DOM AF SAG C-5/05. DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling) 23. november 2006*

Transkript

1 DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling) 23. november 2006* I sag C-5/05, angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Hoge Raad der Nederlanden (Nederlandene) ved afgørelse af 7. januar 2005, indgået til Domstolen samme dag, i sagen: Staatssecretaris van Financiën mod B.F. Joustra, har DOMSTOLEN (Tredje Afdeling) sammensat af afdelingsformanden, A. Rosas, og dommerne A. Borg Barthet og A. Ó Caoimh (refererende dommer), * Processprog: nederlandsk. I

2 JOUSTRA generaladvokat: F.G. Jacobs justitssekretær: R. Grass, på grundlag af den skriftlige forhandling, efter at der er afgivet indlæg af: den nederlandske regering ved H.G. Sevenster, som befuldmægtiget den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. Albenzio den polske regering ved T. Nowakowski, som befuldmægtiget den portugisiske regering ved L. Fernandes og Â. Seiça Neves, som befuldmægtigede den svenske regering ved K. Wistrand, som befuldmægtiget Det Forenede Kongeriges regering ved M. Bethell, som befuldmægtiget, bistået af barrister S. Moore I

3 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved P. van Nuffel og K. Gross, som befuldmægtigede, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 1. december 2005, afsagt følgende Dom 1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7-9 i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 92/108/EØF af 14. december 1992 (EFT L 390, s. 124, herefter»direktivet«). 2 Anmodningen er blevet forelagt under en sag mellem Staatssecretaris van Financiën og B.F. Joustra angående en opkrævning i Nederlandene af punktafgifter på vin, som B.F. Joustra har anskaffet til eget brug samt til andre privatpersoners brug og på egne vegne har ladet transportere til Nederlandene af en transportvirksomhed, der er etableret i Nederlandene. I

4 JOUSTRA Retsforskrifter Fællesskabsbestemmelser: 3 Femte til ottende betragtning til direktivet har følgende ordlyd:»i forbindelse med varer, der leveres til, er beregnet på at blive leveret til eller anvendes hos en erhvervsdrivende, der udøver selvstændig økonomisk virksomhed, eller et offentligretligt organ i en anden medlemsstat end den, hvor varerne overgår til forbrug, forfalder afgiften i denne anden medlemsstat. Punktafgiftspligtige varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug, og som de selv transporterer, skal beskattes i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet. For at kunne fastslå, at de punktafgiftspligtige varer ikke er beregnet til privat brug, men til erhvervsmæssige formål, skal medlemsstaterne tage hensyn til en række kriterier. Punktafgiftspligtige varer, der købes af personer, der ikke er godkendte oplagshavere, registrerede eller ikke-registrerede erhvervsdrivende, og som sendes eller transporteres direkte eller indirekte af sælgeren eller på hans vegne, skal pålægges punktafgifter i bestemmelsesmedlemsstaten.«i

5 4 Direktivets artikel 1-10 udgør direktivets afsnit I, der har overskriften»almindelige bestemmelser«. 5 I henhold til direktivets artikel 3, stk. 1, finder det anvendelse på fællesskabsplan på mineralolier, alkohol og alkoholholdige drikkevarer samt forarbejdede tobaksvarer. 6 Direktivets artikel 4 indeholder følgende definition:»[ ] e) ikke-registreret erhvervsdrivende: en fysisk eller juridisk person, der ikke er godkendt oplagshaver, men som i forbindelse med udøvelsen af sit erhverv er beføjet til lejlighedsvis at modtage punktafgiftspligtige varer med oprindelse i en anden medlemsstat under suspension af punktafgifter; vedkommende må hverken oplægge eller afsende varer under suspension af punktafgifter; den ikke-registrerede erhvervsdrivende skal forud for afsendelsen af varerne over for bestemmelsesmedlemsstatens skattemyndigheder stille sikkerhed for betaling af punktafgifterne«. 7 I direktivets artikel 6, stk. 1, foreskrives:»1. Punktafgiften forfalder ved overgangen til forbrug [ ] I

