DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 W*i,

4 VERDENSKRIGEN DET KONGELIGE BIBLIOTEK O ifsift

5 Nikolaj Nielsen Verdenskrigen Eget Forlag. København

6 L. Møllers Bogtrykkeri. København

7 Verdenskrigen Spændingen mellem Stormagterne. Naar Balkanstaterne undtages, havde der siden 1871 og indtil August 1914 været Fred i Europa. Grunden til denne lange Fredsperiode var ikke noget inderligt Venskab mellem Nationerne, tværtimod, Spændingen var stærk nok: Frankrig kunde ikke glemme sit store Nederlag i Krigen og Tabet af Elsas-Lothringen, men bevarede stadig Haabet om Oprejsning; mellem Rusland og Østerrig-Ungarn var der Kappestrid om, hvem af dem der skulde vinde størst Indflydelse paa Balkanhalvøen, og da Tyskland begyndte ivrigt at bygge Krigsskibe og i alle Retninger at udvide sin Magt til Søs, saa blev England betænkeligt, thi det vilde nødigt have en alt for stærk Medbejler til Herredømmet paa Havet. Enhver af de store Stater søgte at styrke sig ved Alliancer. Først sluttedes Trippelalliancen mellem Tyskland, Østerrig-Ungarn og Italien, derefter Alliancen mellem Frankrig og Rusland, og senere dannede der sig imellem disse to Magter og England en saakaldt Entente cordiale (angtangt kordiahl), det vil sige en hjertelig Forstaaelse, der i Virkeligheden var det samme som en Alliance. I de nævnte Stater dreves Rustningerne efter en større Maalestok, mest dog i Tyskland, der skabte en Hær saa fuldkommen i alle Retninger, at der næppe nogen Sinde har været Mage til den. I den Henseende stod Tyskland over alle de andre Stater, men det udmærkede sig ikke ved diplomatisk Kløgt; dets Statsmænd efter

8 4 Bismarcks Tid forstod ikke ved kloge Underhandlinger og menneskekærlige Hensyn at skaffe sig Venner og derved hindre, at der dannede sig alt for mægtige Sammenslutninger imod dem, og de gjorde sig forhadte ved den unødvendige Strenghed, hvormed de behandlede de undertvungne Folk af fremmede Nationer: Franskmændene i Elsas-Lothringen, Polakkerne og Sønderjyderne. Det var klart for de mere fremskuende, at det engang maatte komme til Krig mellem de to Magtgrupper. Naar det trak saa længe ud, var en af Grundene den, at alle vidste, Krigen vilde blive frygtelig, at ingen kunde være sikker paa at vinde, og at det vilde være næsten Tilintetgørelse for den, der tabte. Forspillet til Verdenskrigen. Som et Forspil til Verdenskrigen kan de to Balkankrige betragtes, som førtes I den første af disse Krige kæmpede Bulgarien, Grækenland, Serbien og Montenegro i Forbund mod Tyrkiet, som blev besejret og maatte afstaa det meste af sit Omraade paa Balkanhalvøen, saa det kun beholdt en lille Del af Trakien. Men nu kunde Sejrherrerne ikke enes om Fordelingen af Byttet. Bulgarien forlangte mere, end de andre vilde indrømme det, og saa udbrød den anden Balkankrig, hvori Bulgarien kæmpede ene mod sine tidligere Forbundsfæller. Det led store Nederlag og maatte ved Fredsslutningen nøjes med en mindre Del af Trakien og Makedonien samt afstaa Byen Silistria med det omliggende Land til Rumænien. Under Fredsforhandlingerne havde Østerrig udvirket, at Serbien ikke fik sine Grænser udvidet til Havet; derved forøgedes Fjendskabet mellem disse to Lande og førte et Skridt nærmere mod Verdenskrigen. Anledningen til Krigens Udbrud. Den 28de.Juni 1914 besøgte den østerrigske Tronfølger Frans Ferdinand og hans Hustru Bosniens Hovedstad Serajevo, og der blev de samme Dag myrdet af en ung Serber. Morderen blev straks grebet, og ved Forhøret og de anstillede Undersøgelser opklaredes det, at han havde medskyldige blandt flere

9 5 serbiske Embedsmænd. Det var heller ingen Hemmelighed, at der i Serbien baade af højtstaaende Personer og Foreninger arbejdedes paa at faa de slaviske Folk i Østerrig- Ungarn til at løsrive sig og forene sig med Serberne til et storserbisk Rige. Den østerrigske Regering havde længe haft Lyst til at ydmyge og svække Serbien, og nu var der en passende Anledning. Den havde Sikkerhed for, at Tyskland ikke vilde svigte den, hvis Rusland skulde faa i Sind-* at blande sig imellem, og den 23de Juli sendte den Serbien en Skrivelse, et saakaldt Ultimatum, hvori der forlangtes, at Regeringen skulde opløse de Foreninger og straffe de Embedsmænd, som virkede for at faa Østerrig-Ungarns slaviske Befolkning til at løsrive sig, ja den gik saa vidt at forlange, at østerrigske Politimænd skulde deltage i Undersøgelsen af, hvem der var skyldig. Serbien viste sig meget eftergivende, men det sidste Forlangende var alt for ærekrænkende, det kunde Regeringen ikke gaa ind paa, og den 28de Juli erklærede saa Østerrig Serbien Krig. Rusland vilde ikke roligt se paa, at Serbien blev knust, det begyndte derfor at sende Tropper hen imod den østerrigske Grænse, og der blev givet Ordre til at sætte Hæren paa Krigsfod. Dette betragtede Kejser Vilhelm som en Trusel mod Tyskland, og den 1ste August erklærede han Rusland Krig. Frankrig lod sig forstaa med, at det ikke vilde svigte sin Forbundspligt over for Rusland; det tvivlede Kejser Vilhelm da heller ikke paa, og saa erklærede han ogsaa Frankrig Krig. Tysklands Krigsplan var at føre sin Hær gennem Belgien ind i Frankrig, angribe og overvinde den franske Hær, indtage Paris, og naar Frankrig saaledes var lammet, skulde Hæren føres mod Øst og gøre det af med Russerne. Det forlangte derfor af Belgierne, at de skulde tillade en saadan Gennemgang; men de svarede nej, de vilde forsvare deres Neutralitet, og dermed var Belgien ogsaa i Krig med Tyskland. Men da England erfarede denne Forbrydelse mod Belgien, saa erklærede det straks Tyskland Krig. 1*

