaet et andet Indtryk paa Grund af den liberale Karakter, saa ved de Kyndige alligevel helt nøjagtigt, at ogsaa i disse saakaldte tyske Skoler gives den danske Historie i dansk Aand. Tyskerne i Nordslesvig havde ikke med store Omkostninger oprettet en privat Mellemskole i Aabenraa, hvor der dog allerede bestaar en kommunal tysksproglig Mellemskole, som til en god Del underholdes af tyske Skatter, dersom ikke den pseudotyske Skole gjorde Forsøg paa, at gøre Børnenes Hjerter afspænstig fra Forældrene. I Flækken Nordborg paa Als, hvor der indtil nu havde bestaaet en kommunal tysksproglig Skole med 32 Børn, blev for kort Tid siden af Forældrene, der ikke længere vilde taale den systematiske Danisering af deres Børn i den saakaldte tyske Skole, med store Omkostninger grundet en tysk Privatskole, der i 2 3 Uger talte 38 tyske Elever

11 en tilintetgørende Dom over den offentlige tysksproglige Skole! For at opnaa Lærerstandens Danisering, blev til at begynde med straks efter Afstemningen nogle 300 tyske Lærere sat over Grænsen sydpaa.»overhovedet indeholder den danske Lovgivning ikke nogen Undtagelsesbestemmelse, hvorved Statsborgere, som hører til et sprogligt eller folkeligt Mindretal, unddrages nogen Ret, som de andre Borgere i Staten har Krav paa.«(afhandling S. 7.) Her er dette Princip aabenbart ikke overholdt. Denne Forholdsregel virker saa meget mere haardt, da mange af de afskedigede Lærere hørte hjemme i Nordslesvig. For i nogen Grad at afsvække den hæslige Bebrejdelse, en Undtagelsesbestemmelse medfører, er man gaaet frem paa følgende Maade: de vedkommende Lærere er under Annullering af deres erhvervede Rettigheder bleven foranlediget til paany at stille sig til Valg, de har i begribelig Stolthed til en betydelig Del ikke efterkommet denne Anmodning, de er til en mindre Del ikke bleven valgt igen. Saadan er Skinnet bleven bevaret udadtil ved behændig Diplomati, men faktisk er det ønskede Maal bleven naaet. l ) Hvad der endnu blev tilovers af Lærere, var enten saadanne Lærere, der skiftede deres Sindelag, som f. E. ') Endnu inden en Skolekommission var bleven valgt efter de danske Love, udnævnede den danske Regering til Rektor (Overlærer) af den tyske Skole i Haderslev en Lærer Nielson fra Kiel, der var bleven graa i tysk Tjeneste, men pludseligt opdagede sit danske Hjerte. Den hidtilværende Rektor Carstensen var derved sat ud af Embede, endskøndt han selv ønskede at blive, og Forældrene ihærdigt forlangte det. For hans Afsættelse kan kun anføres, at man fra dansk Side ikke ønskede nogen tysksindet Overlærer for den tyske Skole. Skolekommissionen er overhovedet ikke bleven adspurgt i Spørgsmaalet om Besættelsen af Skolens Ledelse. I Rektor Carstensens Person forelaa ikke nogen Grund til at afslaa ham uden videre. Han var i Særdeleshed hverken politisk fremtrædende, eller var der under hans Embede forekommet noget som helst ved hans Skole, der kunde støde den danske Del af Befolkningen. Tværtimod har han, da efter Krigen Omstillingen kom, stillet sin Tjeneste og sine Kundskaber loyalt til Raadighed for de danske Mænd, der ledede Omstillingen. Man gjorde gerne og udstrakt Brug af hans Hjælp; da Arbejdet var gjort, afskedigede man ham brysk og klangløs, endskøndt netop han havde alle Indvaaneres Tiltro. Paa Grund af den danske Lov fra 20. Juni 1920 modtog alle tyske Lærere i August 1920 Efterretning fra Haderslev Bys Magistrat, at de var afskedigede fra 10. Juli af at regne en Afskedigelse med tilbagevirkende Kraft. Amtsboligerne skulde være rømmet til 1. Oktober, den sædvanlige Opsigelsesfrist blev ikke overholdt.