6 JOUSTRA Ved overgang til forbrug af punktafgiftspligtige varer forstås: a) ethvert tilfælde, herunder uretmæssig, hvor en vare forlader en suspensionsordning b) enhver fremstilling, herunder uretmæssig, af de pågældende varer uden for en suspensionsordning c) enhver indførsel, herunder uretmæssig, af de pågældende varer, såfremt varerne ikke er undergivet en suspensionsordning.«8 I direktivets artikel 7 bestemmes:»1. Såfremt punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat, oplægges til erhvervsmæssige formål i en anden medlemsstat, opkræves punktafgifterne i den medlemsstat, hvori varerne oplægges. 2. Når varer, der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat som defineret i artikel 6, i en anden medlemsstat leveres til, eller er beregnet på at blive leveret i en anden medlemsstat til eller anvendes hos en erhvervsdrivende, der udøver selvstændig økonomisk virksomhed, eller et offentligretligt organ, forfalder punktafgiften i denne anden medlemsstat, jf. dog artikel 6. I

7 3. Punktafgiften opkræves alt efter tilfældet hos den person, der foretager leveringen, hos den, der er i besiddelse af varer, der er beregnet på at blive leveret, eller hos den, der modtager varerne til anvendelse i en anden medlemsstat end den, hvor varerne allerede er overgået til forbrug, eller hos den erhvervsdrivende eller det offentligretlige organ. 4. De i stk. 1 omhandlede varer ledsages under transporten mellem de forskellige medlemsstater af et ledsagedokument, hvori er nævnt de vigtigste oplysninger fra det i artikel 18, stk. 1, omhandlede dokument. Dokumentets form og indhold fastlægges efter fremgangsmåden i artikel 24 i dette direktiv. 5. Den person, den erhvervsdrivende eller det organ, der er nævnt i stk. 3, skal overholde følgende regler: De skal: a) forud for afsendelsen af varerne indgive en angivelse til skattemyndighederne i bestemmelsesmedlemsstaten og stille sikkerheden for betaling af punktafgifterne b) erlægge bestemmelsesmedlemsstatens punktafgifter efter de nærmere bestemmelser, der er fastsat af denne medlemsstat c) lade sig underkaste enhver form for kontrol, således at bestemmelsesmedlemsstatens myndigheder kan sikre sig, at varerne virkelig er modtaget, og at de punktafgifter, der er pålagt dem, er betalt. I

8 JOUSTRA 6. Punktafgifter, der er erlagt i den i stk. 1 nævnte første medlemsstat, godtgøres i henhold til bestemmelserne i artikel 22, stk. 3.«9 Direktivets artikel 8 har følgende ordlyd:»for så vidt angår varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug, og som de selv medfører, gælder ifølge princippet for det indre marked, at punktafgifterne opkræves i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet.«10 I direktivets artikel 9 foreskrives:»1. Punktafgiften forfalder, når varer, der er overgået til forbrug i en medlemsstat, oplægges med handel for øje i en anden medlemsstat, jf. dog artikel 6, 7 og 8. I dette tilfælde er punktafgiften skyldig i den medlemsstat, på hvis område varerne befinder sig, og den opkræves hos den person, hvor varerne befinder sig. 2. For at kunne fastslå, at de i artikel 8 omhandlede varer er beregnet til erhvervsmæssige formål, skal medlemsstaterne bl.a. tage hensyn til følgende: den forretningsmæssige status hos den person, der er i besiddelse af varerne, og årsagerne til dette I

9 stedet, hvor varerne befinder sig, eller i givet fald den anvendte transportform ethvert dokument vedrørende varerne varernes art varernes mængde. Hvad angår anvendelsen af første afsnit, femte led, kan medlemsstaterne, men kun for at bevise ovennævnte forhold, opstille vejledende mængder. Disse vejledende mængder må ikke være mindre end: [ ] b) Alkoholholdige drikkevarer [ ] vin (heraf højst 60 l mousserende vin) 90 l [ ] I

10 JOUSTRA 3. Medlemsstaterne kan ligeledes fastsætte, at punktafgiften forfalder i forbrugsmedlemsstaten ved køb af mineralolier, der allerede er overgået til forbrug i en anden medlemsstat, hvis disse varer transporteres af privatpersoner, der benytter atypiske transportformer, idet de enten selv foretager transporten eller lader den foretage på deres vegne. [ ]«11 I direktivets artikel 10 bestemmes:»1. For afgiftspligtige varer, som anskaffes af personer, der ikke er godkendt oplagshaver eller registreret eller ikke-registreret erhvervsdrivende, og som af sælgeren eller på hans vegne direkte eller indirekte forsendes eller transporteres, skal afgiften erlægges i bestemmelsesmedlemsstaten. I denne artikel forstås ved»bestemmelsesmedlemsstaten«den medlemsstat, hvortil varerne ankommer efter forsendelse eller transport. 2. Hvis punktafgiftspligtige varer, som allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat, forsendes eller transporteres til en i stk. 1, omhandlet person, der er etableret i en anden medlemsstat, og disse varer forsendes eller transporteres direkte eller indirekte af sælger eller på hans vegne, forfalder punktafgiften på disse varer i bestemmelsesmedlemsstaten. 3. Bestemmelsesmedlemsstatens punktafgift forfalder hos sælgeren, når leveringen finder sted. Medlemsstaterne kan dog træffe bestemmelse om, at punktafgiften skal erlægges af en fiskal repræsentant, der er en anden person end varemodtageren. Denne repræsentant skal være etableret i bestemmelsesmedlemsstaten og godkendt af denne medlemsstats skattemyndigheder. I

