Idyl EN HISTORIE OM EN HÅNDBEVÆGELSE

Transkript

1 Idyl EN HISTORIE OM EN HÅNDBEVÆGELSE Et midaldrende ægtep~ står ude for enden af en lang bådebro - der fra en villahave løber ud i Øresund. Af gammel vane har manden placeret sig til venstre for hustruen, hvorved hun er kommet yderst - helt derud hvor broen hører op. Hun hviler med underarmene på rækværket, han har kun hænderne på overliggeren... Det er et ægtepar af den slags der tit tegner sig i vort synsbillede uden at blive optaget i bevidstheden. Da hun er blottet for sex, og han antagelig for interesser, er de begge - i al fald tilsyneladende - ganske uinteressante. De har stået der et kvarters tid uden at sige noget. De har blot - i romantisk stemning - betragtet solnedgangen. Nu er det allerede et par minutter siden de sidste rester af den glødende kugle blev skjult af horisonten. Luften er lun og stille. Vandet er lyst og glat. Og på himlen står en vifte af rødt lys. Det er hustruen der bryder tavsheden»hvor var det dog en smuk solnedgang,«siger hun. Manden har stået og tænkt på en nøgen dame han om formiddagen har observeret i sin teaterkikkert, nu hensætter hustruens røst ham i raseri.»hvor er det dog en irriterende sternme!«tænker han,»og hvor er det noed pjat al det hun si'r! Som om jeg ikke sæl' ka' se at solnedgangen er smuk! Den bedste måde og ødelægge naturen på, de'e' da ve' og fortælle den er yndig!«han føler med et hvor meget ringere hun er end han både i intelligens, kultur, psykologisk forståelse...»kvinder,«tænker han,»de

2 78 IDYL duer kun til elskov og til og passe hus og hjem. Og til elskover hun blevet for gammel og grim, og til og passe hus og hjem da ku' jeg li'så godt ha' en husbestyrerinde, det var både billigere og behageligere - og så havde man sin frihed!«i det sanune slår den tanke ned i ham: at han blot behøver og gi' hende et puf for at blive fri for hende... Ingen vil se det, svømme kan hun ikke, og der er alt for dybt til at hun ka' bunde - - Det vil aldrig blive opdaget. Aldrig nogensinde. Hans højre hånd begynder at glide hen ad rækværket - hen mod hustruen- Og hans tanker farer til bordeller i Paris, Neapel og Nordafrikas byer; han ser for sig tusinder af kvinder: halvt og helt afklædte; unge, gamle; store, små; med alle nuancer af hårfarver; i alle racer; med alle perversiteter... Tænk og slippe ud af den trædemølle, den jammerlige trædemølle, man hver dag vader rundt i! Om morgenen af sted til kontoret, om eftermiddagen hjem igen, middag kl. 6, aldrig nogensinde en ret man ikke har set før, og så søndagen!, den ulidelige søndag... hvor man går tur med hundyret ved siden af sig - blot for og glo på alle de andre for hvem tilværelsen er li'så triviel og ynkelig... Og denne kedsomhed, denne ubærlige kedsomhed, er koncentreret i den kvinde som tilfældet - for andet er'et sgu ikke! - har placeret ved siden af En... Og nu behøver man altså bare et puf, et lille energisk puf, for at blive udløst af kedsomheden - og gå ind i en verden... med nye mennesker, nye egne, nye oplevelser, med svimlende forelskelser, forrygende vellyst - kort sagt: en verden af ubegrænsede muligheder. Hans hånd skælver svagt... Haven er tom; der er ingen i villaen; desuden er det så