12 Lederne af Mellemskolerne i de 4 Købstæder, eller saadanne Lærere, der inderst inde tysksindet, i national Henseende dog maa øve den yderste Tilbageholdenhed. Amtsskolekonsulentens Øje vaager over dem, og naar en Lærer tiltager sig for meget, saa har man mangfoldige smaa Hjælpemidler nok at lade vente paa fast Ansættelse, Alderstillæg, m. m. for at faa ham til Raison. Det er altid igen bleven fordret af Minoriteten, at de tyske Skoler skulde forvaltes af tyske Skolekommissioner; saa vilde Tyskerne selv kunne besætte Skolestederne ved deres Skoler, saa vilde de tysksproglige Klasser virkelig være folkelige tyske Skoler. Som Sagen ligger nu, er Hovedindtrykket af mange saakaldte tyske Skoler, saa meget der ogsaa snakkes derom i Verden, slet ikke saa meget forskelligt fra det i de danske Skoler. Der foreligger danske Beretninger derom, i hvilke danske Besøgende har undret sig over dette Resultat og udtrykt deres Anerkendelse derfor. Endnu er et Antal af tysk uddannede Lærere fra den tyske Tid i Virksomhed, med livert Aar bliver Antallet ringere. Tilvæksten mangler. For ogsaa for Fremtiden at sikre Danmark mod tyske Lærere, er den hidtil gældende Bestemmelse, hvorefter for Ansættelsen i Folkeskoletjenesten dansk Indfødsret ikke er nødvendig (jfr. Lehmann Bind II, S. 215), ophævet ved Lov af 1. Maj 1923, som ordner Forholdene i de sønderjydske Landsdele. Ogsaa i dette Punkt er Lovgivningen bleven ændret efter Afstemningen til Nordslesvigs Disfavør; da Tilvæksten af de tyske Lærekræfter er afskaaret, betyder denne uskyldig udseende Lov en fuldstændig Ødelæggelse af de tyske Skoler i overskuelig Tid. I Nordslesvig fandtes i tysk Tid 3 Lærerseminarier, 2 for Lærere, 1 for Lærerinder. Det hele Læreruddannelsesvæsen er straks bleven daniseret. Ogsaa de tysksindede maa sende deres tilkommende Lærere paa danske Seminarier. Men hvad der mangler af tyske Lærere, erstattes stadig fra Kongeriget. Parolen lyder: ved tilsyneladende største Liberalitet muligst at fremskynde Opsugningen af den tyske Minoritet. Herr Amtsskolekonsulent Moi tensen i Haderslev har tegnet Opgaverne for Amtsskoledirektionen i Sønderjylland

13 i en Offentliggørelse i»hejindal«under den 18. April 1923 paa følgende Maade:»Som Opgave for Folkeskolen i Sønderjylland gælder, at den foruden den almindelige Opgave ogsaa har en anden og særlig, nemlig at være et Middel og efter min Mening et meget vigtigt til at vinde nyt Land for dansk Aandsliv og Kultur og derved virke med til, at den egentlige aandlige Genforening Sønderjyllands med Moderlandet kan finde Sted. Jeg tror ikke, at der fra dansk Side kan være nogensomhelst Uenighed derom, og jeg er overbevist om, at enhver enkelt dansk Lærer og Lærerinde ud fra dette Synspunkt gaar til sin Opgave, ligesom der i Skoleforvaltningen stadig handles derefter og ogsaa i Fremtiden vil blive handlet... Det er nødvendigt, at gøre sig klar, hvordan Stillingen faktisk er. særlig det Forhold, at der her tindes et nationalt Mindretal, som er danske Undersaatter, og som efter de Løfter, der er givet dem, og efter den gældende Lovgivnings Aand kan forlange en saadan Behandling, at deres kulturelle Ret uden svagelig Eftergivenhed bliver uforkortet, vel at mærke, naar det kan ske, uden at Hovedlinien, der gaar ud paa Danskhedens Styrkelse og Fremgang, bliver afbrudt eller bragt i Staa.