11 Den medlemsstat, hvori sælgeren er etableret, skal sikre sig, at sælgeren overholder følgende bestemmelser: Han skal: stille sikkerhed for betaling af punktafgifterne inden afsendelsen af varerne på betingelser, der fastsættes af bestemmelsesmedlemsstaten, og sørge for betalingen af punktafgifterne efter varernes ankomst føre en fortegnelse over vareleveringer. 4. I det i stk. 2 nævnte tilfælde godtgøres de punktafgifter, der er erlagt i den første medlemsstat, i overensstemmelse med artikel 22, stk. 4. [ ]«12 Transaktioner, der foretages af ikke-registrerede erhvervsdrivende, er omfattet af særbestemmelser, der bl.a. er fastsat i direktivets artikel 16-19, som er indeholdt i direktivets afsnit III, der har overskriften»omsætning«. 13 Direktivets artikel 22, stk. 1 og 3, der er indeholdt i direktivets afsnit IV, som har overskriften»afgiftsgodtgørelse«, har følgende ordlyd:»1. Hvis en erhvervsdrivende under udøvelsen af sit erhverv anmoder derom, kan afgiften på punktafgiftspligtige varer, som er overgået til forbrug, godtgøres af I

12 JOUSTRA skattemyndighederne i den medlemsstat, hvor overgangen til fri forbrug har fundet sted, såfremt de ikke er bestemt til forbrug i den pågældende medlemsstat. Medlemsstaterne kan dog undlade at efterkomme denne anmodning om afgiftsgodtgørelse, hvis den ikke opfylder de kriterier for formel rigtighed, som de opstiller. [ ] 3. I de i artikel 7 nævnte tilfælde skal afgangsmedlemsstaten kun godtgøre den erlagte punktafgift, såfremt punktafgiften allerede er erlagt i bestemmelsesmedlemsstaten efter fremgangsmåden i artikel 7, stk. 5. Medlemsstaterne kan dog undlade at efterkomme anmodningen om godtgørelse, når anmodningen ikke opfylder de kriterier for formel rigtighed, som de opstiller.«de nationale bestemmelser 14 I artikel 2c i lov om punktafgifter (Wet op de accijns) af 31. oktober 1991 (Stb. 1991, s. 651, herefter»punktafgiftsloven«) bestemmes:»1. Der skal ikke betales punktafgifter, når en fysisk person, der ikke er erhvervsdrivende, til eget forbrug transporterer en punktafgiftspligtig vare fra en medlemsstat til Nederlandene. I

13 2. Med forbehold af stk. 1 sidestilles en fysisk persons opbevaring til andre formål end til eget forbrug af en punktafgiftspligtig vare, der er overgået til forbrug i en anden medlemsstat eller indført, og af hvilken der ikke er opkrævet punktafgifter i Nederlandene, med overgang til forbrug. 3. Hvis varemængden overstiger en grænse, der fastsættes ved ministeriel bekendtgørelse, anses varerne for at være opbevaret til andre formål end til privat forbrug, medmindre det modsatte godtgøres.«15 I artikel 3a i bekendtgørelse nr. WW 91/440 om gennemførelse af punktafgiftsloven (Uitvoeringsregeling accijns) af 20. december 1991 (Stcrt. 1991, nr. 252) bestemmes:»de mængder, der er omhandlet i lovens artikel 2c, stk. 3, er: [ ] b. for vin 90 l [ ]«Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål 16 B.F. Joustra og omkring 70 privatpersoner har dannet en gruppe, der kalder sig»cercle des Amis du Vin«(herefter benævnt»gruppen«). I

