HARRIET LANE»Knivskarp social satire, isnende psykodrama, fantastisk velskrevet.«the Independent roman
harriet lane aldrig uden dig på dansk ved vibeke houstrup gads forlag
Det er søndag aften kort efter klokken seks. Jeg er sikker på tidspunktet, fordi jeg lige har hørt nyhedsoversigten i radioen. Regn og slud rammer forruden. Jeg kører i et lavtliggende landområde og følger de lejlighedsvise vejskilte til hovedvej A og London. Forlygterne skærer sig gennem støvregnen, og det sølvhvide lys glider hen over led og lader og levende hegn, lukket -skiltene i landsbybutikkernes vinduer, de ugæstfrie, formummede huse, afsondrede fra vinteraftenen. Man møder kun få biler. Folk er hjemme, ser fjernsyn, laver aftensmad, læser de sidste lektier inden skoledagen i morgen. Jeg har taget vejen til højre efter Imberley, hvor den deler sig, forbi den hvide præstegård med stenten. Et kort stykke går den mellem vidtstrakte, åbne marker, inden den fortsætter ind i skoven. Om sommeren holder jeg altid af denne del af turen, den bratte, næsten vandagtige kølighed i den grønne tunnel, fornemmelsen af skygge og stilhed. Jeg kommer til at tænke på Miltons vandnymfe, der kæmmer sit hår under den spejlblanke, kølige, nærmest gennemsigtige bølge. Men på denne årstid, på denne tid af dagen, er det blot endnu en form for mørke. Træstammer suser forbi i ensformige rækker. Dækkene skrider en anelse ud på vejen, så jeg sætter hastigheden helt ned og kaster et blik på instrumentbrættet, de lysende røde, grønne og gyldne skiver, der viser, at 9
alt er i orden; og så ser jeg op igen, og i ét nu får jeg øje på den i lyskeglen. Det er ingenting, men det er noget. Et omrids mellem træerne, en besynderlig form for belysning længere fremme til venstre, et lille stykke fra vejen. Jeg forstår øjeblikkeligt, at det ikke er i orden. Det er rent instinktivt ligesom visheden om, at nogen et sted umiddelbart ude af syne holder øje med én. Indskydelsen er så stærk, at jeg har bremset op, endnu inden jeg egentlig har mærket en prikkende fornemmelse af ængstelse. Jeg kører bilen ind til siden, en opkørt, mudret rabat, og prøver at styre lygterne i den rigtige retning. Jeg åbner bildøren, tager mig i det og bøjer mig frem og slukker for radioen. Musikken holder op. Det eneste, jeg kan høre, er vindens sukken i træerne, de uregelmæssige dryp af vand på motorhjelmen, den taktfaste lyd af katastrofeblinket. Jeg lukker døren bag mig, og jeg begynder at gå, temmelig hurtigt, følger lyset fra forlygterne gennem bundvegetationens fugtige morads, ind i skoven. Min skygge danser af sted mellem træerne og bliver større, vildere, for hvert skridt. Min ånde svulmer op foran mig, en varm, hvid sky. I det øjeblik tænker jeg faktisk ikke på noget. Jeg er ikke engang rigtig bange. Det er en bil, en stor, mørk bil, og den ligger skråt på siden, som om den er ved at bore sig ned i den kolde jord, er ved at grave sig ned. Det underlige omrids, jeg så fra vejen, er lyset fra den ene fungerende forlygte, der skinner på en mur af brune bregner og knækkede, unge træer. I sekunderne efter, da jeg er nået helt hen til bilen, lægger 10
jeg mærke til flere forskellige ting: den skinnende lak med de perlende regndråber, det lyse læderindtræk, at forruden ikke er faldet ud, men er så krakeleret, at den er blevet matteret, uigennemsigtig. Tænker jeg på den, eller dem, der er derinde? Det er jeg ikke sikker på, jeg gør i det øjeblik. Synet er så fremmed og så stærkt, at jeg faktisk ikke kan tænke på noget andet. Og så hører jeg en stemme, der kommer inde fra bilen. Der er en, der taler i en lavmælt, konverserende tone. En slags mumlen. Jeg kan ikke høre, hvad der bliver sagt, men jeg ved, det er en kvinde. Halløj er De okay? kalder jeg og går rundt om bilen, fra forlygtens blændende lys ind i et sort mørke i forsøget på at finde hende. Er De okay? Jeg bukker mig ned for at kigge ind ad vinduerne, men der er for mørkt