10 6 Krigsaaret Vestfronten. Tyskland forte hurtigt en stor Hær ind i Belgien, trængte frem mod Syd langs Meusefloden og forsogte straks med Storm at indtage den stærke Fæstning Liége (liésj); men Stormen mislykkedes, og de mistede mange Tusinde af deres Folk. De korte da frem med deies 42 ems. Morsere, som de i al Hemmelighed havde ladet fabrikere i Krups Værksted i Essen, og de var saa store, at Verden aldrig før havde set Magen til dem. Da de var bragt i Stilling, begyndte Beskydningen af Fæstningen; hvert Skud kostede flere Tusinde Kroner, men til Gengæld var Virkningen saa frygtelig, at i Løbet af faa Dage var de stærke Forter skudt sønder og sammen, og Fæstningen taget. Derefter gik det løs mod Fæstningen Namur, som blev ødelagt og taget efter 3 Dages Belejring. Tyskerne besatte nu Hovedstaden Brüssel, og den belgiske Regering flygtede til den stærke Fæstning Antwerpen, som den mente Hæren nok kunde forsvare. Fra Belgien drog den tyske Hær ind i Nordfrankrig, hvor en fransk-engelsk Hær søgte at standse den; men dette lykkedes ikke, den maatte vige tilbage, og de nordfranske Fæstninger blev rømmet eller taget. De franske Hære, som var trængt ind i Elsas-Lothringen, blev ogsaa drevet tilbage. I Begyndelsen af September nærmede Tyskerne sig Paris, og det saa nu meget truende ud for Frankrig. Men saa standsede de franske og engelske Soldater deres tilbagegaaende Bevægelse, og i Slaget ved Marne kæmpede de saa tappert under den franske General Joffre (dsjofr), at Tyskerne maatte vige tilbage. De veg dog ikke længere end til Floden Aisne (æhn), og i forskansede Skyttegrave tog de to kæmpende Hære nu Stilling over for hinanden i en Linie, der efterhaanden strakte sig fra Belgiens Kyst helt ned til Svejts. Det var den længste Kamplinie, Verden hidtil havde set, og de kæmpendes Antal, henved 6 Millioner, var det største, som Historien ved af at sige. I

11 7 Begyndelsen af Oktober angreb Tyskerne Antwerpen, og ved Hjælp af deres 42 ems. Morsere indtog de i Lobet af faa Dage den stærke Fæstning. Det lykkedes en Del af den belgiske Hær at slippe bort, og den dannede nu den yderste venstre Fløj af de allieredes Hær. Tyskernes strenge Herredømme i Belgien. Belgierne var fulde af Harme og Forbitrelse over det uretfærdige Angreb paa deres Land, og det skete af og til, at enkelte Civilpersoner gav deres Harme Luft ved at affyre Skud mod de fjendtlige Soldater. I saadanne Tilfælde tog Tyskerne en blodig Hævn og lod det tidt gaa ud over uskyldige, thi de syntes at gaa ud fra den Grundsætning, at det er bedre at dræbe en uskyldig end lade en skyldig slippe fri. En tysk Soldat fortæller i sin Dagbog, at i en Landsby, hvor nogle af Beboerne havde forgrebet sig paa Tyskere, tvang de Kvinder og Børn til i den mørke Nat at sidde med Lamper i Hænderne og lyse for dem og se paa, at de dræbte 200 af deres Venner og Forsørgere. En anden Soldat beretter, at han var med til at ødelægge 8 Huse og stikke alle Beboerne ihjel. Han synes dog selv at have haft nogen Medlidenhed, thi han bemærker, at det gjorde ham ondt, da de dræbte en 18aarig Pige, der saa saa uskyldig ud. Det skete ofte, at hele Byer blev afbrændt til Straf for enkelte Personers tyskfjendtlige Handlinger, og der fandtes Egne, der var hærget, saa de lignede Ørkener. Flyvemaskiner og Luftskibe. I de nærmeste Aar før Krigen opnaaede Flyvemaskinerne en stor Fuldkommenhed, og i Aaret 1897 var det lykkedes den tyske Greve Zeppelin at indrette en Luftballon saaledes, at den var uafhængig af Vinden og kunde styres i en hvilken som helst Retning. Et saadant styrbart Luftskib har Navn efter sin Opfinder og kaldes en Zeppeliner. Baade Flyvemaskiner og Zeppelinere blev straks ved Krigens Udbrud anvendt i dens Tjeneste, dels til at skaffe Underretning om Fjendens Styrke og Bevægelser, og dels til Bombeangreb fra Luften.

