Velkomstfolder til vuggestuen Vi byder dig og din familie velkommen i vuggestuen. Vi har lavet denne lille mappe så I kan få et indtryk af vores institution, hvem vi er og hvad vi lægger vægt på. Vi håber i falder godt til og får en masse dejlige timer her i institutionen. Vi vil i hvert tilfælde gøre en stor indsats for, at I kommer til at føle jer hjemme. I er altid velkomne til at kontakte os, hvis der er noget der undre jer, eller I er usikre på. Kærlig hilsen Personalet Indholdsfortegnelse Præsentation Side 1 At starte i vuggestue afd. Side 2 Det pædagogiske arbejde Side 4 Kost Side 7 Forældresamarbejde Side 8 Sygdom Side 11 Praktiske oplysninger Side 12
Præsentation Vi er et børnehus med ca.130 børn, hvoraf ca. 40 går i vuggestueafdelingen. Børnene er fordelt på 4 stuer: Vuggestuen har åbent mandag til torsdag fra 6.45 til 17.00 og fredag fra 6.45 til 16.45. Til at varetage de daglige funktioner i huset er vi ca.30 fastansatte plus vikarer. 17 pædagoger, 11 medhjælpere, 1 økonoma og rengøring. Institutionen ledes af Ann, Nanna og Tina F, der er stedfortrædere. Vibeke er sikkerhedsrepræsentant. Lisbeth er tillidsmand for pædagogerne, og Tina P er tillidsmand for pædagogmedhjælperne. Sikkerhedspolitik: Sikkerheden for børn og personale vægtes højt og det vil sige: at legepladsen og legeredskaber efterses inden børnene sendes ud vi bestræber os på, at alle materialer, vi bruger til beskæftigelse, er uden farlige stoffer at snore i huer, hætter og tørklæder, både ude og inde er forbudt.
At starte i vuggestuen At begynde i vuggestuen er for de fleste børn en stor forandring, som kan være svær for både forældre og børn. For at barnet kan falde til i vuggestuen er det utrolig vigtigt, at I som forældre føler jer trygge ved at aflevere jeres guldklump til os. Derfor prioriterer vi den første tid sammen med jer og barnet meget højt. Det betyder, at vi afsætter tid til at I kan lære os og vuggestuen at kende, og vi får mulighed for at høre om barnets vaner, rytme og behov. Vi forventer I er sammen med barnet i den første tid, så vi kan opbygge tryghed og tillid til hinanden. For nogle børn tager det længere tid end for andre, før de er parate til at være alene i institutionen. Generelt kan vi sige, at det er godt at have 1 til 2 uger, hvor barnet gradvist vænner sig til den nye situation. De mindste børn følger så vidt det er muligt deres egen rytme, det vil sige de spiser og sover når de har behov for det. Vi forsøger, at gøre de daglige situationer (spise, skifte og tumle) til nogle rare oplevelser for barnet ved, at vi som voksne tager os god tid til at skabe nærhed og kontakt i rolige omgivelser. Med de helt små leger og hygger vi os meget på gulvet, for at være på barnets niveau. Langsomt og gradvist, som barnet bliver ældre, inddrages barnet i de aktiviteter, som foregår i vuggestuen for de større børn. Dette sker som regel naturligt ved, at børnene selv begynder at vise interesse for at deltage.
En typisk dag i vuggestuen: 06.45 børnehuset åbner i vuggestue afd. o6.45 07.30 morgenmad for dem, som ikke har mulighed for at spise hjemme 08.30 09.00 hyggestund på stuerne med brød og drikkelse 09.00 10.30 leg ude eller inde, beskæftigelse, sang eller tur 10.30 11.30 frokost 12.00 14.00 sove/hvile de mindste følger deres egen rytme 14.00 15.00 eftermiddagsmad 15.00 17.00 leg ude eller inde De mindste børn sover i vuggestuens barnevogne, i starten kan det dog være en god idé, at medbringe barnets egen barnevogn som er tryg og velkendt. De større børn sover inde, dels i senge og dels i madras soveposer. Tidspunktet for hvornår de kommer ind at sove er afhængig af mange faktorer, så som aldersfordelingen af børn, barnets størrelse og meget andet. Alle de større børn sover eller hviler sig i middagsstunden. Da vi har arbejdet med et indsatsområde omkring børn, støj og stress, vægter vi at børnene hviler sig midt på dagen.