til, at jeg kan se ind. Samtidig med hendes stemme der mumler og holder inde og derefter begynder igen uden at svare på mit spørgsmål kan jeg høre, at den tikkende lyd fra motoren bliver svagere, som om den er ved at dø hen. Et øjeblik spekulerer jeg på, om bilen mon vil bryde i brand, ligesom det sker på film, men jeg kan ikke lugte nogen benzin. Gud, selvfølgelig. Jeg må ringe efter en ambulance, politiet. Jeg klapper mig panisk på lommerne, finder min mobil og trykker, men rammer tasterne så klodset, at jeg må ringe op igen. Svaret fra omstillingsdamen kommer som en overvældende, næsten fysisk lettelse. Jeg opgiver mit navn og telefonnummer, og så, efterhånden som hun leder mig gennem de obligatoriske spørgsmål, fortæller jeg alt, hvad jeg ved, mens jeg anstrenger mig for at lyde stille og rolig, 11
som et menneske med styr på tingene i en krise. Der er sket en ulykke. Én bil. Det ser ud, som om den er kørt af vejen og væltet. Der er en kvinde i den, hun er ved bevidsthed; måske er der andre derinde, jeg ved det ikke, jeg kan ikke se ind. Wistleborough Wood, lige uden for Imberley, cirka en lille kilometer efter Forestry Commission-skiltet fremme til venstre, I kan se min bil på vejen, det er en rød Fiat. Hun siger, hjælpen er på vej, og jeg afbryder. Der er stille igen; træernes knagen, vinden, motoren, der er ved at blive kold. Jeg sætter mig på hug. Nu da mine øjne har vænnet sig til mørket, kan jeg lige skelne en arm, der ligger op ad sideruden, men lyset er så svagt, at jeg ikke kan se stoffet på ærmet. Så begynder hun at tale til mig, som om hun er vågnet op, vakt til live af min tilstedeværelse. Er De der? spørger hun. Hun lyder helt anderledes nu. Der er angst i hendes stemme. Jeg vil ikke være alene. Hvem dér? De må ikke gå. Og jeg lægger mig hurtigt på knæ, og jeg siger: Ja. Jeg er her. Det tænkte jeg nok, siger hun. De går ikke fra mig, vel? Nej, siger jeg. Jeg går ikke fra Dem. Der er en ambulance på vej. Vær bare rolig. Prøv at ligge stille. Det er meget venligt af Dem, siger hun. Det er en eksklusiv, kultiveret stemme, der passer til Audien, og jeg ved da jeg hører denne særlige stemme komme med denne særlige bemærkning at det er noget, hun siger mange gange hver dag uden overhovedet at tænke over det, når folk har været høflige eller hensynsfulde i gårdbutikken eller hos slagteren. Jeg er kommet i lidt af en knibe, siger hun og forsøger 12
at le. Armen bevæger sig en anelse, som om hun lige vil kontrollere den, og ligger så stille igen. Min mand bliver rigtig sur nu. Han fik bilen vasket i fredags. Jeg er sikker på, han vil forstå det, siger jeg. Han vil bare gerne vide, De er okay. Er De kommet til skade? Jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror det ikke. Jeg tror, jeg har slået hovedet, og jeg tror ikke, mine ben har det alt for godt, siger hun. Det er irriterende. Jeg havde vel for meget fart på, og der må have været noget is Jeg syntes, jeg så en ræv på vejen. Åh ja. Vi venter et øjeblik i tavshed. Jeg begynder at få ondt i lårene, og knæene på mine cowboybukser, der er maset ned i de våde bregner, er stive af kulde og vand. Jeg skifter stilling og spekulerer på, hvor lang tid det mon vil tage for ambulancen at komme hertil fra Fulbury Norton. Ti minutter? Tyve? Det lyder ikke, som om hun er hårdt kvæstet. Jeg ved, det ikke er nogen god idé at begynde at gøre noget, når det drejer sig om en trafikulykke, men måske burde jeg prøve at hjælpe hende ud på en eller anden måde. Men på den anden side, hvis hun har brækket benet og under alle omstændigheder er det umuligt at åbne bildøren, der er krøllet sammen, nærmest foldet sammen mellem os som et stykke pap. Jeg huler hænderne og puster ned i dem. Gad vide, hvor kold hun er. Hvad hedder De? spørger hun. Frances, siger jeg. Hvad hedder De? Alice, siger hun. Måske er det noget, jeg bilder mig ind, men jeg synes, hendes stemme lyder lidt svagere. Så spørger hun: Bor De her i nærheden? 13