12 8 Zeppelinerne kom allerede til Anvendelse ved Belejringen af Fæstningerne Liege, Namur og Antwerpen, og sidst i December 1914 skete det første Luftangreb mod England, idet Flyvere kastede Bomber ned over dets Sydkyst. I de følgende tre Krigsaar fortsatte Tyskerne Luftangrebene mod franske og engelske Byer, navnlig Hovedstæderne, og der anrettedes store Ødelæggelser paa Liv og Ejendom. England og Frankrig gjorde Gengæld og foretog flere Gange ødelæggende Luftangreb mod tyske Byer. Af og til kom det ligefrem til Luftslag, hvor store Skarer af fransk-engelske og tyske Flyvemaskiner kæmpede mod hinanden. Efterhaanden lærte de i begge Lejre at indrette Kanoner saaledes, at de kunde skyde opad mod Luftskibe og Flyvemaskiner og undertiden ramme dem, naar de ikke svævede alt for højt oppe. Ved saadanne Angreb og adskillige Uheld mistede Tyskerne under hele Krigen 52 Zeppelinere. Østfronten. Mod Øst var Russernes Fremmarch foregaaet hurtigere end ventet. Allerede først i August angreb de Østprøjsen, først med mindre Styrker, men snart efter med store Hærmasser, og de indtog Halvdelen af denne Landsdel, som de hærgede næsten endnu mere grusomt, end Tyskerne hærgede Belgien. 1 denne Nød kaldte Kejseren paa den gamle afskedigede General Hindenburg og gav ham Overbefalingen over Østarméen. Til Stabschef fik han Ludendorff, der var en af Tysklands dygtigste Officerer. I Eksprestoget under Rejsen mod Øst lagde han sin Slagplan, der kom til Udførelse i Slaget ved Tannenberg. Uden nogen videre Modstand lod han Russerne trænge saa langt -frem, at de bag ved sig havde meget vanskelige Naturforhold: en lang Strækning af Sumpe, Moser og dybe Indsøer, de saakaldte masuriske Søer. Da han endelig havde dem i denne Stilling, angreb han dem fra tre Sider med en saadan Kraft, at de led et knusende Nederlag: 90,000 toges til Fange, og 50,000 dræbtes eller druknede i Søerne under deres Forsøg paa at flygte.

13 9 Østerrig blev ogsaa angrebet af russiske Hærmasser, som vandt betydelige Sejre. De indtog saaledes næsten hele Galizien med Hovedstaden Lemberg, de besatte Karpaternes Bjergpasser og truede med at trænge ned i den ungarske Slette. I deres Sejrsrus trængte de omsider ogsaa frem mod Tysklands Grænser i Posen og Schlesien; men der optraadte Hindenburg atter som Redningsmand og kastede dem langt tilbage. Det var intet Under, at han nu blev den mest folkeyndede Mand i Tyskland. Kejseren skønnede ogsaa paa hans Fortjenester, han udnævnte ham til Feltmarskal og senere til Overgeneral over hele den tyske Hær. Over for Serberne var Østerrigerne heller ikke heldige. Det lykkedes dem vel ved gentagne Angreb at indtage Belgrad, men Serberne samlede sig til fornyet Modstand og jog dem tilbage igen med store Tab. Ny Deltagere i Krigen. Det varede ikke længe, før der meldte sig ny Deltagere i Krigen. Allerede i August erklærede Japan Tyskland Krig og erobrede dets kinesiske Koloni Kiautschau. Til Gengæld fik Tyskland og Østerrig- Ungarn en Forbundsfælle i Tyrkiet. Dette led vel samme Aar store Nederlag og Tab under Kampen med Russerne i Asien; men det gjorde Rusland stor Skade ved at spærre for dets Udførsel af Korn fra Sortehavet og hindre det i ad denne Vej at faa Tilførsel af Krigsfornødenheder fra sine Forbundsfæller. Østfronten. Krigsaaret Paa Vestfronten foregik der ikke store Forandringer i det andet Krigsaar, Grænselinien holdt sig der næsten uforandret hele Aaret igennem. Anderledes gik det derimod paa Østfronten. Det lykkedes vel Russerne at vinde betydelige Sejre i Galizien; men i Maj jog Hindenburg dem helt ud af Østprøjsen, erobrede Kurland og en Del af det nordlige Polen. En anden tysk General, Mackensen,

14 10 sejrede over dem østen for Krakau, og endelig blev de i Polen angrebet med saa stort Held baade fra Nord og Syd, at de helt maatte overlade denne Landsdel til deres Modstandere. Hen paa Efteraaret, da Fremrykningen standsede, sad Tyskerne inde med hele Polen og en stor Del af Litauen og Valhynien, medens Russerne endnu besad en Del af det østlige Galizien. Italiens Indtræden i Krigen. Ved Krigens Udbrud erklærede Italien sig for neutralt. Det var jo nok Medlem af Trippelalliancen, men da Tyskland og Østerrig varde angribende, havde det ikke nogen Forpligtelse til at hjælpe dem i Kampen. Det var nu ogsaa velvilligt stemt over for Ententen (angtangten), som Alliancen mellem Frankrig, England og Rusland kaldtes, og det blev det mere og mere, eftersom Tiden gik. Til sidst forlangte det som Løn for sin vedvarende Neutralitet, at Østerrig skulde overlade det Sydtyrol og Triest, hvis Befolkning hovedsagelig var italiensk. Østerrig vægrede sig længe ved at imødekomme dette Forlangende, og da det endelig efter Tilskyndelse fra Tyskland gjorde nogle Indrømmelser, var det for sent; thi Folkestemningen i Italien var blevet i høj Grad ophidset og krigersk, navnlig ved Taler af Digteren (l'annunzio, og i Maj 1915 erklærede Italien Østerrig Krig. En italiensk Hær besatte hurtigt de bjergfulde Grænseegne og Landet mod Øst til Izonzofloden. Den vandt vel ikke store Sejre, men det var til betydelig Hjælp for Ententen, at den fastholdt en talrig østerrigsk Hær, som derved hindredes i at hjælpe Tyskerne i Kampen paa de andre Fronter. Bulgariens Indtræden i Krigen. I September 1915 sluttede Bulgarien sig til Centralmagterne (Tyskland og Østerrig-Ungarn); thi nu syntes Sejren at hælde til den Side, og det vilde have Hævn og Oprejsning for Nederlaget Derefter saa det galt ud for Serbien og Montenegro. Grækenland var jo rigtignok ved en tidligere Traktat forpligtet til at komme Serbien til Hjælp; men dets Konge