Det pædagogiske arbejde Idègrundlag/målsætning Vi ønsker, at skabe nogle rammer, som giver mulighed for ro og fordybelse i børnenes leg og liv i institutionen. Vi vil gerne kendetegnes ved en institution, hvor den usynlige omsorg overfor børnene er i højsæde. Med det mener vi; at der er kvalitet i kontakten, at barnet bliver set, læst og forstået, at der bliver sat ord på barnets følelser, at der bliver lyttet til barnets ønsker. Altså et trygt forhold, hvor barnet mærker, at de voksne har lyst til samspil at de er engagerede. Vi mener det er vigtigt, at tage udgangspunkt i situationsbestemt pædagogik. Det betyder, at man aktivt følger efter børnene, støtter og stimulere dem på deres egne præmisser, og tager udgangspunkt i den gruppe børn man har her og nu. Legen skal være den vigtigste form for aktivitet i institutionen, for her igennem lærer barnet noget om sig selv og sine omgivelser. Ved at vi skaber nogle rammer, som giver mulighed for ro og fordybelse i børnenes leg i institutionen udvikler vi automatisk deres: motoriske færdigheder identitet evne til at knytte venskaber/lærer sociale hensyn og regler
Det er vigtigt vi som voksne vejleder og støtter børnene på det niveau de er på, for her igennem at få dem videre til næste trin i deres udvikling. Følge børnenes spor og vise dem vejen. Da de fleste børn lever i en meget struktureret hverdag, er det vigtigt at de i vuggestuen fornemmer ro og mulighed for fordybelse af legen. Det er vigtigt at vi ikke hele tiden har planlagte aktiviteter. Udfra vores betragtning om den usynlige omsorg, legen og dens fordybelse er målet, at børnene skal blive: rolige børn som hviler i sig selv børn som lærer at knytte venskaber børn som udvikles ud fra det niveau de er på børn som udvikler sociale kompetencer Renlighedstræning: Børnene bliver ikke sat på potte, men de større børn får tilbud om, at komme på wc når de begynder at interessere sig for det. Vi mener ikke renlighedstræning er en indlæringsmæssig funktion, men et spørgsmål om modenhed/parathed. Når vi i fællesskab med jer mener jeres barn er parat til at smide bleen laver vi nogle aftaler om, hvordan vi i fællesskab hjælper barnet på vej med at blive renlig.
Legepladsen: Vi har en dejlig stor legeplads som vi ser som et godt pædagogisk tilbud, hvor børnene har stor mulighed for at afprøve deres krop, både motorisk og sansemæssigt. Legepladsen bliver brugt flittigt hele året, dog mener vi det er vigtigt at respektere børnenes individuelle ønsker og behov om at trække indendørs, enten når det er meget varmt om sommeren, eller hvis de fryser om vinteren, På legepladsen har vi forskellige legeredskaber, en jordhøj og en lille skov, hvor børnene kan gå på opdagelse. Der ud over har vi cykler, traktorer, motorcykler og sandting. Desuden er der frugtbuske, æble- og blommetræ som alle nyder i sensommeren I løbet af foråret planter og sår vi forskellige ting sammen med børnene, som vi kan have glæde af senere på året. Fester for børnene: Som I vil kunne se på årsplanen på vores hjemmeside, afholder vi en del fester for børnene. Dette er alle fælles arrangementer for hele afdelingen eller huset, som enten afholdes i forbindelse med markering af en højtid/mærkedag, eller andre festdage. Vi afholder flere gange om året, små hyggelige arrangementer, for at markerer årets gang: fastelavn, påskefest, Sankt Hans, jul i kirken, og julefest i institutionen.
Kost Det er Benthe, vores økonoma, som står for vuggestuens kost. Kosten tilberedes ud fra et princip om at være 75 % økologisk. Der prioriteres en varieret kost, hvor der så vidt muligt bruges af sæsonens råvarer. I udarbejdelsen af madplanen, der planlægges for 14 dage af gangen, tages der højde for at maden varieres ugen igennem for at sikre en ernæringskorrekt kost. Det vil sige, at kosten kommer til at indeholde kød, fisk, grøntsager og fedtstoffer i den mængde som anbefales. Benthe bruger forbrugerstyrelsens vejledning for kostsammensætning som udgangspunkt. Kostplanen hænger ved køkkenet. Vi opfordrer jer til at spise morgenmad med jeres barn derhjemme. Hvis det ikke er muligt, kan jeres barn få havregryn med mælk. I løbet af morgenen får børnene tilbudt brød og noget at drikke. Hver anden mandag hele året får børnene grød eller øllebrød. I sommerhalvåret ca. 1. maj til 30. september får vi rugbrød til frokost. I vinterhalvåret ca. 1. oktober til 30. april får vi varmt mad 2 dage og kold mad 2 dage. Til de mindste børn laves der mos og mad til alderen. Om eftermiddagen får børnene frugt og hjemmebagt brød,- dette fremgår også af madplanen. Vi tager naturligvis særlige hensyn til de børn, der har mad allergi problemer. Aftale om speciel kost sker altid med egen læges eller speciallæges skriftlige accept.