14 JOUSTRA 17 I gruppens navn bestiller B.F. Joustra en gang om året vin i Frankrig til eget brug og til de andre gruppemedlemmers brug. På hans foranledning afhentes vinen derefter i Frankrig af et nederlandsk transportfirma, der transporterer vinen til Nederlandene og leverer den på B.F. Joustras bopæl. Vinen opbevares der nogle dage, før den leveres til de andre medlemmer af gruppen i forhold til hver deres andel af de købte mængder. B.F. Joustra betaler for vinen og transporten, hvorefter hvert enkelte medlem af gruppen godtgør ham de omkostninger, der svarer til den mængde vin, der leveres til vedkommende, og en del af transportudgifterne, der beregnes i forhold til disse mængder. Det er ubestridt, at B.F. Joustra ikke udøver denne virksomhed erhvervsmæssigt eller med økonomisk vinding for øje. 18 Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den vin, B.F. Joustra har bestilt, er overgået til forbrug i Frankrig, og at der er betalt punktafgift i denne medlemsstat. Det er desuden ubestridt, at de mængder, der er leveret til hvert medlem af gruppen, ikke overstiger 90 liter vin, heraf højst 60 liter mousserende vin. 19 Den 2. december 1997 angav B.F. Joustra over for de nederlandske skattemyndigheder, der i forvejen på hans anmodning havde givet ham status af ikkeregistreret erhvervsdrivende, at have modtaget 13,68 hl rød- og hvidvin samt 1,44 hl mousserende vin. De nederlandske skattemyndigheder pålagde vinen en punktafgift på 906,20 EUR (1 997 NLG). B.F. Joustra har over for inspecteur van Belastingdienst Douane te Roosendaal (Roosendaals told- og skatteforvaltning, herefter»skattemyndighederne«) bestridt, at han var betalingspligtig for disse punktafgifter. Hans klage blev imidlertid afvist. 20 Gerechtshof te s-hertogenbosch har i en sag anlagt af B.F. Joustra til prøvelse af skattemyndighedernes afgørelse om afvisning af denne klage, ved afgørelse af 28. november 2002 givet B.F. Joustra medhold og pålagt skattemyndighederne at godtgøre det beløb, der var betalt i punktafgift. Retten fandt, at da det var ubestridt, at B.F. Joustra ikke opbevarede vinen på sin bopæl med handel for øje, måtte det I

15 deraf udledes, at han ikke opbevarede den med andre formål for øje end sit eget forbrug i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i punktafgiftslovens artikel 2c, stk. 2, hvorved direktivets artikel 9 er gennemført i national ret, og at han derfor ikke var pligtig at betale den omhandlede punktafgift. 21 Staatssecretaris van Financiën og B.F. Joustra har ved Hoge Raad der Nederlanden iværksat henholdsvis kassationsanke og kontrakassationsanke af Gerechtshof te s-hertogenbosch afgørelse. 22 Staatssecretaris van Financiën har i sin ankestævning gjort gældende, at Gerechtshof te s Hertogenbosch har baseret sig på en urigtig fortolkning af begrebet»oplægges med handel for øje«som omhandlet i direktivets artikel 7 og 9. Ifølge skattemyndighederne falder kun privatpersoners oplæg til eget brug af varer, som de selv har transporteret, uden for dette begreb. B.F. Joustra har i kontrakassationsstævningen gjort gældende, at den pågældende opkrævning af punktafgifter på vin henhører under direktivets artikel 8. Udtrykket»som de selv medfører«i denne bestemmelse er ikke til hinder for, at denne fortolkes således, at en opkrævning i bestemmelsesmedlemsstaten er udelukket, når en privatperson selv køber punktafgiftspligtige varer i en anden medlemsstat og lader dem transportere af tredjemand på hans foranledning og på hans vegne til bestemmelsesmedlemsstaten. 23 Den forelæggende ret har bemærket, at den situation, der ligger til grund for hovedsagen, hverken synes at kunne henføres under direktivets artikel 8 eller artikel 7 og 9, medmindre artikel 8 skal tillægges et større anvendelsesområde end det, som Domstolen anerkendte i dom af 2. april 1998, EMU Tabac m.fl. (sag C-296/95, Sml. I, s. 1605), navnlig dommens præmis 33 og 37, eller medmindre begrebet»oplæg med handel for øje«som omhandlet i direktivets artikel 7 og 9 skal fortolkes således, at det tillige omfatter en situation, hvor den person, til hvem de punktafgiftspligtige varer leveres med henblik på at blive fordelt mellem køberne, ikke udøver denne virksomhed erhvervsmæssigt eller med økonomisk vinding for øje. Den forelæggende ret har imidlertid anført, at dommen i sagen EMU Tabac m.fl. I