«Ved hensynsløs Anvendelse af alle foroven skildrede Forholdsregler er det lykkedes den danske Forvaltning, at nedtrykke Antallet af de tyske Skolebørn til en Tiendedel af det tidligere Antal. Ogsaa denne sidste Tiendedel har ikke Krav paa Opdragelse i den tyske Folkeligheds Aand. Den danske Regulering af Mindretallets offentlige Skolevæsen er i det Væsentlige en dansk Skole med tysk Undervisningssprog, men ikke en tysk folkelig Skole. 2. Privatskolerne.»Ifølge den danske Grundlovs 83 er Forældre eller Værger, der sørger for, at Børnene faar en Undervisning, der kan staa Maal med, hvad der almindeligt kræves i Folkeskolen, ikke pligtige til, at lade Børnene undervise i Folkeskolen «Afhdlg. S. 11. Denne fra gammel Tid i Danmark bestaaende Ret til Privatundervisning var man nødsaget til, ogsaa at anvende i Nordslesvig, dersom man

14 ikke vilde udsætte sig for Bebrejdelsen for Undtagelseslovgivning, som allerede var bleven gjordt paa Grund af Lærernes Behandling. Det altsaa, hvad med en vis storladende Haandbevægelse overfor det forbavsede Udland fremstilles som Liberalitet mod Minoriteten, er simpelthen gældende Ret. Denne Haandbevægelse virker endnu mere eftertrykkelig, naar man tilføjer, at den danske Stat under visse Betingelser betaler et aarlig Tilskud af 50 Kroner for hvert Barn ikke blot for Mindretalsskolerne, men for enhver Privatskole - og dog er Haandbevægelsen helt ufarlig, thi der bestaar kun 7 tyske Privatskoler, der besøges af højst 250 Børn, 1 ) med andre Ord altsaa, at i Sammenligning med 1920 nu kun endnu hvert 10. Barn bliver undervist i en offentlig tysksproglig, hvert 100. Barn i en tysk Privatskole et virkelig glimrende Resultat for den dansk«forvaltningspraksis. Ogsaa her er Gaaden let at løse, til Trods for den liberale Lovgivning : Med et Tilskud af 50 Kroner per Barn kan man ikke underholde nogen Skole; 20 X 50 udgør 1000 Kroner, det naar ingen Vegne Tilskudet bliver ogsaa først betalt, efter at Skolen har bestaaet et Aar netop det første Aar er det vanskeligste. Det bliver ogsaa kun betalt under visse Betingelser: Tilskud ydes til Skoler a) som efter Skolekommissionens Skøn giver en Undervisning af mindst lignende Omfang som den offentlige Skole, b) som ikke forbereder til nogensomhelst Eksamen (aim. Forberedelseseksamen o. lign.), c) som ikke er Øvelsesklasser ved Seminarier eller lignende Læreanstalter, d) som i det sidst forløbne Kalenderaar har været besøgt mindst af 10 Elever i Gennemsnit, e) som ikke har et større Børneantal til Undervisning ') Til Sammenligning nævnes, at Besøgernes Antal ved den danske Privatrealskole i Flensborg beløber sig til 430. ved en talmæssig meget mindre Minoritet.