15 11 var gift med Kejser Vilhelms Søster og tyskvenlig, troede ogsaa paa Centralmagternes Sejr, og han bortforklarede derfor sin Pligt til at hjælpe. Han maatte dog finde sig i, at Ententen landsatte en Hær i den græske Havneby Saloniki, men den kom for sent, og mod Slutningen af Aaret var Centralmagterne ved Bulgariens Hjælp Herrer over baade Serbien, Montenegro og det meste af Albanien. Galipolifelttoget. Samme Aar sendte Ententen en Flaadeafdeling til Dardanellerne og landsatte en Hær paa Halvøen Gatipoli. Meningen dermed var at foretage et Angreb paa Konstantinopel; men Tyrkerne lededes af tyske Officerer og forsvarede sig saa godt, at Angrebet maatte opgives, efter at baade Hær og Flaade havde lidt store Tab. Blokade og Undervandsbaadskrig. Englænderne benyttede deres Overmagt paa Havet til at blokere Tyskland, det vil sige: hindre det i at faa tilført saadanne Levnedsmidler og Raastoffer, som de ikke havde selv eller kun i utilstrækkelig Mængde. Det var altsaa en Slags Udsultningskrig, de satte i Gang. Den gjorde omsider ogsaa sin Virkning; thi Tyskerne maatte indføre Ernæringskort, forst for Brød og senere for andre Livsfornødenheder, og de maatte i alle Retninger anvende den største Sparsommelighed og Opfindsomhed. De klarede sig dermed nogenlunde i Begyndelsen; men i de følgende Aar blev det værre og værre; gamle Folk sygnede hen, Mødrene afmagredes, mange Børn døde af Mangel paa ordentlig Næring, og til sidst bidrog al denne Nod væsentlig til at lamme det tyske Folks Modstandskraft. Til Gengæld for Blokaden begyndte de tyske Undervandsbaade at torpedere Fjendernes Skibe uden Varsel; men da de i Maj 1915 havde skudt den store Udvandringsdamper Luzitania i Sænk, vakte det Forbitrelse i Nordamerikas forenede Stater; thi blandt de mange Mennesker, som omkom, var der ogsaa en Del amerikanske Borgere. For nu ikke ogsaa at faa Amerika til Fjende maatte Tyskland love at vise større Hensyn i Fremtiden.

16 12 Kampe uden for Europa. I Begyndelsen af 1915 sendte Tyrkerne en stor Hær mod Syd gennem Halvøen Sinaj for at angribe Suezkanalen og muligt indtage Ægypten. Før Angrebet søgte Anføreren at opildne sine Folk ved en kraftig Dagsbefaling.»Soldater!«sagde han,»bag eder findes den store Ørken, foran eder den fejge Fjende, og bag ham det rige Land Ægypten, som med Utaalmodighed venter paa eders Ankomst. Viger I, saa er Døden eder vis, men foran eder ligger Paradiset.«Men de stærke Ord hjalp intet, Angrebet mislykkedes, og Hæren maatte trække sig tilbage med store Tab. I Krigens første Aar var det lykkedes Tyskerne ved Hjælp af Agenter og rigelige Pengesummer at faa nogle af Boerne i Sydafrika til at gøre Oprør mod Englænderne; men Boergeneralen Botha slog hurtigt Oprøret ned, og 1915 indtog han den store tyske Koloni Sydvestafrika. Alle de øvrige tyske Kolonier i Afrika blev efterhaanden indtaget af Englænderne. Krigsaaret Vestfronten. Paa Vestfronten indledte Tyskerne i Februar 1916 et vel forberedt Angreb paa den franske Stilling ved Verdun (værdøng), og de fortsatte det med stor Voldsomhed til ind i Juli Maaned; men Franskmændene forsvarede sig saa tappert og udholdende, at Tyskerne ikke var i Stand til at gennembryde deres Linier. I Sommertiden samme Aar forsøgte den engelske og franske Hær i Forening at gennembryde den tyske Front ved Floden Somme, og deres Angreb fortsattes flere Maaneder. De vandt flere betydelige Sejre, men det lykkedes heller ikke dem at bryde igennem. Resultatet af begge disse Forsøg var kun et uhyre Tab af Menneskeliv paa hver af Siderne. Søslaget ved Jylland. I de nærmeste Aar før Krigen var Tysklands Krigsflaade blevet stærkt forøget; men den var endnu ved Fjendtlighedernes Udbrud den engelske