Vi gør meget ud af, at det skal være en hyggelig stund når vi spiser, derfor er børnene delt op ved forskellige borde med en voksen, så man opnår en tæt kontakt, hvor der kan snakkes om maden og andre ting som optager børnene. Børnene bliver opfordret til at smage på maden, men det bliver accepteret hvis de giver udtryk for at det kan de ikke lide, eller ikke har lyst til at spise. Se i øvrigt kostpolitikken, som også ligger her på hjemmesiden. Forældresamarbejde Vi prioriterer vores samarbejde med jer meget højt. Den daglige kontakt når I afleverer og henter jeres barn er utrolig vigtig. Vi tilstræber at være åbne og imødekommende over for jer som forældre, og fortælle om de mange oplevelser vi har haft sammen med jeres barn. Ligeledes er det meget vigtigt, at I hjælper barnet med at fortælle, hvad i f.eks. har lavet i weekenden, hvis der er sket noget særligt derhjemme, eller hvis barnet har sovet dårligt om natten. På den måde har vi noget at snakke med børnene om der hjemme fra, eller tage særlige hensyn hvis der er behov for det. Det er vigtigt, at der bliver skabt tillid og tryghed mellem personalet, jer og barnet inden I skal starte på arbejde igen, da denne utryghed ellers vil smitte af på barnet.
Selv om jeres barn græder, er det vigtigt at I siger farvel og at barnet ser I går. I er altid meget velkomne til at ringe til os så I kan høre hvordan barnet har det. Personalet vil altid være parat til at vejlede jer I spørgsmål vedrørende jeres barn. Ferie/fridage: I er som forældre de vigtigste personer for jeres barn, derfor er det vigtigt at barnet er i vuggestuen så kort tid, som jeres arbejde tillader det. Derfor skal børnene heller ikke være her inden et bestemt tidspunkt, hvis I f.eks. møder sent nogle dage. Blot er det vigtigt I giver besked på stuen, så de kan tage højde for det i deres planlægning. Ligeledes forventer vi, at børnene holder ferie og fridage med jer. I forbindelse med ferier og højtider vil I blive spurgt om, hvorvidt jeres barn kommer eller ej. Det er meget vigtigt af hensyn til vores planlægning af personaleressourcer at I svarer på dette, da kommunen har en forventning om, at der er overensstemmelse mellem antal børn og personale. Ligeledes forventer kommunen at hvert barn afholder 6 ugers ferie. I ferieperioderne vil I opleve, at stuerne er slået sammen og personalet holder ferie på skift. Forældremøder: Vi holder 1-2 forældremøder om året. På det ene af møderne er der valg til vores forældrebestyrelse.
Fællesspisning: Vi afholder fællesspisning 1 gang om året for søskende og forældre. Det foregår på den måde, at hver familie medbringer en ret til en fælles buffet. Vi starter klokken 17.30 og slutter ved 20 tiden. Sommerfest: Vi holder sommerfest for forældre og søskende. Vi starter om eftermiddagen, hvor der vil blive serveret kaffe, saft og kage. Dette plejer at være et rigtig hyggeligt arrangement. Bestyrelsesarbejde: Forældrebestyrelsen er blevet valgt på et forældremøde. Bestyrelsen holder ca. 6 møder om året fordelt på forskellige ugedage. Bestyrelsen arbejder efter en forretningsorden. Fra personalegruppen deltager Ann og Nanna som ledelsespersoner (uden stemmeret), samt 2 medarbejderrepræsentanter (med stemmeret), som er valgt af personalet. Formanden som bliver valgt på første møde sørger for indkaldelse og dagsorden. Dagsordenen er frit tilgængelig for alle forældre, som opfordres til at komme med forslag/kommentarer til mødet. Dagsorden og referat lægges her på hjemmesiden.