15 for en enkelt Lærer end det for den offentlige Folkeskole fastsatte, f) som fører Protokol over Skolens Elever og disses eventuelle Forsømmelser med Oplysninger om Grunden til Forsømmelsen. (Afhlg. S. 11.) Afgørelsen ligger i alle Tilfælde ved Skolekommissionen, og denne er i de fleste Tilfælde dansk. J Uge f. E. havde denne Ordning et Resultat, der ikke helt var blottet for Humør, nemlig at denne Skolekommission, som bestaar af 2 tyske Bønder, 2 danske Bønder og 1 dansk Tømmermand, med 3 : 2 Stemmer tog den Beslutning, at den tyske Privatskoles Præstationer ikke var tilstrækkelige, endskøndt en utrykkelig fra Ministeriet udsendte Fagmand ligesom Amtsskolekonsulenten prøvede Skolen og befandt den tilfredsstillende. Det blev ved Kommissionens Afgørelse, Tilskudet betaltes ikke. Paa denne Maade er Statstilskudet altsaa en usikker Faktor. Men frem for alt: Til Skolemesteren hører en Bygning, Lærerboliger, Tavler, Læremidler, hvordan skal de smaa og som oftest fattige tyske Kommuner skaffe Pengene dertil? De tyske Privatskoler maa derfor hæve mange Skolepenge, stedvis indtil 240 Kroner aarlig, hvorimod der i de danske Mellem- og højere Skoler kan bevilges vidtgaaende Fritagelser for Skolepengene. Børn og Forældre, der har en skattepligtig Indkomst under 4000 Kroner, betaler slet ingen Skolepenge, og paa denne Maade bliver de tyske Privatskoler i Nordslesvig en Indretning, der kun kan opretholdes under betydelige Offre. 1 ) 3. Undervisningen i de højere Skoler. Den ordnes efter en særlig Lov af 30. Juni 1920, paa Grund af hvilken der i enhver af de 4 Købstæder (Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder) er oprettet et dansk Statsgymnasium Det var et ligesaa dristigt som hensynsløst Skridt, straks efter Aftrædelsen i alle 4 Byer, Tyskhedens Støttepunkter, at gøre de højere Skoler dansk, thi med Undtagelse af Haderslev havde Afstemningen i alle l ) Den danske Privatrealekole i Flensborg bevilger 385 Fripladser ved 480 Elever.

16 Byer opvist et stærkt tysk Flertal. Det blev derfor i klog Øjemed bestemt, at de tyske Elever skulde undervises endnu nogle Aar i særskilte Klasser, der var indlemmet i den danske Statsskole, og halvofficielt blev der stillet i Udsigt, at der skulde gennemføres en Parallelskole i en af Byerne. 1 ) Disse Klasser har naaet deres Afslutning i Tønder 1922, i Haderslev og Sønderborg 1924; en enkelt Klasse vegeterer endnu ved Statsskolen i Aabenraa; den vil indgaa 1. Juli 1925. Af det forhen saa blomstrende tyske højere Skolevæsen, der bestod af 1 Gymnasium, en Overrealskole, 3 Realskoler, flere højere Pigeskoler, tre Seminarier, er idag kun endnu denne ene Undersekunda med 20 Elever tilbage. Danmark sigter systematisk hen paa, at udrydde det tyske Førerlag. Næsten alle nordslesvigske Akademikere, der efter Krigen havde begyndt et Studium ved tyske Universiteter og ved Eksamen bragt til Afslutning, maatte ikke udøve deres Kald i deres Hjemland. Adskillige Læger nægtede man at udøve Praksis. Af yngere Læger, der havde faaet deres Approbationsbevis i Tyskland og ikke vilde give Afkald paa at udøve deres Praksis i deres nordslesvigske Hjemland, forlangte man Statseksamens Gentagelse i København. Derfor er det tyske Mindretals Fordring af en egen tysk Skoleafdeling, der fører til Universitetet, bleven afvist. Man bevilger overhovedet ingen Berettigelser. Ogsaa de tysksproglige Mellemskoleklasser i de 4 Købstæder fører ikke til nogen Afslutning Mellemskolerne danner indenfor det danske Skolesystem det normale Led mellem Grundskolen og den højere Skole men dersom Eleverne i de tyske Afdelinger vil gaa over til den danske Statsskole, maa de først bestaa en Optagelsesprøve, ogsaa i Dansk, og derved taber de, dersom den overhovedet lykkes for dem, mindst et Aar. Derved foranlediges mange Forældre, straks at sende deres Rørn paa den danske Skole. De tyske Klasser derimod bliver efterhaanden tomme, netop fordide ikke har nogen Afslutning. *) Den er aldrig bleven bevilget.