16 JOUSTRA drejede sig om et tilfælde, hvor en erhvervsdrivende mellemmand optrådte i forbindelse med købet af de punktafgiftspligtige varer og ligeledes for købers regning stod for transporten heraf til bestemmelsesmedlemsstaten. Dette er ikke tilfældet i den foreliggende sag. Dette rejser derfor spørgsmålet, om Domstolens bedømmelse i denne dom henset til princippet for det indre marked, således som det navnlig er fastsat i artikel 14 EF og 93 EF kan overføres på tvisten i hovedsagen. 24 Hoge Raad der Nederlanden har under disse omstændigheder besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»1) Skal [direktivets] artikel 8 [ ] fortolkes således, at der, når en privatperson personligt og til eget brug køber punktafgiftspligtige varer i én medlemsstat og lader dem transportere til en anden medlemsstat af et transportfirma, alene opkræves punktafgifter i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet? 2) Skal [direktivets] artikel 8 [ ] fortolkes således, at der, når privatpersoner, således som i den foreliggende sag, lader en anden privatperson, som ikke optræder erhvervsmæssigt eller med økonomisk vinding for øje, købe afgiftspligtige varer i én medlemsstat, og denne privatperson på købernes vegne lader varerne transportere til en anden medlemsstat af et transportfirma, alene opkræves punktafgifter i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet? 3) Såfremt disse spørgsmål (eller et af dem) besvares benægtende: Skal [direktivets] artikel 7 og 9 [ ] fortolkes således, at en privatperson, når han lader en tredjemand, som handler på hans foranledning, transportere punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug i én medlemsstat, til en anden medlemsstat, hvor de er bestemt til eget brug for den pågældende privatperson såvel som for andre privatpersoner, på hvis vegne han tillige optræder, da I

17 opbevarer disse punktafgiftspligtige varer såvel dem, som er bestemt til hans eget brug, som dem, der er bestemt til de andre privatpersoners eget brug i den anden medlemsstat med handel for øje i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i direktivets artikel 7 og 9, selv om han ikke handler erhvervsmæssigt eller med økonomisk vinding for øje? 4) Såfremt det tredje spørgsmål besvares benægtende: Følger det af nogen anden bestemmelse i direktivet, at en privatperson som den i spørgsmål 3 omhandlede skal betale punktafgifter i den anden medlemsstat?«om de præjudicielle spørgsmål 25 Den forelæggende ret ønsker med sine spørgsmål, der behandles samlet, nærmere bestemt oplyst, om direktivet skal fortolkes således, at der når en privatperson som B.F. Joustra, der ikke optræder erhvervsmæssigt og ikke handler med økonomisk vinding for øje, i en første medlemsstat dels til eget brug, dels til andre privatpersoners brug erhverver punktafgiftspligtige varer, i det foreliggende tilfælde vin, der er overgået til forbrug i denne medlemsstat, og efterfølgende på egne vegne lader dem transportere af en transportvirksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat også skal betales punktafgifter i sidstnævnte stat. 26 Selv om visse af sagens elementer antyder, at B.F. Joustra har status som ikkeregistreret erhvervsdrivende, fremgår det i den forbindelse klart af ordlyden af de spørgsmål, der er forelagt Domstolen, at disse forudsætter, at B.F. Joustra ikke har en sådan status. Spørgsmålene skal derfor udelukkende undersøges under hensyn til direktivets almindelige bestemmelser, særligt artikel 6-10, og ikke under hensyn til de særbestemmelser, der er fastsat i direktivet med hensyn til ikke-registrerede erhvervsdrivende. I

18 JOUSTRA 27 Som Domstolen allerede har fastslået, tilsigter direktivet at fastlægge en række regler vedrørende oplægning eller opbevaring af, omsætning af og kontrol med punktafgiftspligtige varer, herunder navnlig med henblik på at sikre, at vilkårene for punktafgiftens forfald er de samme i alle medlemsstater (dommen i sagen EMU Tabac m.fl. præmis 22, samt dom af , sag C-325/99, Van de Water, Sml. I, s. 2729, præmis 39, og af , sag C-395/00, Cipriani, Sml. I, s , præmis 41). 28 Direktivet sondrer herved, således som det bl.a. fremgår af femte og sjette betragtning, mellem henholdsvis varer, der opbevares til erhvervsmæssige formål, og som under transport skal være ledsaget af dokumenter, og varer, der opbevares til privat brug, og som ikke kræver nogen dokumenter for transporten (jf. i denne retning dommen i sagen EMU Tabac m.fl. præmis 23 og 24). 29 Følgelig skal varer, der ikke opbevares til privat brug, således som det fremgår af syvende betragtning til direktivet, med henblik på anvendelsen af direktivet nødvendigvis anses for at være opbevaret til erhvervsmæssige formål. 30 Hvad angår de sidstnævnte varer er det ikke selv om direktivets artikel 6 indeholder bestemmelse om, at punktafgifterne forfalder ved varernes overgang til forbrug i en medlemsstat udelukket i henhold til direktivets artikel 7, 9 og 10, at der efterfølgende opkræves punktafgifter i en anden medlemsstat, idet punktafgifter, der måtte være betalt i førstnævnte medlemsstat, i så fald kan godtgøres i henhold til direktivets artikel 7, stk. 6, eller artikel 10, stk. 4 (jf. i denne retning dommen i sagen EMU Tabac m.fl., præmis 42). 31 Hvad derimod nærmere angår varer, der er bestemt til privat brug, skal punktafgifterne af sådanne varer i henhold til direktivets artikel 8 betales i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet (jf. i denne retning dommen i sagen EMU Tabac m.fl., præmis 24). I