Ikke mere. Jeg bor i London. Jeg har været på besøg hos mine forældre. De bor omkring tyve minutter væk i nærheden af Frynborough. Et dejligt sted. Vi har et hus i Biddenbrooke. Åh nej, han vil spekulere på, hvor i alverden jeg er henne. Jeg sagde, jeg ville ringe, når jeg kom hjem. Jeg er ikke helt sikker på, hvad hun mener, og jeg bliver pludselig bange for, at hun vil bede mig om at ringe til sin mand. Hvor bliver ambulancen af? Hvor er politiet? Hvor lang tid tager det, for pokker? Fryser De? spørger jeg og stikker hænderne i jakkelommerne. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre det mere behageligt for Dem. Men jeg tror ikke, jeg skal prøve at flytte Dem. Nej, vi må hellere vente, medgiver hun i et let tonefald, som om vi står ved et busstoppested, og hun kun er en anelse besværet, som om det blot er, hvad der kan ske. Jeg er sikker på, de er på vej. Og så kommer hun med en lyd, der skræmmer mig, en brat snappen efter vejret, et grådkvalt hikst, og så holder hun op med at tale, og da jeg siger: Alice? Alice? svarer hun ikke, men kommer med den samme lyd igen, og det er en lillebitte lyd, så håbløs på en måde; og da jeg hører den, ved jeg, at det alligevel er meget alvorligt. Så føler jeg mig frygtelig alene og overflødig, alene i den mørke skov med regnen og gråden. Og jeg ser mig tilbage over skulderen på min bil, på forlygternes skarpe lys, og bagved er der kun mørket, og jeg bliver ved med at kigge og tale selvom hun ikke længere reagerer og endelig får jeg øje på lysene, blå og hvide blinklys, og jeg siger: Alice, 14
de er her, de kommer, jeg kan se dem, det skal nok ordne sig, bare hold ud. De kommer. Jeg sidder på forsædet af en politibil og afgiver vidneforklaring til en betjent, der hedder Wren. Regnen strømmer i bække ned over forruden, og den trommer højt og ubønhørligt på taget, og det betyder, at hun tit må bede mig om at gentage det, jeg lige har sagt. Jeg spekulerer hele tiden på, hvad der mon foregår derude med projektørlysene og det tunge skæreudstyr og liftene. Jeg kan ikke se ret meget gennem den duggede rude. Jeg laver et kighul med opslaget på mit ærme og får øje på en redder i den åbne ambulancedør, han ser på sit ur og skænker noget op af en termoflaske. Nogle af hans kolleger må vel være inde i skoven. Måske slog de plat eller krone, og han vandt. Det tjener ikke noget formål, at vi alle sammen får lungebetændelse. Wren lukker notesbogen. Det var alt for nu, siger hun. Tak for din hjælp. Du vil blive kontaktet inden for de næste par dage, bare så vi kan få bundet de løse ender. Vil hun klare det? spørger jeg. Jeg ved, det er et tåbeligt spørgsmål, men det er det eneste, jeg kan komme i tanker om. Vi gør vores bedste. Mine kolleger vil kunne opdatere dig i løbet af et par dage. Det står dig frit for at gå nu. Kan du selv klare at køre til London? Det vil måske være fornuftigt at tage tilbage til dine forældre og overnatte dér i stedet. Jeg skal på arbejde i morgen. Jeg skal nok klare mig, siger jeg. Jeg rækker ud efter dørhåndtaget, men betjenten lægger hånden på min arm og giver den et klem. Det er 15
svært, siger hun. Der er ægte bekymring i hendes stemme, og den uventede venlighed får tårerne frem i øjnene på mig. Du har gjort alt, hvad du kunne. Husk det. Jeg har ikke gjort noget. Jeg kunne ikke gøre noget. Jeg håber, hun er okay, siger jeg. Så åbner jeg døren og står ud. Rammes i det samme, uden varsel, af den piskende regn og blæsten. I skoven, der før var så stille, er der nu en øredøvende larm: maskiner i kamp mod en voldsom, pludselig vinterstorm. I et enormt, kunstigt lysskær klumper en flok mennesker i våde selvlysende jakker sig tæt sammen og danner en beskyttende ring omkring bilen. Jeg løber hen ad vejen tilbage til min bil og sætter mig ind, og i den pludselige stilhed lytter jeg til min egen vejrtrækning. Så starter jeg motoren og kører af sted. Skoven