Sygdom Syge børn må ikke modtages i vuggestuen af hensyn til sig selv og de øvrige børn. Sygdom kan være mange ting og udarter sig ofte meget individuelt. Vi ved, at I som forældre kan være meget pressede i forhold til jeres arbejdsplads med for mange barns sygedage. Som personale i en daginstitution i dag, er vi ligeledes pressede på grund af manglende vikartimer, normeringsforringelser osv. Vi har derfor ikke det fornødne overskud til også at passe syge børn. For at etablere nogle mere klare retningslinjer omkring børns sygdom og deres fremmøde i vuggestuen, har vi vedtaget nogle regler for de mest almindelige sygdomme. Øjenbetændelse Ved øjenbetændelse følger vi retningslinjerne i smitsomme sygdomme hos børn fra sundhedsstyrelsen og kommunelægens holdning, ikke den enkeltes praktiserende læge. Børn med øjenbetændelse må ikke komme i institutionen: hvis der er øjenbetændelse med stærkt pusflod hvis der er øjenbetændelse og tydelig lysskyhed hvis der er øjenbetændelse og påvirket almentilstand Øjenbetændelse er meget smitsomt. Smitten overføres ved direkte berøring og indirekte via genstande som håndklæder og legetøj. Der kan også ske smitte gennem luften med hoste eller nys. Ved alle former for øjenbetændelse skal man være meget omhyggelig med oprensning af øjnene for ikke at sprede smitten. Derfor forventer vi, for ikke at sprede smitten, at jeres barn holdes hjemme.
Diarre Vi kender hvert barns normale afføring, og kan derfor afgøre, hvornår den er dårlig. Får barnet tynd, ildelugtende og slimet afføring, sendes det hjem. Barnet må først komme i vuggestuen igen når afføringen er normal. Feber Børn får ofte feber uden, at man kan konstatere en egentlig sygdom eller stille en klar diagnose. Hvis vi observerer, at et barn er varmt og utilpas, tager vi temperaturen. Er temperaturen 38 c eller derover sendes barnet hjem. Er et barn ulykkeligt, småvarm og utilpas uden måske at have mere end 37,7, ringer vi og forventer I henter jeres barn. Barnet må først komme i vuggestuen når det er feberfrit. Praktiske oplysninger Afbud: Vuggestuen vil gerne have besked om fravær (sygdom, ferie eller fridage) inden klokken 7.30 af hensyn til vikarplanlægning. Ved længerevarende sygdom ringer man dagen før og raskmelder barnet. AIDS politik: Ballerup kommune har en AIDS politik, der er gældende for ansatte i Kommunen. Forældre til AIDS børn må selv afgøre, om de vil orientere Institutionen om det. Barsebäckudslip: I tilfælde af ulykke fra Barsebäck er kælderen sikringskælder. Der skal vi gå ned og lytte til en radio, hvis uheldet sker.
Cykelskur: Cykelskuret er forbeholdt personalets cykler. Børnenes medbragte cykler og andre køretøjer er i meget velkomne til at placere ved de øvrige cykelstativer. Ferie: Som før nævnt er det meget vigtigt I giver besked i god tid om ferie da Kommunen forventer, at personalet holder ferie i forhold til børnefremmødet. Derfor vil I i ferieperioderne kunne opleve, at der nødvendigvis ikke er personale fra barnets stue. Fødselsdage: Vi er glade for at holde børnenes fødselsdage, såvel i institutionen som hjemme hos barnet, dette er helt op til jer. Hvis I vælger at holde det i institutionen så snak med personalet om, hvad der er hensigtsmæssigt at medbringe. Legetøj: Børnene må gerne medbringe legetøj i vuggestuen, dog skal sikkerheden og lydniveauet ved brug af legetøjet være i orden Vi kan ikke påtage os ansvaret, hvis det forsvinder eller går i stykker. Seler: Vi bruger kun godkendte seler, når vi lægger børnene i barnevogne. Alle børn lægges i sele. Sovetid: Alle børn sover eller hviler sig - de mindste sover efter individuelle behov, de store i middagsstunden.
Tøj: Børnenes tøj skal være så de kan røre sig ordentlig og det skal kunne tåle at blive snavset. På badeværelserne og i børnenes garderobe, er der skabe til ekstra rent tøj, sutter og andet. Ligeledes er det en god ide, at medbringe ekstra overtøj og fodtøj f.eks. gummistøvler, da vejret jo ofte svinger. Vitaminer: Vi giver ikke vitaminpiller i vuggestuen. Video: Ifølge retningslinjer fra kommunen, er det ikke tilladt, at forældre video-optager de andres børn, hverken privat eller i vuggestuen. Fotografering er i orden. Afslutningsvis vil vi gerne fremhæve vores idegrundlag igen, om at skabe nogle rammer, som giver mulighed for ro og fordybelse i børnenes leg og liv i institutionen, og hvor der samtidig er taget højde for de voksnes arbejdsmiljø, herunder støj og ergonomi. Når disse punkter forenes, mener vi der udvikles et miljø, hvor børn og voksne trives og udvikles. Vi håber dette har givet jer et indtryk af hverdagen i vuggestue afd. i børnehuset Villa-Kulla og I kommer til at trives. Vi glæder os til samarbejdet.