19 32 I det foreliggende tilfælde skal det derfor med henblik på at bedømme, om punktafgifterne også kan opkræves i bestemmelsesmedlemsstaten, indledningsvis undersøges, om den situation, som den forelæggende ret har beskrevet i spørgsmålene, kan henhøre under direktivets artikel 8. Om anvendeligheden af direktivets artikel 8 33 Som Domstolen allerede har fastslået, forudsætter anvendelsen af direktivets artikel 8, at flere betingelser er opfyldt. De punktafgiftspligtige varer skal således være anskaffet af»privatpersoner«, anskaffelsen skal være sket til»eget brug«, og transporten af varerne skal være blevet gennemført af de pågældende privatpersoner»selv«. Disse betingelser skal gøre det muligt at dokumentere, at opbevaringen af punktafgiftspligtige varer, som er blevet anskaffet i én medlemsstat, og som derefter er blevet transporteret til en anden medlemsstat, er af streng personlig karakter (jf. i denne retning dommen i sagen EMU Tabac m.fl., præmis 25 og 26). 34 Da det i hovedsagen er ubestridt, at de punktafgiftspligtige varer er anskaffet af en privatperson, skal det undersøges, om de to andre betingelser, der er fastsat i direktivets artikel 8, også er opfyldt. 35 Hvad angår den første af disse betingelser fremgår det klart af selve ordlyden af direktivets artikel 8, at bestemmelsen forudsætter, at varerne er bestemt til privat brug for den person, der har erhvervet dem, og at den derfor udelukker de varer, der er anskaffet af en privatperson til andre privatpersoners brug. Opbevaring af sidstnævnte varer kan således ikke anses for at have streng personlig karakter for den privatperson, der har anskaffet dem. I

20 JOUSTRA 36 Heraf følger, at når som i hovedsagen punkafgiftspligtige varer er anskaffet af en privatperson ikke blot til eget brug, men også til andre privatpersoners brug, kan kun den første del af disse anskaffelser henhøre under direktivets artikel Hvad angår den anden af disse betingelser fremgår det ligeledes af udtrykket»som de selv medfører«i direktivets artikel 8, at anvendelsen af denne bestemmelse forudsætter, at de pågældende varer er blevet medført af den privatperson, der har anskaffet dem, personligt (jf. i denne retning dommen i sagen EMU Tabac m.fl., præmis 33). 38 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber har imidlertid gjort gældende, at denne betingelse, hvis princippet for det indre marked, som er nævnt i direktivets artikel 8, skal sikres i en sag som den, der er omhandlet i hovedsagen, ikke skal fortolkes således, at den nødvendigvis indebærer, at privatpersonen selv skal ledsage de punktafgiftspligtige varer. Denne betingelse tilsigter udelukkende at fastlægge den strengt personlige karakter af opbevaringen af de punktafgiftspligtige varer. Når en privatperson tager initiativ til at overlade transporten af de punktafgiftspligtige varer til tredjemand, og han organiserer denne transport, som hvis han selv foretog den, således som det er tilfældet med B.F. Joustra i tvisten i hovedsagen, forbliver opbevaringens strengt personlige karakter kontrollerbar i fuldt ud samme omfang. Den foreliggende sag er derfor anderledes end den, der gav anledning til dommen i sagen EMU Tabac m.fl. Desuden kan medlemsstaterne i tilfælde af misbrug nægte at anvende direktivets artikel Herved bemærkes, således som Domstolen fastslog i præmis 32 i dommen i sagen EMU Tabac m.fl., at når fællesskabslovgiver inden for rammerne af direktivet har villet henvise til det tilfælde, hvor en tredjemand deltager i transporten af varerne, har fællesskabslovgiver gjort det udtrykkeligt ved en konkret affattet regel. Dette forholder sig således med direktivets artikel 9, stk. 3, og artikel 10, stk. 1. I