17»Fra dansk Side blev der ved den paagældende Lejlighed (Versailles) gjort gældende, at særlige traktatlige Garantier var unødvendige, idet den liberale danske Lovgivning, som vilde komme til at gælde for alle danske Statsborgere i Landsdelene, uanset Sprog og Sindelag, og i hvilken navnlig Undervisningsfrihed var et Princip, i sig selv frembød tilstrækkelige Garantier.«(Afhdlg. S. 1.) Saadan staar det i Afhandlingen, saadan tror Verden det. Traktatlige Garantier havde været en tvingende Nødvendighed. Resultatet viser, at Danmark gør sig Umage for, udadtil at opretholde det liberale Skin, men at det faktisk dog vil ødelægge Minoriteten og særlig Førerlaget langsomt og inaalbevidst. II. Kirkelige Forhold. Kirkens Indflydelse har altid været betydelig i dette rent evangelisk og meget kirkelig sindede Grænseland. Den danske Kirkeregering stod overfor en særlig vanskelig Opgave, dersom den vilde levere Bevis for dens særlig liberale Indstilling. Paa Kirkens Omraade havde Sprogspørgsmaalet i den tyske Forvaltnings Tid aldrig givet Foranledning til Klager. Den slesvig-holstenske Landskirke havde ydet al Frihed; den havde ikke gjort nogen Forskel mellem tyske og danske Sognebørn. Der blev i den tyske Tid kun kaldet Præster, der var begge Sprog mægtige, der kunde foretage Embedshandlinger efter Sognemedlemmernes Ønske paa dansk og tysk. Det gjaldt ogsaa som selvfølgeligt, at Biskoppen af Slesvig beherskede begge Sprog. Selv i Købstæderne, der dog havde en stærk udpræget iysk Karakter, udøvede en tysk og en dansk Præst deres Embede ved Siden af hinanden. Lederen af det slesvig-holstenske Kirkevæsen, Generalsuperintendent Kaftan, havde i sin Ungdom selv været Præst for den danske Menighed i Aabenraa. Under disse Forhold maatte man, om man vilde eller ej, indrømme de endnu altid stærk tyske Købstæder Retten til, at en tysk Præst virkede ved Siden af en dansk. (Lov af 31. Oktober 1920.) En kraftig og selvstændig Udvikling af disse Menig

18 heder blev der sat Bom for. Disse tyske Menigheder forenedes med de danske under et Menighedsraad, der indtager Kirkeforstanderskabets Plads, og, valgt efter Forholdstalsvalg, overalt fremviser dansk Majoritet, med Undtagelse af Tønder. De tyske Menigheder har altsaa ingen selvstændig Repræsentation. De har Kirke og Kirkegaard og al kirkelig Ejendom fælles med den danske Menighed; ogsaa over Kirkeskatten og dens Anvendelse bestemmer Menighedsraadet med dets danske Majoritet. De 6 Repræsentanter af den tyske Menighed i Aabenraa f. E. kan i alle, ogsaa deres vitalste Anliggender blive overstemt og gjort uvirksomme af de andre. Eget trængende Behov for Menighedslivet kan blive dem afslaaet, omvendt kan den af de tyske Menighedsmedlemmer indbetalte Kirkeskat blive brugt for den danske Menigheds Behov, de ikke har nogen Interesse for. Ja, de tyske Menigheder har ikke engang Muligheden for, at søge deres Ret for Landets Domstol, dersom denne Ret krænkes gennem den danske Majoritets Skøn i Menighedsraadet, fordi de i Mangel af en selvstændig Repræsentation ikke har en juridisk Persons Rettighed, altsaa ikke er berettiget til at anlægge Sag. I Aabenraa er i dette Aar den tyske Menigheds Retsløshed i et Tilfælde kommet særlig tydelig til Syne I Februar besluttede Menighedsraadets danske Majoritet, at bortforpagte det derværende, før som kristeligt Svendehjem benyttede»lutherhaus«, en Stiftelse af fhv. tysk Provst og Førstepræst Gøttig fra Aaret 1883, helt ensidig til den danske»kristelig Forening for unge