fortoner sig bag bilen, som når noget giver slip, og så er der ikke meget at se; glimt af reflekser og hvide pile og hajtænder, mens forstadsbebyggelserne gradvis dukker op mellem mørke indkøbscentre og rundkørsler. Da jeg er hjemme i lejligheden og har fået det våde tøj af og taget et varmt bad, ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med mig selv. Det er sent, klokken er næsten elleve, og jeg er ikke træt, og jeg er ikke sulten, men jeg rister alligevel noget brød og laver en kop te og tager tæppet fra sengen og svøber det om mig. Så sidder jeg et stykke tid foran fjernsynet og tænker på Alice, stemmen i mørket; og mere åndsfraværende på hendes mand. Han må vide besked nu. Måske er han hos hende på hospitalet. Deres liv er blevet kastet rundt som en håndfuld terninger og skal nu finde sig til rette i en ny, farlig konstellation, alt sammen på grund 16
af en iset vejstrækning og måske et glimt af en ræv. Tanken om dette, et ganske almindeligt livs vilkårlige held og uheld, skræmmer mig mere end alt andet i aften. For en gangs skyld er jeg glad for at være på kontoret. Jeg møder tidligt og sidder ved mit skrivebord og nipper til den cappuccino, jeg har købt i sandwichbaren på hjørnet. Bægrene er mindre end dem, man får hos Starbucks, men kaffen er stærkere, og i dag, efter en nat, hvor jeg har sovet dårligt, er det det, jeg har brug for. Jeg kigger på mine mails og tjekker køen. Nogle få har sendt artikler ind i løbet af weekenden, men ikke så mange som lovet. Man skulle tro, det var en ren svir at arbejde med bogstoffet i The Questioner, og at den afdeling mere eller mindre ville køre af sig selv; men hver uge falder det i min lod at redde en eller anden kendisprofessor eller et litterært vidunderbarn fra overhængende participiums- og apostrofkatastrofer. Jeg er en blæksprutte, en slags underredaktør, en usynlig produktionsdrone, altid ude i kulissen, hvor jeg venter på at frelse folk fra deres fejl. Hvis jeg kludrer i det, skal jeg nok få det at vide af Mary Pym, den litterære redaktør. Mary er bedst i telefonen, når hun smører sine berømte kontakter, eller på J. Sheekey, hvor hun inviterer sine yndlingsbidragsydere hen for at opveje den skuffende lave ordtakst på The Questioner. En dag, må man gå ud fra, bliver det nødvendigt at sætte grænser for Marys udgifter (taxaerne, togbilletterne på første klasse, de små, eksklusive luksushoteller, hun tjekker ind på i litteraturfestivalsæsonen), ligesom det er sket 17
for cheferne i de øvrige afdelinger. Men lige nu sejler hun bare derudad, fuldstændig uden hensyn til følgerne. Der er stadig stjerner, der gerne vil skrive for Mary trods vores svindende oplag og den stadig større fornemmelse af, at det alt sammen sker andre steder, på nettet. Endnu intet spor af Mary, men Tom fra Rejser er kommet, og vi siger hej. Mandag er en stille dag på kontoret. Der er tomt og fredeligt i nyhedsredaktionen i bygningens vestfløj til et godt stykke ud på tirsdagen. På det tidspunkt, hvor min weekend begynder, når jeg har sendt bogstoffet i trykken torsdag eftermiddag, er der så småt ved at komme liv i nyhedsredaktionen, som varmer op til den svedige slutspurt frem til deadline ud på de små timer søndag morgen. Jeg har et par gange taget en lørdagstørn i nyhedsredaktionen, og det falder ikke i min smag. Banden og svovlen og sammenstød, historier, der går i vasken i sidste øjeblik, opringningerne i elvte time fra ministre, der forsøger at lave om på en tophistorie. Jeg forbinder altid deadlines med den sure lugt af eddikeindsovsede pomfritter, spist direkte af flamingoemballagen, en lugt, der i en evighed cirkulerer i airconditionanlægget, så den stadig lige anes her til morgen. Mary ankommer med frakken over armen og den enorme taske åben, så hun kan blære sig med den gigantiske, turkisfarvede Smythson-kalender, hvor hun gemmer alle sine hemmeligheder. Hun er på mobilen og salvelsesfuldt opmærksom på en eller andens ego. Jeg sender den af sted med cykelbud med det samme, siger hun. Medmindre du hellere vil have den med kurér? Hun lægger hovedet på skrå, bakser kalenderen op på mit skrivebord og gør et 18