21 40 Domstolen har desuden i samme doms præmis 33 også fastslået, at ingen af de sproglige udgaver af direktivets artikel 8 udtrykkeligt omtaler en sådan deltagelse, idet den danske og den græske udgave derimod på ganske særlig klar måde angiver, at det er en forudsætning for, at punktafgifterne skal betales i den medlemsstat, hvor de punktafgiftspligtige varer anskaffes, at den, der anskaffer dem, personligt medfører varerne. 41 Derfor og i betragtning af ordlyden af direktivets artikel 8, der på ingen måde er tvetydig, har Domstolen allerede i nævnte doms præmis 37 og 40 fastslået, at denne bestemmelse ikke kan finde anvendelse i tilfælde, hvor det er en mellemmand, der har købt og/eller transporteret de punktafgiftspligtige varer, da fællesskabslovgiver aldrig i forbindelse med denne bestemmelse har villet henvise til en sådan deltagelse. 42 Det er ganske vist korrekt, således som Kommissionen har fremhævet, at Domstolen i præmis 48 i dommen i sagen EMU Tabac m.fl. har udtalt, at købet og transporten af de punktafgiftspligtige varer i denne sag var foretaget af en mellemmand, der ikke handlede på initiativ af privatpersoner, men som opfordrede disse til at afgive ordrer på disse varer med henblik på udelukkende at placere disse hos sælger, med hvilken mellemmanden udgør én og samme økonomiske enhed. Denne betragtning ledte imidlertid blot Domstolen til at fastslå, at de i nævnte sag omhandlede varer var blevet forsendt eller transporteret direkte eller indirekte af sælgeren eller på hans vegne i direktivets artikel 10 s forstand. Denne betragtning er derimod uden relevans for anvendelsen af direktivets artikel Det må endvidere, uanset om transporten er foretaget på privatpersonens foranledning eller ej, bemærkes, at selve den omstændighed, at de punktafgiftspligtige varer transporteres til en anden medlemsstat af en transportvirksomhed, hvorved der kan transporteres varemængder, der betydeligt overstiger den privatpersons eget brug, der har foretaget anskaffelsen, er tilstrækkelig til at godtgøre, at opbevaringen af varerne ikke har den strengt personlige karakter, der forudsættes i I

22 JOUSTRA direktivets artikel 8. Herved bemærkes endvidere, at såvel den anvendte transportform som de transporterede mængder i henhold til direktivets artikel 9, stk. 2, udgør relevante forhold for at kunne fastslå det erhvervsmæssige formål med opbevaringen af de i artikel 8 omhandlede varer, og dermed dennes ikke-personlige karakter. 44 Denne fortolkning ville så meget desto mere gøre sig gældende, hvis direktivets artikel 8 også fandt anvendelse, når transporten ikke blev foretaget af privatpersonen personligt, idet dette for de kompetente myndigheder i medlemsstaterne ville indebære en forhøjet risiko for svig, fordi transport af varer, der henhører under denne bestemmelse, ikke forudsætter nogen dokumenter. 45 Kommissionen har imidlertid gjort gældende, at en sådan fortolkning af artikel 8 for Den Europæiske Unions borgere udgør et tilbageskridt i forhold til den situation, der var gældende før direktivets ikrafttrædelse, for så vidt som personlige ejendele, der medføres i forbindelse med en flytning til en anden medlemsstat, og små forsendelser fra en privatperson til en anden privatperson uden erhvervsmæssigt formål var fritaget for punktafgifter i indførselsmedlemsstaten i henhold til den lovgivning, der var gældende på dette tidspunkt. 46 Det er herved imidlertid tilstrækkeligt at bemærke, således som Kommissionen desuden selv indrømmer, at det, hvis direktivets artikel 8 er mangelfuld i denne henseende, påhviler fællesskabslovgiver i givet fald at afhjælpe denne mangel ved at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at ændre denne bestemmelse, hvilket desuden bekræftes af den omstændighed, at Kommissionen netop har forelagt Rådet for Den Europæiske Union et forslag om ændring af direktivet, bl.a. med henblik på at udstrække rækkevidden af direktivets artikel 8 til varer, der transporteres på privatpersoners vegne. I