Mænd«(K. F. U. M.), endskøndt det paa Stiftelsen beroende Testament af Provst Gøttig udtrykkelig bestemte Huset som Asyl for alle kristelige og kirkelige Øjemed i Menigheden, endskøndt Huset saa godt som Kirken er fælles Ejendom for begge Menigheder, endskøndt det ved en paa begge Menigheder hvilende Udgift af 12 000 Kroner er bleven renoveret, og endskøndt den tyske Fraktion i Menighedsraadet enstemmig protesterede mod denne Anvendelse. Den af den tyske Fraktion straks til Kirkeministeriet indgivne Klage over dette Majoritetsskøn har efter en

19 Ventetid af 6 Maaneder faaet et Svar, der ikke indeholder nogensomhelst Afgøielse. Kirkeministeriet anbefaler nok den danske Fraktion, at forlige sig med os Tyskere, men det erklærer, et Stridens endelige Afgørelse er Domstolens Sag. Og denne Retsvej er netop ugangbar for den tyske Menighed, fordi den som sagt ikke er berettiget til, at anlægge Sag. Dersom man ogsaa paa Landet havde fastholdt ved den slesvig-holstenske Landeskirkes moderate Sædvane, saa vilde i de tyske Præster en af Tyskhedens stærkeste Støtter være bleven opretholdt. Her har man opereret med særlig Behændighed og under Overholdelse af Liberalitetens Skin dog ført et tilintetgørende Slag mod Tyskheden. For først blev alle Præster ligesom Lærerne sat ud af Embede. De, der vilde blive, maatte paany stille sig til Valg. Det var for mange af disse stivnakkede Mænd ud af en vis Stolthed ikke muligt; de vilde ikke gaa til Valg der, hvor de maaske for A artier var bleven valgt med Retskraft. Andre var tvivlraadige, andre lod sig vælge igen men en stor Del af de tyske Præster var bleven affærdiget gennem denne klog beregnede Forholdsregel. Ogsaa dette er en Undtagelsesregel og derfor i Modsætning til den danske Stats liberale Retsgrundlag.»Basis for den nuværende Ordning er den danske Lov af 28. Juni 1920, hvorefter Kirkeministeriet efter Indstilling fra Menighedsrepræsentanterne (disse vælges efter Reglerne for Forholdstalsvalg) og efter at have indhentet Erklæringer fra vedkommende Provst og fra Biskoppen, med tilbørligt Hensyn til Mindretallene afgør, i hvilken Omfang Kirkesproget i de enkelte Menigheder skal være dansk eller tysk, og derefter træffer de fornødne Foranstaltninger til Mindretallenes Betjening i deres eget Sprog.«(Afhdlg. S. 13.) Det er let at se, at den samme behændige Haand her har ført Pennen, som ved Affattelsen af Skolelovene. Enhver, som er uhildet, maa vedgaa, at Ordene lyder forbindtlig og imødekommende. Men: Menighedens Repræsentation, der omtrent svarer til Skolekommissionen, stiller

20 Andragendet; Initiativet ligger altsaa hos den stedlige Instans, og den er i de fleste Tilfælde dansk.»tilbørligt Hensyn«er et ligesaa uklart Begreb som det»at trætte Foranstaltninger«ved Etablering af en Skole. Det er nærmere omskrevet i Kgl. Forordning af 3. Avgust 1920, der i 1 klart og tydeligt bestemmer:»kirkesproget i de sønderjydske Landsdele er dansk«. Men for at afsvække Indtrykket af denne Sætning, der i Sammenligning med de tidligere tyske Forhold maatte synes at være hensynsløs, tilføjedes $ 3 med følgende Indhold : Ministeriet bestemmer efter Indstilling fra Biskoppen, hvorvidt Betjeningen i tysk Sprog, saafremt den ikke foretages af Sognets egen Præst, skal ske ved en Nabopræst eller undtagelsesvis ved Ansættelse af en Andenpræst, der i givne Tilfælde kunde ansæites med Forpligtelse til at betjene adskillige Menigheder. Denne Antydning af et muligt Kald af en 2. Præst har vist sig at være et