Men betyder i reglen nej. Du er sød, men Det vil sige, det er du ikke alligevel.

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "Men betyder i reglen nej. Du er sød, men Det vil sige, det er du ikke alligevel."

Bodil Juhl
8 år siden
Visninger:

1 Herfølge kirke, 2. s. e. trin, Salmer: / Nå, så dumper denne Jesus fortælling da ned lige midt i en valgkamp, der er på sit højeste og hedeste netop nu. Hvilket besynderligt sammentræf. Det er i alle tilfælde svært, synes jeg, at komme uden om at spejle den politiske debat, som den føres i disse dage, spejle den i denne beske og syrligt stikkende fortælling, Jesus præsenterer os for: om hvad vi er for nogen, hvis vi ser os selv ordentligt efter i sømmene. Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Og sikke da en dejlig, lysende begyndelse på historien, når vi lige at tænke, inden der bliver sagt: MEN med store bogstaver. MEN, da festen skulle til at begynde gav de sig alle som en til at undskylde sig. Men betyder i reglen nej. Du er sød, men Det vil sige, det er du ikke alligevel. Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Hvilken dejlig lysende begyndelse. En indbydelse til et stort festmåltid, og jeg skal med og begynder allerede at se frem og fyldes af forventningens glæde. Det bliver en dag i de lyse sale. Fest kan man da aldrig få for meget af. Lige ind til man også selv måske indhentes af dette forbeholdne MEN. Jamen, så skal jeg jo være sammen med min ex kone, eller mine tidligere svigerforældre, eller hende, der kritiserede mig eller bagtalte mig for år tilbage. Eller ham, der stod i vejen for at jeg fik en stilling, jeg gerne ville have haft en gang. Alle de sår i sjælen, der aldrig rigtig vil heles og læges. Eller også kommer vi frem til den overbevisning, at sådan et stort festmåltid i virkeligheden er tidsspilde. Hvad har jeg ud af at være med i det? Kan det overhovedet betale sig? Der er langt at køre, og man skal vel også have en gave med. Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Men da festen skulle til at begynde og tjenerne blev sendt ud for at sige til de indbudte: Kom for nu er alt rede - så gav de sig alle som én til at undskylde sig.

Det er i alle tilfælde svært, synes jeg, at komme uden om at spejle den politiske debat, som den føres i disse dage, spejle den i denne beske og syrligt stikkende fortælling, Jesus præsenterer os

2 Vejen til helvede er brolagt med dårlige undskyldninger, sagde min gamle dansklærer i realskolen, når vi prøvede at forklare ham, hvorfor vi ikke havde fået skrevet den danske stil, vi havde fået for. Vejen til helvede er brolagt med undskyldninger, det har han ret i. For i stedet for at stå ved sig selv og sige det rent ud, at der var noget andet, jeg hellere ville, noget andet, jeg synes var sjovere, så aflaster vi os selv - undskylder os selv - ved at pege på forhold, jeg ikke har haft magt over, og som har forhindret mig i at få skrevet den stil, eller står i vejen for at jeg kan komme til det store festmåltid, en mand ellers så glædesstrålende havde inviteret mig til. Altså: den lille forskel mellem vil og kan: I stedet for at sige det, som det er: jeg ville hellere noget andet, så står jeg hændervridende og med hovedet lidt på skrå og siger: jeg kan desværre ikke. Omstændighederne forhindrer mig. En har købt en mark, og den bliver han nødt til at gå ud og se på. En anden han investeret i fem par okser, som han må ud og prøve. Og en tredje har lige giftet sig. Om konen også skal prøves af melder historien ikke noget om, men det er i alle tilfælde hendes skyld, han ikke kan komme! Vejen til helvede er brolagt med undskyldninger, ja. For med alle vore undskyldninger forsøger vi jo blot at slippe for at stå ved os selv og tage ansvaret for, hvad vi siger og gør. Sådan holder Jesus med sin fortælling et spejl op foran os og siger: se dig selv i spejlet. Ser du dig selv? Ja vi gør. Så kort kan der vist svares. Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange, fortæller Jesus. Vi kan spejle os i fortællingen og se, hvad vi er for nogen. Men som jeg sagde til at begynde med, er det svært ikke også at se den politiske debat i den pågående valgkamp spejlet og kommenteret i det syrebad af en fortælling, Jesus her deler med os og inddrager os i. Og hvordan så det? Ja, det er såmænd ret enkelt. Vi skal tilbage til de tre mænd i historien, der alle som én giver sig til at undskylde sig selv. Læg mærke til, hvad det er de siger. Der er to ord, der går igen hos dem alle tre. Det ene ord er jeg. Det andet er har. Jeg har! Jeg har en mark. Jeg har fem par okser. Jeg har en hustru. Jeg har noget. Mit eget. Og noget, der er vigtigere end et stort festmåltid, hvortil mange er indbudt.