3 mørkt nu så ingen vil kunne se hvad der sker. Ikke en sjæl vil nogensinde opdage det, ikke engang fatte mistanke. Han behøver bare at råbe om hjælp... og lade som om han har forsøgt at redde hende; snavse tøjet til, gøre sig våd på ærmet... Bagefter må han så være fortvivlet, nedbøjet... græde... Den rolle skulle ikke være så svær og gennemføre. Samvittighedsnag? Ka' man blive så forpint af samvittighedsnag at man går hen og melder sig? Anej, det er vist kun i romaner og film at folk er så tossede!»hva' er det dog du står og tænker på!«lyder pludselig en stemme inde i ham, en ny stemme.»overvejer du i fuldt alvor og myrde din kone! Du må være blevet sindssyg. Du som ikke ka' slå en flue ihjel, tror du at du ka' dræbe et men'ske - oven i købet din kone - - og det blot for og -«Sætningen fortsætter i billeder. I blege, skiftende billeder af kvinderne fra før. Men nu er de ikke mere tillokkende, nu er de simple, ækle... indgyder ham væmmelse... Stemmen kommer igen -»Nåmen du ve' jo også meget godt at sådden noed nøj's du mæ' og tænke - du ville aldrig noensinde få mod til at realisere det.«hånden på rækværket er standset. Standset ved hustruens albu. Og han ser sin kone på bunden af vandet... ser hende ligge på ryggen uden at bevæge sig... ser hende stirre på ham med store bedrøvede øjne - Jo han kender de øjne! - kender dem fra denga,ng han i raseri havde knust den dukke hun holdt så meget af. Det er som der går en nål ind i hans hjerte. Når alt kommer til alt så nænner han jo ikke og tilføje andre noed ondt. Når han af og til... en sjælden gang... alligevel har gjort det, så har det enten været i vrede, raseri... eller fordi han dengang han gjorde det ikke forstod hvad han gjorde. Og allermindst vil han da gøre sin kone, sin lille Inger

4 80 IDYL Marie, noed ondt... Han husker endnu dengang han friede - Det var forår... hun sad oppe i et blomstrende kirsebærtræ - selv hvid og yndig og - Men skønt hun var kommet derop havde hun ikke mod til og komme ned igen! Fortalte hun da. Og da han tilfældigvis, ude på vejen, havde hørt hendes kalden, så var han kommet til undsætning... havde lovet og gribe hende... Og da hun så lå i armene på ham - nåja så var hun blevet der, blevet der - i den fælles overbevisning at det var der hun hørte hjemme. Og han husker deres bryllup - hvordan den tanke var slået ned i ham dengang de knælede på det slidte fløjl foran alteret: at de to, for mange århundreder siden, havde mødt hinanden som brud og brudgom, og at de atter, hver gang de fødtes til en ny tilværelse, skulle mødes som elskende. Han husker - med en svag skamfølelse over sin uhyre naivitet - hvordan han under brylluppet havde lovet sig selv: at elske hende evigt og trofast Evigt! Og trofast! Og nu stod han her og spekulerede på og - - -!»Hvor er du dog en kæltring! «siger han til sig selv.»blot fordi hun er blevet gammel og grim ku' du tænke dig og Og så forfærdelig gammel og grim er hun da heller ikke! Hun er blevet le' svær måske - men sæl' om ansigtet er svulmet op og... og har fået lidt skæg og rynker... så ka' man dog stadig skimte det ungpigeansigt der engang kaldte på Ens ømhed. Og hendes øjne de har da stadig det blide barnlige udtryk der ka'... der ka' gribe En om hjertet og... røre En til godhed. At hendes skønhed er visnet, at sorgen over og være barnløs, at pengebekymringer, og din daglige gnavenhed, har mærket hende... det burde i virkeligheden kun ford6ble din ømhed...«

5 Han løfter sin hånd fra rækværket og stryger hendes arm svagt et par gange lige over albuen... Så standser den. Vender tilbage til rækværket»og hvodden ser du sæl' ud! Er du ikke også blevet gammel og latterlig! Tror du du kunne opleve eventyr, du med din mave! j a du med dine ølgule øjne, din opsvulmede næse, dine luskende kontorskridt -! Og jeg gad nok vide, hva' du skulle med bordeller! Og med kvinder i tusindvis! Du som ikke engang ville kunne klare en eneste ung pige der var lidt varmblodig -!«Hans hånd er på vej tilbage langs rækværket»hvor er du dog en gammel nar! ja værre endnu: en gammel kæltring! En gammel kæltring i alle dine tanker og ønsker. Hm... jeg gad nok vide om andre men'sker er li'så belemret med hæslige fantasier...?«da hånden atter når sit udgangspunkt svarer han:»j a det var virkelig en smuk solnedgang.«