særlig klogt Træk. En Række af hidtil tyske Præster kom nu, da de erfarede, at de ved Genvalg kun vilde være Præst af den danske Del af Menigheden, hvorimod Tyskerne skulde betjenes af en 2. Præst, til den Overbevisning, at de ikke vilde kunne blive i Nordslesvig, og tog den Beslutning, at gaa sydpaa faktisk er ikke en eneste tysk 2. Præst bleven kaldet nogensteds; de brave Tyskere i Tinglev og Løgumkloster har deres Ansøgning og Underskrifter ikke nyttet det mindste; Ministeriet har tilbagevist alle Andragender. I Henhold til 2 i samme Forordning kan der blive indrettet tyske Gudstjenester, hvor en derlienstilende Ansøgning fremsættes af Menighedsraadet. Menighedsraadet, i hvilket der som Regel sidder en dansk Majoritet, er begribeligvis fra først af ikke meget tilbøjelig til at vedgaa dette Rehov. løvrigt anvendes den samme Fremgangsmaade som ved Ansøgninger om Etablering af en Skole: den bestaar i personlig og offentlig Indflydelse; man generer sig ikke at offentliggøre Andragernes Navne i Avisen, ikke just til Gavn for Forretningen. I forrige Aar blev Navnene af 55 Tyskere, der havde fremsat Ønske om tysk Gudstjeneste,

21 aftrykt i Avisen. Tilmed behøver man ikke at overlade Kirken til Afholdelse af den tyske Gudstjeneste for den tyske Minoritet til enhver Dagstid; de maa nøjes med Eftermiddagsgudstjenesten. Efter den nye Lov af 30. Juni 1922 (Nr. 284) 20 er det i hvert Tilfælde, hvor Sognekirken ønskes benyttet til Afholdelse af Gudstjenester eller kirkelige Handlinger i tysk Sprog, nødvendigt, først at indhente Biskoppens Tilladelse. En saadan særlig Tilladelse behøves ikke, saafremt det islandske, norske eller svenske Sprog benyttes. Ligeledes har man i nyere Tid fastsat et Bidrag for Kirkens Benyttelse, som formindsker den tyske Menigheds Iver til Afholdelse af tyske Gudstjenester. I Loven af 30. Juni 1922 (Nr. 284) havde man taget Afstand fra dette Bidrag, men da de nystiftede tyske Frimenigheder i Tinglev og Løgumkloster fordrede Benyttelsen af Kirkerne, blev under den 29. Marts 1924 en Lov til Genindførelse af dette Gebyr vedtaget. Afhandlingen fremhæver S. 15, at der paa Landet i 27 Kirker (af ca. 100) afholdes tysk Gudstjeneste, i de fleste Tilfælde paa een Søndag i Maaneden. Dette lyder meget moderat. Om en virkelig Sjælesorg for Tyskerne kan der kun i de faa Byer være Tale, hvor der endnu er bleven en Sognepræst fra før. Den helt overvejende Del af den tyske landlige Befolkning har ingen Sjælesørger, højst en Præst, der kommer een Gang om Maaneden, for at holde en Prædiken, og forøvrigt har nok at bestille i sin egen Menighed. Der er enddog fremkommet danske Røster, der bebrejder Kirkeregeringen, at Fremgangsmaaden har været for skarp paa enkelte Steder, at Oprettelsen af Frimenigheder med egne Præster i Løgumkloster og Tinglev kunde være undgaaet, dersom man havde bevilget en 2. Præst eller, som under den slesvig-holstenske Landskirkes Tid, havde kaldet Præster, der beherskede begge Sprog; dersom man fremforalt ikke havde sendt danske Præster, der ikke kunde tale tilstrækkelig tysk, ogsaa til de stærkt tyske Menigheder som Tinglev, Uge, Ravsted, for kirkelig at