notat med sin udsøgte skønskrift. Bestemt! siger hun og nikker og skriver. Så fantastisk, at du kan gøre det. Der er en vis bekymring for, at han nok er på vej ned. Jeg er sikker på, du kan få mening i det for os. Hun afbryder og går hen til sit skrivebord uden at hilse på mig. Ambrose Pritchett tager den nye Paul Crewe, mumler hun et øjeblik efter uden at se rundt, mens hendes computer vågner op med et pling. Sender på torsdag om en uge. Kan du få bogen ud til ham, inden han tager til lufthavnen ti femogfyrre? Han vil gerne begynde på den i flyet. Jeg ser på uret. Klokken er allerede næsten ti. Jeg aner ikke, hvor anmeldereksemplaret er, og jeg ved, jeg ikke kan spørge Mary. Den slags driver hende til vanvid. ( Ligner jeg en skide bibliotekar, skat? ) Så jeg ringer til kurértjenesten og bestiller et ekspresbud, og så begynder jeg at lede hylderne med anmeldereksemplarer igennem. Jeg forsøger at ordne bøger alfabetisk efter genre, men da hverken Mary eller hendes treogtyveårige assistent, Oliver Culpeper (lige så højrøvet, som han har forbindelserne i orden), gider gøre sig ulejlighed med at bruge det system, er det ikke ligefrem idiotsikret. Endelig finder jeg bogen inde bag ved Helen Simpson og en kokainsniffende standupkomikers bekendelser, en, Mary optrådte sammen med i Hay sidste sommer. Da jeg har fået skrevet en følgeseddel og stoppet Crewe i en foret kuvert og taget den med ned til kurértjenesten, er klokken kvart over. Jeg står i forhallen ved elevatorerne og betragter mit spejlbillede i de rustfri ståldøre, da min mobil ringer. Jeg kender ikke nummeret. Frances Thorpe? 19
Det er mig, siger jeg. På en eller anden måde ved jeg, det er politiet. Det hele vender tilbage, fornemmelsen fra aftenen før; mørket, regnen, håbløsheden. Jeg synker besværligt. Jeg er tør i halsen. I dørene ser jeg en beklemt, nervøs pige med mørke skygger under øjnene, en farveløs, uanselig person. Det er politiassistent O Driscoll fra Brewster Street politistation. Mine kolleger i Fulbury Norton har videresendt din vidneforklaring. Det er vedrørende trafikulykken i aftes. Åh, siger jeg, da elevatordørene går op. Trafikulykke. Hvorfor siger de sådan? Hvilken anden slags ulykke kan der være tale om? Jeg har tænkt på hende. Alice, mener jeg. Er der noget nyt? Hvordan har hun det? Vi håbede, du kunne komme hen på stationen, så vi kunne gennemgå vidneforklaringen med dig, siger han. Bare for at sikre os, at du er tilfreds med den. Bare for det tilfælde, at du er kommet i tanker om noget andet i mellemtiden. Jamen, jo, det kan jeg godt. Jeg har ikke mere at sige. Jeg har fortalt det hele. Men hvis det vil hjælpe Hvordan har hun det? spørger jeg igen. Der er en lille pause. Det gør mig ondt at måtte sige det, men hun blev meget hårdt kvæstet ved ulykken. Hun døde på ulykkesstedet. Åh, siger jeg. Og så: Hvor forfærdeligt. Elevatordørene glider op på femte sal, og jeg går tilbage til mit bord og skriver de nærmere detaljer ned på en postit-lap. I frokostpausen går jeg fra kontoret, vikler mit røde og lilla halstørklæde stramt om halsen, trækker det op over munden 20
mod den isnende kulde og begiver mig af sted rundt om banegården med dens mangeartede indkøbsmuligheder, forbi det gamle gasværk og det nye bibliotek, skrår ned gennem flere gader med georgianske rækkehuse og krydser kanalen med dens ubevægelige hinde af affald. Med jævne mellemrum kommer jeg forbi en café eller en billig restaurant med tilduggede vinduer og kan høre lyden af kaffemaskiner og bestik, når nogen kommer eller går, og så svinger døren i, og lydene forsvinder. Da jeg først kommer væk fra de store gader, er der ikke mange mennesker ude. Det er en trøstesløs, hvid vinterdag. Træerne