For i stedet for at stå ved sig selv og sige det rent ud, at der var noget andet, jeg hellere ville, noget andet, jeg synes var sjovere, så aflaster vi os selv - undskylder os selv - ved at pege på

3 Hvis jeg skulle føle mig fristet til at tage med til den fest, så kun fordi, jeg dér kunne komme til at møde en og anden, der kunne hjælpe mig videre i karrieren. Sådan omsmeltes vennekreds til netværk, man kan bruge som instrument til at få succes. Og det er lige akkurat det, der er det afgørende kendetegn ved den måde at tænke på, og se tilværelsen på, der sætter sit umiskendeligt forstemmende præg på den politiske debat. Her opererer man ikke rigtig med noget, der bare er et formål i sig selv. Alting gøres til et instrument for noget andet. Børn i skolen skal bevæge sig noget mere - ikke fordi det er godt i sig selv - men for at de derved bliver bedre til regning og matematik. De studerende på universitetet skal gøre sig færdige på rekordtid for at styrke vores konkurrenceevne. Den gamle, lidt moderlige velfærdsstat, der prioriterede omsorg og ydelser, er blevet til en konkurrencestat, hvor alting gøres op i nytteværdi. Det skal kunne betale sig at arbejde. Ikke noget med at arbejde er berigende i sig selv. Flygtninge og indvandrere får det samme at vide: du skal arbejde. Underforstået: for at gøre dig fortjent til at være her. Eller dybeste set måske endnu mere uhyggeligt: du skal arbejde, være til nytte, for overhovedet at have gjort dig fortjent til at være til. Det var den tænkemåde, der bl.a. lå til grund for oprettelsen af de nazistiske udryddelseslejre. Og når alt bliver et middel eller bliver et redskab til at opnå noget andet, kan alt også omregnes til noget andet. Vi giver os til at sammenligne pærer og bananer og glemmer, det er levende menneskeskæbner, vi taler om. Hvor mange asylbørn går der på en kræftbehandling? Eller hvor mange sygeplejesker kan man få herhjemme, hvis man sparer en skole i Ghana væk? Noget for noget, det er den tænkning og logik, der mere og mere gennemsyrer den politiske debat, når vi kun er optaget af, hvad der kan nytte og hvad der kan betale sig. På vort eget nat og dag stirrer vi med velbehag, sang vi med Grundtvig. Men han føjer noget til: Det forstyrrer freden, siger han. Det forstyrrer vores sjælefred. Og det er lige akkurat, hvad det gør. For vi ved jo godt, at det alligevel ikke går an at se sådan på det, at vuggestuen blot er en forberedelse

Og det er lige akkurat det, der er det afgørende kendetegn ved den måde at tænke på, og se tilværelsen på, der sætter sit umiskendeligt forstemmende præg på den politiske debat.

4 til børnehaven, der igen blot er en forberedelse til skolen, der skal forberede os til et arbejdsliv, hvor det handler om at gøre sig fortjent til at få pension. Og så er det slut. Det var så det liv. Men der var ikke liv i det, og der kommer ikke liv i det, når vi ser sådan på det. For om der er liv i det - livet - afhænger ikke af alt det, vi har det med at stirre os blinde på: det, der kan betale sig; det vi har (jeg har en mark, jeg har fem par okser, jeg har en hustru). Det afhænger tværtimod af alt det, der er til helt i sin egen ret og som der ikke er noget andet formål med end det selv. Alting i vores verden har enten en pris eller en værdighed, er der en, der har sagt. Et barn - et menneske - har en værdighed - en umistelig værdighed - der ikke kan gøres op i penge. Og et forhold mellem to mennesker har en værdighed, og kærligheden imellem dem har ikke noget andet formål end det, det netop er kærlighedens væsen: at binde mennesker sammen. Og tilsvarende et venskab. Det kan ikke gøres til instrument for noget andet. Begynder vi at spekulere på, om venskabet og gæstebuddet kan betale sig, har vi allerede lagt det øde. Der, hvor livet folder sig ud og flyder imellem os handler det med andre ord aldrig om noget for noget. Her gælder derimod: noget for ingenting. Det er netop denne evangeliske logik - tilværelsens egen iboende logik - der folder sig ud i fuldt flor til slut i Jesu fortælling om det store gæstebud. Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Og da de alle som én undskyldte sig og meldte afbud, blev han vred og sagde til sine tjenere: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind! Fest skulle der være. Og sikken forsamling. Det er ikke megen nytte, de har været til. Det er ikke alverden, de han kunne bidrage med til fællesskabet og det almene vel. Men det er heller ikke det, det kommer an på. Det vigtigste er, at de holder festen i live. Festen for livet. Og bidrager til at give os de øjne, der kan se, at det er en fest, der aldrig bygger på princippet om noget for noget. Her gælder kun noget for ingenting. Og et langt stykke af vejen må det også være sådan i et samfund, der vil bevare et menneskeligt ansigt, som gør, at vi kan se os selv og hinanden i øjnene.

For om der er liv i det - livet - afhænger ikke af alt det, vi har det med at stirre os blinde på: det, der kan betale sig; det vi har (jeg har en mark, jeg har fem par okser, jeg har en hustru).

5 Som Johannes udtrykte det i brevet, jeg læste fra alteret før. Derpå kender vi kærligheden: at han, at Kristus, satte sit liv til for os: så skylder vi også at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin bror lide nød, men lukker sit hjerte for ham - hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Med fortællingen i dag vil Jesus åbne vore hjerter, så vi undgår at falde for en måde at tænke på, der ender med at gøre os ufølsomme og kyniske inden i og til sidst mister evnen til at ynkes. Lov tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Den, der har jordisk gods og ser sin bror lide nød, men lukker sit hjerte for ham - hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?

Relaterede dokumenter

Prædiken til 2. søndag efter Trinitatis, Luk 14,16-24. 1. tekstrække. Grindsted Kirke. Søndag d. 9. juni 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal.

1 Grindsted Kirke. Søndag d. 9. juni 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. søndag efter Trinitatis, Luk 14,16-24. 1. tekstrække Salmer DDS 68: Se, hvilket menneske DDS 649: Skal fri og frelst