17 13 langt underlegen. Den forblev derfor længe uvirksom; men omsider vovede den tyske Højsøflaade sig dog ud, efter at den havde holdt sig skjult i 22 Maaneder, og den 31te Maj 1916 kom den ud for Jyllands Vestkyst i Kamp med en Afdeling af den engelske Storflaade. Det var et af de største Søslag, Historien ved af at sige. Den engelske Flaadeafdeling talte 166 større og mindre Skibe med en Besætning paa 61,000 Mand, og den tyske Flaade havde 135 Skibe med 41,000 Mand ombord. Kampen var langvarig og haardnakket, og fra begge Sider vistes baade Mod og Dygtighed. Englændernes Tab var størst, de mistede 14 Skibe og havde 7000 Mand døde og saarede, medens Tyskernes Tab kun var 7 Skibe og 3000 Mand. Enhver af Parterne tilskrev sig Sejren, men Tyskerne turde ikke fortsætte, de lod deres Skibe trække sig tilbage til de sikre tyske Havne, og Englænderne havde fremdeles Herredømmet paa Havet. Østfronten. I Løbet af Vinteren havde Russerne arbejdet stærkt paa at erstatte de store Tab af Mandskab og Krigsmateriel, som de havde lidt under Nederlagene i 1915, og i Foraaret skred de igen til Angreb. Det lykkedes dem i Sommerhalvaaret under Anførsel af General Brussiloff at vinde store Sejre, de indtog saaledes baade Bukovina og en Del af Galizien; men derefter syntes deres Kræfter udtømte, og de kom ikke videre. Rumænien erklærer Østerrig Krig. I August 1916 traadte en ny Magt frem paa Skuepladsen. Det var Rumænien, som nu pludselig erklærede Østerrig Krig. Den rumænske Hær rykkede straks over Grænsen ind i Siebenbürgen. Men Centralmagterne var ogsaa hurtigt paa Pletten, og det viste sig snart, at Rumænerne havde forregnet sig; thi under General Mackensens Overanførsel rykkede tyske, østerrigske og bulgarske Hære frem fra flere Sider, og i kort Tid indtog de største Delen af Landet tillige med Hovedstaden Bukarest.

18 14 I Efteraaret 1916 døde den gamle osterrigske Kejser Frants Josef og efterfulgtes i Regeringen af Karl den Første. Kampe i Asien. I de første Maaneder af 1916 stod der heftige Kampe mellem Russerne og Tyrkerne i Egnene Syd for Kaukasusbjergene. De endte med Sejr for Russerne, som erobrede den vigtige tyrkiske Fæstning Erserum og Havnestaden Trappesunt ved Sortehavet. Derefter førte de Kampen videre og opnaaede at blive saa godt som Herrer over Armenien. Denne Landsdel stod under Tyrkiet, men Folkene var Kristne. De var i lange Tider blevet frygtelig plaget af de grusomme Tyrker, der i store Skarer foretog Plyndringstog iblandt dem og dræbte unge og gamle i Massevis. Det var derfor ikke saa underligt, at de overlevende modtog Russerne som Befriere. Samme Aar vandt Tyrkerne derimod en vigtig Sejr ved Kul-el-Amara i Mesopotamien, hvor en engelsk General maatte overgive sig med hele sin Hær. Krigsaaret Den skærpede Undervandsbaadskrig og Amerikas Indtræden i Krigen. I December 1916 foreslog Centralmagterne at indlede en Fredsforhandling. De havde jo i det forløbne Halvaar vundet store Sejre mod Øst og mente sagtens nok, de kunde opnaa en Fred, der var fordelagtig for dem. Deres Modstandere følte sig imidlertid ikke svage og viste ingen Tilbøjelighed til at indlade sig paa Forslaget. Dette vakte Harme i Tyskland og bevirkede, at Tilhængerne af den skærpede Undervandsbaadskrig satte deres Vilje igennem. De tøvede ikke med at handle, og den 31te Januar 1917 erklærede den tyske Regering, at fra 1ste Februar vilde den gennemføre den uindskrænkede Undervandsbaadskrig, saa ethvert Skib, fjendtligt eller neutralt, som nærmede sig Ententens Kyster, vilde blive skudt i Sænk

19 15 uden Varsel. Den mente derved at kunne hindre al Tilførsel til England og saaledes tvinge det til at slutte Fred i Lobet af kort Tid. Ved dette Skridt begik Tyskland den største Fejl under hele Krigen; thi Amerika blev saa forbitret derover, at det i April erklærede Tyskland Krig. Dets Indsats i Krigen var i Begyndelsen rigtignok ikke ret stor, men efterhaanden virkede den med større og større Vægt, og til Slutning bidrog den væsentligt til, at Centralmagterne tabte Krigen. Virkningerne af Undervandsbaadskrigen var frygtelige: talrige baade fjendtlige og neutrale Skibe med uhyre Værdier sænkedes ned paa Havets Bund, og Tusinder af Mennesker dræbtes. Men Tyskernes Forventninger gik ikke i Opfyldelse; thi Englænderne erstattede til en vis Grad de sænkede Skibe ved at bygge ny, saa de kunde blive ved at føre Tropper over Havet til Krigsskuepladsen og nogenlunde skaffe sig de nødvendige Tilførsler. Vestfronten. Den tyske Hærledelse var kommet til Overbevisning om, at den langt fremskudte Vestfront vanskeligt kunde holde sig over for de talrige Fjender. Den lod derfor længere tilbage anlægge en overmaade stærkt befæstet Stilling, som fik Navnet Siegfredstillingen. Den havde en Beliggenhed, der egnede sig bedre til Forsvar og kunde nøjes med at være noget kortere. I Marts begyndte Tropperne at trække sig tilbage til den ny Stilling, medens de bageste Afdelinger søgte at skjule for Modstanderne, hvad der gik for sig. Disse opdagede det heller ikke, før længere Tid var gaaet, og det var da forbundet med store Vanskeligheder at følge efter; thi i hele Egnen mellem den gamle og den ny Stilling havde Tyskerne ødelagt alle Veje og Jernbaner, sprængt Broerne over Floderne og tilintetgjort eller bortført alt, hvad der kunde tjene til Hjælp for Modstanderne. Ved denne Fremgangsmaade opnaaede de deres Hensigt, og inden Fjenderne var kommet dem nær, havde de besat den ny og stærke Stilling. Om denne drejede Kampen sig Resten af Aaret. Tyskerne maatte trække sig