står nøgne, anlæggene med det kommunale græs er nedslidte og afpatruljeres af de mere desperate duearter. Nu og da tynder det så meget ud i skyerne, at man kan ane solen, en lav, spøgelsesagtig kugle bag de sociale boligblokke. I forkontoret i Brewster Street, et tomt lokale uden vinduer, sidder der ingen bag den sikrede luge. Jeg venter et øjeblik, og så går jeg hen og banker på en dør, og en surt-udseende kvinde kommer hen til gitteret og siger, at politiassistent O Driscoll har frokostpause og skulle være tilbage igen snart. Jeg tager irriteret plads på en formstøbt plasticstol, og i det kunstige lys fra et hvæsende lysstofrør, der udsender små smæld, arbejder jeg mig gennem de fedtede sider i et gammelt Closer. Noget senere hører jeg døre gå op og i og en summen, da en sikkerhedslås bliver slået fra, og så kommer O Driscoll ud efter mig, stadig i færd med at slikke fingre og tygge af munden efter frokosten. Han er ung, ligesom Wren i aftes, måske midt eller sidst i tyverne. Yngre end mig, med masser 21
af voks i håret, uren hud og bumser på halsen. Han tager mig med ind i et mindre rum og skubber nogle papirer hen over bordet; Wrens notater fra aftenen før, renskrevet, sendt gennem en stavekontrol og mailet tværs gennem landet på brøkdelen af et sekund. Jeg læser dem omhyggeligt igennem, mens O Driscoll slår en kuglepen let mod fortænderne, og selvom hun selvfølgelig ikke har fanget tonefaldet eller måden, jeg udtrykte mig på, er alle fakta korrekte og ubestridelige. Jeg har intet at tilføje, siger jeg og lægger hånden på rapporten. Det virker alt sammen temmelig lige ud ad landevejen, siger O Driscoll og rækker mig kuglepennen sammen med strejfet af falafel. Hvis du lige vil skrive under dér. Rapporterne er selvfølgelig kun foreløbige på det her tidspunkt, men alt bevismateriale på ulykkesstedet bekræfter din gengivelse af, hvad hun fortalte dig. Føreren prøvede at undgå noget på vejen, og den sorte is gjorde uheldigvis resten. Og selvfølgelig, hvis hun kørte hurtigt Han lader ordene hænge i luften, mens jeg kradser mit navn ned på linjen. Der bliver et ligsyn, men det er blot en formalitet. Jeg tvivler på, der bliver brug for dig, siger han og trækker papirerne hen til sig, banker dem overdrevent ivrigt ned i formicapladen, så de samles i en stak, hvorefter han rejser sig. Nå, men tak for din hjælp. Kontakt os, hvis du ellers kommer i tanker om noget. Han træder tilbage og holder døren for mig. For resten, der er en ting mere, jeg bør nævne, tilføjer han, da jeg snor tørklædet om halsen og lirker rygsækken på. Der er en mulighed for, at familien 22
vil sætte sig i forbindelse med dig. Det kan være nyttigt for du ved at få det afsluttet. Jeg kan se, han har lyst til at markere ordet med ironiske fingercitationstegn, men ved, det ikke vil være passende. En del af sorgprocessen. Som jeg opfatter det, var du trods alt det sidste menneske, der havde en, øh, samtale med hende. Ville det være et problem for dig? Nej, det det tror jeg ikke, siger jeg, slet ikke sikker på, hvordan jeg egentlig har det med det. Alle tiders. Nå, men hvis familien vil i forbindelse med dig, bliver det gennem SB en. Hvad? Gennem vores sagsbehandler. Nå, men det vil de måske ikke have behov for. Vi tager det, som det kommer, siger han og stikker kuglepennen i lommen igen. Det her kan meget vel være enden på sagen. Jeg standser op i døren. Hvem var hun? spørger jeg ved tanken om, hvor lidt jeg ved om hende, dette menneske, der sagde sine sidste ord kun med mig som tilhører. Hvad kan du fortælle om hende? Han udstøder et lille suk, tænker sikkert på den kop kaffe, der står og bliver kold på hans skrivebord, og blader tilbage i rapporten. Altså, Alice Kite, siger han og lader fingeren løbe ned over teksten. Midt i halvtredserne. Hus i London og en fritidsbolig, lader det til, i nærheden af Biddenbrooke. Gift, to voksne børn. Så giver han mig hånden og siger farvel, og jeg er ude i kulden igen, hvor jeg går samme vej tilbage til kontoret. Undervejs hører jeg hende igen sige: Det er meget ven- 23
