Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 14. juni søndag efter Trinitatis Luk 14,16-2 Salmer:

Transkript

1 Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 14. juni søndag efter Trinitatis Luk 14,16-2 Salmer: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde:»der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«godmorgen. I Slotskirken står vi op, når vi synger salmer, vi sidder ned, når vi lytter til læsningerne fra bibelen. I dag 2. s. i Trinitatistiden. I dag skal vi til fest. Vi skal høre Jesu lignelse om det store festmåltid, Gud som værten der ikke helmer før alle stole er besat. En lignelse om Guds grænseløse gæstfrihed og kærlighed. Lad os alle bede.

2 Der var en mand, som ville indbyde til en stor fest. Men da festen skulle til at begynde, løb afbuddene ind i en lind strøm, den første sagde, jeg er socialdemokrat, jeg er travlt optaget af, at vi skal komme ud af krisen. En anden sagde, jeg er venstremand, jeg har travlt med, at det skal kunne betale sig at arbejde. En tredje sagde, jeg er fra Dansk Folkeparti, du må ha mig undskyldt, men jeg har travlt med at få genindført grænsekontrollen. En fjerde sagde, jeg er præst, jeg har travlt med at arrangere møder og redigere hjemmeside og være politisk korrekt næstekærlig og miljøbevidst. Da manden hørte de undskyldninger, blev han vred og sagde til sine hjælpere: Gå straks ud og hent kontanthjælpsmodtagerne, de østeuropæiske jordbærplukkere og avisbude, de Syriske asylansøgere, pigerne på flisen og drengene på kanten. Og hjælperne gjorde, som han gav dem besked på. Men der var stadig plads omkring festbordet. Så sagde manden til dem, gå ud i gaderne til den hjemløse på bænken med hans hund, barnevogn og bjørnebryg, gå ind i parkerne til flaskesamlerne, tag s-toget og inviter tiggerne og sigøjnerne med deres sovende børn på armen. Nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer. Ingen af dem, der først var indbudt, skal smage mit måltid. Nej, jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvordan Jesus ville have fortalt sin lignelse, hvis han havde stået oppe på torvet i Hillerød i går. Men ét ved jeg. De folk, der hørte Jesus dengang, de ku både høre svirpen fra ordenes piskesmæld, broddens sylespidse nålestik og den sviende ironi forhåbentlig ku de også se humoren glimte mildt i øjenkrogen på Jesus, når han så, at de gode pæne ordentlige velansete respekterede bedsteborgere mærkede, at hans ord ramte lige i solar plexus.

3 For det er en lignelse, der den dag i dag sender de fleste af os til stående tælling. For er vi ikke også fulde af dårlige undskyldninger og travlhed og andre prioriteringer, når det gælder Guds invitation til dig og mig. Nå, det vender jeg tilbage til senere. For selv om I måske synes min gendigtning lød vældig politisk, og selv om vi alle sammen skal til stemmeboksen på torsdag, så skal jeg selvfølgelig ikke stå her og kloge mig på, hvor I skal sætte jeres kryds. Det ved I meget bedre selv. Evangeliet giver os ingen færdig politisk facitliste. Men dagens evangelium minder os om, at her er vi højt hævet over al snak om valgløfter og løftebrud. Her appellerer Jesus ikke til en bestemt målgruppe i vælgerhavet. Her er der ikke brug for syndebukke, som vi kan enes om at være imod og give skylden for al landsens ulykker og kriser. Her er der en historie om Guds kærligheds sammenhængskraft. Den kærlighed, der ikke småligt skeler til, om du kommer fra samfundets bund eller top. Den kærlighed, der ikke tager hensyn til, om du er ufaglært eller højtuddannet, om du har 12 i snit eller er hamrende ordblind. Den kærlighed, der ikke tager hensyn til om du taler jysk, arabisk eller Hålte-gålfdansk. For her møder vi en grænseløs generøsitet og gæstfrihed, der bryder alle de grænser, mure og skel ned, som vi er så hurtige til at bygge op mellem de andre og os selv, fordi vi vil beholde, det vi har for os selv. Her møder vi den kærlighed, som vil kvæle al vores smålighed den kærlighed, som vil lukke munden på alle vores indre svinehunde og dem-og-os-tænkning. For i Guds festlokale er der plads til alle og enhver ja, selv hende, der ikke mener, at hun er hvem som helst, har Gud en plads til her handler det ikke om at blive