20 16 tilbage paa enkelte Punkter, men det lykkedes ikke Franskmændene og Englænderne at bryde igennem. Begge Parter led uhyre Tab af Fanger, saarede og døde. Det store italienske Nederlag. I Oktober 1917 beredte Italienerne sig til et afgørende Angreb paa den østerrigske Stilling ved Izonzofloden. Men Tyskerne kom Østerrigerne til Hjælp, og Italienerne led et frygteligt Nederlag. De blev jaget paa vild Flugt, mistede Folk i Hundredtusindvis, og Kvadratkilometer italiensk Land kom under tysk og østerrigsk Herredømme. Der var Fare for, at hele Italien skulde blive indtaget; men dette skete dog ikke; en dygtig General sattes i Spidsen for Hæren, engelske og franske Soldater kom til Hjælp, og det lykkedes at hindre Fjenderne i at komme videre frem. Kampe i Asien. Efter det engelske Nederlag ved Kul-el-Amara 1916 var der Fare for, at Tyrkerne skulde trænge frem gennem Persien til Indien. Det gjaldt nu om at hindre dette, og denne Opgave paatog General Maude (mohd) sig. I Stedet for at indrette sig paa Forsvar gik han over til Angreb, og det gjorde han saa godt, at han i Marts 1917 kunde drage ind i den berømte og vigtige By Bagdad som Sejrherre. Saaledes var Nederlaget ved Kul-el-Amara hævnet, og Englands Anseelse i Asien genoprettet. En anden engelsk General, Allenby (allenbej), gjorde sig ogsaa fortjent af sit Fædreland. Han fordrev Tyrkerne fra stærke Stillinger i det sydlige Palæstina og trængte frem lige til Jerusalem hvor han drog ind som Sejrherre i December I en Proklamation lovede han højtideligt Indbyggerne, at ingen skulde blive hindret i sin lovlige Virksomhed, og at alle hellige Steder og milde Stiftelser vilde blive beskyttet, enten de tilhørte Kristne, Jøder eller Muhamedanere. Revolutionen i Rusland. I Rusland havde Krigen frembragt megen Nød og Elendighed, og i Marts 1917 kom det til store Uroligheder i Petrograd, hvor talrige Folke

21 17 skarer stormede og plyndrede Bagerbutikkerne. Regeringen lod Politi og Soldater gribe ind, og mange dræbtes eller saaredes. Men til sidst gik Soldaterne over til Oprørerne, og da Dumaen (eller Rigsdagen) nu ogsaa viste sig opsætsig mod Regeringen, saa mistede denne Magten, og dermed var Revolutionen udbrudt. Den 12te Marts blev Regeringen styrtet, og der dannedes en ny Regering, som straks forkyndte, at den vilde indføre Folkefriheden og sammenkalde en Nationalforsamling, som skulde enes om at vedtage en frisindet Grundlov for hele det russiske Rige. Kejseren blev nødt til at tage sin Afsked, og han sendtes tillige med Hustru og Børn til Sibirien, hvor de senere alle sammen blev dræbt. Udviklingen gik mere og mere i radikal Retning. I Petrograd dannede der sig et Sovjet, det vil sige: et Arbejder- og Soldaterraad; det talte flere Hundrede Medlemmer og fik snart Søsterforeninger rundt omkring i Landet. Dets Flertal bestod af de mest yderliggaaende, de saakaldte Bolsjeviker. De forlangte, at Republikken skulde indføres, og deres Indflydelse forøgedes med hver Dag. Endnu havde de dog ikke Magten, men fra Midten af Maj var det den veltalende Kerenski, der havde den øverste Ledelse af Regeringen, og med ham begyndte det andet, det socialrevolutionære Afsnit af Revolutionen. Han vilde bevare Alliancen med England og Frankrig og fortsætte Krigen. Men dette viste sig at være umuligt. Der var ikke længer nogen Kamplyst blandt de russiske Soldater; mange af dem nægtede at adlyde eller flygtede bort fra Hæren, og Tyskerne havde derfor let Spil. De tilføjede Russerne store Nederlag i Galizien og Bukovina, indtog Riga og gjorde sig til Herrer over Øerne i Rigabugten. Under al denne Tilbagegang tabte Kerenskis Anseelse sig mere og mere, og Førerne for Bolsjevikerne, Lenin og Trotzky, traadte nu kraftigt op imod ham. Det kom til Kamp mellem deres og hans Tilhængere blandt Soldaterne, og i et afgørende Slag midt i

22 18 November led han et fuldstændigt Nederlag. Selv reddede han Livet ved at flygte, men det var nu forbi med hans Magt, og under Lenin og Trotzky begyndte det tredje Afsnit af Revolutionen. Sejrherrerne dannede en ny Regering, hvis Medlemmer kaldtes Folkekommissærer, og de indførte den saakaldte Sovjetrepublik, hvor Regeringshandlingerne udføres ved Hjælp af Arbejder- og Soldaterraad. Egentlig er Rusland kun Republik af Navn, thi Lenin og Trotzky regerer med enevældig Magt og udover et Rædselsherredomme, der vistnok er større end nogen Sinde i Historien. Enhver, der taler eller skriver imod dem, bliver uden videre henrettet, og Tallet paa de henrettede beløber sig til flere Hundrede Tusinde. Trotzky var Folkekommissær for de udenrigske Anliggender. Sidst i November opfordrede han alle de krigsførende Magter til at slutte en Vaabenstilstand, der skulde være Indledning til en almindelig Fred. Denne Opfordring nægtede Frankrig og England og deres allierede at gaa ind paa. Saa handlede Russerne paa egen Haand, og midt i December sluttede de med Tyskland og dets forbundne en Vaabenstilstand, der skulde vare til midt i Januar næste Aar. Faa Dage efter begyndte Fredsforhandlingerne i den vestrussiske By Brest Litovsk; de afbrødes ved Juletid, men skulde fortsættes efter Nytaar. Krigsaaret Centralmagternes Nederlag. De tysk-russiske Fredsforhandlinger fortsattes i Begyndelsen af Aaret, og den 3dje Marts sluttedes Freden i Brest Litovsk paa Betingelser, der var meget fordelagtige for Tyskland. Derefter førte Tyskerne store Hærmasser fra Øst til den vestlige Krigsskueplads, hvor den afgørende Kamp skulde staa. Havde de ikke været saa ukloge i 1917 at skaffe sig Amerikanerne til Modstandere, var de maaske gaaet af med Sejren. Nu indsaa de