ligt af Dem. Det lød så nemt på det tidspunkt, men nu er jeg klar over, hvor meget det må have krævet af hende. Det virker mærkeligt, at jeg ikke ved mere om hende end de associationer, man automatisk får ved en bestemt stemme og talemåde og bilmærket. Måske bliver det her enden på sagen, som O Driscoll sagde. Åh nej, stakkels dig! siger Hester. Hun er den første, jeg har betroet mig til. Jeg har ingen specielt fortrolige veninder på arbejdet, og jeg havde ikke lyst til at ringe til nogen andre, bare for at jeg kunne lade et ord falde i løbet af samtalen, men jeg føler mig faktisk lettet, mindre anspændt, nu da jeg endelig har fået sat ord på. Du var altså på vej hjem fra mor og far, og så så du bare bilvraget på vejen? Ja, nærmest. Hold da op, siger hun. Var det, du ved, traumatisk? Kunne du se det hele? Var hun helt fra den? Jeg ved, at det, Hester egentlig spørger om, er: Var hun smurt ind i blod? Skreg hun? Hun lyder næsten skuffet, da jeg beskriver scenen for hende, den besynderligt formelle samtale med Alice, som under alle andre omstændigheder måske kunne virke komisk. Hvordan har du det egentlig? spørger hun og sænker stemmen, opfordrer til større fortrolighed. Jamen, ikke så dårligt endda, siger jeg. Jeg skifter stilling på sofaen og flytter telefonen til det andet øre. Jeg spekulerer på, om jeg mon skal fortælle hende om de gange 24
i løbet af de seneste par dage, hvor jeg har grebet mig selv i at være tilbage, liggende på knæ i de våde bregner, mens jeg fortvivlet spejder efter udrykningsblinkene i det fjerne og af al magt ønsker, de vil dukke op. Disse erindringer står nøjagtigt lige så skarpe og chokerende lige så panikfyldte og håbløse som i virkelighedens verden. Jeg har en fornemmelse af, at oplevelsen tegner sig stadig klarere i erindringen, efterhånden som dagene går, og det havde jeg ikke forventet. Også lyden af gråden er begyndt at plage mig på uønskede tidspunkter, tidspunkter, der burde være tanketomme, når jeg er allermest sårbar. Sent om aftenen, når jeg ligger i sengen, trygt begravet under dynen, på nippet til at glide ind i søvnen. Eller tidligt om morgenen, længe inden det grå daggry. Jeg er begyndt at vågne meget tidligt, og nogle gange kan jeg ikke være sikker på, om det er Alice, jeg hører, eller rævene i parken. Vil du være sød at lægge den tilbage, skat. Nej, sagde jeg, læg den tilbage, siger Hester, og øjeblikket forpasses. Hun kommer tilbage til telefonen. Jeg skal have dem i bad, siger hun. Hvordan havde mor og far det for resten? Åh, du ved, siger jeg. Det sædvanlige. Vi griner sammen, nu på mere fast grund, og hun inviterer mig til frokost lørdag. Jeg ved, det forventes, at jeg tilbyder at passe ungerne om aftenen, når bare jeg ikke har andre planer; men hvis jeg skal være ærlig, lyder et par timer med Playmobil og en færdigret fra M&S foran Charlies ekstravagante udvalg af tv-kanaler rigtig godt lige nu. Der er værre måder at tilbringe en lørdag aften på. Det burde jeg vide. Da vi har snakket færdig, sætter jeg en kasserolle med 25
vand over. Jeg hakker tomater til sovsen, mens løg og hvidløg simrer, og radioen går, og jeg tager et glas vin, og der er rart i lejligheden, hvor alt er på sin plads, og lampen over bordet i køkkenet kaster et hyggeligt skær over påskeliljerne i den blå kande. De er lige begyndt at skubbe sig fri af deres pergamentagtige svøb i det lune køkken. Det er ikke så dårligt, tænker jeg. Du har det da egentlig meget godt, ikke? En bevægelse uden for køkkenvinduet fanger mit blik, og jeg holder inde og læner mig ind over vasken og kigger ud, ned på gaden, og i gadelygternes lyskegler kan jeg se, at det stille og roligt er begyndt at sne. Det bliver ved og ved, i dagevis. Et stykke tid er det, som om snevejret er det eneste, der sker i verden. Det kommer