22 kunne betjene disse Menigheder. Men den danske Kirkeregering regner aabenbart med, at disse Frimenigheder uden Kirker i Længden ikke vil kunne holde sig af Mangel paa Midler, og at Efterfølgere i Præsteembedet ikke eksisterer i de tysksindede nordslesvigske Kredse, fordi Adgangen til Universitetet gennem de oven skildrede Forholdsregler er saa godt som afskaaret. Hovedlinien ogsaa i den af Kirkeregeringen gennemførte Politik er: til Trods for al tilsyneladende Liberalitet maalbevidst at tilbagetrænge og ødelægge Tyskheden i Kirken. III. Retspleje, Forvaltningsvæsen. Ogsaa her søger Afhandlingen at fremkalde Udseendet af, at den danske Regering tager Hensyn til Tyskerne. Denne Opfattelse er ikke rigtig. De tilstaaede Friheder paa Retsplejens og Forvaltningens Omraade staar væsentligt tilbage overfor den Sædvane, der i tysk Tid blev øvet af de tyske Instanser. Bestemmelserne over Retssproget, som er opført i Loven af 28. Juni 1920 (jfr. Afhandling S. 17) svarer fuldkommen til de, der var gængse i tysk Tid. Ogsaa her gjorde saadanne Folk, der ikke beherskede det tyske Sprog, Brug af en Tolk for Retten, og Omkostningerne paalagdes Statskassen. De tyske Instanser har endda til ind i 80erne af det forrige Aarhundrede, uden at gøre Vanskeligheder, modtaget Indlæg i dansk Sprog. Ja, til hen i den samme Tid fremkom endda endnu Amtsbladene for de nordslesvigske Amter i tysk og dansk Sprog, medens straks efter Indførelsen af den danske Forvaltning i Nordslesvig Bekendtgørelserne af Amterne udelukkende fremkom i dansk Sprog, uden Hensyn til, at det tyske Skolesprog havde været herskende i hele Nordslesvig siden 1888 og at de, der taler platdansk, endnu langt fra er i Stand til, at følge høj danske Forhandlinger. Forøvrigt gør de danske Instanser paa alle Steder, hvor det nogenlunde er muligt, med afgjort Konsekvens Anstrengelser for at opdrage Befolkningen til Brug af det Højdanske, ogsaa i Omgang med Forvaltningens og Rettens

23 - Embedsmænd. Embedsmændene i Post- og Trafikvæsenet betjener sig næsten udelukkende af det danske Sprog. Selv i Tønder By, der ved det sidste tyske Rigsdagsvalg havde afgivet 92 pct. tyske Stemmer, ved Afstemningen 1920 74pCt., og som ogsaa endnu idag fremviser en tysk Majoritet, taler Embedsmændene paa Posthuset og Banegaarden principielt kun dansk. Men ogsaa ud over Sproget maaler Forvaltningen med to Slags Maal. Den danske Forvaltningspraksis holder ikke, hvad Afhandlingen lover, at der ikke gives nogen Undtagelsesbestemmelser,»hvorved Statsborgere, der hører til et sprogligt eller folkeligt Mindretal, unddrages nogen Ret.«(jfr. S. 16 Lægernes Behandling.) De forudgaaende Fremstillinger, der beror paa den nøjagtigste Kendskab til de faktiske Forhold, viser følgende: 1. Danskerne har, da de modtog Nordslesvig af Sejrstaterne, under Paaberaabelse af deres liberale Lovgivning, først unddraget sig Afslutningen af en Garantipakt, ligeledes tilbagevist det tyske Tilbud om traktatlig Regulering. 2. De har ved forskellige Lejligheder bagefter ændret den liberale Lovgivning til det tyske Mindretals Disfavør. 3. Men de har fremforalt i deres Forvaltningspraksis under Opretholdelse af et liberal Udseende ført en maalbevidst og hensynsløs Kamp mod den tyske Minoritet, for at opsuge denne. At Danskerne tilbageviser Afslutningen af en Gensidighedstraktat, har en helt simpel Grund : Under de nuværende Forhold kan de indenfor en Lovgivning fuld af Muligheder, der fremstilles som liberal overfor hele Verden, i Virkelighed gøre og lade, hvad de vil. Indgaar de en Traktat, saa er de retslig bundne til at behandle Minoriteten nøjagtig efter Traktatens Bestemmelser. Nu har de vidt Spilrum. Saa vil den tyske Nabo se dem paa Fingrene. De foretrækker, at blive ved det probate Princip: under tilsyneladende Liberalitet hensynsløs Kamp mod Tyskheden.

Trykt i Januar 1925