23 19 vistnok deres Fejltagelse, men det var for sent. Deres Undervandsbaade havde ikke kunnet hindre, at Amerikanerne efterhaanden førte store Troppemasser over til Europa, og i Foraaret 1918 var der i Frankrig samlet en talrig amerikansk Hær. Tyskerne forstod, at nu gjaldt det Sejr eller Nederlag. De samlede derfor al deres Kraft til en sidste afgørende Kamp og angreb med en saadan Voldsomhed, at deres Modstandere maatte forlade Stillinger, som hidtil havde vist sig uindtagelige, ja de kom Paris saa nær, at de kunde skyde derind med en langtrækkende Kanon, den saakaldte Lange Bertha. Det saa nu farligt ud for Frankrig, omtrent ligesom i September Men en Forskel var der dog. Det havde denne Gang de store amerikanske Reserver i Baghaanden, og det var saa heldigt at have en klog og modig Mand til Førsteminister, det var den gamle 77aarige Clemenceau (Klemangso); han havde en klippefast Tro paa Sejren, en Vilje, som intet kunde bøje, og han forstod at holde Modet oppe hos de forsagte. Og endelig, i det andet Marneslag, vendte Lykken sig for anden Gang. Tidligere havde den franske og engelske Hær haft hver sin Overgeneral, saa der ikke var nogen samlet Overledelse. Dette var en Svaghed; men nu havde den udmærkede franske General Foch (fosj) faaet Overkommandoen over baade den franske, engelske og amerikanske Hær, og under hans kyndige Ledelse led Tyskerne et alvorligt Nederlag. Derefter lod han dem ikke have Ro, men fortsatte sine Angreb med korte Mellemrum, og de maatte forlade den ene Stilling efter den anden. Det var kun sørgelige Efterretninger, de fik fra deres Forbundsfæller: Østerrigerne var flygtet eller jaget bort fra Italien og kunde daarligt forsvare deres egne Grænser; Salonikihæren havde bragt Bulgarerne i en saadan Knibe, at de maatte bede om Vaabenstilstand og lade sig afvæbne, og Tyrkerne havde lidt Nederlag ovre i Asien, hvor General Allenby havde fuldendt Erobringen af Palæstina og Syrien. Tyskernes Haab om Sejr svækkedes mere og mere, Solda

24 20 terne var krigstrætte, de begyndte at vise Mangel paa Lydighed, og mange af dem rømmede bort, alene i Berlin var der 10,000 Romningsmænd, som gjorde Byen usikker ved deres Røverier. Omsider var det klart, at Tyskerne maatte give tabt, det kom til Underhandling mellem de øverste Krigsherrer, og den Ilte November sluttedes Vaabenstilstand paa saadanne Betingelser, at Tyskerne ikke kunde fortsætte Krigen. Revolutionen i Tyskland. Sidst i Oktober 1918 udbredte det vistnok falske Rygte sig, at den tyske Højsøflaade atter skulde sejle ud og vove en sidste fortvivlet Kamp. Matroserne forstod, at et saadant Forsøg vilde være den visse Død for Flertallet af dem, og de gjorde derfor Oprør, efter at Flaaden var sejlet ind til Kiel. Byens Arbejdere sluttede sig til dem, og først i November vajede den røde Fane fra Kiels Raadhus og fra Slotstaarnet. Arbejderne og Matroserne havde altsaa sejret, og det var nu dem, der regerede i Kiel. Revolutionen udbredte sig hurtigt videre uden at mode synderlig Modstand, og den Ilte November, den Dag Vaabenstilstanden undertegnedes, havde den sejret overalt i Tyskland. Kejseren, som var flygtet til Holland, og alle de øvrige Konger og Fyrster blev afsat, og Tyskland erklæredes for en Republik. Der var imidlertid store indre Vanskeligheder at overvinde. Blandt Socialisterne dannede der sig nemlig et yderliggaaende Parti, der vilde indfore samme grusomme Regeringsmaade som Bolsjevikerne i Rusland. Til dette sluttede sig alle Slags Forbrydere fra de store Byer, og de vakte blodige Opstande. Disse blev dog slaaet ned, og i Januar 1919 vedtog den sammenkaldte Nationalforsamling i Weimar en Grundlov for Republikken Tyskland.