bag på London. Busser efterlades på vejene. Skoler lukker. Kommuner løber tør for vejsalt. Og når jeg vågner om morgenen, er det ikke Alice, jeg først og fremmest tænker på; i stedet håber jeg, at sneen stadig er derude, stadig udøver sin undergravende, betagende trolddom. På min fridag går jeg over The Heath nærmest i en snestorm. Alle de sædvanlige kendemærker stierne, de små søer, legepladserne, løbebanen ligger dybt begravet under de mest overdådige driver. Under en blygrå himmel er Parliament Hill glaseret med is. Blændet af hvirvlende snefnug kælker folk ned ad den på skraldebøttelåg, bæreposer, bakker hugget i cafeteriet i nærheden af musiktribunen. Hvinene og råbene fortoner sig hurtigt i isoleret stilhed, da jeg går hen mod træerne med deres slørede omrids af tunge, hvide 26
grene. Snart er de eneste lyde den knirkende pulversne under mine støvler og min stakåndede vejrtrækning. Da jeg når frem til Hampstead, falder fnuggene knap så hidsigt; nu tindrer de på vejen ned, pænt og pynteligt. Jeg trasker op ad Christchurch Hill og Flask Walk og kigger ind ad vinduerne, som altid er renere blankere, mere gennemsigtige end vinduerne i min bydel. Jeg ser lerskåle med klementiner, bøger efterladt med ryggen opad på grønne veloursofaer, en gyngehest en gråskimmel i et karnapvindue. En gyldenbrun kat sidder ved siden af en vase med gæslingepil, de kolde, gule øjne følger mig uden særlig interesse. Jeg går lidt videre og kigger ned i et kælderkøkken, da vedkommende, der går rundt foran komfuret, får øje på mig og går hen til vinduet og vipper persiennerne, så jeg ikke kan se ned. På hovedgaden går jeg ind på et dyrt konditori, snupper et ledigt bord ved vinduet og bestiller en kop varm chokolade og en pistaciemakron. En ældre mand med et flot halstørklæde sidder ved nabobordet og arbejder sig gennem en avis fuld af vejrhistorier: aflyste fly, skøjteløb i The Fens, den vanskelige situation for walisiske bjergbønder. Udenfor rutsjer fremmede mennesker rundt, klamrer sig leende til hinanden for at holde balancen. Der hersker en besynderlig feststemning; de gængse regler gælder ikke. Jeg drikker min varme chokolade og tager min bog op af lommen og giver mig til at læse, lukker alt ude, nyder fornemmelsen af at være en del af noget og alligevel en armslængde væk. Jeg læser bedst i caféer. Jeg synes, det er svært at læse hjemme, hvor der er fuldkommen stille. 27
Er den her plads optaget? spørger en. Jeg ser modvilligt op. Det er en ung kvinde med et lille barn i flyverdragt med kinder, der er ildrøde af kulde. Jeg skulle lige til at gå, siger jeg og sluger den sidste mundfuld af den mørke, klæbrige drik. Så overlader jeg hende min plads. Jeg er næsten hjemme, da min telefon ringer. Det er en, der præsenterer sig som politiassistent Kate Wiggins. Hun siger, hun er blevet udpeget som sagsbehandler for Alice Kites familie for at hjælpe dem gennem denne meget smertefulde tid. Mens jeg lytter, kommer de uønskede fornemmelser igen: den prikkende følelse af panik, af hjælpeløshed. Fornemmelser, der i løbet af de sidste par dage er begyndt at aftage lidt. Jeg ved, hvad hun vil sige, inden hun siger det. Jeg tror ikke, jeg kan, siger jeg hurtigt uden at behøve at tænke over det. Og idet jeg siger ordene, mærker jeg, at frygten mister sit greb, bare en anelse. Kate Wiggins gør en pause. Jeg ved, det må være svært for dig, siger hun forstående. Du har haft en meget traumatisk oplevelse. Nogle gange opdager vidner, at det faktisk kan være en hjælp at møde familien personligt. Jeg har ikke lyst. Jeg har fortalt politiet alt, hvad der skete. Jeg kan ikke se, hvad et møde skal gøre godt for. Det vil bare vække det hele til live igen. Det hjælper selvfølgelig ikke at generalisere, men tit og ofte under omstændigheder som den her er det ikke svar, familien er ude efter. De vil bare gerne hilse på det menneske, der var der. For at sige tak, faktisk. Jeg ved for 28