23 47 Heraf følger, at direktivets artikel 8, således som samtlige de regeringer, der har afgivet indlæg, har gjort gældende, ikke finder anvendelse, når som i hovedsagen de punktafgiftspligtige varer, der er anskaffet i den første medlemsstat af en privatperson, uanset om det er til eget brug, transporteres til en anden medlemsstat ikke af privatpersonen selv, men af en transportvirksomhed, der handler på hans vegne. Om anvendeligheden af direktivets artikel 7, 9 og Da direktivets artikel 8 ikke finder anvendelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede, kan situationen derfor henhøre under direktivets artikel 7, 9 og Som det fremgår af denne doms præmis 42, kan direktivets artikel 10, der omhandler privatpersoners anskaffelser, som er blevet forsendt eller transporteret direkte eller indirekte af sælgeren eller på hans vegne, imidlertid ikke kan finde anvendelse, når som i hovedsagen transporten ikke er foranlediget af sælgeren, men af den privatperson, der har anskaffet de punktafgiftspligtige varer (dommen i sagen EMU Tabac m.fl., præmis 48 og 49). 50 Hvad angår direktivets artikel 9 fremgår det af dennes stk. 2, at bestemmelsen finder anvendelse på de i direktivets artikel 8 omhandlede varer, dvs. varer, som en privatperson anskaffer til eget brug og selv medfører. Da det følger af det ovenfor anførte, at artikel 8 ikke omhandler den i hovedsagen omhandlede situation, finder artikel 9 følgelig heller ikke som sådan anvendelse på denne situation. I

24 JOUSTRA 51 Derimod kan direktivets artikel 7 finde anvendelse på tilfældet i hovedsagen, da denne bestemmelse i henhold til ordlyden af sin stk. 2 omhandler den situation, hvor varer i en anden medlemsstat leveres til, eller er beregnet på at blive leveret i en anden medlemsstat til eller anvendes hos en erhvervsdrivende, der udøver selvstændig økonomisk virksomhed. Dette er tilfældet for en privatperson, der som i hovedsagen ikke handler med økonomisk vinding for øje, når transporten af de punktafgiftspligtige varer foretages under deltagelse af en erhvervsdrivende på dennes vegne (jf. i denne retning dommen i sagen EMU Tabac m.fl., præmis 52). Som det fremgår af denne doms præmis 29, hviler direktivet på den idé, at varer, der ikke opbevares til privat brug, nødvendigvis skal anses for at være opbevaret til erhvervsmæssige formål. 52 Når der opkræves punktafgifter i medfør af direktivets artikel 7 i den medlemsstat, hvori varerne opbevares til erhvervsmæssige formål, når de allerede er overgået til forbrug i en første medlemsstat, foreskriver stk. 6 i denne bestemmelse, at punktafgifter, der er erlagt i denne første stat, godtgøres i henhold til bestemmelserne i direktivets artikel 22, stk De præjudicielle spørgsmål skal derfor besvares med, at direktivet skal fortolkes således, at direktivets artikel 7, og ikke dets artikel 8, finder anvendelse, når som i hovedsagen en privatperson, der ikke optræder erhvervsmæssigt og ikke handler med økonomisk vinding for øje, i en første medlemsstat til eget brug og til andre privatpersoners brug erhverver punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug i denne medlemsstat, og på egne vegne lader dem transportere til en anden medlemsstat af en transportvirksomhed, der er etableret i denne anden stat, således at punktafgifterne også opkræves i denne stat. I henhold til direktivets artikel 7, stk. 6, godtgøres punktafgifter, der er erlagt i den første stat, i et sådant tilfælde i henhold til direktivets artikel 22, stk. 3. I

25 Sagens omkostninger 54 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes. På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed, som ændret ved Rådets direktiv 92/108/EØF af 14. december 1992, skal fortolkes således, at direktivets artikel 7, og ikke dets artikel 8, finder anvendelse, når som i hovedsagen en privatperson, der ikke optræder erhvervsmæssigt og ikke handler med økonomisk vinding for øje, i en første medlemsstat til eget brug og til andre privatpersoners brug erhverver punktafgiftspligtige varer, der er overgået til forbrug i denne medlemsstat, og på egne vegne lader dem transportere til en anden medlemsstat af en transportvirksomhed, der er etableret i denne anden stat, således at punktafgifterne også opkræves i denne stat. I henhold til direktivets artikel 7, stk. 6, godtgøres punktafgifter, der er erlagt i den første stat, i et sådant tilfælde i henhold til direktivets artikel 22, stk. 3. Underskrifter I