4 sendt eller slået hjem her handler det om at tage imod og træde ind af den ladeport, Gud selv frygtløst har åbnet på vid gab. Se på hende, du sidder ved siden af se på ham, der sidder foran dig se, hvor forskellige I er se, hvor forskelligt generne, arven, miljøet, livet har formet jer det er løgn, hvis du siger, I har lige muligheder. Det har vi ikke. Nogen af os er så heldige, at vi er sunde og raske højt oppe i årene. Andre må leve hele livet med kronisk sygdom og behov for hjælp og omsorg. Nogen lærer let, andre lærer det aldrig. Nogen er født på solsiden, har fået det hele forærende, andre på skyggesiden og skal kæmpe for hver en smule. Men i Guds øjne gør det ingen forskel i Guds øjne er vi lige værdifulde i Guds øjne er ingen af os udkantsmennesker vi er alle sammen uden forskel Guds elskede skabninger, ja, så stærkt har han forbundet sig med os, at han har givet os lov til at kalde ham vores far. Det gør os til søskende. Hende du sidder ved siden af, det er din søster. Ham, der sidder foran dig, det er din bror. Hvad enten du vil kendes ved ham eller ej. For uanset om vi kan li lugten, så kan vi aldrig løbe fra, at som Guds børn hænger vi sammen som Guds børn hænger vi på hinanden. I den forstand er den kristne tro verdens stærkeste sammenhængskraft. Jeg håber, I kan høre, at jeg elsker denne lignelse om Guds store gæstfrie festmåltid jeg elsker den, fordi Gud viser sig at være så mageløst rundhåndet med sine festinvitationer.

5 Og selv om en og anden måske synes, det er lidt pinligt kun at komme med i anden omgang, fordi der var nogen, der sagde nej, så har jeg med tanke på alternativet personligt ikke spor imod at komme med på et afbud. Hvad jeg derimod har svært ved at forlige mig med, det er det, som jeg lovede at vende tilbage til, nemlig de truende slutord: Ingen af de mænd, som var indbudt skal smage mit måltid. For HVIS de ord er Guds definitive dom over enhver af os, som før eller siden må gøre indrømmelsen, at vi da bestemt har haft alle mulige dårlige undskyldninger for IKKE at tage imod Guds grænseløst generøse invitation til os. Ja, så er vi håbløst fortabt. Så er alt håb ude. Så må vi i al evighed trykke næsen flade mod ruden ind til den fest, vi aldrig kom med til, fordi vi selv var fulde af dårlige undskyldninger. Så ender vi ude i kulden og mørket med alt det, vi før eller siden skal miste. Derfor kan jeg heller ikke andet end klamre mig til troen på og håbet om, at de slutord: Ingen af de mænd, som var indbudt skal smage mit måltid. De slutord vil Gud i sin kærlighed ikke lade være det sidste der er sagt i den sag. Ser jeg op på korset, så ser jeg den korsfæstede hænge der præcis for sådan nogen troløse størrelser, der altid har alle mulige andre ting for, end at holde os til Guds ord. Ser jeg op på korset, så ser jeg den korsfæstede hænge der for alle os, der kom på afveje og vildveje, for os som endte i svinestien, for os som troede, at rigdom og penge og karriere og sport og haven og og og og er vigtigere. Ser jeg op på korset, så ser jeg den korsfæstede hænge der for sådan en som mig. Og dig. For Gud HAR valgt Gud HAR valgt side. Gud HAR kastet sin lod i din og min vægtskål.

6 Og Gud fortryder ikke sit valg. Guds løfte står ved magt, uanset hvor tit jeg løber fra mine løfter eller undskylder mig og melder afbud, fordi jeg lige har noget andet, jeg synes er vigtigere, end at komme til fest hos Gud. Gud begår ikke løftebrud. Hver eneste søndag slår Gud døren op for alle os undskyldningsmennesker. Hver eneste søndag kommer Gud selv i nadveren i skikkelse af et lille brød og nogle få dråber vin for at minde mig om, at invitationen står ved magt, bordet er dækket, løftet gælder, pladsen står stadig med dit og mit navn på bordkortet. Og det er ikke lige meget for Gud nød dem, siger han til sine tjenere nød dem, alt hvad I kan. Sig, de skal komme. Sig, det er vigtigt. Sig, jeg håber de kommer. Gud har gjort sit træk, næste træk er dit. Valget er frit. Valget er dit. Amen