25 21 Fredsslutningen i Versailles den 28. Juni I Januar 1919 samledes udvalgte Statsmænd fra de sejrende Magter til en Kongres i Paris for at komme til Enighed om Fredsbetingelserne. Der var mange indviklede Forhold at tage Hensyn til, og Tiden trak derfor ud; men endelig blev de da enige om Betingelserne, som Tyskerne nødtvungne gik ind paa, og den 28de Juni 1919, Femaarsdagen efter Mordet i Serajevo, blev Fredstraktaten underskrevet i Versailles. Dens vigtigste Bestemmelser er folgende: Tyskland giver Afkald paa alle sine Kolonier, afstaar Elsas- Lothringen til Frankrig, Vestprøjsen, Posen og Øvreschlesien til Polen, og i Nordslesvig skal Folkene ved en fri Afstemning afgøre, om de vil genforenes med Danmark eller blive ved Tyskland. I Krigsskadeserstatning skal Tyskland betale 100,000 Millioner Mark i Guld og iøvrigt godtgøre al den Ødelæggelse, dets Hære har forøvet i Frankrig og Belgien. For at undgaa Fristelse til at begynde Krig igen maa det ikke holde en Hær paa over 100,000 Mand, kun have et ringe Antal Krigsskibe og slet ingen Undervandsbaade. Noget senere sluttedes Freden med Tysklands allierede i Europa, af hvilke Tysk-Østerrig og Ungarn var blevet skilt fra hinanden og gik stærkt svækkede og formindskede ud af Kampen. Tysk-Østerrig maatte saaledes afstaa en stor Del af sine sydlige Landsdele til Italien, Galizien lagdes til Polen, og af Böhmen og Mähren dannedes et nyt Rige: Czeko-Slovakiet, Rumænien fik Landsdele baade fra Ungarn og Bulgarien, og Ungarns slaviske Provinser blev tildelt Serbien, som nu kaldes Jugoslavien, og i hvilket Montenegro ogsaa er indlemmet.

26 22 Nikolaj Nielsens paa eget Forlag' udgivne Bøger: Danmarkshistorie, udkommen i 439,000 Ekspl., 16de Oplag (paa 50,000), autoriseret af Københavns Skoledirektion og anbefalet af Undervisningsministeriet. Pris 1 Kr. 50 Øre. Bibelhistorie med Kirkehistorie, udkommen i 264,000 Ekspl., 13de Oplag (paa 50,000), anbefalet af Undervfsningsministeriet. Pris 1 Kr. 50 Øre. Verdenshistorie I (Oldtid og Middelalder), 3die Oplag. Pris 1 Kr. Verdenshistorie II (Den nyere og den nyeste Tid indtil Fredsslutuingen i Versailles 1919), 3die Oplag. Pris 1 Kr. 50 Øre. Dansk Sproglære, 2den Udgave. Pris 1 Kr. Udtalelser om Bøgerne. Hr. Professor, Dr. phil. K. Kroman: Deres Danmarkshistorie er i mine Øjne en ypperlig lille Bog, baade med Hensyn til Form og Stofvalg den bedste, vi har". Hr. Kommunelærer N. Abildgaard i København skriveri Købstadsskolen" for Februar 1919: Det tør uden Overdrivelse siges, at Nikolaj Nielsens Danmarkshistorie ved sin Fremkomst blev banebrydende for dansk Skolebogslitteratur. Et saa klart, kultiveret Sprog, der uden tilstræbt Barnlighed dog var forstaaeligt for ethvert Barn, og som ogsaa var læseværdigt for voksne, var hidtil ikke set i nogen dansk Skolebog. Og

27 23 jeg tør sige, at med Hensyn til rent, klart og letfatteligt Sprog staar Nikolaj Nielsens Bøger efter min og mangfoldige andre Læreres Formening endnu den Dag i Dag uovertrufne herhjemme". Hr. Lærer Chr. Sørensen i Harlev: Den livligste og for Børn bedst fortalte Danmarkshistorie er ubetinget Nikolaj Nielsens. Denne Bog bruger jeg derfor ogsaa i min Skole, og jeg har endnu ikke fundet nogen for Børn mere tiltalende Bog end denne, som de med virkelig Fornøjelse og fuld Forstaaelse kan læse". Hr. Overlærer A. D. Thyssen i Nordby: Tak for saavel Danmarks- som Bibelhistorien, som jeg har haft megen Nytte og Glæde af og har faaet indført her, ligesom jeg tidligere har indført dem i min Skole i Lyngby. De er de bedst fortalte Historiebøger, jeg kender; de giver et tydeligt Billede af det, de omtaler, Børnene læser dem med Lyst og forstaar dem, og de er et udmærket Hjælpemiddel til at lære dem at genfortælle". Hr. Lærer P. Olsen i Aarløse: Jeg har ikke tidligere læst nogen Bibelhistorie for Børn, der har været fortalt paa en saa naturlig og for Børn letfattelig Maade som Deres". Hr. L ærer A. Busk i Herning: Af de Bibelhistorier, jeg kender, er det ubetinget den bedste, vi kan indføre i den danske Børneskole". Hr. Lærer Kr. Smedegaard i Vandberg: Tak for den tilsendte Verdenshistorie. Det er en udmærket Bog for Børn; godt Sprog og velvalgt Indhold; jeg synes ikke før at have kendt en saa god Historie. Jeg vil se at faa den indført i min Skole. Danmarkshistorien har vi haft i mange Aar".

28 24 Hr. Lærer Chr. Kauslund i Herfølge: Det har været mig en Fornøjelse at gøre mig bekendt med denne udmærkede Verdenshistorie, der er fortalt saa jævnt og livligt, at Børnene vil læse den med Lyst og have stort Udbytte deraf". Fyens Stift.: Den foreliggende for Børneskolen bestemte Sproglære udmærker sig særligt ved to Ting, nemlig ved en i Forhold til Prisen særdeles god og tiltalende Udstyrelse og ved en mere end almindelig klar og overskuelig Ordning og Opstilling af Stoffet. Med Hensyn til dette sidste skal vi særligt fremhæve, at Forfatteren stiller sine i Regelen gode og velvalgte Eksempler op paa en fremtrædende Maade foran den Regel, de skal oplyse. Eleverne lærer derved bedre at se Regelen som den af Sprogbrugeren uddragne Lov".

29

30